Nathan så lidt forfærdet på det makabre syn.
,,Ehm.. det var da dig der gav op.." mumlede han, stadig med store øjne.
Irriteret tog han sig til næsen, og bandede inde i sig selv. Han vill ikke virke pivende, men det gjorde fandens ondt i næsen nu.
,,Damie.." han klappede ved siden af sig, som tegn til at hun skulle sætte sig.
Det hvide hår var pjusket efter al hans tumlen som ulv, og hans øjne trætte efter gråden, men alt dette synes at blegne ved hans charmerende smil.

Damia himlede med øjnene og kom med et lille "tsk,, der tilkendegav hvad hun mente om denne sag.
"Jeg gjorde det kun fordi du nødig skulle knække en negl,, sagde hun med en meget højfornem tone. Bare for at drille ham endnu mere.

Hun lagde først mærke til at noget af hende manglede, da hun ville bevæge sig. Det må se yderst akavet ud. Det var forståeligt at Nathan havde sendt hende et forfærdet blik. Hun skar en grimasse, og kom op fra gulvet. Dennegang, hel.
Hun satte sig ved siden af Nathan. uhm... Det var dejligt at sidde ned. Hun følte sig pludselig træt, men stadig frisk nok til at kunne være oppe længere.

,,Hvis du er træt.. så gå i seng?" han aede hende lidt over håret og smilede lidt til hende. Ignorerede at hun prøvede at genere ham, selvom det morede ham en del.
,,Du kan bare tage sengen, jeg foretrækker sofaen.."
Han smilede skævt og puffede blidt til hende. Det med sofaen var halvt om halvt sandt, men han sagde det mest fordi han vill have hun skulle ligge behageligt og godt.
Han elskede hende virkelig højt, som en søster selvfølgelig. Hvilket mindede ham om noget..
,,Nævnte du ikke engang, at du havde en søster?"

Damia så på ham, som var det den dårligste idé han nogensinde var kommet med, og at han seriøst ikke mente det.
"Nej, det er ikke fordi jeg er træt. Men den evne fortærrer meget af min energi,, sagde hun men annerkendte at det nok også var en god idé at hvile sig.
Men hun havde ikke i sinde om at tage hans seng. Nu hvor hun havde sovet i sengen de sidste nætter, burde det være hans tur. Desuden var det ikke hendes hus, men hun følte sig bare mere tilpas hos Nathan. "Jeg tog din seng sidste gang, du burde havde den istedet. Desuden, vi skulle nødig havde at du bliver gul og blå over det hele og ikke kan lukke et øje,, hun blinkede til ham, og hvilede sit hoved på hans skød.

"Jo,, sagde hun og så op på ham "Tezz... Har jeg virkelig glemt at fortælle dig om hende?,, hun tog sig til panden "Hvor er jeg dog dum,,
"Tezz, min lille søster. Hun bor vist ude i ørkenen sammen med sin mand... eller kæreste... og de har vist lige fået tvillinger,,

Nathan nikkede lidt.
,,Så må vi vel sige hej til dem en dag.. jeg er vel på en måde så også i familie med hende?" han smilede ned til Damia, og nussede hende lidt på kinden.
Mere kunne han ikke rigtig fidne på at sige, så han satte sig bare lidt mere til rette, og så ud af vinduet.
Solen stod højt, og den faldt ind af vinduet på de to søskende.

"Selfølgelig er du det. Vi skal nok finde ud af noget,, hun gabte og krøb sig længere ind mod ham.
Hun fulgte hans blik, ud af vinduet, ud mod verden. Hun fik et drømmende udtryk, men det rystede hun af sig.
"Så smukke. Jeg tror jeg vil gå iseng,, hun smilte og kyssede hans pande, for så at ligge sig op i sofaen, og krybe ned under tæppet.

"Godnat,, sagde hun mildt og faldt hurtigt i søvn.

//sover

,,Godnat" han kyssede hende på panden, og rejste sig så.
Han stod i lidt tid hvor han strak sig, løftede hende så op og lagde hende ind i sin seng.
Hun ville sikkert bliv sur når hun vågnede og fandt ud af det, men han ville ikke have hun skulle ligge på den gamle lasede sofa, under ingen omstændigheder.
Han lagde et tæppe over hende, kyssede hende igen på panden, trak gardinet for vinduet så hun ikke ville blive vækket af solen, og forsvandt så stille ud af døren, ind i stuen.
En lur lød ikke helt dum.. men han kunne ikke falde i søvn lige så hurtigt som Damia, den sovetryne.
Der gik lidt tid hvor han var efterladt til sine egne tanker, noget han ikke brød sig om.
Dog efter lidt tid, faldt han til sidst i søvn.

//sover

Damia skriger. Hun sætter sig op, og holder sig om maven. Det gør ondt, ulideligt ondt. Følelsen af knive der stak i hende, flådede hende indenfra, var grufuldt.
Det værste var, at det ikke var fysisk smerte, men psykisk smerte. "Argh!,, hun skriger og sænker blikket.
Derefter var smerten forsvundet, så pludseligt, som det var kommet.
Damia græd stille, hun vidste det, hun kunne føle det. Nej... Men det var ikke til at tro.
En tårer trillede ned af hendes kind, og faldt på puden. Efterfulgt af et ynkeligt piv. "Zeroy,, hviskede hun. Hun vidste at han var væk, død. Hun vidste det bare, og det gjorde ondt.
Damia vidste ikke om Nathan havde hørt hende, men hun var også ligeglad. Lige pludselig betød intet så meget mere.
Damia rev dynen væk og nærmest sparkede døren op. Løb gennem huset med hurtige skridt.
Hun åbnede døren ud til, og fortsatte ud. Hun vidste ikke hvor hun skulle hen, men vidste bare at hun skulle væk.
Døren stod åben og vinden trak i den, det var mørkt udenfor og hendes skikkelse blev opslugt af mørket.

//out

Nathan kom brasende og forpustet løbende ind i hytten.
Regnen silede ned, og han var helt gennemblødt.
7timer.. SYV timer! Så længe havde han været ude og lede efter Damia, siden han spottede hende, men intet. Det var som om hun ikke ville findes.
Nathan smed sin våde og trætte krop på sofaen, og der gik ikke lang tid, før sofaen var mindst lige så våd som ham.
,,For helved Damia.. hvad er der sket?" han tog sig træt til hovedet.
Noget med Zeroy.. så meget vidste han da, men hvad havde han ingen anelse om.
Han kunne kun gisne om hvad problemet var, og så vente på hun kom hjem.
Et højt nys lød fra ham, og han snøftede irriteret, mens han vente snuden mod væggen, og trak et tæppe over sig så han næsten ikke kunne ses.

En forsigtig hånd drejede om på dørhåndtaget, og døren blev tvunget op.
Skikkelsen træder ind i rummet, og alle planter begynder at visne ind. Hendes sorg kvæler dem, og de lider en langsom død. Men Damia er ligeglad. Alting var ligegyldigt. Det var ikke blot den holdning som plagede hende. Hvorfor skulle nogle havde det godt, når hun havde det skidt? Og Skønheden og søde ord bedrager.
Hun var våd, kold og havde det elendigt. Håret havde mistet sin glans, og øjnene lynede af vrede.

Blikket fangede en smuk rose i vindueskammen og med fast besluttede skridt gik hun derover. Nænsomt lagde hun hånden under rosen, som kælede hun for den, men langsomt begyndte rosen at tabe sine blade og miste dens farve. En tåre faldt på rosenbladet.

Nathan vendte sig om da han hørte fodtrin, og da han så Damia sprang han op.
,,Hvor har du været? Hvad er der sket!?" han omfavnede hende, klyngede hende ind til sig for at beksytte hende mod den så dystre aura hun havde med sig. ,,Damia..?" han hviskede stille, turde ikke andet.
Dette dustre væsen, dette mørke.. det kunne ikke være hans søster! ..Kunne det?
,,Er det.. Zeroy?" så snart han spurgte, fik han svaret. Hendes tanker fældede hende, og han vendte hende om.
,,Damia.. det.. det gør mig virkelig ondt!"
Så knugede han hende ind til sig igen, varmt, mens han langsomt strøg hende over håret.
At miste sin elskede i så ung en alder, er intet nogen burde opleve.. det kendte han selv alt for godt.

Damia lod sig tumle rundt, som en elskelig dukke. Det var hvad hun havde ladet sig gøre så længe, så det ville ikke gøre nogen forskel. Hun følte sig så misbrugt, så elendig, og så dum at kunne falde for det nummer igen. At havde ladet sig elske, og blindt gengældt de følelser, uden at tænke på hvad der gemte sig bag facaden.
Da Nathan sagde hans navn, skubbede hun sig hårdt væk fra ham. Vred sig ud af hans faste greb.
"Vov ikke at sig det navn,, Damia så på ham med et ætsende vredt blik.
"Dig ondt?,, hviskede hun i en ubetydelig lille stemme. Hun rystede trodsigt på hovedet "Nej...,,
Forsigtigt knugede hun sin hånd sammen til en næve "Nej!,, sagde hun i en mere fast stemme.
"Du ved ikke hvordan det er. Du er ikke blevet snydt to gange, ladet dig kaste rundt som et legetøj for blot at blive efterladt og glemt. Igen. Nej, ikke to gange. Så kom ikke her og sig du ved hvordan jeg har det,, hun vendte sig om med armene over kryds
"Og du skal ikke havde ondt af mig!,, tilføjede hun arrigt

Nathan så såret på hende.
Hvor vovede hun at sige, at han ikke vidste hvordan hun følte!
Var det ikke ham, for få dage siden der havde været i samme situation, ham der havde grædt som havde tårerne ingen ende?
,,Damia.. Du er ikke blevet snydt! Eller kastet rundt med. Hvad er det for noget sludder?"" Nathan vendte sig fra hende, og gik med tunge skridt over til sofaen.
At få hende til fornuft, ville blive svært og kræve mange af hans kræfter.. det vidste han..Men, havde han nok kræfter?
,,Damia, du er hverken forladt eller glemt!" Nathan så alvorligt på hende, og talte med en stemme der var ulig hans. Mørkere, mere alvorlig, mere myndig.
,,Og vov ikke at påstå, at jeg ikke forstår dine følelser kvinde!"
han tog sig til hovedet, fortrød den sidste sætning. Han burde ikke være sur på hende lige nu.. selvfølgelig var hun oprevet, og nok ikke helt klar over hvad hun sagde.

Damia vender sig med ét om da den sidste sætning når hendes ører. Med åben mund og skulende øjne betragter hun Nathan, inden raseriet tager overhånd.
"Hør her hr. Fedteprins,, hun siger det i en falsk sukkersød stemme.
"Hvis jeg ikke er forladt, hvordan kan det så være at min eksmand, min søn og Zeroy ikker er her på denne forpestet jord sammen med mig? Nu skal du høre hvorfor,, hun går truende over til Nathan, og stopper først da hendes næse kun er 2cm fra Nathans. Hun fæster sit blik på Nathans mørke røde blide øjne, som hun førhen ville havde stirret ind i med kærlighed. Men dennegang var det i vrede. Læberne bevæger sig for at forme den forpinte sætning: "Fordi de er d ø d e,,
Damia fryser i sin stilling og pludselig dukker der et skræmmende sødt smil frem på hendes røde læber. Hun retter sig op og begynder at danse og snurre, medens hun griner.
"Det sludder, er sandheden,, siger hun til Nathan men stopper ikke sin dans. "Jeg er blevet snydt, bedraget, fuppet... Hvordan kan man være så dum?,,

Nathan stirrede tilbage da hun stod helt tæt på ham, kunne ikke rigtig gøre andet. Men da hun begyndte at snurre rundt, blev han urolig. Meget urolig.
,,Damia!" han prøede forgæves at få kontakt til hende, men da det ikke virkede, rejste han sig, og sprang ind i hende, så de begge landede på gulvet med et tungt "bump", ham øverst.
,,Damia for helvede, hør efter!"
Nathan fik langsomt tårer i øjnene, men holdt dem stædigt tilbage. Han måtte være den stærke for et øjeblik, måtte ikke lade hende spille den rolle, når hun var sådan.
,,Ingen af dem har forladt dig! Ja de er døde, men de har IKKE forladt dig!" Nathan talte højt, råbte ikke, men kæmpede for at trænge igennem hendes tykke skald.
,,Du er ikke glemt! Du er ikke blevet snydt, du har været uheldig, MEGET uheldig."
Igen pressede tårer sig på, og igen holdt han dem inde.
Det hvide hår faldt ned over hans ansigt, så kun hans mund kunne ses.
,,Damia.. kom nu til fornuft" hviskede han mumlende for sig selv.
Han var usikker.
For første gang i meget lang tid, var han usikker på om det han gjorde var rigtigt, eller om han gjorde det hele værre? Måske ville hun altid bebrejde sig selv, ligsom han gjorde, men hende dobbelt?
Nathans øjne blev slørede af tårer, og til sidst, dybt mod hans vilje faldt en såm ramte ned på Damias kind.

Damia pev da hun ramte det hårde gulv, men havde ikke meget medlidenhed tilovers til hende selv, til at kunne beklage sig over hendes egen elendighed.
Forfærdet så hun op på Nathan og følte sig som en lille skolepige, som fik skæld ud. Hun betragtede ham med våde sørgmodige øjne, som udstrålede angst. Ikke overfor Nathan, men en frygt for at være alene i denne verden.
”Nathan bliv voksen! Du tror da vel stadig ikke på at de døde våger over os, og at vi har en skytsengel? For sådan er livet ikke! Livet er ikke lutter lagkage, og kærlighed til alle!,, smågræd Damia medens hun sagde det i en fast tone.

Damia frøs da hun kunne mærke en tåre på hendes kind. Hans tåre. Det gik hende koldt ned ad nakken og hun bed sig i læben for ikke at bryde sammen.
En skælvende hånd rakte ud efter Nathan. Hun lagde sin hånd på hans kind og tyssede kærligt og stille til ham. ”Nathan,,
Damia løftede sig lidt op, indtil hun kunne nå hans pande, hvor hun plantede et kærligt kys.
”De kommer ikke tilbage, lige meget hvad,, hun snakkede ligeså meget om hendes mand og søn og Zeroy, som hun gjorde om Nathans kærlighed.
”De forbliver blot et fjernt minde. Et kapitel i vores liv som hører fortiden til. Og først kan man genkalde sig et billede af dem, men langsomt bliver billedet af dem tåget, og snart vil du ikke kunne huske hvordan de helt præcist så ud. Kun hvad de stod for,, hun ligger sig ned og vender blikket bor fra hans. ”Sådan er det bare, og sådan er det for mig,, det vare lidt før hun vender et tomt og koldt blik mod Nathan "Og du kan intet gøre for mig,, hun skubber ham væk og kravler væk fra ham, før hun stopper op og trækker benene op under sig.

Nathan lod sig blive skubbet væk, og fordi han var helt slap landte han et pænt stykke fra hende, på bagenden, stadig med ansigtet skjult.
,,Jeg tænkte ikke på Antrev! Min tåre, der i øvrigt ikke skulle have været fældet, gjaldt ikke for ham!" Nathan trak vejret, hurtigt, og hans brystkasse rejste og faldt hurtigt.
,,Jeg snakker ikke om noget så tåbeligt som skytsengle, det er dig her der skal blive voksen, og indse at det ikke er din fejl! At ingen af dem har forladt dig! For havde de forladt dig, skulle det være af egen vilje!"
Det sidst evar næsten en hvisken, fordi han havde råbt det andet.
Han sad stadig og lignede en død kludedukke, med håret foran ansigtet, og det hurtige åndedræt, men ellers ubevægelig.
,,Hvordan kan du sige du er forladt.. når jeg sidder lige her? Når jeg elsker dig så utroligt højt?" Først nu løftede han hovedet, og afslørede mange tårer der faldt over hans kinder, osm snart var røde på grund af al den vand.
Det var ikke hans mening at gøre hende mere ked af det, og det gjorde hans tårefælderi endnu være at han gjorde det nu.
Uden helt at ville det, prøvede han at genskabe sig et minde om hvordan Antrev så ud, og blev forfærdet da han ikke kunne huske så mange detaljer som normalt.
Jeg glemmer ham.. jeg.. han.. han blir et fjernt minde..! Nathan lod håret falde oer ansigtet igen, og fortrød at han havde afsløret det.

Damia lytter i sin tavshed til Nathan. Hun holder om sig da hun føler sig så kold og bar.

En følelse af væmmelse stiger op. Væmmelsen var til ære for hende. Hun følte afsky over at gøre Nathan ondt og havde været så egoistisk, ikke at havde tænkt på hvordan hendes lille bror føler og tænker. Søskende er ikke kun små mider, som kun fortjener smæk og forbigåelse. Nogle gange kan de vise sig at være den person, som forstår en mest, og er den eneste som man kan forholde sig til. Hun vender sig om mod Nathan ogs er bedende på ham
"Nej jeg ville ikke... jeg mente ikke...,, hun sukker. "undskyld det var ikkement på den måde,,

Hun vender sit ansigt bort i foragt over sig selv. Der var et stort tomt rum mellem dem, og det var svært at bryde gennem intetheden.
"Men kan du ikke forstå Nathan. Det er ikke bedre at havde elsket og mistet end slet ikke at havde elsket. For så behøver man ikke at føle sig så alene, og brugt... Og når det så er sket to gange, så føler man sig blot endnu mere alene, og uelskelig og dum,, piver hun ynkeligt.
"Jeg kan ikke lade være med at føle had til mig selv.
- Da min mand og søn døde blev jeg beskyldt for deres død, og andres død. De sagde at jeg var grunden til den sygdom hærgede deres klan. De gjorde mig fortræd Nathan,, hun bed sig i læben for ikke at flække sammen over de væmmelige minder "Hvor var de jeg elskede henne når jeg havde mest behov for dem? jeg...,, Damia dækkede sit ansigt med hænderne og lod tårerne falde.
"undskyld Nathan,,

Der gik ikke lang tid, før Nathan lynhurtigt var hos hende, tog hende igen i sine arme, og tyssede på hende. Han havde fejlet, da han skulle være den ældre og passe på hende, og måtte tage sig sammen nu.
,,Damia, ti. Du skal ikke undskylde. Og de mennesker der så blindt førte skylden på dig, var bange.. gjorde det, fordi der er mennesker, og behøvede en at skyde skylden på. Og sikke nogle skvaddernosser" det sidste væssede han ud i ingenting, så arrigt frem for sig, som stod de selv samme personer der.
,,Selvfølgelig er det bedre at have elsket og mistet, end aldrig at have elsket. Tænk på alle de gode minder, de vejer langt mere end dette uundgåelige dårlige. Ville du bytte din søn, din mand og Zeroy til glemslen, for ikke at kunne føle kærlighed?" han strøg hende over håret, og holdt hende beskyttende ind til sig.
,,Jeg ville ikke bytte mine minder, for at kunne undgå sorgen.. hvor slem den så end er.."
Med en nænsom hånd, tørrede han hendes tårer væk, og knugede hende så ind til sig.
,,Vi kommer over det.. det tar tid, og det blir ikke nemt.. men vi kommer igennem det, søs."
Nathan smilede skævt til hende, og fortsatte sine kærlige strøg over hendes hår.

Damia holdte om Nathan, hun havde ikke i sinde at slippe ham, ønskede aldrig nogensinde at give slip. Hun ville være hos ham i hans favn, hvor hun kunne slippe sin stolthed og græde. Hun kunne ikke forme en sætning, så i stedet lyttede hun til sin bror, svine de folk til som havde påført hende skade i fortiden. Stille nikkede hun for hun kunne ikke være mere enig med ham.

Da hun fik behersket sin gråd, lå hun stille hos ham, og lyttede til hans hjerte banke.
"Nej. Det ville jeg ikke. Jeg ville ønske jeg kunne, men det kan jeg ikke,, piver hun og knuger sig tættere ind til Nathan.
Damia vidste at det hele nok skulle gå, og at hun ville få det bedre, ligemeget hvor lang tid det end måtte tage, ville det blive bedre. For nu havde hun sin søster, og sin kære bror ved sin side.
"Nathan," hviskede hun bedende "Lov mig at du ikke forlader mig,, hun snøfter og lukker øjnene. Hans duft og stemme er beroligende. Langsomt falder hun ind i drømmeverdenen, "Jeg elsker dig,, er det sidste hun siger inden hun falder i søvn i hans favn

//sover