Sted: En kro placeret ved den gamle landevej
Tid:Sen eftermiddag
Vejr: Kedeligt gråvejr, men ikke super koldt

Randall slog en høj latter op, som joken spredte sig om det bord han sad ved. Der var ikke vanvittigt mange besøgende i kroen, sådan en almindelig eftermiddag langt væk fra hovedstaden, men Randall var stødt ind i en mindre gruppe arbejdsmænd, der var på vej mod hovedstaden i et forsøg på at finde arbejde. Og selvom der derfor ikke rigtigt var noget af værdi at komme efter, kunne Randall nu nok bruge nogle timer i deres selskab. At have nogen at drikke og dele sjove historier med var også noget, man kunne bruge sådan en eftermiddag på. Randall havde ikke andre planer for dagen alligevel. Så da han var færdig med at le, tømte han sit krus og slog det hårdt i bordet.

"Venner! Dét kræver en opfyldning!" Som sagt, så gjort og han fik vinket kroejeren, en overraskende spinkel mand, ned til bordet med to kander øl. Hvem der skulle betale for øllen var der ikke blevet aftalt, men Randall havde ikke forsøgt at forklare dem, at det ikke blev ham. Nok havde han krystaller på sig, for han havde lige mødtes med en, der gerne ville købe nogle småting, Randall på en eller anden mystisk måde havde fået tilraget sig fra et tempel for en mindre gud, hvilken havde han sgu ikke lige lagt mærke til. Han var ligeglad, så længe han fik skejser ud af tingene. Men han betalte meget sjældent for andres drikkevarer, hvorfor skulle han det? Måske der røg et par krystaller for det, han mente han havde drukket, men resten måtte de andre drøje med. Pff, han var ikke en gavebod!

De grove jokes, høje latterudbrud og fuldskaben fortsatte lidt endnu, hjulpet godt på vej af de to kander med øl og Randall var ikke bange for at gøre sig bemærket, som ham midt i en historie var oppe at stå på stolen, for at illustrere noget. Derefter hoppede han ned og proklamerede med høj stemme, at nu skulle han sgu ud og slå en streg. Med en gang, der viste at han var ved at have fået godt med øl til ganen, slæbte han sig ud af bagdøren og om til møddingen, som lå langs stalden, hvor man som gæst kunne få placeret sin hest. Med en brummende lyd fik han hevet "dyret" frem og med et tilfreds suk lod han den gyldne stråle plaske ned på jorden foran sig. Lige nu var han godt tilfreds, lettere beruset og uden nogen bekymringer. Det var ved at være et stykke tid siden, at han var død sidst og det var som altid meget rart bare at leve livet lidt. Han havde som sædvanligt sin røde læderjakke på, den lange kniv på ryggen og langsværdet ved sin side. De sorte bukser, han normalt havde på, var gået i stykker, så nu havde han nogle lidt posende bukser i noget lysebrunt stof, han havde stjålet et eller andet sted. På fødderne sad de sædvanlige tunge, langskaftede støvler.

Endeligt løb strømmen tør, han fik bukserne på plads og vendte så om for at fortsætte festen inde i kroen.

Alle festlighederne og de højtråbende, halvkåde mænd med deres beskidte, ølfyldte skæg og fedtede, krøllede fuldmandsskjorter udgjorde et chokerende syn for den spinkle, kappeklædte skikkelse som sad ved et skævt bord, helt ovre i det mørkeste hjørne af kroen.
Med hætten slået op for at dække et ansigt, som sikkert ville have tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed, sad Mei med et halvtomt krus halvtamt øl, som havde samme farve som pis, og som heller ikke lugtede alt for godt.
Hvad var dette dog for et snusket sted? Var det virkelig sådan man gik på kro og hyggede sig her i Krystallandet?

Hvor barbarisk.

Ikke desto mindre var det her, hun havde sporet sit mål til, og det var naturligvis også her hun havde fundet ham.
Den skæve eksistens i den falmede, røde jakke havde skabt sig nogle magtfulde, og dejligt rige, fjender - og det betød at han var en ganske klækkelig sum værd.

En mindre formue, for at være nøjagtig.

Så da den slidte mand endelig forlod kroen, rejste Mei sig op og fulgte musestille med, uden at lave spektakel så de andre i kroen lagde mærke til hende.

Med listige, lydløse skridt takket være mange års træning, gled hun ud af døråbningen og drejede hen om hjørnet, hvor hun hurtigt fik øje på målet, som stod og pissede på en allerede ildelugtende mødding.

Atter en gang var dette land vulgært...

Mei gik et par skridt tættere på, og med sin lidt for fine stemme, sagde hun:
"Rrandall Kurag-lin. Du kan føl' mæd, eller jeg kan dig slæbe i kurave."
Hun bed sig med det samme i tungen over sit ordvalg samt hans åndssvagtsvære navn. De forbandede R-lyde...!

Randall nåede knapt at få dyret gemt væk og vendt sig om, før en alt for lys, køn stemme skar igennem møddingens stank. Han havde overhovedet ikke hørt nogen komme herud, men nu var det heller ikke fordi, at han ligefrem brugte energi på at lægge mærke til sine omgivelser. Han havde ikke lagt mærke til hende på kroen heller.
Overrasket løftede han blikket og fik øje på, hvad der kun kunne være en lille kvinde gemt under en stor hætte, så han ikke kunne se hendes ansigt. En vred trækning løb over hans ansigt.
"Hey, det er altså ikke pænt at snige sig op på en mand, der tømmer blæren." Ærligt talt ragede det ham en høstblomst, han var ikke genert. For hans skyld måtte hun komme hen og holde den, hvis det var det, hun havde lyst til. Det skulle hun i øvrigt være mere end velkommen til, selvom det ikke lod til, at det var det, hun havde sneget sig herud for.

Som han havde udtalt sine vrede ord, gik det op for ham, hvad hun havde sagt. Og hvordan hun havde sagt det. Et fuldemandsfnis blev presset op fra hans mave. Han havde nær ikke genkendt sit eget navn.
"Kan du lige gentage det? Jeg... fik... ikke... helt fat på, hvad du... sagde." Han forsøgte virkeligt at holde latteren nede, for han var ikke i tvivl om, at hun havde ment noget ganske alvorligt med det, hun sagde. Men... udtalelsen. Han kunne ikke holde det inde og en brølende latter rungede mellem murene som han gav los. Det var lige så tårerne dukkede op i hans øjne.

Trods latteren, trods fuldskaben og trods hendes underligt udtalte trussel, var han slet ikke så skødesløs som det tydede på. Indeni var han noget mere agtpågivende - hun ville have ham med, så hun var nok en dusørjæger. Og som han lo for at holde hende forstyrret, gled hans højre hånd over til hans venstre side, hvor den lagde sig til rette på skæftet til hans lange sværd. Han trak det ikke, men han var parat i tilfælde af, at hun ville angribe. Han agtede ikke at lade sig fange. Eller dø, men det var nu knapt så slemt som at bive fanget. Hvis der var noget Randall ikke ville, så var det at ryge i fængsel. Ingen sprut, ingen kællinger og ingen frihed.
Endeligt døde hans latter ud og han så på hende med sine grå øjne, der nu var en kende mere alvorlige.

I hendes hjemland havde nogle af hendes mål og modstandere ganske simpelt undervurderet hende, på grund af hendes køn, størrelse og den ømhed hendes ydre syntes at besidde.
Det havde som regel kostet dem dyrt (Med undtagelse af en af hendes første dusører, som fik held til at ramme hende med et hårdt slag, for derefter at gennembanke hende. Hård lektion lært.)

Men det her... hendes første dusør i Krystallandet... åh, hvad ville hendes forfædre ikke have sagt hvis de havde set dette lille optrin?

Mei trak lidt i hætten og kiggede ned i jorden, mens hun rødmede stærkt.
Hvor var det pinligt.

"Okay..." hviskede hun og pustede langsomt ud, samtidig med at rødmen forsvandt fra hendes kinder.
Derpå trak hun hætten ned og afslørede sit udseende for manden, og i den tro at overraskelsen måske var på hendes side, sprang hun lynhurtigt frem, samtidig med at hun svingede sit underlige, buede sværd - som stadig var i sin skede - ud fra kappens skjul, og i en lynende, opadrettet bue - direkte imod Randall's sølle, sikkert også godt slidte, behårede klokkespil.

Randall lod blikket hvile på hende, som hun stod der og gav et udtryk af, at hun skammede sig over hans latter. Dejligt, hvis hun var så let at hyle ud af den, det ville da gøre kampen så meget lettere. For hvis der var noget, Randall var god til så var det at sige grimme, beskidte ting, som folk ikke regnede med at høre. Hans mund var et afløb for skidt og møg og han forsøgte sjældent at stoppe den. Han var faktisk lige ved at skulle åbne den igen for at fyre en eller anden lettere sjofel sætning af, da kvinden trak sin hætte tilbage og afslørede sit ansigt. Et ansigt der var meget specielt, men som kunne få mænd til at hyle mod månen som rabiate ulve! Det fik ham til at tabe koncentrationen for et splitsekund, længe nok til at kvinden kom så tæt på, at han umuligt ville kunne trække sit sværd.

Randall var mere end let beruset, ingen tvivl om det. Hans reaktioner og tanker var sløve i forhold til, hvad de ville være, hvis han havde været ædru. Så da hun sprang hen i mod ham, reagerede han alt for langsomt og han nåede ikke at se sværdskeden, der kom flyvende i mod hans skridt - og ramte. Smerten trak op igennem hans mave og fik ham til at knække sammen med en dæmpet "hnnng"-lyd, hvorefter han bakkede et par skridt væk fra kvinden. Udtrykket på hans ansigt var ren og skær smerte blandet sammen med overraskelse.

Hvad kvinden ikke kunne vide var, at det skete ret ofte, endda lidt for ofte, at folk lossede ham i nødderne, og selvom smerten ikke blev mindre af det, havde han efterhånden lært at arbejde sig udenom det - når de første fysiske reaktioner var overstået. Så efter de første par skridt væk, var han allerede klar til at slå tilbage. Smerten havde klaret hans hjerne og et par muligheder fór igennem hans tanker. Skulle han trække kniven? Eller forsøge sig med sværdet? Hun havde ingen våben, så en nærkamp var også en mulighed.
Han tog en hurtig beslutning, rettede sig op, som var han ikke lige blevet losset i løgene, trådte et hurtigt skridt frem og lossede så ud efter hendes mave med en tung støvle. Samtidigt rakte han over sin venstre skulder og hev den lange kniv, der næsten kunne være et lille sværd, ud. Om han ramte eller ej, ville fremdriften bag sparket sende ham endnu et skridt fremad, medmindre hun selvfølgelig forhindrede ham på nogen måde og han ville være klar til at slå ud efter hende med kniven ligeglad med, at hun var af hunkøn. Var hendes mål at slås med ham, måtte hun også forvente at være i risiko for at dø. Han var ikke en gavebod af venlighed.

Sværdskeden ramte ham i dingleværket, og Mei smilede lettere tilfreds.
Som altid var dette svage punkt det eneste man behøvede at angribe, hvis man hurtigt ville afgøre en kamp med en mand... eller sådan var det ihvertfald normalt.

Overraskelsen over hans alt, alt for hurtige tilbagevenden fra smerternes land, frøs hende fast i et splitsekund for meget, og Mei mærkede hvordan støvlen ramte hende hårdt i maven.

"Ough!!" lød det fra hende, mens hun blev skubbet tilbage, halvt krummet sammen allerede.
For helvede hvor gjorde det ondt!
Hun var en hgod kæmper - men hun havde aldrig været udholden, og lige nu nægtede luften at vende tilbage til hendes lunger, samtidig med at en varm, brændende smerte i maven næsten lammede benene under hende - lige indtil hun så kniven, og adrenalinen tog over.

Hun nåede lige at springe til siden og undgå den skarpe klinge, som ellers ville have taget livet af hende ganske effektivt.

Den hånd der havde lagt sig på hendes mave greb nu lynhurtigt fat i enden af sværdskeden i stedet - og fremdrog et glimtende, énklinget sværd fra den.

Hun hostede en enkelt gang og sprang tilbage for at skabe en smule afstand mellem dem, så hun havde mulighed for at komme sig hundrede procent.

"Du er... overraske." sagde hun og mødte hans blik med sit eget, stålsatte krigerblik.

Det lykkedes ham at sparke tøsen i maven og det så heldigvis ud til at gøre nas. Det skulle det også gerne, sådan en lille lort, der slog ham i hans private dele. Så kunne hun være nok så køn, det ville han skide på. At gå under bæltestedet var bare ikke i orden.
Hans forsøg på at ramme hende med kniven mislykkedes. Hun var hurtig. Det måtte han give den lille spirrevip. Hurtigt gik han selv et par skridt tilbage, så han kunne få lidt ro på situationen. Finde ud af, hvad det hele handlede om. Og lige få vejret efter losset i skridtet, for selvom han havde angrebet, betød det ikke, at han ikke havde fandens ondt. Så han bukkede sig også en lille smule forover med en grimasse, da det så ud til, at tøsen ikke ville angribe med det samme.

Han var overraske? Det kunne betyde to ting, men hendes tonefald fik ham til at satse på den ene. Et smil gled over hans ansigt og hans grå øjne glimtede lidt, som han mødtes hendes blik. Trods hele situationen, havde han stadig plads til morskab. Hvorfor ikke? Han kunne altid more sig, andet ville være kedeligt.
"Det tager jeg som en kompliment, snuske." Han var ved at sige noget med, at man ikke skulle skue hunden på hårene, men var det ikke lige det, han havde gjort? I stedet gled hans blik ned til hendes sværd og hans øjenbryn skød i vejret. Dét var et specielt våben. Hans fingre kildede efter at prøve det, se hvor godt det fungerede.
"Sikke et flot sværd du har dér. Meget specielt." Som han sagde det i en tone, der fik det til at lyde som en helt normal ting at diskutere som man skulle til at kæmpe til døden, eller i hvert fald til den første lå ned, skubbede han kniven på plads igen og trak sit eget klassiske, toæggede lange ethåndssværd, et våben han selv foretrak. Det havde en god balance i hans hånd og fungerede nærmest som en forlængelse af hans arm.

Selvom man måske ikke skulle tro det ved at se på ham, var han en fortrinlig sværdfægter. Med mange års erfaring, hærdet gennem krigen mod mørket, forstod han sig på at bruge det - og stort set alt andet med en skarp æg. Han havde en gang været en soldat. For mange, mange år siden.
Nu stod han her som fredløs og skulle slås med denne sære tøs.
"Jeg ville elske at afprøve det." Hans snak fortsatte, men som det sidste ord blev udtalt, sprang han hurtigt frem i mod hende og svingede sværdet mod hendes krop, sigtende mod hendes venstre hofte i et lavt sving.

Ah, selvfølgelig... hvis han formåede at vinde over hende, ville han tage hendes liv og bære hendes sværd som et trofæ - og hvilket sjældent trofæ det ville være i dette land.
Hun havde endnu ikke set nogen med samme type våben, og de sværd der blev brugt i Krystallandet, syntes tunge og kluntede...

"Hvis du vinde... sværdet er dit." sagde hun bare. Det var jo sådan det var, ikke?

Hun smilede - koldt, men ganske kønt - da han trak sit eget sværd. Et tveægget svlrd beregnet til at blive brugt i én hånd. Ikke et agilt våben, men dog langt mere agilt og hurtigt end de langsværd eller tohåndssværd hun havde set her.

Hans udfald mod hende var absolut ikke overraskende, og hun parerede det med måske overraskende lethed - samtidig med at hun trådte et minimalt skridt fremad, snurrede hurtigt rundt, kiggede sig over skulderen og sendte et bagudrættet spark op imod Randall's solar plexus.
Grundet rotationen og bevægelsen med hele kroppen, var der overraskende meget kraft i sparket, som hvis det ramte, ville træffe med hælen.

Hun skulle fandeme nok vise ham hvordan man sparkede folk i maven  - effektivt.
Hævn!

Randall havde ikke lige regnet med, at hun tog det som om, at han kunne tage hendes sværd, hvis han vandt. Det var ikke rigtigt noget, folk gjorde i. Ikke at han stod tilbage fra at stjæle fra de døde, de skulle trods alt ikke bruge jordiske ting mere, men han havde kun taget et våben, hvis han selv skulle mangle. Normalt lod han våben blive ved de døde, en sær form for gestus for en mand, der var ligeglad, men det føltes passende, hvis han ikke selv desperat skulle bruge det.
"Det er da pænt af dig, men jeg har det fint med mit eget."

Den lille kvinde parerede hans udfald med lethed - det burde han måske have forudset, hun virkede til at vide, hvad hun lavede - og inden han havde set sig om, sparkede hun ud efter ham. Det lød måske ikke så slemt, at blive sparket af en kvinde, der var halvt så stor som en selv, men kraften bag sparket var voldsom. Det var som at blive sparket af en hest, der vidste lige, hvor den skulle ramme. Og den ramte godt.

Luften forlod hans lunger hurtigere end han kunne nå at komme med et udbrud af smerte og det føltes som om, at alle hans organer flyttede rundt på sig. Balance blev til et ukendt begreb, som han væltede baglæns, snublede og røg ned på ryggen, lige midt i møddingen, der smattet og blødt tog i mod ham. Ikke at han lagde mærke til det, for hans hoved var fyldt op med smerten fra sin mave og den brændende fornemmelse der var i hans tomme lunger. Lettere panisk forsøgte han at få luft i dem, men det var sværere end forventet, som hans mellemgulv stadig var trukket sammen i smerte. Men endeligt kunne han med et højlyst gisp få den første portion ilt ind. Sværdet havde han tabt på sin tur igennem luften, men ærligt talt var han ligeglad. Lige nu kunne han kun koncentrere sig om sin stakkels brændende mave og ilten, der skulle ned i hans lunger. Han tog endnu en desperat vejrtrækning og måtte hoste, hvilket nærmest bare gjorde alting værre. For et øjeblik var han hjælpeløs.

Fuldtræffer.
Hun kunne ikke helt dy sig, og smilede lettere triumferende, da hun så ham 'miste pusten' og falde bagover, i langt større smerte end hun havde været, da han havde sparket hende.

Og så landede han tilmed i møddingen...

Mei var ret overbevist om at dette var afslutningen på kampen, så hun skubbede hans sværd lidt væk med den ene fod, fr hun trådte frem imod ham, og satte spidsen af sit eget våben imod hans bryst.
Med et køligt blik i de ellers kønne, brune øjne, stirrede hun ned på ham og sagde: "Mit spark vinder. Smid kniv."

Hvis nu bare for hulen han havde livet kært, og valgte at gøre som hun sagde... så kunne hun undgå at dræbe ham, og i stedet slæbe ham hen til det kontor, der havde udstedt den betragteligt store dusør.
Det ville bestemt være at foretrække...

Dog... han havde vist sig som en rimeligt habil modstander, på trods af alkoholden i ham.
"Tak for kamp..." sagde hun og smilede skævt.

Der var bare ikke så meget at gøre for Randall end at gispe efter vejret som en fisk på land, mens hans mellemgulv kom i gang med at arbejde igen. Aldrig havde han da prøvet noget lignende. Jo da, han var blevet losset af en hest en gang eller to, men det var slet, slet ikke det samme. Sindssyge lille kvindemenneske!
Som han lå der, blev der sat en sværdspids i mod hans bryst og kravet om, at han skulle smide sin kniv blev fremsagt med den sjove accent.

Hun vandt. Han skulle smide kniven. Han løftede en finger for at sige ”øjeblik”, mens han tvang luften helt ned i sine lunger, inden han fokuserede på hende. Skulle han give op? Lade sig fange? Forsøge at slås videre? Han overvejede det for et øjeblik, men besluttede sig for at lige nu ville det nok være bedst at lade sig fange og se tiden an. Hvis alting gik galt havde han jo altid sin nødplan, om han så selv skulle føre den ud i livet. Men i fængsel gad han altså ikke. Nå, der var vel langt til fængslet endnu. Og han kunne nå at drive tøsen til vanvid som tak for det spark.

Så han rakte endeligt om og trak kniven ud for at smide den til siden. Det gjorde lidt ondt, for han regnede ikke med, at tøsen ville tage hans våben med. Enten måtte han tilbage efter dem eller også… han havde jo ikke problemer med at få nye, ellers måtte han jo rende rundt med et lånesværd for en periode. Det var sket før.
Tøsen sagde tak for kampen. Randall begyndte at skubbe sig op at sidde midt i al hestemøget og hvad der nu ellers var smidt på møddingen. Et skævt smil viste sig kort på hans ansigt, men veg hurtigt for en grimasse af smerte.
"Tror du virkeligt, at kampen er færdig?" Trods hans ord, gjorde han intet for at angribe hende eller virke farlig. Lige nu havde ham problemer nok med at komme på benene, mere beskidt og stinkende end han plejede at være efter turen på jorden. Hans mave føltes som en bageovn af smerte. Endeligt kom han på benene, en smule foroverbøjet og stadig forpustet. "Ved Zaladin, du sparker som en hest."

Hun lod ham komme op at stå efter at han havde smidt kniven fra sig - men hun fjernede ikke sværdspidsen fra ham.
Prøvede han på noget, ville hun være parat til at lade den voldsomt skarpe klinge skære igennem, ind imellem to ribben og ind i hjertet.
Det ville være hurtigt overstået, og han ville næsten intet mærke...

Heldigvis kom det ikke der til - ikke endnu ihvertfald.

"Jeg tro kampen er slut." bekendtgjorde hun som svar da han var kommet på benene igen.
"Vend dig. Hænder bag ryg. Og prrøv ikke dumt. Jeg sparker jo som en hest." sagde hun, og kunne ikke helt lade være med at smile ad det sidste.
Godt nok var han kriminelt og ganske ulækker... men hun tog det nu alligevel som et kompliment.

Hvis Randall gjorde som hun sagde og vendte sig med hænderne på ryggen, ville Mei tage et langt, tyndt gråt bånd frem fra gemmerne under hendes bælte, og binde hans hænder sammen med en hurtig, men stærk knude - med én hånd, mens hun lagde klingen fra sværdet imod hans skulder
Stoffet ville føles utroligt blødt, men meget stærkt.

Hvis Randall kendte til det, ville han kunne genkende det som silke - og dermed vide at han ikke bare kunne bryde båndet med styrke.

Med endnu en grimasse vendte Randall ryggen til kvinden og satte de knyttede hænder mod hinanden, godt klar over, at hun ville binde dem sammen. Han håbede kort på, at hun ville hive et par håndjern frem, for dem ville han kunne lirke op med dirken i støvlen, men nej, i stedet var det et form for bånd. Både synet og fornemmelsen af det utroligt bløde stof fortalte ham med det samme, at det var silke. Nok var han et soldatersvin fra rendestenen, men han havde efterhånden stjålet alt, hvad der var værd at stjæle og silke var han stødt på før. Og han havde også opfattet, at det sære stof var vanvittigt stærkt, men det skulle nu ikke afholde ham fra at prøve at komme fri. Om hun ikke havde set den eller var ligeglad, så havde hun i hvert fald ikke fjernet den mindre kniv i hans bælte.

Kvindens sjove sværd lå på hans skulder, og han kunne derfor betragte metallet lidt, mens hun bandt hans hænder sammen. Det var virkeligt et interessant sværd og han ville elske at få lov til at undersøge det nærmere. Altså, som i at holde det i mellem hænderne og ikke blive slået ihjel med det. Han var meget interesseret i alle slags våben med skarpe kanter, da det ligesom var det, han var god til. Sværd, knive, økser endda.

Da det virkede til, at hun var færdig med at lege med reb, drejede han sit hoved noget mere, så han kunne se hende over sin skulder. Stor var tøsen da ikke.
”Hvordan kan sådan et lille pigebarn sparke så hårdt? Er I alle sammen sådan nogle små hårdtsparkende fruentimmere, der hvor du kommer fra?” Randalls store grå øjne skævede til hende, nysgerrigt og alligevel med et beregnende glimt under den sidste fordrukne tåge, der ikke var forsvundet ved smerten. Han var stadig småfuld, men ikke mere, end at havde styr på situationen. Sådan da. Han var taget til fange af en sparkende nymfe.

"Jeg er ikke et barn." sagde hun forundret og kiggede hurtigt ned ad sig selv.
Det var da ikke hendes skyld at mange af kvinderne her i landet var enormt høje, havde kæmpe kasser og generelt så ud til at være ti år ældre end de var.
Eller måske var det nærmere, at hendes egen slags så yngre ud...

Hvad Mei heller ikke vidste var, at ordet 'pigebarn' ikke nødvendigvis betød at hun var et barn - ah, sprogbarrierer!

Hun rynkede panden lidt ved ordet 'fruentrimmere'.
Det havde hun ikke hørt før.
Var det mon en fornærmelse...?

Hun trak på skuldrene, fjernede sværdet fra Randall's skulder, og gav ham et blidt skub i ryggen.
"Gå. Vi skal langt. Hovedstaden mine penge har."

Og hovedstaden lå nu aligevel et stykke vej væk...

Randall blinkede lidt forundret ved hendes ord og måtte le. Hun kendte åbenbart ikke ordet og tog det som det var. Pige-barn i bogstavligste forstand. Latteren væltede ud af ham for et øjeblik, indtil den selv døde ud.
"Nej, dét kan jeg godt se. Lidt lille, men ikke et barn." Der var en tone af morskab i hans stemme og han skævede stadig over sin skulder, for at se på hende. Havde situationen været en anden, havde han nok forsøgt at hive hende med i en høstak, men sværdet på hans skulder og det hårde spark i maven lagde nu et låg på hans lyst til at hygge sig med denne tøs. Godt nok kun et lille låg og han ville nu nok alligevel sprede sin charme ud. Det kunne jo være, at hun kunne overtales til ikke at aflevere ham ved byvagterne.

Endeligt fjernede hun sværdet og gav ham et puf i ryggen for at få ham til at gå. Han tog et par skridt, men stoppede dog op igen, da hun sagde, at de skulle gå til hovedstaden. Med et utilfredst udtryk i ansigtet vendte han sig i mod hende.
"Gå?! Du har ikke en bedre idé, som et par heste eller noget? Der er jo skide langt herfra og kommer til at tage en evighed!" Udbruddet lød nok mere klynkende end noget andet, som fandt han tanken om at gå til hovedstaden totalt ulidelig. Han ville da helt sikkert være fri, men jo mere tid det tog, jo længere tid havde han til at drive tøsen til vanvid. Eller overbevise hende om en tur i høet, man kunne jo altid håbe.

Inden hun kunne nå at gøre noget for at få ham til at gå videre, vendte han sig frivilligt om og begyndte at slentre af sted. Han havde som sagt ikke travlt.
Randall kastede et sidste blik på sine våben med et trist udtryk.
"Alt for gode våben til at efterlade i en mødding. Hvem ved, om nogen tager sig godt af dem?" Han sukkede dybt. Det var altid trist at miste sine våben, han var meget glad for dem, de havde tjent ham godt.

Vent... så ordet 'pigebarn' betød altså ikke nødvendigvis, at han troede hun var et barn?
Det Krystalianske sprog havde godt nok mange hovedbrydende finurligheder... 
Mei sukkede. Det var som om hun opførte sig dummere hver eneste gang hun åbnede munden.

Idiotsprog.

"Ja. Gå. Måske du lære tålmodighed... og værdsætning af omgivelser." kom det lettere bidsk fra hende.
Humøret var en anelse på skrå, og hans latter havde bestemt ikke hjulpet.
Den havde faktisk gjort hende lettere rød i kinderne...

Dog var der en lille smule tilfredshed at spore i de kønne, brune øjne, da han klynkede sådan over at skulle gå heeeeele den lange vej.

"Hvis du får dine våben med. Jeg ville være dum." sagde hun og rystede på hovedet af tåben.
Han ville slippe fri en nat, og skære hende op som en anden fisk... det var hun helt overbevist om.
Og det var mildest talt utiltalende.

"Af sted." sagde hun og satte så sværdet på plads i dets skede, med en rolig og ævet bevægelse.
De havde en lang vej foran sig, og et eller andet sted glædede hun sig til at have en omkring sig, som talte krystalianerne's sprog... også selvom han var grim, ulækker og stank af både øl, bæ og sved.

Den lille dame virkede godt nok lidt bidsk og arrig. Var det hans lidt beskidte trick eller hans store mund, der mon havde ødelagt hendes dag? Et lille smil spillede om hans læber, som han fortsatte ud af kroens gård og ud på vejen. At de på deres lange tur ind i mod Hovedstaden nok ville støde på flere, der så ville kunne se hans langt tur i fangenskab rørte ham ikke.Han var også hamrende ligeglad med, at han var smurt ind i mødding. Ikke at lugten var behagelig, men han havde prøvet værre. Og han havde en lille formodning om, at den fisfornemme tøs bag ham, ville have større problemer med hans personlige odør, hvilket var det hele værd. Alt hvad han kunne, for at gøre hele turen til et mareridt for hende. 

Han responderede ikke på hendes svar, men begyndte i stedet for at fløjte dæmpet, som de kom ud på vejen. Han drejede selv i den rigtige retning, alt for velkendt med landevejene, der ledte mod Hovedstaden. Han gik stille og roligt af sted uden at have travlt.

På et tidspunkt slog han over i sang i stedet for at fløjte. Ikke at han sang specielt kønt og sangene var de mest beskidte kro-sange han kunne komme på, sange som kunne få hårene på pæne folks arme til at krølle! Han elskede dem, jo mere beskidt jo bedre.
Når han gik selv rundt i landet, var han tavs og koncentreret om at komme frem, så det var kun for den spøjsttalende frøkens skyld, at han luftede sin grove sangstemme.

Da han løb tør for sange, havde han en kort stille periode, som han hurtigt ødelagde ved at begyndte at stille dumme spørgsmål som hvor hun kom fra, hvor gammel hun var, om hun kunne løfte en tønde med øl (det er vigtigt at vide!), hvorfor hun havde sådan et sjovt sværd, hvor længe hun havde været i landet og alt muligt andet lort, han bare lukkede ud for at snakke ørerne af hende. 

"Men jeg mener det virkeligt, jeg har brug for at vide, om du kan løfte en tønde med øl!"

Sangene var forfærdelige. På alle måder.
Tænk at nogen kunne have så møgbesidt en kæft!!

Nok forstod hun ikke hundrede procent af de ting han 'sang', men hun forstod nok til at vide hvor beskidt det hele var.
Hvordan i alverden var den her fyr blevet så mange penge værd...?

Mei holdt sig i ro og sagde ikke noget under Randall's serenader - men til sidst var hun meget, meget tæt på at vende sig om, losse ham i klokkeværket og true med at skære tungen ud af det das, han kaldte for sin mund.
...men så stoppede han!

Velsignet ro... altså lige indtil bygen af spørgsmål kom flyvende.
Personlige spørgsmål, dumme spørgsmål, irritation for irritationens skyld.
"STILLE!!" råbte hun halvhysterisk.
Hun vendte sig om mod ham med opspilede øjne og lavede et fintespark mod hans ene knæ, bare for at true.

Så tog hun en dyb, skælvende indånding, og bad ham om at sætte sig ned.
"Vi slår lejr her..." sagde hun og begyndte så at rode i sin lette oppakning.

Randall hyggede sig. Han kunne ikke se kvindens ansigt, som hun valgte at gå forrest, men hendes kropsholdning var også nok. Hun hadede det! HA! Så han hyggede sig virkeligt, som han sang de grimme sange og begyndte at stille dumme spørgsmål. Dét her kunne han gøre hele vejen til hovedstaden!
Men endeligt fik hun nok og sparkede ud efter ham, hvilket fik ham til at hoppe til siden med det største smil på sit ansigt og sine øjne.
"Du får en lang tur til hovedstaden, hvis du har fået nok allerede nu, smukke. Jeg er hverken halvt eller helt træt." Og det var sandt, selvom han var ved at blive en smule tørstig. Åh, han savnede allerede kroen, de var gået fra, deres øl havde ikke været helt ringe. Suk.

Han fik besked på at sætte sig. Så det gjorde han, der var ingen grund til at modsætte sig en behagelig ordre, var der? Stadig storsmilende gik han hen og satte sig med ryggen op af et tyndt træ, der stod ved siden af det hjulspor, der udgjorde vejen. Ryglæn, det var ikke så slemt.
"Aahh, jeg var også ved at være øm i fødderne. Hvad med dig? Hvordan har ørerne det?" Smilet sad klistret fast på hans knapt så kønne ansigt, som han så på hende med et glimt i øjnene.
Faktisk var det irriterende, for hans læderjakke var stiv af møg og hans bukser var heller ikke ligefrem behagelige at gå i med alt det skidt. Det var ikke så ofte, at Randall ønskede sig et bad, men lige nu kunne han godt tage en dukkert i en sø med tøj og det hele.

Dog havde han ikke travlt med at slippe væk fra den hårdtsparkende tøs. Hvis han havde haft travlt, havde han skåret sig selv løs med den kniv, hun ikke havde taget fra ham. Eller gjort andet for at stikke af. Men i samme øjeblik han ikke gad mere, ville rebene blive skåret og hans hænder være fri. Han manglede bare et våben, for han havde en fornemmelse af, at nærkamp ikke var noget, han kunne vinde i, i mod denne pige. Måske når hun sov, kunne han snuppe hendes spøjse sværd, men det regnede han nu ikke med. Hun sov sikkert med det ene øje åben. Åh, der kom nok en løsning på et tidspunkt. Tålmodighed.

Da hun havde rodet lidt rundt i oppakningen, fremdrog hun et helt normalt, langt reb og rejste sig igen.
Med ganske ivrige skridt, bevægede hun sig hen til Randall, slyngede rebet omkring både ham og træet et par gange, strammede til... strammede en anelse mere, og bandt ham så til stammen.

Fandeme nej om han skulle kunne stikke af...

"Ørerne ikke så godt. Pas på din tunge, ellers..." sagde hun og lavede en hurtig, skarp bevægelse med hånden, som kun kunne betyde én ting.

Så vendte hun tilbage til tasken og fiskede en skindpakke fuld af brød op af den.
"Hvis du ordentligt, måske få lidt mad." sagde hun så og sendte ham et dræberblik, mens hun proppede et stykke brød ind i munden.
Hun satte sig med et suk og betragtede den irriterende mandsling.
Hvad i alverden fik dog folk til at opføre sig som han havde gjort...?

Underligt land...

"Du ikke bange for din straf?"