Adannaya smilede muntert til verden fra ryggen af hendes hest, en knap så stor udgave af hendes morfars hvide hingst hun havde fået som sin egen år forinden. Dyret var hendes faste ridehest når hun skulle på lange ture som denne, fra hovedstaden tilbage ud på landet. Hun elskede turen og alle de mennesker hun kunne se på landevejen, mennesker med almindelige liv, mennesker der ikke havde en kørestol bundet fast til taget af deres vogn. Adannaya havde intet ønske om at være som dem, hun havde lært at leve med sin svaglige krop, trænet de op til en hvis styrke, og hun kunne næsten leve som disse normale mennesker nu, om end hun stadig ikke kunne gå for langt uden støtte, så kunne hun ride så langt hun ville så lange hun ikke tog den i fuld fart. 

Som hun red der og kiggede på mennesker fandt hendes øjne pludseligt på en fyr lidt væk fra landevejen, hans ad bare der og sad, hvilket bragte et smil på hendes læber, hun sad også tit bare der og sad. Hun holdt forsigtigt hesten an, og gjorde tegn til sin vagt om at blive hjulpet ned af hesten. Da hun stod solidt pantet med begge ben i jorden, og krygger i hånden begav hun sig muntert afsted mod den fremmede mand, han virkede så ensom der på siden af den befolkede vej.  

En kvinde på en hvid hest og med følge af hvad Daerekir vurderede måtte være en form for livvagt, stoppede op på vejen. Selv rettede han sig en smule op i græsset, for at kunne se lidt bedre efter hvad der foregik, da han gik ud fra der måtte være en grund til de var stoppet op. Kvinden blev hjulpet af hesten og Daerekir måtte rynke brynene, da han så hun måtte støtte sig til noget for at kunne gå. Så snart han bemærkede hendes blik imod sig nikkede han dog hilsende til hende. Hun nærmede sig, hvilket vel måtte betyde hun ville ham noget. Forhåbentligt ikke noget, der ville kræve han kunne forklare hende vej, for den slags var ganske beviseligt ikke hans stærke side.

"Vær hilset," sagde han straks hun kom nært og rejste sig også op. Det var ikke altid noget han gjorde for fremmede, men af en eller anden grund følte han det var det eneste rigtige at gøre, når nu hun havde svært ved at gå. "Det er en god dag I har valgt at rejse på." Vejret var jo godt og Krystallandet havde da bestemt set langt koldere dage. Et kort blik blev sendt i retning af vagten, inden øjnene så igen landede på kvinden. Det var kun meget kort han søgte hendes øjne, da det så absolut kun var af høflighed han gjorde den slags. Han brød sig på ingen måde om øjenkontakt, men havde til gengæld lært en god grænse for sig selv, hvor han godt kunne vise sig fra en god side og lade som om det ikke gik ham på. Det fungerede ihvertfald som en midlertidig høflig facade og det havde indtil videre været så rigeligt.

Addanaya der var vant til en hvis etikete smilede til den frememde mand, der virkede til at være høflig nok, hun var selv ganske opmærksom på de øjne der hurtigt fuldte hende når hun sådan gik med stokken, men det var for hende hverdag og eftersom hun ikek havde evne til at forstille sig hvad de tænkte om hende gik det hende ikke sådan på. hun nikkede kort til manden, en smugle usikker på  hvardan hun skulle formulere sit noget ligefremme spørgsmål, men hun havde virkelig lyst til at vide hvorfro han sad der. 
Det var en følelse hun normalt kun fik i forbindelde smed hendes bøger, når hun stod i sin morfars bibliotek, så kunen hun få en næsten syglig træng til at læse en bog og vide hvad der stod i den, bare ved at se på den. Dette væsen foran hende havde givet hende samme underlige træng til at vide hvorfor han sad der alene. "Vær hilset" mumlede hun lettere fræværende stadig fanget i hendes tanker, inden hun  kiggede på ham med klare øjne igen. "Det er det bestemt, en dejlig dag i det hele taget. Må man være ligefrem, og spørge hvad der har fået dig til at slå dig ned her på en landevejs side?"

Det direkte spørgsmål gik ikke elveren på. Tværtimod smilede han ganske mildt over det og nikkede et par gange, mens han prøvede at komme på et passende svar. Der var vel ingen grund til at sige andet end sandheden og han havde da heller ikke planer om at lyve - han var bare ikke helt sikker på hvad han egentlig skulle sige. "Jeg er endt med at bevæge mig længere væk hjemmefra end planlagt, så tænkte et hvil i solen var på sin plads. Det handler om at nyde at den er tilbage." Forårets komme havde virkelig vækket en tro på livet i Daerekir, der ellers til tider havde det med at forbinde den varme sol med sin tid i Rubinien. Det til trods for, at det var år han hovedsaligt havde tilbragt indendøre. "Hvor er I på vej hen? Hvis det da overhovedet er noget I ønsker at fortælle." Ordene var nysgerrige og ligeså blikket, selvom det dog denne gang ikke søgte hendes øjne. 

Med lidt merre vægt på stokken foran hende smilede hun til manden foran hende da han nævnte at vejret var usedvaneligt godt for deres tid. Selv kunne hun ikke være mere enig, vejret var næsten for godt til at rejse i, men på den anden side kunne hun ikke se hvad hun ellers skulle bruge tiden på, der var ikke meget andet hun fysisk kunne holde til som andre unge piger hendes alder kunne holde til. "Bestemt man kan næsten ikke få nok ad den når den endelig viser sit ansigt" 
"Øst på, nær bjergende" Sagde hun muntert upåvirkede af at mange straks tænkte på dæmoner når de hørte om destinationen. Ganske enkelt var det jo næsten hvad hun var, og hun var vokset op omkring de ofte frygtede skabninger