Nyssa stod ganske roligt, som han endelig svarede hende. Manden ønskede at drengen skulle give hende en lærestreg. Nyssa viste ingen tegn på at være nervøs eller bange, hun var mere nysgerrig og spændt på hvad der mon ville ske. Et glad lille smil vidste sig da han nævnte hun ville få stillet sin nysgerrighed. Ville Zofrost mon forvandle sig?

Smilet på hendes læber blev blot større som hun så hvordan Zofrost forvandlede sig. Hvilket en fantastisk dæmon og hvilken væsen! Utroligt tænkte hun, og fik en uhyrlig lyst til at træne med ham. Hun vidste at det ikke var en mulighed, men hun følte også at det sådan en skam at Zofrost havde evner som han nok ikke helt vidste hvordan han kontrollerede, ellers ville han vel for længst have slået sin ejer ihjel. Et trist blik kunne ganske svagt fornemmes ikke fordi hun var bange, men trist på hans vegne. At han ikke havde muligheden for at vise og udvikle sine evner som en dæmon kunne. Nyssa stod stadig helt stille hun havde helt styr på situationen og de ville nok begge få sig en overraskelse få om ganske få øjeblikke. Zofrost kom med hastige skridt tættere på hende, hun smilede som han kom tæt på så så meget hun kunne af ad ham inden hun lukkede sine øjne. Zofrost og hans herre ville nok tro at hun nu tog imod sin skæbne og var klar til at dø. Dog var det ikke det der skete. Let som ingenting forsvandt Nyssa som dug fra solen. Nyssa havde teleporteret sig væk. Langt væk fra dem, helt op krystalbjergerne hvor hendes hjem befandt sig. Hun kunne have valgt blive i området og se deres ansigts udtryk, men hun vidste at denne mand ønskede hende død og trods hendes nysgerrighed så elskede hun også livet, og hvem vidste måske en dag mødte hun Zofrost igen, og forhåblig som en fri mand tænkte hun med et lille smil.