De hårdhændede lejesvende kylede Aella ind af døren med ansigtet først. Hun havde gået med vingerne indenbords, men nu foldedes de ud med en presserende hast der efterlod dalende brune fjer rundt omkring hende.
Hendes landing var ikke elegant, men i det mindste var den ikke kvæstende.
Aella strakte sig til sin fulde højde og foldede møjsommeligt de fjerklædte legemer på ryggen. Rummet hun stod i var for veloplyst til at være en fangekælder, selvom det et godt stykke af vejen førte samme æstetik. Langs den ene væg stod et bord med urter. Hun trådte ubevidst et skridt nærmere og kunne ikke lade være med at beundre det brede assortiment.
Ved en anden væg, et andet bord dette med krukker og skåle. Knust firben sagde den nærmeste. Igen gav det er klart indtryk af at nogen bare havde opkøbt en heks' bod fuldkomment. Tredje bord var flasker med en række forskelligtfarvede væsker.
I midten af rummet stod en stor, sort gryde over et lavt blus. Det var først her Aella bemærkede den anden person i rummet.

Hun skulle have vist det var for godt til at være sandt, men hendes dømmekraft var blevet overskygget af prisen der havde fulgt med opgaven. Krystaller, det var altid krystaller som der ende med at fælde hende. Asja vrængede en irriteret grimasse, da blikket blev kastet ned i gryden. Hvad skulle hun stille op? For det første var det varmt, forfærdeligt varmt. Så det var lige før hun ikke en gang, kunne sammen sætte tre meningsfulde sætninger, uden at det blev volapyk. Et lille snøft kom fra hende, ikke af sorg eller skuffelse. Mere fordi at hendes næse var begyndt at læbe, hvad var det der var proppet i den gryde? Og hvem fanden var den idiotiske båt nakke, som havde prøvet at fuldføre en magisk eliksir uden magi?
Hun nåede dog ikke meget længere, før at døren blev åbnet og en ny person blev kastet ind i rummet. Selskab, fantastisk! Eller, ikke. Armene blev lagt over kors, og grimassen blev ikke venligere da alfen så hvad for en skabning som blev lukket ind med hende. En engel, hvor dejligt, det eneste der overgik engle på irritations barometeret var elver, fucking grønsagssnakser. Nu skulle hun også være sammen med et helligt fjerkræ?

,,Fantastisk, ikke nok med jeg er spærret inde her nede, nu skal jeg også tåles med selskab?’’ hun lod fingrene glide igennem det pjuskede aske pink hår, og vente ryggen imod den nyankommet. Jo hurtigere hun kunne finde en vej ud, jo bedre blev hendes dag. 

Overgangen til Aellas blide engleansigt var så flydende at man næsten ikke bemærkede den. Med et var hun bare blid og from, med et hengivent blik. Facaden holdt dog kun hele fem sekunder før den fremmede tiltalte hende og den faldt.
Aella skævede ned på den diminutive kvinde; hun skulle stadig lige vænne sig til at være højere end folk, men her var det godt nok gevaldigt. Kroppen var højst sandsynligt menneske, sjældent men ikke lige så usandsynligt som alternativerne. Det var naturligvis stadig at hun var udødelig - dæmon eller engel - men det var en ringe vampyr der gik sådan og sukkede irriteret.
"Så.. du gik i fælden?" Sagde hun højt, som hun bevægede sig over mod bordet med urter. Hun havde egentlig ikke noget reelt behov for smalltalk, men valgte at engagere den anden for at tage komplet stik af situationen. Hvis hun skulle undslippe herfra, var hun nødt til at vide om hun var til at regne med, fordi Aella købte ikke umiddelbart at de bare havde smækket to tilfældige alkymister i et rum sammen, "En diamand for en elixir lød ikke for godt til at være sandt?"

Asja kunne virkelig ikke finde ud af, om lille frøken perfekt, var seriøs eller gjorde grin med hende. Men der blev alligevel rørt ved noget rødglødende i den forvokset alf, om hun så mente det eller ej, var hun jo tydeligvis end i samme situation. Så mon ikke kunne affinde sig i noget respekt, eller bare i det mindste holde sin kæft?
De spinkle fingre kørte igennem det lyserødlige hår, med en let sitren som kunne hun ikke helt styrer at de rystede. Men det var nok mere på grund af vreden der lå at ulmede, ganske tæt på overfladen Som et låg på en gryde der signalerede, at nu var det ved at være på tide at tage vandet af ilden.
Ikke nok med det, så var det varmt her nede, ulideligt varmt. Hvilket nok var grunden til at alfen selv, ikke stod iklædt meget mere end en lang herre skjorte, som gik hende til midt på låret. Det kunne næsten have været en kjole, så lang var den til hende. Bukser, bælter, samt andet beklædning lå henkastet i et hjørne, som bevidnede at hun nok havde været iført mere.

,,Og hvad gjorde du? Tiggede selv om at blive smidt ned i kælderen?’’ svarede hun bidende tilbage, mens nogle lynene øjne havde lagt sig på englen. 

Aella smilede bare. Det lod til at hendes cellepartner var åh så ganske tirrelig, det var næsten for let. Enten hadede kvinden alle fremmede eller også havde hun noget specielt imod engle. Uanset hvad forudså hun ikke at det ville blive et frugtbart samarbejde, ikke at det ville hjælpe det meste.
"Jeg leder faktisk efter Esben Apoteker." svarede hun ærligt og spankulerede mageligt over til det andet bord, lidt mere struttende med fjerene end strengt nødvendigt. Det var egentlig ikke den komplette sandhed. Det var Esbens forsvinden der havde peget hende i denne retning, men det var hendes nysgerrighed der havde gået resten af vejen.. "Han har en lille butik på bødkergade. forsvandt for et par uger siden.. Går ikke ud fra at du kender ham."
Urterne var i fin stand. Langt de fleste af dem var tørrede og klar til brug og kun enkelte par vidste hun var ubrugelige, da de krævede særlige geografiske og astrologiske plukkeomstændigheder og den slags magi ikke lod til at holde for tiden. Nej det reelle problem opstod egentlig ved bordet med de mere exotiske ingredienser, hvor størstedelen nu var værdiløse - hun var lidt misundelig på den handelsmand der havde solgt hele sin bod af eksmagisk skrammel. Aella samlede et blåt drageskæld op mellem fingrene, normalt ville det næsten sitre af elektricitet.. Nu føltes det bare lidt fedtet.

Asja løftede et øjenbryn da Esbens navn blev nævnt, jo ham kendte hun. Havde også brugt ham et par gange, især når det galte de lidt mere, eksotiske genstande. Men hun havde også måtte erfare, at lige som hendes magi med planterne var forsvundet, var magien i diverse urter også forsvundet. Hvilket gjorde at det hele havde været lidt af en heksejagt, for at finde ud af hvordan hun skulle blive stor igen.
Af underlige grunde, tænkte hun intet ondt om denne mand. Hvilket nok havde haft noget at gøre med, at han havde været ganske professionel for et menneske at være. Om ikke også en smule behagelig, selvom hun selvfølgelig ikke gjorde sig i de ting. Alfen blev dog en smule stram i ansigtet, da pige barnet valgte at beslutte sig for at hun nok ikke kendte til ham.

,,Jo, han forsvandt cirka ved en middagstid og ingen har set et spor af ham siden.’’ Hun lagde armene over kors og hævede sit ene øjenbryn. ,,Hvem er du?’’

Aella skjulte ikke sin forbløffelse da den anden så faktisk kendte Esben. Hun vendte sig fra ingredienserne for bedre at kunne inspicere den lavere kvinde. Hvis hun var her, arbejdede hun nok i branchen, så det var vel ikke så usandsynligt igen.. Der var bedre og billigere alternativer i hovedstaden, men folk var så sjældent objektive på det punkt.
Aella selv var i grunden et bevis på samme, her var hun fanget i en kælder, alene på grund af en kombination af nyserrighed og sentimental forpligtelse.. Han var trods alt en af hendes, og hun passede på sine egne.
"Aella.." svarede hun og lagde drageskældet fra sig med et uimponeret udtryk, "Hans første læremester.."
Hun blafrede lidt med vingerne og sendte et sødt smil der bare udfordrede den anden til at spørge hvordan en ung pige som hende kunne have trænet en mand i 30'erne. Det var overraskende ofte at folk ikke helt fattede den slags, selv efter de vidste hun var en engel - og hun var endda en virkelig ung af slagsen, havde hun måtte erfare.
"..Og hvem er du.. som forhåbentlig kan kurere en håbløst døende mand med fuldkommen umagiske midler?" 

Asja lagde armene over kors, og løftede uimponeret et øjenbryn. Så hun var en af de slags engle, jamen de kunne jo også gå på jorden længe, uden at ændre udseende. Så det skulle vel nok passe, hun kunne være denne ældre mands læremester, desuden kunne man altid mærke på folk hvordan de var. I hvert fald små bider, den måde hun havde betragtet drageskællet, viste for det første at hun vidste hvad hun havde med at gøre, men også at den var fuldstændig ubrugelig. Ergo måtte kvinden være intelligent nok, dog ikke smart nok til ikke at blive fanget, mens hun snusede rundt. Så vidste feen virkelig ikke hvad der var værst, at blive lokket i fælden, eller selv vælge at gå ind i den?
Nok begge var lige dumme, selvom det selvfølgelig aldrig var noget hun ville indrømme, så hellere sluge sin egen tunge. ”Jamen godt for dig” brummede hun, og vente ryggen til, for at fortsætte sin søgen i at finde en vej ud. Men igen kom der noget der indikeret, at hun skulle starte en samtale, med denne hovrøvet englebasse, som tydelig mente hun var så meget klogere end alle andre.

”Hør – Snuske” afbrød hun hende halvvejs igennem, hendes hovmodige lille tale, omkring at hun var kommet her for at kurerer nogen, selvom hun jo udmærket godt viste at det ikke kunne lade sig gøre. Så enden så troede hun at Asja var dum, naiv eller bare åndssvag. For hvad hun vidste, så kunne hun tro at hun var alle tingene. ”Jeg er ikke her for at lege den gode borger, som hjælper dem som har brug for det – Jeg fik dette forbi mit bord af en af mine klienter, så det skulle tjekkes ud” hun begyndte at rive et løst panel ud af væggen, som afslørede ler på den anden side. Så var spørgsmålet bare, som de så virkeligheden var nede i en kælder eller ej. Hun skulle have taget Ronugak med til jobbet, det ville have været så meget nemmere at have nogle muskler nu. 

"Sådan kan du vel godt forstå det," sagde Aella spidst, "..hvis det hjælper dig til at føle dig overlegen."
Hun var færdig med at studere de eksotisk ingredienser og kunne nu bekræfte hvad hun hele tiden havde antaget - uden magi var det hele bare gammelt, halvråddent skrammel.
Uden den store ceremoni eller anden form for respekt fejede hun hele skidtet ned på gulvet med et forfærdeligt rabalder. Hun sprang med et lille, luftigt, elegant hop op og sidde på bordet. Så krydsede hun koket benene og sendte den anden et varmt smil.
"Så, du er fanget i en underjordisk rum, stenvægge, én dør samt en velmenende men enfoldig engel" Aella gjorde en fiks lille nejende bevægelse, "..opgaven er umulig men du har adgang til almene urter, mineraler og en gryde på blus.."
Hun morede sig ganske udmærket over situationen, men hendes milde smil forblev enigmatisk.
"..hvad gør du?"

Asja hørte ikke helt efter hvad englen sagde til hende. Det var kun halvdelen af ordene der gav mening, mens at feens tanker var gået igang. Mange forskellige teorier opstod og forsvandt igen, hendes fingre greb omkring noget af leren. Først gned hun imellem to fingre, derefter smagte hun på det. hvad gør du?

Hvor hun før havde haft en irriteret grimasse, havde et syret smil og nogle store glintende øjne erstattet det fuldkommen. "Jeg bygger en bombe" hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før! Der måtte da også være nogle af de lidt mere spændende materialer til stede og med ilden, skulle der da være mulighed for at skabe noget springfarligt. Hun gav et lidt animalsk grin fra sig, mens ting fløj til højre og venstre, de helt rigtige ting skulle være her!

Aella grinte og vippede lidt med knæende som tandhjulene tilsyneladende endelig satte i gang inde bag den tykke pande.
"Du ligner en der tænker 'hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før..'" kommenterede Aella og rullede en lille lerkrukke mellem to fingre, ".. men jeg er bange for at du ikke ville kunne lide svaret."
Hun havde selv en rimelig god idé om hvordan hun ville undslippe, men blev en smule forundret da den anden kvinde gik direkte til nogle andre ingredienser. Om ikke andet havde dullen tilsyneladende en klar idé om hvad hun skulle bruge, måske var hele mødet ikke så meningsløst som hidtil antaget.
"skal du bruge denne her?" Spurgte Aella nysgerrigt og holdt krukken med salpeter frem.

Asja sprang dem ud af det klamme kammer, men hun fandt aldrig ud af hvem det mærkelige væsen var, og hvorfor hun også var endt der nede. Flere spørgsmål op stod end der blev besvaret, og Asja måtte leve med hun ikke fik sin betaling for denne gang.