Efter flere uger efter angrebet havde Elaina brug for at se sin egen familie. Ikke hendes svigerinde, men hendes nevøer og niece. Hun havde ikke set dem længe, og lyset var vendt tilbage og hun havde inderligt brug for at se dem glade igen. Elaine selv havde ikke følt glæde længe, og Hektor havde været over hende, hun vidste at han blot gjorde det for hendes bedste, for at beskytte hende. Alligevel savnede hun de eventyrer hun engang havde, men hun truer ikke længere at snige sig ud. Alle omkring lennet vidste efterhånden hvem hun var, og det ar på brystet gjorde at folket kunne genkende hende, især hvis de havde hørt historien vidste de præcis hvem hun var og før hun ville nå at gøre noget, ville Hektor vide den grusom hemmelighed.  

En tidlig morgen var hun derfor draget afsted mod hovedstaden, ikke sammen med en vagt, men hele tre vagter. Intet var åbenbart nok, hun fortrød at hun havde fortalt Hektor at Vokun ønskede at afslutte legen, og alligevel ikke. Så afkræftet hun var, ville hun med stor sandsynlighed ikke kunne klare det igen. Efter en dags rejse var de endelig nået frem til hendes barndomshjem.

Hjemmet bragte både gode, men også dårlige minder frem. Ved indgangen blev hun glædeligt mødt af hendes to nevøer og niece, de var utrolig glade for at se hende, og anede sikkert ikke hvad hun havde været ude for. Det skulle de hellere ikke, de fortjente de bedste det var rigeligt at de havde oplevet deres fars død. Derfor havde Elaina også tøj på der dækkede hendes ar ved brystet så de ikke pludselig ville stille unødvendige spørgsmål. Opholdet ved dem, gik ufattelig hurtigt, lige end til hendes svigerinde tog fat i hende, og havde alverdens spørgsmål. Ikke mindst til hvorfor endnu ikke var gravid, men også hvilket uansvarligt menneske hun var at rende rundt da det var mørkt også alene! Elaina var dog ligeglad med hendes meninger, hun havde var grunden til at overhovedet befandt sig i denne situation. Efter deres mindre sammenstød gik der ikke længe før Elaina tog afsted igen, hun hade disse øjeblikke især fordi hendes nevøer og niece var blevet ældre og bedre kunne fornemme den anspændthed der var imellem hende og deres mor. Elaina fik kysset dem farvel og lovede at der ikke ville gå for længe før hun atter ville besøge dem.

Elaina ville nyde lidt ekstra af sin frihed, inden turen atter ville gå til Lazura. Elaina befandt sig derfor i den hellige bydel. Det var efterhånden længe siden hun havde bedt til Aladrios, og alligevel følte hun ikke behovet for det. Det var som om at alt var faldet til jorden efter sammenstødet med hendes svigerinde og kampen på sengen i et par uger. Hun følte et par tåre trænge sig på, men hun nægtede at græde på åben gade og i offentligheden af alle andre, det var for barnligt. Hun træk vejret dybt og satte sig på en bænk, hvorefter hun så op imod mod det klare lys fra solen og lukkede sine øjne for at nyde det til fulde.  

Næste stop hed den hellige bydel, bydelen hvor mange mennesker kom for at bede til guderne men ikke Talion, nej meget var sket mange fare var opstået i dette land lysets havde haft så travlt, at man nærmest ikke kunne finde hale mellem tingene, der var simpelthen sket for meget Talion var blevet taget til fange af mørket efter mørket overtog dværgenes rige, men nu er det vis taget tilbage igen, der har være diverse former for tørke, og hungers nød alt ondt tænkeligt var sket siden Kzar mora var blevet åbnet, men nu var der måske kommet lidt ro på så hvorfor ikke bruge den tid på at slappe bare en smule af inden man bliver kaldt af sted igen, som kunne blive ens sidste dage hos lyset hvem ved.

Talion var iført hans hvide silke ligende tøj som han havde på når han ikke var på job for lyset, men han havde dog stadig hans bue og pile med som sad hen over kropen på ham, han gik så at der ikke var så mange mennesker som der normalt plejede at være her, men lagde dog mærke til en kvinde der sad på en bænk alene, men det alene forsvandt for hvis der var en ting Talion var god til så var det at tage bestik af omgivelserne, for selvom hun sad alene på bænken så han at tre mand nærmest stod og beskyttede hende, bare lidt fra afstand sådan man ikke skulle se det, men det havde Talion regnet ud, hun måtte være betydningsfuld hvis hun havde brug for beskyttelse, men Talion blev nysgerrige nok til at finde ud af hvem denne kvinde var, han gik roligt og afslappet hen og stillede sig foran kvinden, han kiggede ned på hende og satte sig ved siden af hende men mere ned i den anden ende af bænken sådan han ikke sad klos op af hende, " du må være en meget vigtig person siden de har tre vagter med dem frøken, men en ting er sikkert dette sted på dette tidspunkt er ikke et godt sted at opholde sig, ser du efter alt den krise landet har været igennem, er mange af de gode mennesker begyndt at se sig ondt op de velhavende, og som jeg ser dem er de velhavende " sagde han roligt uden at kigge over på hende.

Nogle få mennesker der stod henne ved en af murene og snakkede kiggede over på Talion og den unge kvinde, og stod blot og snakkede men de blev ved med at kigge over på dem.

Elaina befandt sig sjældent i hovedstaden og var derfor ikke klar over den radikale ændring i befolkningens overbevisninger. Hun havde dog hørt at Dronningen havde fået en talsmand som ypperstepræst for Kile. Elaina vidste ikke hvordan hun selv havde det med den del. Så længe der bare var fred, kunne hun føle sig mere rolig, påduttede hun sig selv for så var chancen måske mindre i at møde Vokun igen.

Hun åbnede først øjnene idet hun kunne mærke at en satte sig på den anden side af bænken. En mand, der ud fra hans udsende så en smule ældre ud end hende. Han havde ret i at hun var velhavende, som tydeligt kunne ses ud fra hendes beklædning. Elaina var iført en let og elegant lys kjole, med en lyseblå underkjole som fremhævede hendes øjne. ”Det er ikke med min vilje at de befinder sig rundt om mig. ” Elaina havde slet ikke fornemmet på nogen at nogle havde set sig ondt på de adelige, hjemme havde de da gjort meget for de der manglede, måske var det bare ikke nok. ”Det kan De have ret i” konstateret hun blot, hvis de ønskede at angribe hende, kunne hun ikke forhindre det. De kunne vel umuligt gøre mere skade end Vokun. ”Det kan jeg nok ikke løbe fra” svarede hun med en kort smil. Selvom der havde flere smile end i flere måneder, kunne denne mand ikke vide hvorvidt om hendes smil var ægte eller falsk, det var blot et kort og sørgmodigt smil. Af det han sagde fik det hende til at føle, at uanset hvor hun trådte hen ville en fare lure. Selvom mørket var forbi, kunne de så føle sig sikre igen? Elaina klemte sine små spinkle hænder sammen i et kort øjeblik. Hvorefter hun spurgte ham ”Vil De mig så noget ondt?” Elaina var meget direkte, selvom hun ikke troede at han ville hende noget ondt, følte hun at hun var nødt til at spørge ham.

Elaina lage ikke selv mærke til det, da hun efterhånden var blevet vant til at de befandt sig omkring hende, men en af vagterne nærmede sig dem, lige så han kunne høre hvad det var der blev sagt. Om det var for at rapportere tilbage til Hektor, eller vide om hun blev truet var ikke til at sige. 

Talion lyttede til hendes ord hun snakkede ikke så meget i samme sætnings veje, som om hun havde sine tanker et andet sted, måske var disse mænd i hendes vagter men nogle der holde på hende, det vidste Talion ikke men han ville heller ikke dræbe uskyldige mennesker, han kiggede på hende for anden gang " Okay hører her de tre folk der beskytter dig eller hvad de gør, er de her for at beskytte dig eller er de ikke, hvis de ikke er så host hvis de er så køre din hånd igennem dit hår " sagde han roligt og kiggede væk fra hende, og over på mændene der stadig stod og kiggede over på dem, Talion kunne ikke lide dette for som han kiggede rundt var det nærmest som om der havde samlet sig en gruppe som stod lidt rundt omkring, han nikkede kort og kiggede på hende da hun spurgte ham om han ville hende noget ondt, og kunne ikke lade være med at trække et smil på læben " nej bare rolig jeg er en af de gode, men sig mig en ting hvorfor har du valgt at sidde her af alle steder ".

Talion tog den ene hånd om til pilene på ryggen, og mumlede meget lavt " Grøn, hvid, og gul, det er okay "  han vende igen hovedet og så på hende, hun var adels smuk at se på det skulle hun have og måske derfor folk kiggede på hende, " okay jeg vil skyde på om 3 min kommer de folk her over og dine vagter vil være døde nok, eller flygtet men sådan som jeg ser det, så sidder du her og tænker over mange ting eller tænker over noget ulykkeligt du har oplevet, for så hvordan du glemte de hænder sammen som et råb på hjælp eller noget helt andet, jeg ved godt de ikke kende mig og ikke ved hvem jeg er men tro mig jeg er ikke ude på at gør dig ondt, kun hjælpe dig hvis du selv beder om det " hans sidste ord var det sidste han nåede at sige inden han så af de mange mænd der havde omringet dem begynde at rører på sig, Talion rejste sig op og tog sin bue frem, og så ned på hende " nogen gange er man nød til at tage en chance i livet frøken og hvis du bliver her dør du nok " sagde han og rakte hans hånd ned imod hende.

Før Elaina nåede at besvare hendes spørgsmål, bad han hende om enten hoste eller køre hendes hånd igennem håret. Måtte vagterne ikke høre det, tænkte hun og overvejede blot at sige at de beskyttede hende. Dog lyttede hun til ham og gjorde som han bad om, så lige så roligt kørte hun sin hånd igennem hendes lange hår. Efter hans bemærkning så hun kort omkring sig, der var faktisk kommet nogle til siden hun havde sat sig, det gjorde hende en anelse nervøs. Selvom ingen af dem var den væmmelig skikkelse, så var der mange.

Hun så imod ham idet han svarede og bekræftede hende i at han ikke var ond. ”Jeg troede det ville være et fristed” svarede hun, og følte sig lettere ynkelig. Ja hvorfor, skulle hun også vælge de steder hvor hun ville være mest sårbar. Elaina kunne ikke lade vær med at føle sig som en magnet der bare tiltræk ballade.

Elaina så mistroisk på ham, idet han forklarede at om lidt ville disse folk skabe et mindre blodbad. Kunne hendes vagter virkelig ikke stå imod det? Hvordan skulle de så overhovedet kunne klare en større fare, tænkte hun og blev først bekymret. Elaina så hen imod hans øjne og følte næsten at det svar nok i sig selv, hun var yderst ulykkelig og ensom, tænk at en vidt fremmed kunne læse hende så godt. Før var hun så svær at gennemskue så kold, og nu følte hun sig som et kæmpe bløddyr. Elaina så op imod ham idet han rejste sig fra bænken, hvorefter hun fornemmede at flokken om dem bevægede på sig. Hun var nødsaget til at tage hans hånd. Hun rejste sig, men idet hun skulle til tage hans hånd tøvede hun i få sekunder før hun endelig kunne tage sig mod til at tage hans hånd. Hånden virkede barsk i forhold til hendes bløde hænder. Bare det ikke var en fælde tænkte hun. Selvom han ikke virkede spor ond, var hun draget bag mørket så mange gange før, så kunne ligeså godt som dem fører hende bag lyset hvor hun var ude af stand til at forsvare sig selv. 

Han venter noget tid før hun tog hans hånd forståeligt på nogen måde, og andre ikke så meget men til sidst gjord hun det, og det var forståeligt for de mænd der stod her til at starte med var nu blevet til omkring 15 mand talte Talion, han kiggede på hende som hun rejste sig op " hold fast om mig, og hvis du er bange for højder så luk øjne " nogle af mændene kom tættere på Talion tog en af sine pile og skød hurtigt den ene og derefter en anden mand sådan de gik til jorden, men de kom tættere men han nåede blot lige at vende sig om imod hendes vagter og så de kæmpede en brag af en kamp, han tog en pil som en af mændene skulle til at slå en af vagterne ned med en økse og skød manden lige imellem øjne, vagten kiggede over på ham, Talion nikkede og fik i sit næste træk hevet en grøn pil frem og kiggede efter en af templernes høje punkter, " så må du godt holde fast og ikke slippe " Talion skød hans pil op i en af de mange stature der var højt oppe i på en af bygningerne, og da den havde sat sig fast røg de nærmest afsted som var de skudt ud af en kanon.

20 sekunder og så var de væk fra ballade og det eneste de kunne se var fugle og skyer som var kommet tætter på, der var en lille vind der rørte på sig i den højde de var på, han slap grebet om hans bue og stillede den fra sig, hvor efter han gik hen til hende og kiggede efter nogen skader på hende " er du okay frøken " sagde han roligt og kiggede blidt med fingerne på hende, men stoppede med det samme da han gik ud fra hun nok selv skulle sige det, han gik hen og satte sig på en af de mange kanter der var der oppe, " håber dine vagter klare sig, de kæmpede godt meget godt " sagde han roligt, han havde ikke regnet med at denne dag skulle ende sådan som den var endt.

Elaina så forbløffet til som flokken blev større, det var næsten uoverskueligt at holde øje med de store mænd der kom til stedet. Elaina undrede sig over hans udtalelse, hvad skulle der mon til at ske, men alligevel gjorde hun som der blev sagt og lod sin spinkle krop holde sig fast i hans faste muskuløse krop. Det var underligt og uvant for hende at være så tæt på et andet menneske også en mand. Sidst hun havde været så tæt på nogen var da Hektor fandt hende og passede hende ugerne efter. Hun følte at det var anelse grænseoverskridende, men hun ønskede at leve, og det vidste hun at Hektor også ønskede. Imens hun holdt fast i ham, så hun kort hvordan kampen udviklede sig, hendes vagter kæmpede modigt og manden hun holdt hjalp dem, det måtte vel betyde at han var god.

Hun nikkede da han sagde hun skulle holde ekstra godt fast. Hun knugede sin meget spinkle krop imod hans og kunne mærke hvordan de pludselig forlod jorden og per automatik knugede hun sig mere ind til ham, for ikke at miste grebet. Og heldigvis før hun vidste af det landede de højt oppe på et tag, idet hun kunne mærke et fastgrundlag under hendes fødder gav hun slip på ham. Elaina beundrede udsigten, den var smuk. Imens han sætte pilene fra sig, så hun ned til sine vagter det svært at se hvem der var hvem, men hun så at der nogen som løb fra stedet. Hun inderligt at det var dem. Det var trods alt gode vagter. Elaina følte en anelse ubehag som atter nærmede sig og studerede hende ”Ja jeg er okay, takket være Dem” svarede hun roligt, men taknemmeligt. Hun blev stående lidt endnu og svarede ham ”Det håber jeg også” hvorefter hun satte sig ned på kanten nær ham. Elaina sukkede kort, hun undrede sig over hvorfor hun skulle være så uheldig, mon heldet nogensinde ville vende. ”Jeg er Elaina de'Lacour, og De er?” spurgte hun høfligt, imens hun så udover udsigten. 

Talion vidste at her oppe var der ingen der kom, og lige nu i hans selv skab var hun i sikkerhed, han kiggede på hende kort og derefter væk også på hende igen, hendes suk til gengæld var ikke til at tage fejl af, der var noget der gik hende på hun var nærmest som en åben bog denne unge kvinde, Talion kiggede på hende " smukt navn, mit navn er Talion men er de sikker på de er okay, altså mentalt for dine suk og udstråling siger noget helt andet, en kvinde som dem burde udstråle glæde sol skind alt godt man kan tænke på når man kigger på dem " sagde roligt, og holde stadigvæk hans blik på hende, Talion rejste sig op og gik hen og kiggede ud over kanten for at se om folkene var væk, og det var de ikke, han kiggede op og så at der var begyndt at komme nogle meget mørke skyer, " pis "  mumlede han og hen og satte sig ved siden af hende igen, han tog en hurtig vurdering af hendes beklædning, og hans egen for den sags skyld " okay jeg har en god og dårlig nyhed, den dårlige er at det kommer nok til at regne om lidt og, vores tøj blir nærmest nok gennemsigtig, øhh den gode nyhed er vi kan stå i læ nede på jorden men mændene er der stadig, og jeg har to pile tilbage at gøre godt med og det hjælper os nok ikke, så jeg vil give dig valget skal vi hoppe ned og håbe på mændene ikke rører os, hvilke de nok gør eller skal vi blive her oppe og blive driv våde, eller har du måske en ide."  sagde han med et lille smil på læben.

af alle dage så valgte han det forkerte tøj at tag på plus han tog heller ikke flere pile med, han havde virkelig dummet sig idag men på den anden side kunne han jo ikke vide hvad der ville ske, Talion rejste sig op igen og begynde at se om han kunne finde noget brugbart oppe på dette tag, et eller andet bare en lille åbning af noget der gjord de kunne stå i læ for vejret.

Han vende tilbage med ingen ting og satte sig ved siden af hende " sorry ingenting, så enden bliver vi her eller går vi ned dit valg? "

Hun så kort imod ham og takkede for hans mening ”Tak, rart at møde Dem Talion” hun så væk idet han forsætte, og skammede sig over at hun var blevet så åben. Hun anede ikke hvad skulle svare, for ærligt havde hun ikke lyst til at fortælle om alle de ulykkelig stunder hun havde oplevet den seneste tid. ”Det er længere en historie” lukkede hun det med, og håbede at han ville lade det værre også alligevel ikke. Trods angsten for at åbne sig yderligere op, havde hun mere end noget andet brug for at dele sin byrde med nogen.

Hun sad igen og knugede sine små hænder dog stoppede hun idet han vendte tilbage. Elaina var faktisk ikke vant til at nogen snakkede så meget til hende, normalt var hun en kvinde af meget få ord og derfor blev samtalerne aldrig lange eller dybe. Hun lyttede på de to muligheder de havde, hvor hun konstateret at de på ingen måde kunne tage ned på jorden. ”Vi bliver her” svarede hun blot kort, hvorefter hun begyndte at bekymre sig om hendes påklædning. Det ville blive vådt og lettere gennemsigtigt, det var heldigt at hendes underkjole var lyseblå det ville hjælpe lidt, men tøjet ville med stor sandsynlighed stadig klæbe til hendes hud også ville man for alvor se hvor tynd hun var.

I perioden hvor mørket befandt sig over krystallandet havde hun besluttet mad besvarelser på lennet, samtidig havde hun skåret ned på sine portioner, som betød at hun spiste små portioner morgen og aften og endnu var afgrøder m.m. ikke klart til de kunne leve som før mørket. Elaina håbede at han havde fundet noget de kunne bare være lidt i læ for, men nej ingenting. Igen sukkede hun. Mest over den situation hun sad i, igen med en fremmed, igen i situation hvor Hektor formentlig ikke ville være tilfreds.  

Talion nikkede til hende som hun sagde at det var rart at møde ham, han smilte for sig selv for ja hvis hun ikke havde mødt ham var hun nok død, men det gad han ikke sige for han gik ud fra hun godt vidste det, han lyttede til de få ord hun sagde og på en eller anden måde ville han respekter at det ikke kom ham ved, men han vidste ikke hvor langtid de skulle være her oppe sammen, og lige ide han skulle til at sige noget til hende begynde regnen at styrte ned over dem, og der gik ikke langtid før de var våde, et lyn glimt kom frem og torden begynde at trænge sig på, et enkelt glimt gjord at Talion fik øje på en lille åbning men åbningen ville han ikke kunne være i, men hun ville måske.

Han gik hen for at tag sin bue og pil frem, " hey rejs dig op, kan du se den revne der er oppe ved tårnes spids jeg tror du kan være der oppe, så hold ved mig igen " sagde han kort og hev hende op, for det skulle gå hurtigt for regnen på virkede hans syn og hans bue, han skød pilen afsted men ramte ikke det han skulle ramme, han hev hans trøje af og brugte den til at tør hans bue så godt han kunne, hvor efter han prøvede igen, og som før røg de afsted måde toppen af tårnet og landede igen på kanten af bygningen, men denne gang have de ikke meget plads at stå på, det var nærmest kun plads til en person han hjalp hende ind i den revne der var som gjord at hun kunne stå i tør vejr, imens Talion selv måtte stå i åbningen ude i regn og torden, han kiggede på hende med et smil " nå lad  mig hører for vi kommer nok til at tilbringe noget tid sammen her oppe, så kom nu Elaina fortæl mig hvad du har oplevet, og måske fortæller jeg dig min historie også men bare giv dig god tid det slet ikke koldt her ude  "
sagde han og rystede lidt med kroppen, for at få lidt af regnen væk men det gjord intet.

Tænkt at en dag som idag ville ende sådan her, Talion stod meget tæt på kanten, og vidste at ville der komme vind stød på storm styrke var der en god mulighed for at han kunne falde ned der fra, men han prøvede at lade være med at tænke på det. 

Før hun nåede at svare at det måske ikke var sådan en god ide at tage højere op, når det sådan tornede og regnede så voldsomt. Men på den måde han befalede det på, måtte hun hellere gøre som han sagde. Hun rejste sig atter op og følte sig allerede tæt på gennemblødt og knugede sig ind til hans utrolige varme krop.  Hun så hans første forsøg ikke virkede, men det næste havde slet ikke set komme, han tog hans trøje af! Elaina kunne mærke en underlig varme stige hende til hovedet, hun havde kun set en snert af Hektors bryst, men men han viste det hele. Hun så væk imens hun kunne mærke snert af en varme i sine kinder. Samtidig skammede hun sig, skammede sig over at være i denne position samt følte hun et sted at gjorde noget som enhver kone ikke burde gøre, men hun vidste jo ikke bedre.

Hurtigt kom de op på tårnet og lige så stille kravlede hun ind i revnen og fandt ly for den værste regn. Elaina sukkede indvendig ønskede at hun kunne slippe uden om. Hun vidste næsten ikke hvor hun skulle begynde, men måske var starten det bedste sted. ”Det hele startede for næsten 2 års tid siden. Hektaurious der er leder af Ulvekoppelet kom til mit hjem, hvor han fortalte at min elskede bror var faldet.” Elaina måtte holde en kort pause, da stak i hendes hjerte, selvom det var længe siden gjorde det ikke savnet mindre til ham. ”Min svigerinde har altid ønsket mig afsat, og så sit snit og derfor arrangere hun et gifteformål imellem ham og jeg. Vi blev gift for lidt over et år siden, og.. og. Vi har endnu ikke delt et værelse eller seng. Jeg kender ham ikke, han aner ikke … ” Elaina så væk fra ham, det lå fjernt fra hende at tale så åbnet om sig selv og om en mand der trods alt havde sine ting på rette sted. ”Han er en hæderlig mand der holder ord, men jeg fik ikke lov til at vælge ham, som min bror havde lovet. Jeg havde intet at skulle sagt i den sag, trods at vi har været sammen et år, kender jeg ham ikke.” hun bed sig i læben og forsatte til den del, hun syntes var den hårdeste ”Jeg har følt mig ensom og forladt siden min bror forlod min side. Og ægteskabet har været som et fængsel for mig, og derfor tog jeg en ridetur. En tur jeg fortryder mere end noget andet. ” små tåre begyndte at presse sig på, endnu havde hun ikke engang selv bearbejdet smerterne og oplevelsen ”Jeg blev angrebet på min på tur, og mistede næsten livet.. Jeg, jeg har aldrig følt mig så sårbar, som jeg gør lige nu” afsluttede hun, med et par tåre trillede ned af hendes kinder. Hun kunne ikke længere holde til det, og minderne fra dagen kom til syne for hende igen. Elaina var ikke selv klar over det, men hvis han lage mærke til det kunne han skimte det ene ar han havde givet på hendes venstre bryst, hvori der ståd ’Vokun’.  

Talion lyttede til hendes historie og ventede med at sige noget til hun havde snakket helt færdigt, det hele var både som et eventyr men også et helved, de ting hun havde oplevet var beklageligt og lidt hendes egen skyld men derfor havde han alligevel ondt af hende, " jeg har aldrig været store fan af folk der giftes væk til personer de ikke vil, jeg synes det er slaveri på en måde at man ikke for lov med sin helt egen mening at finde den ægtemand som man vil " sagde han lidt irriteret, for det som han sagde mente han det var virkelig noget mærkeligt noget men sådan lå landet nu en gang, han forsatte med at tale til hende. " så går ud fra de mænd der var der nede beskyttede dig, og var en del af din mand hær eller hvad man siger, men hvis de virkelig er som ensom så burde de overveje om det er værd at blive sammen en mand som du er blevet tvunget til at gifte dig med, hører her " sagde han og placerede hans hånd på hendes skulder.

" du skal ikke lade dig finde i hvad som helst, og hey hvis den person du er gift med ikke giver dig den kærlighed du fortjener, så er han da dum du fortjener så meget mere ind du for det jeg sikker på. " sagde han roligt men mente hvert ord han sagde til hende, at møde sådan en som hende var fustrende den måde hun lever sit liv på, det var trist at se på og for den sags skyld hører om.

" hører her den mand der overfalde dig, det kan du ikke gøre noget ved nu du er nød til at komme videre i livet, og ved han kunne have sat sine spor på dig, men hører jeg giver dig et tilbud jeg vil træne dig i kamp teknik, sådan du kan lærer at skyde med bue og pil, plus lærer at afvæbne en person med de bare hænder, hvis du vil have det og hvis du må for din mand " sagde han med et smil på læben og aede hende blidt på kinden, og fjernede hånden igen.

Elaina så stadig ikke helt på ham, hun følte at hele emnet var lettere ubehageligt at snakke om. ”Hvis min bror havde været i live, havde jeg også haft en stemme i sagen. Desværre er det meget normalt i adelige kredse” svarede hun roligt, og ønskede stadig den dag i dag, at Marius var i live. Så havde hun aldrig endt med Hektor. Ikke af at han var et godt parti, men hun følte ikke at de gik i spænd. Det var bare koldt imellem dem. ”Ja, han brugt mange år på at træne dem.” Elaina så hen på ham, da han nævnte at hun bare kunne gå fra ham. Så enkelt var det desværre bare ikke. ”Talion, jeg kan ikke. Jeg vil blive smidt på gaden og jeg har intet at tilbyde denne verden, mine evner er at lede et len.” svarede lettere forsvarende, selvom tanken havde været hos hende mange gange. Havde hun ingen ide hvor hun skulle gå hen for at få hjælp eller støtte.

”Jeg er ret sikker på han klar over den afstand der imellem os, men af tradition og pli tro jeg ikke han vil bryde ægteskabet” det lød ikke til Talion forstod den verden hun var opdraget i, og hun forstod ham også godt. Det handlede langt mere om tradition og pli, det også af respekt til ens navn, ens families ære. Elaina havde aldrig selv hørt om et adeligt ægteskab hvor nogen var blevet skilt. Som regel fandt man en løsning, som begge parter kunne leve med.

”Det ved jeg… Jeg har bare ikke sagt det til nogen hvordan jeg rigtig føler. ” svarede hun før og var tæt på at græde lidt igen, men stoppede da han nævnte sit tilbud. ”Det vil jeg gerne… hvis han ønsker bare at se mig lidt glad, gør han det for mig” svarede hun roligt men bestemt. Hektor vidste at når hun var stædig nok gav hun sig ikke, måske var det hendes unge alder der gjorder at hun var så trodsig, eller også vidste hun bare hvad hun ville have, men hun var aldrig urimelig. Selvom hun vidste at Hektor kunne lære hende disse ting, følte hun ikke behovet for at det skulle være ham. Hun smilede svagt ved hans berøring og lod sig selv lukke øjne i et kort sekund. Det var underligt, men forfriskende at komme af med sådan en stor byrde. 

Talion lyttede til hendes ord, før han svarede men han kunne også mærke at han var begyndt at blive kold, vind og regn var ikke den bedste combo, " det gør mig ondt at hører deres bror er død, men du er nød til at være stærk du nød til at ære ham, hvis du er selvstændig, vis du er en kvinde, jeg ved godt du gerne ville være tro og det, men lige nu gøre du ikke andet ind at skuffe din bror." sagde han og skulle lige til at forsætte som regnede holde op, han kiggede op og smilede kort, inden han så på hende igen.

" regnen er stoppet men hører her, du blir ikke smidt på gaden det lover jeg dig, og det med du intet har at tilbyde verden det er også forkert, du har mere ind du aner at tilbyde verden og hører hvis han smider dig på gaden, så kan du ikke have betydet meget for ham, og så skal jeg nok hjælpe dig med at finde et sted du kan bo" sagde han og tog fat om hende, og derefter i sin bue og pil og fik med sit bælte slide dem ned på det første tag de stod på.

" lad os se om vi kan komme ned her fra inden det begynder at regne igen," sagde han og rystede en smule Talion var meget kold, og hvis han ikke snart fik varmen ville han måske gå i chok og måske dø, men han ville ikke vise at der var problemer for han ville gerne have hun følte sig tryg, så kunne hans helbred komme i sidste ende, lige ide han skulle til at skyde en pil ned på vejen, fik han det dårlig og var nød til at sætte sig ned." skal lige holde en pause "

Elaina skulle lige til at sige, at han var den eneste som kendte hende ud og ind. Sådan noget tog lang tid at bearbejder. Men da han nævnte at hun skuffede hendes bror var hun lige ved at koge over. Anede han intet om hvordan et adeligt liv var? Det er fuld af forpligtelser. Hun fik et anstrængt blik på ham. Hun var ikke tilfreds med at han nævnte at hun skuffede hendes bror. ”Jeg ære netop vores familienavn, ved hverken at flugte eller lade mig skille. Adelig kvinder har ikke det privilegie som mænd har.. Det er trods alt mændene som bør lede et len og visse lenner er mere gammeldags end andre, og i min familie har det altid været manden, altid.” svarede hun og blev mere rolig som hun snakkede.

”Min svigerinde ville ikke acceptere det og hun ville smide mig på gaden for at vanære familiens navn. ” Hvorfor skulle Hektor beholde hende i lennet hvis de blev skilt? Hun ville komme hjem og det vidste hun at Selene ikke ville acceptere. Hun var i forvejen tosset over at der endnu ikke var en arving.”Tak Talion, men jeg tør ikke, jeg tør ikke at efterlade alt og.. og jeg kender dem jo ikke ” forsatte hun og så lidt væk. Hun kunne da ikke løbe væk med en fremmede, hvad ville folk ikke sige, hvad ville forældre ikke tænke hvis de stadig var i live. Det ville være absurd. Imens tankerne fløj rundt i hendes lille hoved, havde Talion taget fat i hende og fået dem ned igen på taget.

Hun nikkede blot, og bemærkede kort han rystede på sig. Hun så afventede på ham, men idet han skulle til at skyde pilen ned, ville han have en pause. Elaina så bekymret på ham, af det hun havde set af ham. Var han næppe en mand der tog pauser, det måtte være noget galt. Hun satte sig foran ham og lage lettere rystende sin hånd på hans og bemærkede først der hvor kold han var. Hun så bekymret op i hans ansigt ”Du er jo kold” uden at tøve, kravlede hun sig ind til ham og lod sig knuge sin spinkle krop ind i mod hans. Elaina lage sit ansigt imod hans brystkasse, han var virkelig kold! Men hun truer ikke helt at se op på ham, det følte hun at dette var for intimt til, men hun var nød til at give ham varmen og hun kunne næppe skyde en pil og få dem ned på jorden. 

Hvert ord der måtte komme ud af hans mund var med en røstene klang, selvom han gerne ville forstå hende gjorde han det virkelig ikke deres liv var så forskelliget på så mange måder, men det kunne han nærmest ikke tænke på lige nu. " jeg siger ikke du skal bo sammen med mig, men mere tænk tanken du er en fri person og du har din ret til at vælge den mand du vil, uden set hvad du siger så er det sådan alle mennesker er født og det er den ret du har, men jeg acceptere din holdning for din egen skyld og ikke min," sagde han roligt som hun rykkede sig ind til ham, Talion var virkelig kold virkelig meget regn og vinden havde sat sine spor, havde han bare beholdt den dumme trøje på havde det måske været anderledes, men man kunne altid være bagklog.

Talion mærkede hvordan hendes krop gav ham en smule varme tilbage i kroppen, " du behøver altså ikke varme, så blir du jo bare kold hvem skal så varme dig," sagde han uden at gøre noget for det føles rart, at kunne mærke sin krop igen men han var også nød til at tænke på hende, " men hvis det virkelig er det du allermest vil i dit liv ville jeg i stå i vejen, og lad os komme ned her fra" sagde han og manede sig op, hvor efter han rejste sig op tog fat i buen og pilen, hvor efter han skød en pil ned på, en af de mange pelle der var, hvor efter han tog fat om hende og fik dem sikkert ned på jorden.

Han nikkede til hende som han sat hende på jorden, og vidste på en eller anden måde ville han bare ikke lige glemme hende bare sådan.

Elaina sukkede, det ikke ligefrem fordi hun forventede at han ville tage hende ind til sig og lade hende bo hos ham, men han havde selv sagt at hvis det kom til det ville han hjælpe hende. Han var den eneste hun kendte, hvem skulle hun ellers gå til? ”Talion du misforstår mig, du er den eneste som kender denne del af mig. Hvem skulle jeg gå til? Og jeg er fri til en vis grænse, det har været en tradition i min familie at lennets bestyre hvem der skal giftes med hvem. Jeg kunne blot præge min bror fordi han elskede mig så højt” forklarede hun yderligere og håbede at Talion ville få en større forståelse for at hun ikke kunne vælge den mand hun ønskede. Det bestemte hendes svigerinde, sådan havde det altid været i Duncan, og trodsede man det ville det vanære familien.

Idet hun afgav varme til ham, mærkede hun selv at hendes spinkle krop mistede noget af hendes varme, samtidig blev hendes tøj lettere fugtigt hun håbede at det ikke ville være så tydeligt at han ville kunne se igennem hendes lyse kjole, heldigvis havde den en lyseblå underkjole som måske ville skjule det meste. Det håbede hun. ”Du rede mig, det er det mindste jeg kan gøre” svarede hun stille imod hans bryst. ”For nu er det, men tiden kan kun vise om jeg kan finde lykken i de små ting” svarede hun med blid stemme og tog modet og så op i hans dybe øjne. Det var underligt at være så tæt på mand, og en mand der så attraktiv ud, og idet hun tænkte på hvordan han egentligt så ud rødmede hendes kinder en anelse, selv ville hun ikke indrømme det og hvis han kommenterede det, ville hun forsøge at bortforklare det. I det såkaldte kram mærkede hun at hun atter blev løftet op og med et hurtigt skud fra hans bue befandt de sig atter på jorden igen. Elaina vidste ikke om hun skulle forlade ham, eller sørger for at han fik varmen igen. Det var trods alt meningen at hun skulle vende hjem i dag, men allerede meget af dagen var gået og hun ønskede ikke at rejse om natten. Så uanset hvad måtte hun befinde sig i byen i endnu en nat og det var helt udelukket at vende tilbage til hendes svigerinde. ”Talion vil De gøre mig den ære at følge mig til et hotel.. Desuden har De brug for varmen og jeg vil ikke efterlade Dem her” sagde hun bestemt og hun var ikke til at rokke når hun først havde besluttet sig. 

Talion lyttede til hendes ord, for den del af ham havde hun bestemt fra hans side af, " som jeg sagde før du kan altid gå til mig, jeg skal nok hjælpe dig på rette vej, og jeg kan skaffe dig et job hvis du blir god med bue og pil," sagde han og blinkede til hende, selvfølgelig forstod han hendes problemer men det der ikke gav mening var han hun ikke tur leve livet som hun selv ville, for selvom Talion var en del af lysets, gjord han stadig for det meste hvad han vil men ja der var selvfølgelig nogle ting han ikke bare kunne gøre, men der var også mange ting han selv bestemte.
Han nikkede kort og forsatte " de kan bo hos mig, ikke mig som i mit eget hjem men jeg bor på krystal paladset hos lyset, så der kan du altid være også selvom jeg ikke er der, men det er op til dig selv " sagde han bestemt sådan hun vidste at han mente det.

alle de gange de havde stået tæt havde han hver gang studeret hendes øjne, hendes øjne fandt ham meget tiltrækkene men hun var en gift kvinde så han kunne ikke bar fyr den bemærkning af, da hun spurgte ham om han gad følge hende hen til hendes hotel, nikkede han " selvfølgelig der skule jo nødig ske noget, ja varme måske bare noget tørt tøj " sagde han med et lille smil på læben som han tog sin bue med og begynde at gå ved hendes side.

" de må undskylde hvis jeg har været urimelig overfor dem, jeg forstår bare ikke deres måde at leve livet på i forhold til hvad de har ret til, men jeg lover jeg ikke nævner det igen og jeg acceptere alt de som de fortager dem. "

Hun smilede stille og svarede ”Tak Talion” hun var oprigtigt glad for hans ord, men om end true hun nok aldrig at forlade det adelig liv. Hun kunne risikere at blive eftersøgt og at Hektor ville forlange hende hjem igen også så stod dem der beskyttede hende måske i fare. Hun vidste ikke hvordan sådan et forløb ville være, men hun true bestemt ikke nu at begære sig ud på sådan et sidespor af sit liv. ”Okay, det vil jeg huske” svarede hun. Elaina var glad ved at han ville lære hende at skyde med bue og pil og mest af alt forsvare sig selv, det var det vigtigste af alt.

Elaina åndede næsten op, da han ikke endnu valgte at kommentere hendes ellers lyserøde kinder, hvorefter hun nikkede og måtte derefter gå lidt til bekendelse ”Jeg har ikke lejet et værelse endnu, så måske De kender et, som så også er sikkert?” spurgte hun og bed sig lidt i læben, hun følte sig næsten naiv over situationen så godt kendte hun desværre ikke byen til at vide hvilke steder der var sikre at bo på, og samtidig havde hun ingen anelse om hvor hendes vagter befandt sig og om de overhovedet var i live. Elaina sukkede, hun ville nød til at kontakte Hektor og nok blive i byen end til der kom nogle nye vagter til kunne føre hende hjem igen.

”De skal ikke undskylde, det adelige liv er bare slet ikke så rosen rødt som mange gør det til” svarede hun og sendte ham et beroligende blik. Det var underligt at en så fremmed og alligevel velkendt havde så mange spørgsmål til et adeligt liv og utrolig nok var Elaina okay med de spørgsmål, normalt ville hun blive snobbet og fornærmet over de ord han sagde. Hun forsatte sit lille smil og så afventede på ham for at han skulle føre vejen til det sted hun kunne bo, så måtte de blot håbe at de havde et værelse ledigt til hende, ellers vidste hun ikke hvor henne hun skulle være. 

Imens de gik lyttede han som han havde gjord før til hendes ord, men det var lidt som om det var ham der nærmest bestemte hvilken vej de skulle, og til sidst gik det op for ham at hun måske ikke vidste hvor de skulle hen eller noget, men da hun først begynde at åbne munden og fortæller ham at hun faktisk ikke havde noget værelse at tage hen til, smilede han bare og rystede på hovedet, han stoppede kort op og så sig omkring inden hans blik blev rettet på hende, " jamen jeg ved ikke hvad din rolle er i dette og om hvor sikker du er, de forskellige steder kunne jeg bare nå hjem og hente mine ting, så ville du være i sikkerhed men har blot min bue og ingen pile, men som jeg sagde så undskylder jeg på mine egne vegne." sagde han og skulle lige til at sige mere som han fik øje på en mand, " hey fik en ide vi kunne spørger om vi kan få et lift ved den mand der over, bliv her. "  sagde han og pegede over på en mand der stod med en vogn med halm, hvorefter Talion gik overfor at hører hvilken vej han skulle.

Efter noget tid kom han tilbage med et smil på læben " han havde sagde han kun havde en plads oppe foran ved ham, og ved ikke hvorfor men han forslog du satte dig op ved siden af ham, og ja sagde ja også ligger jeg mig om bag ved " sagde han og tog hendes hånd for at få dem over imod manden, få meter fra manden stoppede han op og kiggede hende dybt i øjne " bare rolig jeg sagde om han var glad for sit liv, hvis han troede jeg ville lade dig side oppe foran sammen med ham, så vi skal ind bag i " smillede han og begynde at gå med hende igen, han stoppede bag vognen og løftede hende op i vognen, Talion selv hoppede op lige efter hvor efter vognen med det samme gik igang med at bevæge sig, så Talion mistede balancen og væltede lige over i hende, så de nok ville vælte bag over og han nok lige oven på hende.