Benjamins øjne fulgte sultent en ung kvindes bagdel som hun kom gående ud af nordporten i en knap så vedligeholdt kappe, der der ud over så ud til at det var begyndt at være en anelse for lille. Normalt var han ellers ikke meget til de fattige, men han havde da også sine dårlige oplevelser med dem. Særligt den der irretrende summen der hele tiden befandt sig i hans hoved, også kendt som Shilas tanker. Nu han var nødt til at have hendes tanker til at køre igennem hans hoved som en konstant mantre af naivitet, undrede han sige over at han nogensinde kunne have kigget bare den mindste smule efter hende. Men så kom han til at tænke på hendes nøgne bagdel, og et sjofelt grin spredte sig over hans ansigt. 
Ude af syne var pigen han havde været på udkig efter, ikke at det gjorde ham noget, hun var slet ikke det han ledte efter lige nu, nej lige nu ville han have noget der skreg og slog og vred sig som en slange. Hans blik var dog ikke lang tid om at finde store svuldmende bryster igen, som hans øjne skannede landskabet af varmt klædte kvinder, var han alligevel overrasket over hvor meget af deres figur han kunne fornemme under tøjet. Og så var der selvfølgelig dem, hvor tøjet bare var vulgært, og ikke virkede til at være varmt, men han takkede da ikke nej til kavalergang. 
Benjamin rystede irretret hoved som Silas paniske tanker røg gennem hoved på ham. Han var nogen gange lige ved at opsøge hende, og flå hoved af hende. han havde skam nok også gjort det var han ikke bange for hvad det ville gøre ved ham. I stedet fokusered han bare sit blik på porten, og på at finde sit næste offer. 
Han har nok set malplaceret ud der klædt i pænt tøj, og med pæne nysmedede våben ved sin side. Hans kappe lå tungt om ham, som det tygge uldstof fald omkring ham, og indhyldede hans form, Hans hætte var trukket op, men ikke nok til at skjule hans ansigt, og skiftende blik, der hele tiden forsvandt ind i ham selv, som han var nødt til at fokusere på at lukke af for det ekstra sæt tanker. 
Han havde taget sin stok med ham i dag, og sammen med den var hans hænder, der var foldet pænt oven på den døende hest der fungerede som håndtag, det enste der stak uden for hans kappe. Et øjeblik kiggede han ned for at studere sølvringen på hans højre tommelfinger, men så var han igen tilbage til at lure med et skummelt blik på de bipaserende kvinder. En særlig velformet bagben, der var tydligt synligt igennem kappe og det hele fik ham til at slikke sig om munden.

For første gang i lang tid havde Safira været i Hovedstaden, også selvom det var risikabelt. Hun vidste godt at nogle folk måske ville ligge mærke til den sorte, lilla'e, amulet omkring hendes hals som bragte hendes allerede kraftfulde magi til endnu højere niveauer. Dog havde hun været listig og var ikke blevet opdaget. Hun havde været på opgave i byens undergrund med at tage sig af en spion der havde irriteret Mørkets Krigere længe nok nu.
Nu iklædt hendes sorte, blå kjole med dyb kavalergang og frynset kanter, var hun på vej ud af Hovedstadens nordlige port for at komme lidt væk fra verden igen og leve livet blot en uge mere inden rejsen gik tilbage til Kzar Mora. Hendes blik fløj rundt mens hun så på folkene omkring hende. En hver af disse folk kunne have en eller anden evne hun en dag ville ønske, en evne som hun ville ønske sit næste barn at have, men uden kærligheden i det, uden passionen, så ville det ikke blive noget. Hun så en mand kort før hun passerede bymuren hvor hun da også lige måtte bide sin læbe som hendes øjne lavede chassere for blot et ekstra blik på hans krop.

Dog var hun på vejen nu og måtte forlade Hovedstaden. I hendes arme bar hun en kurv hvori en bunke af bøger lå om alt fra medicinal urter og tarot-korts læsning. Bøger hun sikkert havde læst tusindegange før, men blot havde interesse for at lære endnu mere af. Hun var igang med at trække en bog op og som hun med en enkelt bevægelse af si håndled åbnede bogen på den præcise side 54 så hun ud af sin øjenkrog, en mand hvis øjne fulde hendes krop og hun stoppede brat op.
Hun nåede at læse kun to linjer før hun slog bogen sammen ved dens ryg og så så lige ud for ikke at få øjenkontakt med hvem end der ejede de glubsk øjne der havde set hende. "Kan du lide hvad du ser?" spurgte hun så bare som hun så ud i det blå. Det var ikke alle der ville have set ham nok da han blot var endnu en person i mængden, men hendes chakra var draget mod ham og det samme var hendes blik. Han var ikke dårligt af udseende og selvom hun endnu ikke havde set det i dets fulde pragt ved at lade hendes øjne hvile på ham, så glædede hun sig da næsten til det.
Hun stod der og rettede langsomt sine øjne mod ham for at lade hendes sultne øjne smage lidt mere af ham.

Hvilken fryd det var at kunne stå der skjult af mengden, og dets uvidende slør. Benjamin vidste ikke noget bedre end små uskyldige mennesker, og væsner, alle sammen så skrøbelige, alle sammen dødelige. Alle sammen uvidende om hvor tætte de var på døden. Han var jo ikke skjult, men det bedste gemmested har altid været i fuld udsyn. Det var da også meget nemmere at udse ham hvem end han fandt værdig nok til at tilbringe en kærlighedens time med ham i det dunkle tursmørke der ville skjule ham, men også hans offer, indtil han var langt væk. 
En stemme fik ham til at trække på smilebånden, der var ingen tvivl om at de ord stammede fra hoved over de bryster hans øjne sidst havde fundet frem til. Normalt brød han sig ikke om at hans næste erobring snakkede for meget, men på den anden side havde han da heller ikke besluttet sig for at det skulle være hende. Når nu hun selv bød sig til på den anden side, ja så skulle man jo være uhøflig ikke at tilfredstille hendes lyst. "Frøken jeg er af den overbevisning, vi begge er klar over svaret til det spørgsmål" Hans ene mundvig træk op, mens et humoristisk glimt skindede i hans øjne, som han spredte føderne lidt mere fra hinanden, og rullede skuldrene tilbage. Han lavede et elegant buk, der efterhånden havde fået sin naturlighed til hans krop efter tusende år, mens han træk hætten af sit hoved. "Tillad mig at presentere mig selv. Jeg er benjamin. Og du er kære ungmø" Hans blik fulgte hende opmærksomt, ja der var jo ingen grund til at skjule hans stirren, det var trods alt hvad havde bregt ham frem i flyset hos hende, så kunne han vel godt blive ved at grænske hendes krop. Som den hånd der havde taget hetten af fandt hans stok igen, løftede han hoved en anelse, bare nok til at han var nødt til at kigge lidt ekstra ned på hende.
Et øjeblik faldt hans blik dog ud af fokus, som han var tvunget tilbage ind i sit hoved af Shilas skingert lydende tanker. Men ikke mere end et sekundt senere var han tilbage hvor han stod, med et skævt smil, og øjne der glimtede alt for selvsikkert til hvad de fleste mænd kunne tillade sig. 

Han var da nydelig af udseende og hans manere fejlede ikke noget, især ikke med den ettikkete han fulgte. Interessant ifølge hendes øjne hans buk som hun nejede ved synet af bukket. "Benjamin." hun smagte på navnet som hun stille udtalte det. Det rullede let af tungen og lød godt til en mand som ham, med den fine stand han virkede til at have. "Jeg er Safira Almadine, men de kan kalde mig Safira med den attitude." Hun trak roligt på smilebåndet, for hun havde da en glæde for at blive tiltalt så fint af en pæn mand som ham. "Jeg må desværre skuffe dem, da jeg ikke ved om ungmø tæller hos mig længere efter mine erfaringer med livet." hun så ned på sine arme hvor ærmerne kun gik hende til albuerne og hendes to "tatoveringer" kunne ses, der holde på deres egen lille hemmelighed.
Hun så godt hvordan hans hungrene øjne så over hendes krop endnu, og hun havde intet problem i det. Hun poserede nærmest halvt med den stand hun gjorde, for hvis hun var noget, så var det stolt over den krop Mara havde givet hende.

Det var hende klart at han halvt gemte sig for at hans blik ikke skulle trække for meget opmærksomhed til. Måske var han en fin fyr der blot havde en trang, men hvis han blot havde det så kunne blik da vendes mod Bordelhuset. Noget virkede forkert ved ham og hun sende ham da også skæve blikke som hun sagde med ro i sindet: "Hvad laver en "ungkarl"? Som dem her uden for byens mure? Burde du ikke været ved dit palæ i det øvre by distrikt eller hvorend en fin fyr som dem nu høre til?" hun ønskede ikke at blive personlig og spørge ham, men hun måtte bare høre mere af hans stemme og få ham til at falde over en eller anden løgn så hun kunne lære mere om ham. Hendes øjne sank også ned over hans krop for et ekstra blik såvel som hans havde gjort hende. Ikke for at være ond, bare for at tilfredsstille sig selv med den nye viden om en komplet fremmed og glæden ved at se nogen være nydelig, selv i dette møg vejr.

Mannere var ikke noget han gik tabt for nej, det var man jo nødt til at anskaffe sig hvis man nogensinde skulle nå noget i livet så det havde været naturligt at lære. Særligt dengang han lærte dem havde han haft godt brug af dem. Nu var mannere bare ren vane, og et charmerende tilskud han hurtigt havde lært stort set altid fik ting til at falde ud til hans fordel. Fin stand kunne Benjamin dog ikke prale af at være længere, og det var udelukkende grundet mangel på lysten til det, det tiltalte ham enkelt nok ikke særlig meget at skulle høre på adelsfruer, og deres endeløse forsøg på at få et frieri ud af ham, endten til dem selv eller deres døtre. Nej Benjamin foretræk at have dem i sin seng, og så smide dem ud dagene efter før der var lys på himmelen. Ja faktisk foretræk han at de selv var væk når han vågnede op. 
Her med ikke sagt at han ikke havde pengene til at ligne fin stand, og han foretræk da også at gøre det, men et langt liv havde lært ham der var vigtigere ting end intriger, og te selskaber.
Safira, hans tanker smagte lidt på ordet, ikke et øjeblik var han i tvivl om at det ikke kun var ham der havde hørt hvad hun hed, som han høre Shilas grovt formulerede tanker om hvor askyeligt det var at han allerede var på udkig efter en ny kvinde, når den sidste kun lige havde forladt hans seng et par timer forinden. Han halv grinede munter til sig selv, godt tilfreds med at han stadig kunne irretere hende, selvom han formoede han var en god længde fra hende. "Safira" han smagte et øjeblik på hendes navn før han fortsatte sin sætning. Han var ganske tilfreds med hvordan det lå på tungen. "der er meget få der ikke er ungmøer for mig, De er skam ingen undtalelse. Ungdommen skinder stadig tydeligt i dine øjne" selvom det for de fleste var uhåndterligt at en kvinde der kunne se ud til at være hans mors mor, stadig blev betrægtet som en ungmmø i hans øjne, så var det sandt, der var trods alt ikke mange andre der kunne prale af en alder bare tilnærmelsesvis tæt på ham, og de der kunne havde alligevel en hvis respekt for ham, om end han stadig kun var en knægt overfor dem. Benjamin mente skam også hvad han sagde, ungdommens livlighed skindede stadig igennem, om end kroppen ikke var helt så ung, så var sindet stadig.

Benjamin måtte et øjeblik grine højt af hendes kommentar om hans ungkarle status. det var flere hundrede, ja nok nærmere de tusende år siden han, og de få der kendte hans alder havde set ham værende en ungkar, om end hans opførsel stadig kunne minde om en ungkarls i ny og næ, så var han langt over den tid af sit liv. "Jeg tror ikke jeg kvalifisere mig som værende ungkar længere"  et kort øjeblik overvejede han om hendes spørgsmål var værd at bvesvare, men besluttede sig så for at han hellere måtte være lidt høflig, der var ingen grund til at have flere fornermede kvindfolk sende onde blikke efter ham, det endte jo med at de ikke havde andre emner at snakke om til deres selvskaber, og han ville så nødigt at en af dem fik tenen galt i halsen, når nogen fortalte en ekstra skandaløs historie omkring ham. 
Hvem prøvede han at nare, han var fiktisk ligeglad med om de fik teen galt i halsen, men han kunne godt li den unge kvinde foran ham, hun var ganske underholdende "Jeg kigger på folk, det skulle De virkelig prøve en dag. Men inden da, hvor er de på vej hen, med så lidt oppakning?" han memte ikke det kunne være alt for langt væk, medmindre selvfølgelig hun kun ejede hvad hun stod i, men i det tilfælde var han egentligt også lidt ligeglad. Han havde under alle omstændigheder planer om at følge hende lidt på vej til at øde sted, inden han besluttede sig for om hun virkelig skulle være hans næste offer.

Safira nøje ordene. Der var intet spændende at finde i ordene, men noget måtte der da komme ud af samtalen, på den ene eller anden måde var det blot et spil for at finde ud af mere på kortest tid, men det virkede som om han havde langt mere erfaring end hende til dette spil med ord.
Men der lagde hun mærke til det! "Der er meget få der ikke er ungmøer for mig." Hans selvsikkerhed ville blive hans ende i den lille leg Safira havde i hovedet. Han havde klart tanker om at være ældre end næsten alle han mødte, så måske alt ikke var hvad det lignede. Hun var ikke sikker endnu på hvad han måtte være, men et almindeligt menneske ville klart ikke tale sådan. Måske en elver, da hun endnu ikke havde set hans øre, men måske var han ikke og blot havde høje tanker om sig selv.

"Håber da de nyder det så." sagde hun stille om hans lille udendørs aktivitet af at beskue folk. Hun ændrede stille stand til en mere indelukkede form, blot for halvt at gemme sig væk, men også for at se hans reaktion i øjnene. Øjnene var trods alt sjælens vinduer og hun håbede på at de ville tale blot en smule til hende og få hende til at forstå hans motivationer for de skumle blikke.
"Jeg er på min vej til et lille skrædderi her udenfor byen, ikke så langt herfra. Og derefter går turen hjemad mod øst." hun sneg stille ind hvor hun faktisk boede i sætningen. Hvis manden var observant nok ville han havde set hendes halskæde med den sort, lilla krystal og med viden om hendes hjems placering skulle brikkerne nok kunne sættes på plads. Men måske havde han lidt andre tanker. Hvorfor spurgte han overhovedet? Havde han tænkt sig at være galant nok til at følge hende på vejen, for hun var der ikke sikker på hun turde lade ham.

Safira lagde sin frie hånd på sin hofte og slog håret tilbage. Selvsikkerheden måtte da lige bringes tilbage til hende som hun så ham i øjnene "Men nu må jeg vel se at komme afsted. Mørket gør kun vejen mere farlig og dyster, så mens roen stadig ligge over landet så må jeg vel komme afsted til skrædderiet." hun nejede til manden hvis navn var Benjamin og vende så snueden mod nord. Hun begyndte da at gå mod skrædderiet for at få den kjole hun havde fået brev om var klar til hende af hendes gamle barndoms ven Rachiel. Mon vejen ville være så fredelig som hun havde fortalt den nok ville være?

Det havde aldrig været fordi der blev lagt skjul på hvad han var, ja hvis ikke det havde været på åben gade i fuld dagslys, så havde han nok ærligt indrømmet at han var her for at kigge efter hen helt speciel form for folk, men meget lidt var så lige til i verdenen at man bare frit kunne bryde alt ud. Af nysgerrighed, lod han sit sind række ud after hendes tanker, velvidende at Shila også ville høre dem, men han havde et lille håb om at hun ville tænke noget grusomt, der kunne skræmme hans lille hoved kamarart. Hans læber tiltede lidt over Safiras tanker. Hans selvsikkerhed havde da ikke fået dræbt ham ednu, men der var da også tids nok til at få dræbt denne krop, han trængte da vist også til en ny hvis denne nu alligevel skulle dø. 
"Jo tak, det har sine gode stunder" hans øjne glimtede næsten humoristisk da han lagde mærke til hendes mere skjulte postition. Hun virkede næsten bange for ham, og var der noget han fandt underholdene i sine ofre så var det frygt. Den højre side af hans ansigt lavede et lille ryk, som han kæmpede mod hans trang til at smile skævt til hende. 
Da hun sagde hvor hun var på vej hen, fangede hans øjne glimtet af hendes halskæde, og denne gang kunne han ikke skjule det noget selvtilfredse smil der et øjeblik rullede over hans ansigt, før han lagde sit ansigt i følelsesløse folder. Det var lige pludseligt meget mere spændene. Som han skulle til at tilbyde hende at følge hende til skræderen, vendte hun og gik, med en kommentar om at komme afsted før mørket kom frem. Han havde alligevel på fornemmelsen at mørket ikke var det hun var aller mest bange for.
I stedet for at være flabet, satte han stokken i venstre hånd, og begav sig efter hende med lange skridt, der hurtigt fik ham nær hende.
"Vent nu lidt min ungmø, jeg må hellere følge dig på vej, så der ikke sker dig noget når mørket bryder frem. De savner mig sikkert også øst på, det var så hyggeligt sidst jeg var der" Faktisk var det overhoved ikke hyggeligt sidst han var øst på for omkring 400 år siden, der havde han brugt fire år af sit liv på at udstå den verste totur dæmoner kunne komme op med, bare for at styrke ham mentalt, og siden havde han ikke vendt tilbage, han havde haft det hyggeligt nok med at lege spilmester over menneskers liv.

Hun så det lille træk og der var hun sikker på hun vandt ordlegen. Han havde mere onde intentioner end hun forventede, men det stod hende nu klart at hans tankegang og væremåde var mere dyster end først antaget.
Hun tog dog sin arm ud så hun var klar til en armkrogs gang hvis han virkelig ville følge hende afsted. Han var underligt galant, næsten til det hun ville kalde skræmmende. "Så lad da gå Benjamin. De er da også bare fyldt med manere hva?" hun så skævt til ham "Det kommer vel med alderen." sagde hun så med et kækt glimt i øjet.

De begyndte at gå ad nord vejen som hun så spurgte "Så hvornår var du sidst østpå? Og hvis jeg må spørge, hvor østpå var du "Benjamin"?" Mon han var hvad hun troede. Nu hvor hun stod hvor hun gjorde i forhold til ham var det let at se at hans øre ikke var spidse og den eneste mulighed hun så nu var at han måtte være en Dæmon. Nok fra Kzar Mora og muligvis en af dem der fik stukket af fra riget mens det var lukket ned. Men hvem var han faktisk og hvad lavede han nu? Hvorfor var han ikke i Kzar Mora? Eller tog hun fejl og han måske bare var en meget selvsikker mand fra østen.
Spørgsmålene overtog hendes tanker mens hun gik og undrede sig. Men hun følte sig underligt tryg ved at en mand så galant og ellers nydelig at se på fulgte hende af vejen mod hendes gamle ven Rachiel så hun kunne få den nye kjole. Dog havde hun indset at han måske havde andre tanker i sit hoved omkring denne tur.

Hun så mod sine tattoveringer på armene. "Aries, Gemini." tænkte hun bare stille som hun så dem. De var hendes små esser i ærmet hvis noget skulle gå galt, ellers kunne hendes øjne, skænket af Mara selv sikkert hjælpe. I værste tilfælde havde hun da også amuleten til forsvar. Hun var armeret til tanden i magi, og en hver ville kunne føle at hun af et menneske klart besad for meget magi til hvad et normalt menneske ville kunne.

Benjamin tog gelant hendes arm, som var det det mest naturlige i verden, sådan at gå med en fremmede kvinde. Og det var det for ham, han havde brugt lang tid af sit liv på at opvarte adelskvinder, så han var kendt i de verse etiketter. Han vandrede afslappet afsted ved hende side, som han afkortede sine skridt til hendes noget kortere ben. "Manere kommer med god opdragelse" Og det var hans eneste svar til det. Han har nok lydt en smugle brusk, men hans ansigt ændrede sig ikke det mindste, han var efterhånden god til at skjule sin indtre turmult. 

Han havde egntligt ikke forventet at hun ville spørger ind til hvornår han sidst var øst på, men et hurtigt kig på hende, fortalte ham at hun nok slet ikke havde været i live den gang, eller måske havde hun? 400 år var trods alt ikke meget, men hun virkede ikke til at være dæmon, i hvert fald ikke hel dæmon.Ikke destro mindre, var han sikker på at hun holdt til hvor han var blevet født. "Det er lang tid siden. Jeg var oppe i bjergene sidst jeg var der" Han ikke så meget fortræk en mine, eller ændrede sin stemme som han sagde det, selvom han tydeligt huskede sin sidste tur øst på, den havde ikke ligefrem været hyggelig, men den havde været nødvendig. Hans øjne fangede hvordan hun kiggede ned på sine arme, og uden at tænke over det rækte han ud efter hendes tanker, kun for at høre to stjernetegn nævnt i hendes tanker, men han var ikke i tvivl om at de betød mere for hende, end bare stjernetegn. "De har en lang vej til skræderen hvis De bor oppe øst på. Plejer De at bruge denne skræder?" Spurgte han ikke ud af interesse, men ud af høflighed, det ville trods alt blove en lang gåtur hvis ikke de havde en samtale kørende

Safira begyndte igen at blive utryg ved situationen og indså at hun lige nu var igang med at blive fulgt af en sti med ingen mennesker tæt nok på hende til at kunne komme til hende hjælp. Heldigt var hun ikke selv en svækling af en kvinde ihvertfald. "Lang tid..." sagde hun stille mens hun analyserede ordene. Det var en meget subjektiv betydning hun måtte sætte til ordene, men det fulgt i hendes tanker som værende ord man ville bruge når man ikke ønsker at tale om det, så det var nok bare for at lade hende vide det var ligegyldigt. Men at han var i bjergene var underligt. Så meget spænding var der da hellere ikke i bjergene mod øst, men for den sags skyld kende hun jo ikke hans fritids aktiviteter, men hendes ide om hvad de var var ikke de bedste.

"Jeg plejer at bruge hende da jeg kender hende og ved at hun gør et godt arbejde." Safira havde ikke mange venner. Men hun kendte Rachiel og vidste at hendes skrædder arbejde var fantastisk. Hun var en venlig skovelver som boede ikke så lang fra Hovedstaden, men elskede stilheden og naturen omkring hende, så derfor boede hun alene i et lille skov areal ikke så mange kilometer væk, måske en 20 stykker. Intet for en som Safira der stadig havde mange år foran sig. "Og... Så ved jeg at arbejdet tit før mig hertil. Men hvorfor er du så i Hovedstaden? Arbejde eller...?" hun sendte ham et smil der klart fortalte at hun havde indset en ting eller to om ham, forklarede at han var opdagede og at hun var klar på hvis han ville gøre noget dumdristigt.

Benjamin var ganske tilfreds med den manglende bestand af mennesker, ja faktisk kunne det ikke passe ham bedre, ikke fordi han havde nogen planer om at overfalde hende lige nu, nej han fandt han rent faktisk nød hendes selvskab, så han havde planer om at nyde det lidt tid endnu. 
Han nikkede lættere freværende til det hun sagde, et øjeblik optaget af det ekstra sæt tanker i hans hoved. En intens lykkefyldelse fyldte ham fra den del af hans bevidst hed der var langt væk, og den krævede lidt ekstra opmærksomhed at undertrykke. Da han endelig kom tilbage til deres lille spadsertur var hun allerede i gang med en eller anden forklaring om hvorfor hun brugte den her skræder, og eftersom det ikke intereserede ham synderligt havde han ikke tænkt sig at spørger ind til det. 
Da han fik stukket et spørgsmål om hvorfor han var i hovedstaden i hoved, smilte han lidt, der var egentligt ingen god grund til at det lige var der han var havnet, men han var nu ganske glad for at være der. "Jeg flyttede der til for et godt stykke tid siden, Jeg havde en bekendt i byen der havde brug for mig, og det var nemmere at få arbejde der" Det var delvist sandheden, det var lidt mere end en bekendt der havde fået ham til byen, det var sirka 3 af dem, og de havde en tendens til at være nøgne når han kom forbi. Men arbejdsdelen var nu sand, selvom han var god til sit fag, så var der ikke særlig mange ude på landet der havde pengende til at betale for fint bearbejdede våben, og værktøj. 
han var underligt nok ganske tilfreds da hun smilte vidende op til ham, han havde det ganske fint med at hun vidste hvad han var, og sikkert også hvorfor han stod ved byporten. Han kunne leve med at hun vidste hvad han var, men nu når de kort var på bordet, ikke at han havde gjort meget for at skjule dem, kunne han lige så godt spille med dem åbne. "men nu vi spiller med åbne kort, hvorfor fortæller du mig så ikke hvorfor du bor på Kazr Mora, jeg tænker ikke du er blevet mørkets kriger uden grund" Han forventede ikke at hans viden ville blive modtaget med overraskelse, det var trods alt ikke fordi det var svært at finde ud af hvad hun var og dermed hvor hun boede, i hvert fald ikke hvis man brugte lidt tid med hoved. Selvom mørkets kriger delen var lidt et halvgæt, var det det han kunne få til at passe bedst på hende, og han gik som altid med sit indstinkt.

Hun lyttede interesseret til hans svar og var næsten med på betydningen af hvad hans mente med bekendte. Nok folk der nød hans selskab i korte tider, men var det mon også hvad han omtalte som hans arbejde eller var det blot en bonus af at tage til Hovedstaden for en som ham, en charmør som ham. Hun kunne godt se hvorfor nogle folk ville falde for en som ham med sådan en sølv tunge han havde, han kunne sikkert også have snoet sig ind ved hende hvis hun ikke havde opdaget ham først med det blik i hans øjne.
Åbne kort... Nok for meget at sige for hendes mening. Hun mente selv hun havde været god til at fortælle ham hvad kort lå på hendes hånd, men med både esser i ærmerne og kort vendt nedad så var det klart for meget for hendes mening. "Jeg er datter af søvndæmonen Mara. Så det ligger i blodet, især på en heks som jeg." hun skævede ikke engang til ham men så bare lige ud som de gik. Det var klart noget hun tog stolthed i at være, både heks og datter af Mara. Nok blot et menneskes krop, men sjælen af en dæmon var klart hvad Safira besad.

"Jeg har derfor tjent i hæren siden mine første spædeskridt. Dog er der et bedre spørgsmål." hun så mod Benjamin og stoppede så op. Hun stoppede deres armkrogs gang og vende sig mod ham. "Hvorfor tjener en dæmon med dine intentioner ikke i vore Hær? Du ville sikkert nyde det?" hun trak på smile båndende som hun spurgte. Han ville klart være brugbar på den ene eller anden måde. Han kunne sikkert også få sig selv tilfredsstillet på lige den måde hans perverse hoved ville have det, bagfra og forfra. Nok ikke lige af Safira, for det ville nok kræve lidt mere af ham end han selv ønskede og hun var absolut ikke bare en slave, men nydelse var da klart også noget hun gjorde i en gang i mellem, måske vær årti.
"Du kunne tage med mig. Tage med og tjene Mørket for en god pris." hun prøvede at overtale ham, lokke en smule, for hvis hun kunne komme med en mere til hæren, så ville det sikkert være værtsat, blot en smule.

Jo nok kunne han sikkert godt have charmet sig ind på hver eneste af de piger han havde været sammen med, men han havde sjældent gidet at tage sig tiden, og når nu man ikke spørg kan man jo ikke få et nej, så han havde ganske enkelt ikke spurgt dem om de havde lyst til at dele hans seng. 
Han lyttede for en gangs skyld helhjertiget efter hendes svar, det her var noget han gerne ville vide. Et eller andet sted var han også ganske tilfreds med den selvsikkerhed hun udviste over at være hvem hun var, hvis han skulle bruge længere tid sammen med nogen foretræk han at de havde en smule selvtillid

Da hun stoppede op stilte han sig roligt og ventede, han havde en fornemmelse af at de kunne blive stående her længe, og det var ikke at det gjorde ham noget, han fandt hende ganske underholdende selvskab, og det var ellers sjældent han tog sig tiden til at finde ud af om han overhovede kunne li et kvindeligt eksempar af befolkningen. Hendes spørgsmål om han ville med i herren fik ham dog til at grine, faktisk et meget hjærteligt højlydt grin, med hoved lagt tilbage. da han havde fået lidt kontrol over sig selv igen, kiggede han direkte på hende, dog forsigtig med ikke at kigge hende i øjnene. Han var udmærket klar over hvilken risiko det kunne have at kigge nogen i øjnene, så han havde en vane med et kigge dem mellem øjnene i stedet. "Min ungmø, hvor det dog klær dig at være nysgerrig, om end det er af selviske årsager. men jeg stikker ikke næsen i andres krukker, den ender bare med at side fast der nede" han gjorde mine til at gå videre igen, og rækte armen ud for hende at tage, der var vist ingen grund til at stå her og diskutere hvorvidt han ville finde glæde i at myrde folk fordi andre var sure på dem."Desuden havde de jo hjerne til selv at starte det, så mon ikke også de har hjerne til selv at slutte det" tilføjede han dog alligevel som en sidekommentar, stadig med blikket rettet mod hende.

Hun tog armen og gik bare videre igen. Han var interessant. Hans tankegang var Safira et mysterie som hun inderst inde gerne ville vide mere om. Måske ville hun kunne lokke med andet, men hun lod en spade være en spade og ham være ham. Han virkede ikke til at ville og hans interesse i det virkede trivial så hun gik bare videre uden at lade sig tænke mere over det.
"Min ungmø." hun lo en smule. Det var underligt at blive omtalt sådan, næsten ulækkert. Ihvertfald ubehageligt for en kvinde i hendes alder, også selvom hun lignede i sine 20'ere, men når han omtalte hende sådan var det et klart signal for hans faktisk alder var højere end hvad hun selv forventede. "Det jo ikke bare fordi man slår ihjel grundet Mørket. Det er bare den løgn Lyset fortæller alle. Vi prøver at bringe orden til et ellers kaotisk land der har brug for hjælp. At Mørket bliver set som dårligt er blot en subjektiv holdning som ikke holder stand." det var sandheden. Mørket for hende var jo ikke ondt. Lyset var blot en markering skabt af mennesker til at få det til at lyde som en god ting, men fakta var at det var et ondt tyranni der fangede folk i en ond løgn. Mørket er der blot for at kunne hjælp folk fri af løgnen og vise dem at livet kan leves bedre.

Som de var gået et stykke mere begyndte hun at undre sig. Hvornår ville han dog forlade hende. Hvornår ville han gå tilbage til Hovedstaden eller vent... Det gik op for Safira der at han måske havde helt andre tanker end først forventet. Hun havde været klar på at blive angrebet, men nu hvor han havde åbnet sin tankegang mere for hende måtte hun være komplet klar. Hendes ansigt så frem men hendes øjne så mod hans arm for at være mentalt klar på at han ville gøre noget. Hun vidste ikke hvornår han kunne slå til, men hun ville ikke live fanget med bukserne nede hvis han skulle prøve.
Lettere nervøst spurgte hun så "Så hvor længe har du tænkt du at følge mig ad vejen?" usikkerhed kunne høres. Nok havde Safira bragt mange krigere i knæ ved blot et blik, men hans charlatan agtige opførelse havde gjort hende usikker og nervøs, hvilket var længe siden hun sidst havde prøvet det. Hvem end han var, så havde han klart haft længe til at øve disse ting og spille dette onde spil, end hende.

Ganske tilfreds med at hun tog hans arm som de gik videre, valgte han ikke at kommentere at hun begyndte at plabre om hvordan mørket hjalp folk. Sandheden var jo at det gjorde lyset også, men den gyldne mellemvej var ikke at lade forblænde af noget, og benjamin lod sig selv tro at han ikke var forblændet af andet end de bryster han kunne skæve ned til som han gik her med hende. Det var nok også den virkelige grund til at han ikke gad at starte en diskution med hende omkring hvorvidt det gode lå hos mørket eller lyset, men det var også fordi han havde en ide om at hun ikke ville kunne li hans svar opå det. At det gode lå forskeligt alt efter hvilke øjne der så. 

Som han gik der veltilfreds med at bare gå, mærkede han hende pludselig spænde op, han havde da en ide om hvorfor, men valgte alligevel at krybe ind i hoved på hende for at få bekræftet at det var fordi hun var kommet til at tænke over hvad han egentligt stod og lavede da hun mødte ham. Først smilte han bare lidt for sig selv, og havde egentæligt ikke de store planer om at finformere hende om at hans plan var at charmere hende ud af tøjet og ikke voldtage hende, hvilket hun kunne takke sine bryster for. Faktisk havde han ingen planer på at reagere på de overhoved, hun måtte godt have sit fjollede lille hoved for sig selv, han kunne sagtens leve med hun var på dupperne mens de gik her, men så skulle hun abselæut komme med sådan et ledende spørgsmål, så kunne han da lige så godt have lidt sjovt med hende. "hvorfor spørg du ikke om det du gerne vil vide min ungmø" Han havde skam bemærket hendes ubehag første gang han sagde det, og når nu hun skulle gå og tænke han ville voldtage hende, så kunne han vel godt tillade sig at gøre hende en anelse skidt tilpas. 

Hun gik videre og prøvede at lade sin ubehag være uset, men det var svært når han ramte alle de rigtige knapper for at gøre hende usikker. Han vidste for meget, hans viden om hende var som hvis han læste hende som en åben bog. Skræmmende præcist var faktisk hvad man kunne kalde ham. Så da hans spørgsmål kom var det hende ikke undrende at han sikkert havde haft ryddet rundt i hendes hoved, men hvor meget havde han lært om hende ved det.
"Ungmø..." stadig ubehageligt at blive kaldt i hendes alder. Hun lo en smule. Og der skete det. Hun rettede sig op og så ham mod ham. Godt nok var han højere end hende, men han prøvede at få øjenkontakten så en ordentlig samtale kunne holdes. Hendes selvsikkerhed kom tilbage som hun pludseligt indså at hun var i sikkerhed fra ham, selv hvis han skulle prøve havde hun klart flere esser i ærmet end han kunne tælle til.

"Ser du. Jeg spørg ikke fordi du sikkert allerede kender dem. Dog skal du vide at du sikkert kan charmere dig ind på alle normale dødelige, men ik' jeg. Også selvom du sikkert hopper over det skridt normalt, men jeg er ikke bare som enhver. Jeg er nok for meget kvinde til dig." sagde hun sikkert og så ned på sine tatoveringer igen og smilede til ham. Hun vidste at Gemini klart ville passe på sin mor og Aries ville også få et flip hvis han prøvede. Hendes sikkerhed var klar som krystal.
Hun grinte i sig selv med den viden at hun var her og var usikker for et øjeblik siden, men at det var over.

Han fandt det stadig ualmindelig morsomt hvor meget hun havde det ord, for det var trods alt hvad hun var i deres verden det var han alligevel sikker på, ikke at han selv var nogen særlig alder i forhold til de ældste, men han var nu alligevel helelr ikke en af de aller yngste. Selvom det da også avr sjovt sådan at gå og irretre hende ved at vide hvad hun tænkte, ja så var han snart ved at være træt af at gå og gemme på sin evne, det var noget han meget sjældent lagde skjul på bland folk, så det irreterede ham at gøre det nu. Ikke at han havde tænkt sig bare at fortælle hende det, han havde bare planer om at gøre det meget meget åbenlyst.

Som hun begydnte at snakke igen, måtte han trække på smilebåndent, for han var helt og aldeles godt klar over hvad hun gik og spekulerede over, så der var ingen grund til at lægge skjul på det. Det var nu heller ikke fordi det var det han fandt mest humoristisk ved hendes udtalelse, nej det var den sidste del, den måtte han klukke lidt af, det var alligevel en af de bedre. "De har ret jeg ved godt hvad De vil spørger om, men nu skal jeg besvare det for Dem. Nej jeg har ingen forløbige planer om at tvinge dem til sexuel omgang med mig" hans foreløbige plan var at liste lidt rundt inde i hendes hoved mens de gik, der skulle nok være noget spændene. Ikke at det tog ham lang tid at finde noget han ville vide noget om, emn han kunne vente lidt med at få stillet sin nysgerighed, han regnede trods alt med at følge hende et godt stykke øst på.

Safira grinte af Benjamin. Hun vidste inderst inde godt han ikke havde tænkt sig det, men når han nævnte det var det hende faktisk frustrerende, var hun ikke god nok til ham, ha! Hun var sikkert så meget kvinde han ikke ville turde. Nok var hun glad for at han ikke havde de tanker, men alligevel! "Tænkte det nok. Du ville hellere ikke kunne komme langt med de tanker." hun gik bare videre. Måske var det på tide at lufte Aries eller Gemini en smule? Hun så mod himmelen og smilede som hvis de var deroppe og så ned på hende.
Hun stoppede da op og fløjtede en smule. "Nu har du fortalt mig noget, og afsløret din roden med mine tanker, så det tid til at hvis hende frem." fløjten blev ved lidt endnu som en tåge begyndte at dulme omkring dem. "Aries min skat." en smag melodi kunne høres af vuggeviser i hobevis inde i tågen. Safira så kækt mod Benjamin som de begyndte at gå videre med tågen om dem.
Et es ude af ærmet måtte være nok for nu. Dog var talvis stadig skjult.

"Så er kortene vidst på sin hvis "åbne" nu. Men ikke helt, det ved du vel også." Safira så på ham og skød sit bryst en smule frem. Hun nød til dels hans blik derned, især fordi hun elskede sine former, så hvis han nød dem nød hun dem da også. Dog vidste hun såvel som ham at de begge holde ting hemmelige endnu. Nok ville han kunne læse dem i hovedet på hende inden de kom på bordet, men det betød ikke hun ville lade dem passere sine tanker endnu.

Han kunne godt lade hende have hendes tanker for sig selv, men et eller andet sted var han også i humør til at pile hende lidt ned, faktisk var han rigtig meget i humør til at at trykke lidt på nogen knapper. Denne gang var det hans tur til at stoppe dem, forskelen var dog, at han valægt at lægge en hånd på hendes skulder,og vende hende imod ham, inden han tog et fast græb om hendes kæbe, og tiltede hendes hovedopad, stadig uden at kigge hende direkte i øjne. Han behøvede ikke gøre det, men hans stemme ændrede sigalligevel, blev en lille smugler dybere, en lille smugle fastere. "Et ord min ungmå, og du får det lige som du ved ha det. Og så kan du godt holde op med at tænke på det indtil du vil gøre noget ved det" Det var egentligt det han havde at sige i den sag. Han slap hendes kæbe før han kiggede omkring sig Flyttede hans stok over i højre hånd som et klart tegn på at hun ikke fik en arm igen, han havde lært sine manere højt oppe i samfundet, men han havde også lært sine afvisninger der. "Desuden tror jeg du skal lære noget om tal, sidt jeg tjækkede dit hoved var der to" Og med de ord fortsatte han elers bare med at gå som om intet var hendt, han hsvde ikke planer om at gøre et støre nummer ud af det end det allerede var blevet, og han havde da en klar forventning om at hun fulgte med, han var trods alt godt klar over at hun fandt ham interesant.

Hans greb om hendes kæbe bryd hun sig ikke om og da han så blot begyndte at begive sig videre var hun kogende. Hendes øjne brød halvt ud i et flammehav som hendes vrede brændte sig vej ud gennem hendes sjæl. Ungmø! Hun havde fået nok af den her fyr nu. Hvis han troede hun blot accepterede at blive rørt som han havde gjort så skulle han tro om. Hun ville vise ham præcis hvorfor folk kaldte hende "Heks".
Hun lod ham gå lidt væk før hun gjorde det. Men så var tiden kommet. "Du har ret. Der er to." sagde hun som hun lagde hånd på sin ene markering på armen. "Gemini. Kom ud til mor." en skyg af sort røg, så sort som Safiras egen sjæl, kom fra mærket og formede sig en krop. To Safira stod nu, den ene med komplet hvide øjne, ingen negle og ingen tunge. De så begge mod ham. Lagde deres hånd på sin hofte. Og så begge pisse fornærmede ud for at være ærgerlig. "Der er en grund mere til at jeg er en del af Mørkets hær." sagde hun afslappet som Gemini gik foran Safira og så ud til at lægge sine arme ud foran hende som et kors for at beskytte hende.

"Jeg er ikke bare enhver kvinde sagde jeg. Jeg er Mørkets stærkeste Heks, Safira Almadine, datter af Mara," hendes øjne blev tågede og tågen selv kaldet Aries begyndte at nærmest hvirvle om hende. Vrede stod skrevet i hendes øjne. Ingen i verden ville nogensinde kunne ligge en hånd på hende som han havde gjort uden at fatte hvem helt præcis hun var og hvorfor man ikke skulle tro man havde noget at sige til hende, for hun var trods alt ikke bare enhver i sit hoved.