Alaric kom riddende mens Astrid var udenfor. Han havde en lille læderpose hængende fra bæltet hvori stenen lagde. Den var efter rensning og fjernelsen af urenheder blevet meget mindre den var måske på størrelse med det yderste led af hans tommelfinger. Den var stadig ikke en ren ædelsten, men det kunne han selv gøre noget ved derhjemme inden han tog den til en juveler hvis han nu skulle have den skåret meget pænt.

Da han kom tilbage til hans hus, så han Astrid vandre rundt udenfor, og han så chokeret på hende. Han red op til hende hurtigt, og i en næsten flydende bevægelse svang han sig ned af hesten. Han skyndte sig hen til hende. "Astrid!? Hvad laver du herude!?" Han lagde ikke rigtigt mærke til hende kjole, udover at den var tynd og derfor måtte være kold. Han var efter aftenen blevet mere opmærksom på hvordan han opførte sig, og efter at se hvor meget hun havde frosset ude ved søen måtte hun jo være ved at gå til.
"Er du okay? Fryser du ikke?" Han lød meget bekymret for hende, og istedet for at lægge armene om hende denne gang tog han den kappe han havde på, da det havde været ret koldt da han tog afsted. Han svang den om hende, den sad ikke flot da han kun havde en hånd, men den hang på hendes skuldre og han begyndte så at rykke den mere på plads med hans hånd. Da han næsten råbte varede det heller ikke længe før staldknægten kom løbende og førte hesten væk

Astrid hørte pludselig lyden af en hest, så hun straks imod lyden. Hun så hurtigt at det var Alaric der kom ridende og sendte ham et blidt smil. Ingen grund til bekymring. Hun så dog ret overrasket på ham, som han hurtigt fik svunget sig af hesten og med ret så så høj stemme spurgte ind til hvad hun lavede udenfor. Hun blinkede et par gange overrasket og en anelse mundlam. ”Jeg ville bare gå en tur rundt om huset,” fortalte hun, det var delvist rigtigt. Hun ledte jo en smule efter ham, men ikke noget hun ville indrømme.

Hun nåede ikke rigtig at svare på om hun frøs eller ej, inden han svang sin kappe over hende. ”Tak, jeg kunne bare ikke sove længere,” prøvede hun at forklare med et blidt smil, som hun trak kappen lidt tættere ind til sig og sænkede næsten med det samme sine skuldre lidt. Den dækkede straks hele den hvide kjole, og hun kunne på denne måde ikke længere ligne en omvandrende engel. Den var varm, eftersom han havde haft den på selv, og det trak sig hurtigt igennem kjolen, hvilket var rart. Kappen duftede herligt af ham. Det kunne hun selvfølgelig huske fra gårsdagens dans. Hun stod kortvarigt på et ben, for efterfølgende at så på det andet ben. Hendes tær frøs en hel del mere, nu hvor hun stod stille og ikke var i gang med at gå. Hun skævede kort ned mod de bare tæer, inden hun plantede begge fødder i jorden og så ham i øjnene. ”Vil du med rundt?” spurgte hun med et blidt smil. Hun ville helt klart blive forkølet af at blive for længe ude, men hun prøvede så vidt muligt at benægte det.

"Det er også okay du ville det, men pas på din krop da." Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende og ryste på hovedet. Han smilede derfor også af hende da hun tog kappen tættere om sig. Det var godt at se hende få varmen igen.

"Så må du undskylde jeg ikke var hjemme." Han følte lidt det var forkert af ham at have været ude at ride på det tidspunkt når hun nu var vågnet. "Havde ikke troet du ville være oppe så tidligt her, så ville ordne nogle andre ting." Han vidste ikke om hun havde hørt hvad han havde sagt til arbejderne så han forsøgte at holde hvad han havde hentet for en hemmelighed.

Da hun begyndte at stå og trippe fra side til side, og så spurgte ham om han ville med rundt rystede han bare på hovedet af hende og trådte hurtigt tæt på hende, halvt forbi hende og lagde en arm om livet på hende som han ret pludseligt smed hende op over skulderen på ham selv og gik med hastige skridt indenfor. "Hvis vi skal ud og gå så skal du have ordentligt tøj på, og især fodtøj for pokker da!" Var hun stadig lidt fuld eller hvad skete der? Han vidste godt hun ikke var så glad når han kommenterede på hendes tøj, men han havde vel lov til at være bekymret for hende. Han satte hende ned da de kom indenfor. "Har du fået noget at spise?" Han tænkte at de vel kunne få noget at spise sammen og hun kunne få varmen i hele kroppen. Han gik hen for at tage kappen af hende hvis hun ville af med den.

”Jeg passer da fint på min krop? Jeg ville bare lige rundt om huset,” hun skævede i retningen af den rute hun ville gå. Hun mente godt hun lige kunne holde til en kold tur rundt om huset. Det ville forhåbentligt få hende på andre tanker så hun kunne lægge sig tilbage og nyde den varme dyne i ro og mag.

Hun rystede på hovedet og bed sig selv blidt i læben, ”Det skal du ikke undskylde for, jeg plejer slet ikke at være vågen på det her tidspunkt,” smågrinte hun. Hun åbnede kortvarigt for kappen, for at ændre på hvordan hendes arme var placeret. Hun stod nærmest og krammede sig selv.

Hun nåede at løfte et øjenbryn da han rystede på hovedet af hende, men hendes blik blev hurtigt overrasket i stedet, da han trådte tæt ind mod hende og smed hende op over sin skulder. ”Alaric!” protesterede hun. Hun kunne intet gøre, eftersom hendes hænder var fanget under kappen, som hendes krop lå på. Hun ruskede lidt sine ben, mens hun hang henover hans skulder. Man kunne derfor se på hendes fodsåler hun ikke havde været ude længe, eftersom de ikke var blevet særlig beskidte. Hun kunne dog godt forstå at hun måske burde have taget noget mere tøj på, men så alligevel, det var jo kun lige rundt om huset – hun kunne da umuligt blive syg af den lille tur?
Da hun endelig blev sat ned, stod hun med krydsede arme, som et barn der ikke fik sin vilje. ”Jeg har ikke spist nej, jeg er kun lige vågnet,” fortalte hun og trak kappen lidt mere til sig, for nonverbalt at fortælle hun gerne ville beholde den på lidt endnu.

"Ikke godt nok" Hans stemme var bestemt som han kommenterede på at hun altså mente at hun passede på hendes krop. Han var i hvert fald uenig omkring det. Han kunne ikke lade være med at stirre en smule på hendes læber da hun bed i hendes læbe. 
"Jeg føler stadig jeg som vært burde have været vågen." Han tænkte at det havde været bedre for dem begge, selvom nu havde han selvfølgelig fået stenen fri så han ikke skulle til at ordne det efter hun var taget hjem, hvilket desværre sikkert var inden længe, men han håbede stærkt på at han kunne lokke hende til at blive nogle dage ekstra.

Han grinede bare en smule da han bar hende indenfor. Han morede sig endnu mere da hun stod og lignede et fornærmet barn, og for at drille hende, gav han hende et kram da hun pakkede kappen tættere om sig. "Jeg har noget tørret kød, og noget brød vi kan spise. Det tørrede kød skal nok lige blødes lidt op først dog..." Han rakte hånden ind under kappen og greb hendes ene hånd før han førte hende med ind i køkkenet. Han slap selvfølgelig hånden hvis hun gjorde tegn til at hun ikke ville have det.

Da han nåede ind i køkkenet begyndte han at finde noget brød og smør frem. Det var rigtigt fed smør han havde, og der var rigeligt af det. Det var gemt af vejen i et dybt hul i jorden så det kunne holde sig koldt det meste af året. Han stillede det frem til Astrid. "Er dine hænder varmet nok op til at spise, eller skal du fodres?" Han spurgte hende flabet, nu hvor hun havde opført sig lidt som et barn gengældte han det ved at behandle hende lidt som et barn.

Astrid nåede slet ikke at forklare at han altså ikke skulle være vågen bare fordi hun vågnede af mareridt. Det ville jo være absurd at skulle være vågen og til stede når gæsterne vågnede før Zaladin to sko på. For ikke at snakke om hvor tidligt Alaric ikke måtte have været oppe! Havde han overhovedet sovet? Astrid havde generelt ikke et overblik over hvornår de gik i seng i går, men hun syntes selv det var sent, men måske var klokken kun blevet ni?

Det var tydeligt at han morede sig over hun ikke rigtig kunne gøre noget ved at han bar hende. Det smittede af på Astrid, og hun gjorde sit bedste ved at blive i ’rollen’ – hun syntes altså også selv det var lidt morsomt. Selvfølgelig kunne hun svare som et almindeligt voksent og fornuftigt menneske, da han nævnte han havde noget tørt ked og lidt brød. Hun nåede ikke rigtig at svare på at måltidet nok ville være fint med hende, inden han fandt hendes arm og trak hende ind i køkkenet. Det var lige før hun lavede en lille piruette, som fik både kappe og silkekjole til at sprede sig rundt om hende før hun blev hevet ind i køkkenet. Hun havde intet i mod at han trak hende med sig, hun fulgte faktisk glædeligt med. Lidt mad kunne måske også få tankerne på noget andet end hendes mareridt.

Som de nåede køkkenet, blev hun sluppet, og hun prøvede så vidt muligt at følge med i hvad han var ved at finde frem og hvorfra det kom. Det kunne jo være rart hvis hun måske en dag kunne sørge for sig selv når hun besøgte. Da han stillede brød og smør frem til hende varmede hun kortvarigt sine fingre under kappen, ved skiftevis at holde om fingrene på hver sin hånd. De var hurtigt blevet kolde af den korte tur ud, eller måske var det bare fordi hun slet ikke havde skotøj på. Da han spurgte om hendes hænder var varme nok eller om hun skulle fordres, så hun op på ham med et smørret, drillende smil. Hun lagde sine hænder over kors, i en langsom og en smule bestemt bevægelse
”Fodre mig,” hendes stemme var drillende, men i den grad hundsende, bestemt og måske lidt til den frække side.

Han var lidt overrasket over at hun ikke svarede på noget af det han spurgte eller sagde. Havde han virkeligt så meget gang i den at han slet ikke lod hende få nok tid til svare ham. 

Det smørrde drillende smil hun sende gav ham en ret dårlig fornemmelse, og da hun så drillende og ret kommanderende faktisk sagde at hun skulle fodres var han tæt på at grine, men sende hende istedet bare et skævt blik af opgivelse. "Javel ja." Fik han sagt roligt, som han skar et stykke af det friske hvide brød ud og smurte det med smør. Han gik så over til hende, og havde det klar til at give hende en bid. Han stoppede dog foran hende. Han stillede brødskiven på bordet ved siden af hende. Han gjorde så hvad han havde gjort tidligere, denne gang lidt hurtigere end i minen. Han tænkte at efter i går, og nu hvor hun selv lagde halvt op som han følte det, så var det vel okay.
Hans hånd lagde sig under hendes hage, og han kyssede så hendes læber blidt og roligt, ikke dybt som aftenen før, bare en blid kærtegnelse.

Han trak sig så en smule væk, samlede brødet op, og tog en lille bid af det. Han smilede rigtigt trodsigt til hende, med en snært af noget skadefro. Han rakte dog så brødets anden ende frem til hende, så hun kunne tage en bide af det hvis hun ville.

Som han tog i mod ordren kunne hun ikke lade være med at smile lidt bredere – det var da en sjov leg, syntes hun selv.

Hun fulgte roligt hans bevægelser, som han smurte en mad til hende. Hun havde i mellemtiden sluppet sine arme, og taget sig selv i hånden bag ryggen, mens hun ventede på at blive fodret. Han så egentligt også ud til at være klar på at give hende stykket, men da han satte madden fra sig løftede hun et undrende bryn, var der noget galt?
Da han løftede hendes hage lidt, regnede hun egentligt med, at det af en eller anden grund skulle være fordi hun var blevet beskidt i ansigtet. Hun blev derfor noget så overrasket da han plantede sine læber på hendes.

Hun trak derfor sig selv væk fra ham, næsten samtidig med at han trak sig væk fra hende. Hendes vejrtrækning var en anelse tungere og hjertet bankede afsted. Hun prøvede at samle ord, men inden hun vidste af det rakte han den anden ende af brødet til hende. Hun skævede skeptisk op mod ham, før hun så tog en bid, mens han stadig holdt fast i brødet.

Mens hun stod og tyggede på brødet, rynkede hun forsat på brynene af ham mens hun prøvede at tænke over hvad der var klogest at sige. Da munden ikke var beskæftiget længere lod hun da også høre fra sig: ”Hvad skulle det til for?”

Han bandede halvt indvendigt da han godt kunne fornemme at kysset måske stadig var lidt for langt. Han fik dog i det mindste ikke samme reaktion som da han havde gjort det i minen, så han så det om ikke andet som værende fremskridt. 
Hendes spørgmsål hang ikke længe i luften før han svarede hende på spørgsmålet. "Du så så indbydende at stjæle et kys fra igen." Han smilede bare bredt, skævt og en anelse flabet til hende. Han vidste ikke om det var en god måde at sige det på. Men svaret var jo egentligt bare at han ikke kunne få nok af at kysse hende. "Tror simpelthen ikke jeg havde fået nok af dine læber." Han smilede bare flabet igen, som han holdte brødet frem mod hende igen, så hun kunne tage endnu en bid hvis hun ønskede det. 

Han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Han havde virkeligt troet det ville være okay efter hvad de havde lavet den sidste aften. Han havde måske bare lagt for meget i hendes handlinger, og ikke givet vinen nok af skylden. Han havde troet at hun faktisk gerne ville kysse ham, at hun gerne ville opleve det med ham, men han havde tydeligvis taget fejl. "Men hvis jeg gik for langt igen, må du undskylde, jeg lagde tydeligvis for meget i går aftes." Han sendte hende et varmt smil.

Som han nævnte at hun nærmest bad om at få stjålet flere kys flakkede hendes øjne fra det ene øje til det andet i forvirring. ”Du bliver nød til at stoppe det der,” protesterede hun som hun knyttede sine hænder lidt i frustration. Han kunne jo ikke bare gå og stjæle kys fra hende bare uden videre. Da han så endelig tilføjede at han ikke havde fået nok af hende slæber valgte hun en smule modvilligt at trække den varme kappe af og lægge den fra sig, lidt i en protest. Han skulle ikke tro han bare kunne få alt hvad han ville have, og derfor stod hun nu uden kappen, og man kunne straks se kuldegysningerne på hendes underarme, eftersom hun syntes det var koldt at få kappen af, selvom de stod idendøre.

Så snart han nævnte aftenen inden rystede hun på hovedet og tog madden i egen hånd, ud af hans. ”Der skete ikke noget i går aftes,” lød det fra hende med en lille rynke på panden. Hun huskede nogle brudstrykker af den fulde aften, men håbede at det bare var en del af hendes drøm, som senere blev til et mareridt. Meget bestemt tog hun selv en bid af madden for efterfølgende at lægge armene over kors.

Hendes forvirring overraskede ham meget, og han sukkede lidt da hun sagde at han skulle stoppe med den slags. Han nikkede bare lidt opgvienden, fordi han havde svært ved at forstå hvad der foregik. Han vidste at hun havde al ret til at sige nej, men det var hendes uforståenhed der undrede ham. Det var som om det ikke gav nogen mening. Han kiggede på hendes arme da hun tog kappen af. "Blev det for varmt?" Han kunne se på hende at det ikke var grunden, men han spurgte alligevel.

Da hun så påståd at der ikke var sket noget aftenen før, kunne han mærke et stik i brystet. Det gjorde ondt at få at vide. Det var smertefuldt at vide at han havde lagt så meget af sig selv i det, tænkt på det, og havde lagt sine egne følelser i den aften og hun kunne ikke engang huske det ordentligt. Hans hoved sank en smule og så rettede han sig op i fuld højde og tog en dyb indånding. "Du har ret, jeg må bare have drømt..." Han gik hen ved siden af hende og tog kappen hun havde taget af. Han svang den over skulderen og gik op på hans værelse hvor han lagde den. Han klaskede sig selv på den ene kind som han gjorde sit for at skjule hvor trist det faktisk gjorde ham at hun havde glemt det. Han gik så ned til hende, og han havde et stort smil på læberne, hvor tydeligt det var at det var et falsk smil vidste han ikke. "Skal vi tage ud til skoven og se dem arbejde, her fra morgenen af, eller skal vi vente til efter middag?" Han forsøgte at sende samtalen i en anden retning end kysset så han kunne komme sig over det, han skulle vel bare tage sig sammen.

Da han spurgte om hun havde fået det varm, rystede hun modsvarende på hovedet, ”Ja, jeg har det varmt,” protesterede hun og lod hurtigt en hånd fjerne en lille løsreven hårlok fra sit syn. Det var tydeligt hun frøs, og hun havde i den grad brug for enten at komme under den varme dyne og sove alkoholen eller morgensurheden ud, måske endda skrive en seddel til Maria om at hun gerne måtte vente nogle timer med at vække hende, blot for at være sikker på at hun ikke blev vækket for ’tidligt’.

Måden han kort sank sammen på, for efterfølgende at rette sig op på, gav Astrid en tydelig indikation på at hun havde sagt noget der ramte midt i brystet. Rynken på panden blev derfor stadig på panden, dog en anelse mere bekymret. Var der noget hun virkelig var gået glip af?
Hun så efter ham, da han tog kappen og forlod lokalet. Hun udgav et høj suk, lagde nakken opgivende tilbage og lagde sin kølige håndflade på sin pande. ”Astrid hvad har du lavet?” mumlede hun lavt til sig selv, mens hun nød kulden gennemtrænge den varme pande. Hånden med maden støttede sig op ad en bordkant mens hun prøvede at tænke aftenen igennem.

Da hun hørte hans trin komme nærmere, fjernede hun hånden fra panden og rettede sig op for endelig at tage endnu en bid af brødet. Da han kom ind i lokalet med det største smil, så hun kort på ham, før hun så ned mod sine fødder mens hun tænkte hvordan hun bedst skulle svare eller spørge. ”Hvad lavede jeg i går?” lød det endelig fra hende, selvom hun var ret sikker på hun ikke selv ønskede at kende svaret på spørgsmålet. Hun så op mod Alaric for at se om hun kunne aflæse hans svar. Han måtte vel fortælle hende hvad hun havde lavet, siden han reagerede sådan.

Han kom tilbage til køkkenet, og blev mødt af hendes spørgsmål, og han kunne faktisk mærke at han varmede en smule op. Han var stadig såret og trist over at hun ikke kunne huske det, men nu viste hun trods alt interesse i at kende sandheden. Han blev dog en smule nervøs for at hun måske ikke ville kunne lide sandheden når han fortalte den. Han fandt sig et sted at sidde og sendte hende et mere ægte men meget mindre smil. 

"Kan du huske at jeg gav dig en opskrift efter din bad, og så inviterede dig med til en dans?" Han spurgte hende roligt, og startede derfra. "Mens vi dansede i hvertfald lænede du dig pludseligt ind mod mig og kyssede mig." han fulgte hende med øjnene for at stoppe hende hvis hun skulle til at afbryde ham, da han gerne ville have lov til at fortsætte. "Derefter kyssede vi det meste af aftenen væk, først i salen så mit arbejdsværelse ind til du blev for træt og ønskede at gå i seng." Han håbede det kunne få hendes hukommelse i gang, så hun måske selv kunne huske det.

Han sad nu og ventede på hendes reaktion, ville hun bryde sammen eller være forstående, ville hun give ham skylden? Han håbede det ikke, jo han burde nok have været mere ansvarlig og indset dengang at det nok var alkohollen der gjorde det og derfor stoppet hende, men hvordan kunne han det?

Da han startede ud med at spørge ind til bad, opskrift og dans begyndte hun allerede at have det svært. ”Jeg… Jeg kan huske jeg gik i bad?” hun rynkede en del på panden mens hun prøvede at tænke tilbage. Hun havde godt lagt mærke til at opskriften lå på hendes natbord, men det måtte vel have været Astrid selv der havde lagt den der…

Mens han forklarede videre, blev hun forsat ved med at rynke på panden, med lukkede øjne. Hun tog dog en hånd op til ansigtet for at trykke lidt mellem øjnene. Hun nikkede langsomt som han forklarede aftenen, som i hendes hoved bare blev mere og mere uforklarlig. Hvorfor havde hun fået sig selv til at danse? Til at kysse ham? Hvorfor havde han ikke opfanget hvor fuld hun var og stoppet som den gentleman han var… Han var selvfølgelig adelig, så det kunne måske forklare det – men han virkede bare ikke som typen.

Da det virkede til at hans historie sluttede med at hun ønskede at gå i seng, slap hun grebet mellem øjnene og så op. Hun var en anelse blegere end normalt. Hun overvejede lidt om hun skulle spørge hvorfor han ikke gjorde noget, men kunne godt mærke det var et ømt punkt, og at hun ikke havde gjort det nemt for ham. Der var dog en vigtig del af hans afslutning hun følte hun manglede, ”Sov vi sammen?” spurgte hun med en tung vejrtrækning og bed sig lidt bekymret i læben. Det kunne godt være han mente det ikke ville give mening at hun så var havnet i sin egen seng, men eftersom hun ikke kendte til hele historien, kunne det jo godt tænkes han havde fulgt hende tilbage i seng efterfølgende eller båret hende derind. Det var ikke til at vide.

Det var altid noget at hun kunne huske hun havde taget et bad, og han var taknemmelig for at hun ikke havde badet alene, hun kunne jo nemt have druknet når hun var så fuld. Han måtte virkeligt have været blind eller også viste hun fysisk ikke hvor fuld hun var. Han skulle have set tegnene og han hadede sig selv for det.

Hendes blege ansigt, og måden hun så ud på fik ham til at sukke, hun troede enten ikke på ham eller også så var det noget så forfærdeligt der var sket. Han hørte hendes spørgsmål og han vendte sig om mod hende meget pludseligt. "Nej da... Jeg ved jeg nok burde have indset du var fuld og at det var den eneste grund til at du kyssede mig, men jeg ville da aldrig tage din første gang under sådanne omstændigheder!?" Han kiggede ret chokeret på hende, måske han havde været tændt og ophidset den aften, men han havde alligevel nok selvkontrol til ikke at forsøge at have sex med hende bare sådan. Han var ikke sur over hendes spørgsmål, men det gjorde lidt ondt at hun ikke havde fuld tiltro til at han ikke ville gøre det. "Bare rolig, du gik selv op til Maria, er sikker på hun kan fortælle dig det samme." Han sendte hende et smil.

Hun nikkede langsomt som han forklarede sin sag og at de ikke havde haft sex. Hun følte dog lidt hun blev skældt ud for at spørge. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, for hvis nu hun havde bedt ham om det, havde historien så været det samme? Havde han så indset hun var fuld, selvom hun tiggede og bad om det? I en anelse hakkende bevægelse søgte hendes øjne tilbage til hendes fødder.

”Jeg beklager jeg kyssede dig, det var ikke pænt af mig,” undskyldte hun og bed lidt i sin pegefinger, mens hun betragtede de kolde tæer. Hun overvejede lidt om det var forkert at sige ’det vil ikke ske igen’, eftersom hun håbede hun ikke ville blive så fuld igen, uden der var nogen til at trække hende væk. Hun udgav et hård suk som hun tænkte. Hun fnøs af sig selv, som hun kom i tanke om noget, ”Jeg kan huske jeg rigtig godt kunne lide din påklædning,” delte hun og nikkede lidt, før hun så over på Alaric. ”Hvorfor havde du klædt dig så pænt?” spurgte hun med et lille smil. Det var ikke helt bevidst at hun vendte emnet til noget andet der foregik samme aften. Hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det og det havde trodsalt kun været kys – mange af dem godt nok.

Han kiggede overrasket på hende, han havde jo ikke haft noget problem med at hun kyssede ham. Det var bare ham der var for dum til at indse at han ikke skulle have gengældt det når hun var beruset. "Du skal ikke undskylde, jeg var mindre påvirket så jeg burde ikke have gengældt det." Han mente ikke hun skulle bebrejde sig selv. Det var heller ikke at hun havde noget imod det at han kyssede hende der sårede ham. Det der sårede ham var forskellen mellem hvor meget de havde lagt i den aften. 

Da hun så pludseligt vente samtalen antog han at det betød at hun ikke ville snakke mere om det, han tog derfor en dyb indånding for at låse det hele inde, og lukke lidt ned for hans følelser igen. Han måtte nok hellere bare behandle hende som enhver anden adelig kvinde. "Det er jeg glad for, du beærer mig med at mit tøjvalg gjorde et sådan indtryk på dig!" Han smilede varmt og bredt til hende. Han kæmpede en indre kamp for ikke at råbe af hende at det var lige efter hendes bad. "Fordi jeg alligevel skulle vaskes efter minen, og eftersom at vi havde muligheden for at bruge en aften sammen ville jeg gerne imponere dig." Han smilede igen, lidt mere ægte denne gang. Selvom han forsøgte at behandle hende mere normalt, så var han hende stadig dus, det ville være alt for drastisk pludseligt at kalde hende ved dis istedet.

Astrid rystede lidt på hovedet ad ham. Han havde jo i forvejen, ædru, svært ved ikke at kysse hende, hvordan skulle han så kunne modstå det når hun selv lagde op til det? ”Jeg burde lige præcis undskylde,” forsikrede hun ham, ”Du kan jo ikke lade være med at stjæle kys fra mig, når du er ædru, så hvordan skulle du kunne holde tilbage når jeg selv lægger op til at kysse dig?” Hun strakte armene lidt frem foran sig og lavede små cirkelbevægelser, som om hun kunne se det hele for sig, og bare ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre.

Den dybe indånding gjorde Astrid opmærksom og hun rettede sit blik en anelse mere mod ham. Hans svar virkede utrolig formelt og meget anderledes end hvordan de normalt havde snakket til hinanden. Måske var det bare endnu en leg? Hun trak let på smilebåndet, som han forklarede at han gerne ville imponere hende, ”Det gjorde du i hvert fald,” svarede hun varmt. Det var som at alt varmen i lokalet forsvandt. Hun følte i hvert fald at der blev spillet med gamle kort. Det var endnu ikke de ’kort’ hun brugte når hun var sammen med sin moder eller broder, men hun følte det snart kunne nærme sig det og det hang tungt om hendes hjerte. Skulle hun virkelig trække de gode kort til sig?

Han sagde ikke noget i første omgang til hendes undskyldning. Han forsøgte at lade den del af samtalen dø ud fordi hun havde jo gjort det klart hun gerne ville. Han undertrykte sig selv ret meget lige nu, og han vidste ikke hvordan han skulle gøre det ordentligt. Han følte han var ond overfor Astrid, men han var bange for at åbne for følelsessluserne igen.

"Det er jeg glad for at høre at jeg gjorde, ellers ville jeg jo have spildt min tid med at finde det frem." Han kunne næsten ikke holde det ud mere. Han kunne ikke lide at tale sådan, men han kunne heller ikke åbne op rigtigt. Han kunne mærke sig selv blive arrig, mest af alt på sig selv og hans forbandede følelser. Han vrissede derfor lidt af det hele.
"Jeg sagde du ikke behøver at undskylde. At jeg ikke kan styre mig, er jo mit problem! Det burde ikke blive et problem for dig! Jeg skulle bare have indset at jeg nok havde stærkere følelser forbundet med gåraftes akt end du havde, og det skulle jeg have indset." Han vendte sig mod hende, håbede ikke hans udbrud var for voldsomt. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det Astrid, men jeg er glad for dig, ellers ville jeg ikke kysse dig, jeg følte mig som en konge da du kyssede mig, og at finde ud af du ikke kan huske det, og ikke ønskede at gøre det gør mig ondt. Men ikke så ondt som at vide at jeg på trods af hvad jeg lovede gik over dine grænser igen." Han havde et sørgmodigt smil om læberne.

Astrid så ned da han endnu engang gav hende et høfligt svar. Hun bed sig lidt i læben som hun begyndte at indse at aftenens indhold havde ødelagt en del, og hun følte der var for meget at skulle forsøge at samle op på, for at kunne få tingene tilbage til hvad det var.

Hun krummede sine bare tæer lidt mens hun tænkte over hvad hun skulle forsætte samtalen med, men pludselig væltede det ud med ord fra Alaric og hun så overrasket op på ham. Mens han væltede ud med første del af hans prædiken lod hun sin venstre hånd glide op til sin albue, hvor hun her nev sig selv hårdt, mens han talte.

Hun kunne mærke hun var utilpas ved situationen, men hun kunne ligesom ikke bare stikke af som et eller andet barn, ”Det er jo også mit problem, Alaric,” protesterede hun noget så roligt og en anelse lavt. Hun trak vejret dybt, ”Jeg tør jo tydeligvis ikke at lukke dig ind,” hele hendes blik var ret så sørgmodigt som hun endelig så op mod Alaric. Hun havde så svært ved at få delt sine følelser. Hun havde tydeligvis presset ham ubevidst, til at det hele væltede ud af ham. Hun havde sådan lyst tilbage at rejse sig og kramme ham ind til sig, men hun vidste i sig selv, at det ikke ville være klogt og det ville være ligesom at prøve at stikke af fra samtalen.