Koldsveden piblede ned af panden på englen, som hun fløj af sted i vinden. Det gik ikke længere særlig hurtigt, for efter at have healet skaderne fra sit møde med dæmonen, kunne hun have sværget, at hun ville være faldet om, havde det ikke været for den stadige panik i hele hendes væsen. Det var næsten på niveau med engang hvor hun havde været nødt til at heale en mands hånd tilbage på armen igen. Oven i alt det var der et ret heftigt blodtab, fordi hun havde været nødt til at flygte en længere strækning, før hun overhovedet havde turdet at gøre noget som helst ud af, at heale sig selv. Og smerte havde været en god faktor i, at blive ved med at flyve som død og helvede.
Men nu var det ordnet og hun var egentlig på vej tilbage til sin lejr ved Medanien. Men da hun kunne se landsbyen længere fremme kunne hun mærke vingerne give efter. Hun var ved at styrte, men holdt nogenlunde kontrol til hun landede på benene, og med det samme begyndte at vakle af træthed.

Hun var bleg som et lagen. Og så var der stadig blod rundt omkring på hendes tøj. I bund grund lignede hun lidt noget, katten havde slæbt ind, men alligevel gik hun langsomt mod et hus hvor hun vidste, at hun kunne stole på manden der boede der. Gidion. Der var et lille stykke vej dertil. Det lille stykke var pinefuldt, for hver en fiber af hendes overbelastede krop skreg på hvile, men hun kunne jo ikke bare stoppe midt på vejen. Det var ret dumt.
Hun nåede til døren, bankede svagt på, mens hun lænede hovedet mod den og samtidig holdt fast i dørkarmen.
Der ikke meget længe før døren blev åbnet, og Milicent kiggede op på Gidion, som han stod der. Det gav en utrolig lettelse at han var der. Til gengæld var der heller ikke længere nogen panik til at holde hende kørende. "Gidion.. Hjælp, det var noget af en mærkelig hilsen at komme med, men Milicent havde slet ikke energien til at foklare noget som helst. Og heller ikke til at stå op længere, da hun videre kollapsede direkte mod Gidion.

Det var ved at være et stykke tid siden han sidst havde set til hende. Gidion tænkte måske ikke dag ud og dag ind på Englen som var kommet til ham mens han nok havde haft allermest brug for hjem. Han tænkte dog ofte på hende, specielt når han arbejdede på træværket i huset, som efterhåndne var bygget godt op. Det var ikke færdig, men det lignede noget nu, mere end før.
Dagen var gået med at arbejde, og tænkte. To ting der gik rimelig godt i hånd med hinanden. Caitlin var stukket af hen til varulveklanen, eller stukket af var nu et meget voldsomt ord at bruge, nu hun havde fået lov til at strejfe dertil når hun ønskede. Gidion var taknemmelig, om end skeptisk, overfor pigens moster. Hun kunne accepteres og selvom deres forhold var overfladisk, delte de noget at holde af. Det gjorde det hele nemmere.

Gidion var i gang med at slibe som en svag banken vækkede alarmklokker i hele hans sind. Normalvis når folk kom forbi var det en mere hårdføre banken. Hurtigt rejste han sig og åbnede døren op for at blive mødt af et noget blodigt syn. Der var ikke den store tid til at tænke, som han greb ud efter Milicent der faldte udkørt mod ham. Egentlig meget forståeligt taget de mange blodpletter i øjesyn. Hun var let at holde, og det tog ham heller ikke mange sekunder at løfte hende op og bære hende ind i rummet, mens han fik sparket let til døren så den ikke stod åben. "Milicent? Hvad er der sket?" Faktisk var han ikke helt sikker på om hun stadig var vågen, men uroligheden bød ham at forsøge at spørge ind til det alligevel som han fik hende sat forsigtigt ned i en lænestol og bekymret se hende an. "Hvorfor kan vi ikke møde hinanden, uden at du falder om?" kom der ganske lavmælt fra ham. Et let forsøg på at løfte stemningen, selvom han egentlig var mere koncentreret i at tjekke om der var flere skader tilbage på hende, som blodet indikerede at der måtte være. Indtil videre kunne han dog intet se, andet end hun var meget bleg.

I Gidions arme følte Milicent sig meget mere tryg. Hun kunne slappe af og samtidig var hun lettere anspændt grundet koldsveden, og så det, at hun frøs ret meget. Selvom vejret var varmt udenfor. Hun gjorde ingen modstand og lå egentlig bare ret slap i hans arme til hun blev sat i en blød lænestol, som der bare fik hende til at slappe endnu mere af.
En skarp smerte fra nakken fik hende dog til sig selv igen, mens hun kiggede på Gidion med smerten lysende ud øjnene, der efterhånden var blevet ret blanke. "Jeg ved det ikke.. Men han var ret vred," hun var stadig forvirret over dæmonen, måske endda let i chok efter han forsøgt at myrde hende. "Der var sådan en dæmon.. Og.. Nej.. Jeg forstår det ikke," alting kørte rundt i hendes hoved, og hun kunne slet ikke finde rundt i det. Til gengæld blev den skarpe smerte bare ved med at få hende til at ømme sig indtil hun satte en hånd på såret og automatisk begyndte at heale det.
Hun nåede ikke at gøre arbejdet færdigt. I stedet blev hun mere bleg, mens såret så småt healede nok til, i mindste ikke at bløde ud over det hele. Til gengæld var Milicent nu så afkræftet at hun havde svært ved, at bevæge sig.

Gidion så bekymret på hende, som han forsigtigt tjekkede hendes hoved efter om der var flere skader tilbage. Hendes healende evne havde slået til, det måtte den have, siden hun ikke så ud til at have synderligt mange eller store rifter og alligevel være så udkørt og bleg af blodtab. Det var den eneste forklaring der gav mening. "Hvem?" bange anelser ramte over ham. Han huskede hendes forklaring om hendes fader. Huskede udemærket hvad han havde gjort ved hende og hvis han havde fundet hende. Ja, det var aldrig en rar tanke at tænke færdig.
Gidion vil ikke påstå han åndede lettet op ved at finde ud af at det var en dæmon fremfor hvad han ellers havde troet. Faktisk var det lige før at det var værre.

"Dæmoner.." sukkede han træt og lod sit fokus være på såret som hun selv var begyndt at heale sammen. Det var begrænset hvad hendes energiniveau tilbød hende at klare dog og der var stadig et sår tilbage da hun løb tør for kræfter. "Der sker dig ikke noget, så længe vi er herinde. Bare roligt" forsikrede han hende, inden han var nødsaget til at rejse sig og finde forbindinger til at stoppe resten af blødningen fra såret.
Han satte sig på hug som han vendte tilbage med grejet og fik det resterende afhjulpet til ikke at dræne synderlig meget mere energi fra hende. Der var ikke så meget at tage af. "Hvor var du da det skete?"

Gidions trætte suk over at det havde været en dæmon gjorde Milicent lettere forvirret. Hun ikke før haft problemer med dem. Ikke før i dag i hvert fald. Men Gidion måtte vel have haft det, siden han virkede fordomsfuld i det. Hun lod det dog ligge, da hun ikke følte at hun havde overskud til at spørge ind til det. Mens han gik, sad Milicent stille, og lyttede angst. Selvom han lige havde sagt, at der ikke ville ske hende noget, så havde dæmonen teleporteret dem. Han kunne dukke op lige her, taget fat i hende igen, og så få hende dræbt hvad end for et sted, som han kunne have forberedt til det, og tanken gav hende kun mere ubehag, og gys ned ad ryggen på hende.

Kort efter var han dog heldigvis tilbage igen, og spurgte lidt mere ind til det. Milicent tog sig lidt til hovedet med en meget rystende hånd. Hun komplet var overanstrengt i hele kroppen, der stadig skreg på hvile, mens hendes øjenlåg blev mere og mere tunge. Og samtidig var der stor panik i hende stadig. "Jeg var der hvor du mødte mig sidst. Men han teleporterede mig et godt stykke væk.. Ind i en hule... Og så ville han have slået mig ihjel.." forklarede hun, mens hun blinkede op til flere gange for at holde søvnigheden væk. Hun ville bestemt ikke sove nu, det var hun for bange til. I stedet forsøgte hun at tappe på energi der ikke var særlig meget af i hendes lige nu meget slappe og rystende krop, hvilket ikke gik særlig godt. Hun var simpelthem for udmattet og drænet.

At bo i hovedstaden havde haft sine fordele og ulemper. Dæmoner var en af dem. Nej, det var ikke alle dæmoner der interesserede sig for at gøre livet surt for krystallianerne, men det var dem man hørte om. De var farlige i de fleste tilfælde at have med at gøre, og når først de så sig sure var det som regel altid for sent at gøre noget. Det var den bitre erfaring af hovedstadens dæmonskud, men ikke nødvendigvis sandheden for dem alle. Lig nu havde Gidion dog ikke meget til overs for nogen af dem - ikke med den måde Milicent var blevet behandlet på og garenteret uden at dæmonen har haft en grund.

Gidion kiggede uroligt og bekymret på hende, og lagde beroligende en hånd på hendes arm. Der var stadig meget panik at læse i hendes udtryk og stemme. Forsåeligt med hvad hun havde været udsat for. "Hvorfor ville han dog det.." hans stemme var ikke høj, faktisk ikke andet end en hvisken og nok mere et spørgsmål ud til rummet end til nogen bestemt. Det var ikke alle der behøvede en grund. Det kunne være alle racer der havde den overbvisning.
"Milicent.. Du er nødt til at få hvilet.." tilføjede han ikke ret lang tid efter, med en tydeligt bekymret mine. Hun så så træt og ukørt ud. Hele hendes krop havde været alt for højt oppe at køre alt for længe. "Der sker der ikke noget, så længe du er her. Det lover jeg."

Hun var svimmel, afkræftet, men samtidig stædig. Hun havde virkelig ikke lyst til at sove nu, men samtidig skreg hver en fiber af hendes krop på restituering. Koldsved drev stadig fra panden på hende og hun rystede endnu. Rysteturen forsvandt dog idet Gidion lagde en hånd på hendes arm og sagde beroligende ord til hende, hvilket blot fik hende til at blinke endnu mere stædigt.
"Jeg tror måske jeg provokerede ham for meget," indrømmede hun svagt mens ilden og passionen kort kom tilbage til hendes øjne. Hun fandt sig ikke i at blive talt til, som det monster havde talt. Det havde hun fundet komplet uacceptabelt.
"Men han var også virkelig ubehøvlet," det var ord der var ment til at være vrede og hårde, men i stedet var hun bare for træt til at medbringe styrken i sin stemme.

Efter et par blink begyndte søvnen langsomt at overmande Milicent, der gav et mindre spjæt fra sig. "Du er så.. Så.. Betænksom, Gidion," mumlede hun langsomt. "Men husk nu at passe på dig selv også," hun ville ikke være skyld i, at han kom til skade hvis monsteret skulle beslutte sig for at komme herhen, så ville hun hellere, hvis bare han løb og fik sig selv i sikkerhed, end at han skulle til at miste sig selv på at beskytte hende.
Før hun kunne nå at give sine bekymringer en stemme var det dog som om at hendes krop sagde stop og hun faldt i en først urolig, dernæst meget tung søvn.

Lige nu var ærlig talt ikke tidspunktet for at snakke. Men han kunne ikke lade være med at spørge efter hvad der var sket, og hvorfor denne mand eller hvad han nu var, havde valgt at angribe hende. Han kiggede op på hende med rynkede bryn. "Det er ingen undskyldning.. At provokere andre er ikke en indbydelse til at..." han stoppede sig selv, som hans øjne løb over hendes skader. Nok havde hun været i gang med at heale, men ikke alt var væk - langt fra. Han smilede et lille smil til hende. Ja, han havde været på mange måder ubehøvlet.

Gidion kiggede op på hende med hovedet let på skrå. "Det er ikke mig der er kommet til skade lige nu, Milicent" og kom den person tilbage der havde gjort det, jamen så skulle han da være velkommen til at prøve at komme ind i huset. Han var ikke ligefrem bange for hvad der skete med ham selv. Gidion ventede til at Milicent var helt faldet i søvn, så han var sikker på ikke at vække hende, før han løftede hende op fra stolen og bar hende ind til sin egen seng. Her lagde han hende, sørgede for at hun havde varme nok, inden han gik ud derfra igen. Lod hende få den hvile hun behøvede.

Emne afsluttet <3