Som Cyrine trak skjorten over hovedet, lod Randall blikket glide over hende. Hun var hærget. Alt for hærget i forhold til hendes alder. Følte han medlidenhed? Nej. Han så næsten lige sådan ud, da han var så ung. Men det var lidt en skam. Ikke at hun blev mindre køn, det var ikke det. Bare en skam.
Hans blik gled op til hendes ansigt, da hun rejste sig og gjorde intet for at flytte sig, da hun bøjede sig ind over ham. Fornemmelsen af hendes tænder i hans øre og hendes ånde gav ham en seriøs gang gåsehud, og hvis ikke det var fordi, at han var totalt drænet, havde han sagtens kunne have taget en tur mere med hende.

”Den sidder i væggen.” Hans svar var useriøst, klar over, at han nok blev smidt ud nu. Ikke at han så ud til at ville rejse sig. Han betragtede hende, som hun fik resten af sit tøj på. Til hans overraskelse gav hun ham lov til at blive, hvis hun ikke rørte hendes lillebror.
”Bare rolig, jeg er ganske fredelig.” Han var ved at sige noget med, at han ikke var til drenge, men det ville nok ikke falde i god jord. Døren smækkede efter hende og han rystede på hovedet, mens han mumlede for sig selv.

”Sindssyge tøs.” Et gab kom over hans læber og han strakte sig dovent. Ikke den bedste seng at sove i, men han havde da prøvet værre. Der lå et tæppe, som han fik smidt over sig og efter at have lagt sig til rette, faldt han ganske hurtigt i søvn. Han bekymrede sig ikke så meget om sine omgivelser, han kunne sove hvor som helst. Inden han faldt i søvn, nåede han lige at tænke lidt over, at han godt kunne finde på at komme forbi igen. Nok var kællingen bindegal, men han kunne lide hende. Ikke bare på grund af den sindssyge sex, men der var noget krigerisk over hende, der var dejligt forfriskende. Det var et par år siden sidst, at han havde haft en fast dame at besøge. Nogle gange havde han flere, spredt ud over Krystallandet, men de blev jo, modsat ham, gamle. Ikke at det rørte ham, men så ville de mere og der kom børn ind i billedet og så var det på tide at smutte. Cyrine virkede ikke som typen, der kunne finde på at kræve mere. Så ingen fare ved at benytte sig af hendes vildskab ind i mellem.
Med et let smil om læberne faldt han i søvn.

Det var okay at være på det hemmelige sted, her var fredeligt og sikkert. Men som timerne gik, kom kedsomheden og Sklar var ved at blive sulten. Samtidigt var han bekymret for Cyrine. Mon der var sikkert nu?
Efter at have spekuleret over det i en times tid, besluttede han sig for at kigge efter. Det store spejl flimrede lidt, som han åbnede portalen. Der var intet at se, bare det rodede rum og hoveddøren, der var lukket. Han stirrede på spejlet i et par minutter, men intet skete. Han kunne heller ikke høre noget. Måske de var gået? Bare Cyrine ikke var kommet noget til. Han bed sig i læben. Til sidst greb han sit legetøj, som han ville have med og gik igennem spejlet. Der var stadig stille på den anden side. De var nok gået. Sikkert ud for at slås eller for at drikke, det var i hvert fald altid det, Cyrine lavede. Og Sklar var ikke glad for det.

Trist over tanken gik han hen til døren til det andet rum - og frøs, som et snork gjorde ham opmærksom på, at der lå en og sov i Cyrines sølle undskyldning for en seng. Og det var ikke Cyrine. En bar røv og en mands ryg og en dæmpet snorken. Hvem var det? Hvor var Cyrine? Forskrækkelsen sad i ham, som han blev stående og lidt skræmt så på den fremmede. Intet skete, manden sov videre. Sklar skævede mod spejlet. Skulle han tage tilbage? Men hans mave gjorde ham opmærksom på, at han var sulten. Så måtte han nok hellere lægge sit legetøj og tage ud for at finde noget. Det var ikke så sent, at han ikke kunne nå at nappe lidt ting på markedet. Eller stjæle en pung og købe mad.

Forsigtigt listede han et par skridt frem for at lægge legetøjet på sin seng, men det lykkedes ham på en eller anden måde at tabe en træhest med et højt klonk på gulvet. Atter frøs han til stedet, skræmt, og rettede blikket mod manden. Der vågnede. Sklar kunne næsten ikke trække vejret og gjorde klar til at flygte så hurtigt som muligt igennem spejlet. For hvem vidste, hvem manden var. Om han var ond eller god. Panikken var tydelig i hans øjne, som han ikke kunne beslutte sig for, om han bare skulle løbe eller blive stående.

Randall sov fantastisk godt, træt i kroppen efter de fysiske udfoldelser. Han elskede at sove, især et sted som her, hvor der var ro til at gøre det. Han forventede ikke ligefrem at blive spist af en varulv eller myrdet af et par landevejsrøvere her. Døden opsøgte ham og selvom det nok ikke kunne mærkes på ham, så tog det på ham. Man blev paranoid af at vide, at livet var ude efter en.
Men her sov han godt. Selvfølgelig var der stadig risikoen for, at huset brændte ned eller det viste sig, at Cyrine havde en jaloux ekskæreste, men det måtte han leve med. Han var træt. Så nøgen under tæppet, som han alligevel fik smidt efter et stykke tid, sov han trygt og godt i nogle timer. Hvor længe vidste han ikke.

En lyd vækkede ham og trods den søde søvn, var han oppe at sidde på splitsekunder, allerede indvendigt bandende over, at hans våben ikke var inden for rækkevidde. Men det var ikke nogen, der var på vej til at snigmyrde ham, nej det var den unge mand, Cyrine havde kaldt sin lillebror. Og han så skrækslagen ud, på kanten til at stikke af igen. Det var underligt at se en voksen mand kramme noget legetøj og se ud som om, at han havde set et monster. Randall var ikke i tvivl om, at knægten var skør. Hvordan vidste han ikke, Cyrine havde ikke ligefrem ville tale om det.

Men et eller andet fik det bedre frem i Randall, måske fordi han mere så knægten som et barn end som en voksen. Og han kunne godt lide børn. Ikke nok til at få dem selv, men han havde trods alt haft en del mindre søskende engang. Og det var nogle af de gode minder fra hans barndom.
Så han løftede hurtigt en hånd for at vise, at han ikke ville ham noget ondt og forsøgte samtidigt med at få sit grimme ansigt til at se venligt ud.
”Hej. Du forskrækkede mig. Der sker ikke noget.” Hvad skulle han sige? Stadig nøgen, dog med tæppet over skridtet, smilede han lidt forsigtigt. Hvad var det nu, hun havde kaldt ham? Noget med s. ”Hvad var det, S… Sklar? Sklar? Mit navn er Randall.” Det gik op for ham, at det nok var en god idé at sige, at Cyrine ikke lå død ude i møddingen.
”Cyrine tog af sted for at… øh… drikke.” Det var lidt sært at sige, men det var sandt. Randall flyttede lidt på sig, så han sad lidt mindre akavet i den halvejs-ude-af-sengen-position, han var endt i. Det her var slet ikke akavet. Overhovedet.

Det var den mand, som havde banket på tidligere. Sklar genkendte ham hurtigt på arrene i ansigtet, som han havde lagt mærke til. Han havde virket nogenlunde flink, indtil Cyrine havde slået på ham. Var han farlig? Det gav et ryk i Sklar, som manden løftede en hånd, men han blev stående. Han måtte vide, om manden havde gjort Cyrine noget. Da manden spurgte, om hans navn var Sklar, nikkede han en smule, men slappede ikke af. Legetøjet blev hårdt holdt ind i mod hans bryst og hans knoer var hvide af at holde så hårdt om det. Navnet sagde ikke Sklar noget, men han skulle nok huske det.

For at drikke. Selvfølgelig. Man kunne nok ikke undgå at se en smule tristhed i hans ansigt og øjne, som manden sagde det. Sklar troede på ham. For hvem ville sige en løgn som det? Selvom Sklar ikke vidste så meget om normale mennesker, havde han ikke fornemmelsen af, at Cyrines ture til kroerne var normale. Intet var normalt i deres liv. Og det var fint nok, men Sklar kunne ikke lide Cyrines drikkeri og hang til vold. Han kunne slet ikke lide det. Og tanken om, at hun var taget af sted igen, slog lidt af hans angst for manden ned. Hans blik gled ned til gulvet og grebet om legetøjet løsnedes en smule.

At manden var nøgen var ligegyldigt for Sklar. Han virkede ligeglad, så var Sklar det også. Nogle voksne var hysteriske omkring den slags, men Sklar var trods alt kun en lille dreng i hovedet og seksualiserede ikke den slags. Det var bare sådan man så ud uden tøj.
Der var stille lidt. Manden forventede sikkert, at Sklar sagde noget, men det gjorde han så sjældent. I stedet bukkede han sig ned og lagde sit legetøj i en bunke ved siden af det, der gjorde det for hans seng. Hesten blev fint flyttet hen til bunken, inden han rettede sig op igen og så på manden. Hvad nu? Inden han nåede at beslutte sig for, hvad han skulle gøre, rumlede hans mave. Krævende. Det var længe siden, at han havde spist.

Randall så tavst på knægten, der pludseligt fik et trist udtryk i ansigtet, som Randall sagde, at Cyrine var taget ud for at drikke. Det virkede til ikke at høre til sjældenhederne. Det overraskede ikke Randall. Med så mange ar på kroppen, måtte der også være nogen på sjælen. Hvilket kvindemennesket jo havde bevist i dag. Et eller andet sted havde han lidt ondt af ham. Det virkede til, at han var ret afhængig af hende og det måtte være hårdt at være afhængigt af noget så ustabilt. Måske der alligevel kunne presses en lille smule medlidenhed ud af Randalls kolde hjerte. Men ikke nok til, at det var noget, han havde lyst til at blande sig i. Det var deres problemer, ikke hans. Han var her bare for at hygge sig.

Det virkede som om, at den unge mand blev lidt mindre bange, for han lagde legetøjet ned. Stadig sært at se en voksen mand rende rundt med det, men hvis man fokuserede på hans ansigt, var det måske ikke så sært. Som han rettede sig op, knurrede hans mave. Sulten. Randall var egentligt ved at dø af sult selv.
”Er du sulten? Hvad vil du sige til, at vi går ud og finder noget at spise. Jeg giver.” Han gav?! Nå, ja, hvorfor ikke. Han havde krystaller nok og den bette skrælling så ikke ud til at kunne spise ham fra alle de små klirrende mønter. Langsomt, med rolige bevægelser rejste han sig fra hvad end, det skulle forestille at være, som han lige havde sovet i, og pegede ud mod det andet rum.
”Jeg skal bare lige have mit tøj. Jeg mistede det herude.” Splitterravende nøgen gik han udenom Sklar og ud i det andet rum, hvor han startede ud med at samle sine bukser op.

”Har du smagt Leopolds kødtærter? Det har du nok. De bedste kødtærter i hele Krystallandet. Tro mig, jeg har været lidt over det hele. De findes ikke bedre.” Det var bare småsnak for at berolige knægten. Han hev sin sorte trøje over hovedet og fik fundet sine støvler. Der var ikke meget lyd i Sklar, så han fortsatte bare med at småsnakke lidt, mens han fik hevet støvlerne på, taget jakken på, uden at lukke den, og fået begge våben spændt fast til kroppen. Han havde ikke tænkt sig at efterlade dem. Han gik aldrig nogen steder uden, for han endte altid med at skulle bruge dem på de underligste tidspunkter.
Da han var færdig med at tage sit tøj på, så han på Sklar.
”Skal du med?” Herefter gik han hen til døren og åbnede den. Om knægten ville emd eller ej, skulle han ud at have noget at æde. Han havde fået en god appetit efter den tur med Cyrine! Leopolds kødtærter, Randy var på vej!

Manden spurgte ham, om han var sulten. Maven havde afsløret ham, så han nikkede svagt og så ned. Han var sulten. Det var ikke unormalt, enten tænkte han ikke så meget over at spise eller også var der ikke helt mad nok. Det kunne også ses på ham, at han ikke helt fik mad nok. Ikke at han altid sultede, men det skete alligevel jævnligt. At manden ville give mad var underligt. Sklar havde aldrig mødt en af Cyrines mænd, som ville give mad. Eller snakke med ham i det hele taget. De fleste syntes han var for underlig til at skænke ret meget opmærksomhed, hvis ikke negativ, og desuden holdt han sig væk, hvis der kom fremmede i hjemmet. Men af en eller anden grund kunne han ikke sige nej til tilbuddet, der var noget over manden, der fik Sklar til at tænke, at han ikke skulle være bange for ham. Ikke at han virkede… god… men venlig. Og det måtte så være nok.

Sklar flyttede lidt på sig, som manden bevægede sig forbi, stadig ligeglad med det manglende tøj. Mens manden fik samlet sit tøj sammen og taget det på, lyttede Sklar til hans småsnak. En enkelt gang kunne han ikke lade være med at grine lidt. Manden var sjov.
Så da Randall havde fået alt sit tøj på og fik spændt våbnene fast, var Sklar løsnet lidt op for ham. Ikke nok til at sige noget endnu, men han var knapt så anspændt i kroppen og angsten var forsvundet fra hans ansigt. Så han fulgte uden at tøve med Randall ud af huset. Cyrine kom nok ikke hjem før solnedgang, hvor udgangsforbuddet trådte i kraft. Måske først i morgen tidlig. Men det tænkte han ikke så meget over nu, hvor han var i selskab med en anden rar person.