Medanien var et smukt sted! Hun havde aldrig forestillet sig at grønne marker, blomstre i flor og træernes kroner kunne være så smukke. Det mindede hende på ingen mulig måde om havet hvad farver angik, men blæsten bragte noget hjemmeligt med sig. Den måde alle planter bølgede i bevægelse med vindens retning, gjorde at Talia selv stod og svingede med. Hun havde været i en af de små byer, set sig omkring og mødt rare mennesker. Nogen gamle, andre unge. Alle med deres egen historie at fortælle. Børnene var de mest snaksagelige. De kunne li hende, og de havde leget rundt ved en lille sø til aftenen var faldet på.

Talia vidste faktisk ikke hvor mange dage hun havde befundet sig her, men der var rart, varmt og alligevel fugtigt. De dage hvor solen stegede på himlen, befandt hun sig ved et vandfald i nærheden, gemte sig i skyggen eller dukkede under overfalden, men i dag var mindre hård ved hende. Vejret var godt, fredfyldt, men ikke så varmt at hun følte hun var ved at fordampe. Hun var kommet tilbage til byen denne formiddag, så ind på livet der blomstrede.
"Godformiddag" Hilste hun varmhjertet på en mand fra marken der kom riddene med sin kærre, ind til byen. Han havde et let tandløst smil, med kun få tænder tilbage, men han smilede til hende, som han svarede. Talia kiggede længe efter mulddyret som trak mandens kærre, og lagde hovedet let på skrå i nysgerrighed. Det var nogle specielle skabninger. Hendes fascination blev kun større som hun så en hest, og måtte stille sig måbende tilbage. "Oh.."

Det var næsten helt forkert at være tilbage igen. Alle de planer og drømme hun havde haft var smuldret mellem hendes fingre. Det eneste der var positivt, var at hun endelig var ude af onklen og hans families klør. Hun følte sig ikke længere presset til at gifte sig med en mand, som hun ikke elskede, eller i sidste ende slet ikke kendte. At hun var sluppet ud af deres greb, fordi gården de havde boet i var brændt ned, fordi deres arbejder var blevet så rå vilde over den måde som de var blevet behandlet på. Var selvfølgelig ikke noget hun var lykkelig for, nu stod hun på egne ben, med en gård der skulle drives for at hun skulle kunne overleve. Den store formue som hun havde haft, var ikke så stor længere, faktisk var den ved at nå enden hvor den næsten ikke eksisterede længere. 

Men hun havde stadig de trofaste arbejder, dem som hun var vokset op med, tilbage på gården. Og efter hun havde solgt alle sine dyre smykker, klæder og kunstgenstande. Havde de haft muligheden for at starte et landbrug op igen. I dag, var en af de dage hvor hun havde taget sig en tur på sin hest. En af de få ting hun ikke havde haft hjerte til at sælge, især ikke efter hun havde været nød til at sige farvel til mennesker hun holde af i hovedstaden. 

Falton vrinskede blidt, da de nåede en spøjs skikkelse, der stod med store øjne og betragtede dem. Tatiana stoppede op, og i en bevægelse som hun tydeligvis havde gjort mange gange før. Hoppede hun af hesten "Du må gerne klappe ham, hvis du har lyst?" sagde hun med en blid stemme, mens hun trak Falton lidt i grimen for at holde ham på plads. 

I starten havde Talia kun øjne for den flotte høje og majestætiske hest foran sig. Den var smuk og havde en blødhed over sig hun sjældent havde set ved landdyr. Generelt vidste hun jo i bunden ikke hvad en hest var for et dyr, men efter en god måneds tid på landjorden havde hun set en god del stykker af dem på landevejen. Aldrig havde hun selv reddet en, men hun havde siddet i høet på en kærre der blev trukket af en stor hest, og lyttet til en mands historier om sit liv, sin gård og folkene omkring sig. Det havde været en spændende tur. Denne hest var langt fra så stor og kluntet. Den var fin, slank på en anden måde og generelt elegant at se på.
De store blå øjne fandt frem til Hestens ejer, i det hun med blid stemme gav Talia lov til at klappe hesten. Hun lyste op på en måde som kun et livsglad og nysgerrigt barn kunne gøre. En uskyldighed som ofte blev vasket væk ved voksne mennesker lå over hende, trods kroppen fortalte  at hun som minimum var i sine senere teenageår. Talia rakte forsigtigt sin hånd frem og strøj hesten over halsen. ”Hvor er den fin! Hvad hedder den?” spurgte hun nysgerrigt som hun fortsatte med at kæle for hesten mens hun skiftevis så fra den til den smukke unge kvinde, svært ved at bestemme sig til hvor hun egentlig gerne ville holde sit blik henne.

Talia fortsatte med at klappe på den søde hest, men kom med det samme i tanke om at hun faktisk havde lovet at være et andet sted. Det var ikke nemt med mennesker og deres aftaler der skulle opfyldes på bestemte tidspunkter. Et lille forskrækket hop gik igennem hende, som hun kom i tanke om det og kiggede undskyldende på den pæne dame. ”Undskyld, jeg er nødt til at gå. Men det var hyggeligt at møde dig, og tak fordi jeg måtte snakke med..” hun vidste faktisk ikke hvad sådan en hed.. kaldte de det ikke godt nok en hest. Hun fik et kort eftertænksomt udtryk. ”Tak i hvert fald” grinede hun muntert inden hun med et gadedrenge løb kom videre ned af gaden, mod den aftalte lokation