Når man talte om April Foster, var det meget sjældent, at man ville sammenligne hende med et sværd i sine hænder. Man ville som regel placere hende under lyst og nydelse frem for brutal kamp, der ellers kun stod en kriger til. Ikke engang så meget som overvejelsen om jagt, var noget der matchede op med det almene motiv af den unge glædespige. For hun var netop blot dét: glædespige. Hun solgte ikke døde dyr, som hun havde jagtet på egen hånd, til andre så de kunne få mad på bordet. Hun solgte sin krop til tilfredsstillelse af andre, der havde brug for det. Det var meget muligt af samme grund, at dem der kendte til den anden mere robuste side af hende, skævede i hendes retning. Ude af stand til at forestille sig den ellers så sensuelle og elegante kvinde hævet andet end en brevåbner for forsvar med usle mænd og kvinder.
I en af de små skove nær Hovedstadens sydlige port, stod hun dog alligevel og spændte fingernemt diverse seler fast omkring hendes lår uden på de tætsiddende læderbukser for at fastsikre en dolks hylster. En lettet udånding forlod tungt hendes strube ved det sidste spænde, hvorpå hun svang ryggen ret igen, så løse totter af de blonde hår blev kastet væk fra hendes ansigt samtidig med, at hun rejste sig fra sin knælende stilling. En af de fine små handskebeklædte hænder blev da ført op og igennem håret, inden den flydende gled om for at få fat omkring den lange fletning, der ellers havde hængt ved hendes ryg, og begyndte at snøre den rundt om sig selv et par gange ved hjælp fra den anden hånd, så den var samlet i nakken og på den måde give hende lidt mere frihed i sine bevægelser.
Sværdet, hun ejede, var hverken langt eller tungt. I stedet var bladet kortere og bredere, samt tyndere, hvilket gjorde det både lettere og nemmere at svinge rundt med for en som hende. Hun var trods alt ikke stærkere end så mange andre. Selvsikkert greb hun om sværdet fra den snebelagte jord og drog roligt det fra dens skede, som blot blev smidt væk sig igen. Hun følte altid en hvis form for kraft, når hun løftede sværdet op foran sig. Det havde været en gave. En usædvanlige gave. Normalt bestod gaver ikke af skærende klinger, men i stedet smykker eller andet. Som de kædearmbånd, der skjulte sig under handskerne og den langærmede og løstsiddende bluse, der holdt hendes overkrop varm i kulden.
Hun drog endnu et suk og betragtede, hvordan hendes ånde blev forvandlet til en tåget dis foran hende, før hun strategisk trådte et skridt frem og rettede sværdet ligeledes. Det var et fokuseret blik, der prægede de lilla øjne og de rosa læber havde formeret en koncentreret lige streg. Hun tog et skridt frem og med en bevægelse fra håndleddet svingede hun sværdet, samtidig med at hun drejede omkring. Hun var ingen sværdmester, men dette var heller ikke hendes første gang med et våben i sine hænder.
Krystallandet