Det skete sjældent at Neio bevægede sig til Medanien så hvad han lavede her, havde han ingen idé om. Kun at han havde planer om at opleve ting han ikke havde oplevet før. Dog havde han ikke rigtig haft heldet med sig endnu og det eneste han havde formået var at finde mad og vaske sine fødder. Mad havde han fået af en venlig kvinde han havde mødt på sin tur gennem en af gaderne i byen her. Et mindre enormt velduftende brød og en god håndfuld bær var hvad han havde fået, han havde det i en mindre pose lignene ting og ville vente med at spise det til han fandt et værdigt sted at sidde og spise det. Her var dog mange smukke steder så det var ikke helt let at vælge.

Efter at have vandret rundt i godt 20 minutter besluttede han sig for at han ikke længere kunne vente og han slog sig ned på en sten i udkanten af landsbyen. Her var fint, flot udsigt over en mark. Her var dejlig roligt ikke alt for mange folk. Temperaturen her var for Neio meget varmere end hvad han var vandt til så påklædningen var ikke andet end en tynd trøje, bukser og som sædvanligt sine bare tær. Varmen irriterede ham ikke men det var heller ikke fordi han nød den, faktisk havde han med tiden lært at værdsætte kulden. Det var det han følte sig mest tilpas i så dette var noget han skulle vænne sig til. Han havde sin overtrøje stoppet ned i en mindre rygsæk han havde med sig, men den trak han frem og plantede sig på før han pakkede sin mad ud og brækkede brødet over for så at tage en bid. Det havde han ventet alt for længe på.

Mens han sad og nød naturen lod han blikket glide rundt på fugle og andre smådyr som tittede frem forskellige steder. Han tog lidt af sit brød og smulrede mellem sine hænder før han kastede det og en flok små fugle landende og nippede krummerne i sig og var så på vingende igen få sekunder efter. Tænk at nogen steder kunne være så fredsfyldte. Dog vidste han godt at sådan havde det ikke altid været her. Det var også tydeligt på byen at den var på vej tilbage efter hvad der før var sket. Men det virkede til at være på vej den rigtige vej.
Et split sekundt han kiggede i den modsatte retning, og snuppede nogen bær, som han stoppede i munden, havde et egern været hurtigt, og snuppet resten af hans brød og var på ingen tid på vej mod det nærmeste krat med det nærmeste træ. " Hey! " sagde han hurtigt og rullede om på maven for så at komme på benene og skynde sig efter egernet. " Det var min! " sagde han så mens han løb afsted men stoppede op og så betuttet op mod trætoppen som egernet forsvandt i. " Ugh... Det... var bare slet ikke iorden.. Forræderiske, tyvagtige lille bitte irriterende frokost hukkende egern! " mumlede han så for sig selv og sparkede halv irriteret en sten ind i krattet.

Phoenix havde gået i sin egen lille verden det meste af dagen. Faktisk havde det været sådan siden hun kom tilbage fra Tusmørkedalen, efter at havde lagt seddelen omkring et nyt hjem, bag den korrekte gravsten. Nu måtte hun bare vente på at Samson fik fat i den, og fik ført ham selv og resten derud. Det var en lang ventetid, specielt fordi Phoenix ikke vidste hvad hun skulle give sig til, eller om det overhovedet var hende muligt at tage ud af Medanien på opdagelse. Hun havde en forpligtelse overfor Samson om at blive. Hvor kedeligt det end kunne være!
Phoenix havde ført sig selv ned til landsbyen, som efterhånden var ved at være godt kendt af hende, takket været de mange ture hun havde taget derinde. Folk så heller ikke ud til at blive forskrækket over at kigge i de rosa øjne mere, hvilket kun kunne betragtes som en fabelagtig fordel. Phoenix var ikke farlig, andet end hendes situationsfornemmelse ikke altid var den bedste. Hun var ikke stærk, og hendes magiske evne havde intet med krig eller voldsomme naturfænomener. Kendte man hende ikke bedre, ville man nemt tro at hun var fuldstændig magiløs. Præcis som hun foretrak det.

PÅ vej ud af landsbyen blev hendes opmærksomhed dog krævet et stykke ud i naturen af en misfornøjet stemme, som var efter noget. En stemme som gled ud i noget uforstående mumlen, eftersom den sorthårede pige var alt for langt væk. Nysgerrigt og en anelse naiv overfor fare, gik hun derop for at kigge. Her så hun et væsen hun ikke helt kunne kategorisere. Hornene var selvfølgelig afslørende, for ikke at tale om halen. Phoenix så nysgerrigt på ham med hovedet på skrå. "Er du okay?"

Det var set ikke sådan Neio havde planlagt at han skulle spise frokost. Og nu uden frokost. Gratis mad holdt åbenbart ikke længe. Han kunne ikke længere se egernet oppe i træet så det var helt sikkert i fulde gang med at mæske sig i Neios brød. Et suk forlod hans krop et kort sekundt før det gav et sæt i ham da en stemme bag ham pludselig lød og han vendte rundt på fødderne og rettede blikket mod en kvinde som kom gående. Han lod kort blikket glide rundt men rettede så blikket mod kvinden igen. Han skulle sikre sig at det var ham hun talte til. " Mig? eller egernet? " Spurgte han og pegede kort op mod trætoppen men rettede så blikket mod kvinden igen. " Jeg har altså ikke gjort det noget.. det lover jeg.. tværtimod.. den var for hurtigt.. " sagde han så hurtigt. Lidt i tvivl om hun bekymrede sig om ham eller egernet. Man vidste aldrig med folk her. Men han følte sig ikke okay, han havde mistet sit brød.
Dog blev han pludselig i tvivl om hvor længe hun havde været der, om hun overhovedet havde set det der egern. Han rodede sig kort lidt i håret før han kort lige skævede op mod trætoppen igen. " efter at... den stjal min frokost.. " fik han så alligevel fremmumlet kort efter. Det var måske en smule komisk. Så kunne han bare for egernet at det smagte og mættede nok. Eller at det havde en mindre familie oppe i træet så det ikke kun var et egoistisk egern der fik en herre middag for sig selv.

Efter lidt lod han så blikket glide over kvinden som var kommet. Hun var flot, men på en helt utrolig mystisk og en anelse skræmmende måde, også alligevel slet ikke - det var en smule forvirrende. Neio ville dog ikke lade sig skræmme af hendes halv dystre udseende. Hun kunne vel sagtens på trods af det være alt andet mystisk og skræmmende. Hendes øjne dog. Fascinerende. " Det er ikke fordi jeg normalt jagter egern.. " sagde han lidt med en rysten på hovedet. Lidt til sit eget forsvar.

Phoenix grinede af hans svar på en varm og piget måde. Det lød næsten som fnisen specielt som hun satte hånden for munden. "Dig, fjollehoved" svarede hun først inden hun kiggede op på egernet som tilsyneladende havde voldet den fremmede en anelse problemer. Phoenix var ikke sikker på hvad egernet havde gjort der kunne havde gjort ham så negativ og irriteret.
Phoenix kiggede igen ned på ham og så op igen og smilede lidt, omend et meget medfølende smil. Dyret var naturligvis blot sulten og levede sådan dyr levede bedst. Efter den hurtigste, stærkeste og snedigste. Egernet havde tilsyneladende vundet sin frokost denne dag, på bekostning af en anden, der desværre nok måtte vinke farvel til et måltid. "Det er jeg ked af at høre.." svarede hun sandfærdigt

Phoenix måtte grine lidt igen og sætte en tot vildfaren hår om bag øret i processen. "Det er altid rart at vide." Hun bed sig let i læben og havde faktisk ondt af ham. Det var ikke noget der skete ofte, da Phoenix mest af alt brugte sin tid på denne jord på at irriteret, udforske og drille folk så meget som muligt. Hendes mystiske og anelse mørke fremtreden var nogle gange også hendes sande jeg. Det skiftede blot så hurtigt og ofte, efter hendes humør og det praktiske aspekt ved det. Hun tog hånden ned i sin lille taske på siden og tog et æble op derfra. Det var ikke det samme som et brød, men det var bedre end ingenting. "Her"

Neio lod hovedet tilte på skrå med et kort halv kejtet grin og lod sin hånd rode op i det allerede alt for uglede hår før han så rettede sig lidt op med en rysten på hovedet. " Man kan jo aldrig være helt sikker " sagde han så lidt med et smil om læben. Om hun havde ment ham eller egernet altså. Men hvis han så alligevel tænkte lidt nærmere over det ville det ikke give den bedste mening at hun havde spurgt egernet. Den var trods alt længe borte op i træet.
Han trak kort på skuldrene og skævede en sidste gang lige kort op mod trætoppen " Det havde måske nok alligevel mere brug for det end jeg har " sagde han så lidt før han trådte et par skridt væk fra træet - uden for rækkevidde hvis der skulle komme et angreb af noget deroppe fra. Ikke at det var noget han som så regnede med ville ske, men bare for at være på den sikre side.

Neio rettede istedet sin fulde opmærksomhed mod kvinden foran ham, som sædvanligt med et smil om læben. " mh.. " Hans blik fulgte hendes bevægelser lidt mens hovedet tiltede mere og mere på skrå til den ene side da det gik op for ham hvad hun havde gang i. " Hva... Til mig? " spurgte han så og fik kort store øjne da hun ligefrem tilbød ham et æble. Hans blik flakkede fra æble til den gavmilde kvinde også den anden vej tilbage igen. Dog gik der ikke mange sekunder før han alligevel snuppede æblet med et smil om læben. " Mange tak.. Du er som sendt fra himlen " sagde han så med et taknemmeligt smil om læben og holdt blikket et øjeblik mod kvindens ansigt før han tog sig den frihed at tage den første bid af æblet. Det var ikke lige det han havde regnet med men en glædelig overraskelse nu hvor den planlagte frokost blev stjålet. " Mit navn er forresten Neio.. " sagde han så hurtigt med et enkelt nik. Skræmmende og mystisk virkede hun pludselig ikke så meget længere - venligheden hun indtil nu havde vist dulmede det.

Phoenix var ikke helt sikker på hvem hun ellers skulle havde talt til - ud over egernet selvfølgelig. Et smil og let grin gled over hende. Han var morsom, på sin egen lidt kejtede måde.
Phoenix smilede skævt og betragtede ham lidt. "Det er der nok delte meninger om" han havde vel ikke sat sig til at spise hvis ikke han var sulten. Egernet ville naturligvis heller ikke tage brødet hvis det ikke havde et behov at opfylde. Så igen, de lodne kræ kunne være noget så grådig når det kom til stykket. de kunne stoppe deres kinder til over dobbelt størrelse! Det havde hun selv set tilbage på Borgen dengang.

Phoenix fnes en anelse piget og tog hånden op foran munden. Sendt fra himlen. Det lød så dejligt at høre. Komplimenter kunne hun altid bruge, og var det en let streg af forlegenhed der kom over hendes kinder? "Mit navn er Phoenix" svarede hun smilende tilbage og stod let med hænderne på ryggen og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. "Kommer du herfra?" Phoenix selv var jo egentlig langt væk hjemmefra, alt efter hvilket hjem man tog som udgangspunkt.