Milicent var stadig i det lille stykke skov i Medanien. Hun havde været nødsaget til at blive der for nu, efter som at hun havde været træt de sidste par dage, oven på den lille strid med et par mørkets krigere for snart et par dage siden. Hun havde planer om, at drage tilbage til sin egen skov i morgen, men i nat var det lidt for sent. Så aftensmaden blev spist, og snart efter blev ulvene sendt ud efter mere mad. Den nye hunulv var blevet til en del af flokken. Hun havde hjulpet til, og Milicent havde godkendt hende. Hanulven kunne også godt lide hende, og de holdt nærmest sammen som et ægtepar ville have gjort det i "menneskeland". Det gjorde Milicent glad, og selvom de begge to ikke brød sig om, at gå ud at jage og efterlade hende, så havde Milicent givet dem ordren lidt mere hårdt end før. Hun var sikker på, at der ikke var noget farligt i gærde i nat, og desuden var der fugle, der kunne advare hende, hvis noget skulle gå galt. Og hun var da heller ikke helt ufarlig selv, i hvert fald når det var mænd, der forsøgte på noget. De skulle bare have et godt solidt spark i ædelstenspartiet, så skulle de nok lade hende være.
Som ulvene forlod hende - for nu - fik hun selv lagt sig ned, parat til at sove lidt.
Men som det nok var overraskende, var Milicent stadig en smule træt, og derfor faldt hun hurtigere i søvn end først regnet, og der skulle tilsyneladende en del til at vække hende, da hun ikke registrerede fuglenes pippen, som en uindbuden gæst kom tættere og tættere på.

Det havde taget tid, lang tid at opspore hende. Galavant havde været på sporet af hende siden hun forpurrede hans ordrr han havde fået for et par uger siden. Opsporing af resterende mørkets krigere så de kunne blive udspurgt. Uheldigvis havde en anden kommet før ham på de krigere han havde udset sig og fundet , og han havde fundet dem døde i en lille bunke. Heldigvis havde han ikke fået nogen tidsfrist hvilket havde givet ham rigelig tid til at udspionere og finde pigebarnet der åbenbart havde ødelagt de hele for ham.
Tåbelige tøs!
Dæmonen vidste af bitter erfaring at dårligt udførte opgaver resulterede i udsultning indtil han kunne bruges igen. Hvor han havde hadet sin tidligere herre var denne nye bestemt ikke nogen kop te at have med at gøre heller,, faktisk var hadet til den nye og yngre langt større idet dennes afstraffelsesmetoder til tider kunne blive ret så direkte, hvilket var grunden til at han manglede sit ene horn. Galavant skar en grimasse inden han langsomt sneg sig tættere idet hun lagde sig ned. Erfaringen og spionagen af hende, havde givet ham en ide om at tøsen kunne et eller andet med dyr, en formm for kommunikation. Praktisk, men det skulle ikke holde am fra at få sin søde hævn, for han var godt så irriteret over at han ikke bare kunne tage hjem nu, et tidspunkt hvor hans ordre nok ellers ville have været udført, hvis ikke lige tøsen var kommet i vejen. Som ulvene forsvandt og hendes åndedræt ændredes teleporterede an sig tæt på hende, inden han greb om hende i et fast greb og med hånden for hendes mund så hun ikke kunne få hjælp af sine dyrevenner, udover de flyvende der allerede var begyndt at angribe ham. Irriteret langede an ud efter dem med sin hale inden han begyndte at teleportere dem over mod et nærtliggende bjerg hvori han vidste en meget gammel grotte befandt sig uden dyr i nærheden, andet end de insekter der var i de fugtige hulrum.
"Du kom 'tilfældigvis i vejen lille tøs '' Lød det med hans let hæse stemme, en stemme der tydeligvis sjældent blev brugt. Halen derimod lod han glide advarende hen over hendes strube så hun ikke skulle være i tvivl om hans intentioner eller advarslen i denne handling idet hun ville kunne føle hans takkede knogleagtige struktur på halen. " Hvem sendte dig!?"

Det kunne godt være, at Milicent var faldet i en rimelig tung søvn, men den blev ret så forstyrret af en mand der var langt større end hende, mente, at hun ikke skulle sove længere. Det havde ellers lige været så rart, men nu skulle hun åbenbart vækkes. Irriteret forsøgte hun at komme fri, efter at have kommet sig over chokket. Hun havde lyst til at bide ham i hånden.. Men var lige nu lidt for groggry til at finde på det, i hvert fald indtil de endte i en mørk grotte. Hun brød sig ikke om mørke steder, især ikke dem der var indelukket, og især ikke, når hun ikke kunne mærke, at der var nogen dyr i nærheden. Det føltes ekstremt ubehageligt! Hun stivnede som en skarp hale gled hen over halsen på hende, og stirrede op på ham. Det var en dæmon. Han havde fire horn, hvis man talte det afknækkede med, og han var ret skræmmende. Men nu hvor hun kiggede ordentligt på ham, var han alligevel ikke helt så stor som hun havde troet. Faktisk var hun et lille stykke højere end ham, men han var stadig langt stærkere end hun var, nok grundet at hun havde de hypermobile led og fordi han trods alt var en mand og den slags generelt havde større muskler end kvinder.

Hun burde dog stadig være bange. Men Milicent var ikke nem at skræmme, og hun havde stået i en lige så slem situation før, med flere mørkets krigere omkring sig. Det var rent held, at hun var kommet ud af den situation, og desuden kunne hun vel håbe, at Isaris planer med hende stadig ikke var ovre. Så da han begyndte at stille hende underlige spørgsmål, kiggede hun tilbage på ham med en blanding af trodsighed og forvirring i sit blik. "Jeg aner ikke hvad du taler om, så du må meget gerne sende mig tilbage til min lejr, tak," hun følte sig lidt for høflig, og senere blev blikket mere vredt. Hvor vovede han at trække hende væk fra en nødvendig nats søvn og sine venner?! "Desuden.. Er jeg højere end dig.. Lille mand," det var måske lidt dumt sagt, alt taget i betragtning, men Milicent kunne simpelthen ikke lade være.

De i forvejen smalle øjne blev knebet mere sammen da hun tilsyneladende forsøgte at drille ham, noget der kun resulterede i at han forsøgte at hamre hendes baghovede ind i væggen. " Mob ikke manden bare fordi han er lille. " lød det knurrende. Han var egentligt ligeglad med hvad hun mente om ham, størrelse havde ikke betydning for gørelsen
Endnu engang kom hans hale i gang som den kælent strøg hen over hendes kinder og efterlod nogle rifter, mens han forsøgte at opsnuse hendes had. Alle personer havde et had, noget han selv nærede sig ivrigt ved, og hvis der var nok kunne det omdannes til mørk magi, som han kunne bruge imod sine ofre og fjender, blandt andet tøsen som han havde fat i. " Jeg er ikke din tjener, forstå din situation og din plads, kvinde!"
Grebet om hendes hals blev strammet yderligere i et forsøg på at få bedre kontrol over den lidt højere kvinde. Hans trang til at skade hende og jage en skræk i livet på hende, voksede sig større selvom han forsøgte at kontrollere den del af sig. I det mindste var de ikke på paladset hvor denne opførsel fra hans side unægteligt ville være blevet afstraffet så snart hans herre fik ørenlyd om det.

Milicent kunne godt sige sig selv, at manden, bæstet, hvad end han var, ville blive vred over hendes trodsige tone, men hvor hendes sind var forberedt, så var hendes krop det slet ikke, da han hamrede hendes hoved ind i væggen. Og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt! Hun blinkede et par gange for at få et par sorte pletter væk fra synet og blev kun mere vred over den hovedpine, der var dukket op. Hvad fanden skulle det til for, kunne de da ikke bare holde en "civil" tone, uden at have alt det vold involveret!? Det var fandme da utroligt!
Det var først da halen kom ind i billedet igen og efterlod ridser i hendes ansigt, at hun virkelig blev vred. Hun kunne ikke arbejde med mænd, der absolut skulle bevise deres magt over for det modsatte køn. Det var nedgørende, og hun hadede det til ubegrænsede mængder. Lige så meget, som hadede det sted, han havde besluttet sig for, at de skulle "snakke". Hun kiggede på ham med et mørkt blik. Hvad der overhovedet at sige? Ikke noget til ham her!

De næste ord der forlod mandens mund satte virkelig hendes blod op til et kogepunkt, hun ellers ikke havde troet muligt. Hun ikke været så vred siden far. Hendes hænder knyttedes, og selvom hun blev gjort grundigt opmærksom på de lukkede luftveje, så var hun også rigtig vred, så med den besværlige vejrtræk, stirrede hun ham i øjnene med komplet had i sit blik. Hun hadede ham. Lige nu. Så var der kun had. "Min plads.. Er ikke under små, uduelige mandskabninger.. Som dig!" godt nok var det sagt noget anstrengt og hun følte igen at der var sorte pletter for hendes syn, men det stoppede hende i den grad ikke fra at gøre en handling ekstremt vovet og dristig handling, der sagtens ville kunne koste hende en del senere. Men det tænkte hun slet ikke over, han skulle bare lære, ikke at undervurdere hende, så da hun forsøgte at sparke ham direkte op i det lille sted hvor mænd plejede at synge sopran opera, var det helt uden tanker på sit eget ve og vel.

Vreden kom som en velkommen gave fra hende, som han tog en smule næring fra den i et forsøg på at komme sig lidt hurtigere over det ømme sted hendes fod havde ramt rent og klokkeklart. Smerten var skudt op gennem rygsøjlen ned i halen som jog frem fra sit skjul og langede ud efter hende, jagende efter den bløde hud i nakken, mens Galavant selv halvvejs stønnede af smerte, halvvejs fnøs.
" Dit modbydelige tøsepigebarn!"
Han kunne godt være mindre, men han kunne være mindst lige så knotten som dødssynden selv.. Eller det var måske at overvurdere sig selv, men hendes vrede gjorde ham kun selv mere vred. Med en dæmpet banden bøjede han hovedet inden han bøjede sig yderligere ned i et voldsomt hug med hovedet forsøgte han at gøre brug af sine horn et sted som de fleste kvinder var mindst lige så ømsindede over som han var over sin stakkels forplantningsorgan.
"Din plads er under mine fødder, liggende på jorden i dit eget blod." En sætning han før havde hørt meget lignende dette, bare fra hans tidligere herres læber.
Han kneb øjnene en smule på klem som han løftede hovedet for at få et bedre blik af hendes ansigt.

Hvorend hun blev ramt i nakken, så var det yderst smertefuldt og hendes ben gav med det samme efter, så hun i sidste ende nærmest hang i dæmonens arme med forpint ansigtsudtryk. Hun kunne mærke en varm substans løbe fra nakken og ned ad ryggen, og hendes umiddelbare gæt var blod. Det gjorde virkelig ondt. Hendes øjne blev ufokuserede på grund af smerten, men den var bestemt ikke værre end da hans hoved - hornene nærmest bestemt - ramte lige ned i brystet på hende og fik hende til at tabe pusten fuldstændig. Om de havde ramt noget, vidste hun ikke, men de brød gennem, mellem nogle ribben og da han trak sit hoved til sig, lød der et knæk, og hendes vejrtrækning blev omgående mere besværet.

Hun var bestemt ikke udholden nok til denne form for smerte. Hun var ikke ligefrem vant til det med, at blive stukket ned, da det kun var sket én gang for hende før. "Dit modbydelige... Udyr!" udbrød hun hæst, mens hun forsøgte at skubbe ham væk. Men hun kunne ikke engang rigtig få sig selv til at løfte sine arme. Og benene var slet heller ikke med, fordi hendes krop ikke kunne klare det voldsomme pres. Men hvis han mærkede efter, ville han nok opdage hvordan hendes had nåede fuldstændig nye grænser, hvorefter den oversteg de grænser til et niveau der var overraskende, endda for hende selv. Hun var rasende! Lige her, lige nu og her, ønskede hun dæmonen død og begravet 20 meter ned under jorden, så han ikke havde en eneste chance for at komme tilbage.

Fornemmelsen af blodet på hornene, såvel som den let metalliske lugt af det i luften, gav anledning til et næsten psykotisk smil hos dæmonen som han betragtede hende. Han rystede let på hovedet for at forhindre blod i at dryppe ned fra hornene og ramme hans tøj: Ingen grund til at gøre hans herre mere knotten når han ville komme med dårlige nyheder.
En forarget fnysen forlod Galavant. Han var næsten fristet til at dræbe hende på stedet, det eller tage hende med til hans herre, selvom denne nok snarere villeblive endnu mere vred ved sådan en handling; hvad skulle han gøre med en tøs der tydeligt ikke var fra mørkets hær eller tilhænger deraf? Nej, dæmonen besluttede sig for at for nu ville det at jage en skræk, eller had ind i hende ville det være tilstrækkeligt.
Han tog hendes svage skubben som et tegn på at trække halen til sig igen, og tage afstand fra hende.
"Bryd ikke ind i mit arbejde igen.. Kvinde.!" Det var næsten tydeligt at høre foragten for hvad hun var, både race og køns mæssigt. Hvorfor skulle mennesker og kvindfolk hele tiden være i vejen for ham på den ene eller anden måde. Det var næsten som om de havde slået sig sammen og dannet en pagt for at han ikke kunne fuldbyrde sin opgave. Hvis bare han vidste hvor fanden de nærmeste og levende krigere af mørket befandt sig.
Blikket faldt igen på kvinden foran ham. Nu ikke blive distraheret, tøsen sku stadig kende sin plads.
" Udyr, monster, vanskabning, pestdyr, vi har så mange kaldenavne virkelig.. Dit rører mig overhovedet ikke." Og bestemt ikke så meget som hendes spark i hans private, og stadig temmeligt ømme skridt, havde gjort og til dels stadig gjorde. En smerte han bestemt ikke brød sig om.

" Så tøsen.. Hvad ved du om Mørkets krigere? ved du noget overhovedet? " Hellere udspørge hende, selvom han ærligt tvivlede på at det ville give ham nogen nyttig information, især med den vrede der ulmede som en vulkan tæt på udbrud, indeni hende.
Bag ham vejrede halen i luften, som en aggressiv skorpions, dryppende af blod som han næsten fik en lyst til at smage på.

Hendes svage skubben virkede da til at få dæmonen til at lade hende få, bare lidt fred. Hun kollapsede omgående ned på knæene uden dæmonens ubehagelige støtte. Det gjorde ikke nær så ondt at lande på den måde, som alt andet han havde påført hende gjorde, og som hun sad på den måde, med hænderne på jorden og rystende arme, gik det op for hende, hvor slemt det kunne være. Hun havde ikke tiden til at heale skaderne, for det ville også gøre ham mere vred. Det handlede lige nu bare om, at spare på energien. Til gengæld havde hun fin med tid til, at søge ind i sig selv for at se skaderne. Venstre lunge var penetreret, men det var ikke decideret en dødelig skade. Kun hvis han holdt hende her i timevis, hvilket hun for alt i verden håbede, at han ikke gjorde.

"Åh... Hvor observant af dig.... Jeg vidste slet ikke, jeg var en kvinde," mumlede hun anstrengt, men dryppende af sarkasme. Hvor meget hun end havde lyst til at rejse sig igen, så var hendes krop bare alt for uvillig. Allerede de rystende arme var nok til at hun vidste, at det ikke lod sig gøre. Hendes krop blev gennemrystet af en svag hosten og der lød et par dryp, da blod landede på jorden. Hun havde en ubehagelig smag af metal i munden.
"Hvad får dig overhovedet til at tro, at jeg ved noget? Jeg har ikke lyst til at tale med dig alligevel, så..." hendes mumlen var stadig meget rasende, og hendes had til ham var ikke på noget tidspunkt blevet mindre. I øjeblikket var hun bare ikke særlig meget i stand til at råbe af ham, grundet sin meget besværede vejrtrækning.

" Hvis du ikke vidste du var en kvinde var den lukkede nok det bedst sted for dig at være.. Men nu er du her og jeg kunne ærligt bare efterlade dig herinde og langsomt dø af kulde og sult." Et tænksomt udtryk gik over hans ansigt mens han betragtede hulens kolde vægge omkring dem, overvejende om det ville være det værd.
Bag ham virrede halen nu faretruende rundt inden han igen fokuserede ned på hendes bløde og blødende skikkelse. At tage livet af hende var så fristende for ham at han nær havde sparket ud efter hende ved hendes frække svaren igen.
" Jeg tror ikke at du ved noget som helst, men jeg kan jo håbe. Hvis du ikke har noget jeg kan bruge til noget må jeg jo bare efterlade dig her i bjerget."
Ah den had. Han følte næsten han kunne svømme det. Det var noget af det han elskede; folks uvidenhed overfor hvad han kunne og at negativtet kun var en behagelig og hjælpsom egenskab omkring ham.

Milicent kiggede langsomt ved dæmonens ord. Hvis han efterlod hende herinde, måtte hun jo bare forsøge at finde vejen ud. Der burde jo være én, eller gav det ingen mening. Selv hvis dæmonen havde teleporteret dem herind. Hun sendte ham et hadefuldt blik, mens hun langsomt kom i tanker om sin kniv, der hang i bæltet under noget af det læder og pels der også hang der. Hvis hun skulle undgå ham, var det nok bedst at forsøge at dræbe ham. Det var ikke Milicents fornuftige side, der tænkte lige nu. Det var hadet og den tankeløse del. Det skete, hvis man pissede hende nok af, og det havde denne dæmon utroligt nok formået, at gøre. Hun ventede til sidste øjeblik.
"Hvis jeg ved noget, så er det ikke en viden, jeg har tænkt mig at dele med dig," snerrede hun vredt, før hun samlede al den styrke hun havde på, at trække kniven, og springe på ham med den i hånden. Hun gik direkte efter halsen, det var der man dræbte bedst jo. Og hun ønskede virkelig dæmonen død. Hun kunne slet ikke styre sin vrede længere.

Han kom med en snerren som han hoppede baglæns, en smule for langsomt dog, da han fornemmede kniven mod huden lige under det højre øje. Med en mindre anstrengelse fik han koncentreret en bunke af hendes negative energi og omformet det til sin mørke magi der viste sig i form af mørke skyggelignende tråde der kom ud af ingenting idet de under hans kontrol forsøgte at slå kniven ud af hendes hånd, mens han diskret flyttede sin egen hånd op og tørrede blodet væk med baghånden for at tjekke hvor dybt det var. Overfladisk skramme konstanterede han som han skævede ned til den røde masse på hånden. Med en smule held ville det være helet inden han var tilbage ved sin herre, medmindre han blev påkaldt. Noget han aldrig havde brudt sig om.
Med en ulmende lune skulede han til hende foran sig i mørket med sine mælkehvide øjne. " Siden du ikke vil samarbejde kan jeg lige så godt dræbe dig. " Snerrede han dæmpet som halen igen skød ud efter hende, kommende fra højre side.

Det var noget underligt noget der skete, men det endte i, at kniven blev blæst ud af hånden på hende, og landede længere væk med en klirrende lyd. Hun kiggede på dæmonen, besejret, og som han sagde, at nu ville han bare dræbe hende, vaklede hun et enkelt skridt bag ud. Hun var dog ikke hurtig nok til at undgå den takkede hale, der begravede ind, lige oven over hoften, fra siden. Hvor langt inde, den sad vidste hun ikke, men det var smertefuldt, og selvom hendes vejrtrækning efterhånden var mere pivende end ren, måtte hun skynde sig, at få halen væk. Det blev gjort ved, at hun tog fat i den og hev til, så godt hun kunne. Om den flåede noget med, vidste hun heller ikke i øjeblikket. Det eneste hun vidste var, at hun skulle væk og dét lige nu!
Med et kraftigt vingeslag skabte hun allerede nu stor afstand. Det var snævre "korridorer", men hendes adrenalin og panik styrede hendes bevægelser til, at flygte hurtigere end hvad hendes krop burde ville.

Om dæmonen fulgte efter, vidste hun ikke. Hun flygtede bare som død og helvede, med brugen af sine stadig uskadede vinger. Hun kunne se noget lys forude og fløj efter det, og til sidst nåede hun uden for, hvor hun fløj længere op i luften, for at komme ud af syne for dæmonen. Hun skulle bare væk nu! Så kunne hun altid bruge tid på at heale sig selv senere.

//Out

Han havde en smule svært ved ikke at le lidt ved synet af hendes udtryk idet han formåede at jamre halen imod hende, lige over hoften. Fornemmelsen af det varme kød og blod var rar, og han tog sig i at nyde den dæmrede sans der var i halen, lige indtil hun hev i den hvilket fik dæmonen til at jamre som han per instinkt hev halen til sig igen. Forbandede kvinde!
Som han så hen på hende var hun allerede et godt stykke væk foran ham. De vinger! Han vidste at han skulle have uskadeliggjort dem først, men havde ikke tænkt videre over det i sin vrede over hende. Han teleporterede sig efter hende, udenfor nærmest fulgte efter hende selvom han vidste at han ikke havde vinger og dermed ikke mulighed for at følge med, det ville kræve alt for megen chakra.
En misfornøjet rynke viste sig over hans næseryg inden han vendte om, besluttende sig for at forsøge at finde mørkets tilhængere. Bare en uge længere, så ville han gå tilbage, selvom han nok måtte finde noget andet tøj inden han retunerede. Herren ville nok ikke blive videre tilfreds ved at se dæmonen iklædt blodtilsølet tøj. Til den tid ville hans egne sår nok også være ved at være forsvundet så han ikke behøvede at bortforklare det med en undskyldning om at han var snublet i sin søgen.

//out