Mia nikkede let. ”Jeg landede på en af stenstrandende nær Lazura. Ved Azursøen. Faktisk har jeg ikke blot været i Lazura, men jeg tilbragte mine første 99 dage der.” svarede hun glædeligt. Hun tøvede ikke engang ved antallet. Holdte ikke så meget som en pause for at tælle eller tænke tilbage, som var dét hvad der sad første i hendes hoved. Klar til at blive hævet ned fra den perfekt placerede hylde. ”Jeg ville have blevet der, hvis ikke stedet her - Dianthos - tilsyneladende indeholdte den største samling af nedskreven information. Så hvilket bedre sted at lede efter mulighederne for at kunne vende tilbage. Hvis historierne har været korrekte, er jeg ikke den første stjerne, der er faldet fra himlen. Og med andre, må der da være noget skrevet ned.”
Det var både komisk og tragisk, sådan som hun faktuelt kendte mere til samfundet og livet på Jorden end sig selv. Hun vidste hvordan hun havde det og hvad hun kunne lide, men hvordan hun lige fungerede var ikke helt klart for hende. Med undtagelse af få punkter.
Heldigvis afbrød hans afventede svar ind, før hun kunne tage en spiraltur igennem forvirrende tanker. Atter gjorde hun store øjne. Hun skjulte bestemt ikke på sine følelser, og derfor heller ikke på forundringen i hendes ansigt over, at sidde over for en engel. ”Jeg ved ikke, hvorfra jeg skulle have opdaget, hvad du var før din… genopståelse.” kommenterede hun med kort latter. ”Det er hvad I kalder det, korrekt? Eller er det ’velsignelse’?”

Lige som hendes følelser var malet i det yderste lag af hendes lysende ansigt, stod det nok lige så klart, at hun selv var overbevist om, at alt hvad hun sagde var sandheden. Om andre så troede på hende eller ej. Hun rystede denne gang på hovedet. ”Ikke af hvad jeg ved. Det var ikke et frivilligt fald for mig, så jeg tog ikke bevidst nogle med mig herned. Stjerner hører trods alt ikke tid i blandt jer jordiske væsner. De eneste himmelske der er det er vel jer engle.”

Valkar nikkede høfligt som hun talte. Han måtte tage et kig forbi den strand næstegang han var ved Azursøen. Heldigvis var det det et sted der ikke var besværligt at komme til. Al logik sagde at hun måtte have blidt sig selv det hele ind! Men.. hun var så sikker på at det var sandt, og det passede med rygterne om en falden stjerne. Hvad var der ved at blive af Krystallandet? Det var som at det hele var ved at gå under en gang om året samt at der nu faldt stjerner og sole ned fra himlen!
"Så de søger viden? Er det lykkedes dem at finde noget endnu?" spurgte han i et ganske høfligt toneleje, ikke at det lød som at hun havde, men det var nok noget der var værd at undersøge nærmere. For hendes tanke var ganske logisk, der måtte nok være nogen der viste noget om dem der var kommet før hende, noget der i sandhed var værd at undersøge.

Han ganske kort lo kort "Genopstandelse, velsignelse, forbandelse, det bliver kaldet mange ting. Men engle ligner altid den race de var før de genopstod" det var ganske morsomt hvor meget, og hvor lidt hun egentlig viste om livet i krystallandet. 

"Ja så? hvordan falder man fra himlen ubevist?" spurgte han nysgerrigt for derefter kort at le af hendes kommentar om engle. "Der er ingen der ved om engle i sandhed er himmelske, det siges at vi er sendt tilbage af guderne. Men der er som sagt ingen der præcist ved det"

Bedrøvet sænkede hun sit blik en smule, inden hun rystede på hovedet endnu en gang. Hun kunne ikke rigtig bebrejde sig selv for ikke at have fundet noget. Men hun havde haft adgang til bibliotek i flere af de jordiske uger og dage nu, dog havde hun intet kunne finde. Ikke om sin egen tilværelse i hvert fald. Hun havde i stedet fundet så meget andet. Særligt landets historie, der strakte sig længere end hendes liv og bevidsthed, havde givet hende timer af forundret underholdning blandt bogreolerne. Bare det at læse og lade øjnene glide hen over skrevne ord, fascinerede hende nok til at blive ved med at lede.

Mia peppede dog straks op ved lyden af hans latter og efterfølgende af hans forklaring. Hun kunne have bildt sig selv det hele ind, men jo dybere ind i samtalen de kom, jo mere behageligt blev det at være omkring Valkar. Hans stemme var stadig som knirkende vat, men det var som om at hun blev mere og mere vant til det. Så hendes smil kom lettere frem. Hvis det da overhoved var muligt. ”Men så mange af jer jordiske væsner har en menneskelignende form, så man kan aldrig vide sig sikker på det man ser.”
Hun var vel et godt eksempel.

”Svaret ligger vel i spørgsmålet. Ubevidst. Du må forstå, at jeg ikke havde den samme bevidsthed som jeg har nu i den her kødelige krop. Min teori er at min daværende bevidsthed blev dæmpet så markant, idet jeg faldt for at give plads til min nuværende og jeg derfor først opdagede mit faldt, efter jeg var vågnet op hernede.” Hun slog sine arme lidt ud til siden og hævede sin glæd endnu et niveau. ”I den her form.”

Så det var ikke lykkedes hende at finde viden om andre faldne stjerner, en skam. Men noget der kunne findes antagelig vis. Ikke at han havde den fjerneste idé om hvor han skulle starte med at lede. 
Han kunne ikke andet end smile af hendes kommentar, der på sin vis var både meget naiv og observant. "Ganske sandt, men for det meste er folk hvad de ligner" Måske var de ikke selv de bedste eksempler, og det kunne være farligt at antage at folk er hvad de giver sig ud for at være. Men det var en helt anden slange rede at tage hul på.

Et skævt smil sneg sig frem på hans ansigt. Pudsigt, hun havde en lettere teatralsk side. "Jeg ser, det lyder som noget af en oplevelse, søger de så at komme tilbage på nattehimlen igen?" hans stemme var høflig, men med en kant af nysgerrighed. "Føler de dem ensom hernede?" alt lød til at være fremmed for hende, samt værende den eneste af sin slags, måtte give en følelse af ensomhed. Det var han ganske sikker på. Spørgsmålet var blot om hun var enig.

”Selvfølgelig gør jeg det.” Hun tog ikke rigtig noget tid af til at overveje sit svar. Og hendes svar kom også med en åbenlys sikkerhed. Dog bar hendes blik ikke skeptiske følelser, for hun så som sådan ikke noget galt med hans spørgsmål. ”Hvis du var væk fra hvor du hørte hjemme, ville du så ikke søge efter at komme tilbage?” Hun smilede blidt til ham, inden hendes blik faldt i nærmest bedrøvet manér ned på de halvpiste stykker tærter. Hun slog kanten af sin lille ske oven på æbledessertens top af bagt dej. Let nok til at ikke bryde igennem dens skrøbelige tekstur. Som sad hun og fraværende og overvejede hvorvidt muligt hun skulle tage en bid mere eller ej.
”Faktisk føler jeg mig mindre enlig hernede i blandt jer. Der oppe havde jeg ikke jeres evne til at tale, så en hver samtale jeg ’deltog i’, kan det vel kaldes, var ensidet. Men trangen til at kunne svare tilbage fik jeg også først, da jeg blev givet en jordisk bevidsthed.” Hun sukkede så tydeligt at hendes skuldre ligeledes blev løftet og faldt i takt med det. Selv for hende gjort det ondt i hovedet bare at finde frem til ordklare forklaringer, hun alt for ofte ikke fandt frem til alligevel. Hun gjorde et kast med håret for at få det væk fra ansigtet, idét hun løftede hovedet igen for at se mod Valkar. Dog uden tegn på den sørgmodighed, der før havde været et snert af. I stedet bar hun på en idyllisk sikkerhed. ”Men du må forstå, at jeg ikke hører til her. Så om jeg kan lide jeres omgivelser, så er det ikke for mig at blive.” Hendes smil voksede. ”Det ændrer nu ikke på, at jeg villigt udnytter min tid her, indtil jeg finder vejen tilbage, på at lære jeres jordiske liv at kende på tæt hold. Det er en lidt anden oplevelse.”

Med ét sprang hendes øjne en smule mere op, som blev et lys tændt. Metaforisk set. "Hvilket minder mig om! På det ene af dine papirer. Hvad er safran?"

Lidt overraskelse sneg sig ind over Valkars ansigt. Hvad hun sagde gav som sådan mening, men himlen og dens stjerner så ensomt ud, samt hun ville måske ikke have sin bevisthed længere? En skræmmende tanke, samt en risiko han ikke var villig til at løbe som det var. "Hjem er hvad man gør det til, men jeg tænker at jeg forstår deres ønske om at finde en vej tilbage" At lede efter noget det var mistet, det kendte han alt for godt.
Det føltes mærkeligt at se hende bedrøvet, noget der nærmest ikke passede til hendes ansigt. Forsigtigt tog han en skefuld mere af solbærtærten. Den syrlige sødme var overraskende passende til situationen.
Han nikkede som hun snakkede, det var en besynderlig situation han var endt i, noget han aldrig have forventet. noget han aldrig havde oplevet før. Men det var hvad der gjorde det spændende! 
"Det lyder besynderligt, og jeg antager at det må være endnu mere at være samlingen for det?" Han trak kort på skuldrene "Det er op til dem" Han var egentlig ikke enig med hende, men hende om det. Men det var da ganske morsomt at hun var så ivrig til at lærer. "Hvad er det mest interessante de har lært indtil nu?" 

"Safran? Ah det er et krydderi, ganske værdifuldt" svarede han med et smil, mens han viftede henkastet med hånden. Så hun havde læst på nogle af papirene, interessant. 

Mundvigene i hendes smil syntes at snøre sig en ekstra smule mere kækt ved afslutningen af hans mere konkrete spørgsmål. ”Sensitivitet. I jeres jordiske kroppe, mener jeg.” Endnu engang skulle der ikke meget tid til at tænke over et svar, som var hendes hjerne forprogrammeret til at stå klar med svarene til hans spørgsmål. ”Eller det vil nok være mest præcist at sige ’i min jordiske krop’. Så vidt jeg har forstået, så fungere sanserne forskelligt, ikke kun fra art til art, men også fra person til person. Men hele aspektet af at ’føle’ og mærke’…” Hun nåede ikke engang at færdiggøre sin egen sætning, før hendes hjerne havde slået videre til en ny handling og et nyt sæt ord.

Mia lænede sig pludselig lidt længere ind over bordet, for at holde sin venstre hånd bedre frem mod Valkar. Hendes langfinger blev ført ned til tommelfingeren. De rørte ikke hinanden, men svævede kun faretruende tæt på hinanden, mens hun nærmest ubemærket gned fingerspidserne ’mod’ hinanden. ”Særligt sensitivitet i fingrene. Det er sådan et følsomt område, at jeg kan mærke en nær uudholdelig kildende fornemmelse, uden at de rør hinanden. Men hvis jeg børstede mine håndflader mod hinanden…” Hun åbnede sin hånd op for at vise håndfladen, hvor der strakte sig et streg, blegere end resten af hendes hud, tværs ned over den. ”…ville jeg ikke kunne mærke det samme.”
Fluks så hun tilbage på tærterne. ”Smagssansen forbliver dog stadig et mysterium for mig. Og måden hvorpå spyt bliver dannet forskelligt alt fra, hvad der rammer tungen, er mildest talt.. forstyrrende?” Hun sagde det sidste ord med en uforståelse for, om det overhoved var det korrekte ord at bruge. ”Og mange krydderier har vist sig at ikke falde i min smag. For.. kraftige smage. Så til trods for safrans kønne navn, ville jeg nok ikke ty mod det.” Hun afsluttede med en let og gennemtrængende oprigtig latter af ubekymring for hvilken vigtighed samtalen muligvis havde for hendes selsskabpartner.

Valkar smilede interesseret "Ja så? Hvor meget har du udforsket af hvad din krop kan føle?" Det var på sin vis fascinerende hvor meget hun gik op i at undsøge nærmest alt hun tilsyneladende kom i nærheden af. På sin vis var det en forfriskende tanke, men på anden side var det ganske barnligt. Det sande spørgsmål måtte være om det kunne udnyttes eller ej. 
"Ah!" Lo Valkar kort "Der er ganske mange forskellige smage, men det lyder til at deres palette er mere hen af de milde smage" Delen om spyt ignorerede han blot, det var en anelse usmageligt valg af emne, samt han havde i sandhed ikke så meget viden omkring emnet. At virke udvidende var ikke noget han yndede at fremstå som. 

"Deres ar på håndfalden, hvad kommer det af?"  spurgte han nysgerrigt. Som han forstod det havde hun ikke haft en krop særligt længe, så det kunne jo ikke ligefrem været et gammelt ar der skjulte sig på hendes håndflade. "Åh forresten, Har de oplevet følsen af et kys? Langt de fleste beskriver det som en ganske enestående oplevelse, noget de nok ikke ønske at gå glip af"

”Ikke meget, hvis jeg skal være ganske ærlig. Meget af det jeg har opdaget om min krop er noget jeg er tilfældigvis faldt over.” svarede hun med en kær og let latter. En hver anden ville nok have opfanget underliggende emner i hans spørgsmål – hvilket allerede var kommet til udtryk i hvordan et par af de lyttende ører omkring dem, havde spidset sig lidt mere til, efter han havde spillet det – men for hende havde det ikke været meget anderledes fra mange af de andre spørgsmål, han havde sendt hendes vej. Hun havde hidtil ingen grund til at være opmærksom på innuendoer fra Valkar. ”Jeg blev fortalt, at hvis jeg virkelig skulle forstå, hvordan det var at være, som jeg er nu, skulle jeg blot være.”

Noget forbløffet over, at han lagde opmærksomhed over mod arret i hendes håndflade, drejede hun sin åbne hånd mod sig selv, som skulle hun lige være sikker på, hvad det egentlig var han spurgte indtil. Hun gjorde ikke selv mange tanker til det, så hun blev taget uden forventning, når nogle andre gjorde. ”En sløv kniv.” sagde hun ubekymret og rettede sig selv ordentligt op i stolen igen, stadig med blikket mod den blege steg. ”Jeg skrællede kartofler og den smuttede i min hånd.” Til trods for at hun ikke virkede til at bekymre sig om det, så var der stadig snert af ubehag at skimme rundt omkring i hendes ansigt. Der havde været så meget blod. Blod hun ikke havde været det mindste vant til at have sin hånd sølet ind i. Dog viste det sig at englen havde evnen til at få farve tilbage i hendes kinder, da han trådte endnu et trin tættere på. Så det var ham alligevel muligt at skabe forlegenhed i hende.

”Et kys? Nej.” Hun havde straks løftet øjnene tilbage på ham og rystet på hovedet.  ”Jeg har den forståelse at et kys er noget særligt. Et man giver frem for et der bliver taget fra en.” Stadig med den lette rødme henover næsebroen præsterede hun med et varmt smil. ”Så selvom at jeg skam tror på, at det er en ’enestående’ oplevelse, så har jeg endnu ikke falder over nogle, jeg ønsker at give det til.”

Det morede Valkar ganske meget hvordan hun ikke lagde mærke til det underforståede i hans spørgsmål, men det blot bekræftede hendes meget objektive syn på verdenen. Andre ville muligvis havde kaldet det for en øjenåbnende oplevelse, baseret på hvor meget subtilitet der ligger i måden sproget bruges. Men det var en sandhed han havde fundet for mange år siden. Nej hvad han fandt interessant var arbejdet der lå i at samtale med en der ikke forstod dette.
"Det lyder ikke som det værste råd nogen kunne have givet dem" kom det med et sagte nik.

Det ene øjenbryn løftede sig en anelse. At have forventet mere havde været fjollet, men alligevel var hendes historie om klodsethed ikke så spændende som han havde håbet. "Ah jeg ser" Dog var der et spor af noget? Hvad mon det var? ubehag? En tanke til et andet møde.

"Før eller siden skal de nok opleve det" Klukkede Valkar, så hun kunne faktisk reagere på den slags? Hun så en smule kær ud når hun fremstod forfjamsket. "Har de noget de ønske at spørge om? Jeg føler at det hovedsageligt har været min nysgerrighed der har fyldt"

”Åh?” Nu hvor engel satte fokus på det, så lagde Mia også selv mærke til, hvor ensrettet deres samtale havde været i et godt stykke tid nu. Ikke at der kunne være nogen til at bebrejde. Hans strøm af spørgsmål mod hende havde trods alt blokeret en del til for at lade hende tråde ind, og hun var hurtigt faldet ganske komfortabel med det. Hun var meget vel et nysgerrigt væsen, men for hende var det næsten mere i form af det observante frem for det talte. Måske det var derfor hun søgte til bøger, når hun selv havde spørgsmål. De svarede hende tilbage mere konkret. Men det var aldrig helt til at sige. Der skulle mange flere tankefyldte dage og nætter til, før hun kunne komme til en velstående teori.

”Det skal du ikke tænke over. Jeg har intet imod at svare på dine spørgsmål. Hvem siger, at jeg ikke faldt fra jeres himmel netop for at mætte din nysgerrighed.” spurgte hun nu en del mere kækt. Det forlegne blus i hendes kinder var godt nok ikke forsvundet helt endnu, men det tilhørende udtryk var i hvert fald blevet skiftet ud igen. ”Det ville bestemt være noget særligt at fuldføre, siden den virker til at være umættelig. Bundløs.” Roligt og noget eftertænksomt slog hun blikket væk fra Valkar for i stedet at distrahere sig ved at beskue de halvspiste tærter. ”Men jeg har da et spørgsmål. Eller det falder nok mere ind under kategorien af et ønske.”
Mia lagde blidt sine arme over kors på bordet foran sig men holdte dog stadig ryggen rank til trods for at hun forblev lænet en tand ind over bordet. Hendes ben havde hun også krydset ved anklerne og bøjet ind under stolen. Og de blå øjne havde søgt tilbage op for at fange mandens nøddebrune med det fortsat varme smil. Hun var blevet så afslappet i hans selskab. 

”Du har levet hernede længere end jeg har. Det er der vist ingen tvivl om. Selv hvis du stadig blot var, hvad du var før din død og udødelighed, er dine dage flere end mine. Jeg har kun set på før nu. Så… fortæl mig om, hvordan det er. At leve og begive sig rundt her, altså.”

Valkar klukkede let, se det var ganske interessant at hun faktisk kunne have en kæk undertone. "Hvor flatterende den tanke nu end er, så antager jeg at dette ikke er tilfældet." kom det med at halvt smil. Stjernen kunne tilsyneladende være markant mere underholdende selskab end han originalt havde antaget.
Hans øjne vanrede kort fra stjernen overfor ham, til de folk der sad ved de andre borde. Langt de fleste havde deres deres blikke fanget af deres spise og drikke. Og de der før havde spidset øre for at følge hans og stjernens samtale, havde tydeligt fået travlt med at se andetsteds. Det lod til at de kunne få fred for en stund.

Med hovedet vendt let til siden, løftede hans ene øjenbryn "Ja så? Sig endelig frem" Der var noget betagende over hendes naivitet, noget som han ville elske at tage fra hende. Men nu var ikke just det rigtige tidspunkt. "Ahhh. De ønsker at vide hvordan det er at leve og føle? De ønsker at vide hvordan det er at opleve og ej blot at være tilskuer?" Klukkede han varmt, som han talte og malede med sine ord lænede han sig længere ind over bordet. "At leve er at tage valg, at gøre gerninger der former dem som person. Livet er handling, da vi stoppe med at være, når vi ej længere kan gribe til handling"

Mia kunne slet ikke holde sig fra at lade en latter ud. Den var stadig kontrolleret og ville umuligt afbryde folkene omkring dem, men den var ikke ligefrem tilbageholdt. Den var hjertelig og varm, en kraftig modsætning til hånende og nedladende, hvilket i det hele taget ville være en latter, der slet ikke ville matche det nuværende billede af hende. Med latteren steg hendes glød også uden, at hun selv havde haft noget at skulle have sagt. Og efterfølgende virkede det heller ikke til, at hun havde noget imod den ekstra smule lys, for hun sørgede ikke for at dæmpe det igen, da latteren blev erstattet med et tilhørende smil.

”Så filosofiske I jordiske væsner er.” var den første kommentar, der kom ud af hende. Han var godt nok en af de eneste, der havde givet hende et sådan svar, men det var til vane for hende at gruppere alle i en samling, selv når hun egentlig kun talte om en enkel eller enkelte personer. ”Min forespørgsel var dog ikke ment rettet mod jordens beboere som en helhed, men mere rettet mod dig, Valkar, som en ene-stående.” forklarede hun ham med en undskyldende undertone i den ellers så muntrer stemme. ”Jeg er ikke selv uden følelser,” Om det var de helt samme følelser som alle andre, var ikke til at vide. ”..så jeg er ikke alt for interesseret i at vide, hvordan det er at føle overordnet.”
Hendes udtryk mildnede sig igen til trods for, at hendes mundvige stadig pegede langt mere opad end nedad. Hun hyggede sig morende med hans selskab. ”Men jeg kan forstå, hvordan jeg kunne blive misforstået. Det beklager jeg.” Hun måtte stadig havde problemer med at sætte sine ord korrekt op, selvom hun udmærket kunne det talte sprog. Det var nok lige som at gå. Hun havde kunne bevæge sine ben, men balancen havde ikke været der på hendes første par dage.

Valkars ene øjenbryn skød op i panden på ham. Jo vist det var var ganske forventeligt at hun ville reagere, men at bryde ud i latter var ikke det første der var faldet ham på sinde. Dog før han nåede at føle harme over stjernens latter, opfangede han dem muntre undertone.
Underholdning havde dog ikke lagt ham på sinde som han havde fortalt. Men ak folk opfattede ting forskelligt, desværre.

"Jeg ser" svarede han med et skævt smil, som stjernen forklarede om sin fejltagelse. Bevares hendes ordvalg havde været besynderligt gennem al deres samtale. Men dette var dog et skridt udenfor normen selv for stjernen.
"Alt forladt, der er ingen harme sket" Let smilende lænede han sig tilbage mod sin stol atter en gang. "Dog ændre min forklaring sig ikke, for en som jeg selv er handlinger det der definere personen, og dennes liv. Hvilke principper de følger, både i medgang og modgang" Med sikker hånd førte han et stykke tærte til hans læber. Nogengange måtte man tage det søde med det sure. Så som når man var nødsaget til at gentage sig selv.

Der var ikke meget at sige til, at hun udtrykte en vis mængde skuffelse, da Valkar helt nonchalant bare gentog sit svar til hende. Men det var ikke i form af skuffelse direkte rettet mod ham. Ikke det hele i hvert fald. "Ah." Efter det første millisekund, hvor hun havde kunne fornemme, hvad der kunne have været blandingen af de jordiske følelser ’fornærmelse’ og ’irritation’ bagerst på tungen, havde den skarpe fornuft overtaget fuldkommen og efterladt bebrejdelsen hovedsageligt kun hos hende selv. Hun måtte have igen formuleret sig forkert. Det med sprogbrug var muligvis kommet naturligt til hende ved overrækkelsen af en kropslig form, men dette beviste, at hun stadig havde en masse at lære. Havde hun ikke?

Flygtigt veg hendes nysgerrige blik nu hen over englens skulder og videre om bag ham, indtil hun fangede de afskårne billeder af gaden udenfor igennem den åbne dør. Siden de havde sat sig, havde hun ikke set meget bort fra ham, så til hendes forundring, havde lyset forandret sig fra, da hun havde fundet dokumenterne på jorden. Dog uden den fulde horisont, kunne hun nu stadig udregne tiden på dagen - eller blot på længe det ville være inden solen ville gå ned igen - ud fra skyggerne på bl.a. tønden, der stod lige i udmærket synsvinkel for hende. Og med ét peppede den barnlige forbløffelse tilbage frem i hendes ansigt allerede før, hun så så tilbage på Valkar, hvor det blødnede op til et undskyldende og blidt smil i stedet.

”Dagen må have forsvundet uden min opmærksomhed grundet vores snak.” pointerede hun så.  Stille rettede hun placeringen af sine ben - viklede dem ud af hinanden og placerede fødderne mod gulvet - hvorefter hun ganske roligt rejse sig. ”Jeg havde egentlig bestemte planer for i dag, men tag det endelig ikke om, at jeg ikke har nydt mig af dit selskab.” Smilet voksede. ”Ellers ville jeg ikke have tilladt mig at glemme tiden på den måde. Men jeg kan vist ikke udskyde det længere, så jeg må hellere komme videre.”
Lidt fummelfingret fik hun fjernet sin kappe fra stolens ryglæn og foldede det først bare hen over sine arme som en muffe. ”Jeg håber at vi krydser veje igen! Måske jeg til den tid har fået bedre kendskab til hvordan og hvorledes, jeg skal sætte mine ord sammen. Åh! Og tak for tærten!”

At hun ikke glædede sig ved hans svar var på sin vis ikke overraskende for Valkar. Hans to svar havde været meget lig hinanden, en sandhed han ikke kunne se bort fra. Men fejlen måtte så og sige ligge ved hende, hvis hun ikke kunne finde de ord der ville bringe hende de svar hun søgte. Hendes næste ord formåde dog at overraske ham. Tiden havde i sandhed passeret noget hurtigere end han havde troet. 

Handelsmanden han havde planlagt at mødes med måtte vente, det ville ikke betyde så meget i det lange løb. "Godt selskab har en tendens til at medføre den slags" kommenterede han med et skævt smil. At Stjernen var på vej videre var på sin vis en skam. Men at få nogen til at finde og holde et øje på hende burde ikke være umuligt. Han skulle nok få fingrene i hende når han mente tiden var inde.
"Vi har begge meget at se til, men jeg håber skam ligeså at vores veje krydses atter en gang. Når det sker, vil jeg gøre mit for at de kan få den visdom de behøver" Ordene kom let og ubekymret, for han havde i sandhed meget han ønskede at hun skulle lære, sandheder hun måske ikke ville tilgive ham for. Men for at forstå livet måtte hun også forstå smerten der fulgte med glæden. At selv et barn af stjernerne måtte vokse op, om han selv skulle fører kniven og skærer naiviteten ud af hende. "Til vi ses igen Mia" Med et simpelt nik fra ham selv, forlod stjernen ham. Tiden var på hans side, men var den mon på hendes?