"De er blevet set i Dragonisdalen.. Med kurs i vores retning. Vores umildbare overbevisning er at de har kurs mod vores grænser."
Guinevere strammede lædderrimmen ind omkring sin underarm, sikrende at armbeskyttelsen ikke flyttede sig. "Var de til fods?" hun kiggede op på den langt ældre dværg, hvis gråhvide skæg nåede ham ned til bæltet. "Så vidt vi ved.." Guinevere nikkede, som hun trak de tætte støvler over sine fødder og rejste sig. "Guinevere.." Dværgekvinden løftede sit blik på ny, en anelse hurtigere med en understegning af forvirring - Hun var vant til at blive kaldt ved sit fornavn er de fleste, men ikke de andre hærfører. "Pas på dig selv" Guinevere kunne ikke undgå at lade et skævt smil komme over hendes ansigt for et par sekunder. "Gør jeg ikke altid det"

Guinevere strammede taget i tøjlerne på bjerggeden der prustede varm luft ud i den isende kolde vind. "Vi angriber oppe fra. Hold jeg skjult så længe som muligt" hendes ånde var synlig i luften, mens stemmen var lav - kun høj nok til at krigerne kunne høre hende. Nogen til fods, andre på riddedyr som hun selv. Hun pressede sine hæle ind i sidden af geden, der bevægede sig adræt ned af bjergsiden, til de nåede udkanten af den mindre lejr. Der var omkring en halvtreds orker, nogen sov, andre sad ved bålet, og endnu var der spejdere rundt om i højlandet som gav deres vulgære skrig til advarsel.
Guinevere trak sværdet og svang det øvet gennem luften og separerede det første orkhoved fra den ildelugtende krop. Den kolde vind, som bar sne og slud med sig, blev blandet af krigsråd, klingers susen gennem luften og tomult fra kæmpende individer. Guinevere blev slynget af dyret, som en ork sprang til angreb ovenfra. Det endte med en omgang tomult, indtil en kugle af ren lys skød ud af hendes hånd og slyngede væsnet væk med et hyl af smerte, som lyset eksploderede i ansigtet af ham. På få sekunder var dværgekvinden oppe igen, stod fast på benene og kæmpede sig vejen frem. Overraskelsesmomentet havde gjort et fantastisk udfald og gjorde forvirringen stor - men orker var vant til kamp og det tog dem ikke lang tid at samle sig klar til at returnerer angrebet.

Et mægtigt dragebrøl lød over Dragonisdalen. Normalt ville det have tilhørt en anden drage, men denne dag var det Ixu, og på ham sad Tarrim, holdende fast i de slanke horn. For en gangs skyld adlød Ixu ham faktisk. Dragen måtte have fået nok eventyr fra sidst, men det havde da i det mindste været en success, og skønt Tarrim nu havde flere ar til sin samling, havde han fanget sig en mørkets ridder. I dette øjeblik havde han dog været på vej mod Dragorn, bare for at besøge Guinevere. Han havde haft sådan en lyst til det i lang tid. Men efter at have undersøgt området lidt, havde han hørt krigshylene fra Dragonisdalen og var nu på vej dertil på den slanke han-drage, hvis brøl gav et frygtindgydende skær gennem dalen og mørket. Han valgte at lande der hvor dværgene så ud til at lide mest last med de klamme orker og sprang af Ixu. "Ixu! Bliv dér, i dag er det min tur," det så ud til at falde i rimelig god jord hos dragen der valgte stå bagtrop med et mindre fnys der fik damp til at stige ud af hans næsebor.

Kort efter satte Tarrim i løb mod fjenden med sit nye langsværd i hånden. Den første ork blev hugget ned for fode, og på én eller anden måde endte han efter noget tids strid i nærheden af en meget velkendt figur: Guinevere. Hendes kampgejst så voldsom ud, og han løb resten af distancen mod hende, da han fik øje på en ork der nærmest havde "listet" sig op på hende bagfra. Den så ud til at ville hugge hende ned med en økse men med en lav snerren af vrede, kastede han en kugle af magisk ild i synet på den. Den skreg gutturalt op på sit eget sprog, men dens skrig døde hurtigt hen da han med et elegant, men brutalt sving med sværdet fjernedes hovedet fra kroppen. "Guinevere! Sikket sted at mødes? Kunne du ikke have noget mere hyggeligt planlagt næste gang?" Tarrim grinede let, og virkede totalt upåvirket rent fysisk, til trods for den sprint han lige havde lavet.

Guinevere næsten sprang ud af sit gode skin ved lyden af et mægtigt dragebrøl der gav genlyd i dalen, hun vendte sig mod lyden, for få sekunder senere at bøje sig ned for at undgå et øksesving. Hun var virkelig ikke parat til at drager skulle blande sig i det her! - Men selvom hun havde hørt en, så det umildbart ikke ud til at en af disse gigantiske skabninger kom dem nærmere.
Guinevere sprang tilbage fra et kraftigt slag, og borede sig et eget sværd ind i bugen på den grønhudede og tvang ham i jorden. Noget mørkt, næsten sort blod løb ned af hendes kind - det var ikke hendes eget men en af orkernes, og gav hende et noget mere markabert udseende.

Hun vendte sig med sværdet parat da lyden af manisk skrig bag hende skød igennem den hylende vind. Hun kiggede på den døende ork og derefter op på manden der havde angrebet den. Et smil brød ud på hendes læber, omend de blå øjne flakkede hurtigt. En lyskugle skød ud af den løftede hånd, skød forbi Tarrim og ramte en ork i mellemgulvet hvor den eksploderede med stor kraft, således orken blev slynget tilbage for at ende sine dage på vej ned af en klippeside. "Tarrim! Du synes måske ikke det her er hyggeligt?" Grinede hun varmt tilbage og blinkede til ham, ind hun med et ryk vendte sig og ramte en ork der var løbet i vildskab frem mod dem.

Tarrim kiggede sig kort over skulderen idet Guinevere sendte en lysende kugle af sted mod en ork. Han havde lige reddet hende, og hun betalte allerede tilbage. Han kunne ikke lade være med at grine da han lukkede afstanden mellem dem, så de ikke endte med at blive totalt overrendt af orker. Hun så ud til at have styr på sin part, og da en ork kom løbende med sin økse, parérede han hugget med legende lethed. Orker var ikke altid lige gode til at lave finter og des lige, og Tarrim var en meget dygtig sværdkæmper. Han lavede et vip med sværdet og stak derefter til, så det brød gennem både øje og hjerne på orken, der faldt sammen for hans fødder med en mærkelig, gurglende lyd.

Den næste ork blev hugget ned før den overhovedet nåede at hugge ud efter ham, men samtidig bed en økse sig let ned i armen på ham. Læderbeskytteren om hans arm reddede dog selve armen fra at blive hugget af. Det blev kun til et kødsår. Han skiftede hånd på sværdet og hamrede det ned oven på skallen af orken. Også den faldt død om.
"Tjooh.. Men her er lidt koldt, er her ikke? Jeg tror desuden hellere, at jeg vil drikke dværgemjød end orkblod," grinede han tilbage, mens han ventede på flere orker. De så ud til at tøve en smule over de to krigere der stod dér, ved siden af hinanden.

Det svømmede med orker i øjeblikket, men der var begyndt at blive tyndet ud i mængden. Det havde heldigvis været en mindre gruppe, omend antallet og deres brutallitet ikke var noget der skulle tages spor let på. Guinevere afvæbnede en, skilte hoved fra kroppen, inden hun med et mindre hvin af forskrækkelse, mistede forfæstet. Noget havde slået til hendes ben bagfra og medført at hun faldte til jorden. Hun løftede sværdet op til forsvar, og rullede derefter til den ene og derefter den anden side for at undgå slagene med øksen, som orken hamrede hårdt og nådesløst mod hende. Hun trillede ud over en mindre kant, landede på fødderne og løftede sin hånd igen. Orken stivnede et sekundt for længe, hvilket medførte at kuglen uforhindret kunne ramme sit mål igen.

Hun bakkede, mens hun kiggede sig et par gange hurtigt over skulderen, sikrende sig at hun bakkede hen til Tarrims ryg. "Nu du siger det, lyder det en del mere tiltrækkende!" medgav hun ham muntert inden hun slog mod et andet sværd, der gav en klingende lyd. "Hvis vi overlever skal jeg nok give første omgang!" sværdet blev slået ud af hendes hånd, som den andens sværd havde ramt ned af hendes hånd og skåret et dybt sår. En lyd af ubehag kom fra hende, kun overdøvet af klingens lyd da den ramte stengrunden under dem. Hun løftede begge hænder og endnu et lysglimpt skød afsted.

Op til flere gange blev Tarrim uopmærksom på sine egne fjender. Han kørte på rent instinkt mens hans ører opfangede Guineveres hvin, og han var lige ved at vende sig fra sin egen fjende for at komme hende til undsætning da hun selv fik styr på problemet og var oppe bag ham på ny. "Selvfølgelig overlever vi! Jeg tillader ikke at vi dør!" Han sagde det med en sådan gnist, at han overbeviste sig selv og et par andre nærværende dværge der gik i kødet på orkerne med ny iver og kampråb.
Han hørte endnu en gang en lyd af ubehag fra hende og vendte sig halvt, da hun skød en ork ned med et lysglimt: Og han var naturligvis alt for uopmærksom igen og dukkede sig knap nok for et øksehug der kom lidt for tæt på hans hoved. Han stak sit sværd gennem maven på orken, og den trillede om og ud over klippekantet. "Vi er simpelthen for fantastiske til at dø,"

Mens de to stod der, ryg til ryg, dukkede en større ork op. Denne ork var ikke som de andre. Han var større, langt mere fæl og uhyggeligt hurtig, som han hamrede sin økse i hovedet på en dværg der sank om mens han trak øksen til sig igen. Han havde et mål i øjnene: Menneskets og dværgekvinden. Alle andre var blot kvaste insekter under orklederens fødder, som han satte i løb og tacklede Tarrim lige i jorden. 
Tarrim fik slået luften ud af sig, men formåede at holde sit sværd i hånden. Det var et held, for orken stod stadig på sine ben og hakkede nu ned imod mennesket med sin økse. Tarrim parérede. Og med det samme gik det op for ham, at han skulle have rullet væk i stedet, for øksen pressede blot sværdet direkte ned i Tarrims venstre skulder.
Han tænkte ikke rigtigt over hvad han lavede, men slap grebet i sit sværd med en snerren over smerten og trak i stedet en daggert frem, som blev begravet i orkens knæ. Orken brølede ham i ansigtet og samlede ham op i greb om hans hals. Da hverken økse eller sværd blev presset ind i ham, gled hans sværd ud af såret og faldt til jorden med en klingende lyd.

Guinevere mærkede latteren melde sig i struben, mens hun for et ganske kort sekund kiggede kækt over skulderen. For fantastiske til at dø. Se, det motto kunne hun godt leve efter, selvom hun nok måtte se i øjnene, at selv fantastiske skabninger nogen gange måtte lade livet før tid. Ikke at hun havde planer lige netop om den del - det var altid bedst ikke at tage sorgerne på forskud.
"Oh.." et var orker. Et andet var orker der var blevet påsat lederpositionen. Den var jo på størrelse med et mindre bjerg! Guinevere mistænkte at der et eller andet sted, måtte løbe troldebold i dens åre, det måtte der simpelthen! Ikke nok med at hun var mindre end orkerne, men her var hun jo nærmest som en lille sten i bækken. Den slyngede dværgene væk nemt som ingenting, mens den brølede ondt af morskab, imens den meget præcist styrrede præcis efter Tarrim.

Egentlig ikke så underligt, da Tarrim var den største på slagmarken, og det tiltrak orkers opmærksomhed ganske glimrende. Guinevere måtte imidlertid kæmpe sig forbi et par orker, inden hun overhovedet nåede til sit sværd der var blevet slået ud af hånden på hende tidligere.
Nærmest panisk fik hun det trukket til sig, ved lyden af Tarrims snerren og andre udtryk for smerte.
Med et fast greb om sværdet løb hun over stenene så hurtigt hendes ben kunne bære hende, til en mindre høj hvorfra hun satte af.
Sværdet borede sig ind i kæmpens ene skulder, som et søm, dværgekvinden derefter klyngede sig til, som den vred sig i ubehag og smerte. En mindre dolk blev fundet frem fra bæltet og sat fast i den jernhårde hud, således Guinevere kunne nærmest suge sig fast, som en irriterende flue orken var begyndt at fægte efter for at få væk.

Tarrim var heldig at have én som Guinevere ved sin side, for selvom hun få sekunder før havde mistet sit sværd, var hun nu igen til stede og havde hans ryg, da hun kastede sig over den store ork, der nu fægtede rundt for at få hende af sine skuldre. I kampens hede slap orken sit greb i Tarrim, der næsten faldt på røven. Han holdt med nød og næppe balancen og i stedet for at røve, samlede han et tilfældigt våben fra slagmarken op i sine hænder. En hammer? Fint.
Med et råb til Guinevere om at komme væk i en helvedes fart, svang ham hammeren i begge hænder. Den kolliderede med den store orks hoved, og en knasende lyd overdøvede orkens døende brøl. Det så ud til at Guinevere ikke var på dens ryg længere, for da den væltede fremad var hun ikke at se. Der var kun hendes sværd og en dagger i dens ryg. Tarrim tabte den grumme, store hammer og satte i løb mod hvor hun lå. Der var ikke mange orker omkring dem længere, så det var heldigvis forholdsvist nemt at komme hen til hende.

Guinevere undgik med nød og næppe en af de gigantiske lapper der ragte ud efter hende, som Tarrim råbte at hun skulle komme væk. Hun løsnede grebet i kniven hvilket resulterede i at hun mistede meget af balancen hun havde genoptaget. En smule fortumlet halvt hoppede, halvt faldte hun af orkens ryg og gled på de løse sten. Dette resulterede i at hun falte ned på alle fire og mærkede stødende fra styrtet springe igennem sine knæ og håndflader. Hun kæmpede sig med et mindre grynt af smerte op at sidde og kiggede ned på sine hænder der havde fået rifter efter pludseligt sammenstød med småsten af forskellig art.
Kampens hede var begyndt at dale ud. Nogle orker stak halen mellem benene, mens de sidste var ved at blive nedfældet. Alt i alt ganske vellykket. "Er du okay?" spurgte hun som han kom imod hende. Hun børstede hænderne mod hinanden, i et forsøg på at ignorere den smerte der sveg igennem dem og fokusere på noget andet.

Idet Tarrim fik øje på Guinevere, lyste han igen op i et smil, ligeglad med de to sår han havde pådraget sig. Han lod bare sin arm hænge og dingle mens han gik hende i møde skubbede et par få orker væk på sin vej, primært ved brug af sine magiske evner.
"Efter omstændighederne, ja. Hvad med dig?" han smilede endnu mere da de stod inden for rækkevidde og kiggede sig lidt omkring, før han nikkede anerkendende. Dette havde været et godt slag med minimale tab hos dværgene, og det kunne han lide. Det betød at de var ved at blive stærkere igen, hvilket også betød mindre stress for Guinevere.

"Det ser ud til at I slet ikke havde brug for min hjælp? Jeg er dog glad for at have assisteret en smule," Tarrim nikkede endnu en gang mens han så en dværg knalde en dværge i jorden med sin tohåndshammer. Dværge var nogle stærke folk. Og han havde også kun set styrke hos Guinevere. "Godt at se dig igen," mumlede han lidt mere lavt til Guinevere efter lidt tid. Han havde ikke sinde at lade alle og enhver lytte på dette aspekt af deres samtale.

Guinevere trak på skulderen, skjulte den lette fortrækende mine af smerte der gled over hendes ansigt. "Topform - måske med et par skrammer hist og her" bekendtgjorde hun med et skævt smil. Hun havde erhvervet sig værre skader igennem tiderne, og skulle nok opnå at komme rigtig slemt til skade igen engang senere.
Guinevere smilede og kiggede ud på sine meddværge der sørgede for at de sidste orker led nederlaget med manere. "Vi er altid glade for assistance. Og du bidragede skam godt!" den gigant af en ork havde ikke været nem at fælde alene! Muligvis umuligt, men det var fortid, og de var begge sluppet levende ud af foretagenet. Heldigvis da.

Guinevere fik et varmt glimt i øjnene og kunne ikke lade være med at smile. "I lige måde, Tarrim" svarede hun lige så lavmældt tilbage, uden interesse for at de andre dværge skulle følge med i deres samtale. Det kom alligevel ikke dem ved hvad de snakkede om. "Kom med os tilbage - Der er helstegt vildsvin til aften" tilbød hun indbydende og meget insisterende. Så sjældent som han befandt sig i området, var det med at holde ham i nærheden så længe som muligt - selvom hun udemærket vidste at han havde forpligtelser andet steds ligeledes.

Tarrim nåede slet ikke at opdage at Guinevere havde en mine af smerte. Han var alt for optaget af hendes kønne øjne og havde faktisk ret svært ved at kigge andetsteds. "Det lyder godt. Altså, ikke den del med skrammerne, men ja... Du ved hvad jeg mener," han snublede kort over sine ord og skyndte sig at kigge lidt rundt på de andre dværge i stedet for på Guinevere. Det ville bare gøre hans situation så meget værre og så meget mere akavet. Han kløede sig let i skægget og sendte et smil mod en dværg der gik forbi dem. "Jeg takker. Dog er jeg ret sikker på, at du kunne have taget den fæle ork uden nogle problemer," han var fuldstændig overbevist om, at Guinevere var én af de mest kompetente krigere han kendte.

Det øjeblik han så tilbage på Guinevere var samtidig med at hun fik et varmt glimt i øjnene, og på ny var han inddraget. Han nikkede langsomt med et tøvende smil. "Hrm.. Tak," hendes invitation fik ham til at lyse helt op. Han ville hellere end gerne med tilbage til Dragorn og spendere mere tid med Guinevere, og det til trods for at han også havde pligter andetsteds. Men nu var han jo alligevel taget herop. Hvorfor så ikke også blive lidt? "Sådan en middag kan jeg ikke afslå," hans blik fik et mildt glimt og han bed sig kort i kinden. "Eller sådan et selskab."

Guinevere kom med et let grin og nikkede. Ja hun forstod præcis hvad han mente. De var i live, og nedslagtningen var nu gået ganske udemærket. Forhåbentlig ville orkerne ikke bosætte sig så tæt på deres grænser i fremtiden, eller for den sags skyld skabe dem flere problemer. De sidste år havde været hårde og noget nært modbydelige mod dværgefolket. Og det kunne mærkes. Guinevere smilede kækt til inden hun trak lidt på skulderne. "Jeg var nok ikke sluppet helt helskinnet ud af at møde ham alene" indrømmede hun. En kriger kunne være en af de bedste, men uden umyghed faldte de nemt.

Guinevere mærkede varmen brede sig op til sine kinder, men skuttede sig lidt sammen for at skyde skylden på den kolde vind som kom snigende her i bjergområdet. Smilet på hendes læber fortalte dog en helt anden historie om hvor den stigende rosa kulør stamte fra. "Kom" svarede hun med varme i stemmen, inden hun begav sig hen over sten, is og sne, for at finde ruten tilbage til Dragorn. Bjergene kunne være ubarmhjertige, men med solide stier, var det nemmere at komme frem og tilbage.

Varmen var behagelig og næsten slående som de trådte ind af porten, der efterhånden havde nået sin tidligere storhed, fra før mørkets angreb og indtagelse. Lugten fra kroerne, husene og ikke mindst de adeliges køkken, løb igennem hele dværgeriget og indbandt samtlige næser. Det var lige før at tænderne løb i vand ved den blotte ankomst. Dværge med sværre skader blev fragtet til healing, mens de andre, med småskrammer og stor appetit fandt vejen frem til salen hvor krigerne altid blev budt et solidt måltid efter et erind. Det var også her Guin vidste Tarrim ind, mens hun selv fulgte med. Maden stod på bordet i umådelige mængder, for ikke at tale om mængden af øltønder der var stilt frem til måltidet. De skulle intet mangle. Guinevere slog sig ned på en bænk, hankede hurtigt lidt af hvert til sig, fik et krus i hånden af en ung dværgekvinde der skænkede op med et smil, inden hun tillod sig at stille spørgsmål. "Hvordan står det til? Det er længe siden jeg har hørt noget"

Tarrim kunne ikke undgå at bemærke den rosa farve, Guineveres kinder tog. Han smilede let. "Jeg kan kun indrømme det samme hvis jeg havde mødt ham alene," det var kun godt at kende sine grænser som kriger. Ellers faldt man hurtigt. Og Tarrim var faldet mange gange, men han var ikke typen der tog et faldt og blev liggende, nej tværtimod var han typen der rejste sig og lærte af sine fejl - i hvert fald delvist. Han fulgte med krigerdværgen mod Dragorn, snublende let på de isbelagte veje. Mens de gik lavede han et håndvink til sin drage, der stadig lå lidt længere væk. Den svarede med en lav brummen der fik dværge i dens nærhed til at flytte sig med et ryk. Derefter lagde den sig blot til rette med et lille fnys. Her kunne den sagtens være for sig selv og hygge sig, for intet ville komme i vejen for dens magt alligevel.

Som de trådte ind i varmen sukkede Tarrim let. Han var Medanien og var ikke som sådan vant til kulden heroppe i norden, men det var ikke noget han havde tænkt sig at indrømme. Enhver kriger havde deres former for stolthed i livet. Han fulgte med ind til maden og satte sig ved siden af Guinevere før han også rakte for sig. Den smilende kvindedværg rakte også ham et krus, om end lidt mere sky end da hun havde hjulpet Guinevere. Han bebrejdede hende det ikke. Dværgene var ikke just kendte for at være vant til menneskers tilstedeværelse, og lysets krigere var ingen undtagelse. Det eneste der kunne give ham merit i forhold til hvor meget lyset havde svigtet under belejringen var vel sagtens at han selv havde været fanget her. "Det står... Godt til," han måtte tøve lidt for at tygge lidt på hvordan han egentlig havde det. Han havde haft rigtig travlt efter at være blevet slået til ridder, men så igen var han også glad for sin titel. Og han var endnu mere glad for at være lige her og nu. "Jeg har haft meget travlt med banketter tilbage i hovedstaden, og en masse arbejde. Men nu er jeg her og jeg kan kun sige, at jeg har det fremragende. Har du også være travlt optaget, Guinevere?" han talte i et lidt lavere toneleje, da han ikke ønskede at hele salen skulle høre deres samtale. Med sulten appetit tog han for sig af kødet. Dværgene var kendt for at have de bedste drikke og den bedste kød og da han tog for sig kunne han kun erkende, at rygterne havde talt sandt. Dette var det rene festmåltid!

Varmen var som en velkommende kram så snart man åbnede døren. Nok til at Guinevere følte at alt det anspændte bare forsvandt ud af kroppen på hende. Guinevere satte sig tungt i sæddet og bemærkede knap nok at dværgen der bragte dem øl havde en mere sky tilgang til Tarrim. Efter deres kospendancer med breve, og ikke nok med det startmøde de havde sig, havde ligesom sat en hvis ro i hende, trods han var et menneske og hvad dværgene måske ikke ligefrem satte som ideele gæster. Dertil var Guinevere tit ude af Dragorn og så mange forskellige racer, for hende var det normalt at mange forskellige sad til bords sammen.

Guinevere kiggede roligt på ham, lod ham bruge den tid han behøvede til at finde ud af hvad det egentlig var han i grunden følte omkring hele situationen i hovedstaden, med sin forfremmelse og hvad end af problemer der uden tvivl befandt sig der. ”Banketter og rådsmøder i stor stil fornemmer jeg?” svarede hun med et varmt smil på læberne. Ja, det var hun efterhånden vant til, ikke at hun fandt det særlig interessant af den grund. Rådsmøderne ja, men banketter og andet i den dur – ikke rigtigt. ”Det kan jeg nok desværre ikke løbe fra at jeg har. Vi har fået genopbygget meget af det ødelagte, specielt ved porten. Vi forsøger at få frigjort tunnelerne, og nordens folk har været til nogle rådsmøder angående hele situationen heroppe” faktisk meget spændende, men ligeledes hårdt og tidskrævende. Guinevere tog et stykke kød op fra tallerkenen og begyndte at spise med stor appetit. Det gav appetit at nedkæmpe orker.

Tarrim var glad over at sidde her og kun tænke på de simple ting. Men var det nu også så simpelt, det her med Guinevere? Han kunne lide hende. Men hun var barnebarn til Thanen selv, og det her var ikke ligefrem den bedste situation han havde puttet sig selv i. En Lysets Ridder – et menneske – og Thanens barnebarn – en dværg – siddende her, talende sammen på en måde der godt kunne virke lidt underligt for udefrakommende. Som om de var meget gode venner. Måske endda mere end det. Tarrim stadig ikke helt sikker når det kom til lige præcis hvor meget de var for hinanden, men han tog tingene én af gangen. Og lige nu var det at spise sig mæt og tale sig glad. Det på trods af de stadig blødende sår både han og Guinevere havde på deres kroppe. Som altid var det dog ikke noget, Tarrim tog sig af, i hvert fald ikke i forhold til sin egen krop. 

Som han sad og tænkte over tingene, talte Guinevere selvfølgelig stadig og han opfangede egentlig ikke helt hvad hun sagde, før det gik op for ham at hun rent faktisk havde sagt noget. Der var kun brudstykker af hendes ord, som han huskede på at hun havde sagt, og han kunne ikke andet end at smile lidt. Det var lidt typisk ham at tænke og være helt væk i de tanker. ”Hvis jeg kan hjælpe, så vil jeg hellere end gerne,” svarede han en smule tamt, mens han legede lidt med sit skæg. ”Så.. Den her mad smager vildt godt.. Åh, øg øllen!” et kort øjeblik følte Tarrim sig lettere akavet, som han så hvordan Guinevere tog for sig af maden med god appetit. Der var noget dybt charmerende over måden hun gjorde det på, og han tog en stor bid af sit eget kødstykke efter at det gik op for ham at han havde siddet lidt for længe og bare tænkt og kigget.

Guinevere havde været en smule optaget med at spise, men opdagede som Tarrim ikke rigtig svarede at han var distraheret af et eller andet. At han sad og stirrede på hende var ikke just det hun havde regnet med. Og hvorfor fik hun sådan en varm fornemmelse over sine kinder af det. Hun rømmede sig let og tog en dyb indånding, forsøgte at få styr over sine egne følelser. Han var en ven, en rigtig god ven. Hun skulle ikke til at sidde og rødme overfor ham fordi han så sådan på hende. Millioner af tanker skar igennem hendes hoved på en gang, mens hun forsøgte at fokusere på at spise. Det var pludselige svært. For selvom hun fik den sommerfugle i mave fornemmelsen var der også noget ængsteligt over det. Frygt for hvad der ville sket hvis nogen fandt frem til de følelser hun tydeligvis var ved at finde frem til at hun havde. Hun var en dværg. Ikke bare hvilket som helst, men barnebarn af Thanen. Et menneske? Nej, det ville aldrig gå.

Guinevere kunne godt mærke akavetheden og i et stykke tid vidste hun faktisk ikke hvad hun skulle sige, hvilket kun høstede den akavede stilhed mere end tiltænkt. Det endte med at hun fik rømmet sig og smilede til ham. ”Yeah.. Det gør det” også en smule tamt, men det hele var pludselig svært. Det endte med at hun begyndte at grine ganske stille og tage sig til hovedet. ”Okay, det her akavethed må vi sgu hellere se af at komme os over! Øl plejer at hjælpe på den del!” hun tog sit kurs op til munden og tog en solid mundfuld. Det hjalp allerede.

Guinevere vidste inderst inde godt hvorfor hun pludselig blev akavet! Men hun måtte huske sig selv på, ikke at lade det overtage hende. Det var simpelthen for dumt! De havde snakket rigtig godt før det, kæmpet sammen og humoren var også helt rigtig. Akavetheden skulle ikke ødelægge det gode selskab! Hun grinte hjerteligt og nikkede i enighed. ”Mere øl og mindre akavethed!” svarede hun og løftede sit krus som hun fik tømt i én mundfuld og var hurtig til at få den fyldt på ny. Og det gik ikke for langsomt med at få flere af dem ned.

Faktisk endte det ud i, at hele kroen var begyndt at huje som en af de ældste lege i historien blev fremlagt. Guinevere fastholdte hans blik, med beslutsomhed og morskab. Han ville ikke slippe nemt. Hun klemte en smule til, for at indikere at hun havde fat, godt fat i hans hånd og klar. Så snart der blev talt ned og armlægningen begyndte, holdte hun ved. Musklerne spændte sig og ingen af deres hænder flyttede sig. Ikke endnu i hvert fald. Noget der indikerede at de var lige stærke. Hvilket fik de andre dværge til at huje endnu mere. ”Vi fik aldrig aftalt hvad vinderen fik” råbte hun højere end de andre dværge kunne huje i deres begejstring. Faktisk var det meget spontant de var nået til at lægge arm.

Lige som at Guinevere havde drukket godt til, havde Tarrim også gjort det. Han var fuld, men ikke voldsomt fuld, en side-effekt af hans nye magiske evne, men med dværgenes drikketempo kunne han slet ikke undgå at blive beruset selv. Han var derfor fuldstændig med på konkurrencen og idet de sad hinandens hånd, responderede han ved også at klemme lidt til, mens hans øjne søgte hendes. Selv havde han et smil på læberne og et større glimt i sine øjne, men fuldskaben havde taget en vigtig del af ham væk: Normalt var Tarrim en gentleman og ville have ladet hende vinde til hver en tid, men nu var han fuld og tænkte slet ikke over den slags.
"Nej... Nej, det gjorde vi ikke," et drilsk smil sneg sig frem på hans læber. Hvad mon hun tænkte på? Selv havde han slet ikke styr på det, for hans tanker blev bare ved med at kredse om Guinevere og hendes smukke øjne, smittende latter. Det attraktive smil hun bar, og hendes styrke på slagmarken. Øjne der slog lyn og lovede at hun ville vinde hvis man forsøgte på noget. Måden hun ændrede sig alt efter hvilken situation hun stod i. Tarrim kunne lide det.

"Praleretten er en kedelig pris. Jeg antager at du har en bedre idé?" det drillende glimt forsvandt ikke på noget tidspunkt, faktisk blev det kunne mere intenst. Hun havde styrke, men til forskel kunne Tarrim ikke så godt opbygge muskelsyrer længere. Derfor kunne han knap nok mærke, at han brugte sine muskler til at gøre modstand. Han brugte heller ikke hele sin styrke endnu, men lod spændingen stige, mens de også fandt på en pris. Det ville også være kedeligt hvis én af dem skulle vinde allerede nu!