Lykke lod sin ene pegefinger følge glassets kant, som hun rystede på hovedet til Oswalds svar. "Det er det bestemt heller ikke" svarede hun lettere alvorligt. "Det er dog væsentligt nemmere, når man gør forretning med mørket" tilføjede hun og sendte ham et nyt smil. Hun havde i al fald ikke selv oplevet nogen blive udelukket, hvis de ville handle med nogen fra Mørket. Til gengæld skete det, at det var en spion, der udgav sig for at være handelsmand, og blev det opdaget, endte det ikke ligefrem rart for vedkommende. Hun tvivlede dog på, at Oswald var spion. Det ville være det forkerte fag at være i i så fald.

Lykke lyttede interesseret til hans ord, men i takt med dem blev hendes ansigt mere og mere alvorligt. Hun kunne godt se det. På den anden side... "De burde da virkelig ikke bebrejde Dem det? De bestemmer trods alt ikke selv, hvem De er i familie med?" svarede hun. Det gav ikke mening i hendes hoved, at dæmoner tog familie så tungt. Det gjorde hendes egen ikke, og hun havde ikke set sine forældre i lang tid, så hun kunne ikke rigtigt forstå princippet. På den anden side kom det jo som sådan ikke hende ved, så hun undrede sig faktisk over, at han havde delt det. Hun havde slet ikke forventet, at problemet var så stort.

Lykke nikkede til Oswalds næste ord. "Det giver mening. Det er ikke ret rart at være et sted, hvor man konstant er jaget, kunne jeg forestille mig" svarede hun og sendte ham endnu et svagt smil, inden hun tog den sidste tår af sin vin. Hun stillede pænt glasset fra sig på bordet foran hende.

Lykke havde ret, mørkes væsner var helt klar de ideelle kunder. Frem for de mange væsner at lyset. Hans tilstedeværelse i Dianthos gik ikke uden den store omtale, hvilket var årsagen til at drag ud på herregården for en tid. Der var altid mennesker der talte om ham, som at de vidste at der var et eller andet skjult omkring ham, dog havde Oswald aldrig været i problemer med de lokaler vagter, og han havde heller tanker om at komme dem i vejen. "Lys og mørke, begge er så sorte og hvide. Men der kommer nok aldrig til være en balance mellem de to, ikke så længe af begge har hver sit synspunkt på denne verden," det lød nok dybere end nødvendig. "Det er måske nok derfor, at jeg ikke vægler en side i sagen," sagde han kort der efter. "Men ja, de fleste der kommer til mig, er helt sikker af den mørke side. Jeg vil endda sige at der en del skumle typer, som der afgiv en aura af død, når de kommer her," selv var han ikke altid sikker på om hans slaver blev købt af de meste rene sjæle, men han blandede sig ikke i den slags.

Oswald sad for tid, stille der efter. Han ville grine lidt, hvis det ikke var fordi at han var så enig med hende. Nej, han havde ikke selv haft et valg. Han havde dog prøvet på at leve det liv som han havde, på bedste plan. Selv hvis det ikke altid var helt let. "Nej, jeg valgte ikke selv hvem der var min far. Men jeg kan fortælle så meget af min familie er ret modbydelig, hvis det er det rette ord?" han var ikke sikker på, at det ord alene kunne beskrive hans familie. Han vidste dog at den dæmon som der havde været hans fars hustru, havde hadet ham fra den dag hans far kom hjem med ham i armene. Hun udviste altid stor afsky, mens hendes egen sønner var små engel, selv hvis de var grusomme imod ham, for i deres verden vare han bare et væsen der var til.

"Jeg tager det ikke så tungt, efterhånden som jeg har levet livet ud i flere tusind år, er jeg bare blev enig med migselv om at det er deres tab" sagde Oswald kort, han var ikke trist over at mindste kontakt til hans dæmonisk familie. Faktisk var det en lettelse, at han kunne leve alene. Desuden var der altid mulighed for se hans hjemland, hver gang når han rejste syd på. 

Lykke lyttede interesseret til Oswalds svar. Hun måtte i sit stille sind give ham ret. Hun havde selv valgt side, men det betød ikke, at hun ikke kunne være enig i hans synspunkt. Hun sendte ham dog et svagt smil, da en tanke slog ned i hende. "Nogle vil mene, at der netop er balance mellem Lyset og Mørket, fordi ingen vinder" svarede hun med en hentydning af en drillende tone. Hun vidste godt, at det kunne tages som forræderi at sige sådan noget, men hun var fuldt loyal over for Mørket. Desuden var det mere et generelt synspunkt, hun var kommet med. Et synspunkt hun til dels var enig i.
At Oswald ikke valgte side, gik hun ikke så meget op i. Hun var ikke så fanatisk omkring Mørket, som hun var om, hvilken race man tilhørte, og at dæmoner var alle overlegne. Hun hævede dog let det ene bryn over hans sidste kommentar. "Oh? Og hvilken aura havde jeg så?" spurgte hun lettere flabet og skiftede benene rundt, så det andet nu var øverst, mens hun flyttede overkroppen til den modsatte side, så hun igen sad behageligt.

Lykke tænkte lidt over hans ord, og hun kom i tanke om noget, hvilket fik hende til at trække på den ene skulder. "Jeg er vokset op med, den stærkeste overlever" svarede hun med et svagt smil. "Det der ikke slår os ihjel, gør os vel bare stærkere?" tilføjede hun efter et lille stykke tid. Nogle ville mene, at hendes synspunkt var koldt og kynisk, men det var hvad, der havde holdt hende i live i de 2000 år, hun havde været spærret inde i Kzar Mora.

Lykkes smil voksede en smule over Oswalds næste konstatering, og hun nikkede bekræftende. "Familie er også så overvurderet" svarede hun med en ny antydning af dril i stemmen. Hun selv havde ikke set sine forældre i årevis. Hun anede ikke engang, om de stadig levede eller ej, og hun var egentlig også ligeglad. Hvis de var døde, var det kun fordi, de ikke var stærke nok.

Oswald tænkte kort over det, udefra det som han læst igennem tiden, havde der endnu ikke været en side som havde vundet i krigen, og selv hvis der var en vinder, havde Oswald ikke bemærket hvem det var. Han kom ikke de selskaber, hvor folk talt om hvem der endelig var den sande herre eller dame over Krystallandet.
Som han sad der, var han ikke sikker på om han ville besvare spørgsmålet. Et var at læse folk, noget andet var at beskrive det med ord. Der var desuden et eller andet drillende, måske mere flabet ved spørgsmålet. Ikke er det virkede til påvirke Oswald, men han kunne god sikkende det i Lykkes tone. Oswald drak en kort tår fra vinglasset, indtil at det var tomt. "Noget mørket, men interessant" sagde Oswald, han ville nok kunne komme med et bedre svar, hvis han havde kendt hende bedre. Men der var et eller andet ved Lykke, som kunne fange ham. Det var dog ikke nok til at han ville tale frit fra hjerte. Den slags skulle man være varsom med, efter erfaring. Det sidste som Oswald havde bruge for, var en rasende dæmon, som let ville kunne tage hele herregården med sin vrede.

De var nok begge lidt ens på den plan, den stærkeste der overlever. Måske var Oswald stærkere end han selv var klar over, han vidste at han magiske evne, var en de ting der havde rede hans liv. Men udover det, kunne han ikke kalde sig for den meste stærke dæmon. Der var dog en mental styrke, som var næsten umulig at knække. Det var den eneste ting som holdte hans evne fra vokse ud af kontrol, han havde hørt tjenestefolk tale bag hans ryg som barn, de var alle bange for hvordan at hans evne ville komme til knuse dem, hvis de sagde den forkerte ting til ham. "Der har De ret," sagde Oswald med et kort nik. De havde begge deres styrker og svagheder, og hvad der ikke havde kunne dræbe ham som barn, havde bort været en lektion i livet.

Oswald kom med kort latter. "I den grad," sagde han kort. Han havde ikke haft brug for sin familie, og han var heller ikke tvivl om at han ville for brug for dem.

Selvom Lykke havde valgt side for længst, kunne hun ikke selv nægte, at der lige nu ikke var en klar favorit i krigen. Som om Lyset og Mørket var i balance. Hun brød sig som sådan ikke om tanken, men det var efterhånden en realitet. En realitet hun indtil videre bare måtte affinde sig med. Jo, hun prøvede bestemt at ændre det, men begge sider kæmpede hårdt for at opnå hver deres syn på fred. Lykke selv var på ingen måde fan af lyset, men hun respekterede alligevel Oswalds valg om at forholde sig neutralt. Det var måske også meget fornuftigt med hans valgte erhverv.
Ved Oswalds svar så Lykke en kende nysgerrig ud. Det var ikke ligefrem et svar, hun havde regnet med at få, men hun sendte ham om ikke andet et svagt smil. ”Kunne jeg få Del til at uddybe?” spurgte hun, og denne gang var der ikke noget drillende over hendes stemme. Hun var oprigtigt nysgerrig efter hans syn på hende. Hun tog sig som sådan ikke af, at han fandt noget mørkt over hende. Det var kun naturligt. Hun var trods alt ikke, hvad man ville kalde godhjertet, og hun vidste det godt. Faktisk omfavnede hun det glædeligt, og hun ønskede ikke at lave om på sig selv. ”Det mørke kan sagtens have noget med min personlighed at gøre” tilføjede hun lidt efter. ”Jeg er ikke ligefrem venlig over for andre racer end dæmoner.”

Lykke kommenterede ikke på, at Oswald var enig med hende. Selv hvis han havde været uenig, havde hun nok ikke lagt så meget i det, fordi han var dæmon og derfor i hendes bog havde ret til at have sin egen holdning om tingene. Hun selv havde dog overlevet en del, og hun var kun selv blevet stærkere af det. Hun følte, hendes ar var et vidnesbyrd til, at hun ikke var en svagpisser, der var afhængig af andre, men at hun rent faktisk kunne klare sig selv. Hun kunne vitterlig ikke døje de væsner, der satte andre i første række. Det var et tegn på svaghed i hendes øjne, og hendes tanker blev ganske morderiske, hver gang nogle ytrede den holdning.

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.