Det var lidt over et år siden det var sket. Hendes rejse var startet og hun var endt på lidt af en vildfaren. Først til tusmørkedalen og så en sviptur til ørkenen som hun hurtigt skyndte sig væk fra. Hun var for tre ugers tid dog flyttet til Hovedstaden. I starten var det hårdt, men hun faldt hurtigt til. Hun fandt ly hos en gammel kone der havde brug for hjælp i huset siden hendes mand ikke længere levede og hun hverken sønner eller døtre havde fået.
Ved siden af havde Marie også skaffet et arbejde hos en adelig familie hvor hun arbejdede som kok. Hendes talenter i et køkken var værdsat og gennem det tjente hun godt nok til at kunne bo selv, hun var sågar tilbudt et permanent arbejde hos dem som børnepasser der ville bo hos dem, men hun afslog så hun kunne tage sig af den gamle kone hvis navn var Mathilde.

Nu gik Marie ned gennem beboelseskvarteret i hovedstaden for at komme hjem til Mathilde igen og lave noget aftensmad til dem. Det var koldt, så Marie var glad for at være klædt i en tykkere underkjole med et sjal af pels på. Hun gik fredeligt ned gennem gaden med en kurv hvori der lå forskellige fødevare som mel i en lille sæk, nogle guleroder, hvede og persille. Hun havde lidt af hvert, alt givet til hende af adelsfamilien hvis køkken hun arbejdede i. De tillod hende at tage hvilke som helst ingredienser med hjem for de vidste at ingen af deres andre kokke ville kunne bringe mere liv i smagen fra dem end hende og til det kunne hun ikke sige andet end "Mang' Tak".

Hendes skridt var uberørte af kulden fra sneen under hendes fødder, thi hun glædede sig altid til at komme hjem til den gamle rare kone. Men som hun lavede et lille hop for at komme over en dynge sne faldt et æble ud af hendes kurv. Hun rakte ned og ville tage det op fra jorden, men det trille en smule væk. Hun gik hen mod æblet der lå placeret foran en sidegade. Hun løftede det op og kiggede ned af gaden da hun så et ansigt hun næsten var sikker på hun kendte.
Ansigtet var kendt for hende. Hun løb en tættere analyse som hun blot stod og kiggede på personen og skød ansigtet en smule frem med knebne øjne. "Rod!?" halvt råbte hun ned mod personen.

Hun var ikke hundred procent sikker på det var ham, men hans højde og drøjde var klart passende til den store mand hun kende. Hun havde ikke set ham længe så det kunne godt være han havde ændret sig, men sikkerheden lå i hendes hjerte. Marie begyndte at gå hen af den lille gade for at komme tættere på manden hun synes at havde set. "Ka' d'Wa? Er d'dig Rod?" spurgte hun og stod en god syv meter fra manden. Hun smilte til ham og håbede det var rigtigt, for hun havde ikke set nogen hun rigtigt kende i lang tid så et kendte ansigt var dejligt.

Som eftermiddagen gik på hæld, fandt Roderick sig endnu en gang på vejen hjem fra en vagt. Han var træt, udmattet og gik i højeste grad i egne tanker. Heldigvis formåede folkemængden at dele sig foran hans tårnende skikkelse som et vandløb rundt om en sten. Med tunge, sjoskende skridt fortsatte han sin vej tilbage mod beboelseskvarteret og det lille hus der nu engang var hans.
Han registrerede slet ikke at nogen kaldte på ham, i hvert fald ikke i første omgang, så dybt fraværende var han. Hans sind var allerede hjemme, af dømme efter det lille, bøvede smil der var blevet en gennemgående tematik i hans liv siden han havde mødt Tatiana.
Rod.
Anden gang fik lyden af hans navn ham til at dreje hovedet og se sig forvirret omkring. Først rundt, så ned hvor hans øjne fandt et velkendt par, han ikke havde regnet med at gense. Først faldt hans kæbe åben men efter at have blinket et par gange, fyldtes han med en sådan glæde at det kammede over i hans krop. Før han havde set sig om, havde han taget fat i kvinden talje og løftet hende leende over hovedet som var de stadig børn. Han drejede rundt på stedet en enkelt gang før han lod til at betænke sig og atter satte hende tilbage på brostene med et lidt flovt udtryk.
"Jam'n.. Er d'dig, bette Marie.." Udbrød han forbløffet og kunne tydeligvis næsten ikke tro sine egne øjne, "Men j'hørt'.."

Marie var lettere overrasket da hendes store gamle ven løftede hende op. Hendes tur deroppe kunne hun ikke lade være med at grine en smule af den lille tur. "D'mig Rod" svarede hun glad. Hendes blik var klart og hun måtte lige tage sin hånd gennem håret for at få det på plads efter flyveturen. Hun forstod godt han var så glad og forvirret på samme tid. Fra hans vinkel var historierne om hendes død sikkert allerede her og byen var jordet fuldstændig ned. Hun burde ikke være i live fra hvad han vidste.
Det var nu hun også indså at hun nok var nødt sag til at fortælle ham at det ikke var alle der var lige heldige.

"Ja Rod. J'er okay." sagde hun for at gøre det hele lidt mere mildt. Hun havde det fint nu og var nærmest kommet sig over døden af folkene, for der var jo ikke nogen grund til at være fanget i fortiden. Dog var hun aldrig helt kommet sig over sin egen brors, Rods vens, død. Hun håbede også hun ik' blev spurgt om ham lige her og nu, for hun ville ikke ødelægge den dejlige stemning der var nu.

Rod forblev stående uden at vide hvad han skulle sige, hans mund forblev halvåben i overraskelse og hans hånd forblev blidt på hendes underarm - dels for at sikre sig at hun virkelig var virkelig, dels at hun ikke forsvandt. Han rødmede lidt på ørerne da han indså at det nok var det, det handlede om, men gjorde alligevel ikke mine til at bryde kontakten.
"j'forstår æt.." indrømmede han og hans øjne løb ned over hendes træk som for at sikre sig at det ikke var et nummer. Hun var noget ældre end da de havde setes sidst; da Rod rejste fra byen havde hende ansigt stadig haft nogle barnlige træk, men krigen, pesten og hungersnøden havde tæret på dem alle. Men hun var stadig den ganske rigtige Marie. En uvant tanke ramte ham brutalt:
"..er der å' andr' der' okay?" Spurgte han og græmmedes over hvordan hans ellers så dybe stemme blev helt spinkel af håb.

Marie blev nærmest helt overraskede over hans glæde. Det kom som en bølge over hende, men hun havde det tilpas med det. Hun forstod godt at det var længe siden og hun var da også ret glad over at havde set hendes gamle ven igen efter nogle år. Dog var der i hendes baghoved den lille tanke om hvordan hun skulle få det sagt. Hvordan ville hun sige at ikke alle kom lige uskadt ud, især hvordan hun skulle forklare at hun ikke kunne rede alle men kun meget få, selv hendes bror var jo død.
"Ik' alle. Mang' er ik' okay." hendes blik trak en lettere trist mine. Hun ville virkelig ikke sige det som noget af det første, men hun vidste at på et tidspunkt måtte hun sige det, men nu var ik' det tidspunkt hun ville gøre det.

At deres barndomshjem var en bunke ruiner vidste han sikkert, men forhåbentligt så kunne hun lade ham havde den spinkle gnist af håb han havde fået gang i, bare lidt endnu. Hun ville helst ikke knuse dagens glade som et tabt spejl. Hun havde bare ikke modet til at lade det ske endnu.

Ikke alle? Hvad kunne han bruge det svar til? Det lød næsten som om at der var flere overlevende end ikke, men efter snart et år turde han ikke begynde at håbe igen. Han gav Maries arm et sympatisk klem; han var normalt ikke den kvikkeste person, især ikke når til det kom til det andet køn, men han kunne huske at have kendt kvinden her siden hun havde været en bette purk med snavs på kinderne og manglende fortænder. Hun kunne - trods alt - forstå at hun nok forsøgte at skåne ham, men han måtte stadig vide det.
"Det i'ordn, søtte.." sagde han roligt og hans ansigt faldt atter i de resolutte folder han havde måtte lære når han tænkte på sin familie, "do behøvs æt sæj hwem der dø'.. bar' fortæl hwem det klare'd."

Marie kunne ikke længere holde det tilbage. Hun ville ikke stå der længere og lades som om alt var fint som det var, for hun kunne ikke bare lade Rod stå der og tro at verden stadig var som den var og at næsten alle pånær to eller tre. For talende var langt større den anden vej. Kun hun selv og tre andre til hendes viden var stadig tilbage.
Hendes øjne løb en smule i tåre og hun kiggede blidt op på hendes gamle kending. Hun tag ved hans arm som før havde givet hende en smule af et tegn på sympati. Men da hun gjorde det samme til ham var hun nød til at lade det ud. "Tre... Me', Me' moms o' me' fatter... Bent..." hendes øjne begyndte at fælde flere og flere tåre som hun blot udtalte hans navn.

Hun mindes stadig synet af den første pil det stak fra hans ryg på den fæle dag...
"Han klar'det ik'"

Roderick havde for længst accepteret vennens død, men det var stadig noget andet at få det bekræftet. Med et var såret genåbnet og den isnende knugen i brystet stod tydeligt på hans træk. Men lige så tydelig var den erfaring med hvilken han pakkede følelsen sammen og lagde den bort, for at fokusere på nuet. I denne instans på pigen.. kvinden foran ham. Hans anden, frie hånd kom og og fandt hendes anden skulder.
"Det' j'møjt ke' over." sagde han ærligt, "..men i mor's tro'd a al' i æ by var død.. og nu har a få'd en bette søster tilbaw." Han smilede bredt og oprigtigt til hende og lænede sig frem og placerede et let kys på hendes hoved, meget lig måden Bent havde plejet at gøre da de var mindre. Bent og han havde været uadskilligelige i årevis og i den lille landsby havde det betydet at Marie også havde været der meget af tiden og de to knægte lidt havde delt broderrollen. Det var en ting der havde forblevet cirka lige så konstant som højdeforskellen mellem dem.

Inaktiv / Afsluttet / ???