"Hvorfor holder han aldrig kæft?" Sarafinas ansigt lå i neutrale, nærtliggende ligegyldige folder som krigeren som gik ved siden af hende plaprede løs om en eller anden ligegyldig krotur hvor han havde mistet for mange penge, og pralede løs om hvor meget han havde tævet sin modstander og taget for sig af godterne til sidst. Direkte uimponerende og belastende at ligge øre til.

Et langt, træt suk forlod Sarafinas læber som hun endelig vendte de blå øjne mod den overmodige kriger. "Det er godt nu.. Gå ud og find brænde" Autoriteten der skar tydeligt igennem den i forvejen skarpe stemme, var nok til at den mandlige krigere klappede i med det samme og nikkede.

Endelig! Endelig var der stille omkring hende. Selvfølgelig med udtalelse af de normale lyde. lyden af kærre som blev trukket i sted i baggrunden, sandsynligvis ved hovedvejen, som de ganske med vilje havde holdt en afstand til. Lyden af skoven og dyrene i det krat område de stod i, som mere var en undmunding af selve skoven. Knap havde Sarafina fået renset hjernen før den irriterende stemme vendte tilbage. Meget glædestrålende og ivrig "Se hvad jeg har fundet!".. Det havde bare af at være fucking vigtigt!

Det havde været en god dag for Ysara, der havde indtjent nogle penge i Medanien, og derfor havde det virkelig rart med, at rende rundt på landevejen med lommerne fyldt. Vejret havde været virkelig godt, men på trods af det, bar hun stadig en rejsekappe over sit tøj, der i øjeblikket bestod af noget mindre udfordrende. Posede, mørke bukser og en lidt løs, grøn tunika. Håret hang løst og blæste lidt i den milde vind der gjorde dagen lidt mere livlig, som hun vandrede ned ad landevejen, fløjtende for sig selv. Snart blev det dog aften, og hun valgte at slå sig ned ved nogle træer, der voksede vildt ved siden af den omtalte landevej. Hun havde kun lige fået gang i et bål, da en lyd forstyrrede hende. Kærren havde for længst overhalet hende, godt en tyve minutter tidligere, så det var en uvant lyd, der fik hende til, at kigge op, nysgerrig.

Der var ikke nogen, så hun besluttede sig for, at det nok bare var et eller andet dyr. Tilfreds med dét, gik hun tilbage til at koncentrere sig om sin aftensmad, da noget hårdt ramte hende lige i baghovedet og fik hende til at stivne med et råb af smerte. Det havde dog ramt hende hårdt nok til at sende hende i jorden, bevidstløs.
Hun vågnede først op da hun blev smidt på jorden senere og hendes instinktive reaktion var at tage sig til hovedet og ømme sig over, at hun nu havde en temmelig grum hovedpine, men da hun kiggede op og fik øje på en fyr, der ikke så særlig pæn ud - i hans smil manglede nogle tænder og hans hår var sort og lettere fedtet, det samme med det pjuskede skæg der "prydede" hans ansigt - nåede hun hurtigt den konklusion, at han nok var en farlig type. Øksen der hang i hans bælte gjorde ikke det hele meget bedre. Den så morderisk ud. Derefter faldt hendes blik på en elver, der ikke så spor glad ud i modsætning til manden. Hun blev hurtigt skræmt, men også dybt forvirret samtidig med.

Lyden af noget tungt, faktisk ganske tydeligt kropsligt, ramte jorden, vendte hun blikket fra sin taske og så på bylden af tøj, kappe og hår der roddede rundt på jorden. "Det ligner ikke brænde, Jagnar.." hendes stemme var kold, som hun ret ligegyldigt fjernede blikket fra pigen der kom til sig selv, til at kigge på den noget så dumt udseende mand, som smilede fjoet over sit fund. "Det er sgu endnu bedre!" han greb fat i pigebarnets eller kvindens, eller hvad fanden hun nu var, kappe for at hive hende opad i en mere halvt siddende, halvt oprejst tilstand, med mindre hun smuttede ud af kappen.
"Vi har ikke tid til at lege med pigebørn! Hvad havde du tænkt dig? At hun kunne spye ild på det manglende brænde som en anden drage!" han lod sig end ikke bemærke af den alt andet end venlige tone, men fandt straks andet at beskæftige sin opmærksomhed med. Han var ret klam at se på som han undersøgte hende.. var det.. snusede han lige til hendes hår?

"Hey! Klaphat. Hvorfor fanden er hun så spændende?" Sarafina gik tættere på efter at havde sendt sin medkriger et noget irritabelt blik. Jagnar nøjes med at grine fjoet endnu en gang. Magen til uintelligente mennesker skulle man satme lede længe efter. Han måtte gøre hvad der passede ham i sin fritid, men lige nu var de altså ikke efter en snallet pigeling der vandrede rundt alene. Nok kunne hun lære noget af ikke at vandre alene efter dette møde, det var helt sikkert. Sarafina så endelig ned på pigen med lidt mere interesse. Hun stilte sig med armene over kors. Ventende på om pigen havde nogle gode undskyldninger at komme med, eller om hun ligefrem nød den snuskede mands ret overvældende opmærksomhed og tunge åndedræt i sit øre.

Elverens kommentar fik Ysara til at kigge på hende med et hævet øjenbryn. Hun fattede hat af hvad der foregik og nåede derfor heller ikke at vride sig fri da manden hev fat i hendes kappe og trak hende op, halvt siddende, halvt stående. I starten hang hun bare der, indtil manden begyndte at snuse til hende. Hans ånde var ekstremt ulækker, den lugtede lidt af selvdød gnu, og hun kunne ikke undgå at rynke på næsen af det, mens hun forsøgte at finde sin egen balance. Det fungerede ikke helt rigtig fordi hun var så voldsomt desorienteret, men hun havde heller ikke ligefrem lyst til, at skabe for meget ballade lige nu. Manden lignede en bandit jo. Som elveren gik tættere på, blev hun dog nervøs nok til, at gribe fat i sit kappespænde, trække det fri, og derved også komme ud af kappen, der ellers havde holdt hende fast.

Kun takket være hendes komplet unormale agilitet, smuttede hun ud af hans greb, netop som elveren stillede Jagnar sit spørgsmål. Hun formåede at trække sig lidt væk fra de to, så hun ikke stod imellem dem, og begyndte med det samme at trække sit eneste våben, der dog bestod af en rimelig drabeligt udseende kniv - hun havde fået den af en ven som havde været en ret stor mand. Ham fra minerne. "Ehm.. Kan vi tale om det her?" hun var ret ukomfortabel med hele situationen og hendes spørgsmål virkede rimelig akavet i hele denne situation.

Helt hjælpeløs var pigebarnet nu heller ikke, som hun til sidst fik kæmpet sig fri og forbi dem, med yderst stor effektivitet. Det fortjente et let overrasket øjenbrynsløft. Men også kun et. Jagnar så skuffet ud som han stod der med den tomme kappe. En skuffelse der skiftede til arrigskab, da Jagnar som mange andre mænd regnede med at få præcis hvad han pegede på.

Sarafina holdte armene stadig over kors som hun vendte sig mod pigen. Vurderede hendes og deres situation ganske roligt, som hun lod blikket hvile på kniven. En ret stor kniv i forhold til hendes størrelse. "Det kan vi godt. Foretrækker du at få hele scenariet penslet ud, inden vi begynder, eller vil du hellere have det at vide løbende" Jagnar havde trukket sin økse og stod nærmest og trippede for at blive sluppet fri. Sarafina havde en afsky mod manden, men nød alligevel at være på job med ham. Han var som en møg beskidt lydig hundehvalp som ikke gjorde noget overiglet før Sarafina havde sagt god for det. Han kendte sin plads.

"Fang hende." Sarafina sendte et af sine sjældende smil, ikke fordi det gjorde situationen mere tryk. hun havde hørt en genkendelig lyd som pigen var ramlet mod jorden og var kravlet ud af grebet og i sin angrebs position. Lyden af krystaller mod krystaller. Den lyd var rar og så nem at tilrage sig.

I starten virkede elveren til at være rime samarbejdsvillig når det kom til at snakke om det og ikke ende med at gøre noget overilet. Men så ændrede hendes ord karakter. Inden vi begynder? Hun hævede igen et øjenbryn, mens hun gloede på elveren. Manden var nærmest glemt, men da elveren sagde at han skulle fange hende, vidste hun, at hun var langt ude at skide. Så langt ude, at det nok ikke ville hjælpe, at forsøge at slås sig ud af den, så hun gjorde det eneste fornuftige hun lige kunne komme på. Hun løb som bare død og helvede, men Jagnar var ikke langt efter hende. Så selvom hun var hurtig, så var han bare mere udholden, og hun var blevet gjort lidt mere langsom af at blive slået sådan i baghovedet og til sidst kunne hun mærke en tackling uden lige, der kom bagfra og fik hende til at vælte hårdt til jorden med et gisp af smerte. Heldigvis holdt hun stadig kniven og hun formåede at vende sig rundt i tumulten.

Kniven blev godt brugt, da hun formåede at stikke den låret på manden, og han satte i et brøl over smerten, før han hamrede en knyttet næve lige på siden af Ysaras hoved. Hans næve var hård som sten, og da han slog anden gang trak han også blod, der begyndte at løbe fra hendes tinding, mens hun selv blinkede et par gange, forvirret og med et syn der ikke helt fungerede ordentligt. Hun slap kniven i ren og skær smerte og forvirring og tog sig til hovedet med et lavt støn.
Jagnar rev hende med sig op i stående position. Han vaklede let og da han var på vej tilbage med hende, kunne hun godt mærke at der i det rene kaos var kommet en ret voldsom smerte i hendes skulder. Hvad det var, vidste hun ikke, og hun var alt for forvirret til at kunne finde ud af det, som manden slæbte hende med tilbage med en vred snerren.
Denne gang smed han hende ikke bare på jorden. Han holdt fast i hendes arme med et jerngreb og et rasende udtryk i sit ansigt. "Her er hun... Argh, den lille kælling!" han stirrede på Sarafina, forventningsfuldt. Håbende at kunne få noget hævn over det hun havde gjort, andet end bare at slå på hende.

Det var jo ligefrem et smukt scenariet, bortset fra kluntetheden fra begge parter. Han måtte alligevel havde slået ordentlig til hende inden hun blev kastet på jorden for Sarafinas fødder. Alligevel stolede Sarafina ikke nok på sin medkriger til at regne med at han sådan uden videre kunne håndtere sagen, selv efter at havde gjort klar til takling. Elegant blev den lange bue trukket. En pil lagt for strengen, ved Jagnars smertesudbrud slap hun pilens ende, og den fløj sussende igennem luften, til den ramte pigens skulder. Det var nok til at Jagnar, både med sine brutale slåen mod pigens hoved, kunne rejse sig og trække hende med sig op og trække hende med sig.

Sarafina værdigede ham et smil. Ikke at hun mente det, men det var nok til at han lyste op i et grødet smil selv og yderst tilfredsstillelse. "Hun slår sgu fra sig, den lille." svarede Sarafina og satte hovedet på skrå mens hun kiggede på skulderen. "Tag pilen" Jagnar var yderst tilfreds med denne forespørgsel. Det kunne gøres hurtigt og dermed lidt mindre smertefuldt, da det hurtigt ville være overstået. Men hvad var det sjove i det. Han vrede den i hendes skulder et par gange, inden han trak den ud.

"Bind hende til træet"
Sarafina vendte sig, tog det værste af sin oppakning hun ikke havde nået at frastille sig før, dog beholdte hun kobblen på ryggen og buen på ryggen. Hun kunne nok godt finde på at stikke af igen.
Som hun vendte sig var pigebarnet bundet forsvarligt fast, mens Jagnar stod som en forventningsfuld hund og kiggede hungrende frem og tilbage. "Hun ser sgu bekendt ud den lille! Hvad hedder du, sveske?" Sarafina satte sig på hug foran hende, og så kun væk når Jagnars ækle ånde kom for tæt på hendes ansigt, og han trak sig lidt til siden igen. "Det var dumt at løbe.. nu vagte du jo vores interesse"

Forvirring blev hurtigt til rædsel, da elveren gik fra at kommentere på hende til at beordre sin hund af en mand, at tage en pil. Hvad for en pil? Hun forstod det, da en skurrende smerte gjorde hende noget mere klar i hovedet. Hun skreg, det var umuligt at gøre andet når en pil blev vredet rundt på den måde, inde i skulderen. Til sidst blev den flået ud, og hvad end der havde været af kamp i Ysara, forsvandt mens manden bandt hende fast til et træ. Alligevel kunne hun godt mærke, at han ikke havde bundet knuden særlig forsvarligt med sine store, klamme pølsefingre. Hans stemme - og ånde - nåede hendes øre samt lugtesans, og hun vendte hovedet væk fra ham i frastødelse. "Jeska," løj hun, kort for hovedet. Hun vidste bedre end at give sit rigtige navn til sådan nogle sindssyge folk som dem.

Heldigvis trak det ækle menneske sig væk da elveren kom tættere på hende og satte sig på hug over for hende. Hendes blik blev hurtigt trodsigt. Det var en rigtig uheldig situation, den her, men hun havde aldrig været typen der gav op uden en kamp. Hun var en rebel og havde sluppet fri fra værre. Mens hendes hænder langsomt begyndte at arbejde med knuden, snakkede elveren. Hun valgte at være langsom, for at de to psykopater ikke kunne se hvad hun havde gang i.
"Er det noget I gør tit? Tager folk på stien fordi I har "interesse" i dem?" spurgte hun spydigt, mens hun gloede vredt på elveren.

Jagnar rynkede brynende. Ikke det navn han havde forventet, ej heller kendte han det. Sarafina løftede blot et øjenbryn og faldte tilbage i det kolde blik som undersøgte pigebarnet, hvis navn måske, måske ikke var Jeska. Det var for hende ret underordnet.

"En interesse må du have vagt hos.. ham.." det havde været ideelt at sige, 'min ven her' men orderne lå på ingen måde godt i munden, og trak en vemmelig smag med sig bare ved tanken. "Og så kunne jeg jo ikke undgå at høre dette" Sarafina stak hånden ned i en af pigens lommer, og trak en lille håndfuld krystaller op. "Du har garenteret mere inde under trøjen" Jagnar lyste op til nye højder. Sarafina opfangede det ganske tydeligt. Det var ikke ligefrem skjult. "Go nuts.." Sarafina rejste sig igen og bakkede lidt væk, så Jagnar kunne komme til. Mænd, specielt mænd som Jagnar havde et forstyrret syn på kvinder. Han var da også begejstret da han fik lov at rage rundt for at finde ting, og gik måske mere i dybden end han behøvede. Faktisk så meget at han trak en kniv for at fjerne noget at tøjet for at kunne se bedre efter. Han fandt da også guldgrupper, men næppe var det rigdomme som glædede ham mest lige nu.

"Det godt" Sarafina skubbede til det glubske udyr, om end et par gange for at han fattede hentydningen. Han kunne få hende, når Sarafina selv var færdig. "Er du alene?" Sarafina var tilbage på hug foran hende og legede åndsfraværende med en kniv i den ene hånd, blot for at sende en hentydning.

Ysara rullede omgående med øjnene, da elverens indikerede at det var mandens interesse, ikke hendes egen. Den mand var virkelig frastødende. Klam, forfærdelig, og da han, ved hendes opfordring begyndte at rage rundt på hende, fandt hun det både pinefuldt akavet, og ekstremt ubehageligt. Gud ved hvor hans hænder sidst havde været. Hun var så frastødt over det, at hun helt glemte at arbejde med knuden i rebet. Til gengæld kiggede hun bare forstyrret på manden, til elveren stoppede ham, og hun kunne slippe for hans ækle ånde og fedtede ulækre hænder. Hold nu kæft, hvor var han dog bare.. Nej. Ord kunne knap nok forklare ham ordentligt. Det var lige før hun fik kvalme af ham. Eller også var det på grund af det dunkede hoved. Hun havde stadig svært ved at fokusere ordentligt i hvert fald.

Elverens spørgsmål fik Ysara til at tænke sig grundigt om. Hvis hun sagde at hun var alene, kunne de gøre hvad de ville med hende, hvis hun løj var der en risiko for, at elveren ville opfatte løgnen. Og så ville alting kun blive værre. Men kunne det overhovedet blive det? Tanken fik Ysara til at kigge trodsigt op på elveren. "Hvad får dig til at tro, at jeg vil svare på det spørgsmål?" spurgte hun, den rebelske side fuldstændig blottet for elveren og den ulækre mand, der stod med lidt mere afstand. Hun kunne se hans arrighed ved hendes trodsighed, men lige nu var hun bare pisse ligeglad.

"hmm" Sarafina smilede skævt over pigebarnet. Hun havde sgu ben i næsen og selvom hun lige nu havde fået nok bank til at skulle tjekkes op på, holdte det hende tilsyneladende ikke tilbage. Hun var trodsig og det skinte ud af hende. Det imponerede Sarafina, og morede hende svagt at se Jagnar blive mere og mere arrig over det.

"Hvis du ellers ved hvad der er bedst for dig. Jo flere spørgsmål du nægter at svare på, des længere tid får du med Jagnar helt for dig selv." præcenterede hun koldt og satte hovedet på skrå endnu engang. "Vi har været på felten længe. Hvor lang tid siden tror du sidst Jagnar har haft en skønhed mellem hænderne - som vel og mærket ikke kan kastrere ham på stedet hvis han prøver" Jagnar fik et advarende blik. Han havde prøvet sig frem før, det havde ikke endt lykkeligt for ham.

Det overraskede hende faktisk, at elveren valgte at true med Jagnar's ækelhed. Hun havde faktisk regnet med værre, og grunden til dette var, at hun havde oplevet mænd før. Hun var ikke bange for hans nedre dele eller hans hænder på sin krop. Hun var frastødt af det. Men ikke bange. Derfor kunne hun ikke lade være med, bare at smile af elveren.
"Det kan godt være, at jeg ikke kan kastrere ham nu," lød det, stadig lige så trodsigt fra hende, som hun så småt begyndte at arbejde med knuden igen. Det ville tage tid, når hun skulle holde det hemmeligt sådan, så hun måtte vel hellere begynde nu.

"Men jeg er sikker på, at han ikke er helt så ivrig efter at have fået en kniv i benet.. Vent.. Sidder den stadig dér?" hun skævede mod Jagnar der lignede et jordbær i ansigtet efterhånden. "Du er vidst ikke den møreste bøf på ildfadet, hva'? Han kan prøve, men han får ikke en skid ud af det.. Han kan lide frygt, og det får han ikke," hun spyttede efter ham, bare for at understrege hvor meget hun mente sine ord. Jagnar trak øksen fra sit bælte, ved rent dyrisk instinkt.
"Hører du hvad hun siger?! Jeg skal fandeme... Argh, hun skal holde sin kæft!" han begyndte med det samme at træde hen mod hende, og Ysara fandt det faktisk så overraskende komisk at hun kom til at grine af ham. Det hjalp slet ikke på situationen, da der nærmest stod fråde om munden på manden.

Et grin der stoppede brat da hans økse ramte hende lige ned i den samme skulder som var blevet ramt af en pil tidligere. Det var heldigvis den stumpe side af øksen, så den skar ikke hul på hende. Men der lød et knas og kort efter satte Ysara i højt udbrud af smerte, før hun stirrede Jagnar hidsigt i øjnene. Hun havde ikke rigtig mere at sige, det gjorde det sgu alt for ondt til i øjeblikket.

Tøsen legede med ilden, men imponerende nok var hun ikke ved at pisse i bukserne af skræk over at være blevet tilfangetaget af to fremmede, der ikke ligefrem havde været synderligt venlige overfor hende. Hendes ord, fik Sarafina til at smile. Det var morende og direkte dumt af pigebarnet. For satan hun var en møgunge, og Jagnar var ved at gå ud af sit gode skin over det.

Hans arrigskab skinnede også tydeligt igennem, og hans næste gøremål var klokkeklart for elveren. Sarafina rejste sig og bakkede væk, tids nok til at Jagnar kunne få pigen for sig selv med det kraftige slag mod skulderen.
"Jagnar finder også fornøjelse i andet end at voldtage.. som du nok kan se" Han var begyndt at grine hævngærigt over hendes udbrud. Det havde uden tvivl gjort ondt af helvedes til!
"få nu afleveret det du har fundet inden du går for godt igang" han var modvillig til at aflevere tyvekosterne. Han ville jo gerne beholde dem alle kvit og frit, men næh nej. Han havde skabt problemerne. Han havde slebt en eller anden fremmed tøs ind på deres område for at lege rundt, og det skulle Sarafina havde noget for at have givet ham lov til.

Faktisk overlod hun ham helt til sig selv og tøsen derefter. Hun satte sig på en træstamme og så scenariet an som Jagnar valgt at gribe fat i pigens kæbe og tvinge hende til at se op på sig, mens han grinede manisk. Sarafina himlede med øjnene og gav sig til at spise et stykke brød. Han måtte da snart havde fået stillet sine utilregnelige lyster.

Mens elveren talte, sad Ysara pinefuldt stille og kneb øjnene sammen i dyb smerte. Det gjorde vildt ondt i skulderen, og hendes arbejde med knuden var midlertidigt stoppet, på grund af føromtalte voldsomme smerte, der var lige ved at gøre hendes øjne blanke. Hun var slet ikke vant til at få den slags tæsk, ikke at brække skulderen i hvert fald, og fordi den i forvejen var skadet var hendes arm ret ubrugelig lige for nu, indtil elveren lod Jagnar om, at tage sig af hende, hvilket gjorde hende vred. Måske en smule frygtsom, fordi han nok ikke havde planer om, at voldtage hende nu. Hans andre planer var langt mere ubehagelige, især da han tog noget så brutalt fat om hendes kæbe med sit maniske smil.

"Du skulle aldrig ha' stukket mig med den kniv... Din lille mær!" udbrød Jagnar med et ondt grin, før han løftede øksen, klar til at hakke den i hende igen. Hun lukkede øjnene, forberedende sig til mere smerte. I stedet hørte hun et dunk, da øksehovedet gravede sig ind i træet lige ved siden af hendes hals, sådan at selve håndtaget på øksen var sat fast foran hendes hals. Det var ikke vildt behageligt, men det var Jagnar ligeglad med.
Han lod en tommelfinger glide ned over kinden på hende, næsten kærligt, havde det ikke været for den forfærdelige ånde, og Ysara kunne simpelthen ikke holde kæft, da hun begyndte at hoste let over den fæle stank. "Hold kæft, hvor du stinker," kommenterede hun tvært. Det resulterede i et hårdt slag til maven, der kun gjorde hendes hoste værre. Han slog igen, som om det gav ham stor nydelse. Det gjorde det ikke for Ysara, der bukkede endnu mere sammen om hans store klamme næve, hostende og gispende af smerte. Hun havde behov for, at komme fri, så hendes arbejde med knuden begyndte faktisk at løsne sig rigtig meget til det punkt hvor at hendes hænder kunne komme fri med et lille ryk. Hun skulle bare lige sunde sig lidt, hvilket blev rigtig besværligt, at Jagnars mund pludselig mødte hendes i det værste kys hun nogensinde havde fået i sit liv. Det var som et levende mareridt, især da han begyndte at snige sin voldsomt ulækre tunge ind i hendes mund!

Det var så ulækkert og klamtsmagende, at Ysara, i ren og skær panik og vrede, bed fat i hans tunge, samtidig med, at hun rev sine hænder fri. Hendes første indskydelse var, at tage fat i den økse, der sad fast i træet, og i sin vilde adrenalin fik hun den hevet løs, hvorefter hun hakkede den direkte i halsen på Jagnar. Blodet sprøjtede først ud af ham da med et brøl rejste sig, så Ysara var faktisk heldig ikke at blive sprøjtet totalt til i blod, ud over sit eget.
Hun spildte ikke tiden, da hun skyndte sig at rejse sig op og sætte i løb væk fra dem begge. Samtidig slog hendes usynlighedsevne automatisk til, mens hun løb, så hun var fuldt ud overbevist om, at hun nu var i sikkerhed.

Terningerul: 5

Sarafina lod Jagnar om at lege. Alt i alt var det faktisk ret irriterende at han sådan fandt frem til små piger og syntes det var hylende morsomt at bruge deres tid på at 'lege' rundt med dem. De havde helt ærligt bedre at give sig til, men efter flere uger på gåben gad Sarafina simpelthen ikke blande sig. Knap værdigede hun dem et blik i ny og næ, ikke engang som øksens skarpe klinke ramte ind i træet med et dunk.

Hun et antræk i hendes muskler kom frem ved pigebarnets kommentar. Et træk i mundvigen ved den noget så øretæveindbydende kommentar der hurtigt blev slynget afsted, som var hun ikke bange for sit liv overhovedet!

Sarafina måtte indrømme at hun løftede blikket på det forkerte tidspunkt. Scenariet var gruopvæggende og direkte ulækkert. Det stykke brød hun havde fået bidt af, virkede pludselig umådelig uappetiteligt i hendes mund, og hendes tygning forsvandt gradvist. Det endte med at hun til sidst rejste sig for at gå hen og hente brænde, nu idioten ikke kunne finde ud af at hente det selv.
Det var først da en genkendelig lyd af smerte fra den store mand skar igennem luften at hun vendte sig. Det hele gik stærkt, og Sarafina nåede kun lige at løfte buen og begynde at hive en pil frem, da pigebarnet styrtede.
Pilen blev affyret, i samme sekundt at pigen forsvandt fuldstændig.

"Satans!" Sarafina blinkede hårdt for at tvinge dyreøjnene frem som spejdede efter hver enkelt bevægelse. Hun opfangede glimt, der var forstyrret. Svagt forstyrret af den andens evne, tænkte hun sig frem til, og der var intet at gøre. HUn kunne skyde i vildskab, men chancen for at hun ramte var ikke stor.

"Hvad fanden tænker du på! Bare sådan at lade hende lø-- Jagnar?" blødet strømmede ud over græsset og dannede en rød sumpet pøl omkring ham.
Sarafina stod en smule akavet tilbage og kiggede på sin medkriger ligge der og stønne af smerte. "Så var du måske ikke så overlegen som du troede, hva.." hendes stemme var kølig og ligegyldig. Der ville alligevel ikke gå lang tid før han forblødte, og ingen af dem havde evnen til at heale ham sammen. Sarafina samlede provianterne sammen fra hans taske, mens han sprudlede i protest bag hende, men snart blev stille. Helt stille.
Hun flåede lidt i tasken, kastede den hen mod ham for at stimulere et røverig. Sarafina begyndte at gå i en anden retning end pigebarnet. Hun havde alligevel ingen interesse haft for den noget standhaftige pige i første omgang, men de nyindtjente krystaller der klirrede i lommen var nu ikke nogen dårlig afslutning.

Hun bemærkede ikke pilen som hun løb, selvom hun burde. Men adrenalin lukkede af for alt hvad der kunne kaldes en hindring for hendes flugt, så hun styrtede bare afsted ned ad stien, til hun følte sig mere sikker. Da sænkede hun sit tempo til bare at gå, og som hun faldt lidt mere ned, begyndte en ubehagelig stikkende, skurrende smerte, at berøre hende i ryggen. Det fik hende til at stoppe helt op, og undersøge med en af sine hænder, der hurtigt stødte på et pileskaft, der stak ud. Hun kunne nå den nok til at trække den ud, men da hendes hånd prikkede til den, kunne hun ikke undgå at stønne af smerte og hun gik automatisk ned i knæ mens hendes kræfter begyndte at forråde hende. Usynlighedsmagien svigtede, og et par gange blinkede hun ind og ud af eksistens, kunne det godt se ud til for det utrænede øje i hvert fald.

"Satans," mumlede hun lavt, mens hun forsøgte at komme på benene igen. Hun måtte finde en kro, et eller andet, noget hjælp, men da hun forsøgte, væltede hun i stedet ned i gruset på siden. Lige ned på den dårlige skulder, der gav sig med endnu et knas. Det svimlede for hendes blik, mens hun kom med et støn af smerte. Det var værre end hun først havde regnet med, faktisk gjorde det ret ondt. Over alt.

Priserne var umulige i øjeblikket! efter stort set alle beboere i hovedstaden var flygtet mod medanien, specielt som plagerne gik amok, var priserne steget til over det dobbelt alle vejne! Det var ligefrem umuligt at få en brædde at sove på uden at de rippede ens pung for alt - endda lommeuld!

Det var da også hovedårsagen til at Angelica havde forladt byen i protest og plantet sig lige i udkanten med et lille bål, hvor hun var i fuld gang med at stege sin aftensmad. Hun holdte sig helst i nærheden af byen, skulle der komme ballade. Hun havde oplevet det før i hvert fald.

Der var naturligt stille. Et par fugle der stadig kvidrede til de sidste solstråler. Lyden af bålet der knitrede og svagt sydede når fedtet fra kaninen faldte mod gløderne. Alle de normale lyde blev stærkt overdøvet af løbende fødder mod grusset. Personen løb stærkt, for pludselig at lave en masse ravage.. og stoppe. Angelica rettede sig fra sin tilbagelænede tilstand op af sin taske og sovetæppe. Hun anede da også en skikkelse et sted derude.. lidt hoppende, som den ikke helt var der alligevel. "Hey?! Er du okay?"

Hun skulle ikke gå mange skridt tættere på for at se pilespidsen, de store mængder af blod, der forhåbentlig ikke alt sammen kom fra skikkelsen selv, og de velkendte lyde af en person i smerte. Angel satte tempoeet op til småløben over grusset til hun til sidst var fremme. "Shit.." Angel satte sig ned foran kvinden, hvis genkendelse var som et stød i maven. "Ysara?!.. hva i al.."

Der lød et råb derude. Ysara kiggede hurtigt op fra sin liggende position, lettere panisk igen. Var de fulgt efter hende? Eller. Manden ville nok ikke, hans hals var jo et stort blodigt smadder, og hun var ikke sikker på, om han havde overlevet, men der var jo også elveren. Og råbet hun havde hørt tilhørte en kvinde. Hun var helt sikker på, at elveren stadig var derude et eller andet sted, men.. Hun var jo usynlig? Det passede ikke sammen, men faren var der stadig, så hun begyndte langsomt sit forsøg på at komme på benene, da det gik op for hende, at hun stadig havde mandens økse i hånden. Den kunne vel bruges? Hvis nu altså elveren besluttede sig for at komme herhen, hvilket det lød til at hun gjorde. Men stemmen var ikke lige som hun havde husket den, og selvom hun virkelig gerne ville stille sig på benene og forsvare sig selv, så kom hun ingen vejne, og panikken bredte sig hurtigt, til hendes rigtige navn blev nævnt.

Panik blev overstattet af forvirring. Hun havde ikke snakket særlig meget med folk heromkring, så hvem skulle kende hende på den måde? Forvirringen tog sin ende, da hun fik øje på personen der nu sad foran sig, og hun gjorde store øjne, for det var fandme lang tid siden at hun sidst havde set denne kvinde. ".. Angel?" spørgsmålet hang lidt i luften, før hun smilte. Ganske vidst lige anstrengt, men hun var virkelig glad for at se en gammel ven, især lige nu. "Jeg troede du var nede... Nede sydpå?" hun lå stadig oven på den dårlige skulder, så alt hvad hun sagde var nærmest gennem sammenbidte tænder, men hun havde lidt svært ved at vende sig om på ryggen, da pileskaftet rykkede på sig hver gang hun forsøgte. Det gjorde kun mere ondt.

Angel havde egentlig ikke koncentreret sig om andet end alt blodet og da hun så opdagede at det var hendes veninde der sad indsmurt i blod, med blå mærker i hovedregionen der afslørede at hun havde fået et par slag eller tre i nærheden af tendingen, gjorde krav på al opmærksomhed. Derfor kom det som en overraskelse da hun så den blodige økse der blev holdt i hånden.

Angel skar ansigt og bed sig i læben med alt for mange tanker flyvende rundt i hovedet på en gang. "Jeg har lige været i hovedstaden.." svarede hun dog hurtigt og tog forsigtig, omend bestemt fast i Ysara's arm og trak hende op fra den liggende tilstand og holdte hende siddende. "Hvad fanden er der sket?" hun vidste virkelig ikke hvordan noget så voldsomt og grusomt kunne ske! Og så lige her.. det her skulle forestille at være den fredligere del af landet. "kom, læn dig frem ad" ikke at hun helt ventede på sammentygge. Hun lænede Ysara frem så hun hvilede sin pande mod Angels skulder. På den måde havde Angel bedre udsyn til pilen der sad grumt indboret i ryggen, og Ysara ville ikke blive belastet. Skulderen så heller ikke for god ud, men lige nu havde pilen størst prioritet.

Samtidig med at Angelica trak hende op at sidde, gav Ysara slip på den blodige økse. Den var klam og havde tilhørt en klam mand, og hun havde på ingen måder lyst til at røre mere end højst nødvendigt ved den. Det gjorde jævnt ondt at blive hevet op at sidde og hun skar tænder over det, mens hun blinkede et par gange, efterhånden ret svimmel. Hovedet gjorde ondt, men det blev lidt overdøvet af den ødelagte skulder, der dunkede varmt inden i hende, som hun kiggede på Angel med et let flakkende blik. "Det.. Det ved jeg ikke helt.. Jeg tror.. Eh, måske var de banditter. De var i hvert fald ret klamme," vrøvlede hun løs mens hun blev lænet ind mod Angels skulder, som hun bare valgte at hænge slapt op ad, fordi hun ikke rigtig havde kræfter til andet. "Han var i hvert fald klam.. Men jeg tror sgu jeg kom til at slå ham ihjel," tanken gav hende en smule kvalme. Hun havde ikke dræbt nogen før. Hun havde stjålet og hapset med arme og ben, hun havde slået folk ned når de var i vejen, men hun havde aldrig dræbt nogen.

Hun begyndte at kunne mærke en kuldegysning gå ned langs ryggen, som hun slappede mere og mere af op af Angel, og begyndte igen at blive anspændt. Det var ikke meget værre end dengang hun var sluppet ud fra minefængslet, men det var stadig slemt nok. Hun havde alligevel ikke før oplevet at ting havde knækket inden i hendes skulder, men til gengæld var hun ikke nær så afkræftet denne gang. Endnu i hvert fald. "Angel? Jeg har ingen anelse om hvor min lejr er.. Må jeg godt blive her for natten?" det var egentlig ikke et spørgsmål hun burde stille til sin bedste barndomsven, men hun var så rundforvirret, at det bare røg ud af munden på hende. "Hvad har du egentlig gået og lavet mens jeg var.. Ehm.. Væk?"