Der hang fornemmelser af noget melankolsk over hende, mens hun bare sad og så på Reynald, som absorberede hun hans menneskelige skikkelse. Hun var her endelig. På Jorden. Iblandt de menneskelige væsner, hun var kommet til at holde så meget af i sin tid, hvor hun blot havde observeret. Kun meget få havde kommet til at tro på hende, som en der kiggede tilbage, lyttede uden at have en stemme til at svare tilbage med. Nu var hun en del af dem. Med en stemme. Og en eksistens der bedre kunne forholdes til som værende bevidst og intelligent. Men alligevel… Alligevel følte hun en trykken mod hendes brystkasse og en så minimal vægt på hendes skuldre. Hun hørte ikke til her.

Endelig gled hendes blik væk fra Reynalds behårede ansigt og ned i det tomme krus, hun havde hvilende i sit skød. Bunden var stadig fugtig af de resterende dråber af vand, der skulle rystes ud, hvis hun ville have. Det skabte et besynderligt refleksivt lag. Ikke nok til at hun kunne se og betragte sit nye udseende – hvordan hun mon så ud – kun hendes egen glød kunne skimmes i form af en forvrænget skikkelse.
Det var heller ikke et trist udtryk der prægede hendes indtil videre fejlfrie ansigt, men idét at hun atter viste sit lille smil frem, var det som om at hele hendes udstråling straks gik fra at være jordisk-fremmed til at være menneskelig og fuldt levende. Og dødelig. Hun kunne godt lide lyden af hans latter. Muligvis en hvilken som helst latter, men lige nu var hans den eneste, hun havde hørt med sine nye ører. Den måde det brummede, kildede så behageligt i trommehinderne. Hvis hun kunne holde latteren fra at nogensinde forsvinde, så ville alt være godt. ”Jeg vil se frem til det. Alt!” sagde hun så med genfundet munterhed. ”Mad. Kolde bade, selvom jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg er rigeligt skeptisk om oplevelsen til trods for deres sundhedsaspekter.” Denne gang var det hendes tur til at le. Ganske let. Som et hik. ”Og søvn.”

Mia så først meget nysgerrigt til, som Reynald flyttede sig fra den betryggende placering foran hende og tilsyneladende begyndte at folde diverse tæpper ud. Hun så da over mod de sovende i sengen igen, og hun kunne kun lige skimme deres sovende ansigter. Deres tunge vejrtrækninger. Hun skulle bare lukke øjnene. Lukke dem mere i end de blink, hendes krop automatisk gjorde. Hun prøvede. Lukkede øjnene og holdt dem lukkede. Der var mørkt men det var ikke farligt. Det var ganske... afslappende.
Hendes læber skilte sig ubevidst en tand og hendes brystkasse begyndte at hæve og sænke sig i takt med de andre sovende. Grebet om kruset løsnede sig i hendes hænder, som hun sivede hen. Reynald havde godt nok sagt, at man lagde sig ned for at sove, men hun tabte kampen til sin pludselig udmattelse og træthed siddende i stolen. Hans jakke stadig omvendt om sig til at dække hendes nøgenhed. En hver anstrengt trækning var forduftet fra hendes ansigt, og hun sov så fredeligt. Ingen drømme. Ingen mareridt.
…Hun var her endelig. Hvorfor?

Det var virkelig rart at se at trods den lidt melankolske udstråling der kom fra Mia, så blev hun helt automatisk glad over hans brummende latter. Det gjorde bare, at han selv smilede endnu mere mens han lavede den improviserede seng til hende.
"Men vi må hellere tage én ting af gangen, så du ikke ender med hovedpine igen. I morgen tager vi noget simpelt mad og sollyset set fra menneskets øjne," kommenterede han roligt, men stadig med en munter, melodisk undertone i den dybe stemme. Han var efterhånden snart færdig med at lave sengen til hende og skulle også til at nævne det, da han kunne se, at hun sad med lukkede øjne og havde en meget dyb vejrtrækning. Var hun faldet i søvn? Lige der? Midt i en samtale og alt muligt? Et skævt smil brød frem på den store mands læber og han hastede lydløst hen til hende for at tage lerkruset ud af hendes hænder før det klirrede mod gulvet og larmede.

Derefter tog han hende op i sine arme og løftede hende hen til sengen. Nænsomt fik han hende pakket ind i tæpperne og trak derefter forsigtigt jakken af hende, uden at afsløre hendes nøgne krop for hverken sig selv eller omverdenen, men før han selv kunne nå at tage støvler og trøje af for at gå i seng lød en lille, lys stemme et par meter fra ham: Tomlin var vågnet op og havde sneget sig hele vejen herhen med sine søvnige øjne og det strittende, blonde hår.
"Far, hvem er det? Er hun faret vild?" han kunne ikke lade være med at smile dybt kærligt til drengen. "Shh, Tomlin.. Hun er faldet ned fra himlen. Er det ikke vildt?" Og ganske vidst gjorde Tomlin store øjne, til trods for trætheden.
"Joooo," han grinede let igen, denne gang lidt lavere. Det gik ikke at alle pludselig vågnede. Han rejste sig og lagde en hånd på Tomlins skulder og med en kort forklaring om at søvn og mælk var vigtigt for at blive stor og stærk gik han hen til sengen hvor hans kone sjovt nok også lå vågen med et lige så kærligt smil. Og lige så søvnigt. Rystende på hovedet trak han af støvler og trøje og kravlede under tæpperne med sin søn, klar til en ny dag i morgen.

Morgengryet stod på, da Avina, Reynalds viv, var begyndt at lave mad og varmede vand over det indendørs bål til the til dem alle. Tomlin var også vågen, men overraskende stille mens han sad på sin vanlige træstub foran bålet og kiggede nysgerrigt over mod den fremmede kvinde.
Reynald vågnede op til lyden af vandet der blev rørt med en træske og gabende kom han ud af sengen, kun iført hoser. Hans stærke, overkrop og de spændstige muskler tydelige for alle enhver at se. Det havde været en mærkelig nat. Det ville sikkert blive en lige så mærkelig dag. 
Ved siden af Mia lå et pænt sæt tøj, foldet sammen, klar til at blive taget på når hun vågnede, men både Reynald og Avina var godt klar over at Mia muligvis ville få brug for hjælp til dette.

Natten forsvandt hurtigere end, den nogensinde havde gjort for hende før. For den unge stjerne havde det næsten ikke varet meget mere end et enkelt blink. Men hun følte sig helt anderledes, da hun stille og roligt vendte tilbage til sin fulde bevidsthed. I løbet af hendes søvn, havde hun instinktivt drejet sig om på siden at ligge og endda endt med at virkelig putte sig ind i de varme tæpper, der var blevet svøbt omkring hende. Da hun vågnede halvvejen i at vågne op, blev hun mødt af en overvældende lyst til at forblive i den tilstand. Hun ville ikke op. Aldrig havde hun oplevet noget så… dejligt. Det var en mellemting mellem veludviklet og magelighed. Men hun besad hverken evnen eller talentet til at stoppe momentummet. Og hendes øjne åbnede sig.

Stille og roligt løftede hun sig op i sine arme, og som var hun allerede vant til det, flyttede hun en hånd op for at holde et oppe over sig, da det af sig selv ville have gledet af hende. Underligt nok sad hendes korte hår ikke hulter og til bulter, som man nok ville forventet fra, når man havde sovet så godt, som hun havde. Enkelte totter sad i skilling mere til siden, men det var hidtil det eneste, og det blev også hurtigt ordnet igen, da hun gjorde et enkelt ryst med hovedet, der fik håret til at flagre lidt omkring.
Så snart hun sad stabilt op, kunne hun fjerne støtte fra den anden hånd for at i stedet lige gnide sig i stadig døsige øjne, inden hun for alvor gik i krig med at tag sine omgivelser ind, og hun skulle hurtigt opdage, hvor anderledes det hele så ud i det naturlige lys, der udgjorde ’dage’. Automatisk landede hende blå øjne mod kvinden ved bålet nær hende, og hun måtte igen gøre store forundringsfulde øjne. En kvinde. Den jordiske betegnelse for hunkøn i blandt de intelligente væsner.

Det næste der skete var duften af mad der invaderede hendes næse. Det skar lidt i næseborene, selvom at det umiddelbart lugtede godt nok til at få spytkirtlerne i hendes mund til at gå af nok, og hun smaskede et par bange med munden for at få den mærkværdige fornemmelse væk fra tungen. Slimet. Men at have en lugtesans var spændende nok til at hun af egen fri vilje susede endnu dybere ind. Mia ville gerne sige noget, men hun virkede til at have forstummet over alle indtrykkene igen. Hun havde for travlt med at se sig omkring. Og da bestemt også hen mod menneskebarnet, der hurtigt fik hendes opmærksomhed. Hun delte hans direkte stirren, fyldt med barnlig nysgerrighed, inden hun vovede at løfte op i sine mundvier, indtil et hjertevarmende smil var vokset frem for at imødekomme ham.
”God... morgen!” prøvede hun sig så ellers frem. "Det er hvad I kalder den her tid på jeres dag, korrekt? Morgen.”

Det så ud til at Mia begyndt at vågne. Den sære kvinde satte sig i hvert fald op og Reynald fik hurtigt trukket en skjorte over sin krop. Den gang lidt løst i det og hans hår sad ikke helt lige så pænt som Mias. Det var lidt mere vildtert i det og fik ham til at ligne en hulemand lidt. Men da han kørte en hånd gennem det efter at have plasket vand fra et fad i ansigtet, sad det noget bedre. Der var intet perfekt ved denne mands hår eller skæg. Han havde altid været meget bondeagtig at se på.
Rå og firskåren. Han kiggede mod Mia ved hendes hilsen og et smil prydede hans skægfyldte ansigt mens han gik hen til hende. "Det er det nemlig. Godmorgen, Mia," han klappede med en hånd på det tøjsæt hun havde ved siden af sig: En pæn, hvid kjole.

"Nu ved jeg ikke hvad nedfaldne stjerner kan lide at have på af tøj. Men jeg håber du vil finde denne behagelig? Min kone kan hjælpe dig med at på den på?" det var lidt mange spørgsmål på én gang, men Reynald sørgede for at spørge lidt mere stille og roligt, før han vendte blikket mod Avina, der blot smilede varmt og kærligt tilbage.
I baghovedet vidste Reynald dog godt, at denne dag ville blive mere hård. Han skulle ud til familie-gården i dag, til Weylin, hans lillebror, og Tybalt. Det var noget han gjorde en gang om ugen for at hjælpe Tybalt, storebroren hvis sjæl stadig var brudt. Manden havde det meget bedre nu, men han var stadig i bedring. Der var en del der skulle gøres. Tankerne myldrede kort i Reynalds hoved og fik ham til at stirre eftertænksomt og stille frem for sig.

”Din kone?” Nysgerrigt lænede hun sig en tand til siden for at bedre kunne skimme blikket forbi menneskemanden og dermed kunne få lov til at se mod kvinden, der måtte være hans ’kone’. Kvindens smil påvirkede straks Mia og gav hende en besynderlig fornemmelse af tryghed, præcis lige som Reynald’s latter gjorde, når den brummede på den helt rigtige måde. Det var rart at være omkring dem, blev hun hurtig klar over. Hun havde dog ikke tid til at gengælde det kærlige smil, eftersom hun havde travlt med at betragte ’konen’. Tage hende ind. Danne sig et detaljeret billede i hovedet.

Blikket faldt derefter ned på påklædningen ved hendes side, og hukommelsen bragte straks ting tilbage fra natten før, hvilket kom til udtryk hos hende i at gløden blev en smule klarere at se på. Ligeledes lignede det i det hele taget, at stjernen vågnede mere op. ”Gaven!” udbrød hun ivrigt og havde hurtigt fået møvet sig op at sidde på sine knæ for at bedre kunne nå kjolen. ”Jeg må med al min ærlighed sige, at jeg ikke har afprøvet at have tøj på, så jeg kan desværre ikke sige noget om, hvordan jeg kan ’lide det’. Jeg vil dog ikke stå tilbage. En jordisk form bør være dækket anstændigt til, korrekt?”
Idét hun greb om kjolen og lod den foldes ud foran sig, faldt tæppet, hun før havde holdt sig dækket med, ned. Som noget af det første holdte hun bare kjolen ud foran sig. Derefter lagde hun den fladt ind mod sin overkrop. Tøj. En krop. Hun så da kortvarigt op mod Reynald og mindedes om, hvordan han selv havde smidt en bluse over hovedet kort tid efter, hun var vågnet op. Hun var blevet tilbudt hjælp, men var det ikke blot, hvad hun skulle gøre?

Meget usikkert og forsinket forsigtighed lykkedes det hende at faktisk rejse sig op fra sin… seng og stod på to ben. Kjolen hang nu ned ad hende i sin fulde længde, og virkede umiddelbart til at passe på den front. Måske lidt lang, men det ville først kunne ses, når hun kom i den. Så i en stund med manglende forlegenhed fik hun fat om kjolens nederste kant og begav sig ind i den. Armene og hovedet ind først. Det gik ganske godt. Lige indtil det ikke gik så godt, og hun sad fast. ”Aarghmmf..!” Hun havde fået armene ind i ærmerne og hovedet tittede frem fra den brede halsåbningen, men pludselig besad hun ikke længere nogen balance og valtede faretruende, før hun faldt ned på sin bag.

Reynalds kone opdagede hurtigt det undersøgende blik. Vidunder var vist den bedste beskrivelse af det og konen smilede blot af det, mens hun så tilbage på den faldne stjerne. Reynald selv blev stående mens hun ivrigt udbrød "Gaven!". Han nikkede et par gange, mens han så til som hun undersøgte kjolen nysgerrig og tydeligvis glad over hvordan den så ud.
"Det er meget korrekt, ja. Det er bedst sådan," han havde ikke lige nu en forklaring på hvorfor, så han lod det bare ligge dér og kiggede afventende på hende, mens hun forsøgte at få kjolen på. I starten gik det faktisk rigtig godt, men så endte hun med at sidde fast med hovedet halvt ude af halsåbningen, hvorefter hun faldt på røven. Tomlin begyndte at grine højlydt og kærligt over det og Avina slog chokeret en hånd for munden før hun øjeblikkeligt rejste sig og gik hen til Mia for at hjælpe kjolen på plads. Reynald over tog madlavningen og han gav Tomlin et skulderklem på vejen. 

"Såh, Tomlin. Ikke grine, vel? Hun kan ikke gøre for at hun ikke har prøvet at tage tøj på før," belærte han drengen, der med det samme nikkede og satte sig op af sin far. "Så frøken, lad mig lige hjælpe dig lidt. Det skal nok gå," Avina fik sat tøjet ordentligt på plads, men sørgede for at vejlede Mia i mens, således at hun lærte det ordentligt i stedet for bare at gøre det hele for hende.

Faldet sendte en skarp smerte direkte op igennem stjernen kun nyligt opståede rygsøjle, og der opstod en nær desperat trang til at få møvet hænderne derom og lægge et lindrende tryk mod der. Men hendes arme sad fast. Hun sad fast. Det var kun en kjole, men noget ved den meget minimale plads, hun pludselig havde at røre sig i, kunne hun fornemme panik snige sig ind på hende og langsomt fylde hendes krop ud til yderste fingerspids. Særligt tungen føltes pludselig tør.
Det var virkelig en skam. For havde den ekstreme og abrupte klaustrofobi ikke dunket voldsomt i hendes øre, og kjolens stof samtidig ikke have stilnet lidt af andre lyde, ville den lille drengs latter have nået hende. Måske endda beroliget hende. Fyldt hende med varme. For der var virkelig ikke noget som barnelatter. Som hun oplevede flere dage, uger, måneder og år på Jorden i blandt dens beboere, ville hun endda komme til at opleve sig selv le med samme barnlige frihed.

Men så som hjertet havde sat sit tempo op, kom hun fri. En simpel knude var blevet løsnet på ryggen og gjorde ikke bare halsåbningen større - selvom det ikke havde været der problemet var i for vejen - men også bredte overkropsdelen nok ud til, at det blev muligt for hendes arme at møve sig det sidste stykke ind i ærmerne, og endelig poppede hendes hoved frem og resten af kjolen dalede mere eller mindre af sig selv på plads ned over hendes krop.
Sikke en befrielse det var! Al skrækken og panik var som forduftet det øjeblik. Lidt farve havde nået op i hendes kinder, og håret var pjusket lidt op i processen. Stadigvæk ikke nok til at være på niveau med Reynarlds morgenhår. Desværre, vandt hun igen den skønhedskonkurrence. Straks vred hun sig omkring for at kunne følge med i, hvad der foregik på ryggen af hende, som Avina afsluttede med at stramme snorene ind så kjolen sad korrekt omkring hendes krop. Mias arme blev automatisk holdt lidt ud til siden, indtil det var gjort, hvorpå hendes blå øjne faldt ned af sig selv. Det var… besynderligt. Ikke forfærdeligt. ”Wow…” kunne hun ikke helt holde sig fra at sige.

Kjolen var selvfølgelig ikke den perfekte størrelse til hende. Men den nåede ned til anklerne, som den skulle. Det var kun omkring hendes arme, at den strammede lidt, særligt hvor de stoppede nær en tredjedel nede. Prøvende tog hun fat omkring skørtet og løftede lidt i det for at mærke vægten. Og så fra side til side for at mærke bevægelsen i det. Og lidt efter lidt strålede et smil frem på hendes ansigt sammen med en glædende glød. Hendes første stykke tøj. Hendes første ejestykke.

Så snart Avina havde fået sat kjolen ordentligt på plads omkring Mia, gav hun den faldne stjerne et undersøgende blik. Konens øjne fandt frem til ærmerne der sad lidt langt oppe og hun gav hvert ærme et enkelt fold, så det så lidt mere pænt ud, før hun næsten automatisk gav sig til at rette folder ud andre steder. "Så ser du fin ud," Avina lyste op i et smil og gjorde en gestus til en af treæstubberne der stod rundt om ildstedet. "Kom og sid. Du må være sulten," dagens morgenmad bestod af en meget smagefuld grød og noget brød som Avina havde bagt. Hun var rigtig dygtig til det med mad. Brødet havde bær inden i, et påfund Tomlin var kommet på og som de havde beholdt i deres opskrift, fordi det smagte så godt. Drengen måtte have en bagers hjerte.

Snart begyndte Reynald at hælde mad op i skåle til alle, både Avina, Tomlin og Mia. Han tog en skålfuld til sig selv til sidst. "Vi håber det smager," sagde Reynald før han tog en mundfuld. Det smagte godt for ham. Men han vidste ikke helt om en falden stjerne ville kunne lide den slags mad, som de levede af her i huset. Det var ikke alle der kunne lide grød i forvejen, men Tomlin var heldigvis én af de få der havde lært at spise det. Han spiste også glædeligt og efter et par bidder, rejste den lille dreng sig og satte sig hen ved siden af Mia. Her blev han siddende og kiggede undersøgende på stjernen, mens han tog et par bidder af sit brødstykke.

Mad. En mindste lige så stor del af de jordiskes overlevelse som det vand, hun var blevet givet at drikke natten før. Det var dét der indeholdte næringen, der holdte kroppen i gang. Holdte hjernen og tankerne kørende. Det der fik afkommet til at vokse sig stort nok til at få sit eget. Og lige som vandet, havde Miaplacidus le Arimh aldrig prøvet den slags. Hvor længe mon hun skulle bruge på Jorden, før hun ikke længere ville støde på ting, hun aldrig havde prøvet før?
Det havde været med vaklende skridt og den støtte hun kunne finde, at hun nåede sin tilbudte træstub, men hun nåede da frem uden flere uheld. Hvad der havde været mest underligt for hende, havde været fornemmelsen af kjolens skørt, der flagrede om hendes nøgne ben, som hun gik. Det kom aldrig i vejen, men stoffet mod sin hud var ikke noget, hun var vant til. Egentlig foretrak hun at være foruden, men sådan var det ikke iblandt de jordiske væsner.

”Jeg kan forstå, at jeres mads duft og smag som oftest går hånd i hånd, så hvis det smager som det dufter, så kan jeg ikke se, hvordan det ikke vil smage mig,” forklarede hun muntert og med tydelig iver over at komme til at smage maden, som hun blev rakt. Skålen var dejlig lun af den varme grød øset op i den, og med begge hænder om den – igen, for at sikkert holde om den – nød hun følelsen af lidt højere varme mod sine håndflader. Hun sad da og tog ind, hvordan resten af familiemedlemmerne spiste. Observerede dem og forsøgte at fange hver detalje, de gjorde sig. Skeen i grøden. Grøden i munden. Munden blev tygget. Og mad blev slugt. Det var ikke svært!
Så Mia tog sin første skefuld. Og det var en stor skefuld. Der var intet, der kunne have forberedt hende på, hvad hun dernæst oplevede. Konsistens var det første, hun stødte på. Slimet og klumpet og malet, alt sammen på samme tid. Det næste var hvordan det brændte hendes allerede umådeligt sarte tunge. Og til slut var smagen. Det smagte – til trods for den brændte tunge – som det duftede. Men det var også en meget, meget kraftig smag. Hendes tunge var som en babys tunge, så det overvældede hende.

"Arg-mfh!" Hun tabte straks skeen, der heldigvis faldt fint tilbage i skålen, hun lige så heldigt havde stillet fra sig i sit skød, så i det mindste lavede hun ikke et stort rod. Hurtigt fløj begge hænder op foran hendes mund, og hun skar en næsten smertefuld grimasse sammen med en kvalt lyd. Som hun sad krummet en smule fremad, flikkede hendes glød, som reagerede det på trusler. 

Hun gik selv. Ingen uheld. Ingen problemer. Det var godt, for Reynald var parat til at rejse sig, som var han nærmest på vagt efter det. Efter at sørge for at stjernen ikke kom galt af sted. Og Avina kunne sagtens se det på sin mand, så hun sendte ham blot et beroligende blik, som hun selv sørgede for at Mia havde lidt støtte, til hun sad ned og modtog sin skål grød. Avina var stadig lidt rundt, til hun selv fandt plads men mens Reynald tog mindre bidder af sin grød, holdt han stadig øje med Mia ud af øjenkrogen. Han burde næsten have forventet det, men der gik ikke længe før en kæmpe skefuld fandt vej frem til Mias mund og en lyd af smerte kort efter lød fra hende.

Det var den sære glød i hendes krop samt hendes sammensunkne måde at sidde på, der fik Reynald til at rejse sig brat og skynde sig hen for at lægge sin hånd på hendes ben, før han tog skålen op. "Skynd dig at spyt det ud!" hans stemme var stadig rolig, men mere bestemt og fast end før. Det gik ikke at hun brændte sin mund helt til Zaladins porte! 
Om hun fik det ned eller spyttede det ud havde Avina allerede hentet et koldt krus vand.
"Jeg skulle have fortalt dig at det var varmt, det er jeg virkelig ked af, Mia," han havde super dårlig samvittighed. Hvor blev hans evne til at tage sig af andre af?! Han var vant til det med sin bror. Hans bror glemte også engang i mellem de trivielle ting, hvorfor kunne Reynald så ikke finde ud af at hjælpe på samme måde her?! Det gik op for ham, at det var fordi det ikke var en rutine med Mia. Det var helt fuldstændigt anderledes, for hendes liv havde ikke indeholdt hverken jord, flammer, mad eller kulde på samme måde. Han kunne have sagt sig selv at den mad de havde serveret for hende ville ende med at få et eller andet form for uheld til at ske.

Mia sank så tungt og besværet, at hun var nød til at læne hovedet en smule tilbage for at give en så glidende adgang igennem spiserøret som muligt, men det kom da ned. Hun ville have gjort, som Reynald havde opfordret; spytte det ud, men nerverne i tungen måtte have reageret af sig selv på den pludselige brændende fornemmelse og havde folket sig omkring mundfulden af gråd, så det blev en mere naturlig handling, at gøre det andet. Og den værste skade var jo sket.

Med maden slugt, åbnede hun så straks sin mund igen for at nærmest hive efter vejret, både på grund af chokket, hun lige skulle komme sig over, men også i et forsøg på at ventilerer luft ind på den dunkende tunge. Det var hvad der hjalp, var det ikke? At nedkøle brandskader? Forsigtigt åbnede hun sine øjne igen, der med en blank overflade kiggede tilbage hen på menneskemanden foran sig. Bekymringen strålede frem i ham. Ikke bare hans venlige øjne, men hele hans ansigt. Hele hans krop.
Blikket vandrede så med, som hun drejede sit hoved fra den ene side til den anden, alt efter hvilken retning både kvinden og barnet sad. Hun følte sig delvist skyld i postyret, der var opstået denne ellers rolige morgen, så der var et hint af en beklagelse i de blå øjne, før de vendte tilbage til at se og fokusere på Reynald. Hun drejede da sin hånd for at dermed kunne tørre sig om munden med bagsiden af den, før den blev flyttet til at tage imod glasset, der blev tilbudt hende. Hun tøvede heller ikke med at tage en slurk, som hun havde lært natten før, hvorefter hun smaskede sagte og prøvende og sænkede glasset til sit skød. Det sveg stadig, men det havde allerede dulmet sig mere til en generende fornemmelse end smerte.

”Min tung føltes helt ru,” kommenterede hun som det første, da hun var faldet ned igen. Hendes stemme var ikke ligefrem mere forsigtig end før, men man kunne høre, hvordan tungens underlige følelse påvirkede hendes tale lidt. ”Er det… Er det normalt? Jeg har ikke ødelagt noget?” Nervøsiteten steg lidt efter lidt. Hun havde lige fået den her jordiske krop! Og så havde hun allerede ødelagt den?

Det så ud til at stjernen valgte en anden vej end at spytte maden ud. At hun overhovedet var i stand til at få det ned på den måde var ham lidt af en gåde, for hver gang fik drukket al for varm væske, endte han altid med at spytte det ud og derefter lave sin berømte "Det er for varmt, det er for varmt!" dans, som hele hans familie ofte begyndte at falde om af grin over. Det gjorde de dog ikke her. Sønnen kiggede nysgerrigt på Mia og konen valgte blot at fokusere på sin søn, da hun godt vidste at Reynald havde styr på det. "Du vil sikkert blive overrasket når jeg fortæller dig, at mennesket kan holde til en hel del," forklarede han noget mere roligt end før, som han lagde en hånd på hendes ene håndled. Hans forsikrende og beroligende smil var tilbage igen.

"Det er væk om et par dage. Tungen skal lige have lov at hele igen, og så er du helt så god som ny. Lige som hvis man kommer til at skære sig på noget skarpt, heler det med lidt tid," han gav Mias håndled et beroligende let klap, før han kiggede mod skålen med grød. Det var nok lige nødt til at dampe lidt af før det kunne spises hvis Mia ønskede at tage de store mundfulde. "Grøden gør dig ingen skade, så længe du er forsigtig når du spiser den. Lige nu er den varm og det er jeg ked af at jeg glemte at fortælle dig, men når den har fået lov til at køle lidt mere ned kan du sagtens spise lige så hurtigt som hjertet begærer."

Så hun havde ikke ødelagt noget? Men hun havde beskadiget sin jordiske form. Det kunne hun mærke! Hendes tunge føltes ikke som den plejede. Hun havde brændt den. Tungen var et så sart stykke muskel. Ikke engang beskyttet af et lag hud. Og hun havde ikke beskytte det godt nok. Hun havde…
De abnormalt blå øjne, som hun var blevet beæret at have i denne form, så så direkte på Reynald foran sig, at det nemt kunne føltes intenst. Det beroligede at se på ham. Det beroligede at høre hans stemme og forstå hans pointer. Og nervøsiteten og panikken stilnede lige så stille af igen. Savl havde samlet sig i rigelige mængder i hendes mund og lagde sig derfor som et lindrende dække over den sviende tunge. Så ondt gjorde det virkelig ikke længere. Det gjorde faktisk slet ikke ondt. Det var bare ubehageligt. Anderledes.

Langsomt gled hendes blik fra menneskemanden, ned til det bare stykke af sin egen arm og så fortsatte det ned i den dampende grød i hendes skød. Hun kunne mærke varmen igennem skålen og mod sine lår. Hun kunne godt lide den varme. Rigtig meget. Det var så gennemtrængende. Helt anderledes fra den varme som beklædningen gav hendes krop. Eller tæppet, som hun havde været svøbt i igennem den resterende nat. ”Så mad skal ikke spises ved den oprindelige temperatur? Det skal væres kølere først?” Hendes fingre strøg blidt henad skålens glatte overflade, før hun atter løftede den op. I begge hænder, som havde hun planer om at drikke gråden frem for at skovle det op med skeen. Men så snart det var ved hendes ansigt… pustede hun blot. Forsigtigt for ikke at blæse dampen direkte i ansigtet på Reynald. Og for ikke at risikere at inhalere den varme luft og dermed ødelægge endnu mere.
Efter et par pust, førte hun skålen endnu tættere på og en lyserød tungespids tittede frem fra hendes brunrosa læber. Hun var ufatteligt forsigtig med at stikke tungen mod gråden. Det var trods alt den hun havde brændt. Så det måtte være den hun skulle måle med for at sikre sig den rette temperatur og dermed ikke løbe ind i samme problem. Og… intet. Det var varmt, men spidsen sveg ikke, da hun trak sig tilbage og sænkede skålen. Endnu en gang fløj hendes blik op på Reynald i søgen efter bekræftelse. At han muligvis ikke engang forstod hvad hun søgte bekræftelse på, var ikke noget der faldt hende ind.

"Det er... okay nu?"

Der var noget helt interessant ved at se den faldne stjerne undersøge grøden, puste på den og til sidst forsigtigt mærke efter med tungen. Det var præcis som at se et barn eksperimentere med det for første gang, hvilket jo nok heller ikke var helt ved siden af når alt kom til alt. Mia var jo helt ny til livet som menneske, så et eller andet sted var hun teknisk set et barn på visse på punkter, såsom dette. Han holdt sig tålmodig, præcis som han havde gjort det før i tiden med sit eget barn, smilende varmt til hende.

”Nogen mennesker kan sagtens spise det mens det er varmt, men det er ikke helt normalt. Ofte lader vi maden køle lidt ned først,” forklarede han mens han lagde en hånd på Mias arm og klappede hende beroligende.

”En god huskeregel vil være at tage en skefuld op og puste på den før du spiser,” han klappede hende igen på armen, smilende sit varme bjørnesmil før han rejste sig og satte sig ved siden af hende, mest for at være der i tilfælde af, at noget skulle gå galt igen. Det var bedre at gå lidt mere forsigtigt til værks.

”En skefuld ad gangen,” gentog hun hverken spørgende eller egentlig ment for Reynald at høre. Det var blot for sig selv. Hendes blik fulgte ham, som han satte sig ved hendes side, hvorefter de alt for blå øjne faldt tilbage ned id en svagt dampende grød. Hun kunne mærke varmen igennem skålet og videre igennem kjolens stof og helt ned mod sine lår. Det var dejligt. En helt anden følelse af varme end det at være svøbt i tæpper. Men det var også besynderligt. For stak hun sin hånd direkte ned i grøden, ville varmen være alt for meget for hendes sarte ud. Og hun ville brande sig. Lige som hun havde skoldet tungen.

Mia løftede atter hovedet og så denne gang i stedet mod det kvindelige menneske og så lidt fluks mod miniature-mennesket. Studerede hvordan de spiste. Drengen stoppede brat med at bare skovle ind så snart, han lagde mærke til, at hun så på ham, og i stedet tog han en stor skefuld og pustede noget overdrevent på det, inden han proppede den i munden og tyggede veltilfredst på sin morgenmad. Tydeligvis stolt over at være med til at lære hende ting. Hun var ny, men hun havde udseendet som en langt ældre, så det ville ikke være helt underligt, hvis den lille han følte sig ekstra stor ved dette.
Så faldt opmærksomheden tilbage på skålen. Og der var ikke andet for hende end at gøre efter. Hun samlede en skefuld op. Prøvede ikke at overfylde skeen, så hun ville spilde ned ad sig selv. Teoretisk ville en mindre portion også være nemmere at nedkøle.. Hun førte den op. Hun pustede, forsigtigt, uden at pruste og sprøjte. Og så vovede hun skefulden ind i munden, stadig lidt nervøs for at brænde sig. Men det gjorde hun ikke.

Det var varmt og det var slimet og det var klumpet. Og det var sødt. Helt automatisk opstod der en lyd lidt hen ad mmh fra hendes strube, og hun sank efter at have helt automatisk lige tygget grøden igennem. Visse ting kom overraskende naturligt for hende. Mens andre ting ikke gjorde. Det var et næsten endnu mere mærkværdigt fænomen end hende selv.