Det var en af de dage, hvor solen havde bagt det meste af dagen. Vejret var uudholdeligt og folk gik sløve igennem byen der ikke lå så langt væk fra stranden. Det havde været en nem dag at skaffe ind til føden, som den en armene pige, nu sad og mæskede i sig, under skyggerne fra nogle palme træer. For en gangs skyld, havde hun tilladt sig selv at løsne de mange stykker tøj der lå rundt omkring hendes krop for at beskytte nysgerrige øjne, at se hvem der mon kunne gemme sig under et lag af rødt. Den umenneskelige blonde pige, med det lange plantin blonde hår, havde i flere år forliget sig med, at hun ikke kunne vise sig rigtige jeg for andre. I frygt for hvad der kunne ske med hende, gyldne honning farvede øjne betragtede kort den stump af hendes venstre arm som der var tilbage. Mens at et luns brød blev skubbet ind i munden.

Hun havde efterhånden lært hvordan hun skulle klare sig uden en ekstra arm, men det havde været svært i starten, bare sådan at vænne sig til noget, som var så uvant for et menneske. Som en klog mand sikkert havde sagt der ude et sted, mennesker vidste kun hvad de havde, ind til den dag at det ikke længere var deres. Men dette stykke brød og to æbler der lå i hendes skød, var der forhåbentligt ikke nogen som der ville savne alt for meget. Hun havde altid dårlig samvittighed, når at hun tog fra andre. Men i disse tider var det en nødvendighed, da hun ikke vidste hvordan at hun på andre måder skulle leve på.

Efter en times tid, hvor at maden nøjsomligt var blevet spist. Var mørket ved at ligge sig hen over ametyststranden og med fødderne begravet nede i det varme sand, betragtede den blonde pige hvordan at den flotte store sol, lige så stille sank ned bag havoverfladen. Og kastede dens flotte varme farver fra sig, lige til det sidste. Hun ville ønske hun kunne være så smuk som solen selv, altid kaste varme dejlige farver rundt omkring sig, frem for altid at gemme sig væk. Og igen, drømte den unge Chilam, sig væk hvor de grønne skove var, hvor hun ikke skulle gemme sig, men kunne løbe frit og glad igennem verden uden at tænke over, hvem den næste person ville kunne finde på at gøre ved hende.

Relyua havde bevæget sig over det sidste lange stykke tid længere og længere syd på, hvilket han på nuværende tidspunkt var begyndt at se som noget af en tåbelig ide. Han egnede sig slet slet ikke til alt den varme. Han bar stadig rundt på den store kåbe skiftevis hang den over skuldrende eller blev slæbt i armene på ham. Han var lige nu på vej ud på stranden da han ikke havde noget valg følte han, vandet burde da kunne være en hjælp. Han var selv utroligt glad for at det var ved at blive mørkere og derved bare en smule koldere så han kunne undgå den der ulidelige sol og varme.

Han nåede endeligt så langt ned at han kunne se vandet. *Endeligt! Jeg har virkeligt haft behov for det her...*. Relyua gik med hastige skridt mod vandet, lagde ikke ret meget mærke til hvad der var til stede ved stranden. Han stoppede ved vandet, kiggede på det vurderede det nærmest som om han skulle være sikker på at det ikke var giftigt eller noget. Han havde allerede brugt massere af tid på at kigge ned på sandet, eller de små krystaller som det jo var... Det var meget underligt, han var meget forrundret, hvilket også var grunden til at han stoppede op kiggede ned i sandet, og rodede ved det. Sveden kunne ses tydeligt på ham som han også besluttede sig for at nu var den her varme altså også bare for meget, som han smed tøjet, hvilket alt sammen var relativt pelsklædt, mens han vandrede ud i det lune vand og han virkede med det samme mere afslappet.

Hans hud var bleg, typisk for dem fra nordlandet, og håret var langt og blond. Det hang ned over det ene elverøre som han lod sig synke ned i vandet. Han havde ikke lagt mærke til de få andre der var på stranden. Han vendte sig rundt som han kom op af vandet igen. Kiggede sig omkring sunderede terrænnet og de andre der var til stede. Han lagde sig på ryggen og flød roligt i vandet. Han kiggede op inden han vendte sig igen. det værste var den forbandede sol som heldigvis var ved at gå ned, så han kunne undgå at blive solbrændt, hvilket var grunden til at han først var taget til vandet efter det var begyndt at blive mørkt. Han var stadig ikke helt sikker på hvad han lavede i den her del af landet, men nu var han her, så han havde godt nok tænkt sig at opleve så meget af området som han kunne.

Hun tog en dyb indånding af den friske havluft, menneskerne var taget hjem fra stranden og gjorde sig klar til enden at spise eller gøre sig klar til at gå i seng, for næste morgen ville den næste lange arbejdsdag finde sted. Den blege pige fugtede langsomt læberne, hun havde godt nok ikke fået vaske sig de sidste mange dage. Måske hun skulle tage chancen og håbe ingen fandt sin vej ned imod stranden denne aften?

Inden hun kunne nå op om bestemte sig, løb de bare fødder langsomt hen over de mange små krystaller, som grundlagde sandet på stranden. Da hun var kommet nogle få meter hen til vandkanten, fandt hun et sted, hvor nogle palmer og buske ikke lå så langt væk fra bredden og trak sit tøj af. Det var ikke længe efter, at hun befandt sig i vandet, lige så nøgen som den dag hendes mor havde født hende. En dyb indånding blev trukket ned i hendes lunger, mens at vandet kærtegnede hendes varme krop med blide strøg. Det havde virkelig været dette hun havde haft brug for.

Men den stilhed der havde været lige dér hvor hun havde befundet sig, Varede ikke ved længe, da en blond mand pludselig befandt sig ved bredden ikke så langt fra hende. Med store øjne dykkede hun ned i vandet, uden at vide hvad hun skulle gøre. Men hans hår havde været blond, lige som hendes? Forundret, dukket hun langsomt op fra vandet igen, kun lige så hendes øjne og næse var hen over vandes grænse. Mørket havde nu lagt sig helt, hvilket gjorde at man ikke kunne se igennem vandet så godt, som man kunne have gjort, havde solens stråler skinnet igennem det. Nysgerrig på hvem denne mand dog kunne være, glemt hun sin blufærdighed, han lignede hende mere end nogen anden, hvem var han og hvor kom han fra? Men trods de mange spørgsmål der flød igennem hendes hoved, holde hun stadig en hvis afstand til manden. Mens hun genovervejede hendes muligheder.

Han havde slet ikke lagt mærke til at der var andre i vandet, især ikke nu hvor det var blevet helt mørkt. Han lagde på maven og nød vandets kølige natur mod hans hud. Han dykkede hurtigt ned i vandet, og op igen så han stod på bunden sådan at det kun var det øverste af hans skuldre og hans hoved der stak op over vandet. Den lange tatovering kunne ses ned af halsen og den ene side. Han vendte sig rundt om sig selv da han syntes at have hørt noget, og han lagde så mærke til noget der var meget lysere end alle omgivelserne, og det var ikke gået op for ham med det samme at det var en person. Han troede først det var en sten som han begyndte at gå i retning af det, men han stoppede dog op så snart han lagde mærke til at det altså var en person og endda en kvinde. Han stod lidt og kiggede før det gik op for ham at hun altså også stirrede en smule på ham.

"Øhm... Ja ja, jeg ved godt at jeg ikke burde bære så varmt tøj... Men altså jeg er ikke her fra området!" Han sagde det hurtigt og bestemt, som for at forklare hvorfor han havde smidt tøjet og var hoppet i vandet så hurtigt som han havde, men det virkede ikke som om at han lagde mærke til at hendes hud og hår var så blond og så lyst. Han gik langsomt tættere på hende, det morede ham en smule med hvordan hun gemte sig halvt under vandet, så et smil spillede omkring hans læber, mens han strakte en arm ud. Armen lignede noget der var blevet revet op fra albuen og hele vejen ud til håndleddet. "Hey rolig nu, det er ikke lige frem fordi jeg har tænkt mig at spise dig. Du virker bare en smule nysgerrig" sagde han roligt, med en venlig stemme.

Han antog at hun var nysgerrig grundet at hun kiggede på ham, selvom at hun lagde og gemte sig i vandet, men det kunne jo være at den eneste grund til at hun var nysgerrig var fordi han havde opført sig som en der havde fået solstik. Imens han gik hen mod hende dykkede han på et tidspunkt ned under vandet, for at køle sig selv ned. Han dukkede så op igen, og kiggede så rundt for at se om han kunne se hende, hvis hun nu skulle have valgt at flytte sig væk fra ham i mellem tiden.

Første indstilling, da han opdagede hende? At flygte, at dykke under vandet og svømme så hurtigt kun kunne, væk fra ham så langt hun overhoved kunne. Men halvt lammet af skræk og den anden halvdel af nysgerrighed. Flød hun bare i vandet og stirrede på ham med nogle store runde ravgule øjne. Hun formåede slet ikke at svare på hans spørgsmål, nok enden ville virke som om, at hun ikke havde forstået hvad han havde sagt. Eller at hun simpelthen ikke havde talens gave, i hvert fald kom der ikke nogen yderligere respons på det han havde sagt.
Hun veg dog en smule tilbage, da hans arm rakte frem imod hende. Men hendes hoved dukkede dog en anelse længere op fra vandet, så man kunne se hendes ansigt bedre. Det hjerteformede ansigt, med de små læber, der næsten lavede en trut mund, grundet hendes tænkende grimasse. Mest af alt, var hun blot i gang med at overveje om hun stolede på ham eller ej. Spise hende? Hendes øjne blev næsten dobbelt så store, mens elegant skød længere bag ud fra ham. Ind til at hun så havde forstået at han faktisk havde lavet sjov, hvilket derfor fik et smil frem på læben, med en lille latter efterfuldt.

Men inden hun nåede at sige noget, var han pludselig under vandet? Med et undrende ansigts udtryk, prøvede hun at se ned igennem vandet og bevægede sig lige så stille tættere på hvor han havde befundet sig. Hvis hun havde trådt endnu et skridt længere hen, ville deres kroppe nok havde kollideret. Men hun slap med den oplevelse og fik i stedet blot et chok for at han var utrolig tæt på. Hun lod sig glide et enkelt skridt bag ud fra ham. Mens hun igen kiggede på ham med et tænkende ansigt. Dog lod der til at ske noget, da hun valgte at tage hendes højre hånd og fange nogle strå af hans hår. ,,Samme hår farve..’’ sagde hun glad og hæv fat i hendes hår, efter hun havde sluppet hans.

Han holdte øje med hende, det var han nød til grundet mørket faldt på, selvom de nok ville være relativt tydelige grundet deres blege hud. Han undrede sig meget over at hun ikke svarede? Var der mon tro noget galt med hende? Nå pyt hun virkede ikke videre farlig og han havde aldrig været typen der veg væk, da han var alt for nysgerrig, eventyrlysten og rastløs til hans eget bedste. Han grinede lidt da hun så nærmest chokeret på ham over hans ord om at spise hende, og især da hun selv slap en latter blev hans mere højlydt, en typisk latter når den kom fra en mand af, dyb og rungende. Han kiggede på hende, fulgte hende hele tiden med øjnene blot for at være sikker på hvor hun var, og måske også lidt for at vide hvad hun lavede.

Da han kom op af vandet igen var han kommet tættere på hende end han havde forventet, så han tog et halvt skridt bagud, bare for at han ikke gjorde hende alt for utilpas ved et uheld. Han kiggede på hende undrende da hun fangede nogle af hans hår. Han nikkede i første omgang, hvad mente hun. Han forstod ikke hvorfor det var vigtigt, eller interessant i første omgang. Hvilket nok var grunden til at det svar han gav hende, ville virke unaturligt til området de var i. "Ja, det er en flot og meget almindelige hårfarve?" Hans stemme var dyb og rolig. Han kunne ikke lade være med at smile da hun virkede glad for at håret var samme farve. "Er du også fra nordlandet?" spurgte han hende roligt med et stille smil. Han havde jo mødt andre som tydeligvis var hernede fra, grundet deres tøjstil og de lignede ikke hverken ham eller hende. Men da han ikke havde set hende med tøj på var hans første indskydelse at hun måtte komme fra nordlandet også grundet hår og hudfarve. "Din øjenfarve passer dog ikke til nordlandet..." sagde han tænkende da det var det eneste ved hende der bare ikke passede ind i nordlandet på nogen måde.

,,Flot?’’ hun havde aldrig hørt sådan et ord, blive brugt om en hårfarve de havde tilfældes. Hun lagde hoved på skrå og betragtede kort de mange tatoveringer og ar han besad. Følte næsten trang til at røre ved dem. Men vidste også godt hun allerede var gået over stregen ved bare at tage fat i hans hår. Hun fugtede kort læberne, mens hendes arm lagde sig hen over hendes bryst og tog fat i den stump af venstre arm som stadig var tilbage. ,,Almindelig? Nej.’’ rystede hun så kraftigt på hoved ,,Ikke her’’

Hun bed sig let i læben, mens hendes øjne skøjtede hen over landskabet, mest af frygt for at hun ville glemme at tjekke om andre ville ankomme til stranden. Hun havde allerede været meget længere i vandet end hvad hun normalt plejede. Blot af frygt for at nogen ville overraske hende. ,,[n]No-rd-lan-det?[/b]’’ hun smagte på ordene, mens hun udtalte dem. Nej hun kendte ikke noget nordland, hvor var dette? Så de alle ud som han gjorde, hun lyste lidt op. Men hun begyndte at føle sig for utryg.

,,har været i vand for længe’’ mumlede hun så og vente sig væk fra ham og begyndte at stige op af vandet i hendes nøgne skikkelse. Ublufærdig over situationen, fandt hun sit tøj som hu havde efterladt henne ved nogle af træerne og begyndte at trække det hen over hendes krop. Ind til at stort set alt var dækket til, hendes ansigt blev dog vidst mere end normalt. Det vidste ikke til at være pigen et stort problem at klæde sig selv på, trods manglende arm. Efter seks år uden, lærte man hurtigt hvordan man skulle overleve, især når man boede på gaden som hun gjorde.

Han kiggede på hende, han kunne meget hurtigt fornemme hvor forskellige kulture og samfund de kom fra. Han var vant til at alle lignede dem. Den blege hud, lyse hår. Hvilket var grunden til at han grinede lidt da hun spurgte indtil ordet flot. "Ja jeg er vant til at få at vide at mit hår har en flot farve, der jeg kommer fra." Han smilede roligt til hende, og det var først nu han kunne se at hun manglede den ene arm, hvilket fik hans smil til at forsvinde kort. Men da hun så rystede hovedet kraftigt så han blev ramt af vandsprøjt fra hendes hår, kunne han ikke lade være med at grine en smule. "Det er ellers nok den mest almindelige hårfarve oppe nord på." sagde han roligt, og han havde fået smilet tilbage på læberne igen.

Han kiggede på hende, men fulgte dog ikke hendes blik da hun kiggede sig omkring, og spejdede rundt, hvad kiggede hun mon efter? Han kunne hurtigt forstå at hun ikke var fra nordlandet, både da hun spurgte ind til navnet, samt tidligere havde sagt at det ikke var særligt normal hårfarve her. Han blev derfor en smule mere nysgerrig, hvorfor havde hun ikke den mørklødede hud som de andre, når hun brugte hele dagen i solen. "Bliver du aldrig solbrændt hvis du bor hernede? Og hvorfor har du ikke samme mørke hud som alle andre hernede fra?" han spurgte af ren nysgerrighed, og med et roligt skævt smil på læben. Han vendte kort hovedet væk fra hun gik op af vandet, mens han også selv gik op af vandet langsomt. På trods af at han undgik at se på hende nøgen, var han heller ikke blufærdig og dækkede sig ikke til før han nåede sit tøj som han begyndte at tage på.

"Hvad mener du dog med at du har været i vandet for længe? Begyndt at blive koldt?" sagde han roligt, da han havde fået taget tøj nok på til at andre ville kalde det anstændigt. Han havde stadig kåben hængende i den ene arm istedet for at have den på. På trods af klimaet kunne man godt mærke at det blev noget koldere så snart mørket begyndte at falde på.

Han var en meget mærkværdig mand, mange spørgsmål, om mange ting.
Hun rystede lidt på hoved af ham, da han begyndte at snakke igen. Hun burde være gået for længst, men blev dog alligevel stående, dog med den ene fød der legede lidt med de mange tusindende små krystaller der dækkede bunden hun stod på. Hun fugtede kort læberne inden hendes blik rettede sig imod den mystiske mand. ,,Er ikke født som alle andre, født anderledes.. Folk ikke forstå det.’’ kom der fra hende mens hun lagde hoved på skrå, det irriterede hende at hun havde mistet så meget af hendes sprog. Tænk at det kunne gå så stærkt, når hun så længe ikke havde haft en ordentlig samtale partner. Men her var hun så, kæmpende med hvert ord hun udtrykte, mens hun tænkte over hvordan hun skulle formulere sig derefter.

Hun kneb øjnene sammen, mon han også ville støde på de samme problemer som hende? Nej, sikkert ikke, han var ikke deres slags, hun var, men hun lignede ham. Forvirrende. Hendes tanker kunne ikke helt finde ro, mens hun overvejede hendes muligheder.
,,Stranden ikke sikker, for en som mig..’’ sagde hun så, mens hun betragtede omgivelserne igen og lagde mærke til hvor mørkt det egentlig var blevet. ,,Må finde ly for natten, inden at det bliver alt for mørkt..’’ med disse ord vente hun sig væk fra ham og begyndte at gå i retningen af et område der var mere tildækket af træer og buske. Dog inden hun sådan for alvor kom væk fra ham. Vente hun sig om og gav ham et stille smil ,,Det var spændende at møde dig.. mand som ligner mig.’’ et lille pige grin bølgede frem i hendes strube. Inden hun så vente sig om og halv løb væk fra stedet.

Han havde jo lagt mærke til hendes arm, men det lignede en arm, så det var ikke det hun mente. Hvad kunne det være der var så anderledes ved hende, var hun noget særligt? Et eller andet sted ville han gerne vide det, samtidigt med at han egentligt var ligeglad, det betød vel ikke så meget for at føre en samtale med hende, det var både underligt, akavet men også sjovt at føre en samtale med noget der havde problemer med sproget. "Men folk behøver da vel heller ikke at forstå at du er født anderledes? Du er vel stadig et menneske?" Han smilede, det sidste var ikke ment som et spørgsmål, men egentligt mere som en konstatering af at uanset hvordan hun var født så var hun vel stadig menneskelig, en almindelig person på lige fod med alle andre.

Hvorfor var stranden ikke sikker for hende? kom der noget farligt derud når mørket faldt på? Han nåede lige at fange sig selv i at løfte fødderne et par gange, for at være sikker på at han ikke stod og jokkede på noget der kunne komme og bide ham pludseligt. "hvorfor?" han nåede ikke at spørge om mere, før hun praktist talt havde sagt farvel og var på vej ind i skoven, eller junglen ville man nok nærmere kalde det. Han kiggede ned, på hans fødder, og så efter hende. Nu blev han mest af alt nysgerrig samtidigt med at han var nervøs for at stedet kunne være farligt for ham også, så han begyndte at lunte efter hende. "Hey vent lige, hvorfor er stranden ikke sikker? Er den heller ikke sikker for mig så?" spurgte han mens han luntede efter hende, det kunne være han bare skulle gemme sig i jorden i stedet, eller bliver til sit dyr og gemme sig som det... nej det var alt for pelset til at kunne klare det hernede i varmen. "Fordi hvis det er fordi der kommer noget ud på stranden om natten, så ville det egentligt være meget rart at vide, så jeg også kan undgå det for fremtiden." sagde han med en dyb stemme, men det var tydeligt at han havde sunket hans stemme for ikke at tale for højt. Han fulgte stadig efter hende, for at han ikke pludseligt farede vild i de her ukendte områder og derfra ikke havde nogen ide om hvordan han ville finde tilbage til nordlandet.

Med et undret udtryk betragtede hun manden som havde valgt at følge efter hende, hvorfor?
Hun løftede øjenbrynet, mens hun stoppede op og betragtede ham, havde hun ikke været tydelig med at det var hende som det var farligt for. Måske ikke, det havde virkelig været får længe siden hun havde haft en rigtig samtale med andre end hende selv, og med mindre man gerne ville antage hende for at være sindssyg. Var samtaler med sig selv, ikke særlig frugtbare. Hun tog en dyb indånding, mens hun kiggede tænkende ned på hendes bare fødder, hvordan skulle hun så forklare ham hvad hun mente. Hun var jo hellere ikke af natur en person som havde brug for at fortælle hendes historie, da jo ikke kom andre nogen ved, hun ville ikke have medlidenhed eller øjne som betragtede hende med frygt. Fordi hun var anderledes, hun ville bare gerne være sig selv, uden nogen at stå til ansvar for. Sådan havde hun levet i lang tid nu, og hun havde ikke brug for andet. I hvert fald ikke ud fra hvad hun selv mente.

Hun tog en dyb indånding, og begyndte atter at gå hen imod junglen igen. ,,Jeg vil, ikke gå ud fra, at stranden, er farlig for dig..’’ allerede nu begyndte hendes stemme at være mere klar og tydelig, som skulle hun bare lige i gang igen. ,,Den er farlig for mig, fordi, at, jeg er anderledes. Magisk, ville nogen mene..’’ hun nynnede lidt, mens hendes øjne skøjtede hen over stranden, de var endelig kommet til udkanten af junglen hvor hun vente sig imod manden, som kom fra et anden del af landet. ,,Folk, vil bruge.. måske udnytte, min krop, fordi de mener, at mine kropsdele, kan bruges til.. at hmm..’’ hun viftede lidt med hånden, mens hun ledte efter den rigtige måde at sige det på, men ende i stedet for at vise hendes afskåret arm frem ,,De huggede min arm af, fordi de.. troede de kunne redde landsbyens børn.’’ de ravgule øjne vente sig imod manden med et smil på læben. Hun var ikke vred, arrig eller på nogen måde ulykkelig over denne hændelse. De havde ikke vidste bedre, og hvem kunne bebrejde dem? Deres børn var begyndt at dø af en sygdom de ikke kendte til, og her var hun. En albino, aldrig set før, selvfølgelig ville man tro at hun kunne hjælpe de syge. At det havde kostet hendes arm og familie, var måske ikke den bedste historie for den seksten årige pige, men hun levede stadig. I bedste velgående ifølge hende selv, og så kunne man ikke forlange mere.

,,Så du kan sagtens befinde dig her på stranden.. Junglen er mere farlig end stranden..’’ hun dækkede armen til igen, hvor efter hun blot stod og betragtede ham. Hun ville sikre sig, at han nu ikke ville gå efter hende og havde forstået at han sagtens kunne forblive hvor han var.

Han fik en fornemmelse af at hun ikke var særligt glad for at han var gået efter hende, han kunne så småt forstå at hun gerne ville have at han lod hende være, men han var nysgerrig, hvilket selvfølgelig ikke var en grund til at han kunne tillade sig at invadere hendes privatliv. Han lyttede til hende, og åndede en smule lettet ud da hun sagde at det nok ikke burde være farligt for ham at være på stranden. "Det er jeg glad for at høre, men hvad så med dig?" spurgte han hende roligt, men fik meget hurtigt svar fra hende. Havde folk hernede virkeligt så meget imod hende bare fordi hun havde en anderledes hudfarve? Bare fordi hun så anderledes ud? Han vidste godt de selv kunne være slemme der hvor han kom fra, men han havde fået et meget anderledes syn på verden da han havde rejst meget. "Folk tror simpelthen at du er magisk og farlig fordi du har lys istedet for mørk hud?" kom det fra ham en smule forsigtigt og uforstående. Han kiggede på junglens træer, kiggede rundt men fik sin spejden afbrudt da hun talte videre, han kiggede på hende en smule chokeret? "Hvorfor er du dog så ikke rejst væk herfra? Ud til en anden del af landet hvor folk ikke tænker sådan om dig?" han så på hende med et stille smil på læberne, det var selvfølgelig ikke nemt at rejse fra der man var vokset op, men for hende lod det til at være det bedste valg.

Han lyttede til det med at de havde taget hendes arm, og han vidste helt ærligt ikke hvad han skulle sige til hende, han havde jo kun mistet et øre og det var ikke engang det hele, og ej heller til noget, men blot til et stenskred. "Du klarer dig godt på trods af du har levet uden en arm. Du må være af en meget stærk støbning?" han satte sig langsomt ned med ryggen op af et træ, han kunne forstå lidt bedre nu at hun gerne ville have at han ikke fulgte efter hende, og det havde han tænkt sig ikke at gøre så.

"Hmmm, så nu skal jeg til at vælge imellem om jeg vil sove på den halvsikre strand, hvor jeg vil blive bagt af solen når den står op, eller sove i den halvfarlige jungle hvor jeg stadig vil have skygge når solen står op?" hans øjne søgte hendes for at se om han kunne få et svar fra hende, selvom han allerede havde besluttet sig for at junglen var det bedre valg, han kunne jo altid bare klatre op i et træ og gemme sig deroppe. "Jaaa jeg tror det bliver junglen." sagde han med et skævt smil, som han rejste sig op igen. "Men hvis du gerne vil have jeg holder min afstand til dig, så skal du blot sige det." han nikkede til hende som for at tydeliggøre hvad han mente.

Mens han havde besluttet sig for, hvor vidt om han ville blive på stranden eller tage ud i junglen, tog Chilam sin stof byld og træstav, som hun havde efterladt bag det træ hun havde nydt sin aftens mad ved. Hun vente derefter hendes nysgerrige øjne imod manden, da han stod og betragtede hende, som om hun skulle give ham et svar på hvor vidt han skulle blive her eller tage ind i junglen som hende.
Hvis han alligevel havde tænkt sig at tage derind, kunne hun ikke se nogen grund til at de ikke fulgtes. Fire øjne, var selvfølgelig altid bedre et par øjne. Hun nikkede med hoved imod skoven, for at indikere at han bare kunne følge med ,,Jeg har et skjul, ikke så langt inde.’’ mumlede hun med en del mere selvtillid, mens hun lige så stille begyndte at traske fremad, som hun begyndte at træde hen over kviste og små sten, kunne hun ikke andet, end at kigge en anelse misundelig på mandens sko. Men så igen, hvis hun fik sådan nogle på, ville hun sikkert ikke kunne holde det ud. Så det var sikkert fint med ikke at eje nogen, derfor traskede hun ufortrødent videre.

Der gik måske omkring tyve minutter, før at de kom hen til et lille skalkeskjul, bjælker fra mindre træer var blevet hugget og placeret som tag, hen over en ler hytte der var placeret op af et stort træ. Hun vidste ikke hvor mange timer hun havde brugt på at lave det, et var at lave sådan en hytte med to arme. Noget andet var at lave det med én. Men det var lykkes for hende, hun havde endda formået at lave et bålsted inde i huset, med en primitiv skorsten, så røgen ikke blev inde i hytten. Hun fjernede et blad som var placeret hen over åbningen på hytten. ,,Du er velkommen til at sove her i nat.’’ hun vente sig imod ham, i håb om at han stadig var der. Hun måtte indrømme at hun ikke havde lagt mærke til om han stadig fulgte hende, eller ej. Hvilket nok var lidt dumt, når hun allerede havde snakket.
Derefter gik hun selv ind i hytten.

Han smilede venligt til hende, glad for at hun ikke havde noget imod at han fulgtes med hende, hun kendte jo trods alt området de var i noget bedre end han gjorde. Han forventede meget at se en lysning eller lignende med måske et bål og en simpel biovuak eller noget i den stil. Han blev derfor en smule overrasket over at se den lille hytte bygget i ler. Som han havde sagt tidligere, så klarede hun sig helt utroligt godt i forhold til at hun kun havde en enkelt arm at arbejde med. "Mange tak, det er jeg glad for. Det er godt lavet det sted du har her." hans smil var bredt som han takke og roste hende, men det var mest af alt bare fordi han virkeligt syntes at hun klarede sig rigtigt godt især i betragtning af at hun ikke havde to arme.

"Er det okay for mig at spørge om dit navn? Frøken?" sagde han roligt, da han alligevel skulle sove i hendes hytte, han ville gerne have muligheden for at kende navnet på en person der kunne angribe ham mens han sov, det gjorde at han følte sig lidt mere tryg. "Jeg hedder selv Relyua" sagde han med et bræt smil, som han satte sig ned og tændte en lille smul op i det lille bålsted for at skabe en smule lys i hytten. Han kiggede sig omkring, mens han tog sin kåbe af og lagde den ud på jorden, så han ikke skulle lægge sig direkte på jorden, han kiggede over imod hende henover flammerne fra hans side af bålet. Han sad lidt og stirrede ind i bålet, det var altid underligt at måde nye menneske på sine rejser, det var sjældent nemt at forstå hinanden, og føre en samtale medmindre der var noget helt åbenlyst at snakke om. Som han sad og kiggede ind i flammerne, blev han revet ud af hans egne tanker da lyden af torden bulrede. Han kiggede op og så over imod hende.

Hun kunne ikke lade være med at lukke en latter ud. Frøken? Gad vide hvor han havde lært at være så formel henne, bestemt ikke noget hun var særlig bekendt med. Han var virkelig en mærkelig mand.
,,Chilam, betyder Snefugl.’’ hendes blik var kærligt og åbnet og nikkede kort til hans navn. Sagde det et par gange, næsten som om hun prøvede at smage på lydende så hun var sikker på hun udtalte det rigtigt. Hun hæv nogle tæpper frem, som der havde ligget foldet over i hjørnet. Hun rakte ham et af dem, mens de andre hun havde blev foldet ud på den lille plads og hun lagde sig derefter tilrette. Hun sagde derefter ikke særlig meget, stirrede bare ind i flammerne på det bål som han havde startet op for dem. Det var nu alligevel meget rart, at have noget selskab.

Hendes øjne havde langsomt lukkede sig i, da varmen og trætheden langsomt blev for meget for den lille pige. Men da tordenslaget buldrede ned fløj hun op fra sin plads med et forskrækket udtryk. Hun var ikke vant til torden, og da slet ikke regn på disse kanter. Hvornår havde de sidst haft et regnskyl? Fem måneder siden, hendes blik flugtede hurtigt hen imod åbningen, hvor efter kroppen var der henne. Ganske rigtigt, regnen begyndte at sile ned. Lidt panisk var hun ude i regnen, og begyndte at trække de store grene med nogle kæmpe blade hen over lerhytten, da den ikke var bygget til at stå imod så store byger.

Han kigede på hende da hun grinede en smule af ham, var det så underligt at han spurgte om hendes navn på den måde? Han fik derfor lagt hovedet en smule på skrå sådan spørgende for at finde ud af præcis hvad det nu var hun grinede af. Han sendte hende dog også et smil da hun fortalte ham hendes navn, han måtte være ærlig og sige det passede til hende. "Chilam? Passende navn, man skulle jo næsten tro du kom fra et sted med massere af sne." Han havde lagt sig ned på hans kåbe da hun smed et tæppe over til ham, han kiggede på hende med et taknemmeligt blik, som han tog sit tøj af inden han lagde sig ned igen og trak tæppet henover sig. Han kiggede ind i bålets flammer og sagde ikke noget så hun kunne sove, men for ham gik der længe inden han sov.

Han hørte braget og satte sig op med det samme, han havde ikke nået at falde i søvn, så han skyndte sig at tage bukser på og smuttede så udenfor hytten sammen med hende. "Lad mig give dig en hånd." sagde han med et smil på læberne og greb en gren som han hjalp med at få lagt op over hytten sådan at vandet ville løbe ned ved siden af istedet for at bløde leret op. "Jeg havde alligevel ikke troet at regn var noget i fik, jeg troede det var alt for varmt her til den slags?" sagde han en smule drillende til hende for at starte en samtale nu hvor de alligevel var oppe og lavede noget. Han kiggede sig en smule omkring forsøgte at finde ud af hvad der var omkring hytten mens han hjalp hende med at få grenene på plads. "Det ser da ud til at det nok skal holde regnen ude nu?" spurgte han hende med et stille smil, som han gjorde an til at gå ind i hytten igen, da han kom ind begyndte han at tørre sig selv med den trøje han havde haft på tidligere. Han rakte den så over til hende. "Du kan bare bruge den hvis du vil, så slipper du selv for at skulle gøre noget vådt, ville bare være glad hvis du ville hænge den til tørre efter brug?" han talte med et varmt smil om læberne som kun lige kunne ses i skæret af ilden.

Et lille opmuntrende smil dansede på hendes læber, da Relyua var kommet ud for at hjælpe hende. Hun havde måske lært sig selv at gøre mange ting, ved brugen af kun en arm. Men to hænder var nu alligevel bedre end en, især når det galt at få dem til at ligge sådan, at taget ikke braste ned over dem.

Hun betragtede kort deres værk, og nikkede så anderkendende. Jo det burde være nok til at holde den værste regn ud, men hun var nok nød til at arbejde videre på det som tiden gik. Måske hun kunne finde en masse små sten og putte dem sammen med leret? Hun stod lidt og betragtede hytten med et tomt blik i øjet, som om hun slet ikke betragtede noget. De store dråber der faldt fra den mørke himmel havde gjort hende våd fra top til tå, da hun endelig fulgte nordboen tilbage ind i den lille primitive hytte.
Undrende betragtede hun trøjen som blev givet til hende, men rystede bare på hoved. ,,Ilden skal nok tørre mig..’’ med disse ord begyndte hun lige så stille at tage den lange røde kappe hun havde rundt omkring sig, som så altid havde ligget beskyttende hen over hendes stump der før havde været en hel arm. Inde under havde hun en mørke brun nedslidt bluse som gik lige til navlen. Samt et mørke brun stykke stof hun havde bundet rundt omkring hendes liv så det var som et skørt. Dette var heldigvis ikke særlig vådt, derefter gik hun gang med at rode rundt i en trækasse med en masse mærkværdige ting, og fandt et reb frem, som hun med lidt besvær fik hængt op i det lille rum som de befandt sig i, hvor efter hun lagde kappen og den trøje han havde rakt til hende, hen over, så de kunne nå at tørre inden morgen ville byde dem velkommen.

Han var glad for at se hende smile, generelt var han altid glad når folk omkring ham smilede, især hvis det var over noget han gjorde da det gav ham en behagelig fornemmelse i hele kroppen, hvilket lidt var det han følte lige nu som han stod ude i regnen og hjalp en fremmede med at tætne den hytte hun havde ladet ham sove i for natten.

Han smilede bare og trak på skuldrende da hun pænt afslog at låne hans trøje, han var dog glad for at hun ville hænge den op for ham stadig, hun var en utroligt venlig og høflig vært. "Har du ofte gæster? Siden du er så høflig og venlig en vært?" han smilede rolig, og kiggede lidt ind i flammerne igen. Han havde ikke rigtigt tænkt over det da det skete, men hun havde faktisk ikke svaret ham da han havde spurgt indtil regnen og området. "Du svarede forresten aldrig på om det regnede meget hernede?" han spurgte hende igen hen over flammerne da hun ikke havde svaret ude i regnen, men måske hun bare ikke havde hørt ham derude?

Han kiggede ned på hans kåbe inden han smed hans bukser igen, og hængte dem hen over rebbet, han satte sig så ned igen hvor han svøbte sig i tæppet. Han var ikke træt så han sad bare og kiggede ind i flammerne, hvorefter han tog sig til det ene øre hvor størstedelen manglede. Han sad nærmest og legede med den stumpe spids, måske lidt i et forsøg på ikke at stirre på hendes stump. Så han begyndte også at rode og nærmest ae hans ar på den ene arm da. Han kiggede dog stadig på hende engang imellem, håbede ikke han holdte hende vågen ved at sidde der.

,,Venlighed kommer af hvordan man selv vil have, andre opføre sig overfor en'' mumlede hun svagt, det var et ømt punkt, måske han ikke helt havde forstået alvoren af hendes situation siden han spurgte ind til det med gæster. Hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun nok aldrig gæster. Et eftertænksomt træk gled hen over de lille fine ansigt, mens hun nærstuderede flammerne der slikkede omkring de grene og træ som der lå i bålstedet. ,,Nej, jeg har ikke tit gæster'' valgte hun at besvare ham med, inden hun tog en dyb indånding. Hvornår havde hun sidst haft så lang en samtale? Minderne driftede bort, til den gang hun havde haft et hjem, et rigtig tag over hoved, og en seng som hun kunne sove i. En som der så hende for et menneske, intet andet. Desværre døde denne person, for ikke forfærdeligt lang tid siden, hun ville altid tage det med i livet, som han havde givet hende og lært hende.

,,Nej, regner ikke tit.. Måske en gang hver femte måned?'' mumlede hun en smule åndsfraværende, hun lagde sig ned imellem tæpperne igen, lyttede til ildens knitren, lyden af regnen der stadig faldt i tunge dråber imod den tørre jord uden for. Med varmen som der kærtegnede hendes ansigt, fandt hun sig selv i ikke at være yderligere træt. Hvilket nok var derfor hendes gule øjne betragtede manden hun havde lukket ind i hendes hjem. Han var nu en mærkelig skabning, med alle de ar, hans øre der ligende der var blevet revet af. Hun kunne mærke nysgerrigheden boble frem, men valgte ikke at sige noget, da det kunne ses som stødende. Hun ville helst ikke angre hendes nyfundet ven.

"Det er sandt, og det vil jeg huske så at du gerne vil have jeg er venlig imod dig." Han sagde det med et skævt smil, en smule drillende også, da han forsøgte at løsne op i atmosfæren der var i rummet Han kunne sagtens mærke på hende at han havde ramt lidt af et ømt punkt, men alligevel kunne han ikke stoppe sin nysgerrighed og han blev ved med at spørge videre ind til hendes besøgende og om det ikke kunne være trist ikke at have gæster. "Er det aldrig kedeligt bare at være dig selv?" han kiggede over imod hende, håbede det var okay han spurgte ind til det. For ham var det bare en meget almindelig ting, det at omgås andre mennesker og at spørge andre ind til det. Han rejste en del og derfor var han ikke så indelukket som mange andre. Han fik altid at vide af dem der lærte han var elver at han ikke opførte sig som en overhovedet.

"Så ved jeg ikke om jeg skal være glad eller ærgelig over at det så regner mens jeg er her?" Han grinede en smule da det var ment som en joke. Han fulgte hende som hun lagde sig ned, og han blev bare siddende og kløede videre på hans arm. Han kunne også godt fornemme at hun kiggede over på ham. "Er du heller ikke træt længere?" spurgte han hende, mens han stoppede med at klø sin arm og pille ved sit øre. Han blev meget selvbevidst om at han gjorde det da han lagde mærke til at hun kiggede på ham, hvilket også var derfor at han forsøgte at skabe en samtale om noget helt andet, mens hans blik vandrede mellem ilden og hende. "Det har for mig været en alt for hektisk dag til at jeg kan falde i søvn i hvert fald." sagde han roligt som hans blik vandrede over til hende fra ilden af. Det var meget underligt at sidde her og snakke med hende, i en lille lerhytte et sted i det varmeste sted han nogensinde havde været.