Juno fnøs, da Giles, fuldstændig efter alle forventninger, kun hjalp ham fordi han ville have hans arbejdskraft. Han blev også lidt fornærmet, da Giles gik ud fra at Juno ikke havde andre til at tage ansvar for ham. Hector hjalp ham. Under normale omstændigheder, ville Hector have hjulpet ham. Havde Thanos ikke ydmyget ham fuldstændig, ville Juno have kunnet bede Hector om hjælp. Vrede og skam fik Junos kinder til at blusse lyserødt.

Han stoppede sig selv fra at tage trøjen på efter Giles' advarsel og smed den irriteret fra sig i sit skød. Irritationen forsvandt dog så snart han hørte den bekendte lyd af en flaske og så snart glassene var fyldt, tog Juno for sig af det ene. Han vidste, hvad der ville komme, det var ikke første gang han havde fået et sår renset, og han var taknemmelig for muligheden for at bedøve sig selv bare en smule inden.
Og alligevel, da det skete, kom han med et halvkvalt skrig og en instinktiv reaktion til at forsøge at komme væk, kun stoppet af Giles' hånd om hans skulder. 

Han gispede efter vejret, da Giles endelig trak sig væk, men såret kløede og brændte fortsat, og han bundede gavmildt indholdet af glasset, da først Giles havde rakt ham det.

"Hvis du giver mig lidt mere, kan det være jeg tilgiver dig for at have rørt ved mig." Det røg ud af munden på ham, inden han fik tænkt sig om, og Juno satte straks det tomme glas fra sig på skrivebordet. Måske indholdet havde været lidt stærkere, end hvad han havde regnet med.

"Vær sød at si' det værste er overstået," bad han lavmælt, hurtigt efter. Han var ved at blive sindssyg af at sidde stille og han havde lyst til at at klø i sit sår igen, men han vidste at han ikke kunne, så i stedet sprang hans knæ op og ned, hans ben altid den sidste udvej for al den nervøse energi i hans krop. 

Giles fandt Junoes håndtering af hans gerninger imponerende nok, især med et sår af den størrelse. Ordene der fulgte fik ham til at løfte det allerede lidt skæve øjenbryn lidt og han greb flasken for at fylde Junos glas igen.
"Det bliver også det sidste, det er dyre sager." Og det slog igennem, han skulle ikke selv have mere, de to glas han havde fået, summede allerede rigeligt i hans krop. Ikke at han ikke kunne fortsætte, men det var der ingen grund til nu. Han ville gerne være klar i hovedet med drengen i huset.
"Jeg har noget salve, det svier en smule, men det opdager du nok ikke." Det var næsten ikke til at mærke efter at have fået hele skidtet renset i alkohol. Og efter nogle minutter ville salven bedøve området. 

Han kunne godt mærke, at Juno var ved at nå, hvad han kunne klare, men de var også næsten færdige. Så han greb krukken med salve, åbnede den og med blide bevægelser begyndte han at smøre såret ind. Han var godt klar over, at det nok overskred den usynlige grænse for berøring, men han ville ikke sætte Juno til selv at gøre det, med den uro han fremviste, ville det ikke blive specielt grundigt. Han skyndte sig, men sørgede for at såret var smurt godt ind, inden han trak sig tilbage og tørrede fingrene af, så han kunne gribe forbindingen. 
"Rejs dig op." Såret var stort og sad et upraktisk sted, så han måtte trække det hvide stof hele vejen rundt om hans brystkasse og over hans skulder. 

Så snart det var gjort og enden var sikret, vendte Giles sig mod skrivebordet og begyndte at rydde op.
"Lad nu være med at pille mere ved det og lad bandagen sidde. Når du kommer på arbejde i morgen, vil jeg gerne se til det og sikre mig, at det er blevet pænere." Hans stemme var tilbage til at være forretningsmæssig. Det var, hvad det var for ham, der var ingen følelser i at hjælpe ham. Bare det praktiske i at hjælpe en ansat.
De grå øjne skævede kort mod ham. Klokken var mange og det var snart på tide at gå til ro, så han ville egentligt gerne snart have knægten ud af huset.

Juno sendte et skævt smil op til Giles, da manden rent faktisk fyldte hans glas igen. For alt Juno vidste af kunne Giles havde fyldt ham med det billigste sprit på gaden, han kunne ikke kende forskel om det så galt hans liv. Det eneste han kunne smage efterhånden var alkoholprocenten.
Han bundede halvdelen af glasset med det samme, men satte den anden halvdel fra sig på bordet igen. Han gemte den til inden han skulle gå, så han stadig lugtede tilpas meget af alkohol når han kom hjem. På den måde ville der forhåbentligt komme mindre kritik fra Hector, når han fortalte ham hvad han var gået med til. Han havde besluttet sig for ikke at holde sin nye kontrakt hemmelig for ham.

Så snart Giles' hånd kom tæt på hans bryst, greb Juno fat om hans håndled og så med paniske øjne op på ham. Han følte sig som et overrasket dådyr, som han sad der, stivnet i chok, med en hånd krampagtigt om håndledet på en mand, der kun prøvede at hjælpe ham. Han havde lyst til at gentage truslen om, hvad der ville ske hvis Giles rørte ved ham, men han vidste, at Giles efterhånden var klar over det. At han vidste, at der var en grænse, som han kom frygteligt tæt på. 

Juno slap ham, men tog ikke blikket fra ham. Han havde ikke længere energien til at se ud som om han kedede sig, men lod frit sin rastløshed vise. Da han blev bedt om at rejse sig op, var han oven i købet næsten taknemmelig.

"Okay," svarede han distræt, uden at have hørt efter hvad Giles havde sagt til ham, fordi han havde for travlt med at møve sig ind i sin bluse igen uden at rive forbindingen op. "Ses i morgen," mumlede han og, så snart han havde trøjen på, alt andet end løb han ud af huset, uden andet end et hurtigt glimt i Giles' retning for at sikre sig at det var okay. 

Grebet om Giles håndled og de paniske øjne fik ham til at stoppe op, mens han roligt mødte Junos blik. Der var sket et eller andet med den dreng, men hvis han var gadebarn, overraskede det ikke Giles. Han havde hørt mere end én forfærdelig historie fra gaden. Og nogen skulle jo have lavet det sår, ikke? Men drengen slap ham igen og Giles gjorde sin bevægelse mod hans bryst færdig.

Det var meget tydeligt, at Juno ville ud derfra hurtigst muligt og Giles lod rod være rod for nu.
"Lad mig følge dig ud." Nok kunne hans ubudne gæst gå igennem vægge, men det var mere passende at vise ham ud igennem hoveddøren. Og så kunne han holde øje med, at han ikke fik lange fingre på vejen. 
"Men først skal du lige tømme dine lommer." Nok havde han gjort det en gang før, men Giles havde ladt ham ude af synes og ville alligevel være sikker på, at der ikke var forsvundet noget, han ikke havde opdaget. 
Om der dukkede nye sager op eller ej, ledte Giles den unge mand ud i gangen, igennem stuen og hen til hoveddøren, der var forsvarligt låst. Havde Juno ikke haft sin evne, ville han have haft umådeligt svært ved at komme ind i bygningen, da både vinduer og døre var låst af.
"Så ses vi i morgen tidlig. Det er en stor lagerbygning med et skilt." Han låste op, men vendte sig mod ham, inden han åbnede døren. De grå øjne fandt hans blå i det svage lys fra stearinlyset han havde placeret på et lille bord ved døren.
"Tro ikke, at jeg ikke kan finde dig, hvis du vælger at blive væk. Du har en gæld at betale og om det er ved at sidde i en celle hos byvagterne eller om det er ved at arbejde den af, er op til dig." Han så fast på ham for et øjeblik, inden han åbnede døren og lod knægten gå ud i mørket.

Han låste døren efter ham og gik tilbage til kontoret. Inden han gik i seng, ryddede han pænt op efter sig selv, ingen grund til at skræmme hans husholderske med alt blodet. Han fandt også en kost og fik grundigt fejet alle glasskårene op i den smalle gang.
Endeligt kunne han gå i seng og da han lå der alene i mørket, fik han tid til at tænke lidt over aftenens hændelser. Der havde været et eller andet over drengen, han havde svært ved at slippe, men til sidst vendte han sig om på den anden side med tanken om, at han ikke var hans ansvar og kort efter faldt han i søvn.

--------------------

Som altid vågnede Giles tidligt og ved første lys var han på vej ud af døren efter at have spist morgenmad og klædt sig lige så pænt på som altid. Det rødlige hår og skæg var pænt kæmmet, tøjet var uden tvivl i den dyrere ende, en jakke uden på en skjorte og et par pæne bukser, der passede til jakken. Der var intet våben på ham, men han havde som altid en blankpoleret stok med en kunstfærdig knop med sig, selvom han ikke brugte den som støtte.
På sin vej ned til Nedre By, hilste han velkendt på nogle af de andre tidlige morgenfolk. Et enkelt sted stoppede han op og havde en hyggelig sludder med en bager, hvor han fik et stykke sødt bagværk med, der hurtigt forsvandt.

Fremme ved den store lagerhal, der indholdt hans forretning, stod der en velkendt skikkelse og ventede på ham. Manden var lavere end Giles, men dobbelt så bred og man var ikke i tvivl om, at han var stærk som en okse. Med tyrenakke og brede overarme. Og et bistert udtryk på ansigtet, der kunne skræmme de fleste væk, men Giles vidste, at der var et godt hjerte bag det grove ydre. Det var Thoran, manden der stod for det praktiske ved firmaet. En total modsætning til manden, der stod for bøgerne, han var høj og tynd og med en lang, kroget næse. En mand, der helst sov lidt længe, men han var god til sit arbejde, også selvom han mødte lidt senere ind.

"Godmorgen Thoran. Alt som det skal være?"
"Mhmja, jeg har ikke fundet rottereden endnu, men fik en af dem i går, da den sneg sig ned i høet i sengen!" Thoran boede på et værelse på lageret, og fungerede som vagt, sammen med ham, der holdt øje med hestene i stalden, der lå bag lageret.
"Jeg er sikker på, at du nok skal finde den, du er bedre end en kat til at snuse dem ud." Der var venlig latter i Giles stemme, men hans ord fik ikke andet end en brummen ud af den anden mand. Det tog han ikke så tungt. "Der kommer måske en ny knægt i dag. Han har lidt lange fingre, så hold ham godt beskæftiget."
"Endnu et af dine gadebørn? Hvis han er lige som den sidste, så er han ude igen inden dagen er omme." Thoran lød utilfreds og vred, men Giles vidste, at han trods det, godt kunne lide at lære ungerne noget om hårdt arbejde og anstændighed. Og han løftede aldrig en hånd i mod dem, medmindre det var absolut nødvendigt.
"Jeg tror denne her er villig til at lære lidt. Men jeg har taget fejl før."
Endnu en brummen lød fra hans ansatte, inden talen gled over på arbejde. Hvilke vogne, der skulle hvorhen, hvor store løs der var kommet dagen før og lidt om de ansatte. Ansatte han i øvrigt troligt hilste på, når de gik forbi dem for at møde på arbejde. De hilste alle pænt tilbage med et "Godmorgen hr. Mathis.", ord med respekt. En enkelt blev stoppet med et spørgsmål til konen, der lå syg og en anden kunne fortælle om sit barns unoder. Stemningen var ganske positiv og hyggelig, alle havde tydeligvis stor respekt for ejeren af det firma, de arbejdede i.

Det første Juno gjorde derhjemme var at fortælle Hector om sin nye situation. Vasen, arbejdet i lagerhallen, Giles. Denne gang var der intet han skjulte og han bad oven i købet Hector om at følge sig på arbejde.

Næste morgen klædte han sig i tøj, der mest var uden huller, redte sine fingre igennem sit hår et par gange, indtil det sad pænt nok til, at ikke engang hans far ville have haft nogen indvendinger, og hev så Hector med sig ned igennem byen. Der var ikke langt fra huset til lagerhallen og de var der tidligere, end hvad Juno havde regnet med. De drejede rundt om et hjørne og Juno genkendte straks Giles, der stod lidt længere fremme ved porten.
Selvom Juno ville have foretrukket at være kommet inden sin nye chef, tog han sig alligevel et øjeblik til at skubbe Hector og sig selv ud af hans synsvidde, i tilfælde af at manden kom til at se i deres retning, og, i relativ skjul fra andres nysgerrige blikke, kyssede han ham farvel. "Vi ses i aften," hviskede han til ham, og gav ham endnu et kort, hurtigt kys, inden han satte i halvløb rundt om hjørnet og over til porten og Giles.

"Okay, jeg er her, hvad skal jeg lave?" spurgte han, frisk og i godt humør, så snart han kom op at stå sammen med Giles og endnu en fremmed mand. Ingen hilsen, ingen høfligheder overhovedet. Man kunne undskylde et gadebarn med, at sådanne unødvendigheder slet ikke ville falde dem ind, men Juno levede stadig med den slags unødvendigheder, og det var et bevidst valg fra hans side at være uhøflig. Hvis han allerede nu begyndte at behandle Giles med respekt, hvor meget mere ville manden så ikke kræve fra ham? At han kaldte ham hr.? Juno ville hellere tage et lag tæsk.

Giles havde stået med ryggen halvvejs vendt i mod den retning, Juno kom fra, og han opdagede ham først, da han snakkede til dem. De fleste ville nok have smidt en sarkastisk bemærkning af sted om, at det var dejligt han kunne komme, men Giles gjorde ikke andet end at se på ham, som havde han ikke forventet andet, at han kom. Ingen grund til at starte ud med at udvise manglende tiltro.
"Jamen godmorgen til dig også." Han vendte blikket tilbage til sin ansatte. "Thoran, dette er Juno, jeg fortalte dig om." Han så på Juno igen. "Dette er Thoran, han står for den daglige styring af selve lageret. Han er din chef."
Den lave, brede mand lod blikket glide over Juno og brummede.
"Det kunne være værre." I samme øjeblik kaldte nogen på ham inde fra den store bygning og han kastede et spørgende blik på Giles, der nikkede.
"Jeg viser lige den unge hr. Kadwell rundt, jeg har ikke travlt i dag."

Thoran nikkede kort og forsvandt ind i bygningen. Giles vendte sig i mod Juno.
"Han er ikke så slem som han virker." Solen var stået op og Giles benyttede sig af muligheden for at betragte den unge mand i dagslys. Det var ret tydeligt at se, at han så ud til at lide af et kronisk søvnunderskud med det mørke rande under øjnene. Tøjet var pænt nok i forhold til, at han var et gadebarn og det så ud som om, at han havde gjort lidt ud af sit hår. Alt i alt var Giles godt tilfreds, det virkede til, at han havde gjort lidt ud af sig selv for arbejdet. 
Han betragtede hans ansigt lidt, de blå øjne og trækkene der allerede fortalte om et liv, der havde været alt for hårdt.

"Inden jeg viser dig rundt, vil jeg gerne se til dit sår. Hvis det ikke er bedre, tager jeg dig med til Helbredelseshuset." Ord der blev sagt med sådan en selvfølge, at der ikke var nogen tvivl om, at han ikke ville siges i mod. Han kunne ikke sætte ham i arbejde, hvis såret ikke var blevet bedre. Det var en sikkerhedsrisiko når det kom til de tunge løft og Giles ville ikke risikere, at nogen kom til skade eller noget gik i stykker. Så han så afventende på Juno, om han ville smide trøjen, så han kunne linde på forbindingen og se til det sår, der havde været så grimt dagen før.

Juno skævede til den store mand Giles introducerede og hilste med et selvsikkert nik i hans retning. Han sagde ikke noget, men han skrev sig dog Thorans navn bag øret. Først da Thoran kommenterede på ham, rynkede han sine øjenbryn sammen i irritation. Han brød sig ikke om at blive bedømt, som en fisk på en vægt, inden Thoran havde fået andet end hans navn. Juno vidste allerede, at ligegyldigt hvilke fordomme Thoran havde til ham, så ville han modbevise dem, gode som dårlige.

Juno svarede ikke Giles, da han forsvarede Thoran, men lod blot sin tunge glide over sine fortænder og skævede væk, som kunne det ikke kede ham mere. Han frygtede, at hvis han viste at det her betød noget som helst for ham, ville det blive brugt imod ham.

Hans blik røg straks tilbage til Giles ved hans næste ord. "Her?!" spurgte han, hans ord en lavmælt snerren, men så snart han havde sagt det, vidste han at han havde overreageret. Der var ikke noget farligt ved at tage sin trøje af på åben gade. Ingen ville turde gøre ham noget her, hvor de tidlige morgenstråler badede alting i et orange skær og godtfolk så vel som byvagter var ude og omkring.
Han sank en klump og holdt en hånd op imod Giles, der betød at han ikke behøvede sige noget. Øjeblikket efter havde Juno hevet sin trøje af, på trods af sin egen protest. "Jeg betaler ikke for at en eller anden selvoptaget idiot kan kaste lidt magi på et overfladisk sår." Det blev sagt lavmælt, ordene ment kun til Giles' ører. Der var ikke noget 'overfladisk' over, hvad Thanos havde gjort ved ham, men Junos pointe stod stadig. Det var stort set healet nu og han fandt det åndssvagt at få en helbreder til at se på noget, der ville blive fint nok hvis bare der ikke gik betændelse i det igen. 

Man kunne nok ikke sige, at Junos reaktion kom bag på Giles, ikke med de ting, han havde afsløret om sig selv aftenen før, bevidst eller ej, men han hævede alligevel begge øjenbryn. Inden han nåede at sige noget, havde drengen allerede stoppet ham og snart var trøjen blevet hevet over hovedet. Giles trådte tættere på ham og med en rolig bevægelse for ikke at skræmme ham, rakte han ud og fik hevet bandagen langt nok ud til at han kunne se såret. Det var meget pænere end dagen før. Rødmen havde næsten lagt sig og det så tørt ud. Han slap stoffet og trådte et skridt tilbage.
"Det ser fint. Når du kommer hjem i aften, tag bandagen af, så det kan få luft. Hvis du kan holde fingrene fra det, ellers lad den sidde." Det sidste blev sagt med en tone, der nok fortalte, at Giles fandt det ganske dumt at pille i et sår som det der, men samtidigt var det ikke dømmende. Måske en smule irettesættende. 

Giles ventede på, at Juno havde fået trøjen på, inden han slog let ud med den ene arm mod den åbne port.
"Lad os starte ud med lageret." Inde i en store bygning, var der stabler af kasser, nogle steder helt op til loftet. Sække, krukker og andre beholdere var drysset lidt ud i mellem kasserne. Ved første øjekast så det hele ud til at være et stort rod, men når man var blevet sat ind i det, var det ganske logisk. Alting var delt op efter datoer og steder. Hvad skulle sendes hvorhen og hvornår. De fleste ting blev sendt i den rækkefølge, de var kommet ind, men betalte man mere kunne ens varer blive sendt med den første vogn.
"Vi er det største transportfirma i Krystallandet. Vogne kører herfra hver dag mod alle større byer i hele landet. I de byer bliver tingene sendt videre til modtageren. Vi sejler også varer ud af landet, jeg ejer seks handelsskibe, der ligger i fast rute til havne i andre lande." Der var intet pral i hans ord, kun en snert af stolthed. Da han havde overtaget firmaet fra sin morfar, havde dét at sejle ud af landet kun været en drøm.

Mens de gik ned igennem lageret, passerede de nogle hestevogne, der allerede var ved at blive læsset. Antallet af arbejdende væsner blev mere klart, jo længere man kom ind. Der var liv i lageret og de forskellige stemmer angav, at der var en god stemning.
"Derovre går en dør ind til kontoret og Thorans hjem." Han pegede ned af en gang med den slanke stok, han havde i hånden, men forsatte ned mod den anden ende af lageret.
"Hernede har vi stalden og pladsen, hvor vognene bliver opbevaret." Han gik igennem en port, der ledt udenfor, og drejede til venstre ind af en anden port, der ledte ind til stalden. Det var en stor stald med plads til mange heste, men den var kun en tredjedel fyldt op. Resten var ikke hjemme.

Det gik ikke Juno over hovedet, at Giles bevægede sig, som forsøgte han at lokke en herreløs kat ud fra sit skjul. Hver bevægelse var afmålt og rolig, ingen pludselige bevægelser og ingen hævet stemme. Der blev dog ikke kommenteret på dét - hvor gerne Juno end ville bede Giles om at holde sig langt væk, ville han heller ikke sammenligne sig selv med en kat.

Ubevidst lagde Juno en hånd over bandagen, så snart Giles havde sluppet det. Hans fingre borede sig ind i huden lige over såret, imens han tog hans formaning til sig.

Med tøjet på, og Giles til at vise vej, stak Juno hænderne i sine lommer og fulgte lydigt efter ham. Han holdt sig meget bevidst en halv armslængde fra ham. Tæt nok på, til at det ikke virkede mistænkeligt, men langt nok fra ham, til at han sandsynligvis ville kunne nå at stikke af, hvis der skete noget.
Ret hurtigt blev Junos opmærksomhed dog tvunget væk fra Giles og rundt omkring sig i stedet. Der foregik så meget, over det hele, at han havde svært ved at følge med, og han forsøgte så vidt muligt at fokusere på hvad Giles sagde, fremfor hvad han så omkring sig. Den gule sten i hans lomme, han havde stjålet fra Vargas, blev distræt gnubbet, så han bedre kunne fokusere. 

Han kunne ikke lade være med at overveje, om Thoran havde noget af værdi i sit hjem, da Giles viste ham hvor han boede, især fordi Juno sikkert snart ville lære hans arbejdsskema at kende, men han lovede lydløst sig selv, at han kun ville stjæle fra ham, når han alligevel var færdig med at arbejde her. 

Juno faldt lidt mere til ro, da de kom ind i stalden. Heste kendte han til. Håndteringen af dem, i det mindste, men ikke hvordan man mugede ud i stalde eller plejede eller passede dem. "Der er ikke noget af arbejdet her, jeg ved hvordan man gør." Han så over på Giles, som forventede han at blive smidt ud eller overdraget til byvagterne, nu hvor Giles ville indse, hvor nyttesløs en ansat han havde fået sig. Juno havde aldrig i sit liv arbejdet lovligt, og skulle han prøve, ville han selv have valgt at starte i en slagter, hvor han trods alt havde lidt træning, eller et sted der virkede mindre kompliceret end dette. For første gang var han bange for, at han havde kastet sig ud i noget, der overgik hans evner, men han tog det afslappet, og lod Giles afgøre hvad der skulle ske nu. 

Giles så på Juno, da han sagde, at han ikke vidste, hvordan han gjorde noget af arbejdet. En udtalelse der nok kunne få nogen mindre diplomatisk end Giles til at le. For der var ikke andet til det end at løfte. Og i stalden ville det være nemt at lære, praktisk arbejde som at muge ud og strigle heste. Hvis han da var til overs i lageret og i det hele taget kom ud i stalden. Men Giles tog ordene for noget andet. En ung mand, der aldrig havde haft et arbejde og lige nu blev præsenteret med noget, han ikke havde prøvet før. Ikke det praktiske, men konceptet. Og det lette smil, der dukkede op på Giles ansigt var ikke af morskab, men havde en tone af noget beroligende.
"Thoran skal nok sætte dig ind i, hvordan en arbejdsdag på lagret fungerer. Og hvis du en dag bliver sendt herud, skal Killian nok sætte dig ind i tingene." Som han sagde navnet, dukkede der et hoved med sort, krøllet hår op i en af boksene længere nede.
"Kalder du på mig, mester Mathis?" Inden Giles kunne nå at svare, var en yngre mand med et stort smil og kraftigt grønne øjne på vej op til dem på staldgangen.

Giles sukkede højt nok til at Juno ville kunne høre det, men hans smil forsvandt ikke, mens han så på manden med et glimt i øjnene.
"Godmorgen Killian. Nej, jeg var nu bare ved at introducere Juno her for stedet." Han slog let ud med den frie hånd mod Juno, der stadig stod lidt fra ham som han havde gjort på hele turen. Den unge mand, der så ud til at være midt i tyverne, så nysgerrigt på den nye.
"Åh, jamen hej!" Han stak en lidt beskidt hånd frem mod Juno. "Jeg hedder Killian! Den gamle mand her har sat mig til at passe på stalden her. Sig til, hvis jeg kan hjælpe med noget. Give en lidt sjovere introduktion til stedet, for eksempel, jeg er sikker på, at Giles er lige så tør som han plejer at være." Han grinede over sin egne ord og blinkede til Juno. Giles rystede lidt opgivende på hovedet, men blev ikke vred over at blive kaldt en tør gammel mand. Killian fik lov til lidt mere end andre. Giles kunne, trods alt, lide hans energi. Og der skulle mere til at fornærme ham.
"Har du ikke en hest at se til, unge mand?" Han sendte ham et bestemt blik, hvilket bare fik den sorthårede mand til at grine igen, inden han vendte rundt og forsvandt ned til samme boks som før. Han vinkede kort til Juno på halvvejen.

Juno så Giles an, imens han snakkede, og selvom han ikke var helt med, nikkede han undervejs. Thoran havde han mødt i porten. Lageret var hvor han skulle arbejde. I stalden skulle han arbejde med Killian, givet at han overhovedet skulle arbejde herude. Han lagerede informationerne og så på Giles, i fuld koncentration, imens. Det var så langt fra, hvad han var vant til, at han allerede ville være stukket af, hvis ikke det var fordi alt det nye også var interessant.

Det suk, Giles kom med, ved lyden af en ung mand pirrede også Junos interesse. Juno vendte straks hovedet imod lyden, og brugte et par sekunder på at koble den Killian, han skulle arbejde med hvis han kom ud i staldene, sammen med den Killian der stod foran ham. Han virkede ikke som typen Juno ville sætte til at lede noget som helst. Det betød dog ikke, at Juno ikke straks elskede ham.

Han gav ham sin hånd, og selvom Killians var beskidt og ru af hårdt fysisk arbejde, fik Juno straks en fornemmelse fra ham, der fik ham til at smile lidt ekstra kækt til ham. "Det er jeg sikker på, at jeg ville elske," svarede Juno, da den smilende fyr tilbød at introducere ham for stedet. Juno slap hverken hans hånd eller hans blik, og da Killian blinkede til ham, lod Juno meget bevidst sit blik falde ned til Killians læber, som blev han pludselig genert, inden han så op på ham igen. Hånden slap han dog slet ikke, før Giles sendte ham væk, og selv da Killian sprang ned ad gangen holdt Juno sit blik på ham og sendte ham sit bedste, sødeste smil, da han ligefrem fik et vink fra ham.

Killian havde set lidt ældre ud end han selv var, og Juno brød sig generelt ikke om nogen som helst der var bare et par år ældre end sig selv, men han var endnu ikke sikker på hvad han tænkte om Killian. Han ville lade tvivlen komme ham til gode. Og selvom Juno havde en kæreste, eller næsten havde, ville der ikke ske noget ved at blive venner med Killian. Det ville kun være godt at få sig en medsammensvoren på arbejdspladsen.

"Flot fyr," kommenterede Juno lavmælt og flåede endelig sit blik væk fra, hvor Killian var forsvundet. I et øjeblik havde han fuldstændig glemt alt om Thoran og lageret og ikke at lade Giles se bag sin hårde facade.

Giles kom med en kort bekræftende lyd til Junos kommentar om Killian. Ja, en unge man var skam en "flot fyr" og han lagde uden skam an på alt med en puls. Undtagen hans arbejdsgivere, hvilket Giles nu var glad for, for han var ikke sikker på, at han ville have styrken til at sige nej til det smilende, charmerende væsen. Han trak vejret dybt ind og trak sig selv ud af sine tanker, mens han noterede sig, hvad Juno havde sagt. 
"Jeg har givet op på ham for længst." Han hentydede til hans opførsel, ikke hans person. Men at tvinge den unge mand til at opføre sig korrekt ville være som at tæmme en vild hest, man ville ødelægge noget, der var smukt fra naturens side af.

"Nå, lad os se det sidste, inden jeg afleverer dig til Thoran." Han lavede en bevægelse for at vise Juno tilbage den vej, de var kommet fra. I stedet for at gå ind i lageret igen, tog han ham med ud i gården, hvor vognene holdt. Der var et halvtag op af lagerets mur, hvor han introducerede ham for dem, der sørgede for at holde vognene i stand. Der var ikke noget mere ødelæggene end et knækket nav, når man havde værdier på vognen og skulle nu frem på et bestemt tidspunkt.

Endeligt kunne de gå ind på lageret igen og finde Thoran, der var ved at hjælpe med at læsse en vogn. Hvad andre skulle være to om at bære, bar han selv, så hans muskler stod tydeligt frem under huden. Han var stærk og Giles ville nødigt komme på den lave mands dårlige side. Ikke at de havde haft et skænderi eller to, men ord var til at håndtere. Der var kun én gang, Giles havde måtte bruge sin evne mod manden, men det var mange, mange år siden.
Den brede mand fik stillet kassen fra sig og vendte sig mod Giles og Juno.
"Jeg er færdig med den unge mand, han er din." Giles slog let ud med stokken for at sige værsgo, inden han så på Juno. "Jeg forventer, at Thoran har noget godt at sige om din indsats, når dagen er omme. Lønnen bliver udbetalt sidste arbejdsdag i ugen." Han gav den unge mand et let smil, inden han så på Thoran. "Jeg går ind på kontoret. Vi ses ved solnedgang."
Den brede mand nikkede og Giles ønskede dem en god dag, inden han gik ned mod kontoret. Han ville vente på at hans bogholder kom på arbejde og så tage hjem. Der var ikke så meget at lave her for ham. Mens han småstuderede bøgerne, lod han tankerne bevæge sig lidt rundt om både nye og gamle ansatte.

Killians tilstedeværelse og åbenlyse flirten, havde gjort Juno i så godt humør, at han så op på Giles med et smil. Han følte sig pludselig afslappet og glad. Hvis der var plads til en fyr som Killian her, så var der måske også plads til Juno, uden at han skulle lægge skjul på hvem han var.

Juno fulgte med Giles ud i gården, og han kunne langt bedre følge med i hvad han blev fortalt, nu hvor han ikke længere bekymrede sig helt lige så meget.
Da Giles overlod ham til Thoran, og fortalte at han forventede at manden ville have noget godt at sige om hans indsats, trak Juno blot på skuldrene. Han ville gøre hvad han kunne, men han forventede ikke selv at være god til noget, ej heller forventede han at Thoran ville kunne lide hans personlighed på nogen som helst måde. Juno var ikke charmerende som Killian var. Han flirtede kun med folk han var interesseret i, og selv inden Thanos, havde Juno haft det anstrengt med voksne mænd. Hans far havde lært ham, at de ikke kunne stoles på, og den lektion havde han holdt ved. Selv hvis Juno arbejdede sin røv i laser, tvivlede han på at hverken Giles eller Thoran ville kunne lide ham eller have noget godt at sige om ham.

Juno løftede hagen som afsked med Giles, da manden gik, og vendte sig så imod Thoran. "Hvasså, store fyr? Hvad kan jeg gøre for dig?" Junos spørgsmål var kækt, men han holdt kun endnu mere fysisk afstand til Thoran end han havde gjort til Giles.