Varmen i Rubinien var konstant og slog ned som en hammer. Det var ligegyldigt om man befandt sig i ørkenen eller på markedspladsen; det eneste sted man ville finde læ for den konstante varme var i en af de mange oaser. Ikke at varmen kunne stoppe den aktivitet der var at finde på markedspladsen, for her var altid liv. Tiggere, gadebørn der rendte rundt, råbende handlende der solgte smukke smykker, frisk frugt og spændende krydderier prydede gadebilledet. De heste, grise, geder og kameler der bar vare eller mennesker var alle med til at fortætte luften og berige den med dufte og lyde.
Midt i dette mylder kom en enorm elefant gående. Dens skridt var langsomme, men lange, som den havde kurs mod en bestemt del af markedet. Om denne elefant var spændt en fornem saddel i læder med smykke udskæringer, og på denne saddel sad Kahina. Ved hver side af elefanten gik nogle heste, og på dem sad to svært bevæbnede mænd. Krigerne der var udpeget til at beskytte hende på hendes færd frem i verden. I morgen ville de drage videre og ligge det kendte bag sig, men Kahina var ikke bange. Hun vidste at Shara ville lede hende, og hendes følgesvende ville beskytte hende, så hun havde ikke noget at frygte.

Som hun red ned gennem markedspladsen lod hun de mørke øjne glide rundt mellem de forskellige boder, indtil hun til sidst nåede en stor plads. Her var opsat vantru til dyrene, og elefanten gjorde da også holdt for at drikke. En enkelt kommando fra hende fik den dog til at løfte benet op, så hun kunne træde ned på jorden. Støvet rejste sig, som hun satte en sandalbeklædt fod på jorden, og det lyse støv lagde sig hen over den lyseblå kjole hun var iklædt. Ikke at det var noget Kahina tog sig af, som hun gjorde tegn til den ene slave om at blive ved dyrene mens den anden fulgte hende idet hun begyndte at gå ned af markedspladsen for at se nærmere på de mange vare.

Makoto havde vandret og vandret. Tydeligvis i den forkerte retning for han var havnet i Rubinien i stedet for Medanien som var hans mål. I det mindste var han ren, men lettere svedig af varmen som havde drevet ham til et vandtro i midten af en markedsplads, der egentligt var beregnet til dyr. Han var så tørstig at han var ligeglad og stoppede foran en stor, grå klump af et dyr han aldrig havde set før. Han skubbede dens snabel til side og dyppede ansigtet i vandet, her brugte han sig ene evne til at filtrere vandet for bakterier og snavs som han drak af det.

Da han så op igen, gik en kvinde lige forbi ham og mod boderne. Han så efter hende og sukkede langtrukkent. Hun var meget smuk syntes han og han besluttede at gå hen og spørge hende om hendes navn. Han plaskede noget koldt vand i hovedet og strakte sig lidt. Okey nu var han klar.

Makoto satte i en let trav efter kvinden i den lyseblå kjole. Han undrede sig godtnok over de mange mennesker som omgav hende, men han tænkte at det måtte være handlende. "Hej! Hey.. Har du tid til at snakk..." han nåede ikke at sige mere før en fyr pegede en kniv for hans strube. Det var lidt somom han havde prøvet det her før med Alethea og Ireth i Mørkets skov. Han bremsede straks så støv hvirvlede op omkring dem. Han så på kniven og sank en klump mens hans mund slog en forvirret og usikker krølle, Skulle han tale eller tie? Han ejede intet så det kunne ikke være en der ville stjæle fra ham.. Måske var det kvindens mand?

"U..U..Undskyld." stammede han nervøst og tog hænderne op i luften så man kunne se at han ikke havde nogen våben eller andet han kunne genere dem med. Han ejede intet, end ikke hestesko havde han. Han spændte i hver en muskel i hans krop i chok over at han blev truet. Han var usikker på hvad vedkomne sagde til ham, det var somom at lydende bevægede sig, somom de kom fra alle sider af.

Det var ikke meget proviant de manglede. Det meste havde de fået med af de andre, men Kahina ville nu alligevel gerne se sig om. Dels fordi det var år siden hun sidst havde haft mulighed for at bruge tid på en rigtig markedsplads, men også fordi de godt kunne bruge nogle nødder og tørret frugt. Ting der ikke ville blive dårlige, selvom de havde en lang rejse foran sig. Og så smagte nødder og tørret frugt jo altid godt, selvom det dog var de friske mangoer der lokkede med deres liflige duft. Man kunne selvfølgelig godt købe en enkelt, frisk mango, og så bare spise den i løbet af en dag?
Hun var så optaget af tanken om frisk frugt, hvilket var en sjældenhed i ørkenen, at hun ikke opdagede det var hende der blev talt til, før hendes vagt pludselig trak hende om bag sig og trak sin dolk.

Han ville ikke angribe, det vidst Kahina. Ikke før hendes liv var decideret i fare, eller hun blev truet, og som situationen var, fornemmede hun ingen af delene. Forsigtigt så hun over vagtens brede skulder og blev mødt af et syn hun ikke før havde set. En kentaur. Hun havde selvfølgelig læst om dem, men aldrig stødt på dem, og hun betragtede kentauren med et nysgerrigt blik i de mørke øjne inden hun sagde noget til vagten på stammens sprog. Han reagerede ikke, hvilket fik hende til at lægge en hånd på hans arm. "Der er ingen grund til at true den stakkels kentaur på den måde, Sefu." Sagde hun roligt. Vagten, Sefu (hvis navn betød "sværd") udstødte en lyd og lod endelig dolken falde ned langs siden. Han pakkede den dog ikke væk, og hans blik var overvågent som Kahina trådte forbi ham, hen til kentauren. "Er du kommet noget til?" Spurgte hun med en vis bekymring i den bløde stemme.

Støvet der var hvirvlet op var efterhånden også faldet ned igen eller blæst væk med den blide, forfriskende brise som nænsomt bevægede sig gennem handelspladsen og zigzaggede mellem boderne hvorefter det forsvandt ud i det varme land. Så længe havde det taget for gutten at sænke sin dolk til en niveau hvor Makoto turde vende sit hoved og derved ansigt tilbage på kvinden i den blå kjole. Kvinden han beundrede.
"Det var ikke min mening at generer jer."
Forklarede han med en nervøs stemme.
"Jeg ville egentlig bare give dig et kompliment."

Makoto tog sine hænder ned langs siderne igen og så på gutten kaldet Sefu.
"Hvis jeg får lov."
kommenterede han yderligere på situationen. Mon fyren Sefu altid var så aggressiv? Nu kendte Makoto jo heller ikke hendes rang. Han havde aldrig set nogen der ikke var af normal rang eller slave som ham selv. Dette betød også at han var uvidende i situationen. Han vidste ikke at hun ej var en almindelig smuk kvinde. Hun troede at Sefu var hendes mand og det måske var derfor han beskyttede hende overfor Makoto trods han var blid som et lam. Han så forsat på Sefu.
"Du behøver ikke at være bange for mig, jeg gør ikke noget, jeg er harmløs ^^"
Informerede han ham om for en sikkerheds skyld. De kendte jo ikke hinanden så det kunne sagtens være tilfældet at manden var angst. Måske havde han aldrig set en kentaur før?

Makoto rømmede stemmen og så på kvinden igen.
"Du er meget smuk."
Fik han så sagt det han kom efter.
"Jeg vil rigtig gerne lære dig bedre at kende :3"

Et kompliment? Kahina var ikke helt sikker på, hvad det betød. Eller jo, hun vidste selvfølgelig godt hvad et kompliment var, men de komplimenter hun var vant til at få gik enten på hendes evne, eller hendes forbindelse til Shara (som vel i grunden var en og samme ting). Men kentauren kendte ikke til hverken hendes evne eller rang (det regnede hun i hvert fald ikke med, at han gjorde), så hvad et kompliment fra ham kunne betyde vidste hun ikke. Dengang hun havde været Tretten og hos slavehandleren, var der mange mænd der havde givet hende komplimenter, men det havde alle været nogle hun aldrig nogensinde håbede at skulle gengive for andre, og kentauren slog hende heller ikke som typen, der gav fremmede kvinder komplimenter som dem hun havde fået dengang. "Du genere os ikke." Svarede hun med et smil. "Vi er bare ikke så vant til, at fremmede tager kontakt til os." Normalt var det jo dem, der tog kontakt med fremmede rejsende eller andre nomadestammer, så at andre henvendte sig til dem var fremmed. Fremmed og ganske spændende.
Hans påstand om, at Sefu skulle være bange for kentauren fik den store vagt til atter engang at grynte noget uforståeligt og sende ham et rasende blik. For ingen skulle kalde ham bange, han var Sefu, krigeren, og han frygtede intet. Hvilket Kahina godt vidste, og også var derfor hun lagde endnu engang lagde en hånd på hans arm. "Sefu frygter intet, selv ikke døden." Forklarede hun. "Men han er ikke i stand til at svare dig, for han kan ikke tale."

Kahina var ikke sikker på, hvilket kompliment hun ville få, men det var i hvert fald ikke det kentauren gav hende. Et kompliment der fik hende til rødme voldsomt og se ned i jorden. "... Tak." Sagde hun, og var tæt på at fnise forlegent. Hans næste ord fik hende til at se op, stadig rødmende. "Jeg skal rejse videre i morgen," forklarede hun, "men indtil da vil jeg meget gerne bruge tid med dig." Hendes svar var ikke ventet, og kom helt synligt også bag på Sefu, der omvendt ikke så ud som om han havde lyst til at bruge tid med andre end præstinden. Men hun havde sidst ord, og hvad hun sagde ville han følge.