Gwen havde bare en af de der... Dage. Du hun vågnede op den morgen var Lelay ikke i sengen ved hendes side, formodentlig ude for at se til den nye grif der var klækket for et par dage siden. Dette var et vigtigt job, som hun var glad for at Lelay tog så seriøst, men hun kunne godt have brugt lidt hjælp med et par ting den morgen.
Da hun slog øjnene op og så sig om bemærkede hun først det åbne vindue som solen skød varme stråler indad. I disse stråler dansede der støvfnug i tusindvis og Gwen rakte søvnigt ud og lod dem sno sig om hendes fingre. Efter et øjeblik hvor hun bare lå og vågnede, svingede hun benene ud over sengekanten og rejste sig op, for hurtigt at sætte sig ned igen. Hendes hoved snurrede og den vidunderlige følelse af kvalme havde meldt sig. Så det skulle være en af de dage, hva? 
Efter et øjebliks hvile rejste hun sig op, lidt langsommere denne gang og gik ud i køkkenet. Over ildstedet hang en lille gryde de brugte til te og Gwen startede hurtigt ilden og fandt sine urter frem. De skulle gerne hjælpe hende på dage som disse. Med et gab gik hun over til vinduet og så ud. Der var et lille stykke op til griffene, men hun syntes at ane Lelays røde lokker deroppe. Et forelsket smil sneg sig op på hendes ansigt og hun sukkede dybt. Hun smilede derefter over sig selv. Hun savnede ham, men hvordan var det muligt? De boede sammen, de sove sammen, de spiste sammen og alligevel... Manglede han bare når han ikke var der.
Hun kunne nu høre vandet koge og gik over for at brygge teen sammen. Hun hældte forsigtigt det varme vand over hendes urter og lugtede til mixturen. Hendes hoved var stadig ubehageligt let, men hun syntes at kunne mærke at kvalmen allerede var på flugt bare ved lugten af teen.
Hun kunne ikke se tallerkner på bordet. Havde Lelay ikke spist morgenmad? Efter et kort skuldertræk og en god slurk te rejste Gwen sig op igen og begyndte at lave morgenmad. Hun skar lidt brød, lidt frugt og bryggede også Lelay lidt te. Hun stillede det nu altsammen på bordet og tog nogle støvler på. Hun var iført sin nattrøje der havde lange ærmer og et par lange uldne natbukser, så det skulle ikke være for koldt at gå udenfor.
Hun åbnede døren og nød det sene forår der skubbede hendes hvisblonde hår tilbage fra hendes skuldre. Med et smil på læberne begav hun sig hen ad stien der burde føre hende til hendes kæreste og nok også en grif eller to.
"Lelay?" kaldte hun. Hendes gang var en anelse skæv, nok fordi hun stadig var lidt svimmel, men hun var sikker på at det nok skulle gå.
"Hvor er du?"

Morgen startede dejligt ud for en som Lelay. Han havde vågnet tidligt og han nåede kun lige at gnide sin øjne som han huskede at en ny grif havde klækket ud af sit æg for nogle dage siden. Så han ville op til den og se hvordan det gik, for der lå altid en lyst i ham til at være sammen med griffenes unger så de kunne vende sig til at der var to elvere som også boede der på bjerget med dem.
Han satte sin fødder ud af sengen og kyssede kort Gwen, som lå ved siden af ham, på panden inden han rejste sig og kiggede rundt i det lille hus. Bordet kom til syne for ham som han gik mod døren og han overvejede om han skulle lave noget morgenmad inden. Det ville være en ide at spise... Men hvis jeg nu går op og bare lige kigger lidt til den lille, så kan jeg nå tilbage og lave det før Gwen vågner. Han knipsede kort til sig selv som han synes det var en fabelagtig ide. Hun arbejdede altid så hårdt for at huset fungerede, så han ville gøre det for hende. Men han var aldrig rigtigt en person der kunne finde ud af hvor meget tid gik.

Iført hans uld natbukser åbnede han så døren som en frisk forårs morgen brise ramte ham. Han åndede lettet ud og trådte så afsted mod griffene med et smil på sine læber. Og som han kom en smule tættere på bemærkede han den lille ligge og skubbe til sin sovende mor. Lelay fnes en smule ved synet af det og den lille grif opfangede det og stillede sig så foran sin mor og bed en enkelt gang ud efter Lelay der kom tættere på dens mor.
Han var dog ikke bange for den og lagde en rolig hånd på ungens mors hals og aede den lidt. "Hvad skal vi dog gøre med ham Lilja? Han er godt nok en morgen knægt." Griffen kom med en tydeligt 'Jeg er ligeglad, jeg sover' lyd som fik Lelay til at fjerne hånden og sætte sig på hug mod den lille knægt. "Jeg gør ikke noget. Se. Det ved mor også." sagde han roligt til den lille grif som kiggede skævt på ham. Dog rejste han sig hurtigt op da han hørte hans navn blive kaldet ud.

Ej. Jeg nåede det ikke. tænkte han. For hvis hans navn blev sagt måtte det betyde at Gwen var vågnet og han ikke nåede det han ellers ville have gjort med morgenmaden. "Jeg er her skat. Med den Liljas lille." sagde han som han måtte smile en smule drenget da Gwen kom til syne. Han elskede hende højt og at se hende lede efter ham gjorde ham glad. Mange af griffene var endnu ikke vågnet, men det gjorde ikke så meget for de sov normalt meget tungt. Så han gik mod hende og ville også have givet hende et godmorgen-kys, men den lille unge bed fast i Lelays bukseben som han ville have gået over til hende. "Ej. Så nu vil du lege hva'?" han så lidt drilsk mod den lille grif og satte sig så ned til den igen.

Gwen gik lidt tættere på Lelay og de to griffe- hun kunne se at Lelay var forhindret i at komme nærmere lige nu. Det smil der, tænkte hun da han så på hende. Og jeg var dum nok til at spørge mig selv om hvorfor jeg savnede ham...
Da hun kom hele vejen over til Lelay satte hun sig på knæ ved hans side og så griffen an. Lilja åbnede søvnigt det ene øje, så Gwens venlige ansigt og lod så øjet glide i igen, til meget protest fra hendes lille nye. En stærk lille dreng så det ud til at være, med noget af en kampgejst. Hun så til siden, på Lelay. Gløden i hans øjne når han var i godt humør, var så livsbekræftende. 
"Jeg tror han kan lide dig," fnes hun, idet hun så tilbage på den lille grif, der nu var begyndt at ruske i Lelays bukseben. "Men sikke en attitude for sådan en lille en. Jeg tror han vil accepteres af manden i huset."
Gwen smilede igen og satte en hånd i jorden. Et svagt grønt skær omkransede hendes hånd imens små gnister skød et par centimeter op inden de døde ud. Der groede langsomt, men sikkert en lille plante op der skød små jordbær fra sig. Der var en god håndfuld af de små røde bær(eller nødder, hvis du skal være teknisk)og Gwen tog dem op i hånden inden hun rakte dem frem.
Gwen elskede at det var blevet forår, fordi nu var skovjordbær en mulighed for hende at gro. Den lille grif tog først et skridt tilbage og udstødte er hæst og skingert hvæs.
Gwen lod en lille fnis undslippe hendes læber inden hun to et af jordbærrene og i sin anden hånd. Hun gav det så til Lelay, inden hun tog et selv og puttede det i munden. Bærret var sødt og meget saftigt, så der var bestemt ikke noget galt med dem.
"De er ikke farlige, lille ven." sagde Gwen til babygriffen, der nu så lidt mindre skeptisk ud, nu hvor bærrene var blevet testet og bevist sikre. Med to meget forsigtige skridt kom den fremad og nippede bærrene i sig, inden den hastigt gik tilbage igen. De skulle jo ikke tro at den kunne lide dem.
Gwen tørrede sin hånd af i græsset og lænede sig så ind til Lelay. Hans bekendte duft gjorde hende tryg idet hun sneg sin arm ind under hans overarm og lukkede grebet. Hun lagde så hovedet på hans skulder og smilede, mest for sig selv.
"Godmorgen melamin," sagde hun blidt og vendte hovedet imod ham så hendes pande hvilede på hans kind. "Jeg har lavet morgenmad. Har du sovet godt?"
Hun beundrede hans ansigt fra siden et øjeblik. Han havde meget brune øjne og nogen ville nok sige at de var almindeligt brune, men de var nu alligevel noget særligt for Gwen.

Lelay så bekræftende på den lille grif ved hans bukseben som Gwen talte til ham. Nok var Lelay "Manden i Huset" men det kom stadig lidt bag på ham hvorfor de egentligt søgte den anerkendelse. Men alligevel gjorde det ham glad at se den trække i hans bukseben, for det viste dens livlige side. Den side Lelay altid havde elsket ved griffe.
"Han har lidt af et temperament-" svarede Lelay til Gwen og så så med sine livligt brune øjne mod hende. "Men jeg kan nu godt lide det ved ham." uddybede han det. Det var måske også grunden til han faldt så godt sammen med Oridan og Cynthia. De var begge ikke uden deres attitude, men Cynthias temperament kunne nogle gange godt virke som om hun skulle være sur for tre på en gang.

Han så bare til som jordbærbusken skød op fra jorden ved Gwens befaling og nød hendes lille snige tur ind under hans arm. Han lukkede også selv hende ind og nød hendes nærvær. Han prøvede selv jordbærret og smagen var god, så det var forståeligt da den lille unge sneg sig hen for at nippe dem i sig og smutte. Det fik Lelay til at fnise at se den opføre sig sådan, men den ville jo en dag komme til at lære, det gjorde de alle.
"Hvor dejligt. Og jo, jeg sov da meget fint." Gwen var altid så sød og omsorgsfuld. Hun var altid der hvis der var et problem og intet virkede til at være et problem hvis der var et, for hun var altid med på en løsning. Og det beundrede Lelay ved hende.
"Hvad med dig? Sovet godt?" spurgte han så som han klemte sin arm lidt for at kramme Gwen med den ene arm. Den anden hånd gemte sig i hans bukselomme og så vende han sig og håbede hun ville dreje med. For hvis hun havde lavet mad ville han da ikke lade det blive koldt. Det ville være en skam hvis det gik til spilde på den måde og griffen kunne nok godt klare sig selv med den lille busk Gwen havde lavet til dens fornøjelse.

Da de var på vejen tilbage til huset kunne han høre et lille tilfreds væs fra bag dem og som han kiggede sig over skulderen stod den lille grif også med et bær den spiste lidt af og Lelay så så mod Gwen. "Jeg tror den lille fyr siger tak." fortalte han med et venligt smil som han ikke stoppede op. Men som han kom tættere kunne han lugte Gwens te og han så hende så an med et lidt betryggede blik.
"Har du ondt i hovedet skat?" spurgte han hende så. Han kunne genkende lugten af teen som Gwen måtte have sat over. Det var ikke første gang han havde lugtet den, for det var ikke uhørt for ham at Gwen ville lave den hvis hun havde hovedpine. Selv drak han den også når det var, men mere ofte end ikke var det Gwen der lavede den, for Lelay havde til kende at kunne ødelægge en te på underlige måder. Enden trak den for lang tid, for lidt tid, kogte over, under, venstre, højre. Ærgerligt talt var te måske ikke lige hans... Bedst kokkerering.

Gwen stoppede brat op ved det bekymrede spørgsmål. Det tog hende et øjeblik at registrere hvordan han kunne regne den ud. Stod der "smerte" i hendes pande? Havde hun nævnt det for ham? Hendes tanker kredsede et øjeblik inden hun lugtede teen i luften. Lelay var så opmærksom, man kunne da heller ikke skjule noget for ham. Gwen skulle lige til at smile betryggende og sige at han ikke behøvede bekymre sig, idet et lyn af smerte slog ned i hendes baghoved.
Hun knep et øje sammen og lod en hånd fare op til det dunkende område, inden hun lavmælt stønnede af smerte. Av, for... Hun bøjede let i sine knæ og svajede kort inden hun stabiliserede sig selv og smilede lettere smertetynget til sin elskede kæreste.
"Jaa, idag er lidt en af de der... Auv- dage, tror jeg..." hendes stemme rystede lidt i starten af sætningen, men fandt sin sikre vej til slutningen af den. Hun var sikker på at det nok skulle gå fint hvis hun da bare fik sin te og et øjebliks fred, sammen med Lelay. Indrømmet så var hun ret træt da hun tog fat i døren og skubbede den op, og stolen hun dumpede sig ned i var godt nok velkommen, men det var ikke fordi hun følte sig helt til hundende.
"Det er okay, tror jeg. Jeg har bare haft en lidt ubekvem morgen..."
Hun drejede hovedet et øjeblik og så igen på Lelay. Hun ville ikke bekymre ham for meget, så hun satte sig til rette og rakte ud efter sin te, som hun tog en god slurk af. Det var god, men dagens hovedpine var også stærk. 
Gwen tog brødkurven op i hånden og skar lidt brød ud til de to. Hun lagde brødet på Lelays tallerken sammen med et skiveskåret æble og hun skubbede smørkværnen over bordet.

Hendes hoved dunkede stadig, men hun valgte bare at prøve at drukne det i endnu en slurk af te. Dette virkede ikke, idet hendes hoved trak sig sammen igen. Det kunne være den skiftende årstid, det gjorde sådan nogle ting her ved hende. Med rynket pande og et træt blik så hun på Lelay, inden hun gned sin pande.
"Okay... Ikke en så god dag idag."
Hun hadede at være sløj, fordi det førte altid til sygdom. Hun ville bare ikke lade det være noget mere end en lille smule hovedpine, højest en migræne.
"Jeg... Klarer mig." sagde hun så, inden hun prøvede at blinke nogle stjerne der var dukket op for hendes blik væk. "Jeg har nok bare brug for en lille lur eller noget."
Hun sukkede. Det gjorde hende så ked af det, sådan noget her. Hvorfor kunne hun ikke bruge dagen som hun ville? Hvorfor skulle den være styret af noget så dumt som en hovedpine?

Lelay vidste godt at Gwens helbred ikke altid var lige godt og han ville gerne holde om hende og hjælpe hende gennem det, men han kunne aldrig helt finde ud af hvornår hjælpen var ønsket og hvornår den ikke var. Han gik roligt hen til hende og trak en stol hen til hende fra bordet. "Skat. Vil du ikke gøre mig en tjeneste idag?" spurgte han som han satte sig ned ved på hug ved siden af stolen. "Jeg vil gerne have du slapper helt af, ikke laver noget og bare efterlader alt til mig." uddybede han. Han ville gerne tage dagen til bare at kunne passe på hende og derfor vende han stolen, med eller uden hende på og satte den hen til bordet hvor der var dækket op og gjort klar.
Han trak en stol ud til sig selv og greb så noget af de forskellige frugter og grønt Gwen nu havde gjort klar. Det skulle jo ikke gå til spilde. 

"Når vi har spist så kan vi jo tage en lur? Gå en tur i den friske luft?" Sagde Lelay, men rystede så på sit hoved. Han var ikke selv en person der særligt tit var syg, og når han endeligt var det var det bare lidt hovedpine eller en mavepine. Aldrig havde han været seriøst syg, men det betød ikke han bare ville tænke det som værende ingen ting. Mange i hans klan var også nogle gange syge, men de lærte fra barnsben at ignorerer at det var en faktor. For man vidste aldrig hvornår faren opstod.
"Måske er turen en dårlig ide? Skal vi bare blive hjemme og slappe af idag?" spurgte han så. Han var ikke selv særligt jord bundet, så det ville nok faktisk være hårdest for ham ikke at lave noget særligt hele dagen, men han ville gøre det for hende.

Han begynde selv først at spise når Gwen også gjorde. Det var nogle af de manerer han havde taget til sig gennem tiden.

Den søde damp fra teen i Gwens kop dannede varme cirkler på hendes ansigt iden hun lukkede øjnene og nikkede til Lelays efterspørgsel. Hun burde, for sit helbreds skyld, se dagen idag som en dag inde. En dag med te, frugt, tæpper, ideelt flettet ind i Lelay. Hvis hun blev syg nu så kunne hun ikke hjælpe til med griffene, og det inkluderede den lille nye. Hun ville ikke risikere den tid til at knytte bånd, så hun ville hellere sidde inde idag og passe på, end at gå ud, blive syg og så ligge i sengen den næste uge.
"Det ville være rart hvis du ville tage det praktiske og det udendørs idag. Jeg kan... Lave noget mad til i aften eller noget, det tror jeg er bedst."
Gwen var meget villig til at lade Lelay hjælpe hende idag. Hun kunne ofte føle sig hjælpeløs når hun blev sløj, hvilket ledte til at hun blev frustreret, hvilket ledte til at hun pressede sig selv for meget og det var det der gjorde hende syg i det lange løb. Hun var træt af denne stædighed der bare kostede dyrt og hun havde besluttet at det var på tide at lade hendes dejlige kæreste passe lidt på hende. 
Hun åndede igen teen ind og sukkede træt. Hun kvalte den lille stemme der brokkede sig over en offerrolle og drak noget mere af teen, inden hun rakte over og tog et stykke æble op i sin hånd. Hun tog en bid af den søde frugt, men skar en kort grimasse. Suuuuuuuurt, det havde hun ikke forventet. Hun vendte stykket og så på skrællens farve. Var æblet ikke modent. Skrællen var grøn, men ikke hård. Så det var bare æblet der var sådan. Det gik an for Gwen, hun havde bare ikke været forberedt først. Hun spiste æblestykket inden hun lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene kort. Hvordan var hun træt allerede, hun stod op for lidt siden?
Hun åbnede nu øjnene på ny og så på sin Lelay der sad overfor hende.
Det var et af de der øjeblikke hvor hendes hjerne(eller hjerte, Gwen var ret sikker på at de to arbejder sammen om det)mindede hende om hvor heldig hun var og hvor meget hun ville gøre for ham. Et smil sneg sig op i hendes øjne og fandt så vej til hendes læber. Det var et lille, forelsket smil over Lelay, og Gwen morede sig lidt over hvordan de mindste ting han gjorde kunne gøre hende så glad.
Hun skubbede sig nu ud fra bordet, hovedet dunkede stadig, men det var intet akut. Hun gik rundt om bordet, om bag Lelay og lagde sine arme om hans bryst, hendes hoved hvilende på hans skulder.
"Den der lur lyder ret fristende. Kan jeg mon overtale dig til at komme med?"
Hun spurgte pænt. Lelays arme var nok det tryggeste sted at være her på jorden, eller det mente Gwen i hvert fald. Hun var sådan set klar til at gå ind nu, men ville lige vente på Lelays grønne lys. Indtil da stod hun ret godt her og holdt om ham.
"Tænkte i øvrigt," sagde hun så. "Skal vi ikke først som sidst finde på et navn til den lille nye grif?"

Lelay som sat ved siden af Gwen tog et lille stykke af æblet som Gwen kiggede på det og den sure smag ramte også ham. Det var en lidt underligt smag for et æble, men han kunne faktisk godt lide det. Så med et smil fik han taget sig et ekstra. Gwen havde nok ikke groet dem her med hendes evne, for de virkede altid til at være lige som hende selv. Søde og dejlige. Men den syrlige smag her var også dejlig for en forandring.
"Jeg kan sagtens klare det praktiske kun, men jeg har en liiiiiille hemmelighed jeg gerne lige vil gøre istedet." fik Lelay sagt. En hemmelighed kunne være mange ting når det var Lelay. Han havde mange ideer og hver af dem kunne være umådelig kreativ, eller bare kær af natur. Det vigtigste var at han inderst inde vidste at det ville bringe et smil på folks læber og heldigt for Gwen var hun den eneste han lige nu ville gøre glad. For alt væk fra dette bjerg var han da ligeglad med, for Gwen var syg og han ville bare gerne passe hende. "Jeg vil da gerne være med til at tage en lur." han lagde mærke til armene der nu lå om ham. Og syntes selv at her var 'hjemme'.

Med et lille suk så han på Gwen. Men et smil kom på hans læber og hans arme fulgte med og snog sig også om hende. "Hvordan blev jeg heldig nok til at finde dig?" spurgte han med et drenget smil og slap hende med den ene arm. Hans hånd lagde sig på bordet og fik det svagt til at gløde med den røde farve af hans lokker. Og som kun Lelay kunne rykkede tingene sig på dets overflade så klas af solbær lå foran dem.
Lelay viste godt at Gwen ikke var den bedste med sure ting, desværre. For han syntes faktisk det smagte godt. Men for hende ville han gerne give dem begge noget andet. Og få tankerne tilbage på maden. For hun havde næsten ikke spist og luren måtte vente til de havde spist en smule. For på en tom mave kunne de jo ikke sove. Det ville ikke gøre gavn mod hendes skidtmas. "Når vi har spist en smule mere kan vi sove. Men selv bjørne går ikke i hig uden en fuld mave." sagde Lelay så. Det var egentligt ikke gennem tænkt da han nævnte bjørne metaforen. Men nogle gange kom dyr bare ind i hans metafore og han syntes og lidt det passede ham og hans personlighed. For dyr og gwen var sammen hans et og alt.

Gwen smilede, kyssede Lelays pande og viklede sig modvilligt ud af hans trygge arme. Han havde jo ret i at hun nok burde spise lidt inden hun sov igen. Hun slog sig ned på stolen ved siden af sin kæreste og rakte ud efter bærerne på bordet. Sure, det kunne hun bare se, men uden tvivl sunde for hende og hendes system.
“Først vil jeg sige, at det vist var MIG der fandt DIG.” grinede hun.
"Men sig mig, Lelay Mourn: Holder du hemmeligheder for mig?” spurgte hun og blinkede smilende, inden hun tog nogle af bærere op i munden og tyggede dem. De VAR sure, men også søde, så de kunne bestemt tygges og sluges.
Trods hovedpine kunne hun godt mærke at maden var god for hende og nok også ret vigtig for at hun ikke også sultede sig selv, bare fordi hun havde det skidt.
Endnu et øjebliks kvalme meldte sig og Gwen gøs lidt. Ubehageligt var det og hun tænkte tilbage til sine tidlige dage i sine bedsteforældres varetægt. De dage var lange og smertefulde og selvom Gwen stadig den dag i dag elskede sine bedsteforældre, så var der ingen form for kærlig omsorg der matchede Lelays. Det gjorde bare en forskel når det var hans eget valg og når han stod hende så nær, på en måde hendes bedsteforældre aldrig kunne.
Gwen rakte også over og tog et lille stykke brød. Hun frøs stadig lidt, selvom det ikke var koldt herinde. Lidt feber måske, det ville ikke være unormalt. Brødet så sådan set godt ud og velvidende om at hun havde brug for næringen, tog hun en god bid af det. Det var lidt salt, sådan som Gwen kunne lide det. Hun så over på Lelay igen og fangede kort et glimt fra hans smukke øjne. Hun smilede så igen og spiste resten af brødet.

Gwen gned sig derefter i øjet og lænede sig ind over bordet med sine albuer på fladen, hovedet i hænderne. Hun ventede tålmodigt på at Lelay blev færdig med at spise så de kunne få den lur. Men indtil da var hun okay med bare at beundre hendes kæreste der måske ville have mere mad.

Lelay syntes det var dejligt at han kunne få hende overtalt til at spise selvom hun var syg. Det var ikke altid lige nemt at overtale hende til det, men det bragte et varmt smil på hans læber som han også tog for sig af maden med ro i sindet. Dog stoppede han lige og tænkte hvad hun havde sagt som en brød lige hang en smule ud af hans læber. Han skubbede resten af brødet ind og fik det tygget med et løftet øjenbryn. "Ja du fandt vel mig, og hvor er jeg heldig at det var mig og ikke en anden." sagde han så.
Det havde været mange år siden nu syntes Lelay. De mødtes i Elverly efter Cynthia og Lelay måtte holde der for at tage et hvile, for Cynthia var skadet og Lelay var kørt træt. Heldigt kom Gwen til redningen og siden da ville han lyve hvis han sagde han ikke havde været dybt forelsket. Stadig den dag idag følte han sig blot nyforelsket og fyldt med lykke.
"Nej da. Jeg kunne "aldrig" finde på at holde en hemmelighed for dig." svarede han hende med et skævt smil der lod det hurtigt sige at det ikke var noget hun skulle bekymre sig om. Det ville være hans lille gave til hende.

Efter at have spist lidt mere rejste han sig fra sin stol, tog fra stoleryggen en lille vest og smed den på før han kyssede Gwens pande. "Det er bare en lille tur udenfor. Vent her. Jeg er tilbage lige om lidt." Et smil sluttede hans sætnings søde tone og så gik han mod døren.
Han ville ikke fortælle hende hvad det han ville var.

Udenfor gik Lelay mod griffenes egen lille rede. Den llille grif så stadig ud til ikke helt at ville tale med Lelay, men den virkede også bare generelt lidt sky overfor folk. Måske en ting man skulle udrede. Men fra hans lomme trak han et stykke brød han havde smuglet med sig ud fra under Gwens falkeblik. Det var næsten lidt skræmmende de ting hun bemærkede ifølge ham.
Dens lille krøben blev forhastet som en træt Cynthia der ikke gad høre på den lille mere nu trådte hen til den og med sit næb skubbede ungen hen til Lelay.
"Tak Cynthia. Og vi to-" Sagde han med sin baby-griffe-stemme på. "Vi skal lige ud på jagt efter en lille ting."

Gwen fulgte Lelay med øjnene da han kom over, kyssede hendes pande og smilede varmt til hende. Hun var ret sikker på at hendes hjerte sprang et slag over hver gang han smilede sådan der. Hun smilede tillidsfuldt igen og lod tvivlen komme ham til gode. Ikke at hun betvivlede at hvad han havde gang i var sødt, hun havde bare ikke vidst hvad det var. Nå, det ville hun nok snart finde ud af. Hun drejede sig på stolen og satte sig til rette, parat til at vente. Hun trak sig lidt tilbage på stolen så hendes ben kunne dingle ud over kanten. Hun gned igen sin pande og sukkede lidt. Hun ville ikke lade hovedpine, indrømmet en meget slem en, men i sidste ende bare en hovedpine, ødelægge noget for hende. Hun kunne gå ind og få ro for det og for hendes kvalme, når Lelay kom tilbage.

(Kort indlæg fordi... Hvad skulle jeg skrive? xD)

Turen for Lelay og ungen var ment til at bare være en lille tur i skoven, hvor til Lelays held var blomsterne og den fulde skov i sommer humør. Grif-ungen så ikke helt tilfreds ud med at Lelay og den var på bjergsidens skov areal i søgen efter noget den ikke vidste hvad var, men Lelay havde en enkelt gang gjort det med Timus mens Gwen ikke kiggede og han virkede da til at nyde det, og han håbede på det også ville bringe et lille grin eller bare et smil frem på hendes læber mens hun nu var syg.
-
Lelay bankede på døren til Redens lille hjem hvor Gwen stadig forhåbentligt ventede. Han ville overraske hende og som hun åbnede døren bankede hans hjerte også afsted i håbet om det.
Foran døren stod den lille grif lige så spændt som Lelay med en ny glød og næsten "glæde" for folk. Den kiggede op på døråbningen som dens pels havde fået små pletter af farver hvor små søde blomster som var blevet frisk plukket af Lelay og griffen sad i den.
-
Den lille grif og Lelay havde, med en smule modvillighed, plukket blomster i skovens frodige natur. Den virkede ikke helt til at ville, men da en lille lilla en blev plukket og dens intense studie af dens smag, farve og udseende var blevet gennemført placerede han den bag griffens lille nuttede øre. Den smed den af, men som den ikke bare røg af så den undrende på ham. Han grinte bare lidt af den og plukkede videre for derefter at sætte dem i dens pels forskellige steder.
Hvis den skulle lære at have det bedre med mennesker så måtte den jo komme dem mere nær og hvis han kunne drille den lidt mens så den ikke var sådan en hidsigprop så ville det da bare være en hjælp.

Griffen begyndte også efter en halvtimes tid selv at plukke i de sidste fem minutter, men dens lille nakke lod den ikke selv placere dem så det lod den Lelay om efter en lille bunke var opbygget. Et tegn på den heldigvis var begyndt at acceptere at han måtte være i nærheden. Alt der skulle til nu var bare at vise Gwen den spøjse overraskelse.

((- Betyder= Hjemme-ude-hjemme))

Gwen stirrede forbavset, men hun var ikke sikker på hvad hun skulle stirre på. Den lille grif der var dækket af skovens blomster, Lelays helt igennem bedårende ansigtsudtryk, baby griffens smil… Der var mange ting at stirre på. Gwens ansigt gik op i et stort smil idet hun gik ned på sit ene knæ og nussede griffen bag det ene øre. En kurrende lyd af tilfredshed kom fra det lille væsen og Gwen smilende igen. Så Lelay havde brudt igennem stædigheden som ungen havde udvist først. Lilja kendte jo Lelay så det undrede hende ikke så meget hvorfor ungen havde fået lov at tage af sted, men hun var ikke forberedt på at ungen selv ville lade Lelay dekorere ham sådan der.
Hun rejste sig op og så på Lelay med et stort smil. ”Melamin, det er virkelig sødt. Jeg tror det er den mest spøjse, men også den mest specielle buket du har givet mig.”

Hun tog et skridt frem og lagde sine arme om Lelays brystkasse i et varmt kram. Det var en vildt sød gestus og hun var sikker på at den lille nye også havde haft godt af oplevelsen sammen med Lelay.
Med et kærligt smil holdt hun om Lelay inden hun brød løs, lagde hovedet tilbage og kyssede ham inderligt. Hun kunne mærke sit eget hjerte stige i tempo da hun lagde en hånd på Lelays skulder. Hvor var hun dog heldig.

Gwen var altid dejlig varm og i et kram hvor man kunne se hun var glad og lykkelig var hun det kun yderligere. Men som hendes læber og hans mødtes var han bare en smule... Forvirret... Han havde pyntet griffen og både den og Gwen virkede tilfredse, især Gwen vist. Men hvad mente hun med 'Bukket* det var en pyntet grif.
Han sagde ikke noget, for han ville ikke ødelægge øjeblikket. Så istedet fik han færdiggjort Gwens kys og tog hende i hånden. "Måske vi burde være inden for. Det er koldt herude og jeg ville blive ked hvis du skulle få det værre." Lelay begav sig så må indenfor hvor han tog det nærmeste, og derfor bedste, tæppe som han valgte at kaste om Gwens skuldre. Bare for varmens skyld.

Lelay havde ikke selv været rigtigt syg før. Så det at Gwen havde en tendens til at blive mere syg end ham og oftere gjorde ham altid en smule bekymret. Også selvom han sikkert hundrede gange før havde fået at vide det ikke var så slemt som han gjorde det til i hans lille overbeskyttende knold. Han ville bare ikke at Gwen skulle have det dårligt.
"Er det okay hvis jeg laver noget te inden luren? Det kunne måske hjælpe til at sove?" Lelays forstand på te og dets effekter var ikke særligt stor. Men han vidste da hvordan man kunne kaste nogle blade i en kedel og hænge den over ilden. Så det kunne vel ikke gå så forfærdeligt galt tænkte han. Eller ville det måske bare være bedst han lod Gwen?

Gwen løftede kort et øjenbryn og smilede så til Lelay. Hun gik i forvejen, men tog ham i hånden på vej over til gryden der hang over den ulmende ild. Hun tog så hans anden hånd og sendte ham et ærligt blik fyldt med kærlighed og overbærenhed.
”Hvad med at JEG koger vandet og DU hælder tebladene i?” hun rakte ham krukken med te, fra hylden som de lige havde passeret. Hun holdt stadig den anden hånd imens hun smilede. Lelay havde mange talenter. Alt fra jagt, til hans arbejde med dyr til hans kærlige personlighed, men! På trods af alle disse evner, så var han ikke særlig dygtig i et køkken, og selvom Gwen gerne ville, så kunne hun ikke få sig selv til at stole på ham med ild og kogende vand. Hun bøjede sig ned og smed lidt træ ind til ilden, hvorefter hun pustede til den. Der var rigeligt med vand fra tidligere og det var næsten varmt alligevel, så de kunne ligeså godt. Te var godt for både krop og sjæl.
”Hvis du bare smider 5-6 blade i, så henter jeg kopper.”
Den unge elverpige gik udenom Lelay, om bag spisebordet og stillede sig så på sine tæer for at nå to af kopperne på hylden.
Hun begav sig derefter tilbage og tippede gryden ned i kanden der stod klar på gulvet. Derefter samlede hun kanden op og hældte op til de to.
”Her.” sagde hun og rakte Lelay hans kop.

Lelay tog mod krukken fra Gwen. Han vidste jo godt han ikke duede i et køkken. Men Gwen syntes altid at have et eller andet han kunne hjælpe med, men han var da også denne gang tæt på at fejle i selv den simple opgave at hælde te bladende i kanden. Gwen gik mod kopperne og Grif-ungen, der åbenbart ikke havde fået nok af Lelay, gik mod hans hæld, stød hovedet mod den og var ved at giv ham over balance som han stod med krukken. Lelay sagde ikke en lyd med det lille dunk fik ham til at tabe krukke med alle tebladende og i al hast var et svag lys at se omkring hans hænder og krukken der var stoppet i luften med bladende hængende kort under den.

"En lille drille pind hva'?" spurgte Lelay så som han hørte klirren fra kopperne og skyndte at vende krukken, sende bladende flyvende i og lagde så låget på. Fire, fem, seks, syv, nitten. Lelay var ikke helt sikker på hvor mange blade der var i. Men sukker ville sikkert kunne fikse det. Det gjorde det altid!
Lelay stillede krukken fra sig og tog Griffen i sin arme. Han nussede den på hovedet og så da mod Gwen. "Den her lille ballademager. Altså." han satte stille griffen fra sig igen og tog mod koppen som den lille grif ellers virkede interesseret i. "Nej lille ven. Det her er ikke til dig." sagde han så og rakte måske en smule barnligt tunge af den lille grif.

En lille rød glød omgav hans hånd som den lille sukkerkrukke kom hen til ham. "Sukker?" spurgte han så Gwen og ventede på svar før han selv hælde noget af det i sin kop for at undgå den drablige smag der sikkert var opbygget af griffe uheldet. Han smagte det kun en enkelt gang og konkluderede så at den her te kom han nok ikke igennem. Måske Gwen, men ikke lige ham i denne her omgang.

”Jo tak, melamin.” sagde Gwen med et smil og lod Lelay hælde sukkeret i. Hun kunne fornemme at der var noget galt med teen, baseret på reaktionen hun kunne se hendes kæreste havde til hans første slurk. Gwen tog denne mentale note og drak så en slurk.
…
..
.
Wooooow… Meget var Lelay i stand til, men at lave en te SÅ STÆRK var dog ikke noget Gwen havde taget i betragtning. Sukkeret var bestemt nødvendigt, så det var Gwen taknemmelig for, hun kunne bestemt drikke den, men Lelay så ud til at være en anden historie. Gwen slikkede lidt te af sine læber og så så på Lelay med et glimt i øjnene. Så satte hun langsomt kruset på bordet og pegede på det med et skævt smil.
”Kæreste Lelay,” sagde hun så, med et grin. ”Er du sikker på at du kun puttede 5-6 blade i? Teen er lidt… Kraftig, syntes du ikke?”
Hun syntes åbenlyst at det var sjovt, men overvejede også om der kunne være sket et mindre uheld imens han lavede teen. Måske snublede han, eller tog bare for mange.
Ved Gwens fod kunne der mærkes et lille puf og da Gwen så ned var det den lille grif-unge der insisterede på opmærksomhed.
Gwen lod sine fingre stryge dens lille hoved på en kærlig manér og hun kiggede da på Lelay igen.

Lelay kunne se på Gwen at hun havde lagt mærke til at teen måske var "lidt" stærkere end den nok skulle være. Lelay ville dog ikke helt indrømme det så istedet så han mod kedlen og hviskede så en smule lavmælt "Måske er der et blad eller-" og endnu laver fortsatte han så "-tyve måske." efterfulgt af et træk på hans skuldre. Han så så mod Gwen og han viste allerede nu at hun sikkert havde forstået at noget var sket.
"Okay. Der er måske lidt mange blade i. Den lille syntes vis ikke at fem er nok." forklarede han så bare for at rydde luften for det. Den lille grif havde alligevel fundet opmærksomhed hos Gwen nu, så den kunne vel ikke forstyrre ham for nu ihvertfald.

Lelay rejste sig fra sin stol og gik så til skabet og placerede sukkeret tilbage da Gwen havde fået det hun havde brug for. Orden var der næsten altid i huset. For uden det kunne man ikke finde ting, og hvis man ikke kunne holde huset i orden så ville det være svært at holde griffene i orden. Han ende så på sin plads igen og grinte på vejen af den lille grif der så ud til at nyde at være hos Gwen. "Hvad gør vi dog med ham?" spurgte Lelay så som hans røv nåede sædet igen.
Han virkede til at være anderledes fra de andre. Lidt som Timus og Oridan, næsten en smule som Cynthia. Bare... Mere venlig end hende.

Gwen holdt sig for munden idet hun fnes over det med teen. Hun så moderligt på den lille grif og overvejede Lelays spørgsmål. Den lille frækkert havde nok trippet ham så Lelay tabte bladene i kedlen. Gwen nussede videre og grif-ungen kurrede tilfredst. Han stødte til Gwens hånd for at blive nusset under hagen og Gwen smilede op til sin kæreste.
”Tjah, selvsikkerheden fejler da ikke noget hos ham.” sagde hun imens hun fortsatte sit arbejde. ”Til at starte med syntes jeg at han skal have et navn. Bagefter kan han jo passende gå tilbage til Lilja, jeg tror hun savner ham.”
Gwens krystalblå øjne skimmede over den unge grif. Dens fjer var ikke fremme endnu, de var blot dun på dette tidspunkt, hvilket gjorde den utrolig blød at rende sine fingre hen over. Gwen havde et blødt hjerte for alle dyr, men griffeunger nåede bestemt tættest på. Lilja havde haft ægget længe for at få denne her lille fyr. Gwen var faktisk begyndt at undre sig over om de havde mistet ungen og at ægget aldrig ville klække. Dette ville selvfølgelig have knust hendes hjerte, så hun var ret lettet da den flotte lille fyr her mødte hendes blik i morges.
Hun så op på Lelay igen, et spørgende smil på hendes læber. ”Jeg tænker vi finder et navn, sender ham hjem og tager en lur? Har du nogen forslag?”

Lelay tog sig til hagen og tænkte. Han mente altid at navne skulle have den ene eller anden betydning. For et navn var jo hvad man først mødte lige efter nogets udseende. Så navnet ville jo være vigtigt.
Hans blik mødte synet af Gwens hånd på den lille bedunnet grifunge og han sagde så bare "Milo." hans blik rettede sig så mod Gwens øjne. Han syntes ligesom hende at den var ret så kær og den havde også været tæt på ikke at være her. Så han tænkte på navnet Milo. Det lød tæt på Gwens forskellige ord for Ven og Kære, så med en lille drejning kunne det vel lyde mere som et navn for en så lille grif.
"Luren lyder som en god ide. Men nu er spørgsmålet om han vil lade os være nu hvor vi har forkælet ham så meget." Lelay fnes lidt for sig selv som bare tanken om at den ikke ville forlade dem humorede ham. Det var hvordan Oridan havde været da han først var klækket. Men han lærte da at være i Redden hvor han hørte til. Dog ville Lelay lyve hvis han sagde han ikke nogle gange på turene med Oridan tog en lille lur med ham. For Oridan og Lelay havde bare det bånd. Næsten som far og søn. Bare at Oridan så ville være en meget stor fjerede søn af en elver. NOk en sjov tanke for nogen, men det var egentligt lidt hvordan han så sig selv og Oridan. Nu håbede han bare på at Milo også en dag ville kunne få sådan et forhold til enden ham selv eller Gwen som den ellers virkede ret tæt på allerede.