Rygterne havde bredt sig hen over landet, men ingen vidste om der var hold i dem eller ej. Rygtet om at mørkets krigere var blevet spottet - men ikke i grupper. Der havde været problemer med at byherrer og andre højerestående folk var blevet dræbt på de mest bernale og unaturlige måder. Som at sende et budskab. En enkelt gang var hele familien endt i et blodbad. Rygterne drejede sig også om dæmonerne. Endnu engang blev disse væsner sat i spørgsmålstegn. Efter disse drab var dæmonen altid forsvundet, som var blevet holdt i husstand.
Cyraneus var en smule uforstående over hele konseptet. Slaverig var forbudt i  krystallandet, så man bort fra Rubinien. Men at holde en Dæmon tryllebundet til sig, gennem ældgammel magi så ud til at være i orden?

Det var ikke på sin plads for Cyraneus at stille for store og direkte spørgsmålstegn. Han udtrygte dem når det lå ham til, men vidste udemærket også godt at han ikke kunne blæse hel igennem. Der måtte simpelthen være en grund, ellers ville Lysets dronning ikke gøre et.

Morderne var dog en mere håndgribelig sag for ham, og tillod ham at vende tilbage til felten, fremfor at blive siddende nede i havets dyb uden nogen muligheder for at udrette noget i god hensigende.
Derfor tog han til flodlandet. Flodlandet, som var kombineret med havet gennem et utal af floder som løb sammen, skilte og fandt sammen igen nye steder. Det gav mulighed for havmanden til at kunne forehøre sig eller blot lytte til fiskernes fortælling når de var ude på bådende.

En ting, ud over manglende vand og ressourser denne nye plage havde bragt med sig, var at Cyraneus var bundet i sin havform bestående af en lang smidig hale, med smukke halefiner. Han kunne ikke betræde land, og måtte derfor ty sig til de muligheder han havde. Hvilket var at svømme langs den ene flod efter den anden til han nåede Azursøen. Da han var nået et godt stykke ind i søen, så der var omkring tyve meter til bunden, rettede han svømmetagende opefter og brød overfladen ganske roligt og så sig omkring. Ledende efter skibe, personer eller den retning hvor han ville kunne komme frem til Lazura der lå i forlængelse af en af de større floder. Hvis ikke den største.

Tørken havde da også ramt flodlandet. Ingen kunne være sikre fra tørken, men landet var så fuld af vand til daglig, at de stadig havde nok vand til at klare sig. Men det var nok bare et spørgsmål om tid. Det blev svære og svære at fange fisk, og Sasha var da også begyndt at salte flere fiske end de spiste, for at være sikker på at de skulle komme igennem det her helskindet. Alligevel var den deforme pige ikke så let at tage modet fra. Det skulle nok gå, Sasha var sikker på det.
Hun havde siddet nær breden af en af floderne, hendes fiskestang lå dog derhjemme, hun havde prøvet i dagevis at fange noget her, men havde nu opgivet det. Det var spild af madding, når der alligevel ikke kom noget, og de havde mere held når de var ude på søerne og fiske, eller sætte net op i floderne. Men idag havde hendes far bestemt sig for ikke at tage hende med, det havde nok noget at gøre med at hun idag havde haft smerter op i begge benene når hun gik. Det skulle dog ikke berøve hende fra at gå ned til breden, og kigge på vandet. HUn ville ønske at det ikke skræmte hende så meget som det gjorde.

Hun havde siddet lidt i sine egne tanker, da hun hørte noget bryde overfladen af vandet lidt længere henne, og drejede hovedet om for at se hvad det var, og fik synet af en i floden at se. Der var ikke mange der svømmede i floderne, men et smil kunne ikke lade vær med at sprede sig i hendes ansigt. Var det en havmand? Hun så ikke sådan nogle så tit, men hun var altid interesseret i dem, for de kunne bevæge sig i vand. Noget hun aldrig havde kunne, trods hendes slægt.
"Leder du efter noget," kaldte hun fra sin plads. Siden det så ud som om at han ledte efter noget, og hun ville mere end gerne hjælpe en artsfælle... eller noget der kunne have været en halv-artsfælle.

De finnelignende øre drejede sig på hovedet af havmanden ved lyden af en stemme, og hovedet var ikke langsom til at følge bagefter og få øje på en kvinde på bredden. Cyraneus blinkede et par gange og indtog skikkelses udseende med en undren. Hendes overkrop lignede et menneske eller elvers var det jo nok, taget de spidse øre i betragtning. Hendes ben. Var noget Cyran aldrig før i sit liv havde set, men kunne alligevel ane sammenligningen med havets skabninger. Det var skæl der prydede de deforme ben, som ikke var helt sikre på om de skulle udforme starten til en hale eller menneskenes lange ben. Cyraneus kom længere op over flodens overflade, så en brøkdel af hans overkrop blev synlig mens han smilede til den fremmede.
Om halsen hang den hvide let gennemsigtige amulet tildelt ham fra lysets hær, og gav svagt genskær i solens stråler. "Ja, folk generelt" Svarede han med et venligt smil på sine læber

Cyraneus svømmede tættere på bredden, men måtte til sidst stoppe og mere eller mindre sidde på sandbunden en god del meter fra hende. "Jeg søger oplysninger - Måske De kan hjælpe? Mit navn er Cyraneus" Hans stemme var høflig og rar, venligsindet overfor hende. Han var også nysgerrig, men ville ikke forlegne hende med spørgsmål. Han havde aldrig set nogen som hende i sin tid på landjorden, men han havde en mistanke om hvad der kunne havde frembragt benenes struktur.

Selv om Sasha gjorde sit for at dække sine ben, så var det bare ikke nemt. Det var nok også derfor at hun undgik at gå ind i byen så meget som muligt, selvom de fleste der kendte til hende. Det gjorde dog ikke at de stirrede mindre på hende, for benene var ikke kønne. Men Sasha havde lært at leve med det, og det var kun en smule svært når det var dage som disse, hvor de gjorde ondt.
"Jeg kan da forsøge, ellers kan jeg garanteret pege dig mod nogle der kan. Mit navn er Sasha," sagde hun smilende. Det var nok lidt usædvanligt at møde en så imødekommende person i denne her tid. Det var som om at folk var blevet mere og mere bitre under plagerne, men ikke Sasha. Hun havde ikke gået i nærheden af vand i ugevis da magien var ude af kontrol, men ud over det, så gjorde hun bare som hun plejede og smilede til fremmede.
Selvom hun ikke havde sagt noget, var hun meget interesseret i hvad havmanden kunne sige om havfolkets rige. Det havde altid været en fascination for hende, især fordi hun ikke kunne besøge det. Men måske det bare ville fylde hendes hjerte med sorg alligevel? Hendes mors familie kom jo derfra, men hun havde ikke set nogle af dem i årevis.

Cyraneus smilede taknemmeligt til hende, og trak sig længere op af vandet ved hjælp af en sten. En sten han lænede sig op af, og hans hale blev langt mere synligt i vandets overflade. Især som det grønlige skæl allerede over gav genskær fra lysets stråler. Cyran havde efterhåndet vendet sig til solen, men efter blot en uge tilbage i vandet, måtte han misse med øjnene af den. "Tak, Sasha" Startede han ud inden han tænkte over hvad han egentlig ville spørge efter.

"Har De set nogle anderledes komme til byen? Fremmede som kunne minde i posture og væremåde som tilhængere af mørkets hær?" Han spurgte ligeud, og var faktisk overrasket over at han stolte på hende til at give det direkte i stedet for at pakke det ind. Specielt som han tog sig selv i at åbne munden igen for at uddybe og tilføje. "Vi har hørt rygter i Hovedstaden, om at mord er begyndt at opstå. Nogen af dem har haft dæmoner i deres besiddelse"

Sasha kunne ikke stoppe sig selv fra at kigge betaget på Cyraneus' hale. Den var smuk, især ude i solen. Hun ville elske at have en hale som den. Hun kiggede dog tilbage på ham da han begyndte at forklare hvad han ville finde ud af. Man kunne godt se chokket i hendes ansigt, da hun hørte om mordene, og hun måtte lige give sig selv et øjeblik for at komme sig.
"Jeg.... Jeg er ikke selv meget nede i byen," sagde hun først for at forklare at hun ikke selv havde set de her ting. "Men min far nævnte noget om nogle fremmede dernede vidst. Det er alligevel ret usædvanligt, især hvis de ikke er bjergelvere. Men jeg har ikke hørt mere om dem," indrømmede hun. Hun spurgte aldrig ind til dem, for hvis hendes far havde noget interessant at fortælle om dem, så ville han. Men det var ikke situationen lige nu åbenbart. Måske holdt de bare lav profil? Hun håbede ikke at nogen af dem ville komme til skade dog.

Det var en chorkerende oplysning at komme ud med, og Cyraneus havde for et kort øjeblik glemt at det ikke var hverdagskost for alle. Han levede et noget mere hektisk liv end mange andre, og glemte det ofte. Han smilede forsigtigt og undskyldende til hende, ved synet af det chokkerede ansigtsudtryk.
"Undskyld, det var ikke min mening at skræmme Dem" han ønskede ikke at hun skulle blive unødigt bange. Det kunne sagtens ske at der slet intet havde været i Azurien, overhovedet. Elverne var ikke kendt for at tage den slags slaver til sig - men menneskene var af anden struktur.
Cyraneus nikkede forstående og noterede det mentalt ned. "Han så dem i Lazura?" flodbyen havde haft et enkelt mord ud fra hvad Cyraneus havde forstået, men det havde ikke været nemt at løse. Noget var udført aggressivt, andet mere præcist og lydløst. Rygterne havde været alt andet end entydige og var mere forvirrende end til hjælp, som folk begyndte at pynte på historierne.

Måske var det anderledes inde i de store byer? Der var de mere vant til de her slags spørgsmål, og Sasha var bare ikke vant til det. Det var ikke fordi hun foretrak at holde sig for sig selv, men det var bare... nemmere. Hun havde da også et par venner fra Lazura og bjergene, men det var begrænset hvor meget de så hinanden, nu når de alle var ved at være voksne.
"Det... tror jeg," sagde Sasha og tænkte sig godt om. "Alle kender jo hinanden, og jeg tror.... nej, det kan ikke være rigtig.... sådan nogle kommer ikke til Lazura," hun var begyndt at mumle mere og mere. Der var jo ikke en chance for at han havde fortalt om at den ene var en ork. Det kunne ikke være rigtig. Orkere så man bare ikke i flodlandet, så Sasha huskede nok bare forkert på det punkt. Det var jo ikke usædvanligt, når man ikke rigtig havde interesse for det i det øjeblik man fik det fortalt.

Cyraneus lyttede roligt og forstod udemærket godt forvirringen. Det var ikke så mærkeligt når man tænkte over hvor de befandt sig. I de mere lokale samfund kendte alle hinanden, og når nye kom til gik sladderen. Den sladder var svær at tro var virkelig eller blot pure opspind. Men ud fra at hun sagde det var hendes egen far der havde set dem, så kunne det ikke være helt forkert. Omend Sasha så ud til at være i tvivl om hvorvidt det kunne være i Lazura han havde set dem.
"Ikke normalvis nej" Svarede han roligt og smilede venligt til hende. Han havde håbet hun vidste mere, men lidt var også altid et preg i hvilken retning der skulle gåes. Ikke at han regnede med at han kunne få fat i så mange lokale nede fra vandet af, selvom det var en havneby.
"Ellers intet andet udsædvanlig aktivitet?"

Det tog lidt før Sasha blev hevet ud af sine tanker om, om det virkelig var en ork hendes far havde set. "Nej, det skulle jeg ikke mene. Min far plejer at fortælle mig hvis der sker noget usædvanligt nede i byen," Hendes smil nåede da også op til hendes øjne, men det sådan næsten forkert ud, hvordan hendes mund var bredt i et smil, og selvom hendes øjne stålede, så så det stadig ud som om at hun kedede sig. Hendes ansigt var måske ikke det bedste til at vise hendes følelser dybt inde i.
"Jeg kan godt fortælle dig hvor Lazura ligger, hvis du gerne vil spørge nogle der om de har set noget, men jeg ved ikke hvor meget information du vil få ud af dem. Især dem der sidder ved havnen på det her tidspunkt. Det er typisk dem der allerede er blevet smidt ud af kroen, så de er helt væk," indrømmede Sasha.

Cyraneus lyttede til hendes ord og nikkede. Han havde ikke så mange muligheder at gøre med. Faktisk var Sasha den eneste fornuftige han kunne falde i tale med, talte de generelle fordomme korrekt omkring havnebyers fordrukne sømænd der vimsede rundt på havnen på de forkerte tidspunkter. Fiskerne var nok færdige for i dag, så det var nok bedre at vente til i morgen med at tale med dem. "Gerne, men jeg tager nok først dertil i morgen tidlig såfremt fiskerne stadig tager ud på søen." Man kunne håbe, men denne tørke og frodighedsdød havde taget sine tag i landet. Selv her i fiskerbyen stod det skidt til.
"Kommer du ikke selv til byen så tit?" Det kunne vel godt blive ensomt kun at sidde selv og kigge ud over vandet. Bevares, det kunne også være beroligende. Sådan så Cyran på det, men han søgte også andres samvær engang imellem for at have nogen at snakke med. Det var mere rart på den måde.

Sasha nikkede. "Hvis du forsætter denne her flod, og så drejer af til... venstre, når den deler sig, så burde du ende ud Azursøen, og derfra er det nemt nok at finde Lazura," forklarede Sasha. Det var ikke forfærdelig langt væk, men længer end Sasha kunne holde ud at de fleste dage.
"Nej..." sagde hun forsigtigt og prøvede at finde de rettte ord til at forklare. "Jeg fungerer ikke så godt på land, og selvom folk kender mig, så kan de ikke lade vær med at stirre. Det kan godt blive lidt ubehageligt på længere sigt," sagde hun forsigtigt og kunne ikke lade vær med at køre sine hænder ned af sine ben. Selvom det værste var dækket, så var det tydeligt at benene ikke var skruet helt korrekt på hende.

Cyraneus lyttede og drejede hovedet for at se hvilken retning hun talte om. Heldigvis var han god til at orientere sig og det virkede ikke uoverskueligt at finde frem til byen. Det var trods alt et ret stort pluds. Desværre var så at han ikke kunne stige op af vandet og gå igennem gaderne. Heller ikke at han faktisk havde lyst til at prøve. Tørken ville hurtigt gøre livet ubehageligt for ham og den skællede hale ville få smerter, noget resten af ham nok også kunne udsættes for.

Cyraneus hoved lavede et ganske let tilt til siden ved hendes forsigtighed samt ordernes indhold. Hans øjne fulgte hendes hænder ned til de deforme ben, men det afskræmmede ham ikke, og han stirrede ikke. Han opfangede det var sådan det var, og han så hvordan de så ud, de steder de var synlige, men hans øjne rejste tilbage til hendes ansigt og smilede til hende. Et smil af venlighed, men også medfølelse for hendes tilstand. Han kunne ikke selv forestille sig hvordan det ville være - og håbede aldrig han fandt ud af det på egen krop. "Og vandet?"

Et trist smil bredte sig på Sasha's ansigt. Hun var dog også lidt forundret over at Cyraneus kunne gætte hendes afstamning. "Jeg synker som en sten," indrømmede hun. Det gjorde lidt ondt når hun tænkte på det, fordi det burde hun ikke gøre. Hun havde havfolk blod i årerne, men alligevel så var vandet aldrig noget hun rigtig ville kunne opleve. Og det havde jo ligefrem udviklet sig til en frygt over årerne. Hun var stadig fascineret af vandet, men hun turde ikke komme alt for tæt på det.
"Kommer du fra Aquarin?" spurte Sasha i stedet for, for at skifte emne. Hendes manglende svømmeevner var ikke noget hun havde lyst til at snakke om.

Det triste smil og den tunge indrømmelse fik Cyraneus til at nikke mens han stadig mærkede medfølelsen for hende. Ikke engang at kunne gå helt godt på landjorden, og ej heller svømme som en fisk i vandet. Det måtte være forfærdeligt. Specielt når Cyraneus havde så stærk en forbindelse til vandet, som han havde. At skulle undgå det var jo forfærdeligt for ham, trods han havde været landgående i mange år, indtil plagerne kom og rigtig satte fut i tingene. Han kommenterede ikke videre på det, selvom han gerne ville spørge. Men det var uhøfligt, specielt også som Sasha så ud til ikke at være komfortabel med den retning snakken havde taget.

"Ja, jeg er født og opvokset dernede." Svarede han først med et smil som han mindedes sin barndom dernede. "Jeg rejste til landjorden som attenårig og.. har ikke været meget hjemme siden.. Ikke før nu hvor jeg er tvuget til altid at befinde mig i vandet" Man kunne godt se at der havde været mere end forpligtelser der holdte ham oven vande, men han trak ellers ganske let på det. Sket var sket, og der var ikke så meget at gøre ved det. Dog manglede han stadig samtalen med sine forældre.

Sasha ville nok have svaret hvis Cyraneus have spurgt, men ingen havde lyst til at høre hvordan raceblandingen kunne føre til en deformitet som Sasha havde. Hun var i det hele taget heldig at hendes overkrop fungerer nogenlunde som den skulle. Det kunne sagtens have været værre, men ben der ikke duede... det ville aldrig blive sjovt.
"Det lyder spændende. Hvordan er det? Jeg har hørt fortællinger fra min mor, men det er mange år siden efterhånden," indrømmede hun. Hun savnede stadig sin mor, men det var et tab hun havde lært at leve med. Historierne om havfolkets rige var dog noget hun savnede, og det var sjældent at nogen fra hendes mor side af familien besøgte dem her, så det var begrænset hvor ofte Sasha kunne høre om det rige hun aldrig ville kunne se.

Cyraneus smilede til hende, opfangede savnet til moren der plejede at fortælle historier. Hvorfor kunne han kun gætte sig til, men enten var hun stukket af fra dem, tilbage ned til Aquarin, eller også havde hun forladt verden alt for tidligt - Det var svært at vide hvad for en af disse scenarier der var nemmest at leve med. "Der er smukt - men ikke perfekt. Aquarin er frodigt, fyldt med farver. Byen er opdelt i regioner, som enhver storby. Med de Rige i midten, og jo længere man kommer ud i byens cirkulærer form, des fattigere er de." Der var mange ting han var stolte af ved havbyen, men ikke alt. Havfolket snakkede ofte om at de skulle være den overstående og mest intelligente i forhold til menneskenes race, og alligevel var opførslen meget samlignelig. "Hvilke historier fortalte hun dig?"

Sashe lyttede meget koncentreret om hvad han fortalte om Aquarin. Hvorfor kunne hun ikke besøge denne mægtige by. "Hun fortalte om kongefamilien, markederne, og hvordan hun kunne svømme fra autoriteterne, da hun var ung og lavede ballde," sagde Sasha med et trist smil. Hendes mor havde fortalt så mange små ting om riget, og de ting hun havde lavet dernede med sine venner. Da hun stadig levede, havde Sasha godt lagt mærke til savnet for at besøge det igen, men det var svært når man havde en ny familie man skulle passe på.
"Det må virkelig være smukt," kommenterede Sasha så med et suk.

Cyraneus mærkede et grin melde sig over hendes ord. lavede ballade. Det lød som om, at Sasha havde en mor med pen i næsen. Cyraneus selv havde været langt mere uskyldig som barn, for ikke at skade sin fars omdømme. "Hun lyder til at havde været en meget frisk kvinde" men han kunne også se tristheden.
"Det er der - Du burde besøge det" Det var prøvende, men han kunne se hun gerne ville, men hun blev holdt tilbage fordi hun, som hun selv havde beskrevet, sank som en sten. Men hvis hun kunne finde en der kunne hjælpe hende derned.

Sasha smilte lidt med mindet. "Det var hun," sagde hun, for det var rigtigt. Hendes mor havde været så fuld af liv og kærlighed til alle. Det var tragisk at hun måtte dø i sådan en ung alder. Hvis hun stadig levede, så var Sasha på at deres liv ville være så meget bedre. Hendes far leved trods alt uden sit livs kærlighed nu.
"Jeg... jeg ville gerne," sagde hun og kløede lidt sit ben, mens hun kiggede ned på dem. "Men jeg går i panik under vandet. Jeg føler jeg er ved at blive slugt. Hvis man ikke selv kan begå sig under vandet, er det altså meget skræmmende," indrømmede hun. Hvad nyttede det at kunne trække vejret under vand, når man ikke kunne klare at være under.