Talion var blevet tortureret i flere timer og i mange dage af gangen for at give oplysninger omkring lysets, men hver gang var det endt i ingenting og en omgang prygl var blevet tildelt ham, han hang inde i hans celle med armene i kæder, strakt ud til hver side blot for at straffe ham og gør ham udmattet, efter nogle timer blev han løsnet fra kæderne og blev sparket lidt til og slået før de gik, ikke engang en ordentlig seng havde han fået nej han havde ikke fået noget som helst kun et tæppe, han havde også fået fra røvet hans våben og rustning så det eneste han havde var hans bukser selv bluse havde de taget fra ham, så Talion sad blot på gulvet med bukser og bag overkrop.

Talion var medtaget af det hele hans krop var mør banket, han bløde fra øjet og lidt fra læben hans overkrop bare også tegn af alle de slag han havde fået, så det eneste han fortog sig var at sidde og vente til de kom efter ham, for at få mere ud af ham selvom de ikke vil få det, Talion var sikker på at han skulle dø dette sted, for ellers havde folk nok befriet ham fra hans skæbne men ingenting var sket, men på den anden side ville han heller ikke have at lysets sætter noget på spil for at redde ham.

At være fanget et sted som dette var ikke noget han ønskede igen, han ville kunne holde til at være her i flere år hvis det var, men så vidste han også at han ikke ville kunne bevæge sig mere for alt den tortur han blev udsat for gjord at hans grænse blev sat på prøve hver eneste gang.

Nej. Nej, nej nej. Hvordan havde hun været så dum? Hvordan havde hun forvildet sig så langt væk fra stien. Hvordan havde hun ladet sig overmande på den her måde?
Saga var ikke dum: hun vidste godt det var en farefuld færd hun havde begivet sig ud på. Hun vidste godt, at hun nemt kunne ende i kløerne på de forkerte mennesker, og hun vidste man skulle være forsigtigt. Og alligevel havde hun været overmodig. Selv da det var gået op for hende, at hun var endt i Mørkets skov, var hun fortsat ind. En ugennemtænkt nysgerrighed havde drevet hende frem i forsøget på at udforske, opdage, se noget af alt det folk altid snakkede om. Livet i Tusmørkedalen havde ikke altid været tryg, og de var da også blevet berørt af Mørket, men alligevel havde Saga altid været skærmet. Det havde været en af de ting, der havde drevet hende ud på den her færd. Ud på denne færd, direkte ind i Mørkets Skov, hvor hun hurtigt havde mistet alt tidsfornemmelse og stedsans.

Hun havde fornemmet dem før hun havde set dem, og alligevel havde de pludselig stået foran hende. Der havde været tre i alt, men hvilken race de havde tilhørt havde hun aldrig fundet ud af, for deres ansigter havde været skjult af dybe hætter. Alene det havde været nok til at Saga var vendt rundt og var løbet tilbage samme vej som hun var kommet. Hun havde bare ikke været hurtig nok, og før hun havde vidst af det havde lyden af hove lydt i hendes øre sekundet før en eller anden havde grebet hende. Hun havde forsøgt at slå fra sig, men hænderne der havde holdt hende havde hurtigt fået følge af endnu et par, mens et tredje havde trukket en sort sæk ned over hovedet på hende. Et velrettet slag havde kortvarigt fået det til at sortne for hendes øjne, og da hun var kommet til sig selv havde hendes hænder og fødder været bundet sammen af et par reb, og hun var blevet smidt hen over den ene hesteryg.
Og så havde de reddet.

Hvor lang tid de havde reddet havde hun ingen idé om, men hun havde fornemmet duften af en sump, lyden af hove og den duften af råd, indtil de pludselig red ind på en gårdsplads. Turen havde føltes kort, men måtte have været lang, for da hun brutalt var blevet revet ned af hesteryggen havde hendes ben været så følelsesløse, at de var knækket sammen under hende. Ikke at det havde stoppet hendes tilfangetagere, der blot havde smækket hende over skulderen inden de var fortsat ned ad og ned ad. Dybt, dybt ind i den borg Saga nu havde regnet ud hvad måtte være: Midnatsborgen. Hun havde hørt rygter om denne borg, hørt hvad de gjorde ved deres fanger, og som de fortsatte ned mærkede hun hjertet synke i brystet på hende.

Det var dog ikke længe hun nåede at fortvivle før den svage lyd af en kniv der forlader en skede havde lydt, og et kort sekund havde hun frygtet at de ville bruge kniven på hende. Det havde de dog ikke gjort. I stedet havde de skåret rebene om hendes håndled og fødder over, og før de havde trukket stofposen af hende havde hun mærket fornemmelsen af lænker om sine håndled.
Mørket i fangekælderen havde været altopslugende, kun brudt af et enkelt lys, der havde skåret hende i øjnene og fået hende til at blinke et par gange. Mere nåede hun dog ikke at gøre før den ene af de kappeklædte skikkelser slæbte hende med over til en celle, som hurtigt blev åbnet. "Slip mig!" Saga vred og vendte sig under sin fangevogters greb, men lige lidt hjalp det. Tilsidst nåede tilfangetageren dog tålmodighedens grænse, og inden Saga nåede at se sig om havde han slået hende hårdt i ansigtet med en knyttet næve. Ør i hovedet af slaget, havde hun ikke kunne modsætte sig, da han havde trukket hende med over til cellens ene væk og lænket hende fast til en metalkæde der.
Så vendte han sig og gik.

Saga ville have rejst sig for at kæmpe mod de lænker der holdt hende fast, men øjeblikket efter fornemmede hun lyden af en andens vejrtrækning og de rytmiske slag fra et fremmed hjerte, hvilket fik hende til at se over mod den anden ene af cellen, hvor hun svagt kunne skimte en anden person. Hun sagde ikke noget lige først, men kom i stedet besværet på benene, stadig med blikket rettet mod den anden person. "Er du... er du såret?" Spurgte hun så, da et pust af en metallisk lugt af blod nåede hende.

Talion var nærmest lige vågnet fra den korte søvn han havde taget sig, et sted som dette var ikke et sted man burde ligge sig til sove, for man vidste ikke hvad ventede lige om hjørnet sådan et sted som dette, at være fanget var ikke noget Talion brød sig om men det var hans egen skyld at tag kampen op med en drage rytter.
Han sad over i en af de mange hjørne ide han fik en celle kammerat, til Talions store overraskelse var det en kvinde ikke en kvinde der var lysets men en kvinde som han ikke havde kenskab til.

Hans blik var fast på hende, blodet løb ned fra hans ansigt og ide hun åbnede munden og snakkede til ham, var der ikke noget som helst på ham der rørte sig, for hvis der var en ting han havde lært så var det at mørket var snu og hun kunne lige så vel være en af mørkets krigers spioner, som var blevet placeret i hans celle for at blive venner med ham også måske få information ud af ham hvis han begynde at stole på hende, så den tanke var den han havde oppe i hovedet lige nu.

Dog vil han gør opmærksom på sig selv over for hende, for hvis hun kiggede ordenligt efter på ham vil hun bestemt kunne se han var såret, og hans ribben på hans overkrop var begyndt at blive blå som tegn på indre blødning." du ved godt at jeg ikke vil fortælle dig noget, så hvis jeg var dig vil jeg bede dine venner om at lukke dig ud igen, for jeg hopper ikke på hvad som helst " sagde han og hostede, Talion havde ikke snakket med nogen eller noget side han blev taget til fange.

Døren gik op ned til fangekælderen og en mørkets onde væsner kom ned, med mad til dem " her er der noget brød til jer, og vi har ikke flere tæpper så i må dele om hans.....HAHA " lød det fra væsnet, der forlod fangekælderen igen.
Brødet som han havde smidt ind til dem var ikke bare noget normalt brød, nej det var brød som ikke var værd at spise der var mug på, han kiggede over på hende " hvis du ikke er en af dem så tag en bid af brødet" sagde han bestemt.

Hans stemme var hæs, men det var ikke så meget det Saga bed mærke i, som de venner han omtalte. Venner. Sådan havde hun ikke haft siden hun havde forladt Tusmørkedalen, og der havde det vel egentlig mest været bekendte. Som en af de eneste unge i byen havde det ikke ligefrem været nemt at få venner. Ikke at det havde generet Saga, der trods alt foretrak ensomheden ved en jagt. Men fordi hun ikke vidste hvilke venner han talte om, vidste hun heller ikke helt hvad hun skulle sige til hans ord. Så i stedet for at sige noget hev hun lidt forsigtigt i lænkerne om hendes håndled. De var spændt sammen med en kæde på midten, der løb til en bolt i væggen tætteste ved hende. Kæden var ikke særlig lang, men lang nok til at hun ville kunne tage et par skridt rundt i cellen. Så det var hvad hun gjorde, mens hun forsøgte at orienterer sig.
Hun nåede dog ikke langt før døren til cellen gik op og en af fangevogterne kom ind for at smide et stykke brød til dem på gulvet. Saga behøvede ikke engang se på det for at vide det var muggent, for lugten af mug skar i hendes næse og fik hende til at rynke svagt på næsen. Endnu mere som hendes cellekammerat talte. "Hvorfor skulle jeg spise muggent brød?" Spurgte hun overrasket. "Medmindre du vil have det, bliver det taget af rotterne i væggen, for jeg vil ikke have det." Det var måske en luksus at frasige sig mad, når man var fanget, og endte Saga med at være her i lang tid ville hun nok også skifte mening. Men for nu nægtede hun at spise et stykke brød, der var så muggent at man kunne fornemme det det grønne mug på brødet.

Talion så roligt på hende, ja brødet var muggent og det så ikke ud til det var noget hun havde tænkt sig at rør, det beviste ikke rigtig noget for han havde heller ikke selv spist det for at bevise noget, måske han skulle vende det hele oppe i hovedet en gang til, " nuvel " sagde han igen og hostede lidt han havde ikke rigtig spist i dage, og det eneste vand han havde fået var da det regnede, hvor han brugte hans hånd til at samle vandet fra så det havde ikke været meget vand han havde fået.

" du må forstå mig vel, jeg stoler ikke på nogen eller noget, kun hvis det er en af lysets kriger og det er du ikke så hvidt jeg kan se på dig " sagde han bestemt og betragtede hende, hun virkede ikke som en person mørkede vil tage til fange, der var tre grunde til han kunne se hvorfor hun var her, 1. hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. 2. hun har noget vigtigt information som mørket vil have af vide. eller 3. hun faktisk blot er en spion, Talion tænkte på det sidste men når han tænkte sig om så måtte det være 1 eller 2.

" så hvis du ikke er mørket hvad er du så, og hvorfor er du her" sagde han og kiggede på kæden som han var spændt fast til, " du skulle vel ikke have en nål gemt i dit hår, og hey sorry for den dårlige velkomst det ser ud til du er min nye celle kammerat åbenbart. " sagde han og prøvede så godt han kunne at sende hende et smil, at have en kvinde som celle kammerart var lidt mærkeligt ikke at det gjorde noget men stadigvæk.

I det mindste lod han det med brødet ligge. Ikke at det ville have været et problem alligevel, for Saga havde absolut ikke tænkt sig at spise det, og han var så svag og såret, at han næppe ville kunne tvinge det ned i hende. Selvom hun ikke helt kunne forestille sig en grund til, at han skulle gøre det, for selvom hun måske var fanget på Mørkets borg, havde hun ingen ideer om spioner og alle de andre fare der lurede. Selv nu, midt i løvens hule, havde hun et håb om at det nok skulle gå. De ville hurtigt finde ud af, at hun bare havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og lade hende slippe igen. Det var hun vis på.
"Nej." Svarede hun med et skuldertræk. "Det er jeg ikke." Det var der jo ikke så meget hun kunne sige til, for selvom vagterne havde stjålet det meste af hendes tøj skreg hendes underklæder jo ikke ligefrem "Lysets kriger", men nok mere det hun var: en udefrakommende der havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. "Jeg er her ikke med min gode vilje!" Slog hun fast. "Jeg forvildede mig ind i Mørkets skov, og før jeg vidste af det var der et par vagter der fandt mig. Chance var vel bare ikke med mig i dag." Desværre, for havde gudinden været det, ville Saga måske have haft held til at undslippe. Eller måske var det lige netop fordi Chance havde været med hende, at det var gået galt. Gudinden stod jo både for uheld og dumdristighed, og Saga havde været ramt af begge ting. "Nej." Svarede hun. "Ingen hårnåle, men til gengæld har jeg den her." Fortsatte hun, og hev op i den lysebrune, langærmede undertrøje for at afsløre lukningen til de lysebrune, lange bukser hun havde haft på under sine lærredsbukser for ekstra varme. De var slidte og gamle, og snoren der skulle holde dem sammen virkede ikke rigtig, hvilket var derfor de var sat sammen med en af hendes mors knappenåle, med sløvt hoved så man ikke stak sig. Det tog lidt asen og masen før Saga fik fat på nålen, for det var svært at manøvre rundt med håndjern, men til sidst fik hun bakset nålen op i den ene hånd og begyndte tålmodigt at arbejde med låsen. Det var første gang hun forsøgte at dirke et sæt håndjern op, men de mange års træning i låsedirkning betale sig af, for et par minutter efter lød der et lille "klik" og hun kunne trække låsene af sine håndled. Fri igen.

At være låst og fanget i så Langtid som han havde været, var ikke noget han ønskede for hende for de ting han havde været udsat for ville hun måske nok ikke kunne klare i længden, da lyden af en lås dirket op lød kiggede han over på hende overrasket. " jeg må indrømme jeg havde totalt undervurderet frøken " han kiggede over på hende som nok snart var fri, også ud af sellen for at se om der ville komme nogen, blikket blev rettet over på hende igen " hvis der kommer nogen er du klar til at dræbe for at slippe fri, for de vil nok slå dig ihjel så hvis du hjælper mig ned vil jeg love dig en belønning fra lysets dronning, men inden så er mit navn Talion green men mine venner kalder mig Talion eller arrow. ".

En knirken af en dør som gik op lød, han kiggede over på hende " skynd dig at få mig fri for de er sikkert kommet efter mig eller dig til endnu en omgang totur, og jeg agter ikke at se en kvinde med et kønt ansigt som deres komme til skade " sagde han smilene tanken om at kunne komme fri ved hjælp af hende havde givet ham lidt energi, selvom han stadig var meget med slået, ar'ne på hans ryg talte for sig selv hvis han kom fri skulle han nok dæ i forsøget på at få hende ud, hvis hun altså hjalp ham.

Talion kiggede over på hende og nærmest bad til at hun kom fri og at hun vil nå at hjælpe han inden de fik gæster, ud af sellen kunne han se deres tøj og ristning og deres våben lå smidt, han sukkede kort og kunne nu ikke gøre andet ind at vente på hende.

Mandens overraskede udbrud fik Saga til at skæve til ham og trække svagt på skuldrene, selvom det jog ubehageligt gennem venstre skulder. Den måtte have fået et vrid mens hun havde ligget over hesteryggen, eller også havde den fået et slag. Hvad end det var skurede det ubehageligt, men ikke værre, end at hun stadig kunne bruge den. "Det har de fleste det med at gøre." Svarede Saga, selvom hun egentlig ikke vidste hvorfor. Hun var jo både rimelig høj og muskuløs, men måske antog de fleste hende bare for at være en af de der piger, der mere var pyntedukker end noget andet. Hvilket var så langt fra hende som man kunne komme. "Jeg har ingen våben." Påpegede hun. "Men jeg kan heller ikke blive overrasket i mørket, mine sanser er bedre end det." Hendes hørelse var i hvert fald, ligesom hun højst sandsynligt ville kunne fornemme det, hvis en eller anden pludselig kom krybende. Medmindre hendes sanser valgte at svigte hende lige nu, altså. "Mit navn er Saga Aylmerdottir, men folk kalder mig Saga. Og jeg behøver ikke nogen belønning for at slippe dig fri." Belønning eller ej: Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade ham blive i cellen, for helt ærligt så han temmelig sølle ud, så hun kunne ikke bare gå. Det stred imod alt i hende.

Hun bevægede sig hen til ham og havde netop sat sikkerhedsnålen i låsen på hans lænker, da en dør knirkede. Et øjeblik var hun stille mens hun lyttede: to par fodtrin, tunge. Tunge åndedræt, lydende af læder mod læder og en duft af noget... blod, måske? "Der er to." Fortalte hun mens hun forsigtigt begyndte at dirke låsen på hans lænker op. Tortur. Hun forsøgte at ignorere tanken om tortur, men det var svært når først han havde sagt ordet.
Endnu et svagt 2klik" fyldte cellen, og øjeblikket efter åbnede Talions lænker sig. Saga nåede dog at gribe dem inden de røg på gulvet med en klirren, og lagde dem i stedet fra sig mens hun lyttede. "De er stoppet ude foran en anden celle, men jeg ved ikke om de har tænkt sig at fortsætte. Der er noget afventende over deres vejtrækningen." En slags vejren, som det hunden hjemme på kroen gjorde, når der kom gæster om aftenen og den vejrede om det var venner eller fjender.

Talion lyttede intenst til hvad der forgiknude omkring sellen, hans fokus bliv for nogle få sekunder rettet på hende ide hun kom hen for at hjælpe ham fri, han kiggede hende i øjne selvom det ikke var gengældt, ide han kæder gik op og han kom fri stod han og bevægede sig kort, og havde slet ikke tænkt på kæder vil have lammet hvis de havde ramt jorden, men heldigt for ham så var hun vågen. " godt grebet " sagde han med et smil på læben og lyttede til hendes ord " hvis de er stoppet så har vi lidt tid, hmm har en plan men det kræver du vil hjælpe, det bliver ikke nemt men jeg hænger mig op i kæderne sådan de tror jeg ikke er fri, men du skal lade dig være fri sådan deres opmærksomhed er på dig, for så skal jeg nok tag deres liv " sagde han bestemt og kiggede på hende, han placerede hans hånd på hendes skulder " jeg står i gæld til dig " sagde han og hang sig op på kæderne sådan det lignede han ikke var fri, og lukkede øjne i.

Talion gik ud fra hun gjorde som han sagde,da vagterne kom hen til deres celle og så hende være fri for hendes lænker åbnede de cellen for at gå ind for at tag fat i hende.

" Hey du fange hvordan er du kommet fri " blev der sagt hvor efter begge vagter to fat i hende, den ene gav hende også en lussing. Talion åbnede øjne og hoppede lyd løst ned hvorefter han fik hevet en af vagternes sværd ud af bæltet hvorefter den vagt der stadig havde sit sværd fik hugget sit hovede af.

Den anden vagt stoppede med at hive i hende og vende sig om imod Talion som nærmest stod og hev efter vejret, det sving havde taget hårdt på luften da han jo nok havde brækket 3-4 ribben.
Vagten sprang på Talion og sværdet røg ud af hånden på ham, Talion lå nederst med en meget tung vagt oven på sig som nærmest var i gang med at kvæle ham.

Det kunne godt være de var ude af kæderne, men cellen var stadig låst, og medmindre vagterne var virkelig dumme ville det næppe gå ubemærket forbi deres næser, hvis Saga og Talion smuttede ud af cellen når de åbnede døren. Heldigvis syntes Talion at have en løsning på det, omend Saga syntes det var en lidt farlig manøvre. Ikke så meget for sig selv, hun var stadig så naiv at hun ikke helt havde fattet alvoren, men for ham, da han trods alt var temmelig såret. "Er du sikker på..." begyndte hun, men tav da skridtene genoptog deres vej ned af gangen og hurtigt nærmede sig deres celle.
Saga kunne mene hvad hun ville om planen, for i samme øjeblik gik døren op og vagterne trådte ind. De lugtede dårligt, men det var ikke lige det hun havde tid til at fokuserer på, som den første fik øje på hende. "Hey du fange, hvordan er du kommet fri?" Hun svarede ikke, men bakkede i stedet op i cellen i et forsøg på at lokke dem til at vende ryggen til Talion. Et forsøg der lykkedes nogenlunde, indtil en af dem greb hårdt fat i hendes arm og klemte så hårdt til, at hun kunne mærke knoglerne skure mod hinanden. Hun ville have trukket armen til sig, men nåede det ikke før den anden vagt havde stukket hende en syngende lussing.
Og så forsvandt hans hoved da Talion huggede det af i ét hug. Et eller andet varmt ramte Saga i ansigtet, blod sikkert, idet den hovedløse krop sank sammen på jorden. Den vagt der havde fat i hende fik pludselig helt andre ting at tænke på og lod Saga være Saga, for i stedet at kaste sig over mod Talion med sådan en kraft, at den sårede mand tabte sværdet han havde stjålet fra den hovedløse vagt.

Inden Saga havde nået at se sig om havde hun vagtens sværd i sin hånd og havde bevæget sig over mod Talion og vagten, der forsøgte at kvæle Talion. "SLIP HAM!" Råbte hun, og svang sværdet ned mod vagten, der brølede af smerte da det skarpe blad borede sig ind i halsen på ham. Modsat Talions slag nåede Sagas ikke helt igennem vagtens hals, men til gengæld sprøjtede blodet ud da hun hev sværdet fri og sparkede vagten af Talion.

at kæmpe med en masse skader på sig var svært og havde det ikke været for hende ville han nok have været død, ide hun dræbte vagten som lå oven på Talion lå han i nogle sekunder og kiggede op på hende, havde hun nu lige endnu engang reddet hans liv, Talion var smurt ind i noget blod på overkroppen men man vil ikke kunne se om det ar hans eller en andens, han blikkede kort og kom nærmest til sig selv igen. " vi må se at komme af sted inden der kommer flere, og hey tak endnu engang " sagde han med et smil på læben.

Talion rejste prøvede at komme op at stå det tog lidt tid, men efter nogle sekunder kom han op og stå han tog et kort overblik over de to døde vagter " der går nok ikke længe inden der kommer flere så vi må tænke hurtigt " Talion vidste på ingen måde hvordan de skulle slippe ud fra dette sted, for da han blev ført der ind havde han hætte over hovdet, han gik ud af cellen og hen til det bord hvor deres tøj og våben var blevet smidt, han tog hans frakke på og hylstret med hans pile i, hans sidste træk var buen han tog den op og man ville kunne se på ham at han nærmest var hel igen, han vende sig om imod hende " kan se du kan finde ud af at håndtere et våben så jeg behøver ikke at bekymre for dig " noget han at sige inden en ny vagt kom ned det var nok vagten der skulle have begået torturen på dem.

Talion var lyn hurtig og sende med det samme en pil i hovedet på ham i løbet af 1 sekund, Talion var mester i våbenkontrol og især hans bue var han god til, " kom vi er nød til at finde en vej her ud fra hvad synes du vil skal gøre, " sagde han inden han nærmest gik lidt halv kold, han var lige ved at falde men fik støttet hans hånd på hendes skulder imens han øjne ramte hendes " du finder vejen ud og jeg beskytter os, hvordan lyder det ?? ".

En larm begynde at komme frem fra de små rum, og han vidste de var nød til at finde ud her fra snart, normalt ville Talion aldrig have gjord noget ved en fremmede men hun havde reddet hans liv, Talions blik som var i hendes smilede kort " undskyld" sagde han inden han plantede et kys på hendes læber " hvis jeg ikke klare denne dag så fik du mit tak sagde han og ventede på hendes ide om hvordan de skulle komme ud der fra.

Saga anede ikke om vagten var død, men hvis ikke ville han være det snart med alt det blod han havde mistet. En tanke der et øjeblik fik det til at svimle for Saga, der aldrig havde dræbt andet end dyr ved jagt. Det var noget helt, helt andet at dræbe et andet væsen på denne måde, men det var ikke noget hun fik tid til at tænke over da Talion igen tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hun ville have påpeget, at hun ville kunne høre hvis der kom flere, men synet af den døde vagt drænede hende totalt for kræfter. I stedet gik hun over og hjalp Talion op fra gulvet. Han var såret, hårdt såret, og at få ham ud herfra ville nok være nemmere sagt end gjort.
Hun så ned mod sværdet da han påtalte det, og rystede på hovedet. "Jeg har aldrig brugt et sværd før, jeg var bare ekstremt heldig." Svarede hun, og smed det blodindsmurte sværd fra sig. Det var sandt hvad hun havde sagt om held, og den eneste grund til at hun rent faktisk ikke havde misset, havde uden tvivl været, at vagten havde været så tæt på. Men sværdet var ikke hendes våben, og det var ikke før hun trådte ud af cellen og nåede hende til sine ting og tog buen op i hånden, at hun følte sig lidt roligere. Buen vidste hun hvad hun skulle gøre med. Den ville ikke svigte hende, og med den i hånden mærkede hun roen lægge sig over hende igen. Lyden af skridt gjorde hende opmærksom på at endnu en vagt nærmede sig, men hun nåede ikke at reagerer inden Talion havde nedlagt vagten. Noget der gav Saga nok tid til at iføre sig det tøj de andre vagter havde smidt rundt omkring. Det var koldt og klamt og beskidt, men det var hendes og bedre end at rende rundt i underklæder. "Jeg havde bind for øjnene da de første mig ned, men jeg tror jeg vil være i stand til at finde vej alligevel." Nikkede hun, og hev vadsækken over hovedet. Hun havde trods alt gjorde sig umage for at opfange lyde og lugte på vejen ned, så forhåbentligt ville hun kunne finde vej, og hvis ikke kunne de risikere at fare vild på Midnatsborgen, hvilket var et scenarie hun gerne ville undgå.

Og så kyssede han hende. Kysset var så pludseligt, at hun ikke nåede at reagerer på det. Det var ikke første gang Saga kyssede et andet menneske: da hun havde været otte havde hun og Baldur kysset i stalden bag kroen, og fra tid til anden var hun også faldet i sammen med et par af de yngre krogæster, men aldrig havde et kys været så overraskende som dette. Hun ville have sagt noget, men nåede det ikke før lyden af skridt nåede hun. Mange, tunge skridt et sted over dem. "Der kommer nogle." Sagde hun, og lagde en arm om Talion for at støtte ham i det hun hjalp dem begge over mod en sort kælderskakt, der lå i en bue ved trappen og forhåbentligt ville kunne skjule dem. "Der er mindst fem," hviskede hun til Talion. "Store og iført rustning. Forhåbentligt ser de os ikke her." Den bedste måde at komme ud ville være ved at tage det roligt, gemme sig for vagterne og snige sig ud, men om det kunne lade sig gøre i virkeligheden var usikkert. Saga håbede dog, da det ville være svært både at finde vej, slås og få den hårdt sårede Talion ud på en og samme tid.

At hun aldrig havde brugt sværd kom lidt bag på ham, men på den anden side så var han bare mest af alt glad for at hun var heldig som hun selv beskrev det, " det betyder ikke noget nu, du hjalp mig og det skal du have tak for " sagde han og nikkede, inden hun igen åbnede munden.
at hun nærmest var hans fører hund nu var noget han var nød til at stole på, han var nød til at stole på hende at hun kun vil ham det godt, for en ting var sikkert Talion var nød til at tag en chance for han gad virkelig ikke være her mere.

ide hun hørte flere komme og nærmest hjalp ham i skjul, kunne han ikke lade være med at tænke på hvad der nærmest lige var får gået, han lyttede til de trin og den larm der kom nærmere og nærmere han håbede virkelig ikke de så dem for at vinde over 5 mennesker ville de nok ikke kunne klare, så imens de sad i skjul og blot kun kunne vente, kiggede han på hende " hey undskyld for kysset, jeg burde ikke have gjord det undskyld " at kysse en fremmede pige var ikke noget han begik sig meget i, så derfor var det forkert selvom han til hver en tid ville gør det igen hvis hun bad om det.

det vare ikke længe for vagterne nærmest kun var få skridt fra dem, så det galde bare om at være helt stille for de skulle bange ikke ind i det fangeskab igen, Talion tog sværdet frem og var klar til at kæmpe hvis de skulle blive opdaget, ikke at de vil vinde for Talion var hårdt såret, og hun var åbenbart ikke en der var god med sværd som hun havde ladet sig fortælle ham.
nogle af vagterne var gået hen imod fangekælderen for at se om de kunne finde dem, imens de andre stod tæt ved dem, " jeg stoler på du kan få os ud så du siger bare hvad du vil have mig til at gøre og jeg skal nok gøre det," sagde han og skiftede imellem at kigge på hende og frem for deres skjul.

Talion håbede virkelig at hun vidste hvad hun gjorde, og at skjule sig var nok det bedste så han gjord bare hvad hun sagde for det virkede som om hun var en person der var god til at genspille lyde oppe i hovedet.

Det var allerede ved at være en smule anstrengende at skulle lytte så meget. Normalt var det ikke rigtig noget Saga tænkte over, for netop hendes hørelse var jo passiv, men som hun anstrengte sig for at lytte efter fodtrin, hjerteslag, knirkende rustninger og lyden af sværd, kunne hun allerede nu konstaterer, at hun var ved at få hovedpine. Der ville nok gå et par dage før hun var ovenpå igen, men det var nu ikke noget hun havde tænkt sig at græde snot over, for det var langt bedre end at tænke på alternativet. For hvis de blev fanget, ville hun måske slet ikke have noget hovedet at få ondt i, og det ville i grunden være trist, for Saga holdt så voldsomt meget af sit hoved og de tanker det besad.

Hun var så optaget af at lytte, at hun ikke rigtig registrerede Talions undskyldning, og det tog da også lidt tid før hun så på ham. "Det er fint." Svarede hun, og sendte ham et hurtigt smil. "Det kan være det er det sidste kys jeg får, og så er det ikke en dårlig måde at stille træskoene." En noget pessimistisk tankegang, men lige nu var situationen heller ikke den bedste.
Især da et par af vagterne valgte at blive stående i hulrummet mellem kælderskakten og trappen der førte op. Noget der fik hende til at tænke sig om et øjeblik inden hun endte med at tage to pile ud og ligge den ene på gulvet. Så strammede hun buen og sendte den første pil af sted. Den ramte vagten direkte i nakken, hvor den borede sig ind. Den anden vagt nåede ikke at reagerer på dens første død, før han også var død: taget af en pil hun havde sendt ind i halsen på ham. "Okay, lad os komme videre." Hviskede hun, og lod endnu engang en arm glide ind under Talion for at stødte ham. "Vi skal op af trappen, og så er vi nok nødt til at finde et skjulested så vi ikke bliver opdaget. Jeg tror vi er nødt til at tage det i etaper." Det ville i hvert fald være det mest logiske, for lige nu var det den stille og rolige vej der var den mest sikre.

Talion blev endnu engang overrasket over hende, hun var virkelig god til at holde sit hoved koldt og virkelig god med sin bue, imponeret var han godt nok og taknemlig for at hun hjalp ham, han lyttede til hendes ord og smilede blot og gjord mest af alt hvad hun sagde, men ide de to vagter nærmest var lige foran dem skulle han til at gøre noget ved dem, men det behøvede han på ingen måde før hun havde nedlagt dem.

Han nikkede til hende og følte efter hende, da de var kommet længere op og muligvis var ved at finde vejen ud, kunne der hører nogle tunge skridt igen, Talion kiggede rundt han kunne ikke se nogen steder at gemme sig, han kiggede over på hende " jeg må indrømme tror ikke vi klare det denne gang, tror det er for sendt at gå tilbage hvor vi kom fra," og sandt var det han sagde for nede fra kunne de også trin og rystninger der ramte hinanden. Talion selv vidste hverken hvor de skulle hen eller noget, men han troede at de nok snart måtte være ved vejs ende, men det var som sagt kunne hende der vidste hvor langt der var hjem.

Han stoppede op og fjernede armen fra hende " det er okay det her, du burde gå uden mig du burde forsætte uden mig jeg forsinker dig bare, hvis jeg tager mig af vagterne der kommer oppe fra så kan du liste forbi, og komme hjem til din familie for jeg har intet at vende tilbage til, og jeg vil ikke være skyld i du ikke kommer hjem, så lad mig gør dette for dig som tak " han tog sin bue frem og lagde 2 pile på, han havde 3 pile tilbage i hans hylster, men den sidste pil var grøn og det var en af de pile hvor der var en snor i. og han vil skyde på mængden af skridt han kunne hører vil der komme 4 oppe fra og ca 3-4 nede fra, så de var fanget.

Denne borg var umulig at snige sig væk fra og det var nok derfor ingen havde sluppet væk der fra, han kiggede ud af øen krogen og hen på hende, Mit navn er Talion, vil du være sød at tage dette med til lysets dronning" sagde han og gav hende hans lysets kriger amulet som gjord hun besad lysets kriger kraften.

At ingen nogensinde havde undsluppet Mørkets borg var noget Saga var lykkelig uvidende om. Men så igen: selv hvis hun havde vidst det, ville hun nok have insisteret på at finde en vej ud, for hun var stædig nok til at ville vise folk at de tog fejl. Og selvfølgelig var der en vej ud: de var jo kommet ind på en eller anden måde, så måtte de også kunne komme ud igen.
Det var i hvert fald den tanke hun holdt fast i, som de forlod deres skjul. På vejen hev hun de to pile ud af de døde vagter og lod det ene glide tilbage i kokkeret igen. Den anden spændte hun for buen, i tilfælde af at hun ville få brug for at reagerer hurtigt.
Hvor hurtig hun ville kunne være var hun dog begyndt at tvivle på, for jo mere hun anstrengte sig for at lytte, jo mere hovedpine fik hun. Hun anede ikke hvor hendes grænse lå, for hun havde aldrig rigtig haft brug for at benytte sig af sin skarpe hørelse til andet end jagt, og havde derfor ikke trænet den.

Hvilket var derfor hun nok ikke var opmærksom på de skridt der nærmede sig hastigt fra begge sider, og det var ikke før Talion stoppede op, hun blev opmærksom på det. "Det tror jeg heller ikke vi kan nå." Medgav hun lavmælt. Hun tænkte sig om et øjeblik, en anelse stresset af lydende af skridt og rustninger der lød både over og under dem. "Vi skal bare klare det op til næste dør, jeg ved vi gik igennem der." Sagde hun så inden hendes tanker blev afbrudt af Talion, da han fjernede armen fra hende. Hun så på ham et langt øjeblik som han talte, hvorefter de brune øjne gled ned til den amulet han rakte hende.
Hun var stille et lille øjeblik, så rakte hun op og lukkede hans hånd om smykket. "Det kan du selv gøre, når du ser hende igen." Sagde hun så inden hun lukkede øjnene, trak vejret dybt og anstrengte sin hørelse. "Der er fire nedenunder os, de er på anden trappeskakt. Og tre, nej fire over os - den sidste har ikke noget hjerteslag, men jeg kan høre hans rustning." Hun åbnede øjnene igen og spændte buen. "Jeg ved ikke med dig, men jeg har otte pile tilbage, og jeg har tænkt mig at ramme med dem alle." og med de ord vendte hun den spændte bue mod trappen, klar til at møde de første opstigende vagter med en pil.

Talion lyttede til hende, for hun var bestemt deres bedste chance for at overleve dette, hendes information omkring hvor mange fok der var og hvor de var henne var imponerende " jeg har 2 pile tilbage, men hvor sikker på er du at vi skal igennem den dør der " at hun ligefrem vidste at de gik igennem den dør var noget han var nød til at stole på, for lige nu var det deres eneste chance.

Han kiggede igen på hende meget dybt og intenst i øjne " jeg synes vi skal tag de fire ud som står længere oppe, for hurtigt at kunne komme op til døren sådan vi kan komme ud, men lov mig at du har tænkt dig at ramme, for så snart vi hopper frem for dette skjul så vil alle tænkelig væsner være efter os. " sagde han bestemt, hvor efter han lukkede øjne kort og forsatte hans snakken " denne rejse vil nok snart for en ende for en af os, og du skal vide det har været en fornøjelse at møde dem frøken, og hvis jeg nogensinde skulle støde på dig igen vil ikke kunne holde mit løfte omkring ikke at kysse dem igen. "

Talion åbnede øjne igen og kiggede over på hende " klar? " sagde han og rejste sig frem fra deres skjul hvor efter han lagde hans sidste to pile i buen og spænde den, og gik op af trapperne imod de fire folk som måtte komme på hans vej, og sandt var der fire men Talion havde kun to pile så de to første vagter faldt om på stedet, hvor efter de sidste to råbte De er her !!! og begynde så at angribe Talion som prøvede at forsvare sig så godt han kunne, men det var ikke nemt med de skader han havde fået i løbet af hans tilfangetagelse.

" lidt hjælp kunne være rart hvis du vil " sagde han med et smil af lidt overskud

”Sikker nok,” svarede hun, da Talion spurgte hende, hvor sikker hun var på, at de skulle igennem den dør hun havde udpeget. ”Det var den vi kom igennem, og hvis vi ikke skal forvilde os dybere ind i borgen er vores bedste bud, at tage den vej jeg kom ind.” Saga var helt sikker på det var den dør de var kommet ind af. Desværre var hun også helt sikker på de mange vagter, der nærmede sig fra hver sin side. Ville det være umuligt at kæmpe sig vej igennem dem? Måske ikke, hvis de havde været dumme og sløve, men Saga vidste, at Mørkets krigere hverken var dumme eller sløve, så hvis de slap levende ud ville det mere være held end forstand.

Talions intensitet overraskede Saga, der dog ikke gav sig selv tid til at stå og glane ham i øjnene. I stedet nikkede hun med en sammenbidt grimasse. ”Jeg har ingen intentioner om ikke at ramme.” Forsikrede hun ham. Godt nok var hun ikke trænet i at skyde mennesker (eller hvad Mørkets krigere nu var), men det havde vidst sig ikke at være særlig forskeligt fra at jage dyr, og det var noget hun var god til. Hun brød sig ikke om alt den snak om en endt rejse, men vidste også at det ville være naivt at tro andet. Saga var, ifølge hende selv, alt for ung til at dø, men omvendt ville hun heller dø kæmpende, end fanget i en af Midnatsborgens beskidte celler. ”Måske skal vi komme ud herfra først, inden vi fortsætter kysseriet.” Kommenterede hun, og spændte buen yderligere, hvorefter hun nikkede. ”Klar!”

Råbet fra vagterne fyldte den lille gang, som Talion sprang frem og slog de første vagter ihjel. Så var han tør for pile, og det eneste forsvar var ham selv, såret og svag som han var, mod to stærke vagter i rustninger. For de var virkelig godt klædt på i de rustninger: store jernplader dækkede de mest vitale dele og umuliggjorde at Saga kunne slå dem ihjel med en affyret pil. Til gengæld var deres knæ blottede, hvilket hun benyttede til at sende den første pil af sted mod den ene af vagterne, der skreg og nærmest knækkede sammen da den skarpe pil borede sig vej ind gennem hans knæ. Saga benyttede sig af hans uopmærksomhed til at springe frem og løbe over til ham for at slå ham bevidstløs med buen. Det nåede hun dog ikke, før han havde opdaget hende og inden hun nåede at reagerer, havde han kastet en lille, skarp kniv direkte mod hendes lår, hvor den rev gennem hud og brusk og satte sig fast. Hun ville have skreget, men nåede det ikke før hun var nået over til vagten og af alt kraft lod buen møde hans kind, så han sank om på gulvet. Det samme var Saga lige ved at gøre, da hun kiggede ned og så hvor langt kniven egentlig sad inde i hendes lår, men lige nu var der ikke tid til at besvime, så hun spændte endnu en pil i buen og sendte den i retning af den vagt Talion sloges mod.