"En sand heltegerning," fnøs Hector med et smil, og han tillod sig at bruge et øjeblik på åbenlyst at spise Juno med øjnene, mens han blev siddende i karret. Men han skulle jo også op på et tidspunkt, så han dunkede hovedet under vandet for at få sæben ud, og få sekunder senere kravlede han ud af karret. Det var lidt lettere at komme ud end ind. I samme nu, som han havde stillet sig på gulvet, skete der en af de, der måtte være uløseligt forbundet med at være satyr. Som han stod her, helt våd fra top til tå, blev en refleks udløst, der fik han til at ryste sig. Han lænede sig en smule forover og rystede sig fra hoved til hale og sende en tåge af bittesmå vanddråber rundt i hele lokalet. Han havde aldrig set Juno gøre noget lignende, så det måtte være noget, som satyrer naturligt gjorde. Hector vidste ikke så meget om, hvad det ville sige at være satyr, for han havde aldrig rigtigt mødt en anden satyr. Han havde set dem på afstand på markeder, men aldrig talt med dem.
Hector gned over sit ansigt, da han var færdig med at ryste sig og smilede til Juno.
"Hey," mumlede han og så ned på gulvet et øjeblik, inden hans blik igen mødte Junos. "Bare... hvis vi nu ikke får lov at være alene igen, så... ville jeg bare sige, at du... ja, du ved, ik?"
Broerne brænder, vi drikker vin og danser tæt, bygger luftkasteller, lever og elsker som mennesker. Du er bekymringsløs, det er jeg vild med, jeg elsker den måde, du er dig på... Jeg tror, jeg kender dig