Sakses smil voksede en smule, da Nat holdt sin lillefinger frem, og han tog den straks med sin egen og lænede sig tættere på, så han kunne se Nat dybt i øjnene.

"En Sakse-Nat hemmelighed," gentog han og gav den lille drengs finger et klem med sin egen. "Men vi behøver ikke lede efter min far. Jeg savner ham slet ikke. Savner du nogle gange din?"

Nat så med store øjne på Sakse, da han sagde at han ikke savnede sin far, for det lød som om Sakse snakkede sandt, men det lød samtidig heller ikke som noget han ville have forventet at nogen ville sige nogensinde, for Nat ville altid gerne have alles opmærksomhed, særligt sine forældres, og når han ikke kunne få sin fars savnede han den. Ligesom han forventede at ville komme til at savne Sakses, hvis han gik fra dem igen.

Han satte sig straks op og så sig opmærksomt omkring i hele stuen, som forventede han at deres mor kunne stå og lytte til dem. Først da han var sikker på at hun ikke var i nærheden, lænede han sig ind mod Sakse og hviskede ind i hans øre; "Selv når jeg er sammen med ham, savner jeg ham lidt." 

"Gør du virkelig?"

Sakse havde lidt lyst til at fortælle, hvor ked af det, Valkar havde gjort Liv, for han mente ikke, at Valkar fortjente Nats kærlighed, og slet ikke når Valkar højst sandsynligt ikke var Nats rigtige far. Men på den anden side, havde han heller ikke lyst til at forgifte Nats forhold med Valkar, når Liv nu for én gangs skyld havde ladet sine børn kende deres far. Det havde Sakse selv ønsket, da han var på Nats alder, og en sjælden gang kunne han godt tage sig selv i at tænke på den far, han aldrig havde kendt. 

Han strøg Nat over håret igen og spejdede så udover stuen, som var den et stort, åbent landskab. "Jeg tror, jeg kan se en vej væk fra den har lavasø," sagde han så til Nat. "Vi burde kunne klare den ud til køkkenet, hvis vi måske kan finde nogle kirsebær."

Nat nikkede med en vigtigt luft om sig. Havde han vidst, at Sakse havde misforstået ham, ville han have rettet ham, men Nat forstod kun at Sakse var skeptisk. Nat savnede ikke Valkar, selv når de var sammen, fordi han holdt så meget af ham, men fordi han ikke følte sig set af ham. Han havde det, som om han slet ikke havde en far. Valkar spillede musik og klædte sig i dyre stoffer, og alt Nat ville var at flå sit tøj af og lades som om han var en vild ulv i skoven. Måske vende sig i lidt mudder og hyle mod månen, måske bide i Cole, hvis han kunne slippe af sted med det inden fyren brød ud i flammer. Det var langt fra, hvad hans far var med på.

"Bær mig!" Krævede Nat med et stort smil på læberne og rakte armene op til Sakse, så han kunne få dem væk fra stuen og ud i køkkenet.