
Sikken dag.
Priscilla lænede hovedet tilbage mod arrestens kolde, klamme stenvæg og lukkede øjnene. Det gjorde ikke megen forskel, fordi cellen var næsten lige så mørk som bagsiden af hendes øjenlåg, men det var måske lidt nemmere at lade som om hun ikke var endt i denne her situation. Hun trak det lasede tæppe tættere om sig og var meget påpasselig for at det sørgelige, hullede klæde i særdeleshed dækkede hendes højre arm.
Sikken håbløs, tåbelig dag.
Priscilla var en ganske ung dæmon (efter deres standarder), havde netop rundet andet århundrede for fire år siden og hendes havblå øjne gnistrede af dæmonisk energi. Hun var for tiden iført en bondedatter i starten af tyverne med et brændende ønske efter at se verden. Fregnerne var lidt en skam men hun havde efterhånden vænnet sig til at de bare var overalt - ansigt, skuldre, ryg, bryst.. Hun var lidt på den ranglede side, hvilket havde resulteret i en del klodsethed lige i starten. Nu havde hun efterhånden styr på de 15 centimeters rækkevidde hun havde på sin sidste form. Det var dog ikke den der havde draget hende til netop denne vært.. Nej Aja, som pigen hed, havde den mest fantastiske manke af tykt, flammerødt hår - og selvom at Priscilla aldrig ville indrømme det overfor nogen og da mindst af alt sig selv, var der en tryghed i måden det mindede om moderens røde hår. Det meste af overkroppen var nu dækket af runer og mønstre; et kort over de besværgelser kastet på hende, et håb om at optrevle dem. Det var desværre ikke så let som så, fordi Priscilla havde - af rent princip - undladt at gøre noget der kunne være decideret farligt for værten.. Indtil videre.. Hun skævede ned til højre og græmmedes.
Sikken dag.
Priscilla sukkede og kastede et blik over på cellens anden beboer, "Så hva' er du inde for?"
Krystallandet
