"Det lyder altså til at være nogen underlige venner, du har," sagde han og skar en grimasse.
Hun sagde jo, at de kun var onde imod dem, der var onde imod hende. Hvis hun havde kunne forstå tingene lidt bedre, havde hun nok også forstået, at han nok var en af dem - måske ikke ligefrem ond, men alligevel. Ham havde jo ikke ligefrem havde tiltalt hende på de mest venlige måder - han havde kaldt hende både dum og naiv.
"Men jeg forstår stadig ikke, hvordan han kunne spise dig," fortsatte han. "Fordøjede han dig slet ikke? Du burde da ikke kunne..."
Han gik i stå midt i sin sætning, da Jink pludselig satte i spurt hen imod noget, han ikke lige kunne se hvad var. Men så fik han øje på hende, en ældre kvinde der kom gående. Hvis ikke det var fordi, at hendes stav med stenen på og det øgleagtige dyr på hendes skulder med det samme havde fanget hans opmærksomhed, havde han bare kigget væk igen. Undersøgende lod han sit blik glide over hende. Hun så ud til at være meget fint klædt på, så han undrede sig lidt over, hvad hun mon lavede her, midt ude på en mark hvor bønderne og deres dyr normalt holdt til.

Han rejste sig op og fulgte efter Jinx hen til hende, dog i et noget mere roligt og behersket tempo.
Da Jinx sagde, at kvinden ikke lugtede råddent, rynkede han let på brynene. Mon hun havde hørt, hvad de havde sagt om gamle mennesker?
"Hun er nok heller ikke så gammel, skal du se," sagde han. "Folk begynder først at rådne når de bliver meeeeeget gamle."

Reegina så overrasket ned på den lille pige som hurtigt var kommet hen til hende og som så yderst forvirret ud af sig, fordi det tilsyneladende kørte meget stærkt oven i hovedet på hende.
Hun trak lidt i sin lange kjole, og trak den lidt til siden, så den lille pige ikke skulle lugte for meget til hende, selvom hun jo tydeligvis sagtens kunne gøre det alligevel. Det var ikke ligefrem pæne manerer den pige havde. Hendes egen unge var opdraget langt bedre! - måske også pga. når man tænkte hvilken tid de egentlig kom fra oprindeligt.

"Jinx, hvor er manererne henne?" Reegina så strengt ned på pigen, som næsten lige havde præsenteret sig, og i denne sammenhæng kunne hun sagtens bruge hendes navn, men alligevel kunne hun ikke lade være med at smile ganske kort, inden hun vendte blikket mod den ældre dreng, i forhold til hende pigen som stod lige foran hende. Reeginas blik var alvorligt, og det var svært at tyde hendes øjne.
Da han havde fuldendt sin sætning kunne hun alligevel ikke lade være med at le lavt, men som hurtigt ophørte igen.

"Meget gamle siger De, unge herre?" Hun lukkede ganske kort sine øjne, inden hun lod sine hænder gribe hinanden, så de ikke bare hang ned af siderne på hende.

"Jeg, min herre, er langt ældre, end mit udseende tillader at vise, og længere end Deres sind umiddelbart ville række.." Hendes sprogbrug var fint af sig, og måske ikke helt nemt at forstå for den lille pige, men det var jo såmen heller ikke hende hun talte til lige nu.

Da kvinden brugte Voos navn i den strenge sammenhæng stivnede hun, og så et kort øjeblik ud til at skrumbe i skam. Hun sank lidt ned i knæene og stirrede op på kvinden, der for hende kunne have været et fyrtårn. Voos øjne var blanke og hun lignede en der kunne bryde i gråd. Hun rakte hånden imod kvinden for at undskylde, da hun så dyret på hendes skulder. Hun stivnede. "E....Eg... ga..." mælede hun før hun sprang baglæns og styrtede hen til Caine, hvorefter hun stilte sig bag ham og pegede på dyret på kvindens skulder.

"De-de-de-de DET ER EN BØRNE-ÆDENDE-PLANTE!" klynkede hun højlydt og knugede sig hulkende fast til Caines ben. "Den er grøn og har underlige blade og og og.. Den ser ond ud!" peb hun og knugede sig til Caines ben. "Og så har hun en pind. Hun spiser sikkert også børn! Og så forvandler hun dem til smykker! Og og og..." Hun tav og knugede sig forsat til Caines ben. "Ugh... Uhuu..." klynkede hun og snøftede en enkelt gang, før hun så op på Caine. "Hvor gammel tror du hun er? Tror du.. at... at.. Hun skuler sin lugt med al den blomsterduft?" Hun holdt en kort pause, før hendes ansigt skar en chokeret grimasse.
"OORH! DET ER HENDE DER ER BØRNE-ÆDER-PLANTEN!! Hun lugter som en blomst og og og... !!" Denne konklusion fik blot Voo til at stramme grebet om Caines fod.

( Argh .. skal lige spise .. ~.~ Gør det hurtigt ^v^ )

”Så er det da underligt, at du ikke er begyndt at rådne igen,” sagde Caine og rynkede lidt på næsen.
Han brød sig ikke om hendes tonefald og den måde, hun talte på. Hendes sprog var så fint, så fint. Han skævede lidt imod Jinx og undrede sig lidt over, om hun overhovedet kunne forstå hvad kvinden sagde. Hun var jo i forvejen ikke for kløgtig når hun ikke engang vidste, hvad ”naiv” betød, så hvordan skulle hun kunne forstå kvindens sprogbrug?

Han svajede lidt bagover af overraskelse, da Jinx pludselig knugede sig ind til hans ben. Forundret så han på hende, da hun sagde, at kvindens kæledyr var en børneædende plante. Troede hun virkelig, at den var det? Den var jo så lille, og så slet ikke spor farlig ud. Det gav et lille sæt i ham, da hun også sagde, at kvinden sikkert spiste børn, og han skyndte sig at vifte afværende med hænderne.
"Nej-nej," skyndte han sig at sige. "Selvfølgelig gør hun ikke det!"
Han kiggede ned på Jinx, der holdt om hans fod med et fast greb. Han gad ikke engang at forsøge på at vifte hende af igen - det ville sikkert ikke hjælpe spor, så godt som hun holdt fast. Næsten som en slyngplante, der vokser omkring et træ.
"Holdt nu op, hun ligner da slet ikke en plante!" hvæsede han. "Og det kan godt være, at hun lugter som en, men hun er ikke en plante!"

Reegina ignorerede ungen lidt, da hun klynkede sådan, men havde blikket rettet mod Caine. Hun betragtede dem, hvordan deres reaktion var overfor hende, som fremmed. Var de monstro søskende? Det så dog ikke sådan ud, med hans ellers afvisende, og alligevel lettere opgivende attitude.
Dog kiggede hun forundret på Jinx, da hun åbenbart så ud til at være blevet skræmt af Lupi - det kamæleonligende dyr, som sad på skulderen af hende. Hun rakte hånden op til ham, og lod ham kravle ned på hendes hånd i stedet, og lod ellers sin hånd være lige foran sig så hun kunne kigge lidt på ham, uden at blive skildøjet.

"Lupi? Du har vel ikke påført barnet angst med dine små lege, har du vel?" Lupi's øjne farede rundt i hovedet på den, som en enhver anden kamæleon ville gøre, men rettede så sit blik hen på ungen. Reegina smilte svagt, bøjede sig ned, og lod Lupi komme ned på jorden, inden hun rettede sig op igen.

"Børne æder?" Hun havde et strengt ansigtsudtryk, men rystede alligevel lidt på hovedet. Hun så atter ned på Lupi, som pludselig tog form af den sødeste lille hvide, pjuskede, og langhårede kat, som man længe havde set. Den havde store lyseblå øjne, og gik en elegant gang hen mod Jinx og spindede voldsomt. Dens øjne så yderst venlige ud, og den gned sig lidt op af hende(?).

"Jeg er ingen plante nej, ikke hvad ligner..."

Voo pegede på dyret der nu lignede en kat. Hun klynkede højlydt og forsøgte febrilsk at kravle op af Caine, for at komme væk fra katten. "KYAAH! Caaaaaaine!! Den vil æde mig!" peb hun med tårefyldte øjne og et aldeles skræmt udtryk i ansigtet. "Ugh... Uhu.." Pludselig gav hendes hænder efter for vægten og hun kunne ikke holde fast mere. Hun faldt af og landte i græsset og blomsterne med et bump, lige ved siden af katten. Hun tog straks hænderne op foran ansigtet og rullede sig selv sammen, for at undgå at tage for meget skade af den tilsyneladende meget skræmmende kat. Hun rystede skræmt og lå ganske ubevægelig i nogle sekunder, imens katten blot gnubbede sin bløde krop imod hendes. Hun fjernede hænderne fra det ene øje og betragtede katten med et grædefærdigt blik. Så rullede hun om på maven og støttede sin albue imod jorden, så hun kunne holde overkroppen lidt hævet. Den anden hånd lagde hun nu på kattens ryg og aede den ganske roligt. Et smil bredte sig over hendes ansigt. Så lo hun. "Ha-ha! Lupi, er det dit navn?" hun forventede ikke at dyret svarede og forsatte straks: "Lupi vil du være min ven?" spurgte hun og aede forsat dyret.
Hun vendte blikket imod Caine. "Caine, Caine! Den er slet ikke farlig!" Voo vendte blikket imod kvinden og skubbede sig selv på benene. Hun knugede begge hænder og betragtede kvinden. Hun tog nogle resolutte skridt imod kvinden igen og stoppede igen foran hende. "Und-Undskyld min mangel på manerer før!" hun bukkede ærbødigt foran hende og rejste sig derefter tøvende igen. Hun rakte igen hånden frem. "Jeg hedder som sagt Jinx," hun vendte sig halvt om og så på Caine. "og det er min ven, Caine."
Hun så imod Lupi. "Er han dit kæledyr? Hvad er han for en?" Hun holdt en pause og betragtede kvinden, med alle hendes glimtende smykker og flotte tøj. "Og du har sørme pænt tøj på, skal du til en fest?" Voos øjne lyste næsten af interesse.

Caine betragtede blot roligt Jinx, da faldt ned fra ham og rullede sig sammen på græsset for at beskytte sig sig selv imod den børneædende plante-kat. Han vidste jo godt, at den ikke var spor farlig. Eller, det kunne den vel sagtens blive, hvis den udover at kunne forvandle sig til en kat også kunne blive til noget større med længere tænder og skarpere kløer. Som en ulv for eksempel, eller måske endda en løve. Eller en tiger eller en stor rovfugl.
Men katte kunne selvfølgelig også være farlige nok i sig selv, når først de blev vrede. Men alligevel kunne han ikke rigtigt blive bange for den lille hvide kat, der så roligt lod sig blive aeet af Jinx.

"Nej, selvfølgelig er den ikke det," sagde han til Jinx i et det-vidste-jeg-da-selvfølgelig-godt tonefald. "Det er jo bare en kat! Som lige før var en.. erh, øgle af en art, tror jeg nok. Noget grønt i hvert fald, men ikke en plante."
For han vidste ikke hvad sådan en grøn én hed.

Han kunne ikke lade være med et skule lidt af hende, da Jinx sagde til kvinden, at han var hendes ven. Hvornår havde han sagt, at han var det? Han havde jo aldrig fået svaret ja eller nej da hun spurgte ham, om de skulle være venner. Han havde jo skiftet emne ved at udspørge hende om hendes navn. Men nåja, sådan måtte det vel bare være.

Reegina betragtede Lupi og Jinx. Lupi gjorde intet, så længe Reegina holdt ham fra at gøre noget, men han var bestemt ikke ufarlig! De var ét, forbundet med magi, lige siden den dag magierne var stødt op mod hinanden i kamp og dannede Lupi.
Reegina undrede sig lidt over denne piges spørgsmål, omkring venskab. Lupi udtrykkede intet i denne sammenhæng, han opførte sig bare som en kat - ville kæles mere.
Hun sukkede dybt, men langsomt, så der ikke kom en opgivende lyd fra hende.
Da Jinx kom hen til hende igen, og opførte sig pænere end før, kunne hun ikke lade være med at smile blidt.
Hun så kort hen på Caine og så lettere spørgende på ham, og dog alligevel ikke.

"De tager det som en selvfølge, unge mand? At tage ting som selvfølge, kan nemt gå hen og bringe dig til din egen grav" Atter vendte hun sig mod Jinx.

"Udemærket, Jinx" Hun satte sig ned i hug, og tog hendes hånd og gav den et lille klem, inden hun slap den igen. Hun rettede sig dog ikke op, men så i øjenhøjde på hende.

"Nej, han er ikke mit kæledyr. Han er...," Reegina så kort hen på Lupi der kiggede tilbage på hende, inden hun atter kiggede på Jinx.

".. Han er en del af mig..." Hun så forundret på hende, da hun pludselig sagde noget helt andet. Hun sukkede lidt og rettede sig atter op.

"Fest? Ikke just.. Det er meget længe siden jeg har benyttet mig af den lejlighed..,"

Voo så fra kvinden til Caine og tilbage igen. Så så hun ned på Lupi og aede den igen. "Jamen så er du bare min ven nu, Lupi!" konstaterede hun og lo hjerteligt. Hun satte sig foran katten og klappede den blidt mellem ørene. "Men du skal passe på, der er kødædende planter! De spiser børn der er naive! Men de skal være piger. Men pas på for en sikkerheds skyld, for de kan ikke se eller høre, så det kan godt være at de tager dig alligevel! De kan nemlig mærke dig, ligesom de mærker solen! Og så kommer de om natten og TAR' DIG!" Voo løftede armene over hovedet og skar en skræmmende grimasse. Hun lod armene falde ned igen og sukkede, før hun pegede på Caine. "Det siger Caine i hvert fald! Og han er klog, for han er gammel." hun lænede sig lidt imod katten og forsatte hviskende: "Jeg tror at Caine har slåsset med en kæmpe dræber plante, men han vil ikke indrømme det. Han er så seeej!"

Hun lænede sig væk igen og nikkede med et smil. Så placerede hun pegefingeren foran læberne og tilføjede: "Men shh! Du må ikke sige jeg har sagt det!"
Hun rettede sig op og gik hen til Caine igen. Hun så op på ham og derefter på kvinden. Hun betragtede hendes stav med en skinnende kugle på toppen. "Uuh... Hvad bruger du den dér til?" Hun pege på staven med et vurderende blik og et smil der ikke kunne sige 'uuh, må røre!' tydligere. Hun holdt en pause... "Og hvad betyder 'lejlighed'?" Hun vendte blikket imod Caine, da hun var sikker på at han da måtte have et svar til det også.

Caine kigger forundret på kvinden da hun siger det dér med at ”tage ting som selvfølge, kan gå hen og bringe ham til hans egen grav”.
”Hvad mener du med dét?” spørger han i et irriteret tonefald.
Hun troede vel at hun vidste så meget, bare fordi hun var gammel. Men hvor gammel var hun egentligt? Hun havde sagt, at hun var ældre end hans sind umiddelbart ville række. Betød det, at hun var meget gammel? Hun så ellers ikke så gammel ud – godt nok så hun ældre ud end Caine, men helt så gammel igen så hun nu heller ikke ud til at være.

Han kunne ikke lade være med at smile bredt over Jinx' opførsel og de ting, hun sagde til katten. Tænk, at hun virkelig så let havde hoppet på alle de ting, han bildte hende ind! Endda også selvom de var helt hen i vejret, og slet ikke gav nogen mening.
Han skævede lidt til kvinden for at se, hvordan hun ville reagere på de ting Jinx fortalte hendes kat. Hun så jo ud til at være en fin kvinde, i hvert fald meget finere end både Caine og Jinx, så hun brød sig nok heller ikke om, at man løj for børn om den slags ting.

"Hvor gammel er du egentligt?" spurgte han så pludselig, uden at tænke sig om først - for man udspørger jo ikke en kvinde om hendes alder, det ved alle normale høflige mennesker. Man hvis hun virkelig var så gammel, som hun sagde...
Hun kiggede derefter på Jinx. Hvordan skulle han forklare hende, hvad lejlighed betød? Han vidste det ikke, så han trak bare afvisende på skuldrene og kiggede hurtigt væk fra hende igen - så måtte kvinden jo forklare hende det.

Reegina så ned på Lupi og Jinx, og hun lyttede efter, hvad det var Jinx fortalte. Hun sukkede og så hen på Caine. Lupi så blot op på Jinx som om at hun var dum. Det så ærlig talt ud som om, at han forstod hvad hun sagde, men så alligevel hen på Caine med et bebrejdende blik, i sin katteskikkelse, hvilket måske ville komme bag på de fleste, da man jo egentlig bare beregnede ham som et dyr.

"De belærer hende om løgne hører jeg? Har en mand som Dem, virkelig ikke andet at tage sig til?" Hendes ansigtsudtryk forholdt sig skrap og alvorlig, som om det ganske vidst bare lå til hendes natur. Det gjorde det måske også, men kun en brøkdel af det.
Reegina blev lettere irriteret over den dis tone, han lagde, da han talte til hende.

Reegina så underligt på ham, da han sagde "du" til hende flere gange, og måske ville han lægge mærke til det, måske ikke. Kom an på, hvor kvik denne dreng egenlig var.

"Utroligt.. denne generation ser ud til at ville være venner med alle og enhver som passere.." Hun strammede sit greb omkring sin stav. Hun havde bemærket hvordan Jinx tydeligvis gerne ville røre hende stav, men det kunne bestemt ikke komme på tale, så hun ignorerede blot ungen lidt, mens hun talte til Caine.

"At spørge til en kvindes alder, er ikke ligefrem høfligt, men det er tydeligvis åbenbart ikke nok for Dem, at vide at jeg er langt ældre end hvad De kunne tænke.. Jeg er fra den tid, hvor menneskeheden blot startede, men det kender De vel ikke noget til, formoder jeg?" Hun lukkede kort øjnene, men åbnede dem så endnu engang, hvorefter hun fortsatte:
"Jeg er 21.498 år gammel, den ældste her i landet overhovedet. Dem fra min tid, skulle vidst forlængst være gået bort, bortset fra min ene datter."
Lupi satte i spring op mod Reeginas skulder, og under dette spring forvandlede den sig tilbage til det kamæleonlignende dyr.

"Lejlighed? Uvidende børn... Det er også ligegyldigt"

"Ugh..." Voo skar en grimasse. Hun havde allerede gjort det klart for sig selv, at hun ikke brød sig om denne dame. Hun stilte sig hen til Caine og knugede sine hænder og pegede pludseligt, med en stor armbevægelse, på kvinden. "Nej! Det er ikke løgne! Jeg tror på det Caine siger! Han er min ven og har været sød ved mig! Du skal være sød ved ham, ellers får du med mig at bestille!" sagde hun ædelt, somom hun faktisk ikke var bange for at angribe. Hvorvidt hun så kunne angribe eller ej, var en anden ting, men hun havde ikke i sinde at stå og gøre ingenting, når kvinden pludselig anklagede hendes ven om at have løjet.

Hun holdt en kort pause før hun vendte ansigtet imod Caine. "Er hun ikke meget gammel så?" spurgte hun roligt og skævede til kvinden. Hun overvejede om gamle mennesker stand og gamlere endnu mennesker lugtede som blomser? Men det gav ingen mening for hende.
Hun sank en klump og rystede på hovedet. Det undrede hende lidt hvorfor kvinden ikke ville fortælle lidt om staven, som hun tilsyneladenden havde meget kær. Hun betragtede kamæleonen og knugede igen hænderne. Hun tog fat i Caines ene bukseben, bare for en sikkerheds skyld. Frygten for kvinden og hendes kæledyr, voksede igen.

Det sitrede lidt i Caines ene mundvig. Han brød sig ikke om, hendes De’er og Dem’er. Sådan var han ikke vant til, at folk talte til ham. Det lød alt for formalt, syntes han, men sådan var hun vel vant til at snakke med andre – de var sikkert også noget finere på den end Caine var, og de var vel også blevet opdraget til at sige De og ikke du og neje og bukke og hilse høfligt.
”Selvfølgelig har jeg da andre ting at tage mig til,” sagde han trodsigt. Han plejede i hvert fald at have bedre ting at tage sig til end at fortælle løgne til små piger. Bare ikke lige i dag, åbenbart.
”Det er også kun fordi hun er så langsom, at man tror det er løgn. Og desuden, så lyver jeg da heller ikke for hende!”
Han sagde kun det sidste for sjov, selvfølgelig. Men han ville helst have, at Jinx blev ved med at tro på ham. Det var meget sjovere at se hendes reaktion overfor kvinden og hendes kæledyr og blomsterne, end at fortælle hende sandheden.

Han tog fat i sit ene bukseben og rystede i det for at få Jinx til at give slip.
"Jo, hun er meget gammel. Hun er faktisk alt for gammel," sagde han og hentydede til det spørgsmål, hun for så lang tid siden stilt om, om man kan blive for gammel.
Hvordan kunne hun være så gammel? Var hun overhovedet et menneske? Hun kunne være en vampyr, for de var jo udødelige. Men han syntes nu ikke, at hendes hud så særlig død ud i det, ligesom vampyres hud gjorde. Måske var hun en dæmon?

Reegina kastede et roligt blik på Jinx. Hun troede selvfølgelig på Caine, men utroligt at hun ikke selv kunne se det.
Hun så med et fast blik på caine, og bevægede sig nu roligt tættere på ham, og Jinx som stod ved ham. Hun stoppede ganske få meter fra ham, mens hun fortsat så på ham med et mere eller mindre, bedømmende blik.

"Nej, for nu lyver De tydeligvis for mig også.." hendes stemme var rolig mens hun stadig så på ham i et rum tid hvor der var stilhed
Lupi kravlede rundt om nakken på hende, og satte sig tilrette ovre på den modsatte skulder.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over deres konklussion om hendes alder. Sandt. Hendes udseende bedrog alle, men den kunne bedrage dem endnu mere, hvis blot hun ønskede det.
Hendes liv havde så sandt været langt, men bestemt også rig på lærdom med al den viden hun lå inde med. Hun benyttede sig dog langt fra af alt sammen, og noget af det forsvandt også med tiden, men det var nu mest de små ting. Det hele kunne jo ikke opbevares altid.

Voo stirrede på Caine, da han påpegede at hun var langsom. Hun så ned i jorden og sparkede blidt til en blomst. Hun sørgede naturligvis for at den ikke led overlast. Hun snøftede kort. Hun var jo uduelig. Hun slap Caines ben og sukkede. Nu havde han kaldt hende irriterende, langsom og naiv. Hun knugede hænderne sammen og stivnede, da kvinden kom tættere på. Hun betragtede kvinden og overvejede om alt det Caine havde sagt virkelig var løgn. Om hun overhovedet kunne stole på ham?
Hun rystede på hovedet.
"Nej! Caine løj ikke! Han havde været venlig overfor mig. Han havde talt med mig, vist interesse. Han havde endda spurgt om mit navn, og delt sit eget med mig! I modsætning til dig, som skændte på mig, beklager dig over Caine og kalder os uvidende! Der findes ikke kun én sandhed, der findes flere! Vi har vores og du har din! Det hele behøver ikke være som folk tror eller har læst. Det hele kommer an på hvad vi vælger at tro på, og når vi tror på noget, stærkt nok, så er det en sandhed for os selv, selvom det er falskhed for andre." sagde hun ædelt og pegede på kvinden.
"Det kan godt være at du er gamlere end mig og Caine, men det giver ikke dig mere sandhed end os. Vi har måske ikke allesammen de rigtige svar, men det er svar for os! Og indtil vi selv finder de rigtige svar, må vi findes os med dem som vi har!"
Hun bed sig i læben og knugede hænderne. Hun var et godt eksempel selv. Hendes navn var ikke Jinx, men det var ikke nogen løgn når hun præsenterede sig sådan, for hun vidste ikke bedre. Når man ikke ved om noget er forkert, så kan det jo i sidste ende, være sandt.

Han så på Reegina. Faktisk så han hende lige ind i øjnene med sine egne ret så specielle øjne. Alt ved dem udover den krystalblå iris, var helt sort.
”Og hvad så? Kan det ikke være lige meget? Du burde da være gammel nok til at kende forskel på løgn og sandhed,” sagde han.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt, men det var ikke noget glædesfyldt smil. Hun var jo 21.498 år gammel, så ja, det burde hun virkelig være gammel nok til at kunne.
Han fnøs lidt stadig med det dér glædesløse smil hvilende på sine læber, og fortsatte roligt:
”Så det gør da ikke dig noget, at jeg lyver lidt. Du er er trods alt klogere end pigen, så du burde da også være fornuftig nok til at vide, at du ikke skal tro på mine løgne.”

Han blev lidt overrasket over alt det, der kom ud af Jinx' mund. Hun virkede virkelig intelligent når hun talte sådan, måske lige bortset fra hendes "gamlere". Og det var faktisk helt utroligt når man tænkte på, at hun kun var omkring seks år gammel og var så naiv, og alligevel kunen hun sige alt det dér med at der ikke kun findes en sandhed men flere.
Han skuttede sig lidt og rullede kort med skuldrene.
"Det hedder altså ældre, ikke gamlere," rettede han forsigtigt Jinx.
Nu havde hun snart brugt det ord så mange gange, så det var da på tide, at hun fik det lært.

Reegina så ned på Jinx og kunne ikke lade være med at smile et stort tilfreds smil, bare da hun havde sagt et par sætninger. Det var korrekt. Hun havde mindsanten fået dem til at tænke længere, end hun lige umiddelbart troede at de kunne. Den ældste havde hun nu troet, at alt dette ville kunne komme fra, men ikke denne lille pige.
Hendes smil bredte sig - venligt. Hun begyndte ligefrem at synes godt om denne pige.

"Så hvad er din konklussion Jinx?" Spurgte hun venligt, mens hun endnu engang satte sig ned på hug. Det var skam med vilje at hun sagde 'din' til hende, for hun var trodsalt stadig et barn, og blev derfor ikke tiltalt på den måde. Måske lagde pigen mærke til det, måske ikke. Hun havde måske allerede nok at tænke over, ved hendes spørgsmål. Hvor meget hun kunne tænke over på en gang, var alligevel ikke sikkert, med alle de kloge ord som var kommet ud af munden på hende, men det måtte tiden jo kunne fortælle hende.
Reeginas attitude så ikke så skrapt ud mere, nærmest moderkærligt.

Hun vendte kort ansigtet imod Caine, da han rettede hende 'gamle' til 'ældre'. Det var da også besværligt. Hun smilte og nikkede, mens et lille "Uhum." lød fra hende.
Da kvinden pludselig kom ned i Voos højde og spurgte om en konklussion. Voo havde hørt det ord før og forsøgte at oversætte det for sig selv. Hvor havde hun hørt det? Der var vidst engang hvor en mand havde brugt ordet... Gad vide hvem? Konklussion - Sidste tanke omkring et emne. Slutpunktet. Dér man vælger at sætte sin lid.
Hun rettede sig op og smilte selvsikkert.

"Min konklussion er..." hun holdt en kunstpause, for at få de sidste ord til at falde på plads. "... At vi selv skaber sandheden, i den tro og tillid vi har. Ikke kun til os selv, men til andre mennesker også. Sandhed kan komme fra alle." Hun placerede en pegefinger på sit eget hoved og smilte en anelse flovt. "Fra naive, langsomme børn som mig, eller som gamle mennesker som Caine," hendes pegefinger skiftede nu retning og pegede på Caime, "Eller fra gamler- ældre kvinder som dig!" Til sidst pegede hun på kvinden. "Men en sandhed er en sandhed, så længe der er nogen der tror på den. Så længe der ikke er nogen der ved bedre eller kan en bedre sandhed." sagde hun henrykt. Hun følte at hun for en gangs skyld sagde noget rigtigt. At hun havde ret. Det var en dejlig fornemmelse. Men alle de ord hun brugte... Mange af dem var ord der aldrig havde gledet over hendes læber før. I hvert fald ikke i den sammenhæng. Hvor kunne hun alle disse ting fra?

Caine betragtede roligt Jinx mens hun talte. Hun virkede så intelligent og velformuleret lige pludselig. Måske havde han undervuderet hende, for helt så dum var hun vist ikke endda. Han ville i hvert fald aldrig selv have kunne finde ud af et sige det, hun lige havde sagt - og da han var seks-syv år gammel, hvor gammel hun nu var, ville han da overhovedet ikke kunne finde på at bruge ord, der lød bare halvt så kloge som dem, hun netop havde brugt.
"Så du mener altså, at det jeg siger sagtens kan være sandhed, hvis bare du tror på det?" spurgte han nysgerrigt.

Han kørte en hånd igennem sit røde hår og smilede let, da han igen vendte blikket imod den lille pige. Lille og lille, hun virkede jo meget moden for sin alder. I hvert fald lige nu - det havde hun ikke gjort tidligere.
"Hvor gammel er du egentligt, Jinx? Eller Voodoo."
Han vidste ikke helt hvad han skulle kalde hende. Hun havde jo sagt, at folk kaldte hende Voodo, så måske hun hellere ville kaldes det end Jinx, hendes rigtige navn?

Reegina kunne ikke lade være med at smile fortsat. Ufatteligt at sådanne ord skulle høres fra sådan en pige.
Hun hørte Caines ord, men flyttede alligevel ikke blikket fra Jinx.

"Lad om noget lidt andet, Jinx. Hvornår lyver man?" Reegina ville prøve at se, om hun kunne få hende til at tænke lidt over definnitionen på det at lyve og fortælle sandheden. Det er jo to modsætninger, og det var tydeligt at Caine havde løjet overfor hende, men det kunne Reegina ikke fortælle hende af sig selv, pigen skulle selv tænke over det.

"Der er noget der går udover naturens vidde, medmindre det er magi. Magien findes, men kun dem som egner sig til at besidde den, og det er bestemt ikke alle og enhver..," Hun foldede sine hænder sammen mens hun endnu så på Jinx. Hun følte sig et eller andet sted som en lære, men det havde hun det ganske fint med. Det fik hende ikke til at tøve, men blot til at smile.

((sorry.. jeg har det lidt svært ved at skrive vildt langt i dag, men kort er det nu heller ikke ^^" håber i overlever, ellers må i dø :B ))