Hektor var taget afsted til den nedre bydistrikt, efter hans forsøg med at forhandle nogle handelsmænd var gået i hårknuder. De var hverken til at hugge eller stikke i og selv hans tjenestetid havde ikke haft nogle indflydelse på deres holdning omkring anskaffelsen af proviant og alternative måder at gøre brug af jorden på. Han havde fået skrevet og sendt et brev afsted til hans hustru omkring situationen og mere til. Hektor vidste at omkring disse parter, skumringskvarteret var der altid en usikker og trykkede stemning, men hvis folket ny så en fra lysets hær, måske det kunne hjælpe dem med at bevare troen på Lysets dronning? Eller han kunne være et lysende bytte dyr som nedrige personer blot ventede på at få fat i, tiden måtte vise dette.

For nu, var det Hektors måde at koble fra efter forhandlingerne. Han bevægede sig med rolige og sikre gang rundt, sværdet hang ved hans side i tilfælde det var nødvendigt og skjoldet kunne slynges over og klar hvis det endelig skulle ske. Han vågede at gå ind blandt nogle af bygningerne, ikke en klog handling for en normal borger, for at se an.

Eliot var en venlig sjæl. han var dog blevet sendt til de skumle kvartere idag. hans tøj var det normale og en kappe som var slidt og ødelagt. ingen vidste at han var en engel. han havde levet så længe at han havde lært at skjule sine vinger, mest pga at der havde været engel dræbere af mørkets folk. han gik igennem gaderne og lyttede til alt. nogle virkede kede af det og andre ligeglade med mørket. han så en lille pige oppe i et vindue der så ned på ham. hans hvide kappe afsløret ham i mørket. Eliot smilte til pigen der skyndte sig væk. hun var bange. hun var heller ikke mere end 8 år gammel og levede i et faldefærdigt hus.

Eliot så op på himlen og undrede sig tit over at dæmonerne gjorde dette men det var nok fordi han ikke selv kunne finde på det. Eliot havde sit sværd ved siden men den var godt skjuldt for hans kappe. han så rundt og så på de mange forældreløse børn der enten var efterladt eller at forældrene var døde. Eliot rystede indvendigt på hovedet over det men sagde ikke noget til det. måske det kunne komme en gang at han kunne rede dem.

Skyggerne faldt tungt og skyerne gjorde det heller ikke lettere for Hektor at se ordenligt imens han gik igennem denne gyde men indtil videre var der ingen problemer, udover et syn af en fattig person her, lydene fra tabte håb vidt omkring, hvor det gik ham på, for sandheden var at dette var uden for hans magt, at fjerne mørket. Han forlod gyden og så hvordan tingene var på den anden side og synet var ikke rart, for langs denne gade sad der folk hist og her, glemte og fortabte, glemt af dem der havde midlerne og i de nedrige personers hænder der kunne tvinge dem til at gøre ting de ikke havde lyst til. Selvom han gik med rolige skridt, hjalp det ikke folk, at se en af lysets krigere gå blandt dem, hvorfor kunne Hektor ikke vide. Han mærkede hvor trykkede stemningen var omkring ham men han lod sig ikke styret af dette, han valgte ikke at lade nogle af hans hænder hvile på våbnet, for det kunne sende de forkerte signaler. Lige nu måtte han blot holde hovedet koldt.

alt var trist og ubehageligt her. men Eliot gik med hovedet højt og et smil i hjertet. alle de fortabte sjæle der var her ude var trist at se. men Eliot gik roligt videre for at holde gaderne fri fra krimminalitet. en person ikke mere end 19 år kom over til Eliot og tiggede om mad. hun var udhungret og så tynd at hun kunne være i en hver sprække man gik forbi.
Eliot tog et lille brød frem og delte det over og gav det lille stykke til personen der virkelig takkede. Eliiot gik videre og så hvordan folk alle trak sig ind i de mørke gyder, som om mørket ikke var nok. Eliot kom til at overhøre et skrig langt væk. han så rundt og fandt vejen til lyden. han begyndte selvfølgelig at løbe alt hvad han kunne afsted. han ville nådigt ha nogle skulle dø på hans vagt. og dette skrig var ikke bare et hold dig væk skrig, men et faretruende døds skrig.

Hektor fortsatte blot hans rolig gang blandt de fattige og han var nødtvunget til at sige fra overfor dem som tiggede ham, ikke fordi at han ikke havde lyst men fordi han havde hverken mad eller krystaller på sig men hans forpligtelse som hertug og hans egne måtte komme først lige nu.

Et svagt skrig fangede Hektors opmærksomhed, han så sig omkring men han kunne ikke lokalisere den og mørket gjorde det ikke lettere for ham. Endnu et skrig men denne gang fik han en ide om hvor han skulle hen ad, han satte farten op, for hvad end det var så var det blot kun et spørgsmål om tid, hvert et sekund var vigtigt lige nu!

Han måtte standse op for at orientere sig og lytte efter tumulten, det tog ham nogen tid at lokalisere den og med forsigtige skridt nærmede han sig mens han med sikre hænder trak hans stål sværd og skjoldet som hæren havde givet ham. Nok havde han ikke Umbra bane eller Håbet skjold med sig men disse redskaber kendte han stadigvæk og havde tjent ham i mange år inden da.

Eliot lyttede og fulgte skriget. han kom til hvor en stod og truede en kvinde der vidst var kommet fra de middel klasser og som var højgravid. Eliot tog fat i sit sværd og gik langsomt frem. "rolig nu. der er ingen grund til at gøre noget overilidt" sagde Eliot og så på den skræmte kvinde der prøvede at komme fri. men fyren tog fat i hende og ind til sig og holdte en kniv om hendes hals.
Eliot så på manden der så ud til at være meget sulten og meget beskidt. men der var ikke meget man kunne gøre ved denne situation. manden hvæsede af eliot imens han sagde. "du kan bare smutte hjem til dine fine omgivelser."

Hektor kom rundt om en faldefærdig bygning og nu fik han øje på kilden til skriget, en kvinde i nogenlunde stand og højgravid! Foran hende var der en mand som havde en kniv i den ene hånd, gerningsmanden var beskidt og havde lasset tøj på og udfra personens kropssprog at dømme, måtte han være sulten. Men der var også en anden person til stedet med et trukket sværd, kappen der svøbt omkring vedkommende gjorde det svært for Hektor at se hvem eller hvad men i forhold til den, var denne ikke en fjende, i hvert fald lige nu. Hektor måtte gøre noget ved dette, hans ære forlangte det af ham.

Han tog nogle skridt hen imod røveren, sværdet i venstre hånd, skjoldet i højre, klædte i den ikonisk rustning som en del af lysets hær og meldte hans ankomst "Hold inde! I Lysets dronnings navn beder jeg dem, om at hold inde med dine ugerninger!" Ordene var kraftige mens Hektor nærmede sig ved siden af den anden fremmede, hans udstråling var en person af disciplin og autoritet. Han så røveren an "Jeg beder dem, lad hende være. Du er ikke alene om at lide under dette. Der er mange som har det på samme måde." Han måtte prøve at tale vedkommende fra det, klingen var sidste udvej.

Bag Hektor kom der 4 andre skikkelser frem fra deres skjule sted, alle med et slesk smil og et blik der kun sagde at de havde fundet deres bytte. Hektor så kort over ryggen, 4 andre personer, en med en kniv, en anden med et stykke træ hvor der sad et stort rusten søm i mens de to sidste havde hver især en kølle, alle lige så laset, beskidt og tabte sjæle som manden der truede den højgravide kvinde. "Isari, jeg beder om forladelse for hvad jeg må gøre nu" lød det lavmæltfra Hektor, kun den fremmede ved siden af kunne høre det.

Eliot hørte pludselig en høj og klar stemme. han så mod manden der var iført rustning. Eliot var kun byvagt og havde kun rustning på sin ene hånd pga skader. han så på manden og så op på tyven der strammede grebet om sin kniv og holdte den højgravide tættere til sig. Eliot tænkte sig om og så rundt efter noget at bruge. han havde dyrenes evne og derfor ikke noget der kunne bruges nu. med mindre han kunne få fuglene til at angribe ham så han ville miste fokus på kvinden. men han nåede ikke mere i tænkerne før at han hørte skridt bag sig og så om mod de fire andre. han tog fat i sværdet og hev det op fra bæltet og rettede det mod disse skurke. *Isari vær med os i denne kamp* tænkte han stille for sig selv da han havde hørt mandens tale om isari.

"hold jer væk eller forbered jer på at komme i arresten hurtigere end i kan tælle til 10" sagde Eliot og mændene bag dem grinte blot. Eliot vidste dette ville blive en hård kamp. han satte af på jorden og farede mod to af mændene der farede mod ham. Eliot sparkede en af mændene lige under knæet så han faldt sammen og blokerede for den anden mands våben. han så mod manden der havde kaldt på isari og så de to andre angribe ham. Eliot mærkede pludselig et slå i ryggen der fik ham væltet men ikke længe så var han oppe igen og barerede for næste angreb, han kom op og stå og lavede et hug mod fyrens kølle for at få den ukampdygtig. 

Hektor var imellem røveren med den højgravide på den ene side mens to af de fire mænd begyndte gå imod ham, han måtte vende sig om for at de ikke kunne falde ham i ryggen, tre hurtige skridt ud til højre for at få samlet begge mænd inden for hans syns felt og mindre chance for at blive sat i en saks. Disse var godt nok fæle at se på, størrelse, antal og frygt var deres metode for at vinde men Hektor var til gengæld trænet og havde set frygtens mange ansigter, knivbæreren tog nogle hastig skridt imod Hektor og prøvede at lave et udfald men Hektor bed ikke på krogen, for kort efter kom den anden med en kølle, Hektor sat hans højre fod fremad denne fjende, mens med mave, højre arm og skulder brugte hans skjold til at tag imod slaget før det kunne slå til, efter fuldt af et slag med skjoldet for at vælte manden omkuld. Hurtigt tog Hektor et skridt tilbage, manden med kniven så sit snit, et hurtigt stik imod Hektors venstre side, der blev mødt af hans eget sværd med den skarpe side, kniven blev slået til side så manden var åben for et frontalt angreb, hvilket Hektor udnyttede med en knyttede næve rundt om sværdet, lige på næse benet. Manden trak et skridt tilbage efter en stålklædt hånd mødt hans næse og manden med køllen prøvede at rejse sig op, Hektor forholdt sig roligt, han havde den anden fremmede ind for hans synsfelt, begge deres odds var stadig gode. "Sidste chance! Hold ind med disse angreb eller bøj jer for Isaris dom!" Hektor råbte højt denne gang da han påkaldte livets moder, udstråling var tydelig og hendes indflydelse* havde hjulpet Hektor og andre før.

(* = Guddommelig inspiration, Hektors evne. Du vælger selv hvordan den tager til og hvornår.)

Eliot mærkede hvordan manden med køllen pressede ned mod ham. imens hans sværd sad i køllen. Eliot så på hektor der pludselig råbte op og disse mænd begyndte bare at grine. Eliot så om bag sig og manden med sømmet på et stykke træ. han kom farene mod Eliot og sømmet parat til at sætte lige ind i nakken på Eliot. han så på kølle manden og skubbede ham ind til siden så han fik sømmet ind i siden og de to mænd begyndte at mundhugges. Eliot fik sit sværd ud af køllen og slå med skaftes ned på manden med sømmet i ryggen og satte sværdet op mod den andens hals. han anede ikke hvad der havde gjort hans kræft så kraftigt i det slag men han vidste dog at han måtte rede kvinden. 
han piftede pludseligt og  en masse krager kom fra nær og fjern oven fra himlen. de fløj ned til manden der holdte den gravide som gissel og begyndte at flyve ind i ham og hakke i ham så han fægtede med kniven for at få dem væk. Eliot tog fat i sin sværd huggede i benet på denne forbryder og farede mod den gravide kvinde og tog hendes hånd i mellem fuglende og løb videre så hun kom ud fra dette mareridt. han kom til en mur og hviskede til kvinden. "jeg skal nok beskytte Dem, men De må være modig og forsvare Dem selv og Deres lille" han så rundt og skyndte sig over og tage den ødelagte kølle og gav kvinden den så hun kunne forsvare sig. han farede nu mod manden der var omgivet af fugle, han nikkede og fuglende landte på hustagene, Eliot satte sit sværd i stilling og var klar til kamp.

Hektor havde ikke lyst til at gøre dette ved disse mænd, der trods hans advarsel, nærmest bøn bedt dem at hold inde, blev han mødt af var grin og hån. Hektor spildte ikke tiden længere og for ind på klods hold imod ham med kniven, han førte skjoldet an ved at slå med skjoldkanten, desperat prøvede manden på kaste hans venstre arm op, hvilket tog imod skjoldet og armen blev slået indad imod manden, så den endte med at hænge, Hektors venstre hånd var stadig knyttet om hans eget våben, der hurtigt blev sat i brug med den flade side af klingen imod kniv hånden, hårdt og præcist nok, til at modstanderen mistede grebet af hans våben,  Hektor et skridt fremad imod ham mens han råbte højt af ham, hvilket fik manden til at vælte bagover. Han nåede lige akkurat at rykke sig lidt, da en kølle bagfra kom oppefra og efter hans hoved, hvilket endte med at ramme hans sværdarm, hans brynje tog det meste af nedslaget, manden fra før så måbende til mens Hektor reagerede ved at tag et skridt fremad mens han drejede rundt på stedet, sværdarmen fulgte med og slog ud imod venstre hvor klingen fik fat ved mandens venstre overarm, efterfulgt af et skulderskub, for at give den anden modstander overbalance. Hektor så sig omkring og så hvordan en flok fugle pludselig var kommet og var i færd med at hakke og prikke til røveren der nu ikke havde et gidsel, hun var fulgt med den anden fremmede, et lettet syn. Der var stadig to endnu der bar våben mens dem der var nær ham, ikke var så villige lige pludselig. Han havde ikke lyst til at slå dem ihjel, selvom han kunne i hans gode ret. Men de var stadig uskyldige og påvirket af den fjerde plage, måske lidt nåde kunne overbevise dem?

Eliot så på manden der havde været angrebet af fugle. han fik taget sig sammen og løb mod Eliot der stod roligt og ventede. da han løftede kniven og skulle til at slå ud mod eliot satte han sig hurtigt ned og spændte ben for manden der faldt så lang han var. Eliot stilte sig roligt på mandens hånd så han ikke kunne bruge kniven. 
"jeg sagde jo i skulle overgive jer" 
Eliot tog kniven fra ham og lagde i sit bælte. hvor efter han løftede manden op og bandt hans hænder sammen. han så mod hekter der kæmpede flot. det var tydeligt han var over i rang end hvad Eliot var. han så mod kvinden der stod og rystede. han skubbede manden ned at side og gik over til kvinden og lagde en hånd på hendes skuldre. "bare rolig. vi har styr på det. bare tag det roligt." hun nikkede og så mod hektor. 

Han begyndte at trække sig mere tilbage, så han fik alle 4 inde for hans synsfelt nu. Manden der havde prøvet på at holde kvinden som gidsel var løbet hen imod Eliot og han betalte prisen for det. Hektors sværd var stadig klar mens de to mænd han selv havde væltet om kuld, rejste sig op. Selv i mørket kunne Hektor fornemme at de ikke havde meget lyst til dette og de to andre bag dem var heller ikke meget for dette, for både ham selv og Eliot var ikke lette ofre. "FORSVIND! OG MÅ ALADRIOS VEJE JERES SJÆLE NÅR JERES DOMME BLIVER AFSAGT!" Råbte Hektor af dem, det var sidste chance de fik af ham, en chance de denne gang ikke tog for givet og løb væk fra scenen og gemt i mørket.

Hektor sukkede kort imens han gemte sværdet væk i dens skede, skjoldet valgte han dog stadig at have på hans arm. Han gik hen imod Eliot og den højgravide kvinde, der stadigvæk var påvirket af dette, hvilket rystede Hektor endnu mere. Han bukkede for dem begge og gav sig til kende "Jeg er Hektaurious af lysets hær." Han undlod specifik at nævne de andre titler han også besad, det var der ingen grund eller gavn ved. Hektor så Eliot an kort først "Jeg takker dem for deres tilstedeværelse og deres intention om at beskytte kvinden her." Han kastede et blik hen på kvinden "Med fårlov, kan vi eskortere dem sikkert hjem frøken?" Mens han udstrakte en hånd til hende

Eliot troede nok på guderne men han brugte sjælent deres navne til at skræmme andre med. Eliot var jo blot en rekanasion af hvad han troede isari ønskede. en engel. men det kunne man ikke se på ham.  han stod ved den gravide kvinde da hektor kom over til dem og præssenterede sig. Eliot bukkede og så på ham. det var godt nok et langt navn han havde. "jeg er Eliot, byvagt." han havde faktisk ikke regnet med at hektor her var lysets kriger. han nikkede og så på ham han havde fanget der sig med hænderne bag sig og prøvede at komme fri. "en byvagts job er at beskytte andre. selv mod slyngler som ham der" sagde Eliot med et venligt smil.

kvinden så på hektor da han tilbød at følge hende hjem hun var lidt rystet og det kunne man se på hendes hænder der rystede. hun så op på eliot og hektor og smilte forsigtigt og nikkede. hun tog roligt imod hektors hånd. Eliot gik over til slynglen og  løftede ham op og begyndte at skubbe ham afsted. Eliot så mod hektor og kvinden. "jeg vil putte ham her i arresten. hvad med dem frøken hvor skal de hen så tager vi der hen først?"

Hektor smilede roligt som Eliot præsenterede sig selv og gav ham et anerkende nik "Ah, det er mig en ære at kunne yde assistance til de som vogter byen".

Hektor forsigtigt rundt om den skræmte kvindes hånd, hun var stadig tydeligvis mærket af denne oplevelse og med mørket stadig hængende over hele landet, gav det anledning til desperate valg. Kvinden prøvede på at sige noget men hun bukkede sammen som om var det en mavepuster hun havde fået, hendes skrig skar igennem gaden og mørket som en operasanger. Hektor så forvirret ned på kvinden først, derefter på Eliot og fangen, for en kort stund var hans mistanke rettet imod fangen men hans vigtigste protiet var at hjælpe denne kvinde. "Frøken, hvad sker der!?" Selv i mørkets ly kunne man stadig ane hans bekymret ansigt mens der gik et par minutter før kvinden så op, hendes ansigt fyldt med tåre, en blanding af skræk og glæde "Jeg beder jer, hjælp mig." Ordene var svage og alligevel opfyldt med et brændene ønske om hjælp. Hektor så op og ned af hende, der gik et par minutter før han fandt ud af hvorfor. Hun var drivvåd ned af begge hendes ben og kramperne tog til.

Eliot holdte godt fast i fangen og nikkede til Hektor da han sagde det var en ære at hjælpe ham. det kunne Eliot kun være enig i at det var en ære at kæmpe side om side med en af lysets kriger.

han begyndte roligt at skubbe fangen afsted da de gik men der gik ikke lang tid før kvinden stoppede op og skreg op. Eliot fik et helt chok over hendes skrig og bandt fangen fast til en pæl og skyndte sig over til hektor og kvinden og tog om hendes arm og holdte hende roligt. "er De okey Frøken?... hvad sker der?" Eliot så på hende som hun bukkede mere og mere sammen og græd og skreg. da hun bad om hjælp så eliot over på hektor og kunne gætte hvad det var fra hvor hektor så hen. Eliot havde aldrig hjulpet til ved en fødsel så han anede ikke det mindste om hvad han skulle gøre.
"hvad skal vi gøre.... jeg... jeg har aldrig hjulpet ved en fødsel, så aner ikke noget om hvordan man for et barn til verden" ja Eliot havde oplevet meget men aldrig en fødsel ude på åben gade.

Nu var gode råd dyre, en kvinde han lige havde netop hjulpet havde fået veer og vandet var gået på hende. Meget havde Hektor prøvede i hans liv og han havde set døden i øjne op til flere gange, han havde kendt til tab af mænd under hans kommando men dette var noget han aldrig havde prøvet før! "Heller ikke jeg! Jeg er trænet soldat, ikke jordmoder eller apoteker!" Forvirringen over dette var til at høre på hans tone. Men hun var en kvinde i nød, hans kodeks forlangte at han skulle hjælpe hende uanset hvad.

Selv midt i natten i det nedre distrikt, hang der et par enkelte lanterner, for at give blot en smule belysning til de der nu var dårligt stillet med at skulle bo på disse kanter. Hektor gav en gestus til at de lige skulle vente kort på ham, han gik nogle meter hen hvor der hang en lanterne på en træstub fra et ikke vedligeholdt hus , den var dog uden for hans række vide med nogle centimeter. Frustreret over dette, trak han sit sværd og begyndte at hugge i træstubben, i håb om at kunne løsne det og sænke det. Han blev ved et par gange før den begyndte at hælde en smule ned ad, nok til at Hektor kunne dirregere sværdet ind under den metal stang man holdt med. Lanterne gled nedad langs klingen på sværdet og med et ordenligt bump fik han fat i lanternen. Han gik hen over til Elliot, kvinden og fangen mens han satte sværdet tilbage i dens skede.

"Jeg er en soldat der lever og ånder for et ærekodeks som min læremester har oplært mig i. Kvinden skal have vores hjælp, uanset hvad!" Tonen var både hård men også bestemt, han var fast besluttet på at gøre hvad der var i hans magt for at hjælpe hende. Hektor tog med hans tomme metalklædte hånd, fat i kraven på fangen der havde begået denne misgerning om at overfalde en forsvarsløs og endda højgravid kvinde "Nu hører du virkelig godt efter, for du får kun dette tilbud engang og du har bare at overveje nøje dit svar!" Hektor var klar i mældet og lyset fra lanternen viste hvor bestemt og vred han var lige nu, han hev fat i fangen, så begge deres næser næsten kunne røre hinanden "Denne kvinde har virklig brug for hjælp og at bringe et uskyldigt barn ind i verden, er en af de helligste ting Isari kan bede en dødelig om at hjælpe til med. Nu har du en chance, for at kunne udrette blot en god gerning i dit liv! Gør dette og jeg vil tale for din sag, når du skal stilles for ret og gang!" Det lød nærmest som en ordre end en valg han stillede fangen, Hektor forlangte meget lige nu men noget måtte der gøres.

Eliot var meget nervøs omkring dette. han så på Hektor og smilte lidt inden i da han talte om kodeks. Eliot var nok bare en byvagt men hans vinger som isari havde givet ham. han så på Hektor omkring fangen og kunne se at fangen rystede og frygtede hektor lige nu. Eliot så på kvinden der var så langt nede hun kunne nu.
Eliot slap fangen så Hektor havde ham og gik hurtigt hen til kvinden. han tog sin kappe af og afslørede sin uniform og tog sit yderste lag af jakken af og lagde den oven på sin kappe. 
"okey jeg ved ikke meget om det her frøken. men ved De skal presse når De for en ve. jeg er lige her vis der sker noget. jeg skal nok hjælpe dem om jeg så skal hente en læge til Dem" Eliot var ikke sikker på hvor han havde lært det men han kunne huske noget han havde hørt. han vidste også at en læge kunne blive nødvendigt og han var nok den hurtigste til at finde en læge i denne situation. Eliot var helt panisk inden i men uden på var han rolig og han ville gøre alt for at kvinden og barnet kom godt fra dette.
Eliot så på kvinden og kunne se hvor bange hun var lige nu. Eliot forstod hende nu godt.

Fangede lod til at have forstået budskabet nu, hans kropsholding var svar nok for Hektor. Han tog sig til hagen efter han havde givet slip på fangen for at tænke over situationen. Han kunne ikke risikere at fangene fik mulighed for at stikke af, så den eneste løsning var at gøre brug af Elliot der var byvagt, uniformen hjalp blot med at bekræfte Elliots position. "Hør Elliot, jeg vil bede dig om nogle ting og jeg håber at du som byvagt kan sørge for det." Startede Hektor kort ud, mens han tog skjoldet af hans højre arm, for at fastspænde det til remmen over hans brynje så den sad på ryggen af ham. "Først må vi anskaffe os en vogn samt et træk dyr. Kvinden skal kunne ligge ned mens vi transportere hende. Når dette er gjordt, vil jeg bede dig om at opsøge en læge kyndig eller en præst af Leander. Leanders udvalgte kender til fødsels og det ville gavne kvinden, at Leander giver sin velsignelse og måske hjælper hende i denne stund. Hvis der stilles spørgsmål omkring ofregave til Leander, punger jeg gerne krystaller ud til det." Hektor bevarede fatningen mens han fremlage planen for byvagten. "Jeg vil blive ved kvindens side og gøre hvad jeg kan, for at mindske smerterne hun kommer til at blive udsat for." Hektor lage en metal klædt hånd på Elliots skulder "Må Isari våge over os mens vi udføre hendes bud." Hektors måde at takke Elloit på.

Han fjernede hånden fra Elliot og tog fat om hans medaljon med en metal hånd. Intentionen om at hjælpe og ære hans gudinde frigav et lille og svagt lys i hånden, der langsomt begyndte at blive kraftigere, ikke nok til at blinde en person men tilgengæld udstrålede den en varme, den slags varme som når man følte sig i trygge hænder. Hektor førte lyset hen imod den gravide kvinde, så hun kunne finde hvile og styrke til denne prøvelse hun selv skulle gennemgå.

Eliot så på hektor som han talte. men det var kortvarigt for han ville også vise kvinden han var der.  Eliot nikkede til hektors ord og tog sin jakke af og gav den til hektor. "vis barnet kommer imens pak det ind i dette" Eliot havde en skjorte på inden under og gik lidt tilbage og så på kvinden. "bare rolig frøken. De er i sikkerhed meget snart" han lukkede øjnene og sænkede hovedet. som om han var faldet i søvn.

pludselig kunne man høre hans skjorte revne Eliot så ud til at være helt rolig. efter to minuter med at skjorten revnede kunne Eliot endelig strække noget ud. han havde vinger, en vinge foldede sig ud fra hans ryg og så den anden og da begge var ude åbnede Eliot øjnene og med et hårdt bask lettede han.

han fløj over byen og søgte efter en vogn med dyr. han så en kro hvor der holdte en vogn nede han skyndte sig at lande og gik ind i kroen. "hvem ejer vognen her ude" spurgte han hurtigt og en mand og kvinde rækte hånden op. de var et ældre ægte par. Eliot skyndte sig over til dem og forklarede situationen. Kvinden så på sin mand med et bedene blik.  manden overgav sig til sin kones blik og de skyndte sig at betale og løb ud til vognen hvor at de for afsted til de gyder Eliot havde beskrevet imens de råbte på hektor som de havde fået at vide af eliot de skulle. 
Imens lettede Eliot igen og mod lægeteltet for at finde en læge. Eliot landte elegant og løb ind og råbte på en læge. men han var taget på hjemme besøg hos en døende så det eneste der var der var hans sygeplejske. eliot spurgte hende om hun havde forstand på fødsler og hun smilte og nikkede. Eliot smilte lettet og spurgte om han måtte tage hende med til en fødene kvinde. sygeplejsken så rundt. teltet var meget stille så hun nikkede og de løb uden for hvor Eliot tog fat i kvinden og bad hende holde fast om hans hals og hun gjorde det da også.

Eliot lettede endnu en gang og vidste dette var mere anstrengene for ham at bære nogle men han måtte gøre det. Eliot fløj over byen med sygeplejskens ansigt ind til sig. hun var lidt højdeskræk. Eliot så rundt efter vognen med det ældre ægtepar og hektor med kvinden.