Det tog ikke mange minutter, før Liv kom. Hun gik nærmest i bro på sengen, da klimakset rumlede igennem hende, og hun stønnede Junos navn og roste ham igen og igen, mens hun langsomt faldt ned igen. Hendes tag i Junos hår løsnede sig roligt, og hun strøg over håret i stedet for. 

Hendes lyst var tilfredsstillet i et par sekunder, og hun brugte dem på at gnide over sit varme ansigt og smile op i loftet. Sikke et naturtalent! Hun skulle nok få nogle dage med ham.

"Hvad vil du have?" spurgte hun og løftede hovedet en smule for at smile til Juno. "Jeg vil give dig hvad som helst. Det har du fortjent."

Der var næsten ikke noget bedre end at få en kvinde til at komme og dét i sig selv var ros nok, men Livs ord var lige så fede at få, og Juno strålede i hele hovedet, da hun smilede til ham.

"Øl," svarede han prompte og slikkede sine læber rene med et skævt smil. Han havde altid været hurtig på aftrækkeren og selvom der uden tvivl var andet, der ville have været klogere at bede om, var det øl han hungrede efter nu, og øl han vidste, at han ville komme til at hungre efter på det meste af rejsen. En smag af sit gamle liv. "Øl eller vin, eller hvilken som helst alkohol der findes på det her skib, egentligt," sagde han med et kækt smil og lænede sig ind over Liv, så han kunne hvile sit underliv mod hendes og dovent gnubbe sin hårde pik imellem dem. 

Liv blinkede af Junos svar et øjeblik, inden hun brød ud i latter. Sikke en uforskammet knægt! Her lå hun helt nøgen, våd og klar til ham, og så ville han have øl!? Hvis Liv var typen, der blev fornærmet, var hun nok blevet fornærmet, men det var hun heldigvis ikke. I stedet morede det hende utroligt, og hun rakte ned og gav Junos dejlige numse et klask. Desuden var det også svært at blive fornærmet, når hun kunne mærke hans hårde pik glide frem og tilbage mellem hendes kønslæber. Det føltes utrolig dejligt.

Hun løftede sit hoved og kyssede Junos læber, der smagte af hende selv, inden hun rakte en hånd ud og pegede mod natbordet, hvor der stod en flaske vin, som hun havde drukket af.

"Tag for dig. Øllen kan vi nok finde ud af senere," sagde hun og slikkede sine læber, inden hun rullede med sine hofter for at gnide sig mod hans pik. Hun ville have den, og hun ville have den nu.

Juno tog sig ikke af Livs latter, men smilede fortsat kækt ned til hende, som var det den mest normale anmodning han havde ytret. Det syntes han også selv at det var - hvorfor skulle han bede hende om noget seksuelt, når hun virkede til at være med den på værste ligegyldigt hvad? Han kunne altid få sin pik suttet af Hector og det var også at foretrække. Om noget, tænkte han mere på, at Hector ville blive vred, hvis han fandt ud af at han ikke havde brugt Livs medgørlighed til at bede om deres frihed eller et fælles værelse eller mere af Hectors eliksir - fuck! Hectors eliksir. 

Egentligt ville han have ventet indtil senere med at tage en tår, men Hector, de forbandede tanker om Hector, fik ham til at række ud efter vinen og tage en ordentlig slurk, inden han satte flasken usikkert fra sig igen, lige i tide til at Liv insisterende rullede med sine hofter. Dét fik ham til at grine, og han flyttede villigt på sig, indtil han kunne trænge op i hendes våde varme. Han pressede sig helt op i hende og så så stakåndet ned på hende, afventende.
"Hva' så, mami? Har du nogen regler?" spurgte han med al sin charme og begyndte så at bevæge sig. Ofte ville kvinder ikke have at man kom i dem, eller havde oven i købet regler om hvor man heller ikke måtte komme på dem, og Juno respekterede det hele, selvom han nemt kunne synes at grænser blev kedelige. 

Liv stønnede højt, helt uden skam, da Juno trængte op i hende, og som altid ændrede hendes indre sig en smule for at tilpasse sig hans størrelse og form. Hendes fingre snoede sig igennem hans hår og hev en smule i det, mens hun bed i sin underlæbe og stirrede lystent op på ham. 

"Ingen regler," gispede hun og slog benene om Junos hofter for at holde ham fast. Hun gad ikke at forklare ham, at hun selv bestemte, om hun skulle blive gravid eller ej - han måtte bare stole på hende. "Jeg vil have alt, hvad du giver mig, flotte fyr."

Selvom de knapt nok var gået i gang, var det allerede helt anderledes end med Vargas. Faktisk havde Liv helt glemt alt om det døgn, hun havde brugt med dæmonen, og hendes eneste fokus lige nu var den smukke dreng mellem hendes lår.

Juno fnøs, da Liv ligefrem bad ham om at komme i hende, og havde han troet at de stadig var i hinandens liv om ni måneder, ville han ikke være gået med til det. Men som det var nu, følte han sig fuldstændig sikker på at være stukket af og befinde sig langt fra den her sindssyge dame om ni måneder, og så var der intet der kunne være hans problem alligevel. Han var nu kommet i et par damer ved uheld alligevel, men indtil videre havde han været heldig og der var ikke kommet noget ud af det.

Men nu rystede Juno bare på hovedet af hende med et fnys og smilede derefter ned til hende, inden han begyndte at bevæge sig i hende.  Hun føltes, som var hun lavet til ham, og et øjeblik mistænkte han, at det var præcis hvad hun var - han havde set med sine egne øjne, hvordan hun kunne bruge sin evne.

Han klemte om hendes bryst med én hånd, lige så meget for sin egen nydelse som hendes, og gik energisk til hende, som havde han ikke haft hænderne i Hector for bare et par timer siden. 

En bølge af nydelse skyllede igennem Livs krop, hver gang Juno stødte op i hende, og hun havde faktisk lidt svært ved at styre sig. Hun løftede den ene hånd for at sno sine fingre ind i Junos hår, mens den anden strøg ned ad hans ryg, hvor neglene efterlod røde streger på hans hud. Liv tog en håndfuld af Junos bløde hår og hev ham ned i et kys, som hun stønnede helt skamløst ind i, mens hun vred sig under ham. 

Hun vidste ikke helt, hvorfor lige netop han føltes så dejlig i hende - han havde hverken den længste eller tykkeste pik, hun havde været sammen med - men han tændte åbenbart et eller andet i hende, der fik hende til at skælve over det hele og ville have mere af ham hele tiden.

"Hvor er du dejlig," roste hun ham, stadig med sine læber mod hans. "Du føles så godt... Mm, jeg vil have mere!"

Det blev næsten for meget for Juno, sådan som Liv roste ham. Det fik ham til at føle sig som et lille barn, eller som et skinnende nyt legetøj, og selvom han hele tiden havde vidst, at Liv opfattede ham som en blanding af de to, var det stadig ubehageligt. Han var selv sprunget op i hendes seng, men han havde en nagende fornemmelse af, at han ikke ville have gjort det, hvis han havde været en fri mand. 
De støn, der normalt ville have ophidset Juno, gjorde kun at han bekymrede sig for, hvad Hector ville tænke. Om han havde forladt sin kahyt og var tæt nok på, til selv at kunne høre dem, eller om han senere måtte høre sømændene fortælle om, hvor højlydte de havde været. Han tænkte på, hvordan Hector ville reagere hvis han så mærkerne ned ad Junos ryg. Han tænkte på, om han ville være velkommen i sin vens seng, hvis han lugtede af Liv, eller om det ville være bedre at sove i sin egen trods alt. 

Hector fyldte så meget i Junos hoved, at det blev svært for ham at holde ud at være, hvor han var, men han gjorde ikke andet end at bryde deres kys og smile ned til Liv, der trods alt havde været så sød at købe både ham og Hector, inden han flyttede sin mund til hendes brystvorte, som han kyssede og sugede. 

Hvis der var øjeblikke, hvor Junos reservationer skinnede igennem, så lagde Liv ikke mærke til noget. Hun lagde godt mærke til, at Juno fik rigeligt at drikke, men hun var ligeglad, så længe han kunne så sin pik op at stå og sigte godt nok til at stikke den ind i hende. Hun lod ham tage hende præcis som han ville, i hvilken som helst position, og hun gjorde alt, han bad ham om. Lagnerne blev efterhånden meget plettede af sæd og sved og spildt vin, men Liv elskede hun duften af deres leg og havde ikke i sinde at skifte lagnerne, før i morgen eller måske endda dagen efter. 

Hun lod for det meste Juno tage styringen, men engang i mellem, når hun virkelig kom op at køre, overmandede hun ham vist lidt, og hvis han kæmpede imod, lagde hun ikke rigtigt mærke til det igennem sin rus. 

Liv kunne tåle en del mere alkohol end mennesker, før det for alvor påvirkede hende, men det gjorde det dog også til sidst. Med et halvtom glas i hånden faldt hun endelig i søvn på den brugte seng omkring daggry. Hun lå nøgen, strakt ud på ryggen med en arm hængende ud over sengekanten, og sov med et lille, tilfreds smil på læberne. Hendes krop bar tydeligt præg af nattens leg, men selvom hendes hals og bryster og inderlår var plettede af suge- og bidemærker, så var de dog ikke så voldsomme som Vargas'.

Liv vendte sig lidt i søvne og tabte det halvfuld glas på madrassen, så den røde vin blødte ud i den hvide silkelagner. Hvis man ikke vidste bedre, var synet ret drabeligt, men det var Liv totalt uvidende om i sin dybe søvn.

Om Liv havde taget styringen eller ej var ligegyldigt, for følelsen af at have gjort noget mod sin vilje forfulgte Juno under alle omstændigheder. Han havde drukket sig så fuld som muligt og nydt det, i det omfang han kunne, men da Liv faldt i søvn ved siden af ham, lå Juno kun, med uro i både krop og sind. Han ventede for at være sikker på at hun virkelig sov, men da hun spildte sit glas og alligevel ikke vågnede, klatrede han endelig ud af sengen.

Han var lige ved at efterlade sine bukser på gulvet, men den gule sten i dem fik ham til at samle dem op alligevel. Med stenen i den ene hånd og bukserne i den anden forlod han Livs kahyt og marcherede over dækket nøgen som den dag han blev født. Det var endnu tidligt og få var vågne, men da en sømand piftede af ham, løftede Juno en hånd i hilsen og smilede i hans retning uden at få øjenkontakt. Han havde mest af alt lyst til at brække sig, men kunne ikke gøre det, når han var nøgen og der var andre i nærheden, så han gik, på usikre ben og med et svindende syn, ned mod sin egen kahyt, hvor han et øjeblik tøvede - han kunne gå ind til Hector. Kunne nyde hans varme og hans duft og hans fingre, der strøg kærligt igennem hans hår.
Men den slags havde Juno ikke fortjent. Han ville heller ikke have at Hector så ham, som han var nu. Men han vidste ikke, hvilket af de to værelser fyren havde taget og han åbnede døren på klem til det ene, kun for at se omridset af Hector på sengen. Med den slags store forsigtighed kun et meget fuldt menneske kan udøve, lukkede han døren efter sig igen og gik ind i den anden kahyt, hvor han smed bukserne fra sig, lagde stenen på skrivebordet, og faldt om i sin egen seng.

Han kunne stadig dufte Liv overalt omkring sig og aldrig før havde han haft så stort et behov for et bad.

Hector have ikke forventet, at Liv ville slippe Juno specielt hurtigt, men det forhindrede ham ikke i at sidde vågen det meste af natten og vente på Juno. Det var ikke, fordi det var særligt spændende, men Hector havde fundet nogle bøger i kahytten, som han havde brugt natten på at stave sig igennem. De var allesammen pisse kedelige, men det var bedre end at stirre ind i væggen. Hver gang, Hector hørte en lyd udenfor sin kahytsdør, løftede han hovedet og så afventende på, om døren blev åbnet eller ej. Det gjorde den aldrig, men det var jo heller aldrig Juno på gangen. Hector syntes nok, at han kunne genkende Junos måde at gå på, men han så op hver gang alligevel, for man kunne jo aldrig vide...

Selvom det slet ikke var sikkert, så håbede Hector, at Juno ville komme til ham, når han engang var færdig. Ligegyldigt hvor frisk Juno havde virket, da han forlod Hector i kahytten, så vidste Hector godt, hvordan Juno havde det med det der med at bruge sin krop på den måde. De havde aldrig talt direkte om det (der var mange ting, de aldrig havde talt direkte om), så mente Hector godt, han kunne fornemme det. Juno kunne umuligt have det specielt fedt lidt nu.

Klokken var omkring 4 om morgenen, da Hector endelig måtte give op. Han lå så maven på sengen og læste, men var faldet i søvn med ansigtet ned i bogen, hvilket egentlig havde været fint nok (Hector var faldet i søvn på mærkeligere steder), hvis det, da han vågnede, ikke havde vist sig, at han havde svedt en smule, så siden var klistret fast på hans kind og efterladt et par sætninger om ørkenens geografi på hans hud i afsmittet blæk. Det lagde han dog ikke mærke til, da han ikke havde noget spejl.

Han så sig straks om efter Juno, men kahytten var tom. Han sukkede, skuffet og irriteret. Efter at dømme på solen, som Hector kunne se ud gennem koøjet, så var det stadig relativt tidligt på morgenen. Måske var Juno ikke kommet tilbage endnu? Hector hyggede lidt på sin underlæbe, inden han kravlede ud af sengen og gik mod døren. Han ville bare lige tjekke...

Efter at have sørget for, at der var fri bane (Hector orkede ikke at skulle håndtere voksne lige nu), snittede Hector over gangen og hendes til Junos dør. Han lod sine fingerspidser glide over den, inden han forsigtigt skubbede den op og stak hovedet ind i kahytten.

Selv med mere alkohol end blod i kroppen, kunne Juno genkende lyden af Hectors skridt, og hvem ellers ville overhovedet tjekke hans kahyt på det her tidspunkt af dagen.
Selvom Hector var hans bedste ven, var det også ham han mindst orkede at se lige nu. Med enhver anden ville han have bedt dem om at skride, men fordi det var Hector rullede han om så han lå på ryggen og stirrede på Hector, som var de ved at starte en slåskamp.

"Hvad vil du?" spurgte han, udmattet og fuld, og villig til at lade sin vrede gå ud over Hector hvis det samtidig også betød at fyren ikke skulle se de mærker Liv havde efterladt på ham.

En mur af sprut- og sex-stank mødte Hector, da han fik hovedet ind i Junos kahyt, og hans øjne løb næsten i vand. Han vidste ikke helt, hvad han havde regnet med, men han var alligevel overrasket over, at Juno rent faktisk var derinde.

"Hun beholdte dig sgu hele natten, hva' chef?" sagde Hector med et halvhjertet grin. Selv i halvmørket kunne Hector se på Junos ansigt, at han ikke ligefrem var jublende glad. Hectors smil forsvandt.

"Er du okay, chef? Vil du ha' et eller andet?" spurgte han. "Vand? Mad? Skal jeg gå op og losse hende i skrævet?"

Juno gned udmattet en hånd ned over ansigtet, da Hector kommenterede på hvor længe han havde været væk. Han havde også selv været overrasket, for normalt begik han sig ikke i den slags helaftensforestillinger. Han skulle bare i mål og så hjem. Men den slags gik ligesom ikke her, det havde Liv slået fast.

"Der er ikke en skid jeg vil have," svarede han, inden han kæmpede sig op at sidde i skrædderstilling. Han så et øjeblik på Hector, inden han rodede op i sit hår og gned begge hænder imod sine øjne. "Jeg tror ikke den skøre kælling kan mærke sit skræv længere," svarede han så, med latter i stemmen, men uden at se op. Han følte sig lige så misbrugt som havde han taget en nat på et bordel igen, men det kunne han ikke forklare for Hector. Juno elskede jo damer, elskede at være sammen med dem på alle mulige måder, og hvordan han havde det nu, med Liv, gav ingen mening for ham.

"Det ville jeg sgu heller ikke kunne," fnøs Hector, mens han skrabede distraheret over malingen på dørkarmen med sine negle. Der var noget galt; Juno var ikke okay, men Hector vidste ikke, hvordan han skulle gøre ham okay igen. Hector tyggede lidt i sin underlæbe.

"Vil du gerne sove den ud?" spurgte han så, inden han beslutsomt tog et skridt ind i kahytten. "Kan du ikke gøre plads til mig så? De forpulede sømænd larmer som ind i Zaladins rådne røvhul, så det er kraftedeme umuligt at få lukket et øje."

Det var naturligvis totalt løgn, og en løgn som Juno nemt kunne gennemskue, hvis han ville, men Hector var ligeglad. Løgnens eneste formål var at give dem begge en undskyldning for ikke at tale om nattens begivenheder eller indrømme, at ingen af dem havde det specielt rart med den nuværende situation. 

Juno begyndte at slå ud med armen, da han blev spurgt om han ville sove den ud. Han var ligeglad. Han var træt, men han var ikke sikker på at han ville kunne sove alligevel. Selv hvis han kunne, vidste han allerede nu at han ikke ville kunne sove godt eller længe. Men så lavede Hector en tilføjelse, en velsignet tilføjelse, der fik Juno til at ændre sin bevægelse fra at være henkastet ligegyldighed, til at være en velkommende bevægelse af udstrakte, åbne arme.

"Kom og læg dig hos mig, babe," inviterede han med et varmt smil og et glimt i øjet, for kun en drillende tone kunne tillade ham at sige sådan, men han flyttede på sig, så Hector også kunne være i sengen, og klappede på madrassen ved siden af sig, imens han lagde sig ned igen.

Han havde ikke glemt, at han var nøgen, men han var ligeglad. Han havde heller ikke glemt de forskellige mærker, Liv havde sat på ham, eller den feminine duft hun havde efterladt på ham, eller at han var så fuld at han allerede nu vidste, at han ville vågne op med tømmermænd i morgen, og selvom alle disse ting gik ham på, så føltes de lidt mere overskuelige med Hector ved sin side. Nu havde han jo allerede både set og lugtet ham - så kunne det alligevel ikke blive værre.

Junos ord ramte Hector som en slag i mellemgulvet, og en dyb varme spredte sig med det samme i maven og på kinderne. Hans hjerte begyndte straks at slå hurtigere, og han følte sig næste stakåndet, mens han lukkede døren bag sig og krydsede rummet for at komme hen til Juno på sengen. Det værste ved det hele var, at det slet ikke havde noget med sex at gøre.

At Juno var nøgen, var ikke noget Hector bed synderligt mærke i. Han havde et ret anderledes forhold til nøgenhed end de fleste mennesker. Hector var jo teknisk set nøgen det meste af tiden, og derfor rørte det ham ikke, når andre var nøgne omkring ham. Han lagde simpelthen ikke rigtigt mærke til det. Var situationen seksuel, var det noget andet. I dét tilfælde ville Hector være meget opmærksom på den andens og sin egen nøgenhed, men den her situation var ikke seksuel, selvom Juno stank af sex. Hector var ligeglad; det var ikke første gang, han havde lugtet eller set spor af en fremmed kvinde på Juno. Det kunne godt gøre ham arrig og ked af det nogle gange, men lige nu handlede det kun om at ligge sammen med Juno og bare... eksistere sammen.

Hector kravlede op på sengen og lagde sig ved siden af Juno. Han lagde sig med vilje lidt højere oppe på sengen, så hans hoved lå over Junos. Han kunne godt lide af føle sig højere, især når han følte, han skulle passe på Juno. Han vendte hovedet lidt og så på Juno med et halvt smil. Juno var varm og fuld og dejlig at se på, og Hector blev simpelthen nødt til at række ud og stryge sine fingre igennem Junos hår. Han lod dog, som om han bare lige rettede lidt på det.

Han havde lyst til at sige noget, men han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige.

"Du skal bare sove, hvis du er smadret, chef," mumlede han så. "Hvis hende kællingen dukker på, så skal jeg nok smide hende ud."

Det lød måske lidt som en joke, men Hector mente det faktisk. Han var klar til at bede Liv om at hoppe i havet, så Juno kunne få lidt hvile.

Juno tøvede ikke med at møve sig helt tæt ind til Hector, med ansigtet mod hans hals og kraveben, hvor han indåndede dybt, indtil Hector var det eneste han kunne dufte. Det var hjemligt og trygt, og det var Hector. Hvis Liv kom tilbage var Junos eneste taktik indtil videre at spille død - han følte sig der næsten som det var.
Et tilfredst suk undslap ham, da han følte Hectors fingre i sit hår, præcis som han havde forudset, og han skubbede til ham med knæet, da han vovede at holde op. Som om det var en engangs-ting - nej, nu var han begyndt, så havde han bare at blive ved.

"Jeg er rimelig smadret," svarede han, grinende over Hectors trussel med at smide Liv ud. Hun var som en kæmpe ved siden af ham, men Juno tvivlede ikke på at Hector ville kæmpe med næb og klør.

Juno smed en arm over Hector og trak ham tættere ind til sig.
"Var det mig, der vækkede dig? Jeg prøvede at lukke døren forsigtigt," mumlede han. Søvnen var ikke langt fra at overvinde ham, og undskyldninger var normalt det sidste der gik gennem Junos hoved, men han havde lidt dårlig samvittighed over hvor tidligt det var, hvor slemt han lugtede og så ud, og hvor lidt plads de skulle dele.

Hector grinede stille, da Juno krævede mere nus fra ham, og han gav ham velvilligt mere, mens han lukkede øjnene og bare nød, Junos tæthed. Hans fingre gled dovent igennem Junos hår og tegnede snoede mønstre på hans nakke. Han kunne ligge sådan her i timevis, dagevis, hvis Juno gav ham lov.

"Mmh, det tror jeg ikke," gryntede Hector til Junos spørgsmål og sukkede veltilfreds, da Juno trak ham endnu tættere. "Det ved jeg sgu ikke. Jeg vågnede bare og tænkte, at jeg hellere måtte tjekke op på dig. Kunne jo ikke have, at du sad herinden med et smadret brækken eller noget, heh."

Hector vidste, at han burde føle taknemmelighed mod Liv, som trods alt havde reddet dem ud af Vargas' klør, men det var bare lidt svært lige nu. Hvis hun nu lod Juno være resten af turen, så gik det nok lidt lettere, men der var intet, der tydede på, at hun havde tænkt sig at gøre det.

Hector sukkede og pressed distrahere et kys mod Junos hår. Den her sejltur skulle bare overståes så hurtigt som muligt.

Juno fnøs af Hectors kække svar, og gav ellers ikke udtryk for at det varmede ham om hjertet at vide, at der var én i hans liv, der gad tjekke op på ham. Derefter gik der ikke længe før han faldt i søvn.

På trods af Hectors trygge tilstedeværelse vågnede Juno igen, ikke en time efter at være faldet i søvn. Han vågnede med et sæt, ubehag og rastløshed i hele kroppen, og hovedpine og kvalme til at matche.

Hector lod til at sove tungt, og Juno kravlede ud under hans arm og ud på gulvet, hvorfra han forlod kahytten. Han glemte alt om at lukke døren efter sig - for det første skulle han snart tilbage og for det andet var hans kvalme snart overvældende, gjort værre af skibets bevægelser.
Han nærmest væltede ud på dækket og hen til relingen, som han kastede sig hen over, smagen af vin og galde strømmende ud af ham. På tom mave fik han det straks bedre, men han havde det stadigvæk ikke godt og han blev stående, med vinden i håret og om pikken i flere minutter, indtil en sømand der gik bag om ham, samtidig også gav ham et klap i numsen.

På et øjeblik havde Juno helt instinktivt vendt sig om og smadret en knytnæve i fjæset på manden, der fortumlet trådte et par skridt tilbage og tog sig til ansigtet, hvor en dråbe blod dryppede fra hans næse.
"Kan du ikke tage en joke?!" rasede sømanden, der kun var et par år ældre end Juno, men stadig for gammel til at Juno ville kunne komme godt ud af det med ham. På nogle punkter mindede han ham om Leo, de måtte være cirka lige gamle, og selvom Juno forgudede Leo, så var fyren også undtagelsen der bekræftede reglen - han brød sig ikke om voksne.

"Nej," snerrede Juno og kun fordi han kunne mærke flere af sømændenes blikke på sig, besluttede han sig for at skride tilbage i kahytten - med en hævet finger over skulderen til hvem end det var, der piftede efter hans bare røv og spændte skuldre.

Tilbage i kahytten smed han sig igen i sengen og denne gang lagde han sig, så han kunne trække Hector ind til sit bryst. Han trængte til at sove en hel dag væk, men rastløsheden havde ikke forladt hans krop og der gik længe, inden han igen faldt i søvn.