Knæet mod hendes brystkasse tog pusten fra hende. Hun var langt mindre end ham, og havde ikke meget at stå imod med - hverken styrke eller udholdenhed.
Det var lettere smertefuldt, og i hendes fortsat omtågede tilstand, var det endnu mere væmmeligt.

Med ét forsvandt de sorte kanter fra hendes syn, og hendes blik blev klart og hendes øjne blanke - da en vanvittig, skarp smerte skød ned i hendes højre hånd som et fandens lyn.
Hun mærkede hvordan hendes fingre skælvede ukontrollerbart, og hun skar tænder for ikke at skrige i smerte.

Kniven havde ramt godt, og hun kunne mærke hvordan stålet ville file hendes knogler hvis hun forsøgte at bevæge hånden.

Hun gispede da han øgede vægten imod hendes bryst. Hun kunne næsten ikke få luft... og så, med en modbydelig lyd af stål imod læder, tak han en større kniv, fjernede trykket fra hendes brystkasse for så at sætte sig overskrevs på hende.

Selvom hun nu gispede luft ned i lungerne, var hun kun alt for klar over at der kun kunne være ganske få grunde til, at han havde flyttet sig derhen hvor han havde.

Da han så førte kniven ned og begyndte at skære hendes jakke, og toppen indenunder, op ved hendes mave, begyndte Mei på noget hun aldrig havde troet om sig selv: hun klynkede ganske let, mens hun med frygt i øjnene rystede på hovedet.

Så kom hånden. Direkte ind på hendes bare mave - hendes sårbare sted. Hun hadede det, hun hadede ham for det! Hvor vovede han?
Intet af berørelsen var behageligt for hende, og hun gøs mens hun trak maven lidt ind.
"Lad være..." hviskede hun mens hun så op på ham.
Fuck... hvordan var det kommet hertil? Hun havde aldrig tryglet før... aldrig! Ikke engang da de forviste hende for noget, hun ikke havde gjort!

Det næste der skete var det værste.
Kniven.

Da han trak hånden til sig var hun et splitsekund lettet - indtil hun så det skarpe blad blive ført ned mod hendes mave.
Her gik der for første gang nogensinde panik i Mei.
Han havde tænkt sig at stikke hende i maven, eller skære hende op... muligvis den værste død hun kunne forestille sig! Kunne han ikke bare skære halsen over på hende!?

Hun skreg af fortvivlelse da det skarpe blad gik igennem hendes alt for bløde og sårbare hud.
Han skar dybt, hvor dybt vidste hun ikke, men nok til at den skarpe, modbydelige smerte spredte sig i hele hendes midtersektion.
Det var uudholdeligt, og hun kneb øjnene hårdt sammen mens tårerne begyndte at trille.
"Ikke det..." græd hun.
Aldrig havde hun prøvet noget så smertefuldt og frygtindgydende som det her.

Da han så lod kniven skære ned i hendes mave for anden gang, blev hendes frygt så stor at hun lukkede ned.
De blanke øjne blev fjerne og hendes krop, som skælvede let ved hver vejrtrækning, blev slap.

Hun ænsede det ikke da han flyttede sig, og det var først da han skar ned over hendes øje, at hun reagerede bare lidt - og det var bare et halvkvalt klynk.

Da kniven blev revet ud af hendes hånd, gispede hun også bare let - men da hun blev spiddet til jorden med sit eget sværd, vågnede hun igen.
Hun så ikke på ham, med vred sig bare så meget som hendes skader tillod, i ren smerte.

Alting var ulideligt... hendes hånd, hendes skulder, hendes ansigt og hendes mave... og til sidst, som han endelig efterlod hende der på vejen, mistede hun nådigt bevidstheden.

Vejret viste sig fra sin bedste side, som Aldric bevægede sig ned af landevejen. Solen skinnede og han kunne sagtens holde varmen uden sin kappe, da han gik sig varm. Det var egentligt slet ikke meningen, at han skulle så langt syd på, men da han havde haft muligheden af at fortsætte eller dreje af til hovedstaden, hvilket var hans oprindelige plan, var han fortsat. Måske var det fordi,m at han ikke kunne overskue alle de væsner, der sikkert ville være i byen, men det var nok nærmere fordi, at han flere gange var blevet fortalt, at Kiles Orden havde overtaget byen. Alt fra udgangsforbud og til at dronningen havde valgt ypperstepræsten til talerør. Tanken havde givet Aldric en kold klump i maven, for han hadede kilepræster. Af et godt hjerte, men efter at være blevet holdt ved næsten i seks år, var det nok forståeligt nok.

Nu gik han her, stadig på sin egen personlige søgen efter bod. Ved at heale alle, der havde behov for det på hans vej. At det ville blive nødvendigt om et kort øjeblik, var der intet i den dejlige dag, der afslørede på forhold.
Men da hans blik løftede sig fra vejen, fik han øje på noget længere fremme. Noget stort, der lå på vejen. En rynkede dukkede op i hans pande, der var synlig, da tørklædet, der ofte sad over hans øje, lå i tasken. Hvad var det? Et dyr? Han sænkede ikke farten, men satte den nærmere op, trods muligheden for, at det var en fælde eller han ville være i fare ved at nærme sig. Som han kom tættere på, kunne han se, at det var en hest. Tydeligvis død. Stakkels dyr. Det tog ham et øjeblik at opdage, at der lå en person ved siden af. 

Blodet forlod hans ansigt, som han så sværdet, der stak op fra kroppen. Personen måtte være død. Trods den tanke satte han i løb og kastede sig ned på knæ ved siden af kvinden, der var ilde tilredt. Nej, utroligt nok var hun i live, som han kunne se hendes brystkasse bevæge sig. Men måske heldigt for hende, var hun bevidstløs. Aldric sank en klump og tog en dyb indånding, inden han forsigtigt undersøgte de sår, han kunne se. Intet problem at heale, men han kunne ikke rigtigt gøre noget, før sværdet var blevet fjernet. Han rettede sig op og så rundt som forventede han at hjælpen kom væltende ud af ingenting, men der var kun ham.
Tanken gav ham kvalme. Det kunne han ikke. Et blik på hendes blege, ødelagte ansigt fortalte ham, at det blev han nødt til. Inden hun mistede for meget blod.

Langsomt kom han på benene og med rystende hænder tog han ved sværdets skæfte og hev forsigtigt i det. Det sad fast. Godt fast. Han skulle bruge alle sine ikke så mange kræfter for at få det fri. Det var lige før tårerne dukkede op i hans ene grønne øje, men der var ikke andet for. Så han satte sin ene fod på hendes skulder, tog bedre ved og hev til. Først rørte sværdet sig ikke, men endeligt begyndte det at give sig. Og pludseligt røg det op af jorden og hendes krop.
Blodet begyndte straks at vælte ud og han kastede sværdet fra sig, som var det giftigt, inden han faldt på knæ og lagde hænderne på det største frie stykke hud, han kunne se - hendes mave. Uden at anstrenge sig sendte han en voldsom bølge af energi ind i hende og alle sår forsvandt som blev de vasket af. Selv det store sår lukkede hurtigt, blodårer blev hele og selv noget af det tabte blod blev erstattet, som hans evne skubbede til den naturlige skabelse af den røde væske.

I samme øjeblik, han ikke kunne gøre mere, slap han hende med et gisp, som hele hans krop sugede den negative energi til sig. Hans grønne øje blev gråt for et øjeblik og hans hud mistede sin naturlige sunde farve for at blive mere grå. En enkelt rystelse gik igennem ham, som kvalmen meldte sig. Men det hele forsvandt igen og et par hjerteslag senere så han normal ud igen. Med undtagelse af en rest af den grå farve i hans øje.

Hun var helt væk. Trukket tilbage til et køligt mørke uden hverken smerte eller frygt... hvad skulle hun ellers have gjort? Skreget, grædt og brugt resten af sin energi på at dø?
Det var en håbløs situation uanset hvad...

Ikke om hun troede på at hun ville være lige så heldig som sidste gang...

Måske var det bare tid til at give op nu.
Give op og lade mørket vare ved...

Sådan tænkte hun, lige indtil en varme spredte sig i hendes krop, fra maven og ud i resten af kroppen, helt ud til både tæer og fingerspidser.

Med ét forsvandt mørket, og Mei slog øjnene op med et højt gisp.
Hun trak vejret stødvis og førte panisk hænderne ned til sin raserede mave - og frøs på stedet i et par sekunder.
Hor var sårene? De dybe sår...?

Og smerten, både i skulderen, hånden, ansigtet og maven...?

Forvirret kiggede hun sig omkring og satte sig op med et ryk, der var lige ved at få hende til at besvime igen.

Der sad en mand... ikke Thanos...
"Hvem... hvad?" kom det spagt fra hende, mens hun kiggede på ham med store, brune øjne fulde af forundring.

Kvalmen hang stadig over Aldric som en sky, men han vidste godt, at den ville forsvinde stille og roligt hen over de næste par minutter. Han betragtede kvinden, som hun kom til bevidsthed og straks lod sine hænder fare mod maven. Hun satte sig brat op og han var næsten ved at række ud efter hende, som det så ud til at hun var ved at besvime igen. Men det skete ikke. I stedet så hun forundret på ham. Han hadede denne del, hvor han skulle forklare, at han havde reddet nogens liv. Ja, han havde gjort det, men kunne de ikke springe det over, hvor han skulle takkes og roses?
Tankerne var ikke at se på hans ansigt, som han smilede lidt forsigtigt og beroligende.
"Jeg har healet dig. Du var... næsten død." Ingen grund til at lægge skjul på det, det vidste hun nok godt selv. Med sværdet igennem kroppen og det.

Det gik op for ham, at han ikke havde tørklædet ned over det ødelagte øje og uden at tænke nærmere over det, drejede han hovedet lidt, så det blev vendt en smule væk fra hende. Både for hendes, men også for hans egen skyld, som han hadede at vise det frem. Og det var ikke unormalt, at folk havde svært ved at se på andet end arret, der gik ned igennem hans øjenbryn, ned over øjet, der var mælkehvidt, og ned over hans kindben.
Med det gode øje skævede han til hende. Hun var køn, nu hvor sårene i ansigtet var væk, med et specielt udseende, han ikke havde set før. Ikke at de behøvede at betyde, at det var ukendt for Krystallandet, han havde levet alt for beskyttet og afskåret oppe nord på. Men han var lidt nysgerrig. Hvilket han skjulte rimeligt godt, i forhold til, at han normalt havde sine følelser malet på det venlige ansigt.

"Du bør nok slappe lidt af, du har mistet en del blod. Jeg har gjort så meget, jeg kan, men det varer nok nogle dage, inden du er helt frisk igen." Det var nok meget godt at understrege det. Blodtab var en af de ting, han ikke kunne fikse helt, han kunne gøre det bedre, men der måtte kroppen selv på arbejde. Og det tog sin tid, også selvom den blev hjulpet på vej af hans magi.
Han blev siddende på sine knæ ved siden af hende. Han havde prøvet voldelige udfald fra folk, han havde healet, men hun så ikke ud som om, at hun havde den slags tanker.

Lukkes grundet inaktivitet