Slaget var overstået, og Lyset havde vundet en vigtig sejr i denne evig krig mellem Lyset og Mørket. Mange var faldet på begge sider. Lyset havde dog formået at beskytte rigtig mange civile med hjælp fra mange forskellige personer, som mange måske ikke havde regnet med. Men overalt så man ødelæggelserne Mørket havde forvoldt, og døde lå spredt ud over det hele. Det ville gå lang tid inden man ville få styr på al rodet.

Der var gået noget tid efterhånden, og man var sikker på at Mørket ikke kom tilbage med et nyt angreb. De havde opgivet angrebet på hovedstaden. Folk var begyndt at komme ud fra deres skjulesteder for at se på ødelæggelserne. Man hørte gråd rundt omkring når folk så deres hus var brændt til grunden, eller kunne genkende ansigtet på en søn, husbond, hustru, datter, eller andre familiemedlemmer. Selvom de havde sejret, ville der herske sorg i hovedstaden i mange dage endnu.

I en af ruinerne nær bymuren var der et særligt syn. Huset var stort set styrtet sammen, men træværket var brændt væk i midten af bygningen. Kun ydervæggene stod endnu som en tom skal, mens stumper af bjælker lå i en kreds og ulmede endnu, omkring en skikkelse der lå midt i det hele. Døde fjende lå omkring skikkelsen, og var fuldstændig forkullede. Det var ikke svært at se at det var en engel, på de udstrakte vinger. Fjer dansede rundt i ruinen, men så ikke ud til at være blevet påvirket af de flammer der havde hærget tydeligvis. Englen var klædt i en sølvskinnende rustning der havde tydelige mærker fra fjendtlige våben, og blodstænk var over det hele. Både fra fjender og englen selv. Hjelmen skjulte hans ansigt, og man kunne på ingen måde se om han stadigvæk var i live. Lige ved englens skulder stak et sværd i jorden. Hvis nogen vovede at liste sig ind i ruinen ville man nok antage at englen var en af de faldne, så stille som han lå.

Rustningen var meget varm. Ikke så varm at man ville brænde sig, men den havde tydeligvis optaget en del varme fra den brænd der måtte have hærget bygningen. Da hjelmen blev fjernet så han mest af alt ud til at blot at sove. Hans ansigt var dækket af blodpletter, men der var ingen synlige sår. Kager af indtørret blod hang i håret på ham, som om der havde været et alvorligt sår i hans hovedbund. Rustningen havde også flere hul fra pile der havde boret sig gennem den, men pilene så ud til at være brændt væk.

Da folk begyndte at rykke i ham var han fuldstændig slap og hang i armene på dem som en kludedukke, men pludselig spændte han op i kroppen i en stor krampetrækning. Han vred sig bagover og blev spændt som en bue da han svajede i ryggen. Gløderne i ruinerne blussede pludseligt op igen og flammerne begyndte atter at slikke op af facaden. Englen begyndte selv at blive varmere i takt med flammerne tiltog i styrke. Pludselig slappede englens krop af igen og han faldt igen livløst sammen og flammerne døde ud igen og blev til ulmende gløder atter en gang. Blod løb ud af næsen på englen og ud over den blege hud. Nu kunne man nok ikke være i tvivl om at englen stadigvæk var i live.

Det summede for Voronwës ører, da han kunne mærke bevistheden nærme sig. Man kunne se på englen at han rykkede på sig og øjnene prøvede så småt at åbne sig. Vingerne sitrede og prøvede at strække sig ud. Han pustede tungt da han prøvede at bevæge sin udmattede og ømme krop. Han var forvirret og havde ingen anelse om hvor han var.

Han fik åbnet øjnene og bevægede hovedet fra side til side for at prøve at finde ud af hvor han var henne. Det hele var sløret og alle lyde var bare en lav snurren. Han fik øje på en skikkelse der sad ved hans side. Han rakte ud efter skikkelsen, men det tog meget af hans energi bare at flytte sin hånd i nærheden af skikkelsen, og han lod hånden hjælpeløst synke ned til jorden. Han prøvede at forme nogle ord til personen, men det eneste der kom fra hans strube var nogle mumlende lyde. Man kunne se at de sprukne læber prøvede at sige noget, men der var ingen mening i det som kom fra englen.

Langsomt begyndte kroppen at vågne, og han kunne fornemme en døv ømhed han havde i hele kroppen. Han rynkede panden i smerte og begyndte at vride sig af ubehag. Hans kæber strammede. Han begyndte at bevæge benene og hans vejrtrækning blev besværet. Hans vinger prøvede at baske lidt, men det virkede håbløst og ukontrolleret. Han stønnede af smerten. Hans hænder knyttede sig og bevægelserne i hele kroppen fik pladerne i rustningen til at gnide mod hinanden, og gav en ubehagelig skarp lyd fra sig.

Endnu en gang krampetrækninger gik gennem englen. Han begyndte at ryste voldsomt. Af og til spændte han fuldstændig op og svajede i ryggen. Hans vinger baskede kraftigere og mindre kontrolleret og hvirvlede støv og aske op. Han begyndte at skrige i smerte. Hans hænder hamrede mod jorden med en voldsom kraft.

Lige så pludselig som krampetrækningerne var kommet, lige så pludseligt holdt de op, og han faldt sammen. Han dirrede stadigvæk af udmattelse. Hans øjne var våde. Han stirrede over på den fremmede person. Hans syn var stadigvæk sløret, men noget fortalt ham at dette ikke var en fjende. Hans hånd rakte ud efter personen for at mærke at det ikke bare var pure hjernespind. Hans hånd lagde sig op personens ben og knugede det så godt han kunne med sin pladehandske på. Han følte en hvis ro falde over sig.
Personen ville kunne mærke at hånden langsomt blev varmere, og hvis hun var skadet ville hendes sår begynde at lukkes hurtigt, og ømhed i kroppen langsomt forsvinde, men til gengæld begyndte englen at misse med øjnene, og det så ud til at han var ved at miste bevidstheden igen.