Hvorfor var hun nervøs. Hun var aldrig nervøs! Hun blev spændt, mærkede spænding i kroppen inden hun skulle i kamp, mærkede spænding ved at komme så tæt på reglerne at man var på kanten til at bryde dem. Nogle gange også gjorde dem.
Men det var slet ikke den følelse hun havde nu.

Ansigtet var lukket i en sammenfoldning der tydeligt indikerede at hun forsøgte at holde alle følelser gemt godt og grundigt væk, men de mosegrønne øjne afslørede det tydeligt. Fingrende pillede ved stoffest rug ærmekant der dækkede de lange hvide arme. Dækkende mange ting omkring kvinden som følte sig tilpas og umådelig utilpas på samme tid. Dækkende de hvide ar der næsten faldte i et med den blege hud. Ærmerne fortsatte op til hendes hals, svagt afslørende ned over de alt for tydelige kindben, men ellers i en blød runding om både hals og nakke.
Iulia sank en klump i halsen og så mod spejlet, med øjne der ikke helt kunne fokusere. stoffet fortsatte ned af hendes krop, velformet, omend en smule for stor til hendes stadig udsultede krop. Iulia lod sine hænder hvile på sin hofte og kiggede ned i jorden. Hun kunne ikke engang holde sit eget spejlbillede ud. Alt hun så var Raka. Sin mor. Og det gjorde ondt.
Iulia rømmede sig og vendte ryggen til, tog sig til den ømme skulder og forsøgte at distrahere sig selv så meget som muligt. "Hvorfor skal jeg have kjole på.." Der blev egentlig talt mest til jorden, faktisk kun til jorden og sig selv. Men hun var egentlig ikke i tvivl om at Gwen kunne høre hendes mumlen.

De to søstre var da blevet taget godt imod, og Gwen havde aldrig følt sig så mæt, som da de blev serveret et ordentlig måltid mad. Noget de ikke have oplevet i årevis. Det gode var, at det kunne se klamt ud, men Gwen kunne ikke se det, for det lugtede fint og ind blev det skovlet i den lille krop. Hvilket så også resulterede i en smule mavepine.
Sådan havde det stået på i et par dage, da de to søstre var endt med ikke at tage videre lige med det samme. De havde også fået lov til at blive badet, og Gwen havde sågar også fået studset sit lange hår, men det var gik hende stadig ned til næsten røven. Disse dage havde Gwen dog også brugt til at blive mere velkendt med sit manglende syn. Jo, hun kunne stadig godt se visse ting, men det var sværere at orientere sig og afstands bedømmelse var helt galt. Men hun havde varmet op for Rouku og Lorcán, og hun nød deres selskab. Hun bevægede sig ofte ikke alt for langt væk fra Iulia, men hun var da begyndt at gå ud og lege med dyrerne sammen med de to mænd.

Der var et eller andet idag, Gwen var ikke helt sikker på hvad, men i hvert fald var både hende og Gwen blevet givet noget pænere tøj, end de ellers havde lånt. Og originalt ville de også have proppet Gwen i en kjole, indtil at Gwen gjorde et stort nummer ud af at hun ikke kunne gå i en lang kjole, siden hun intet kunne se, og så fik hun lov til at få bukser og trøje på i stedet for, men Iulia. Nej Iulia slap ikke.
Gwen's smil blev da også ganske stort da hun hørte Iulia's beklagen. "Jeg synes ellers du ser brandgodt ud!" sagde hun grinende. "Jeg har hørt at hvis man skal have en ægtemand, så er det nemmest hvis man ser pæn og feminin ud, og det gør kjoler vel?" Så måske ønskede Gwen ikke det for Iulia, men derfor kunne hun godt drille hende med det.

Der var gået et par gode dage efter de var kommet tilbage med et søskende par fremfor skatte og rigdomme som de egentlig var taget afsted for at hjemskaffe sig. Hele turen var faktisk stadig en smule syrealistisk for Rouku. Hvordan de var havnet inde i dragens hule, hvordan de var kommet så slemt til skade. Så mange ubesvarede spørgsmål hvor han måtte tvinge sig selv til at være tålmodig og vente. Måske fik han det aldrig at vide.
Det ville være løgn at sige at det ikke nagede ham! Men han kunne lige nu acceptere at det var sådan verden lå.

Men dagens anledning var i dag helt anderledes end de normale dage. Det var ikke ofte at klanen holdte fester, ikke store i hvert fald, men denne var noget specielt. Det var en spirituelfejring. Normalvis var der magi involveret, men det var ikke et krav. Faktisk galt det mere om at huske de tabte, dem som havde efterladt dem og være taknemmelig for at hvad de havde givet i deres liv til deres næste. Alt i ånden af Nak'lar. Det endte som regel ud i en fest, så snart det officiele var overstået.
Rouku bar på et større fad med brød og satte det fra sig på det pyntede bord. Det var lidt som et sammenskudsgilde. Folk medbragte og der var nok til alle af alt. En ting elskede så højt ved dette sted, var at ingen var rige eller fattige. For alle delte alt med alle.
"Tror du vores mødre er blevet helt kuldret?" Rouku smilede afslappet til Lorcán og fik rettet på håret, for ikke at få sin mor på nakken endnu engang. Det havde en tendens til at gøre lidt som det passede sig. Ellers var han pænt påklædt. Rent tøj af den fine kaliber der kun blev brugt til disse ting, i de stærke blå farver som hans mor foretrak at stoppe ham i. Om halsen bar han den tunge halskæde hans far havde skænket ham som spæd. Det var aldrig en han gik med normalt, af frygt for at miste den - men i aften var for at ære ham og de andre som var taget i forvejen. Den kunne ikke få et mere passende tidspunkt at komme frem.

Det var rent ud sagt forvirrende med de to søskende. Det var tydeligt at Gwen havde bundet sig til dem hurtigere end Iulia havde, og var det måske hendes skyld at de to søstre stadig var der? Det kunne være meget muligt, men også Lorcán's egne følelser var begyndt at tumle rundt. Iulia var køn, det blev meget klart efter et ordentlig bad, selvom hun var rimelig tynd, var det heller ikke muskler der manglede. Der var nok bare noget ved Iulia der trak lidt i Lorcán's følelser, hvilket der havde forvirret ham lidt. Rouku var dog ikke til meget hjælp....

Men for nu ville han putte det ud af hovedet og fokusere på dagens anledning. Han var iklædt grønne klæder, da grøn var mere hans farve end blå. Noget pænt tøj, som ligesom Rouku's kun blev taget frem i anledninger som disse. Det var for fint at have på på nogle andre tidspunkter. Hans hår var også sat op i en hestehale, så det ikke var udover det hele. Men modsat Rouku's afslappede natur omkring dette, så gjorde disse højtider altid Lorcán mere utilpas. Det havde nok noget at gøre med hendes bånd med de dødes kroppe. En unaturlig og farlig ting. Dog en ting som hans familie havde valgt at skubbe ud af tankerne. Der havde jo ikke været et tilfælde i årevis.
"Du får det til at lyde som om at de ikke allerede var det," pointerede Lorcán drillende og puffede til Rouku. "Men måske lidt mere kuldret. Jeg synes de har haft meget høje forventninger ligesiden vi tog Iulia og Gwen med tilbage til byen."

Iulia mærkede musklerne løsne sig op og spænding dale en smule ved Gwens nået glædestrålende udbrud. Faktisk begyndte hun at klukle for en kort bemærkning men lod det breddere smil hvile på læberne. Hun sukkede og rystede opgivende på hovedet. "Jeg leder ikke efter en ægtemand, Gwen.." Imponerende nok havde ordet ikke gjort hende udtilpas. Hun satte hænderne i hoften og satte hovedet let på skrå. "Næste gang må du lige lærer mig hvordan jeg slipper ud af kjolepåtvingningen.. Jeg føler mig kluntet" ude af stand til at bevæge sig idræt, hun ville ikke være særlig smidig i en kamp sådan som det sad. Nok ville mange af hendes bevægelser stadig være vedligeholdt, men hendes ben følte sig låse selvom kjolen egentlig var løs nok ned over dem. Der var bare noget over kjoler.

"Men det er vidst kun for i aften.. De vil fejre et eller andet.. Ånde noget.." Iulia satte sig i sengen, lænede sig op af bagbeklædningen og tænkte lidt over den sidste tid. Det hele var lidt mærkeligt. Hun var stadig abnormt skeptisk og direkte skrækslagende for at åbne sig op.. men alle her var så flinke og rare.. Måske var det tid at åbne lidt op? De havde jo ikke givet grund til andet. Men det var svært at gøre. Svært at nedbrække muren af beskyttelse hun havde holdt fast i siden hun blev sendt i arenaen første gang. Hvor hun lærte at man ikke kunne stole på nogen..

Gwen så  lidt for bedrevidende ud, da Iulia snakkede om at hun ikke behøvede en ægtemand. For i Gwen's øjne så det hele lidt anderledes ud. Her kunne man lave en joke om at selvfølgelig gjorde det det, siden at hun dårligt kunne se noget.
"Iulia. Jeg ville jo falde over alt, hvis jeg var i en kjole. Det kan jeg slet ikke kordinere i," forklarede Gwen drillende. Det var tydeligt at Gwen's livsglæde hurtigt var kommet tilbage i disse dage. Selvom hun havde været fræk og altid pressede grænserne i minerne, men det var noget helt andet end nu. Man kunne se at de nye venskaber og friheden havde gjort den halvblinde pige noget godt.

Gwen tøffede hen til Iulia, heldigvis lå der ingenting på gulvet som hun kunne falde over. Da hun kom derhen til Iulia viste hun sin hånd frem, hvor der lå der ting til at sætte i håret. "Vil du sætte mit hår? Jeg har ikke lyst til at gøre dem flove," indrømmede Gwen. Hendes lille hjerte havde taget de to drenge ind, og det gjorde at hun bekymrede sig for ikke at gøre dem flove over hende og Iulia. Hun ville gerne have at de var stolte af dem. Og denne her anledning var vigtig for dem.

Rouku grinede og puffede drillende tilbage, langt mere afslappet. Han vidste godt at Lorcán havde det lidt mere anspændt med den her tid, og de tanker det vagte - men det var nemmest at distrahere ham ved at fjolle rundt og holde den muntre tone. Som eksempelvis at deres mødre var gået fuldstændig i kulder stadiet. De havde altid været kuldret. Som et par søstre var de, der kavlede løs som høns, men nu var tonen blevet mere ivrig. Det var naturligvis ikke hver dag de kom hjem med to piger til byen. "Måske de håber på at få flere indbyggere." Det ville da ikke skade. Tilflyttede plejede at være en ganske udemærket ting, såfremt det var anstændige tilflyttere. Rouku nød også at de var her. Især Gwen. Hun havde hurtigt anskaffet sig en plads i hans hjerte, og han tilsidesatte ofte sit arbejde for at fokusere på hende i stedet - især fordi hun virkede interesseret i at lytte til al hans finurlighed og mærkelige opfindelser.
"Men det er også nogle søde piger begge to - Har du fået snakket mere med Iulia?" Rouku havde ikke en sjette sans, men.. Lorcán og han havde kendt hinanden næsten altid og at se han var en smule anderledes end normalt tog ikke lang tid - og naturligvis dragede Rouku de konklusioner han så som de mulige i denne sammenhæng. Og han kunne virkelig ikke lade hver med at spørge!

Ja, det var helt klart det som mødrene håbede på. Det var da næsten også en skændsel at de to mænd ikke havde slået sig ned endnu, men de havde stadig tid. Sådan var det i hvert fald for dem begge. Der var ingen hast, men Lorcán fandt da interessen for nogen engang imellem, selvom Iulia nok havde taget ham lidt med storm.
Han hostede lidt akavet, og en svag rødlig farve kunne anes på hans øre. "En smule, hun er virkelig noget for sig selv," sagde han, men et smil strakte sig alligevel på hans læber. Hun var i hvert fald ikke som de andre piger her i omegnen. "Men hun er desværre ikke ligeså åben som Gwen. Det er som om at hun lukker af når man prøver at lære hende bedre at kende," indrømmede han. Det var bare så nemt at begynde at snakke om disse ting når han var sammen med Rouku. De havde praktisk talt ingen hemmeligheder fra hinanden, så Lorcán talte virkelig også bare frit fra leveren når det kom til Rouku.

Iulia smilede og følte sig rimelig afslappet selvom det hele var anderledes. Ikke nær så afslappet som Gwen, men stadig mere rolig end hun førhen havde været. Desværre var den kyniske side af hende stadig suget godt fast. Det var svært at vende sig af med, og Iulia var ikke sikker på at hun skulle. "Og du tror jeg kan koordinere en kjole? Jeg har ikke haft kjole på siden... Siden jeg var lille" Hun ignorerede minderne der kom af et. Hun lod tonen forblive let som hun puffede ganske ganske let til Gwens skulder. "Jeg skal nok få gjort mig selv til grin.." Det værste ville simpelthen være hvis hun styrtede derude..

Iulia satte sig lidt bedre op som Gwen kom nærmere og ragte hånden frem. Hun smilede varmt til sin mindre søster og tog spændet i hånden. "Selvfølgelig. Kom og sæt dig" Hun rykkede lidt tilbage, så Gwen kunne sidde på kanten af sengen, mens Iulia kunne arbejde med hendes hår. Det var ikke meget hårsætning det var blevet til de sidste år, men nogle gange når der var behov for at slappe af, var det oftes håret der blev leget med. Derfor var Iulia stadig fiks på fingerne og huskede hvordan deres mor havde gjort for så mange år siden. "Bagefter må vi nok hellere gå ud til de andre." Hun lod børsten glide igennem det lange sorte hår et par gange mere inden hun begyndte på at få det sat med spændet.

Det kunne godt være at Iulia heller ikke kunne koordinere i en kjole, men hun var jo ikke halvblind, så de ældre kvinder var overbevist om at det bedst passede til kvinden. Og måske de også prøvede at presse Iulia over mod Rouku og Lorcán, det ville i hvert fald ikke undre Gwen.
Hun satte sig på sengen og lod Iulia begynde at ordne hendes hår. "Ja, ellers kommer de nok og leder efter os," indrømmede Gwen og kiggede op på loftet. Her var egentlig ganske hyggeligt, og Gwen ønskede lidt at hun var født ind her. Så var hun nok ikke blevet kidnappet væk alle de år. "Savner du også mor og far?" spurgte hun så stille. Det var sådan en stille trykkende fornemmelse der var begyndt at omgive Gwen, nu når de var kommet ud af minerne. Hun havde ikke haft tid til at sørge dem der, men nu, der kunne hun. Det gjorde ondt at tænke på at de aldrig ville se dem igen.

Rouku smilede, en anelse underholdt over den reaktion der var kommet over Lorcán ved nævnelse af Iulia. Oh ja, der var helt klart noget at grave frem, men det var ikke sikkert det blev nødvendigt. Det var både komisk men også en smule tragisk nu han tænkte over det. Hvad end de piger havde været igennem havde det ikke været rart.
"Hun er også ældre.. Jeg er bekymret for hvor det præcis er de kommer fra.. Men det er ikke nemt når de begge klapper i som en østers når man spørger" Ja, han var nysgerrig, men ikke så nysgerrig at han ville plage dem. Eller også var han mere høflig end nysgerrig.
"Måske hun lukker lidt op i aften." Han lagde en hånd på den andens skulder og smilede opmuntrende til ham. "Måske ånderne kan løsne hende lidt op"

Det var aldrig rigtig nødvendigt at grave mellem de to mænd. De forstod hinanden ganske let og de havde sjældent behov for at holde hemmeligheder for sig selv. Selvom Lorcán havde prøvet de mange år tilbage med hans... ting for døde væsner.... så var det ikke noget der åbenbart kunne holdes hemmeligt fra Rouku. Men de to mænd havde jo ikke behov for hemmeligheder som sådan.
"Ja, desværre," mumlede han. Han håbede de ville åbne sig om hvad der var sket. Det var blevet ret tydeligt at de ikke var fra omegnen af, men de var ikke kommet tættere på et svar omkring hvor de kom fra og hvad de lavede et bjerget.
Da Rouku kom med de næste bemærkninger, rødmede Lorcán lidt. "Lad os håbe. Åndernes nærvær rører i hvert fald de fleste på den ene eller anden måde."

Iulia havde faktisk ikke helt tænkt tanken at kvinderne i landsbyen forsøgte at få afsat hende til en af de to herre, aka Rouku og Lorcán. Mest af alt fordi hun ikke havde turde lade tanke om noget som helst andet end overlevelse få plads i alt for lang tid. Altså på nær få og enkelte gange hun havde grebet sig selv i at kigge lidt længere end hun burde. Men.. Hun slog det altid væk.
Iulia sukkede let, men stoppede ikke sit arbejde som var hun overrasket over spørgsmålet. Hun skulle dog bruge et par sekunder på at lade den lagere og tillade sig selv at tænke over det. "Selvfølgelig gør jeg det.. Når jeg husker at tænke over det" Indrømmede hun ærligt. For det var en lille boks hun havde pakket mange følelser ned i. Deriblandt savnet til sine forældre, men som nu hvor de ikke behøvede at være konstant på tæerne, kunne hun godt mærke savnet. Hvordan det føltes at være beskyttet og guidet igennem livet af sine forældre. Det mandlede. Iulias fingre arbejdede effektivt og fik sat lillesøsterens hånd pænt med spændet, tids nok til at døren blev åbnet til deres værelse, efter et kort bank, af høflighed. "Er i klar? Kom med kom med, det begynder snart" Energien var skræmmende høj i denne lille landsby, men det var nu også en rar følelse. "Vi må hellere gå med" Iulia rejste sig med et roligt smil på læberne og ragte hånden frem mod Gwen for at tage hende i hånden.

Gwen sad lidt og vred i sine egne hænder, af nervøsitet. At efterlade hende med sine egne tanker, var ikke altid helt godt. Hun kunne jo ikke distrahere sig selv ved at se rundt på tingene - der var jo intet for hende at se. "Når du husker det..." mumlede Gwen. Ja, hun var ikke så hårdhjertet som Iulia. Hendes hjertet sang stadig efter den familie som de havde mistet. At være omgivet af Rouku og Lorcán's familie havde dog lettet noget af det tryk. Det var nemmere når der var sådan nogle familier omkring dem, som virkede til at elske dem, selvom de dårligt kendte dem.
Dog blev hendes tankestrøm afbrudt da der var en der bankede på døren og sagde at de skulle komme. Hun tog blidt Iulia's hånd og hoppede næsten ned fra sengen. "Ja, jeg glæder mig til at se hvad det er for noget," sagde hun så smilende og prøvede at skubbe alle tanker om hendes gamle familie ud af hovedet. Nu havde de også andre der var bekymret for dem, og de skulle til en fest!

Åndernes nærvær var altid set på med stor fascination og respekt på disse kanter, men Rouku vidste godt der lå andet bag hans ord. Ingen af dem havde glemt episoden, ej heller da magien syntes at gå amok.. Noget der især var gået ud over Rouku som hans arme og ben begyndte at få deres eget liv. Ja, Lorcán blev stadig godmodigt mobbet med det af Rouku - men han forstod stadig alvoren. "Bare hold nærværen positiv" rådgav han med den lette drillende undertone, som han drejede hovedet mod hoveddøren hvor han vidste at pigerne var blevet gemt ind. Lorcáns mor var glad for selskab, og ja. piger i landsbyen var noget der fik hende helt op at køre - Roukus mor ligeså. "Nå da da.. Det ser ud til at din mor har fået Iulia i en kjole" Rouku smilede smøret.

Hvis der var en ting Lorcán virkelig ikke brød sig om, så var det hans egen magi. Hans ismagi var der ingen problemer i, men nekromanien... Nej, han hadede det, og hans familie foretrak at glemme den eksisterede. Det var selvfølgelig også nemmere nu når han havde fået kontrol over det, og især nu når der ingen magi var. Men det var stadig en ting han bar med sig, som han foretrak ikke at tænke på.
Dog blev hans tanker revet væk fra det ubehagelige punkt, da Rouku sagde at han skulle holde nærværen positiv.. Hvad i alverden mente han med det? Lorcán skulle til at spørge da Rouku så pointerede at Iulia var i en kjole, og han klappede i som en østers. Hun var noget så nydelig, selvom han da godt kunne se at hun ikke var vant til det.
Han rømmede sig kort. "Vi må nok hellere tage imod dem," sagde han og gik over til de to søskende som var kommet ud af rummet. "I ser nydelige ud," sagde Lorcán da de nåede langt nok over til at hilse på dem, og selvom han kiggede kort ned på Gwen, holdt han mest sine øjne på Iulia. 

Iulia blinkede et par gange, men sagde intet til den mumlende fremtoning fra søsteren. Det var lidt en brutal virkelighed, men Iulia lærte at overleve ved at lukke systemerne ned, hvilket desværre også angik hendes hjerte der pakkede sig ind i det beskyttende lag af panser. Hun var ikke kold, men hun foretrak intet at føle i stedet for hele tiden at blive ramt af smertende følelser. Det var bare svært at holde den mur af beskyttelse over sig. Men hun prøvede alligevel.

Kvinden var storsmilende og utrolig varmhjertet. Der var ingen tvivl om at begge piger var velkommende, og det var også med venlige, dog alligevel et solidt tag, hun trak i hvert fald Iulia ud af rummet. Nok havde hun indviljet i at gå med, men hun var ikke nær så rolig og entusiastisk omkring det som Gwen. Iulia blev ved med at havde stikken af bange anelser.
Det var overdådigt i hendes øjne - hvad landsbyboerne havde samlet sammen ville nok virke beskedent for en fyrste, men Iulia måtte for et øjeblik lade sine læber skille sig til en kort måben, mens hun tog det hele ind. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet, men hun glemte for en stund at kjole var kjole, og at hun stod blandt mange fremmede, der potentielt kunne skade dem. Der var farver, lys, mad, drikkelse, familier med børn, voksne.. Alle var her.
Hun vendte alligevel tilbage til virkeligheden med den lette akavet tilgang til at være i kjole, og hun dannede sig et mindre måbende udtryk, som rømmen bragte hendes opmærksomhed og blik væk fra farverne.

Iulia lod de grønne øjne gå fra den ene af drengene til den anden, men stoppede ved Lorcán da det var ham der talte til dem - og ligeledes ham der havde rømmet sig, mens Rouku egentlig mest så ud til at more sig gevaldigt med at smile smøret. Komplimenten var svær for hende at finde ud af hvordan hun generelt skulle svare på. Derfor endte det også med nogle sekunders lamslåethed, til det alvorlige ansigt blegnede væk til mere afslappede folder og hun smilede. Et mere oprigtigt smil end der havde været set før. Det var som om at hun følte sig tryg nu. At det ikke længere gjorde noget at der var massere mennesker omkring hende hun ikke kendte. Lorcán var der jo. Hun kunne stole på ham - det kunne hun mærke. "Tak"

Farverne og folkene omkring dem, forvirrede Gwen. For selvom den unge pige efterhånden havde vænnet sig til ikke at kunne se noget, så hun var bedre til at orientere sig nu. Men de mange farver og mennesker, satte hendes øjne på overarbejde. Alting blændede ind i hinanden, og hun kom dårligt ud af døren før hun følte sig svimmel. Der var en blå og brun klat foran hende, og så en grøn og rød klat ved siden af. Hun måtte vel gå ud fra at dette var Lorcán og Rouku. Hun hørte i hvert fald Lorcáns stemme, så det var lidt mere til at overskue.
Et lille fnis undslap hendes læber, som hun næsten kunne mærke akavetheden fra sin søster over komplimentet, og hun kunne ikke lade vær med at puffe blidt til hende.
"Tak Lorcán. Du ser ligeså køn ud som du altid gør!" sagde hun begejstret. For han var jo stadig en rød blob. "Også dig, Rouku. Altid den kønnere mand!"

Rouku var stærkt underholdt over at Lorcáns øjne va som fæsnet fast til Iulia. Bevares, det fortjente også et ekstra kig, for hun så godt ud i kjole! Det var der ingen tvivl om. Som Lorcán var blevet indfanget af skønjomfruen, rettede Rouku sin opmærksomhed til Gwen, storsmilende - selvom det kunne den yngre søster nok ikke se alligevel.
Han bukkede ærebødigt og dybt for hende. "Jeg takker eder for komplimenten, kære frøken!" Rouku løftede hovedet i sit buk og grinede muntert, inden han igen stod oprejst. "Sig mig, Frøken Gwen, men hvordan lykkedes det dog dem at overtale min vor kære mødre i ikke at stoppe dem i en blondekjole?" Rouku var mildest talt imponeret over at de kære mødre havde givet slip på den tradition, selvom Gwens synsevne nok spillede en rolle. Om ikke andet, ville han hjertens gerne høre den snefærdige metode brugt til at slippe udenom! Måske Rouku selv kunne bruge det engang.

Lorcán kunne mærke hvordan Rouku morrede sig over ham, og han kunne bare vente sig! En dag ville han være ligeså slem hvis ikke værre, og så skulle Lorcán nok have præcis samme reaktion. Men selvom han følte sig mobbet af sin bedste ven, kunne han ikke rigtig være sur over det. For han vidste at Rouku kun gjorde det af morskab, fordi at det var en sjælden ting der skete. Det var nok en sjælden ting for dem begge, og de var måske lidt mere romantiske anlagt end først antaget.

Smilet Iulia sendte til ham, fik hans hjerte til at skippe et slag. Det var alligevel ikke ofte at han fik disse smil, men det varmede hele hans krop op. Han prøvede at sige noget, men han vidste ikke hvad, dog blev der en hvis distraktion ved at Gwen pludselig fik ordet. Hun var sådan en glad sjæl, selvom hendes krop tydeligvis så ud til at have haft det hårdt, og hun stadig ikke rigtig kunne se noget.