Dybt inde i Amazonitskovene, helt inde ved krystaltræerne, lå der et lille væsen for foden af et af de store træer. Ved første øjekast ville man ikke opdage hende, fordi det var så mørkt. Askeskyen havde dækket over solen, månen og stjernerne i månedsvis, men nu, her i foråret, var skyerne ved at forsvinde, og kastede det mindste lys ned i skoven.
Den første nat var gået siden at der endelig var lys igen... så gik den anden nat, og stadig ingen tegn fra væsnet der så ud til at sove i skovbunden, men på den tredje nat begyndte væsnet endelig at bevæge sig lidt.
Magien havde taget noget tid at tage fat i væsnet, da det nu havde været tæt på et halvt år uden magi, og ulig mange andre væsner, så kunne hun ikke overleve uden magi, eller i hvert fald ikke holde sig vågen. Da magien først var blevet tabt, havde hun forvildet sig ud til krystaltræerne, og var faldet i søvn. Men nu var tiden endelig inde til at hun skulle vågne.

Det startede med at hendes form kom mere og mere ind i fokus. Som om at hun havde været en sløret mørkeblå ting, der havde ligget i skovbunden først. Ligeså stille begyndte hendes øjne at sitre, og hendes fingre begyndte at flekse ligeså stille. Tæerne begyndte at bevæge sig, og langsomt satte hun sig op. Hendes krop føltes næsten lam, siden hun ikke havde bevæget den i et halvt år. Men med noget hjælp fra magien der strømmede gennem hende igen, fik hun vaklet sig på benene, og kiggede sig omkring i skoven.
Hendes sidste minder var tåget og hun var ikke sikker på hvad der var sket, men som hun stod der, og vendte hovedet mod himlen, kunne hun mærke magien strømme ind i kroppen, og en ro bredte sig i hende. Det ville nok tage noget tid før hun var helt sig selv igen,men for nu var det nok. Naturen var her, og månen smilede ned til hende.
Hun var så fokuserede på bare at nyde naturen for hvad det var, at hun ikke lagde mærke til noget der kom nærmere. Noget hun normalt ville have lagt mærke til, men nogen dage var ikke som andre.

Det havde været ubehagelige tider. Selvom skoven havde taget lyseret tider i møde, som mørket var forsvundet ud af deres årlange hungren i træerne, havde det ikke været nok. Sumpkentauerne var blevet mere arrige og beskyttende overfor deres egne. Folk udefra var ikke længere velkommende, og jo mere svig og smerte landet gik igennem, des mere tirrede blev de. Ronja var ikke blevet mere arrig, hun var blevet bange. Skrækslagende for at sige det lige ud. Tørken havde næsten udtørret deres elskede sump, og selvom regnens trommen var anset som en velsignelse, kom mørket for alvor tilbage. Den unge kentauer var blevet beordret indendøre. Hun måtte ikke engang vandre i sumpen, blandt de andre. Men det gjorde intet. Ronja havde frygten til at holde sig i skak. Og hvis ikke, så fik hendes moder fyldt hende med fornyet skræk og rædsel for hvad der kunne vente hende.

Den første nat, hvor lyset sprædte sig over træernes kroner, var en velsignelse. Ronja stirrede næsten begærligt op på månens skikkelse, som havde hun fået sin elsker tilbage. Modet vendte tilbage, for ikke at tale om trodsigheden over at være blevet holdt fast. Månen havde givet fornyet energi, og stjernerne blinkede legesygt ned mod det blanke vand.
Derfor kunne det heller ikke undre nogen at Ronja tog på vandring. Hun var blevet bedre til at skjule sig, og liste afsted. Denne gang gik hun blot dybere ind i skoven, fremfor til kanten. Althea havde været yderst observant omkring udkanten af skoven i hvert fald.

Hun nåede til den ældste del af skoven. Her hvor alting var anderledes, smukkere og mere rigt i oplevelser. Hun lod den lange fingre glide over en skinnende træstamme, og fik følelsen af noget langt anderledes end hvad træ normalvis gav. De var mere glatte, skinnende og vidunderlige. Som var Ronja trådt ind i en magisk verden. I lang tid var hendes opmærksomhed rettet mod træerne, og op mod træernes skinnende blade. Optaget af at sluge denne nye verden til sig, gik der lang tid inden hun opdagede den lille skikkelse der sad i skovbunden. næsten instinktivt stoppede hun op og stirrede på den. Det var nok det smukkeste væsen Ronja nogensinde havde set. En stjerne der var landet på jorden var uden tvivl den første tanke hun fik.

Der sad nok stadig et par enkelte blade i håret, som hun havde ligget der på skovbunden i mange måner efterhånden, men det var næsten som om at de blev opslugt af stjernelyset i hendes hår. Hendes store øjne kiggede endelig op og rundt i de gamle træer. Hvordan var hun egentlig havnet her? Hun kunne dårligt huske noget, fra før hun gik i dvale. Hun kunne bare huske hun havde været træt, så forfærdelig træt. Men nu var Purnima ikke et væsen der dvælede for lang tid ved ting som disse, især ikke da hendes øjne opfangede et andet væsen. Et stort væsen.

Måske ville andre væsner være bange. En kentaur var et stort dyr, men dette var ikke første gang at Purnima havde stødt på en kentaur. Typisk havde hun set dem på afstand. De virkede aldrig særlig venligsindet, men flotte var de. Med deres smykker og tatoveringer, og måske Purnima selv havde draget inspiration fra dem i sit væveri. Men en hver kunstner dragede vel energi rundt omkring.
Purnima fugtede let sin mund. Den var tør og ru, efter ikke at have været brugt i så lang tid, og da hun forsøgte at sige noget, var hendes stemme og så først væk. Hun rømmede sig lidt, før hun endelig sagde noget. "Smuk aften ikke?" som om at det var den mest normale måde at sige hej til en fremmede på.

Ronja stod stadig som stivnet til stedet, selv efter at væsnet begyndte at bevæge på sig. Langsom bevægelse, nærmest som var hun vågnet af en lang søvn, og havde brug for at bevæge sig langsomt for at vække alle dele af sin krop. Det var først da de store blå øjne fandt frem til Ronja, at hun rørte på sig. Det var et forsigtigt skridt på stedet med sine forben og hovedet tiltede ganske let til siden. Hun var usikker på om hun skulle blive eller løbe. Men hvordan kunne noget så smukt og indtagende være farligt og ondt? Hun kunne virkelig ikke se hvorfor den anden skulle gøre hende noget. Det virkede helt forkert.

Ronja var en meget ung kentauer, hvilket kunne ses på at udsmykningen var diskret, både på huden men også igennem smykkerne. Hun bar armbånd af farskellige talismaner, og især hendes arme bar præg af stammetatoveringer, men alt i alt var hun meget bar og 'nøgen' i forhold til sine artsfæller. Hun havde endnu ikke opnået en status hvor forskellige symboler ville blive malet ned over hendes flanke og ben, ej heller de storværdige smykker som var tegn på forskellige poster.
Ronja rynkede brynene og lænede sig insinktivt tættere på som væsnet gjorde antegn til at ville sige noget men der først intet kom frem. Da der endelig kom en stemme frem, var det nok det mest uskyldige spørgsmål, som var alt dette de stod i normalt! "Øhm. Jo, meget smuk" Ronjas øjne vandrede opefter til krystaltræernes top, videre ned til de grønne øjne igen var tilbage på det smukke væsen. "Hv.." Hun stoppede sig selv ved at bide sig i læben og skrabe let uroligt i jorden med den ene hov. Det var et upassende spørgsmål, men hun ville så gerne vide det. Hun omformulerede det fra hvad er du, til "Hvem er du?" i stedet.

Forsigtigt begyndte Purnima at rejse sig op fra skovbunden, og hendes øjne søgte rundt på skovbunden efter kraniet, for hun havde det ikke på hovedet. Det var ikke fordi at hendes verden ville gå under hvis det var væk, men det var trodsalt et minde om en kær ven. Ganske vidst et dyr, og deres kommunikation havde måske ikke været normal, men hun havde været ked af da han døde, så nu var hans kranium som et evigt minde om ham. I andres optik var dette nok ganske mærkeligt, men ikke for Purnima.

"har du.." hun nåede dog ikke at stille spørgsmålet, før at hendes hjerne opfattede at der før var blevet stillet et spørgsmål til hende, og hun måtte pludselig lige tænke sig om, for at huske ordene der var blevet sendt hendes vej. "Mig? Mit navn er Purnima," sagde hun og lagde hovedet på skrå og kiggede endnu engang op på kentauren. Kentauren var godt nok ikke så udsmykket, som så mange andre, men hun så ud til at have pænt hår. Hvilket resulterede i at Purnimas fokus nu var blevet skiftet, og hun rakte op for at røre det røde hår. For der var en ting at natånden ikke besad, og det var en personligbobbel.

Ronja var virkelig ikke sikker på hvad filan hun stod foran. Et helt fremmed væsen, men det var også begrænset hvad den unge kentauer kvinde havde set i sit liv, med sin noget strikse indespærring i flokken. Hun var jo stadig et føl, eller hun modsatte sig den statement drastisk, men lederens ord var lov. Og så måtte man jo bryde loven engang imellem.
Ronja smilede forsigtigt. "Mit navn er Ronja" præsenterede hun sig tilbage, som den anden så ud til at blive fuldstændig distraheret af et eller andet.
En smule nervøst flyttede hun sig nogle få milimeter ved at lave lidt nervøste småtramp med sine hove, som hånden nærmerede sig. De grønne øjne voksede sig endnu større end de i forvejen var, som hånden nærmede sig. Hun trak hovedet ganske let til sig, stadig ikke helt tryg, men blev stående. Hun forsøgte at være modig. Vidste man først svaghed var man byttedyr - men det var forfærdeligt at ignorere sine instinkter. Hånden nåede frem til det kraftige røde krøllede hår. "Øhm... " mere kunne der ikke komme frem. Hun vidste helt ærligt ikke hvad hun skulle sige eller gøre i denne situation andet end at stirre på den anden.

Purnimas øjne glintrede, som hun rørte det røde hår. "Hvor er det smukt," hviskede hun betaget og kiggede begejstret på det røde hår og kentauren, til trods for at hun ikke var specielt høj, og derfor nærmede stod med sit hoved i bryst højde. "Hvor er du smuk," tilføjede hun så, da hun endnu engang gik et par skridt væk, for rigtig at betage kentauren der stod foran hende. "Du er ikke som de andre kentaurer." Stemmen var næsten helt drømmende, som måden hun sagde tingene på. Men hun lignede en der mente hvert et ord. En barnlig naivitet glimtrede i hendes øjne.

Hun var da også lige ved at glemme hvad hun havde mistet, før hun kom i tanke om det endnu engang. Hendes kære ven. Men var det nu også i orden at spørge et halv dyr om at finde et kranium af muligvis et familiemedlem. De kunne da godt være familiemedlemmer. Måske lidt langt ude. Purnima havde nok en lidt anden tilgang til racer end de fleste, men hendes sind havde heller ikke haft mulighed for at blive korrupteret af andre væsner, men heller ikke at lære hvordan tingene hang sammen. Hun kunne finde ud af dyr, endda nogle halvdyr. Men ingen havde forklaret hende hvordan reproduktion egentlig hang sammen... og hvorfor skulle hun også vide det?
"Har du... har du set mit kranium... altså ikke mit. Men det var en hjorts, en af mine venner. Han døde for et stykke tid siden, og jeg har båret det som minde," prøvede hun at forklare. Ikke fordi at et stykke tid siden forklarede mængde af tid der var gået. Det var nok langt over 600 år siden efterhånden.

Flugtgenet sad yderst på kroppen og skreg hende ind i hovedet om at bakke væk - Men Ronja var stivnet i den stilling hun stod i, mens øjnene voksede til dobbelt størrelse. Der var alligevel også noget over skabningen der sørgede for at Ronja, trods sin frygt, faktisk faldte lidt ned igen. Hun virkede ikke til at forstå. Hun virkede så uskyldig og anderledens. Måske det slet ikke var så farligt?
"T-tak" kom der usikkert fra Ronja, hvis vejrtrækning var blevet lidt ustabil.
Men hun kunne ikke undgå at være undrende overfor næste udtalelse. Ronja lagde hovedet let på skrå til den ene side og kiggede på den anden skabning. "Hvordan er jeg anderledens?" hvis en anden kunne se hun var anderledens, så var hendes formodninger korrekte! Hun hørte ikke til der! Hun vidste det.

Ronja begyndte instinktivt at kigge omkring, mens ned mod sine egne ben for at være sikker på at hun ikke var kommet til at træde på netop det den anden søgte. Noget markabert egentligt, men det virkede også ganske uskyldigt alligevel. "øhm.. Nej, jeg har ikke set det.. men jeg vil gerne hjælpe dig med det finde det" foreslog hun med et lille nervøst smil. Hun bevægede sig meget forsigtigt derefter, fordi hun udemærket vidste at hvis hun trådte på kraniet, var hun for tung til det ville holde. Og det var vigtigt for den anden. Det respekterede hun.

Purnima havde en vis uskyld hun så verdenen i. Uanset hvor hjerteknusende død var, var hun også klar over at det var en del af livet for mange. Hun havde set så mange komme og gå i hendes liv, at det ikke var noget ondt hun så i det... bare noget naturligt. Ligeså naturlig som hun selv var. Der var nok ikke mange væsner der kunne være så uskyldige i denne verden mere, og det var et under at Purnima havde haft så lidt kontakt med verdenen i sine 700 år, at hun kunne bibeholde det.
"Du er...." hun havde svært ved at finde ordene, på dette sprog. Et sprog som hun snakkede med sådan en lethed, men det var stadig ikke hendes sjæls sprog. Men hun havde ikke lært dette sprog uden grund. Nej, hun ville gerne kommunikere med disse mærkelige væsner der begik sig i naturen med hende. Dem der ikke ødelagde skoven. "Naturlig" kom det så endelig fra hende, med et lille forsigtig smil, og hun kørte noget af hendes hår bag øret. 

Dog blev Purnima hurtig distraheret igen, da Ronja gik med til at hjælpe hende med at finde det. "Virkelig?" sagde hun begejstret, og stod næsten lidt og hoppede på stedet af begejstring. "Det er ca. så stort," sagde hun og viste med sine hænder hvor stort det var. "Og lysende hvidt!" Man ville nok sætte spørgsmålstegn ved hvordan et kranium ligefrem var lysende hvidt, men det var helt ufatteligt hvidt, at man næsten skulle tro at det var lysende, selvom det ikke var tilfældet. Hendes eget lys hjalp dog nok på det når hun bar det.

Ronja så på den anden med store øjne, afventende hvad hun havde at sige. Det opbyggede en stærk spænding i kroppen, og hun kunne ikke undgå at folde sine hænder sammen og kigge på den anden til ordent forlod hende. Hun vidste faktisk ikke hvad hun forventede at høre, men hun blev faktisk utrolig smigret. Ronja lyste op i et varmt smil som hun kiggede ned på Purnima. En lyserød streg af varme steg over kentauerens kinder, og hun begyndte en smule genert at sætte sit hår om bag øret. "Virkelig?" Naturlig var bare rart at høre. Der var noget helt specielt over netop det - men aldrig noget hun var blevet kaldt før. Et naiv væsen var det oftes brugte.

"Selvfølgelig" Svarede Ronja venligt og kiggede derefter på Purnimas instrukser omkring størrelse, og ellers beskrivelsen. Hun rynkede brynene lidt ved det lysende hvidt tegn der blev sat frem for hende. Men noget der var lysende, og hvidt i dette terræn måtte være rimelig nemt at se. Ronja rømmede sig let som hun kiggede rundt, tog forsigtige skridt, for ikke at komme til at træde på noget hun ikke skulle. "Ved du hvor du var sidst?" spurgte hun en smule højere som hun var gået om bag nogle træer for at kigge der.

Kentauren var endnu smukkere når hun rødmede, så passede til det hendes hår. Det kunne den natteånden godt blive lidt fascineret af. Hendes egen hud rødmede ikke på denne måde. Nej, hun var for bleg, og hendes krop var bare ikke det samme som hos andre. Så derfor var andre væsner så meget mere fascinerende for pigen.
Efter de havde ledt i et stykke tid, spurgte Ronja om hvor hun sidst havde været. "Jeg... jeg kan ikke huske det," indrømmede hun. Hun hav de bare følt sig så træt, men hvad havde hun lavet der. Selvom det blot var igår for hende, så kunne hun intet huske om dette.

Det begyndte også ligeså stille at gå op for hende, at hende kranium var væk. Hendes kære ven var væk, og hende øjne blev helt tåget ved tanken. Hendes stakkels ven der lå et eller andet i skoven. Nej. De måtte altså finde det, alligevel gik panikken op i hende og igennem hende. Hvor var det dog. "Jeg bliver nødt til at finde ham..." hviskede hun.

Ronja kiggede lidt på det andet væsen, der i hendes øjne var det smukkeste hun i sit liv havde set, og mærkede en stærk medfølelse som hun hørte at Purnima intet kunne huske. I hvert fald ikke omkring stedet hvor hun sidst havde været med dette kranie ved sig. Det gjorde dog også søgningen en del mere kompliceret.
Ronja kiggede omkring sig, men fornemmede en forandring hos den anden, da denne begyndte at hviske for sig selv. Hun lød ked af det, men også panikken over hvad der var sket. "Vi skal nok finde ham!" Holdte Ronja fast og begyndte at bevæge sig lidt længere væk fra området hvor hun havde fundet Purnima. Måske, måske var det lige her i udkanten af træringen. Ronja fortsatte lidt ud, så nogle sten af en hvide farve men intet på størrelsen med hvad hun søgte. Ikke før hun nåede til et af de sidste træer og et sted i baggrunden kunne se noget. "Jeg tror det er herhenne?" Det var et træ godt 5 meter længere henne. men der lå noget hvidt af en anstændig størrelse. Måske de var heldige.

Purnima prøvede på ikke at være alt for panikken over at hendes ven var blevet væk, men prøvede at lede videre. Hun vidste slet ikke hvad hun kunne sige, men hun var taknemmelig for kentaurens hjælp. Og det lød da også til at tingene lysnede op, da Ronja pludselig kaldte at hun måske havde fundet noget.
Det fik Purnimas små fødder til at rykke sig hurtigt, som hun med hastige skridt gik over til Ronja, og der. Blandt bladene lå noget hvidt. Noget hvidt der kunne være hendes kranium. Hendes ven. Hun satte sig ned på hug og børstede forsigtigt bladene af og det blev snart tydeligt at det var hvad hun ledte efter. Hun tog fat i det, og kraniet var trods alt enormt, og alligevel stod hun bare og kiggede lidt på det, inden hun vendte sig mod Ronja med det største smil på læberne.
"Tak, tak, tak, Ronja," hviskede hun taknemmeligt. Hendes øjne strålede og man kunne se perler af tårer i hendes øjenkroge. Men denne gang var det af glæde. "Jeg ved ikke hvordan jeg kan takke dig, for at havde hjulpet mig med dette."

Purnima strøj forbi hende med fuld fart imod stedet som Ronja havde guidet hen imod. Hun mærkede at hun næsten holdte vejret i spænding om det nu også var præcis det som de ledte efter.
At dymme ud fra det lettede utryk og den ro der faldte over hele hendes pason, kunne Ronja ånde lettet op. Hun var altid glad for at hjælpe, specielt når man så hvad der skete når man gjorde. Selvom hun lige nu kun kunne se Purnimas ryg, virkede hun glad, og det blev især synligt som hun vendte sig. Ronja smilede forlejent og gned sin hånd ned af sin ene arm med det generte udtryk. "Nåh, det var så lidt.. jeg er glad for at kunne hjælpe" svarede hun glad tilbage. Hun var ikke ligefrem vant til at være til særlig stor nytte generelt, så det var rart at vide at hun havde gjort noget godt. "Jeg er glad for at du fandt ham!" selvom det var mærkeligt at omtale et kranium som han, vidste hun jo at det var sådan Purnima så kraniet. Som sin ven der var afgået ved døden. Den del kunne hun rimelig forstå. "Jeg er bare glad for at der ikke var nogen som havde stjålet det"

Alligevel følte Purnima ikke at det var nok bare at takke kentauren. Hun havde gjort noget helt unikt for hende, som hun ville bære dybt i sit hjerte i lang tid. Almen venlighed for nogen, var en dyd i Purnimas øjne. Men hun havde ikke meget at give. Dette var hendes største problem. Det eneste hun havde... var natten. Hendes blik gik fra at kigge på Ronja til op mod nattehimlen, hvor stjernerne svagt kunne ses.
"Det er ikke meget, men jeg kan give dig nattens klæder?" tilbød hun så, og kiggede tilbage til Ronja. "Jeg kan væve lige hvad det skulle være." Det var en underlig måde at formulere det på. Men det var en måde at forklare det på, som hun havde lært for få hundrede år tilbage, hvor hun første gang vævede klæder til et andet væsen. Det var en unik gave fra Purnima, som ikke skete ofte, men dybt i sit hjerte, følte Purnima at Ronja havde fortjent det. Hun havde ikke forladt natteånden, og havde gjort hvad hun kunne for at finde kraniet, og havde da også fået gjort det. Det fortjente en gave, og det eneste Purnima kunne give, var det slidstærke tøj lavet af nattehimlen.

Ronja så fuldstændig forvirret på Purnima. Hun kiggede op på himlen og tilbage ned på kvinden igen, stadig fuldstændig uforstående overfor hvad hun mente. "Altså, du ddu behøver ikke give mig noget.. altså med mindre du gerne vil... selvfølgelig.." stammede Ronja først, en smule uvant omkring hele situationen. "Men øhm.. Væve nattens klæder? Jeg-jeg er ikke helt sikker på hvad det er?" svarede hun undskyldende, og følte sig pludselig meget uvidende. Altså hun ville ikke sige nej til en gave, specielt ikke når det lød så smukt som nattens klæder, men hun vidste virkelig ikke hvad det var. "Jeg takker ikke nej, men jeg er lidt uvidende" Ronja steppede lidt, nervøst, og stadig med det undskyldende smil på sine læber. Ronja følte ikke selv hun havde fortjent en gave, men vidste også godt at det kunne være uhøfligt i forskellige kulture at afslå.

Purnima så også selv lidt uforstående ud. Var det ikke et normalt ord at bruge? Måske var det egentlig ikke det... Men med den lille viden hun alligevel havde om andre væsner, var det begrænset hvad hun havde lært af sprog. "Det er..." hvordan skulle hun forklare det? Det gik dog meget hurtigt op for hende, at vise det var nok nemmere.
Et klæde hun havde svøbt om sine hofter, bandt hun op og viste det så op til Ronja. "Dette her er nattens klæder," sagde hun så smed glitrende øjne. Klædet var nok ikke noget man umiddelbart lagde mærke til når Purnimas ansigt tiltrakte så meget opmærksomhed. Men det var mørkt, og lignede at det havde nattehimlens liv printet på det. Det var ikke et klæde man kunne have set et andet sted, men det gav også mening hvorfor Purnima havde kaldt det nattens klæder. Det var præcis som en nattehimmel.

Ronja blinkede et par gange med øjnene og åbnede langsomt munden som Purnima fandt klædet frem som var vævet af natten. Hun ragte forsigtigt hånden frem for at røre ved stoffet, og var dybt fascineret af stoffet. Hun havde slet ikke lagt mærke til det, fordi hun havde været optaget af Purnima og hendes noget anderledens udseende. "Det... Det er smukt." fik hun fremstammet og kunne godt se hvorfor det blev kaldt for nattens klæder. Det var som at have et stykke af natten med sig. Det var smukt ud over alle grænser. "Vil du virkelig lave sådan et til mig?" hun kunne faktisk forestille sig at have et rundt om sin hofte. Det ville faktisk se ganske flot ud til hendes rødbune pels på hestekroppen, men hun turde næsten ikke håbe på at eje noget så smukt!

Purnima nikkede bekræftende. "Du har hjulpet mig, så jeg ønsker at gøre noget for dig. Det er det eneste jeg kan gøre, så lad mig gøre det," sagde hun. Det var egentlig det enste slags tøj hun gik i, men det var fordi hun ikke forstod sig på det normale tøj som andre væsner lavede. Der var jo helle rikke noget grund til at bruge noget andet, når det holdt hende varm, uanset hvor koldt det blev. 
"Jeg skal bare vide hvor stort det skal være og hvor du vil anvende det. Det kommer nok også til at tage lidt tid, men hvis du kan vente på det, så ville jeg elske at lave det til dig," sagde hun med et kæmpe smil på læberne. Intet ville gøre Purnima lykkeligere i dette sekund. Nattehimlen ville også stå smukt til kentauren, og så ville det også være godt når vinteren kom igen.

Ronja tog en dyb indånding og nikkede så. "Okay, det vil jeg meget gerne" hun kunne næsten ikke tro at hun var så heldig at modtage noget så smukt og ikke mindst unikt! Ingen andre kunne som sådan pragle af at have noget vævet på den måde. Jo mere Ronja hørte og så ved Purnima var hun overbevidst om at hun havde med en helt vildt speciel race at gøre. En der var få af. Sjælden muligvis. Ikke at det ændrede Ronjas syn på hende. Purnima var sød, rar og venlig - lidt speciel men det var alle jo på et eller andet punkt, ikk?
"Selvfølgelig! Alt den tid du behøver!" Svarede Ronja lysende glad og med et stort smil på læberne. Hun havde stadig svært ved at forstå at den anden ville gøre det her for hende. "Jeg-jeg tænkte på omkring hoften. Ligesom dig" Hun guidede rundt om sin hofte. "Sådan det ligger lidt ned af mit ben også" hun var nok lidt større, for ikke at sige meget større, end Purnima, så det krævede nok lidt mål af forskellig art. Ikke noget Ronja havde det mindste imod. Hun satte sig også gerne og ventede indtil alt var færdigt. Selvom det muligvis kunne give problemmer hjemme - men den tid den sorg.