Det første der kom tilbage af minder var hans ubehagelige, skræmmende ansigt. Mangelen på samme, faktisk, fordi hans hætte havde skjult det. Derefter huskede hun stemmen. Som en hvislende, ildevarslende slange. Resten var tågede minder. Hun huskede godt smerten, især i højre ben, men der var ikke meget andet der lige sprang frem på nethinden. Og hun havde sådan set heller ikke tid til at tænke over det, da hun pludselig havde det meget varmt. Hun spærrede øjnene op da hun så ild brænde sig gennem det reb der havde holdt hendes ankler og hænder bundet. Det øjeblik hun var fri væltede hun ned af stolen, træt og fortumlet. Og meget forvirret. Indtil en blød følelse landede på hendes arm. Da hun så op og fik øje på en vinge, var hun tæt på at skrige af forskrækkelse, til det gik op for hende, næsten naturligt, at det var hendes. Hun kunne mærke den. Bevæge den. Den var næsten helt sort, som hendes hår, og baskede let op og ned og da hun kiggede den anden vej, var der sgu også en vinge til. Men det gav ingen mening. Hvorfor var de sorte?

Hun lå lidt og tænkte så det knagede, til hun huskede på drømmen hvor Kile havde talt til hende. Hun kunne ikke rigtig huske hvad guden havde sagt. Kun at det var Kile og at hun havde fået en chance til. Måske var det fordi Kiles engle havde sorte vinger? Hun forstod det ærligt talt ikke, og til sidst fik hun en hovedpine fordi hun tænkte så meget over det.
Da hun rejste sig, sank vingerne ind i kroppen på hende. Også næsten naturligt. Det forvirrede hende virkelig meget, men hun begyndte langsomt at snuble af sted til hun kom uden for det dunkle rum hun før havde siddet bundet fast til en stol i. Uden for var der lyst. Det virkede til at være nat på vejret. Og ret koldt. Måske lidt for koldt. Her var virkelig mørkt, men på en.. Anderledes måde? Eftersom at hun kun havde et sæt bukser på og en sort skjorte, der hang lidt løst, frøs hun af helvede til. Hendes fødder var bare. Men hun gik alligevel af sted i det tiltagende mørke, dybt forvirret og mere og mere træt som tiden slæbte sig af sted. 
Til sidst besluttede hun sig bare for at sætte sig i vejkanten og hun trak benene op til sig i et forsøg på at holde bare nogenlunde på varmen.

Det var eftermiddag og meget mørkt og overskyet på himlen. Adriel kunne se at det var koldt på luften han udåndet, han kunne ikke selv mærke det, da han selv altid er varm på grund af hans indre flamme og ild magi. Han havde lige været i hovedstaden og var på vej hjem, han havde beslutte at undgå, at teleportere, på grund af de seneste problemer med magien i landet. Han havde sine vinger ude så de lyser op omkring ham. Han havde en flot sort hest med sig til at have sin tasker og ting på. 

Noget tid var gået og pludselig så Adriel en skikkelse længer frem sidde i vejkanten, han blev ved med at kigge efter skikkelse som han gik nærmer indtil, at han kunne se det var en pige som sad der. han fløj hurtig hen til hende og sagde "Er de okay frøken?" hvor på han satte sig på et knæ foran hende. "De må vil fryse her ude i det tøj" og tog et tæppe fra en af taskerne på hestens ryg, og rækker det ud mod hende. en vind kom nu forbi og det begyndte nu at starte med at sne. 

Der gik faktisk ikke særlig lang tid før en mand med vinger af lys landede i nærheden af hende. Ysara kiggede op, lettere forskrækket og ville egentlig have rejst sig, var det ikke fordi hun var totalt stivfrossen i kulden. Og det så egentlig heller ikke ud til at han ville noget ondt, så hun slappede hurtigt efter af igen og kiggede bare på ham som han satte sig på hug foran hende og rakte hende et tæppe. Det tøvede hun ikke med, at modtage, så hun tog det og trak det om sig, rystende som et espeløv.
"J-ja... Jeg fryser virkelig meget," fremstammede hun, usikkert, før hun sendte manden et smil. For det første var han virkelig pæn. For det andet lignede han også lidt en engel. For det tredje havde han lige tilbudt hende varme. Usikkerheden for hvad der helt præcist var sket kom dog konstant krybende tilbage, som ville den gerne bede hende om at tænke endnu mere, til trods for hendes små, komplet overanstrengte skuldre og det værkende hoved. 

"Men tak.. Virkelig, mange tak, undskyld men.. Hvorfor er her pludselig så koldt? Sidst jeg var ude var der næsten klamt varmt og tørke.. Apropos tørke," det var først nu at hun lagde mærke til den sult og tørst der stadig sad i hendes krop og nærmeste klagende bad om mad og drikke. Det var utroligt ubehageligt.
Som hun virkelig knugede tæppet om sig, virkede det dog til at hjælpe en lille smule på kulden. Fødderne var stadig bare og synlige som de stak ud under tæppet, men dem havde hun næsten glemt. Hun kunne ikke rigtig mærke dem længere i hvert fald.
"Så hvem er du? Du ligner... Jeg mener, er det vinger?" hun pegede mod det der i alt fald lignede vinger på hans ryg og nu faktisk nysgerrig ud; Hun var slet ikke sikker på, om det syn hun havde fået af sorte vinger tilbage i det dunkle lokale var rigtigt. Vingerne var der i hvert fald ikke lige nu, så måske havde det blot været hendes fantasi?

Han kiggede på pigen som hun tog i mod tæppet og han kunne se taknemmeligheden på hendes ansigt.
Han så hvordan hun stadig frøs, han havde ikke regnet med det var så koldt. Han bevægede sig og til hest og tog en stor pakke frem fra en af taskerne og lagde den på jorden i siden af vejen og trak i en snore og puff et telt der kunne holde mindst 4 person satte sig op. Han så på den unge dame og sagde "det er et magisk selv opsættende telt, jeg købte for nogle år tilbage af en troldmand."

Hun spurte hvorfor det var så koldt, Adriel vidste det ikke helt selv men kun noget af det, så han prøvede at forklar det som han vidste "Jeg ved det ikke rigtig, men jeg vil fortælle dig det jeg ved." Han tog en dybe indåndning. "Først gik vulkanen på Topalis øen i udbrud og sendte en masse aske op i luften til store sorte aske skyer, og så komme magien igen. til alles glæde, men så begyndte skyerne at brede sig til hele landet og holde solen lys ude hele dagen, der blev koldt og begyndte at sne også nogen steder i ørken. det er hvad jeg ved."  Han tog en sandwich med noget skinke og salat i op af sin taske han havde på sig og et skin med vand. og rakte det til hende. 

"mit navn er Adriel Luminos, frøken?" han ventede på at hun gav ham sit navn. "ja jeg er en engel og ja det er vinger de er ret unikke mine vinger." Han stoppede op for at lade det sive ind "Du må være helt udmattet eftersom du bare sidder her ude. ville det være okay, at jeg løfter dig ind i varmen fra teltet?." 

Ysara kiggede automatisk efter manden, som han rejste sig og gik mod sin hest. Hun vidste jo ikke, hvad han lavede, så derfor var hun naturligvis nysgerrig. Et øjenbryn blev hævet til teltet der satte sig selv op ved et simpelt træk i en snor. Manden måtte have penge, for hun havde kun sjældent set noget lignende dette før. Måske var han en adelig? I så fald var han nok den første hun ville have nogen gode erfaringer med. "Det ser.. Ehm, dyrt ud," indrømmede hun mens hun overvejede hvor åbenlys hun var med hvad hun egentlig lavede til hverdag. Det var jo nærmest tyvesprog hun lige havde ytret.

Hun lyttede opmærksom til hans fortælling og gjorde store øjne. Hun havde ikke hørt noget vulkanudbrud. Det burde hun have hørt eller set bare lidt fra, så det undrede hende en del. Hvor langt væk havde hun været? "Vent, så magien er tilbage? Men der er ikke noget lys herude længere?" det var altsammen meget forvirrende, og hun tog sig kort til hovedet, træt. Det knagede endnu mere derfra, og hun besluttede sig for at hun burde slappe af med tankerne. I stedet tog hun imod det vand og mad, manden rakte hende. Det var mest vandet der var fristende og hun åbnede resolut vandskindet for at drikke vandet derfra. Det var meget lindrende og rart, og hun nød de opfriskende dråber, før hun begyndte at tage hul på sandwichen. Det smagte lækkert. Selvom hun godt vidste at alt var lækkert, når man sultede, så var det her også noget, hun ville have nydt hvis hun ikke var ved at dø af sult.

Han havde et pænt navn. Ysara nikkede kort til hans præsentation og overvejede tøvende om hun overhovedet burde sige sit rigtige navn til ham, før hun besluttede sig. "Ysara.. Det er pænt navn du.. De har," han virkede altså til at være at noget højere stand end hun selv var, så det var vel ikke helt passende at være dus med ham.
Det fik hende til at måbe let da han fortalte at han var en engel. Derefter skiftede han lidt brat emne, og hun sendte ham et træt smil. "Jeg må indrømme at jeg er... Lidt forvirret. Meget træt, men også forvirret. Men De behøves ikke besvære Dem med at bære rundt på mig, jeg tror godt jeg selv kan gå," og der tog hun fejl. Det øjeblik hun rejste sig op, blev hun svimmel igen og måtte tage fat i Adriel, for at undgå at vælte. "Undskyld," mumlede hun, lidt pinligt berørt.

"ja det var skam dyrt" svaret han, Adriel hørte godt hvordan hun fik det sagt, det var noget han før havde hørt på sin vej han var jo adelig, så det var ikke overaskene at høre. Adriel var enlig ret ligeglad med penge, men de er gode at have til at hjælpe folk med deres problem. "Ja det er rigtig og mørket er forhåbentligt kun midlertidig" sagde han med et lille smil på læben. Han så hvordan hun begyndte at drikke og spise, som hun ikke havde fået mad og drikke i dagevis, og tænke på hvad der dog kunne have være sket siden at det var tilfældet. Men han sagde ikke noget til det.  

Adriel så et lille nik idet han præsenteret sig, hvorefter hun præsenteret sig selv som Ysara og komplimenteret hans navn, mens hun ikke var sikker på hvordan hun skulle tiltale ham, så han gør det let for hende "Ysara sikke smukt og unik navn men det skal jo også passe på person" sagde han med et glimt i øjet "og det er helt i orden hvis de ville være dus."
Efter at han tilbød at løfte hende ind i teltet begyndte hun dog at ville prøve selv, men der gik ikkke et øjeblik og hun faldt i hans arme, han kunne nu mærke på det hud der mødtes, hvor kold hun virkelig var på hans varm hud. hun fik en undskyldning ud hvilket Adriel overhoved ikke synes var brug for. "Det skal du ikke undskylde for, men må jeg nu bærer dig ind i teltet" idet han fik sagt det startede sneen nu at falde voldsom ned.

Adriel piftende hesten over så den kunne komme lidt tættere på indgangen til teltet, så han hurtigt kan tage tingene han skal bruge, når han skal bruge dem. Adriel spurte så "kunne du tænke dig noget mere at drikke eller spise, måske noget til at varme dig med.?"  

Ysara var blevet ret hurtigt færdig med sin mad og hun lyste op i et stort smil ved Adriels kompliment og da han nævnte, at det var okay, at være dus med ham. Så var han heldigvis ikke som de andre. 
Selvom han godt sagde at hun ikke behøvede at undskylde, sendte hun ham alligevel et undskyldende smil. "Jeg.. Jo, okay, jeg vil gerne ind i teltet," fik hun sagt, lettere forvirret, mens sneen begyndte at falde lidt mere tæt omkring dem. Hun kiggede op mod snefnuggende, før trætheden igen blev overmandende. "Jeg er ikke så meget sulten længere.. Men.. Jeg fryser," hun sagde det i en smule fjern tone, mens hun gned sig let i tindingerne.

"Og jeg føler mig lidt træt," hun lænede sig lidt mere op af ham mens hun blinkede et par gange, til et mindre tilbageblik dukkede op for hendes minder. Hvordan han stak en kniv direkte i benet på hende, og hvordan angsten for at dø havde indvaderet hele hendes sind. Den indvaderede nu igen hendes sind, og hun stivnede let, før panikken fik hendes kulsorte vinger til at strække sig ud af hendes ryg. De bredte sig let, men ikke voldsomt, før de bare hang slapt, samtidig med at hun kiggede forvirret og lettere fortvivlet op på Adriel. "Kan du fortælle mig hvad der foregår?" kort efter at hun havde sagt sine ord, var det som om at hendes krop ikke ville være med længere, da hun mistede bevidstheden og bare blev slap i Adriels favn.

Adriel holdt hende i hans arme og fik svar på sit spørgsmål. I det han gjord klar til at skulle løfte hende ind i telt kiggede hun op og blev fjern i et øjeblik. "Jeg kan godt forstå du fryser"  svaret Adriel. Han følte hvordan hun pressede sig op af ham, han så hvordan hun blev fjern igen og pludselig stod 2 kulsorte vinger ud af ryggen på hende, han trak hovedet lidt tilbage i forskrækkelse, ikke at det var noget han havde set før, men det kom bag på ham alligevel. 
Han så hvordan hun kiggede forvirret op på ham og tænke stakkels pige hun er en engel og endda en ny en, hun må lige have være dræbt. Så hørte man hendes stemme og Svaret "Du er ....." han stoppede da han så hun besvimede i hans arme ".... en engel" afsluttede han. 

Han løftede nu hende forsigt op i sine arme og bar hende ind i telte og lagde hende på gulvet og gik ude til hesten og tog så en stor blød feltseng, hvor der sagtens kunne være to på, og satte den op. Han samlede så Ysara op igen og lagde hende nu på feltsengen. Adriel gik ud og tog et tykt blødt tæppe af silke med hans families våbenskjold på, som hans afdøde mor havde lavet til ham og en ligeså pude, som han gik ind og lagde puden under hendes hoved og tæppet over hende så hun ikke ville fryse. Adriel kiggede nu ned på Ysara som hun lå der, hendes pandehår var rygte ned foran hendes pæne ansigt, så han tog en finger og strøg det væk fra hendes ansigt. 

han satte sig op ad omkring midten af sengen. Han tog sin hånd ud foran sig og tændt en helt forgyldt ild kugle i hans håndflad og lavede forskellige figur af dyr af ild en af hans yndlings var at lave en drage så det gjord han selvfølgelig og dragen af ild hoppede fra den ene hånd til den anden. han sad og smilede mens han kunne høre at det nu var en snestorm udenfor og tænkt tilbage til da han var et barn og sang "Sov, mit barn, sov længe, jeg rører vuggens gænge, vifter fluen fra din kind, kalder drømmen til dit sind, sov, mit barn, sov længe! ....." og forsatte.

Ysara vågnede først op da hun lå på feltseng med det mest vidunderlige tæppe hen over sig. Hun havde aldrig oplevet følelsen af silke på den måde, ikke engang i sin tid som karriere-tyv, så det var en ret fremmed følelse for hende. Men den var ekstremt rar. Hun holdt øjnene lukket, lyttende til en syngende stemme, kort meget forvirret over, hvor mon den kom fra. Hun havde fuldstændig glemt hvor hun i det hele taget var, og hvad der foregik omkring hende. Men stemmen bragte minder frem om den mand, der havde hjulpet hende med at slippe fri fra minefængslet i Rubinien. Han havde sunget for hende mange gange, hver gang hun havde været så træt, at hun kunne falde om når som helst, og hver gang havde han løftet hende op fra sit hul, placeret hende på sine stærke skuldre uden at brokke sig. Derfor valgte hun at vente med at åbne øjnene, selvom hun ikke anede hvor hun var. Sangstemmen bragte en følelse af tryghed med sig og hun slappede mere af end hun havde gjort i lang tid, før hun ikke kunne modstå fristelsen længere.

De brune, funklende øjne åbnedes og hun kiggede op på Adriel. Da hun så hans ansigt huskede hun hvad der foregik. Fornemmelsen af vingerne var der stadig og hun var voldsomt tæt på at panikke, men formåede at holde sig i ro efter en kort mental kamp med sig selv. Hun tog sig til hovedet, stadig meget forvirret. "Undskyld.. Hvad skete der?" sidst hun kunne huske havde hun stået op af ham uden for i snevejret. Nu var de i et telt, og hun havde et virkelig dejlig varmt tæppe af silke hen over sig. Det var en luksus hun slet ikke var vant til, men da hun greb fat om kanten af tæppet, blev hendes blik næsten undersøgende. "Det her er.... Meget.. Forvirrende," hendes blik forblev undersøgende, undgående Adriels. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og hele den her situation.

Adriel hørte en pusle fra seng og vendte sig om og kiggede på Ysara, som hun lå der og var ved at vågne. Han så hvordan hendes øjne åbnede sig, og så en vis panik i hendes blik. Han så hvordan hun tog sig til hoved og fik et flashback til en kamp, han overså og hjalp til i, mellem mørket og lyset et par år tilbage. Han synes hun virkede meget som de folk der var med, som fik psykiske sammenbrud af rædselerne. Han kiggede på hende i det hun talte og svarede hende "Du besvimede, så jeg bare dig her ind i teltet for at beskytte dig mod snestormen, og gav dig mit tæppe til at holde dig varm." Han kunne se hvordan hendes blik flakkede rundt og kiggede på alt andet end ham. Han  rejste sig op og sagde "Det var også forvirrende i starten for mig." 

Adriel vendte så ryggen til hende, så man kunne se 2 huler i hans skjorte, han tog så skjorten af, så han stod i bar overkrop. han skød så sine vinger ud, og lige mellem vingerne er der et hvidt lysglimt af et ar.
Han trak vingerne ind igen og rakte armen over skulderene og peget på arret og sagde "Det ar her er hvor jeg blev stukket og forblødte fra, og mærkede hvordan livet drænede fra min krop indtil jeg døde minutter senere." han holdt en lille pause og forsatte  "jeg fandt aldrig hvem der stak mig ned, men jeg lovede Aladrios, mig selv og vigtigst min mor, at jeg ville hjælpe andre der blev uretfærdigt behandlet men at få retfærdighed eller hævn." 
Adriel vendte sig og rakte nu hånden fremad og lavede en lille phoenix figur i håndfladen.

Ysaras blik røg hen mod Adriel da han forklarede hvad der var sket. Hun rystede let på hovedet over sig selv, men undlod at kommentere på den følelse af svækkethed, som der åbenbart ikke ville forlade hendes krop lige nu. "Jamen.. Så tak," mumlede hun i stedet mens hun igen undersøgte tæppet lidt. Det gik langsomt op for hende, at hun rent faktisk kunne mærke varmen som det skabte. "Det er et virkelig godt tæppe," hun var udmærket klar over hvor tam hun et eller andet sted lød, men hun følte sig også en smule genert over for sådan en pæn mand. 

Og det hjalp bare slet ikke at han tog sin skjorte af: Ganske vidst for at forklare hvordan han var blevet til en engel, men hans krop så virkelig trænet og hård ud. Det fik hende til at sætte sig op og overbeglo hans ryg. Hans ord satte hende hårdt ind i virkeligheden. Hun var selv blevet dræbt. Tanken fik hende til at ryste en smule. "J-Jeg kan ikke huske hvordan... Hvordan det skete for mig, men... Jeg vil kunne genkende ham der gjorde det.. Hvor som helst," fortalte hun, mens hun stirrede intenst på phoenix figuren i hans hånd. "Ved du om minderne kommer tilbage? Jeg er ikke sikker om jeg har lyst til at huske min egen.. Min egen død," de sidste ord hviskede hun nærmest, mens hun holdt om sig selv i et forsøg på at slappe mere af. Adriels tilstedeværelse hjalp en stor del, men det var stadig døden, der var snak om, og det skræmte Ysara mere end noget andet.

"Det var et min afdøde mor syet til mig, da jeg var lille." sagde han og kiggede over på tæppet. Adriel satte sig nu på seng og tog en arm rundt om hende for at trøste hende. "jeg kunne heller ikke huske det i starten, men fik engang at vide af en anden engel jeg mødte, at de flest husker det fordi det er en ting guderne ikke lader os glemme, for at give os et mål." sagde han mens han kiggede ned i Ysara's øjne. "man kan altid finde en mentalist til at fjerne minderne, men jeg synes selv at man skal omfavne det som en gammel ven da jeg tro det gør en stærkere, men der er os bare mig." Det sidste del fik han sagt med et smil, i håbet om at hun også ville smile. 

Han sad nu, i stilheden, mens man kunne høre vinden suse udenfor og bang'en på telt af sne og hagl. Han regulere hans krop temperatur til at blive lidt varmer, han lænede sig bagud i sengen kiggede nu op i løftet af telt og pustede varm luft ud som lavede en damp sky. Han drejede sig, så han kunne når sin taske og tog en krystal flaske op med en varm gylden væske, på flasken stod der Drage Ild, (ikke alkohol) han tog proppen af og tog en slurk. satte proppen i og lænede sig tilbage igen.  

Ysaras blik blev mere blidt i det da Adriel nævnte hvor han havde tæppet fra. Hun kunne ikke undgå at tænke på sin egen familie og hvordan de mon havde det. Forhåbentlig godt! Hun tvang hurtigt minderne væk som han satte sig og lagde sin arm om hende, hvilket automatisk fik hende til at føle sig helt tryg. Hun lænede sig op af ham, lyttede til hans vise ord og smilte da han smilte. Det smittede bare af på hende. "Hvis jeg fik minderne igen ville jeg heller ikke fjerne dem, ikke på vilkår. Det er minderne der gør os til dem vi er. Så må jeg bare tackle de minder," sagde hun stædigt, som hun bemærkede hans kropstemperatur blive mere varm. Dampen der skød ud af munden på ham fik hende igen til at smile. Han var virkelig hyggelig at se på som han sad på den måde.

Som han satte proppen tilbage i sin flaske af Drageild, tog hun den langsomt ud af hånden på ham og tog også en lille tår. Hun fandt det virkelig sjovt hvordan han havde sådan en interessant indre ild og at han netop drak Drageildsdrikken, af alle drikke. Det var næsten som om at skæbnen havde sørget for at hun skulle møde ham i dag. Eller guderne...
"Adriel? Hvad var du før du blev til en engel? Jeg mener.. Hvad lavede du? Altså, i din hverdag. Hvem var du?" hun var blevet nysgerrig nu, for alt ved Adriel var virkelig spændende, og hun kunne bare ikke stoppe sig selv fra den nysgerrighed der nærmest åd hende op indefra.

Adriel mærkede nu hvordan Ysara tog flaske med "Drage Ild" fra hans hånd, og selv tog en tår. Han lå stadig væk i sengen mens Ysara spurte ham hvad han laver før, men han kunne ikke huske så meget af det da det var godt 250 år siden, men han prøvede alligevel. "altså hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg Adelig, men det var ikke hvad jeg lave som sådan. Men nej jeg var en Fægter og dueller for at gør min far glad. Han ville ha at jeg skulle ind i hæren som mine forfædre." Han tog en pause, Han lænede sig nu ind foran Ysara og tog flasken fra Hende og tog en slurk, lagde sig tilbage og forsatte "men det var ikke rigtig det jeg ville, jeg ville være mere som min mor, da jeg så hvordan hun hjalp folk og gav dem glæde, det gav altid en varm følelse indeni. Men hvad med dig, Ysara hvad laver sådan en Unik blomst som dig?." Han drejede hoved for at kigge på hende, mens han sendte et kæk smil.
Adriel tog nu sine støvler af og lagde sig helt op i seng og skud en stor mængde varm røg ud af hans næse   

Ysara var nysgerrig nok til at holde munden lukket mens Adriel fortalte om sig selv. Hun havde allerede gættet at han var adelig, så det overraskede hende ikke. At han duellerede i sin tid var dog noget, hun hævede et øjenbryn over, det samme med at han skulle i hæren. Det glædede hende, at han hellere ville være som sin mor, og hun kunne nemt se, at den motivation havde givet pote. Han havde hjulpet hende. "Hvis din mor var en varm person der hjalp folk og gav dem glæde i livet, så har du i dén grad haft success med at blive mere som hende. Jeg føler mig tryg i dit selskab," hun gav ham endnu et smil og som han havde sig helt op i sengen, kunne hun ikke lade være med at læne sig lidt mere op af hans skulder.
"Mig? Jeg overlever.. Eller, jeg har overlevet.. Ehm, jeg underhold folk på kroerne.. Du ved, gøgleri.. Med ild," allerede nu var hun en smule usikker. Han var en adelig og hun var kriminel. Hun havde stjålet med hænder og fødder i vildskab, og hun havde stadig ingen intentioner om at stoppe. "Det ser dog ud til at jeg har fundet min overmand når det kommer til ild," denne gang smilede hun genert, og kunne ikke lade være med at rødme lidt over den røg der stak ud af Adriels næsebor.

Adriel lyttede til hendes svar og blev varm indeni og en smule rød i kinderne, da hun sagde at han havde hjulpet hende og gjorde hvad hans mor's arbejde på, men ikke mindste bemærkningen om at han fik hende til at føle sig tryg samt hendes smil. Han mærkede nu hvordan hun lagde sit hoved på hans skulder, han forsatte med at lytte til hendes stemme, hmm en gøgler det havde jeg ikke gættet og så lige med ild det var da pudsig tænkt han.

Adriel drejede hoved mod Ysara som hendes hoved lå på hans skulder for at kigge på hende. Han række sin frie arm op over dem og lavede en fin gylden slange af ild som snurre sig op af hans arm, hvor hoved er i hans håndflade. "Det her er ingenting jeg er sikker på, at du laver meget smukkere ting end det her, med din ild." Sagde Adriel, som nu er ansigt til ansigt med hende, så tæt at han kunne mærke hendes ånde, han kigge hende dybt i øjne og forsatte "Fryser du stadig, Ysara?, for så kan du bare putte dig op af mig." han rødmede igen en smule og fik hurtigt sagt "Da jeg jo er ret varm som du nok kan mærke."

Den gyldne slange der snog sig op af hans arm fangede Ysaras blik. Hun fulgte dens bevægelser, fascineret. Han var virkelig noget for sig selv, og idet han nævnte at hendes ild sikkert var smukkere end hans, kunne hun ikke lade være med at smile varmt. Det var virkelig sødt af ham at sige det, men faktum var, at hun lavede gøglernumre mens hans ild var magisk. "Jeg sætter ild til stave og svinger dem rundt. Drikker stærk spiritus for at kunne spy ild ud af munden. Det er trænet, men det er ikke magisk som det der," komplimenterede hun ham, mens hun pegede på hans slange. Der var noget nært sensuelt over den måde, han brugte sin magiske ild på.
Hun opfangede omgående hans tilbud, samt hans trækken lidt i land med den akavede tone og det fik hendes selvsikkerhed til at stige. Hun var vant til at folk opførte sig sådan omkring hende, og havde det ikke været fordi hun var meget ved siden af sig selv, kunne hun måske godt have gjort meget mere ved det. For nu var hun dog tilfreds med bare at putte sig op af Adriel. Så det var det hun gjorde. "Du er meget varm. Jeg fryser ikke helt så meget mere, men det her gør mig tryg.. Du gør mig tryg, Adriel," hun lagde en tynd, slank arm over hans brystkasse, for at trække sig selv endnu tættere på ham. For Ysara var komfortzone et vidt begreb, og her og nu følte hun sig overhovedet ikke akavet over, at ligge så tæt på manden der havde reddet hende fra at fryse, sulte og tørste... Måske ihjel?

//Afsluttet (sorry, den var virkelig gammel efterhånden)