Aldric kunne mærke, at han var lidt nervøs ved at have stillet spørgsmålet, hvorfor vidste han ikke helt. Det virkede bare... så afslørende om ham. Han var ung. Han havde et stort hjerte og han bekymrede sig mere om dem omkring ham end ham selv. Men han havde brug for at høre en anden healer om deres tanker om emnet. Mitch var kun den anden healer, han havde mødt på sin færd og han havde ikke ligefrem haft tid til at snakke med elveren omkring det. Tid eller hjerne, som han havde været halvsovende af udmattelse. Nej, han blev nødt til at spørge og høre, hvad den ældre mand havde at sige om det.

Desværre var svaret ikke så hjælpsomt. Aldric var overrasket over det kølige svar og for et øjeblik kunne han godt se, hvorfor manden var Kiletilbeder. Ligegyldigheden var slående. Han sagde ikke noget, men en rynke viste sig i hans pande og blikket blev lidt mere alvorligt, som han lyttede til forklaringen. Det overraskede ham ikke, at manden havde været lejesvend, der var noget over ham, der afslørede ham. Ikke noget Aldric kunne sætte en præcis finger på, men noget ved hans udstråling sagde, at han havde prøvet meget.

Det varede et øjeblik inden han svarede som han vendte ordene i hovedet, tog stilling til dem. Dømte han manden? Nej, hvem var han til at gøre det? Han vidste, at han ikke havde nogen erfaring med livet og han vidste, at folk måtte gøre ting for at leve. At han selv ikke ville kunne tage liv betød ikke, at andre ikke kunne. At han fandt det forkert... det betød intet i denne verden, hvor det ofte var dræb eller dø. Han havde heldigvis ikke stået i den situation. Endnu.
Han vidste faktisk ikke, hvad han skulle svare på mandens ord. Langsomt tog han en dyb indånding.
"Det må også være lettere ikke at gøre det. Verden er fyldt af den." Der var noget trist over hans stemme, men han mente det ikke helt. Det var godt han så det, måske han en dag ville få muligheden for at gøre noget ved det.

Mitch fortsatte tavs hen af vejen som den unge mand tog hans ord ind og forsøgte at få dem til at passe ind i hans verdens billede. En del mente at fordi man kunne helbrede andre skyldte man også Guderne at gøre det. Han delte opfattelsen til dels, men ikke at han samtidig skulle hjælpe dem ud af alskens andre lidelser også. Sygdom og skader var en ting, men sult og dårlig skæbne eller valg kunne eller ville han ikke påtage sig ansvar for.

Det var sikkert noget andet at være vokset op i det, hvis det var hvad knægten var. En anden vinkel at være formet ud fra og det var da prisværdigt at Aldric ønskede at hjælpe og gøre en forskel - hvis ikke det endte med at brænde ham ud. "Det er den ja, og kun få af de der ser den forsøger at gøre noget ved den. Færre end dem der ønsker at gøre noget, men andre ting har det med at træde ind ind foran." Han skævede til siden, før han lod blikket glide tilbage til vejen foran dem. "Familie, mad på eget bord..." Langt de fleste så dog nok lidelsen hos andre og priste sig lykkelig for det ikke var dem. En krystal der kunne brødføde en familie kunne også bruges på et krus mjød eller en god nat i byen.

"Verden er så også fyldt med andet end lidelse. Ting værd at leve for og komme tilbage for. Selv værd at dø for." Et lille flygtigt smil gled over hans læber ved tanken om en af disse ting. En han forsøgte at redde ud af hvad kunne være blevet tillidelse for mange, men som næppe var blevet det for Amy. Hun havde lidt for meget hun ville til at lade verden trække hende ned.

Aldric lyttede opmærksomt til den ældre mands ord, lyttede og tog dem til sig. Han kunne godt se, hvor han ville hen, at selvom man havde lysten til at gøre noget, var det ikke sikkert, at man havde muligheden. Kort knyttede han sine hænder, for et øjeblik taknemmelig for sin evne. Han ønskede at hjælpe og at gøre verden til et bedre sted, hvilket hans stærke evne gjorde muligt. Han ville aldrig benægte den som han havde overvejet. Med den kunne han gøre andres liv bedre, give dem nye muligheder. Og det måtte være det første, han skulle koncentrere sig om.

Han skævede til manden ved de næste ord, der afslørede mere om ham end så meget andet. At han var en engel havde Aldric gættet sig til, men fik det nu bekræftet. Ordene gav ham lidt et stik i hjertet, for havde han noget at kæmpe for? Han var alene i verden, havde ingen ud over sig selv. Tanken fik ham til at synke og se ud over landskabet i stedet. Se mod byen, hvis spir han kunne se i det fjerne. Var der noget for ham inde i byen? Han var i tvivl, om han overhovedet ville derind, men manden ved hans side virkede til at ville tage ham hele vejen og Aldric lod ham gøre det. Måske han fandt noget godt derinde?

Uden at svare på det, som manden havde sagt, fortsatte han bare med at følge mandens tempo. Lod tankerne flyde ud, øjnene indtage naturen og ørene nyde stilheden. En ting han havde lært at sætte pris på, på sin tur rundt i landet. Det havde været hårdt til at starte med, ensomheden, men han følte sig mere tilbage i den nu. Stilheden var blevet lidt af en ven, da den betød, at der ikke var nogen i nærheden til at kræve noget af ham. Og han blev efterhånden mere afslappet trods den fremmedes tilstedeværelse. For Aldric var der ikke noget at sige, ikke lige nu.

En eftertænksom stilhed sænkede sig over de to som Mitch holdt op med at tale. Det var alvorlige og på flere måder personlige emner de havde været forbi i løbet af den korte tid de havde gået sammen og det havde givet dem begge noget at tænke over. Selv havde han været nødt til at vende ting, følelser og holdninger, som han ellers ikke havde skænket mange tanker i årevis. Amy havde bragt nogle af dem op, men Aldric havde med sine direkte spørgsmål og uformede væsen åbnet resten op.

Vejen foran dem forblev øde og bar uden andre rejsende end dem. Kun ganske lidt blev sagt mellem dem, men det virkede naturligt at gå der sammen i stilhed. Noget der holdt til bymuren tårnede sig op foran dem og Mitch så de sort-klædte skikkelser der havde sluttet sig til byvagterne ved porten. Kiles Orden. Hans udtryk fik en kant mere af hårdhed og hans vinger foldede sig let ud. Han var ved at være mere end træt af at se dem aktivt lede folket i jagten på dem der ikke var med Orden.
At de så ham var han ikke det mindste i tvivl om. Heller ikke at hans tilstedeværelse fjernede deres lyst til at holde Aldric tilbage med spørgsmål ved porten. I stedet blev de viftet igennem som irriterende fluer og fik adgang til byen. Han blev dog hos Aldric til han havde afleveret ham hos den vagthavende i Helbredelseshuset. Mere kunne han ikke gøre for ham andet end håbe på en fremtid medblik for andet end lidelsen i landet.