Nathan der havde stået og smilet mere og mere lusket, nærmede sig nu langsomt Damia. ,,Du behøver jo ikke komme ned i spandet..vandet kan komme ud.." han gjorde et forsøg på en ond latter, ikke ligefrem vellykket, men Damia ville nok ikke gøre grin med ham lige nu. ,,Såh hvad siger bedste? Skal hun i bad, eller skal sofaen vaskes?" han gjorde et nik mod sofaen, og kunne mærke hvordan spanden begyndte at blive tung at stå med. Trods alt havde han ikke genvundet alle sine kræfter endnu, men han måtte ikke tabe den forbandede spand!
Lyde udenfor, fik ørerne til at køre rundt, og han vendte blikket mod et af vinduerne med skarpe øjne. Et kort øjeblik glemte han alt om de manglende kræfter, og følte nu han kunne stå med den latterlige spand til evig tid. Mistroisk, tog han nogle skridt over mod vinduet, hvor han knurrede mod mørket.

Damia så sit snit til at luske af sted. Hun så over mod sofaen, desværre du er alene om det her, hver mand for sig selv. Hun gik helt oppe på tåspidserne og sørgede for, at de skridt hun tog var lange, så hun kunne nå over til soveværelset hurtigt, inden jægeren igen vendte hans opmærksomhed mod sit bytte.

Ørerne vendte sig straks mod Damia da hun bevægede sig, han var trods alt med sine dyriske instinkter lige nu. ,,Nej fy...prøver du at stikke af?" Først da han vendte opmærksomheden mod Damia, kom han i tanke om spanden, og med stor ærgelse blev han nødt til at sætte den. Med en sur mine satte han sig ned ved siden af, og fik ørerne og halen til at forsvinde ind igen. Men... bare fordi en sur mine var oppe, og fordi han ikke kunne bære sin spand, havde han ikke droppet idéen om at give Damia et bad.
,,Damia..mit ben.." han satte et lidende ansigtsudtryk op, og tog om sit ben som om han var i smerte. Meget strategisk lod han noget hår falde over ansigtet så hvis han kom til at smile ville det ikke kunne ses..så meget..
Hvis hun kom tæt på, ville han idet mindste have kræfter nok til at kunne smide vandet i hovedet på hende, hvilket han meget gerne ville..

Damia stopper op og vender sig mod Nathan. Hun tager en hånd på sin hofte og læner sig til siden. Hvad har han nu gang i?
Hun bider sig i læben, medens hun overvejer om det var et ynkeligt forsøg på at snyde hende, eller om han virkelig var kommet til skade. Han kunne da ikke nå at forvolde sig alvorlig skade medens hun så bort, for vis det var tilfældet ville hun tage hatten af for ham. På den anden side, havde han det i forvejen ikke fortrinligt og han kunne havde bukket under, under vægten af karret. Damia tænker sig meget om, men synet af Nathan i en så ussel forfatning, overbeviste hende om at der måtte være noget galt.
Damia løb over til Nathans side og bukkede sig ned. "Nathan er der noget galt?,, hun strøg en hånd over hans pande, så hans ansigtudtryk blev afsløret.
"Hvad i?... Åh nej!,,

Det Damia så da han strøg håret væk, var et utroligt lusket smil og et blik der fortalte at hun havde tabt. Med en hurtig, ikke specielt elegant, bevægelse fik han hældt hele spandens indhold ud over Damia. Et triumferende hyl kom fra Nathan, selv om han kunne mærke hans kræfter nu var så godt som væk, men..som han nu engang var, valgte han at ignorre det. Da han vendte blikket mod Damia, måtte han tage sig lidt sammen for at fokusere ordentligt, men det var jo bare fordi håret havde dækket hans øjne så længe..ikke? I hvert fald, nu da han kunne se hende, fik han sig et godt grin. en druknet mus, var nok den bedste måde at beskrive hende på, og da han prøvede at få sagt det var hvad han tænkte, begyndte han bare at grine endnu mere, og tårer begyndte at glide ned over de let rødlige kinder.

Håret hænger som våde totter ned over hendes ansigt, og kjolen føles tung og klam. Hun står med armene ud til siden, hvor dråber af vand dråber ned på gulvet. Vandet løber ned af hende og danner en stor sø om hendes bare tæer, som hun står og tripper lidt rundt i, som en anden pingvin på en kold vinterdag.
”Lad være med at se så dum ud!,, vrisser hun og skyder underlæben frem.

Nathan er stadig midt i sit store grineflip, men mellem grinene kan man da høre ord der minder om "undskyld". Da latteren begyndte at stilne af, tørede han nogle tårer væk, stadig med et stort smil.
,,Jeg henter lige et håndklæde til dig.." han grinede kort inden han endelig fik rejst sig på lidt stive ben efter at have siddet ned, men han nåede ikke langt før alt begyndte at svimle for hans blik, og han greb ud efter en væg.
,,Damia.." hans stemme var ikke til at tage fejl af, det var ikke for sjov denne gang. Små svedperler begyndte at piple frem over hans pande, og en rysten voksede fra hans hænder gennem resten af kroppen samtidig med at en smerte voksede i maven. Han pev, en hel del men fordi vinden udenfor susede så stærkt om vinuderne kunne det ikke høres.
Fortvivlet rakte han hånden ud efter Damia.

Damia er i gang med at vride sit hår, men det var en håbløs opgave hun havde påtaget sig. Hendes hår fungerede som en svamp, det sugede alt til sig. Måske kunne hun fylde hele karret op med vand fra hendes hår? Hun lavede en overvejende ansigtsmimik og skiftede med at se fra karret til pølen under hende.

Da hun hører en pive lyd vender hun sig mod Nathan. Hun skulle til at skælde ham ud, og sige at det faldt hun ikke for igen, da hun ser hans ansigt. Hun gisper. Det afspejlede en ond smerte, som forvoldte ham svære smerter.

Damia støtter ham så godt hun nu kan, medens hun stryger ham over kinderne. Hun holder nænsomt hans hoved i hendes hænder, medens hun søger med blikket. ”Nathan kom, vi må have dig ind i sengen,, Damia bider sig i læben. Hun måtte havde hjælp til at få ham derind. Damia laver nogle bølgende bevægelser med hænderne og grene skyder op af gulvet. Nåh ja, hun kunne altid sætte ham til at fixe det, når han engang blev rask.
Grenene tager et fast greb om Nathans liv, og med Damia under den ene arm får hun slæbt ham ind i soveværelset. ”Nathan se på mig!,, befaler hun ham, da hun har fået ham ned og ligge.
”Hvor gør det ondt?,,

Da grenen vrider som hans liv, forvreder hans ansigt sig i ren og skær smerte, men han nægter at pive mere. Han kunne da idet mindsate tage det som en mand! Da han blev lagt i sengen, og Damia snakkede til ham, havde han svært ved at fokusere på hende. For ikke at sige, at det var umuligt. Med jæbne mellemrum sortnede det for Nathans øjne, men han kæmpede for at svare Damia.. For helvede hvorfor gjorde det så ondt?!
Efter en del tid hvor han har samlet kræfter, for han stønnet frem med smerte ,,Maven..for helv-" endnu et jag kommer, og et rent ulvehyl lyder fra ham. Et uhyggeligt hyl der går gennem marv og ben, og efterlad små spor af den smerte dyret selv føler lige nu. For det var hvad han var lige nu, et dyr. Hud skiftede til pels, og så tilbage igen. Øjnene skiftede farver konstant, og ører kom frem og forsvandt hele tiden. Og jo mere af det der skete, jo flere kræfter mistede Nathan, men han kunne ikke stoppe.. kunne ikke samle sig om hvilken form han skulle blive i..
Et sted udenfor, blev hans tuden besavret af andre ulve, og et kort øjeblik blev han bange for om de ville komme hertil.. hvad ville de dog ikke gøre ved Damia?! Han kendte de ulve, og vidste de ikke accepterede ham på grund af hans menneskelige duft, og derfor aldrig lod ham eller dem han var sammen med, slippe let.

Hylet gennemborer Damias hjerte, som var hun ramt af en pil. Pulsen stiger i takt med at hjertet slår som en knytnæve i hendes indre. Igen og igen. Slagene rammer hende hårdt og ubarmhjertig.
”Maven?,, Damia bider sig hårdt i tungen, så hun kan smage sit blod i hendes mund. Hvis det bare skyldtes det faktum, at han er sulten, tænker hun indædt, men ved at idéen er latterlig. Hvordan kunne hun have de lunefulde tanker i sådan en situation? Måske var det for at havde noget der kunne berolige hende.
Damia drejer hovedet da hun hører fjerne hyl. Det gøs i hende. Ulvene mindede hende for meget om Zeroy. Det hele mindede for meget om Zeroy. Det at Nathan hele tiden skiftede skikkelse, og indimellem var halvt om halvt, var noget hun kunne kende fra en periode, hvor Zeroy var gået amok. Damia trækker hurtigt sine hænder til sig og bider i sin pegefinger. Hvad nu hvis Nathan ville gå amok, og gøre hende fortræd, ligesom Zeroy. Damia tager sig til sine sider, hvor Zeroy havde boret sine kløer ind. Det ene gamle sår, var åbent igen, på grund af Mørkets Lord, havde kastet hende.
Damia ser skræmt på Nathan, men er fast besluttet på ikke at lade ham forblive sådan her.
Men hvad skulle hun gøre?

De få gange hvor Nathan kan se skarpt, ser han fortvivlelsen i hendes øjne, men da den skifter over til frygt, gør det ham ondt.. og det blir værre af at hun flytter sig væk. At hun ikke ville være ham nær.. smerten gjorde det umuligt for ham at tænke klart, havde han været sig selv havde han forstået hendes frygt, men lige nu var han ikke i stand til at se ud over sin egen næsetip, eller snude alt after hans form. For ikke at bevæge sig for meget, for ikke at pive for meget, bider han sig i tungen..længe og hårdt, så han er lige ved at tro den falder af.

Efter noget tid, har han fået det meste af sig under kontrol, men tårerne er ikke til at stoppe.. de tårer der tidligere havde vist lettelse og glæde, løb nu på sorg og smerte. Den bidende smerte i maven var ikke til at holde ud, men han måtte hvis han skulle have Damia tæt igen.. Med ret så hæs stemme fik han fremsatammet at han gerne ville bede om noget vand og mad..hurtigt. Hans krop havde bestemt sig for at lade ham være i sin menneskelige skikkelse indtil videre, og han var glad for at formskiftningen ikke skulle tære på hans kræfter mere.. Med et inderligt suk lukkede han øjnene og begyndte at græde. En dyb og hjertensskærende gråd, som næsten ikke var til at holde ud, især ikke fra normalt så munteret et væsen. I sin vildelse, begyndte han at se ting.. kunne havde svoret på at have mærket hans mor og Antrevs blide kærtegn, men de blev hurtigt erstatet af smerte.

”J… ja!,, nikkede bestemt og drejede om på hælene. Damia var gal på sig selv. Idet hun forlader rummet, sukker hun af lettelse. Hun var… glad? for at være sluppet ud. Hun havde følt sig så hjælpeløs hos Nathan og denne frygtelige begivenhed ledte en tilbage til sørgelige minder. Minder som man ikke kunne holde ud at huskes på. Ikke desto mindre følte hun sig tortureret af hans lidelser. Hylene og gråden jog igennem hende, som en sværm af pile.
Det hele var en stor ruin af rodede følelser, som blev klasket i hovedet på en, på samme tid. Det var bare for meget at overkomme.

Damia får fyldt et glas med vand og skrabet resterne fra hendes mad sammen. Hun står med bakken i hænderne og ser tomt frem for sig. Forsigtigt læner hun sig tilbage mod væggen, som prøvede hun at finde støtte hos den. En plante tager bakken for hende og fører hende ind til Nathan.
Først ser hun lidt fortabt på sin bror, men tramper så i gulvet og kravler op hos ham. Hun sætter sig hen i et hjørne af sengen og ligger hans hoved i hendes skød, hvorpå hun begynder at nynne, medens hun rokker stille frem og tilbage. Hænder stryger Nathan over kinderne og håret.

Nathan drak taknemligt af vandet, og fik nogle få bide ned inden hun tog fat i ham. Tårerne havde stadig fundet deres vej over kinden mens han spiste og drak, men hendes nynnen fik dem langsomt stoppet. Hele kroppen koncentrerede sig om at lytte til den rare nynnen der tog fokus væk fra smerten. De mørke øjne var store og forgrædte, og han skammede sig som et lille barn over sin hulken.. også selvom det var Damia. Han nød trods alt sin mandelige rolle, og var ikke glad for at virke, eller være, så hjælpeløs.
,,Undskyld" mumlede han med en snøvlen. Han undskyldte for at have forskrækket hende, undskyldte for at have gjordt hende bange, og var et kort øjeblik bange for at have skadet hende i sin vildelse..men..så ville han vel have lagt mærke til det? ...Ville han ikke?
Ulvene udenfor, hylede endnu engang, og Nathans åndedræt blev hurtigere da han hørte de var kommet tættere end sidst..men, så længe han ikke svarede dem,skulle de gerne holde sig væk.. ikke? En frygt begyndte at vokse i ham, men ikke for ham selv..nej, en frygt for at ulvene måske skulle finde frem til dem og gøre Damia ondt, når han nu var så svag som han var.. så snart tanken om at han var svag var blevet tænkt, blev den sidende, og noget i ham sagde han havde midlet til at gøre det bedre.. nå ja for fanden!
,,Damie.. i min kiste..du ved godt hvilken ikke? Jo? godt.. " han tog en dyb indånding og samlede kræfter ,,Der er en lille flakon med en hvidlig substans.. hent den.." han så på hende med bedene, dog bestemte øjne.

//Frys

Damia hoppede adræt ned fra sengen og styrtede ind i stuen. Sidst hendes blik fangede trækisten med de fine flakoner i, befandt den sig i et hjørne i stuen. Hvor den stadig gerne skulle befinde sig, så længe ingen havde flyttet den. Til sin lettelse spottede hendes blik kisten, som stod rodfæstet og mutters alene over i et hjørne, blot tre krum spring fra hvor Damia befandt sig. Nogen havde skjult den under et hvidt lagen, for at forhindre den i at være vært for ubudne små støvfnug.
Damia skubbede lagnet til side og åbnede kisten. Okay, hun tog en dyb indånding og så rundt på de mange flakoner, med de farverige væsker. Det var en... En... Damia slog håndfladen mod sin pande medens hun forsøgte at huske på hvad hendes lille bror, havde fortalt hende. I sin hast, havde hun ikke givet sig tid til at lytte ordenligt til hans ord.
"... en hvidlig substans,, hun smilede og gav sig til at rode, på en meget forsigtig facon, efter flakonen. Damia rejste sig. Hun så helt forkert ud i ansigtet. Hvilken en? I hver sin hånd holdte hun en flakon. Begge hvide, men den ene mere hvid end den anden. Faktisk så den ene ud til at være mere blålig. Eller måske ikke? Måske var det bare lyset. "Pokkers!,, hun besluttede sig for at det måtte være den, som ikke så ud af meget, og ikke ændrede til et blåligt skær i lyset.
Damia bar forsigtig flakonen hen til Nathan og satte sig op til ham. Hun tog en hånd bag hans nakke og løftede hans hoved op i hendes skød.
"Er det den her?,, spurgte hun og holdte Flakonen mellem to fingre, ude for Nathans blik.

((vuuuuf - han er hendes lillebror8D))

Nathan der havde lukket øjnene på grund af smerten, kiggede forskrækket på hende da hun pludselig var i døren igen, men det var heldigvis den rigtige drik. En dyb indånding måtte indtages inden han kunne snakke nogenlunde normalt. ,, tre, dråber..i munden.." hans ånde blev mere stakåndet, og nogle små pivelyde fra ham kunne høres. Han havde ikke kræfter nok til selv at skulle tage proppen af flakonen, og drikke. Månelyset fra vinduet lyste hans pande op, og afslørede et hav af sveddråber der løb ned over resten af ansigtet. Indimellem når han koncentrerede sig, synes han at kunne høre en puslen ikke langt fra hytten, og frygten for at ulvene ville angribe når han var i denne tilstand, skræmte ham. Endnu ikke for hans egen skyld, men for Damias.. hvis de angreb, ville han ofre sit liv for at rede hende! Men det kunne jo også være ren indbildning..ikke? Men de ville jo ikke komme så længe han ikke hylede igen, så han måtte bare håbe på at der ikke ville komme et slemt slag igen.
Desværre for Nathan, var lykken ikke med ham, og få sekunder efter kom et så kraftigt jag i ham at han vred sig om og hylede endnu højere end før. Nu var der ingen tvivl, ulvene var på vej. Deres svar kunne høres tæt på. ,,Damia, skynd dig at give mig væsken, og så gemmer du dig! Og lov mig" mindre pause for at få ny luft for at kunne tale. ,, LOV mig du ikke kommer frem, lige meget hvad du hører! Først når der har været stille i lang.." han kunne ikke sige mere, måtte have luft.

(Argh! Ups xD)

“Tre dråber, okay,, hun tog en dyb indånding og pustede ud, hvorefter hun hev proppen af flakonen, så der lød et ´blop´. Damia tøvede. Hun bevægede flakonen i sin hånd i cirkulerende bevægelser, så den hvidlige tykke masse væske, begyndte at rulle rundt. Det så ikke meget indbydende ud. Hun lavede en grimasse, som hun hurtigt skjulte ved at tage sin hånd for munden og formidle en smertefuld mimik. ”Av, jeg bed mig i kinden,, sagde Damia beklagende, men slog hen knytnæve ned på hendes lår. Der var ikke tid til pjat. Nathan var ved af dø, af åndenød, og hun forlængede bare hans lidelser med hendes ubetydelige fjollerier. Desuden var det ikke sjovt når Nathan ikke grinte. Damia skulle til at hælde væsken i hans mund, da hun forskrækket måtte hive sin hånd til sig, og knuge flakonen mod sit bryst. Nathan havde brudt ud i et gennemborende hyl. Et hyl som gnavede sig hele vejen ind til knoglerne.
”Nathan, hvad…?” hun bed tænderne sammen og så forfærdet op på sin bror. Hvorfor skulle hun gemme sig? Hvad havde han gang i? Han var syg og burde ikke sådan farer op, der var ikke tid til små fjollerier. Nogen måtte tage det her seriøst. Men da hendes blik mødtes hans, kunne hun straks fornemme at der var noget galt. Damia rakte ham tøvende flakonen, og trådte nogle skridt tilbage, indtil væggen forhindrede hende i at gå længere. Hun pressede sin ryg mod vægen, og begyndte langsomt at blive et med det.

Damia fik et bekræftende nik, da hun begyndte at blive et med væggen. ,,Og du bliver der" mumlede han hæst, inden han forsigtigt dryppede tre dråber af væsken ned i sin mund. Det var ikke helt så nemt, for han rystede voldsomt, og angsten for ulvene fik hele tiden hans koncentration væk. Dog, gikd er ikke lang tid før han kunne mærke væskens virkning, nu måtte han bare håbe han ikke havde lavet en fejl med blandingen.. En kuldegysning gik igennem ham, efterfuldt af en voldsom hosten. Med sin gode hørelse, kunne han høre ulvene komme tættere, og stresset over ikke at have nogen plan voksede i ham. Endelig stilnede hosten af, og langsomt begyndte hans pels igen at vokse ud, hænder blev til poter og det forpinte ansigt blev til et arrigt ulveansigt.
I et fint spring var han henne ved døren. Nå..så virkede den da nogenlunde han gryntede lidt og rystede på hovedet. Synet var ret sløret, men det var der ikke noget at gøre noget ved nu. Han var på vej ud af døren til værelset, da han stoppede op, med ryggen til Damia. ,,Damia, du bliver indenfor..lige meget hvad du hører..og lad være med at kigge ud af vinduet.." Hvis han virkelig ville komme op at slås med ulvene, ville det se meget voldsommere ud end det enegtlig er. Eller.. i hans tilstand ville det nok være lige så voldsomt som det så ud. Han tog en kort indånding, og vendte sig om med et smil. Eller dte vil sige, så fint et smil en ulv nu kan præstere. ,,Det går nok..op med humøret" han prøede at virke opmuntrende, men ikke i lang tid. Han ville sørge for de ikke kom ind i hytten..

Med få hurtige adrætte spring var han ude af hytten, og ikke så snart han var der blev han ramt af en stor pote i hovedet så han blev sendt nogle meter væk. Et næsten uhørligt piv lød fra ham da han fløj gennem luften, og han gjorde sit bedste for at lande på benene, selvom det ikke helt lykkedes. Han kunne mærke grus komme ind de steder hvor rifter var kommet og det sved af helvedes til. ,,For satan din dumme køter" knurrede han mens han fik rejst sig ordentligt op. Der var 5, store han ulve, men han syntes han kunne opfange lugten af en sjette, en hun ulv.. Ulven der havde givet ham en på kassen, sad nu og svingede med sin hale fra side til side, med noget der lignede et smørret grin på bærret. De kunne ikke forstå Nathan når han talte, men tonen i hans fornærmelse var nok ikke helt til at tage fejl af. En stor sort og grå ulve nærmede sig langsomt med tunge skridt, og Nathan krøb lidt uvilkårligt bagud, indtil han kom i tanke om Damia. I en pludselig bevægelse sprang han frem og bed den store ulv i øret, der overrasket pev og prøvede at kaste ham af. Da det endelig lykkedes, fik Nathan sig endnu en flyve tur, og denne gang landede han ikke så heldigt. En lang slæbende lyd kunne høres da han gled han af jorden, og han kunne smage en klam blandning af jord og blod i munden.

Damia begyndte at føle sig både urolig og udsat. En klam, kvalmende svimmelhed sneg sig ind på hende. Hun følte et kvælende tag fra en slange om sin hals, og begyndte at gispe. Hun ville have taget sig til halsen, men forblev urørlig i sit gemmested, som hendes bror Nathan havde bedt hende om. Skønt hendes anstrengelser kunne hun ikke blive ved med at ignorere hendes utilpashed. Manglen på sollys og de kvaler hendes krop var blevet udsat for, havde sat dybe spor, som endnu ikke var blevet visket bort. Hun måtte finde et andet sted. Et sted hvor hun kunne gemme sig uden hun behøvede at bruge sin kostbare energi. Damia søgte langs vægen, efter et muligt gemmested, hvor hun ikke var til fare for at blive fundet.

Damia lå med benene trukket op under sig og puttede sig ind i et mørkt hjørne. Blikket stirrede forfærdet frem for sig. Et svagt lys fra en sprække trængte ind i hendes gemmested. Damia havde søgt tilflugt inde i et tøj skab, og lå godt gemt væk under en masse af Nathans skjorter, som hun havde samlet i en bunke og krøbet ind under. Damia sad i en trance og rokkede frem og tilbage. Hun rystede og følte sig uendelig mismodig.

Alt imens Damia havde fundet sig et nyt tilflugtsted, havde Nathan fået rejst sig op igen så han nu stod på alle fire ben. Den sorte ulv fra før, sad og prustede rasende ikke langt fra ham, og Nathan blev lidt nervøs for om den ville gå løs på ham.. og kort tid efter tanken var blevet sendt ud i universet, så monsteret også ud til at gøre tilløb, men noget, eller nogen, stoppede ham. En let og elegant knurren der lød så malplaceret i dette uhyggelige gruppebanks scenaire. Nathan rankede ryggen, og blottede et par tænder da en slank hvidlig ulv trådte frem, en lav hylen lød, og Nathan så sig forskrækket om efter lyden der synes at komme alle steder fra. Da han endnu engang fæstnede blikket mod ulvene, var der kun den lyse tilbage. Urolig for om de andre havde sneget sig om bag ham, gemt sig eller lignende, lagde han ørerne frem og snusede ihærdigt men...intet?! De kunne da ikke bare forsvinde..?! Der var noget ret så muggent ved det her, og Nathan rettede blikket mod det der åbenbart var førerhunden.
Forvirret satte Nathan sig ned, stadig kampberedt og med blottede tænder, men hun ulven forvirrede ham.. hun sad der bare, gjorde intet, sad bare og betragtede ham med et sultent blik. Efter en tids stirren, rejste han sig langsomt og begyndte at bevæge sig mod hytten, men lige så snart han havde taget det første skrit kom der liv i den spøgelseslignende ulv overfor ham. Hun hylede så hvinede for hans ører, og kastede sig mod ham i et tungt spring som han ikke nåede at flytte sig fra. Nathan kunne mærke de skarpe tænder bider sig ned i hans nakke mens de fløj rundt i luften, og al luften blev slået ud af ham da hun ramlede ind i ham. Da han ikke kunne trække vejret steg tårer til hans øjne, og han hostede endnu engang.
,,Så skrid dog" hvæsede han mens han ferbrislk prøvede at bide igen. Et højt piv fra tæven fortalte ham han havde fat i noget, og han bed derfor hårdere, hvilket resulterede i hun gjorde det samme..
Han kunne mærke det klæbrige blod løbe ned af ham, men om det var hans eget eller den andens var han ikke sikker på. Med et kort brøl samlede han kræfter og sprang fremad så ulven blev slynget af ham med en knurren. Da han endelig selv fik rejst sig igen, var hun igen væk.. eller det troede han. Med samme kraft som før, sprang hun på ham, bagfra og prøvede det samme trick som før. Men denne gang havde han luret hende, og han rullede derfor med hende så hun fløj forover, hvor han hurtigt var ovre og sætte en pote for hendes hals. En dyb og truende knurren voksede sig frem fra hans mave, og spredte sig gennem hele hans krop. Rasende pressede han til, indtil han kunne mærke hun ulvens modstand var blevet mindre og mindre.. da det gik op for ham hvad han gjorde, veg han tilbage som havde han brændt sig. Tæven blev liggende i lidt tid, men han kunne se hun trak vejret. Et hyl fra ham fortalte hun skulle te at tage halen på nakken (what? xD) inden han gjorde sit arbejde færdigt.
Da det var gjort, og han hverken kunne lugte eller se ulvinden mere, forvandlede sig fortumlet til sit menneskelige jeg, og tumlede ind i hytten igen.

Damia sad med hænderne for ørene og lukket øjne. De voldsomme lyde og hyl udstødt i smerte satte fantasien i gang. Man forestillede sig de omgivende bygninger malet rødt med blod, hvor store mørke skygger løb henover de kolde husvægge. Dybe blodspor i brostenene førte en igennem en labyrint af livløse skikkelser. Man kunne ikke se deres ansigter, men den store lodne pels, fortalte Damia at det var et dyr. Hver gang hun passerede en af de mange livløse skikkelser undersøgte hun dem med blikket, med hjertet helt oppe i halsen, men til hendes lettelse var det ikke hendes lillebror. Damia fortsatte med at følge sporet, men ikke længere dyre aftryk trykt ned i brostenene, men det afskysvækkende spor af døde dyr. Hendes kjole var våd af regnen, som faldt stille ned på gaden og skyllede alt blodet bort fra husene, så de atter stod i deres kedsommelige hvid, og brune beklædning. Sporet blev til blodspor og døde lig hørte op. Damia’s hjerte hamrede hårdt mod hendes bryst så det gjorde ondt. Sporet hørte endelig op. Hun kiggede op og så at hun stod ved Nathans hus og over ved døren stod der en mørk skikkelse. Bange trådte hun et skridt tilbage, i håb om at kunne liste sig væk, men skikkelsen havde hørt hende og rettede sit blik mod hende og…

”Nathan!,, råbte hun og sparkede skabsdøren op. Det hele gik så stærkt, at kroppen ikke kunne følge med. Hun faldt til gulvet, men var hurtigt på benene igen, som førte hende, i et rask tempo, ud i stuen. Damia var nået op på en faretruende høj fart, så da hun satte hælene i, resulterede det i, at hun faldt forover. Som refleks greb hun ud efter støtte og fandt det hos Nathan. Damia knugede sig ind til Nathan.
”Undskyld, undskyld, undskyld!,, sagde hun mod hans bryst. ”Jeg ved jeg burde blive, men du,” Damia kiggede op på ham med store våde øjne ”Du er ikke rask og,” Damia tog hånden til sig i vantro og så den smurt ind i blod. Nathans blod. ”Såret!,,
En gren, som Damia havde fremmanet tog et kærligt tag om Nathan, som en moders hjælpende hånd, og fik ham ind og ligge i sengen. Igen(xD)
Damia drønede ud for at hente en balje med vand, og en klud.