Det var ikke svært at se, at Agarés morede sig en anelse over Selmys forskrækkelse, måske fordi han ikke engang havde forsøgt at gøre noget for at få den reaktion. Morskaben blev dog ændret til lettere undrende, som han ikke helt vidste om han skulle tro på det stammende svar. Selvfølgelig var han nysgerrig, for et eller andet foregik der, han ville bare umuligt kunne sætte en finger på hvad præcis det var. Han måtte lade det ligge, undgå at snage i andre folks sager, så han valgte at afslutte emnet med et let nik, som de fortsatte mod døren.

Agarés vendte kort blikket mod en lav, ranglet fyr, der stod bag skranken. Det var ham der havde fået tjansen som kusk, når den gamle hestevogn, en sjælden gang imellem, blev brugt. "Liam?" Mere behøvede Agarés ikke at sige, før den ranglede fyr fik et meget overrasket udtryk i øjnene og hurtigt nikkede, som han nærmest løb ud af bagdøren. Agarés fortsatte ned ad trappen, lænede sig op af en af de store stolper for enden, på at Liam nu skulle få ført vognen til indgangen. Den var ikke blevet brugt i et par år, for Agarés foretrak som regel enten at gå, eller at bruge de store, sorte vinger, der altid blev holdt usynlige. Det var også derfor, at Liam havde set så overrasket ud, for selvom han egentlig var hyret som kusk, brugte han det meste af sin tid bag skranken i banken. "Det tager måske et par minutter for Liam, at få bragt hestevognen til døren," sagde han kort, bare så Selmy og Ceelia var klar over, hvad de nu stod og ventede på. "Så De overtog Sidonius' arbejde med hans bog?" Spurgte han. Han var nysgerrig på at vide hvordan det gik og et eller andet skulle de vel tale om, indtil hestevognen blev trillet op.

I sin lidt for store begejstring, tog det Liam meget kortere tid at få ført hestevognen hen foran døren, end Agarés forventede. Var den blevet støvet ordentligt af, ville den have set lidt mere imponerende ud, i sin skinnende, sorte lakering. Det var alligevel til at se, at den måtte have kostet en del krystaller at få fremstillet. I alle kanter og hjørner, kunne man se bølgede mønstre i guld og på begge døre, var samme symbol, som man kunne se på dørene til banken, indgraveret i sølv. Den blev trukket af to sorte heste, der begge var i fuld gang med at tygge i deres bid af metal, mens ørene blev rettet lystigt i alle retninger. Liam var nødsaget til at holde tøjlerne stramt på begge heste, der bestemt ikke havde lyst til at stå stille.

Halvt løbende, kom en ung kvinde i bankens uniform og åbnede den ene dør til vognen. Endnu engang, ville Agarés ikke gå først, men ventede pænt på at Selmy og Ceelia steg ind. Der var plads til to i hver ende, på de røde sæder af velour. Plads var der ikke overvældende meget af, men stadig rigeligt, til at man ikke skulle sidde for tæt op ad hinanden. ”Det var da alligevel noget af en opgave at tage på sig.” Agarés havde ikke hørt forfærdeligt meget om Sidonius’ bog, mest af alt kun overordnet hvad formålet med den var. ”Hvor langt nåede Sidonius med bogen, før han…” Han stoppede sin sætning. Han behøvede vel ikke at færdiggøre den, for at spørgsmålet ville kunne blive besvaret og taget Selmys tidligere reaktion i betragtning, var farfarens død ikke det nemmeste emne at tale om.

Diskret, jovist, men den korte ubeslutsomhed om hvor Ceelia skulle placere sig, var ikke til at overse. Havde det hele stadig handlet om officielle sager, havde Agarés nok gået mere op i ikke at sidde på samme side som nogle af dem, men etikken for hvordan man fremstod professionelt var ikke så tydelig, som den havde været på hans kontor. Desuden regnede han ikke med, at Ceelia var særlig vant til denne slags situationer, langt fra alle gik så meget op i det, som Agarés selv. På vej ind i vognen nikkede han kort til kvinden der stod ved døren, før han satte sig på sædet overfor Selmy. Døren blev lukket og tøjlerne blev løsnet, så hestene sat i gang i et raskt tempo. Han lænede sig lidt tilbage, lagde det ene ben over det andet og foldede hænderne i skødet.

At det ikke var nemt for Selmy at tale om, var ikke svært at se og Agarés ønskede bestemt ikke at gøre det værre, men direkte medlidenhed var aldrig en følelse han kunne få frem. ”Jeg er sikker på, at han ville have sat pris på Deres overtagelse af hans arbejde. Jeg vil huske at få fat i en kopi, når den en dag bliver publiceret.” Det var mest af alt en mindre form for trøst, for sig selv. Godt nok havde Agarés ikke set Sidonius i nogle år, men han havde altid set frem til deres snakke. Måske fordi det var nogle af de mest normale han havde, i forhold til så mange andre kunder og hans generelle omgangskreds.

Agarés vendte blikket mod vognens gulv, som der blev nævnt at det muligvis var i dette område, at hans bortgang skulle være foregået. Nu deres samtale var blevet det mere privat, så han ingen grund til at skjule, at han oprigtigt var påvirket af den dårlige nyhed. Stærke reaktioner på sorg, følelser i det hele taget, havde han dog fået begravet for længe siden. ”Det er desværre ikke utænkeligt,” sagde han. Han var, for det meste, ikke typen der lod blodet flyde uden grund, for han gjorde hvad han kunne for at holde forretningen ren, holde sig til reglerne og ikke give andre nogen grund til at se sig dårligt på ham. Men det var langt fra alle i Kzar Mora der havde samme holdning, de fleste gjorde alt de kunne slippe afsted med. ”Jeg går ikke ud fra, at i nogensinde fandt ud af, hvad der egentlig skete?” Spurgte han, som han løftede blikket igen. Med alle hans bier, der summede i hele landet, ville det vel ikke være umuligt at sniffe sig frem til synderen, eller synderne. Det var ikke en idé han havde sat sig for, men tanken kunne man vel altid fifle lidt med.

Taget i betragtning at Agarés efterhånden havde en del års træning, i at aflæse kropssprog, det hørte vel med til jobbet, kunne han næsten ikke undgå at lægge mærke til anspændtheden hos Selmy. Han gik ud fra, at det var samtaleemnet, da det havde vist sig at være besværligt, men om det nu var noget helt andet, kunne han ikke udelukke.
"Jeg kan godt lade døren stå åben, hvis De trænger til lidt luft," tilbød han. Skulle det nu være en årsag Agarés ikke kendte til, ville lidt friskt luft måske hjælpe. Så friskt det nu kunne blive, i Kzar Mora. Der hvilede altid en snert af død og ødelæggelse i luften, det kunne være tungt i længden, medmindre man havde vænnet sig til det. Men selv Agarés, der både arbejdede og boede i området, nød at komme lidt væk fra det hele til en forandring, en gang imellem. At åbne døren var dog det eneste han lige kunne tilbyde i øjeblikket.

Selv ret skuffet over sig selv og sin dårlige viden, om hvad der var foregået, så Agarés kortvarigt mod vognens gulv. Når han nu kendte en stor del af befolkningen herfra, kom det næsten bag på ham, at han ikke havde hørt det mindste. Han rystede let på hovedet, skubbede tanken bort igen, da han alligevel ikke ville kunne ændre på det nu. Selmys ord fik et svagt smil til at vise sig hos dæmonen, for bare den kortfattede beskrivelse, 'en privat mand', var mere end rigeligt til at bringe minder tilbage.
"Hm.." Mumlede han for sig selv, i et let nik. I et øjeblik flød han lidt væk i sine egne tanker, glemte et sekund at han faktisk ikke var alene, som han mindedes de lange samtaler med Sidonius.

Det var først da et spørgsmål blev stillet, at Agarés rettede blikket mod de unge mennesker igen.
"Ikke så ofte, som jeg kunne ønske," svarede han. "Jeg har set det meste af landet, men kun fordi mit arbejde kræver nogle rejser uden for portene," uddybede han kort efter, med en anelse skuffet undertone. Det var en sjældenhed for Agarés at forlade sit kontor, for andet end arbejdsrelaterede emner, hvilket han selv fandt utrolig kedeligt. Nogle møder var mere interessante end andre, men det kunne da være rart at forlade dæmonriget for en helt almindelig tur i det fri. Alt slog dog papirarbejdet der fulgte med, til enhver tid. Denne mindre tur med Selmy og Ceelia var stadig en rar forandring. Så stille som Ceelia var, kunne det vel næste betragtes som en tur, kun med Selmy. Uden at tænke over det, fik Agarés rettet et lettere undrende blik mod hende. Siden han bestemt ikke var vant til almindelige skikke, i hvert fald ikke længere, kom det næsten bag på ham, hvor stille hun havde været og stadig var.

Agarés nikkede kort, i fuld forståelse for Selmys valg, men siden han ikke selv havde samme tilgang til at opholde sig i Kzar Mora, var det selvfølgelig ikke en tanke der havde strejfet ham. Han kunne dog godt se, at to, små mennesker, måske ikke ville føle sig helt sikre, ikke engang i en tillukket vogn og i selskab med en dæmon af lidt højere rang. Agarés så ikke mange ting som trusler, men selv han kunne få problemer i området, var han uheldig nok til at ramle ind i de forkerte. Om ikke så længe, var det ikke en bekymring nogle af dem behøvede af have længere, for de nærmede sig portene hurtigere, nu hvor kusken havde sat hestene i trav foran vognen.

Agarés kunne ikke lade være med at smile over Selmys omgående interesse, han fik det næsten til at lyde som om, at der intet skete for en ung mand, der var i færd med at skrive en meget omfattende bog.
"Bestemt. Jeg gætter på at Deres arbejde også kræver en del rejser." Det var vel mere eller mindre umuligt at få alle detaljer, om diverse planter med, brugte man ikke tid uden for sine sædvanlige rammer.

Opmærksomheden var rettet mod Ceelia og blev samme sted, da Selmy nævnte Midvinterballet, selvom Agarés normalt gjorde meget ud af, at se på dem der talte til ham. Han var bare lige nødt til at se efter igen, da han syntes at kunne ane en flirtende undertone i hendes smil. Han tog det som bekræftelse, da Ceelias dansefærdigheder blev bragt op og Agarés fik et lidt overrasket udtryk i ansigtet. Han havde tydeligvis været utrolig optaget af forretning og samtalen med Selmy, at det ikke var gået op for ham før nu, at Ceelia udviste en vis interesse.

Som hun rankede sig, lod han kort blikket køre op og ned ad hende, før han selv rettede ryggen en smule.
"Bare rolig, frøken. Jeg har danset mere end man skulle tro, i mine helt unge dage," sagde han, både hentydende til at hun selvfølgelig ikke ville se fjollet ud, skulle hun danse med ham, men også for at gøre hende opmærksom på, at han trods alt ikke var helt ung længere. Han skulle lige være sikker på, at hun vidste hvad hun rodede sig ind i.
"Jeg gør hvad jeg kan for, at dukke op til den slags arrangementer og jeg vil med glæde gemme en dans til Dem, frøken," kom han endelig frem til. Det var vel ikke andet, end bare en simpel dans og hvis det gjorde Ceelia glad, kunne der umuligt være noget galt i at sige ja. Om det gik Selmy på eller ej, var ikke en tanke der strejfede ham, for han gik ud fra at den unge dame var rigeligt i stand til at tage valget selv. Var det muligt, at det var lige nøjagtig dette, Ceelia havde hvisket om til Selmy på kontoret tidligere?

Der gik ikke længe, før hestevognen blev stoppet og kusken bankede let mod vognen, to gange, som tegn til at de var fremme ved portene. Så længe Agarés ikke besvarede den lette banken, på den ene eller den anden måde, blev døren til vognen ikke åbnet.
"Er der noget I mangler svar på, inden jeg forlader jer? Ligegyldig hvad," Spurgte han kort, afventede med et høfligt smil. De skulle endelig ikke holde sig tilbage, lige meget om det handlede om lånet, deres farfar, eller ballet. Han håbede næsten på mere snak, så han kunne slippe for at tage tilbage til det kedelige arbejde der ventede i banken.

At Ceelias opførsel kunne betragtes som et forsøg på at snige sig udenom gælden, var ikke en tanke der overhovedet strejfede Agarés, for selv hvis det havde været tilfældet, ville det ikke være lykkes. Agarés gjorde som regel meget ud af at opretholde den gode tone, være høflig og imødekommende overfor sine kunder, men kun fordi det var den bedste måde, at få folk til frivilligt at betale tilbage. Problemer havde han set nok af, for mange år siden, da hans forældre stadig var bankens ansigt, også efter, og han havde ingen intentioner om at genopleve nogle af dem.

Det lod ikke til at den diskrete hentydning om den gamle dæmons alder blev opfanget. Enten dét, eller også blev den med vilje ignoreret, men Agarés valgte ikke at kommentere yderligere på det. I stedet nikkede han bare høfligt tilbage, fik et smil frem der passede til høfligheden.
Hans opmærksomhed blev kortvarigt rettet mod Selmy, som en lyd undslap og først da gik det op for ham, at den unge dame måske havde en aftale med sin bror.
"... Hvis det da er i orden med Deres bror," indskød han kort, mest kun for ikke at skabe spændinger mellem dem og han forventede egentlig heller ikke et større svar.

Agarés måtte slå blikket ned og folde læberne sammen, for ikke at smile alt for bredt, mens Selmy talte. Han var ikke ligefrem vant til at skulle samarbejde med hvad han, i enhver anden situation ville mene var en møgunge og det morede ham måske lidt mere end det burde. Nogle gange kom det bag på ham, at han selv havde været meget værre i sin barndom.
"Det skal De ikke tænke på. Jeg forstår at det ikke kan være den nemmeste oplysning at få smidt efter sig," svarede han, idet han løftede blikket fra vognens gulv igen.

Kuskens tidligere banken, besvarede Agarés nu ved at gøre det samme og kun få sekunder efter, blev døren åbnet. Som hver gang, ventede han med at stige ud før Selmy og Ceelia gjorde. Han kunne vel være blevet siddende og taget vognen tilbage, men han fandt det næsten nødvendigt at blive stående, til han var sikker på, at de var kommet derfra i ét stykke. Derudover ville han meget hellere tage de skjulte vinger i brug på tilbagevejen.
"Jeg skal nok kigge efter jer." Det var mest ment til Ceelia og ballet, men kunne samtidig fortolkes til Selmy og brevet.
"På gensyn," smilede han, som han stak hænderne i lommerne på den lange jakke.
Agarés blev stående der, ville vente på at de var næsten ude af syne, før han ville slå de store vinger ud og sætte kursen tilbage mod banken.