Celyon bemærkede godt hans rynken med brynene, og kunne kun gætte på hvad det skyldes; den forbistrede hale! Hun kommenterede det dog ikke, og lod som ingenting, måske han stadig ville være overbærende med hende..? Til gengæld forsøgte hun at få halen i ro, skjult let under stolen hun sad på, mens hun tiltede hovedet lidt på skrå af ham, tilskyndende til at han skulle svare. 
Mens hun håbede på at hun ikke ville blive tvunget ud i regnen igen, uden så meget som en rav på lommen. Hun smilede bredt da han svarede, og nikkede let. " Det må De skam godt. Jeg rejser såmend bare landet rundt for at nedfælde lokale historier, begivenheder og legender. Og muligvis komme til at lære  mere undervejs er jo kun en positiv ting der kan komme. Om man vil kunne kalde mig en legendesamler, historiker eller bare evighedsstudent er jeg ikke sikker på, men ja.. " Hun trak på skuldrene, inden hun  rakte hånden ud mod krofatteren. " Hov, ej hvor er min opdragelse dog blevet af. Jeg har helt glemt at introducere mig selv; mit navn er  Celyon... Celyon Draconi De Valmont hvis du vil have hele baduljen med. "  
Normalt hadede Celyon at bruge sin mors efternavn, men i nogen tilfælde kunne det jo være nødvendigt for at bevise at hun ikke ville noget ondt, også selvom hun havde et naturtalent for at rode sig ud i problemer. Noget hun gættede på var endnu en 'herlig' gave fra sin fædrene side.

Uden at vide det rynkede Athir brynene mere og mere. Det var koncentreret. Talte hun sandt? Løj hun? Hvorfor ville hun lyve? Hun kunne være her af alle mulige årsager! Dæmoner var jo snu. Krofatteren, der stadig smilede lidt gennem skægget, tænkte mere end han lyttede til Celyon eller holdt øje med de andre krogæster, hvilket var grunden til, at han overså den gruppe lejesvende, der var holdt op med at drikke og tale, eller rettere råbe, hen over bordet. De havde set halen og den usædvanlige hudfarve.
"Hey! Du der, du er dæmon, ikke?!" sagde den ene og løs på ingen måde hverken sober eller overbærende. De tre andre kom med lignede bemærkninger og den første begyndte at rejse sig fra stolen. Dæmon eller ej, så så Athir helst at hans inventar forblev indtagt og forsøgte at mane mændene tilbage i sædet, men der var grænser for, hvad selv hans evner kunne håndtere, når hans mål absolut ikke var interesserede i at lytte. Det var tydeligt, at de ikke faldt ned, før Celyon var ude af kroen og ude af syne. Resten af gæsterne havde også hørt ordet dæmon nu, hvilket absolut ikke hjalp, selvom nogle var mere skræmte end vrede.

Athir brummede. Lejesvendene havde løst hans dilemma for ham. "De må hellere gå. Jeg kan ikke have denne slags uro i min kro." Krofatteren lød ikke længere varm og imødekommende. Han ville vente, til Celyon havde forladt krostuen og sørget for, at hun tog sit ridedyr med sig. Hvis Celyon var heldig, nåede en af kropigerne at fange hende med en vanddunk fyldt med den stuvning, hun trods alt havde købt, inden hun rejste.

// Ude

Åh nej. Hans rynken med brynene kunne ikke tegne godt, faktisk begyndte han efterhånden at ligne den priorinde der havde holdt øje med de forældreløse og efterladte børn i Chances kloster, og som langt mere end en gang havde set sig sur på Celyon. 
"Hey, du der, du er  dæmon, ikke!?"
Celyon greb om sine ting mens blikket gled hen på lejesvendende. " HALV dæmon, ikke at det rager dig. " Rettede hun på gruppen med tiltagene irritation, men rejste sig op i samme øjeblik den anden rejste sig op og begyndte at puste sig op overfor hende og hans venner. 
Celyons blik gled over på krofatteren, hvis hele personlighed synes at have lukket ned overfor hende. 

Hun sukkede tungt, men nikkede alligevel til ham. " Jeg forstår, De har Deres kro og gæster at passe på. Håber at De nyder Deres jader.." Hun tog sin stadig dyngvåde kappe på, ikke brydende sig synderligt om ideen om at skulle ud i den klamme tåge igen, men det var det eller få tæsk..  * Det var spild af rav og jader... * Konkluderde hun for sig selv inden hun sendte et kort nik til krofatteren igen inden hun i et lille glimt teleporterede sig udenfor i regnen igen og begav sig hen til kroens stald og Primulla, som hun følende med den trætte krikke, sadlede op igen. Lige som hun skule til at svinge benene op kom en lettere ængstelig kropige  og rakte hende trippende et vandskind med stuving i. * Tjae, det er vel altid noget. Selvom det fandme var spild af jader.  Som at fodre perler til svin. *   Tænkte hun mens hun takkede kropigen med et lille smil er dog stivnede lidt i en grimasse, smil ville nok ikke ligefrem få dem til at tænke bedre om hende. Hun sukkede tungt inden hun gav et nik fra sig, svang sig i sadlen og trykkede det lune vandskind ind til maven mens hun dirigerede Primulla ud på vejen igen. 

Indenfor bugnede kroen af liv, lys og glade dage. Det var trods alt lørdag aften. Bordene var overfyldte med krus, og føder fra gæster, der enten afslappet havde smidt benene derop, eller gæster der allerede havde drukket sig mod til at danse. På et specifikt bord i hjørne af kroen, der grundet placeringen kunne høres i hele resten af rummet, stod tre dværge og sang nogle af dømme efter latteren nogle vovede vers af dværgske druksange, mens næverne fra resten af flokken der stadig sad, hamrede takten i bordet så det rungede. For at være rimelig overfor de tre sangere, så var de ikke ringe.

Oppe bag bardisken stod Athir, som var det hans trone, og betragtede sit lille kongerige med en tilfreds mine, et glas i den ene hånd og et viskestykke til at pudse det med i den anden, som om han aldrig havde stået anderledes. Indersiden af kroen bestod stort set kun af træ, der nok havde set yngre dage, men stadig var i deres bedste alder—ikke ulig krofatteren, hvis han selv skulle sige det—, og rummet var opvarmet af ilden i en stor, buldrende pejs i sydsiden. Med den varme og mængden af mennesker, kunne man nemt glemme, at det var en mørk, kold og klar januarnat udenfor. De fleste borde og stole var i samme stil og stod næsten der, hvor det var meningen, men nogle havde været udskiftet på forskellige tidspunkter. Fulde mennesker havde en tendens til at være en omkostning for inventaret. Det gik nok, når kroen—og gæsterne— var så fuld, som den var nu.

Athir slog en buldrende og munter latter op ved en af stamgæsterne ved diskens bemærkninger, og stilte et glas fra sig for at gå i gang med det næste. Han var ikke helt færdig med at grine, da han svarede: "Og så var det ikke engang hans egne høns! Åh den må jeg fortælle Marie... MARIE! Hørte du den?!" Havde man stået oppe ved disken, kunne man høre Marie fra køkkenet svare tørt: "Nej, selvfølgelig ikke. Nogle af os er optagede af at arbejde!" Athir stod oppe ved disken, og hørte det derfor naturligvis, men han lod ikke til at tage det synderligt tungt. Til gengæld bed han mærke i, at krodøren gik igen, og sendte den nye og tilsyneladende enarmede et stort, imødekommende smil. Det slog Athir, at der var noget bekendt ved... holdningen? Blikket? Noget, der mindede ham om gamle dage. Men han kunne bare ikke sætte fingeren på hvad. Nå, hvis det var vigtigt, skulle det nok komme til ham.

Der er var alligevel et stykke fra hoveddøren op til disken flere gæster og kropiger og -drenge til at bryde den gamle- jeg mener forhenværende byvagts synsfelt. Gæsten skulle nok komme herop—han lod til at være målrettet—, så Athir gav sig tid til at snakke med den allerede temmeligt fulde mand, der snart ville have nogen at sove op af, til Asbjørn nåede frem.

"Ah, velkommen til. Du ligner én, der har været på en hård rejse. Selvfølgelig kan du få et krus mjød og noget mad, det har man da fortjent!" brummede han muntert og råbte så over skulderen: "MARIE! STUVNING, skynd dig lidt!" muligvis blot for at irritere kokken i køkkenet, der sandsynligvis sagtens kunne høre ham. "Jaja, jeg kan sagtens høre dig, du behøver ikke råbe!" Det var også muligt, at det pludseligt høje stemmeleje i virkeligheden var for at vække syvsoveren på Asbjørns ryg. Han rettede sig i hvert fald op og drejede fordrukkent en halv omgang om sig selv og Asbjørn, så han nu stod til Asbjørns anden side, den med ansigtet: "Hmm... dju behøver schgam *hik* undschylde for noooget som helscht..." han svajede lidt frem og så tilbage, som om det hjalp med elevatorblikket, "Schleeet *hik*."

"Hvor kom vi fra, aaarh ja, De bad om et værelse!" brød Athir ind. Fulderikken gik i stå og rynkede forvirret brynene til han blev beløjet: "Gjordejegdettrorjeg *hik* Nååårh jo! Hæhæhæææ... Djuuu schkal vær' velkom- Hov! Jeg var liii-"  Nogen, en ung mand ved navn Henrik, havde nu taget et venligt men bestemt greb om fulderikken og "hjalp" ham mod trapperne til værelserne ovenpå. Henrik lod ikke til at tage sig mere af fulderikkens dasken med arme og ben, end andre ville have taget sig af en omsværmende flue. Afhængigt af, hvor man havde kigget hen på et givent tidspunkt, havde man måske set Athir vinker Henrik over lidt før, eller måske havde man set Athir diskret vende en tommelfinger opad, da Henrik tog afsted igen.

Under alle omstændigheder vente Athir blikket mod sin nye, ukendte gæst, så snart Henrik var ude af syne: "Det beklager jeg," rumlede han spøgefuldt med et smil under overskægget og fortsatte med påsat beskedenhed, "Hvad sagde De? Tjo, det er jo lørdag... " Han så vurderende på Asbjørn, som var han en omvandrede pengepung, "Jeg kan byde på det sædvanlige fra Medanien, men De ligner en, der måske kunne trænge til noget dværgsk?" En meget bedre, og meget dyrere vare. Dværgene ved hjørnebordet fortsatte ufortrødent. Et par lejesvende forsøgte at tage sangkampen op med mere eller mindre held.