Svana smilede stort for sig selv, da hun hang ud af vindueskarmen på smedbutikken i landsbyen. Solen var lige så stille på vej ned over bjergene i syd, et smukt syn det dannede hen over de fordige marker efter at det havde regnet den sidste uges tid. Solen havde endelig skinnet i dag. Hvilket gav anledning til at være lidt ekstra glad. 
Den lille skikkelse med det flammerøde hår, der afspejlede solen godt, som var de søskende der var blevet skilt af dimensioner. En dejlig tanke, en fantasi som der altid foregik oppe i hendes hoved. Trods for at hun savnede den ældre mand der havde lært hende op, desværre tabt til pesten der havde hærget for ikke mange måneder siden. Levede hun den videre i hendes tanker. Hun så ham stadig og slå på det rødglødende jern ved ambolten, eller drikke sin morgenkaffe foran butikken på den lille veranda der var blevet lavet. 

Det kunne godt være hårdt at stå for det hele, men de havde da formåede at lave de fleste ting således så hun kunne nå eller havde en skammel så hun kunne komme til. Ikke at den lille størrelse skulle narre nogen. Nej hun kunne sagtens bære selv ting som nogen voksne mænd ville have svært ved. Dog holde hun sig mest inde for det kreative som smykker.
Blikket lagde sig på det smykke hun var i gang med til en af de adelige der boede lidt ude for byen. Dog ikke en af de mest spændende, ingen magi involveret der. Svana rystede hurtigt på hoved, ikke at hun skulle klage selvfølgelig. Alt arbejde var godt arbejde. Og atter var smilet fremme på læberne. 
De korte ben luntede ud foran butikken for at flytte tingene ind til fyraften. Det skulle gøre godt at komme ned på kroen og få et krus med mjød!

Det havde taget Eric meget længere tid at nå landsbyen end han havde forventet. Han stod i midten af gaden med et noget håbløst udtryk i ansigtet. Han var kommet så langt, men hvad så nu? Den eneste grund til at han var der, var fordi en mand havde hævdet, at han havde set Rafen, Erics bror, i Medanien. Eric, der selvom han ikke stolede på folk, var meget godtroende, havde troet på ham, og taget afsted med det samme.
Nu når han var kommet til landsbyen hans bror skulle siges at være i, havde han ingen anelse om hvad han skulle gøre. En stemme i hans baghoved snerrede at han var blevet narret.

Det hjalp ikke meget, at de få krystaller som Eric havde haft med hjemmefra var sluppet op, og ar dem han havde tjent fra at sælge sine brygge ikke havde rakt særlig langt. Han var klædt i tøj typisk set i Nordlandet, tykke skindbukser og en ligeså tyk jakke. Disse var dog hullede og beskidte, og Eric lignede mere en hjemløs end noget andet.

Der skulle ikke gå mange minutter, i arbejdet med at flytte tingene ind i forrummet. Før at den lille kvinde fik øje på en lidt, besynderlig påklædt mand stående på gaden. Med et blik der fortalte, at han bestemt ikke anede hvad han skulle gøre. En grimasse flød hen over hendes ansigt, mens hun hurtigt hoppede ned af trapperne og halv løb. Som i hendes tilfælde ville være som at hun gik i almindelig menneske gå gang hen til ham. 

Det gjorde det bestemt hellere ikke nemmere for den lave skikkelse., når vejene stadig var en stor mudderpøl siden de mange dage med regn. Men hun formåede da at komme helt hen til ham uden at falde. Hvilket i sig selv var en ganske stor bedrift, skulle hun selv sige det. Hendes hånd lagde sig omkring jakkens ærmeslutning og hæv beslutsomt i det. Hun havde fundet det en stor hjælp, for hende at få folks opmærksomhed hvis det var sådan hun startede ud.
,,Undskyld mig hr, men du ligner en som har brug for lidt hjælp?'' hun sendte ham et strålende smil, det øjeblik som han ville kigge ned på hende og gav ham et lille vink. ,,Jeg er sikker på jeg kan hjælpe dig'' som blev understreget med et beslutsomt nik.

Eric var langt væk i sine egne tanker, da han mærkede et ryk i hans ærme. Han spjættede af forskrækkelse, og stirrede mod hvem end der havde taget fat i ham. En dværg stod ved hans side, eller Eric troede i hvert fald at det var en dværg. Hun havde i hvert fald højden, men Eric havde ikke mødt mange dværge, og dem han havde mødt lignede mere at de var blevet udskåret fra sten.

Chokken havde midlertidigt gjort ham stum, så han måtte nøjes med at nikke med hovedet. Efter en akavet pause gik det op for ham at han blev nødt til at sige noget. 'Hvor ligger kroen?' Det var nok det bedste sted at starte. Eric havde arbejdet på at tale højere, så folk ikke blev så utrykke når de talte med den mærkelige dreng. Det hjalp at hun smilede til ham. Han kunne godt lide hendes smil. Han undgik dog stadig at se hende ind i øjnene, og rettede i stedet sit blik ned i mudderet foran dem.

,,Oh kroen! Hvor herligt, jeg skal straks vise dig vej, når jeg har pakket butikken ned.'' hun lavede et lille hop og nikkede beslutsomt. ,,Kom med kom med'' fik hun sagt over skulderen, da hun kom i tanke om det nok ikke var særlig høfligt ikke at inviterer ham med. Selvom at det for hende havde været en indikation da hun havde sagt, at hun skulle pakke butikken ned først. Men hun havde hurtigt lært at mennesker var meget anerledes i denne tankegang og altid forventede en direkte invitation, før de troede de kunne komme ind. Dukke op, eller hvad man nu ellers gjorde med invitationer. 
Sådan var Svana's tanker typisk. En omgang rod, uden man helt kunne finde ud af hvilken konklusion hun ville frem til. Hvis man hørte dem højt, ville de fleste nok havde svært ved at følge med. Dette havde også en tendens til at komme frem i den måde hun snakkede på. Hoppede frem og tilbage i emner, eller fortalte ting som om personen havde nogen idé om hvad det handlede om. Selvom hun var sprunget ind i midten af hvad det egentlig handlede om.

En spand som var fyldt med uslæbne klinger blev hævet hen over hoved og bragt ind i husets forum, hvor efter døren blev lukket og låst. Selvom hun godt ville stole på de mennesker der boede i hendes landsby, behøvede man ikke være naiv nok til at tro at folk ikke kunne finde på at gå ind og tage ting hvis døren var ulåst. 
,,Følg med mig, nu skal jeg vise dig hvor kroen er.'' hun smilede stort til ham og lavede en form for gadedrenge hop i retningen af den hyggelige krostue der lå rundt om hjørnet fra smeden. ,,Mit navn er Svana forresten! Hyggeligt at møde dig.''

Eric blev stående i mudderet og stirrede forvirret efter kvinden. Hun havde et kropssprog han slet ikke var vant til. De fleste folk han havde mødt havde været mere indelukket, især ham selv, der havde svært ved at se folk i øjnene. Det var først da hun kaldte efter ham, at han langsomt gik efter hende. Det var alligevel rart at komme væk fra mudderet. Det havde sivet ind i hans støvler, og gjort hans allerede beskidte tøj mere beskidt.
Han stod helt stille og ventede på hun blev færdig med at lukke sin butik ned. Hun var en smed åbenbart. Eric havde altid været fascineret af en smeds evne til at forme metal efter deres vilje, om det var store langsværd til små stykker. Ganske vidst. var Eric fascineret af de meste.
Da kvinden var færdig fulgte han efter hende, et par skridt længere tilbage og med nogle plads mellem dem. Han kendte hende jo ikke endnu. Hans blik var plantet i jorden foran ham. 'Mit navn er Eric.' Han tvang sig selv til at kikke op, og nikke kort til hende som en form for hilsen.

Det var først da han fortalte hende, hvad hans navn var, at hun lagde mærke til hvor langt bag ud han var. Mærkeligt, kunne han ikke lide at gå ved siden af folk? Ikke at det provokerede hende da! Folk skulle selv have lov til, at gå som de ville. Selvom det selvfølgelig var hyggeligere, når man kunne gå side om side. Så meget nemmere at holde en form for kontakt til hinanden, selvom man ikke altid kunne få øjenkontakt. Ja, øjenkontakt var jo en ganske vigtig ting. Det var sådan man kunne se hvad folk tænkte, eller i hvert fald det meste af tiden. Oh gud, hun var begyndt at rable igen, også i hendes eget hoved. Man skulle da tro, at man kunne have fred fra sig selv, i sit eget hoved!

,,Uuuups..’’ den sidste tanke blev offentlig gjort, for hendes kortvarig rejsepartner. ,,Hov, nej ikke tage dig af mig! Mine tanker har det med at gå amok, så nogen gange hjælper det at stoppe sig selv ved at sig det højt. Oh, men dejligt at møde dig Eric! Sikke dog et dejligt navn. Kommer du langvejs fra?’’ hun vente sig rundt, og gik nu baglæns for at betragte ham. Et stort smil selvfølgelig plastret på hendes læber.

Svanas ord bragte et smil til Erics læber. Hun talte meget, hvilket var overvældende, men det betød også at Eric ikke behøvede at bidrage så meget til samtalen. Ikke fordi han ikke ville, men fordi han, efter mange måneder på vejen, stadigvæk følte sig som om han ikke kunne bunde i en metaforisk sø.
Han ventede til, at han var sikker på, at hun var færdig med at tale til at svare. 'Jeg kommer fra Nordlandet. Jeg leder efter min bror-' han kikkede omkring, som om han forventede at Rafen ville springe ud fra bag en gammel kærre, der lå med et ødelagt hjul i siden af vejen. 'Hans navn er Rafen Wulfric,' tilføjede Eric, da det gik op for ham at hun jo ikke anede hvem hans bror var. Tanken om igen at være på bar bund, fjernede enhver rest af smil fra Erics ansigt. Han bed sig i læben og kikkede ned i jorden igen.

Nordlandet! Hvor smukt, hun havde hørt der var massere af sne der oppe. Det var noget hun gerne ville opleve en dag, sneen altså og nok også menneskerne. Og naturen! Men det var da trist han ikke havde fundet sin bror endnu. "Jeg er sikker på at han snart dukker op" sagde hun med en lidt mere nedstemt stemme, da det var tydeligt at hun havde forstået alvorgen i hans stemme. Eller i hvert fald blikket han havde haft, fortalte hende at det måske ikke var en god historie. De var endelig henne ved kroen og hendes lille hånd lagde sig omkring håndtaget. Med lidt vold fik hun trukket den om og gjorde tegn til, at han skulle gå først ind. "Nu giver jeg en øl, også kan du måske høre om kroejeren ikke skulle have noget nyt omkring din bror" sagde hun positivt stemt og gav ham et opmuntrende smil. Med sin lille højde, valtrede hun ind efter ham og viftede ivrigt med armene for at få personen bag barens opmærksomhed.