Skulle Saga være ærlig, var hun ikke sikker på, hvad der havde fået hende til at drage mod Elverly. Måske var det tanken om den enorme skov, som efter sigende skulle være en af landets ældste skove. For der var immervæk forskel på at jage i de små, forkølede "skove" der voksede hist og her i Tusmørkedalens bjerge, og så en virkelig skov.
Det var en måned siden Saga havde forladt sit hjem på Tusmørkekroen, og i den tid havde hun allerede nået at se mere, end hun nogensinde før havde set i hele sit liv. Det første havde været lyset. Opvokset i Tusmørkedalen var det ikke meget lys hun havde set sin levetid igennem, og det havde derfor været utroligt (og en anelse forbløffende), da hun var nået væk fra bjergenes skygger og pludselig havde stået badet i lys. Hendes far havde givet hende et kompas med, men hun havde ikke brugt det og havde bare gået den vej hendes fødder havde båret hende, hvilket havde ført hende lidt rundt omkring. Hun havde indtil videre overnattet på enkelte gårde, under den åbne himmel og ellers bare hos venligtsindede mennesker, der gerne byttede en seng for et par byttedyr, men jo tættere hun var kommet på Lindeskoven, jo færre huse havde hun set.
Det generede hende ikke, hun sov gerne i et træ eller nær en skovsø eller hvor hun nu kunne komme til det, og desuden stod solen stadig højt på himlen. Fuglene i trækronerne skabte et overdådigt symfoni af forskellige stemmer og lyde, og under de nedfaldende blade kunne Saga høre ormene grave sig vej gennem jorden. Duften af træer, rådnende blade og jord fyldte hendes næse og fik et smalt smil frem på hendes læber. Hun var hjemme!

Der gik ikke lang tid før hun mærkede sulten begynde at røre på sig, hvilket fik hende til at søge efter et sted hun kunne dumpe den vadsæk hun havde haft med hjemmefra, og som kunne udgøre det for lejer denne dag. Hun vidste der stadig var noget brød et sted i vadsækken mellem det rene tøj, men havde ikke tænkt sig at nøjes med halvtørt brød. I stedet drog hun den bue og det pilkogger hun altid havde på sig og satte ud i skoven for at finde et byttedyr, hvilket ikke burde være svært med en skov der flød af liv som denne.

Der var ikke noget bedre end at være under den åbne himmel, som Angrod for det meste af de sidste tid havde været. Faktisk det meste af hans liv. Han havde fra barns ben været van til at være i skovene og allerede fra en tidlig alder havde han lært at jage vilde dyr. Søerne var fulde af fisk, trænernes toppe var fyldigt af fugle liv som fyldte skoven med den fineste sang og skovens bund var ikke anderledes og der var mange spændende dyreracer.
Skoven omkring Elverly var enorm og fascinerende og et stort dyreliv som man nemt kunne jage efter. Elverly befandt han sig nærmest aldrig i og nu havde han snart været i skoven en uge, måske mere. Normalt drog han afsted og vandrede landet rundt, men han havde aldrig travlt og derfor var han kun blevet i skoven lidt længere, det var jo alligevel tæt på hjemlandet.

Angrod havde lavet et simpelt shelter tæt på søens bredder og det var her han tilbragte sine dage fortiden. Ved siden at åbningen til det lille shelter, havde han bygget et fint lille bålsted hvor stadigvæk han rester fra den sidste kanin som han havde flået og spist i løbet af de sidste to dage og nu var det snart tid at jage endnu et bytte.

Han forlod tidligt om morgene det lille shelter, med pilekoggeret på ryggen og buen fast i den ene hånd. Snigende igennem skov bunden var søgen efter et nyt bytte og en ny omgang mad i gang, det burde ikke være svært af finde en hjort eller et andet flot dyr og samtidig var han også klar på hvis faren spøgte.

Det tog ikke Saga længe at finde den første agerhøne hun kunne nedlægge. En stor, fed en med mere sul på kroppen end nogle af de dyr hun nogensinde havde nedlagt i Tusmørkedalen. Men det gav måske god mening, for her var der lys og luft til at de kunne bevæge sig. De eneste fugle der rigtig havde haft gavn af Tusmørkedalens bjerge havde været de store ørne, og dem havde Saga aldrig set grund til at jage. Hun vidste der var folk, der jagtede dem for deres fjer, men så kunne man ligeså godt klatre op til deres rede og finde dem der. Og måske var Saga en ivrig jæger, men hun slog aldrig ihjel for sjov. Det lod hun andre om.

En agerhøne blev til to, og selvom hun havde mere end rigeligt til at blive mæt de næste par dage, valgte hun alligevel at søge længere ind i skoven. Måske kunne hun nedlægge et dyr med en pels, der var noget værd og kunne sælges videre? På trods af at hendes forældre havde givet hende en del penge med var hun efterhånden ved at løbe tør, og selvom de fleste gerne byttede brød og seng for frisk kød, var det meget rart at vide, at hun ville kunne betale sig til en overnatning, hvis det skulle blive nødvendigt.
Som sagt, så gjort, så Saga besluttede sig for at søge længere ind i skoven. Undervejs sørgede hun for at markere de træer hun passerede med den lille parteringskniv hun altid bar på sig, så hun kunne finde vej til sine ting igen. For Lindeskoven var stor, og hvis hun først fór vild her kunne hun være faret vild meget længe før hun blev fundet.

Jo dybere hun kom ind i skoven, jo vildere blev naturen, indtil hun til sidst helt glemte at jage og i stedet lod sig opsluge af de enorme træer, kronerne der lukkede lyset ude og lyden af fuglene i luften og dyrene på jorden. Hun var så optaget af at indtage alle indtryk, at det først var da hun trådte ind i en lysning, at det gik op for hende hun ikke var alene. Måske var det den svage lyd af vejtrækning, måske var det noget andet, hvad det end var vidste hun at hun ikke var alene. Tanken fik hende omgående tilbage til virkeligheden, for ligegyldigt hvor indbydende Lindeskoven var anede hun ikke hvilke væsner der befandt sig her, og det sidste hun havde brug for var at stå ansigt til ansigt med en bjørn eller en ulv. Nej, det var ikke en bjørn og det var heller ikke en ulv. Vejrtrækningen var ikke dyreagtig nok. Den var menneskelig, kontrolleret. Hun blev stående i lysningen mens hun så sig om og langsomt ladede sin bue med en pil. Så trådte hun endnu et skridt frem, og så et til og et til. En fornemmelse bag hende fik hende til at vende sig mod en mængde træer og lade buen søge vej mellem træerne. "Hallo?" Hendes stemme rystede ikke. Ikke meget i hvert fald. Det var i hvert fald hvad hun forsøgte at fortælle sig selv mens hun spændte buen og varsomt afsøgte træerne for det væsen, der havde vagt hendes sanser til live.

Angrod bevægede sit stille og roligt igennem skovens, ind mellem træer og små buske som var placeret tæt på hinanden, men en gang i mellem kom der små og halv store lysninger hvor solen fik lov til at stråle igennem og her var der typisk størst chance for at finde et bytte, men ikke af de store slags, det var mest agerhøns, små kaniner og hvis der nu var et lille vandhul kunne der godt findes en hjort, men den han var nået til var nærmest tom, der var ikke meget at se.
Han satte sig ned på hug, godt gemt bag hans hue og kappe og kom næsten til at ligne en halv stor busk. Her sad han og ventede på at der måske skulle dukke et dyr op ude i lysningen. Selvfølgelig ville det være bedst hvis det var en høne eller en hjort, kaninerne havde det med at opdage ham og de havde en god fart i deres fødder, så de var hurtigt væk.
Det blev til noget tid før en lille kanin dog tittede frem fra en busk, i færd med søgen efter eget bytte, et sted med godt græs hvor den kunne sidde og slappe af. Angrod listede en smule tættere på og hev roligt en pil frem fra koggeret på hans ryg og spændte buen langsomt og tog sigte og slap pilen, som susede igennem luften og inden det lille dyr nåede at fatte mistanke lå det nu dødt på jorden.
Han rejste sig fra sin plads og fik hen til det lille bytte og trak pilen ud af kaninen og tog det op og bandt en snor omkring det og lod det hænge ned bag hans ryg, ved siden af koggeret.

Efter et godt stykke tid med jagt var hans bytte mængde nu blevet større og kaninen havde fået selskab af et par egern også. Angrod vidste udmærket at der ikke var meget kød på disse små væsner, men han var vidste også at lidt mad var bedre end intet. Jo tættere han kom ind i skoven, i hans søgen om større dyr, blev kronerne på træerne også større og tættere og fuglenes kvidren blev mindre og mindre, hvilket også gjorde det nemmere for ham at hører de andre dyr i skoven, uden at skræmme dem.

Han kom til et sted i skoven hvor han i noget tid havde fulgt en skikkelse længere fremme. Han havde endnu ikke valgt at gøre noget, for han var ikke sikker på hvilken skikkelse som ville møde ham, skovene kunne være lumske, og ikke kun med bjørne og ulve, men dette var helt sikkert et menneske og dette blev også bekræftet da personen åbenbart havde fået færten af Angrod. Personen vendte sig i hvert fald om og kom med et sikkert ”Hallo” og spændte samtidig buen som han eller hun stod med i hånden. Et defensivt tegn, som han også selv ville have brugt, hvis det var ham som stod i situationen. Han valgte derfor så at rejse sig fuldt op og trække hætten væk fra hovedet så han ansigt kom til syne. Han var stadig en meget ung elver og hans ansigt var ligeså, han havde et ungt ansigt. Han spændte buen på ryggen og gav sig stille og roligt til at gå nærmere den fremmede og viste stadig at han var ubevæbnet, selvom han havde buen på ryggen.
”Du jæger?” spurgte han roligt med et lille smil da han kom tæt nok på.

Saga havde haft ret: hun var ikke alene. Men det var hverken en bjørn eller en ulv, der reagerede på hendes kalden. Derimod var det et levende væsen.
Ved første øjekast troede Saga det var et andet menneske, der havde opsøgt hende, men ved nærmere øjekast gik det op for hende, at personen var en elver. Det var ikke fordi det var meget tydeligt, men Saga havde mødt nok bjergelvere på sin levetid, omend denne elver var mindre muskuløs en de vilde bjergelvere. En skovelver, det måtte det være, hvilket også gav god mening taget i betragtning af hvor de befandt sig. Han så ung ud, lige så ung som hun, omend han måtte være ufatteligt meget ældre end hun nogensinde ville blive. Til gengæld var han ikke bevæbnet, men havde sin bue hængende på ryggen. En gestus der fik hende til at slappe af og sænke buen, omend hun ikke lagde pilen væk med det samme. Hun kendte trods alt ikke området, eller den opsøgende elver, og det var altid bedre at være på vagt end at blive overrasket. Især fordi de fleste elvere var stærkere end almindelige mennesker.
Det var dog ikke en trussel der forlod ham, men derimod et spørgsmål efterfulgt af et roligt smil, hvilket omsider overbeviste hende om, at der ingen fare var. Hun nikkede en enkelt gang. "Ja, jeg troede skoven var fri for alle. Jeg beklager hvis jeg har overtrådt et territorium, det var ikke min hensigt." Høflig og venlig som altid, eller i hvert fald overfor en fremmed, som helt tydeligt ikke havde i sinde at starte noget med hende, så hvorfor skulle Saga forsøge sig noget med ham? I stedet pakkede hun endelig bue og pil væk mens hun så ham an. "Du jager selv?" Kommenterede hun så, da hun fik et glimt af et egern der dinglede fra et eller andet sted bag ham. Af en eller anden grund fik konstateringen et smil til at vise sig på hendes læber, måske fordi hun forstod jager mentaliteten. De var måske nok fra hver sin race, men én ting havde de dog tilfælles, og det var en dejlig ting at opdage.

Det var sjældent at der var andre væsner end dyr i skoven og især så langt inde i dybet, og især mennesker. Det var dog alligevel rart at støde på et nyt ansigt og da han nærmede sig og den unge kvinde sank sin bue, kunne han også slappe af, da hun nok var af samme sind som ham selv og intet ondt, imod ham, havde på sindet. Den unge pige virkede som en person som var vant til at vandre alene rundt i landet, i hvert fald hvis man kiggede på hendes tøj, som var tykt og behageligt. Tøj som man ville have på hvis man vandrede landet rundt.

Han fik øje på de to agerhøns som hun havde fået fanget og fik selv svaret på sit spørgsmål og det efterfølgende nik gjorde det sikkert. Han smilte lidt da hun kom med kommentarerne omkring skovens frihed og territorium og kom så med hans kommentar til disse; ”Skoven er dens egen og det vil den altid være, jeg vil altid have den mening at alle skulle kunne færdes i landet som de nu har lyst til. Du har skam intet territorium overtrådt, ikke hvad jeg ved af og jeg har nu kommet her i mange år, ja ligesiden jeg var lille. Du skal være velkommen til at jage på tilslutte dig min jagt, eller forsætte på egen hånd og se dig lidt omkring i skoven” sagde han høfligt og sendte hende endnu et smil inden han forsatte; ”Jeg har bygget et lille shelter, nede ved en af søerne og det da klart at det ville være skønt med lidt selskab og til dit spørgsmål om mig som jæger, så er der næsten givet svar på det også efter du allerede har lagt mærke til mit bytte på ryggen”.

Han så hende an og tog sig selv i at kigge lidt for meget på hendes ansigt, men det var sjældent at han stødte på almindelige mennesker, eller krystalianere som man kalder dem og at hun var så en så ung kvinde, det var lidt mere sjældent end han var vant til, men han havde stor respekt for at hun turde sætte sine ben så dybt i disse skove, ikke fordi at han ikke regnede hende for at kunne passe på sig selv, for det var han ikke i tvivl om.
”Hvor kommer du egentligt fra? Lindeskoven er da som sådan ikke et sted man bare lige falder over”

Elverens svar kom egentlig ikke bag på Saga, for selvom hun ikke havde mødt mange elvere i sin levetid (udover de bjergelvere der fra tid til anden havde søgt mod Tusmørkedalen for at handle), havde hun hørt at de mente, at skoven var sin egen og ikke kunne ejes. Eller noget i den dur, de var i hvert fald meget med dyr og planer og træer. Hvilket sommetider havde fået Saga til at forestille sig at hun havde været elver. Det var selvfølgelig noget pjat, en fantasi i en 7 årig piges sind, men hendes mentalitet ville nok have passet meget godt ind hos elverne.
Til gengæld overraskede det hende, da han tilbød hende at slutte sig til sin jagt. Det var år siden Saga sidst havde jaget med andre, og tanken var bestemt tillokkende, for selvom hun godt kunne lide ensomhed havde hun også været alene meget længe nu. "Åh. Jamen det vil jeg da gerne. Tak." Svarede hun, samtidig med at smilet om hendes læber voksede og afslørede to, små smilehuller i hendes kinder. "Et shelter ville være rart, jeg havde lidt beredt mig på at finde et træ at sove under." Hvilket måske nok var nemt nok, men ikke videre bekvemmeligt, eller beskyttende mod eventuelle rovdyr. Som der jo sagtens kunne være i skoven, Saga anede det faktisk ikke.

Saga var ikke ligefrem typen, der rødmede når andre så på hende. Hun vidste at der var mange unge kvinder på hendes alder, der gik voldsomt op i deres udseende og kunne bruge timer på at frisere deres hår, men sådan havde hun aldrig været. Hun havde aldrig brugt meget tid på at gøre noget ud af sit udseende, som hun mente bare var der, men da elveren stirrede på hende mærkede hun alligevel en vis rødmen røre på sig. Ikke fordi han kiggede på hende, men fordi hun ikke var vant til så intenst et blik. Hun sagde dog ikke noget, men stak bare hænderne i den lysebrune læderjakkes lommer. "Jeg kommer fra Tusmørkedalen." Svarede hun så. "Det var egentlig ikke min mening at ende i Lindeskoven som sådan, jeg ville bare gerne se hvor elverne bor. Jeg har kun mødt bjergelvere før, og de er meget anderledes end du. Er du fra Elverly?" For ligeså interesseret han var i hende, ligeså interesseret var hun i ham. Hvilket fik hende til at indse, at hun havde ikke havde præsenteret sig. "Jeg er Saga. Saga Aylmerdottir."

Angrod var glad for at hans nye bekendtskab havde takket ja til både at jage med ham og at overnatte i det lille shelter, men han kunne se at det var kommet som et chok for hende, hvilket egentligt også forståeligt nok, fordi at de lige havde mødt hinanden. Men han var glad for at have fundet en at bruge lidt tid sammen med, selvom det til tider også kunne være rart med ensomheden, men samtidig kunne den også blive for meget. ”Ingen grund til tak, jeg er også glad for at få lidt selskab en gang i mellem og der er massere af plads til os begge i det lille shelter jeg har bygget, der er ingen grund til at du skal overnatte oppe i et af træerne” han smilte til hende. Det ville nok ikke have været svært at finde et træ eller måske en lille grotte som man kunne sove ved, men det var jo ikke særligt bekvemt og når han nu alligevel havde bygget sit shelter, kunne han ligeså godt dele og det var han glad for.

Han kunne se at han rødme lidt da han havde taget sig selv i at stirre på hende, og det havde jo ikke været hans mening at gøre det ved hende, det var jo ikke tit at han stødte ind i sådan en ung kvinde. Der var jo mange af byens kvinder som gik op i sig selv, man Angrod var glad når piger var dem selv og ikke mindst havde de samme interesser som ham, i hvert fald jagten og sådan en pige kunne ikke gå op i sig selv på den måde som by pigerne gjorde; men Saga som han her var stødt ind i var en utrolig køn pige. ”Ah, Tusmørkedalen” han kiggede lidt rundt i skoven inden han forsatte, ”Der har jeg været få gange, ikke sådan helt vildt” han smilte efter hans svar. ”Ah, ja man skal opfølge sin nysgerrighed. Er det en god anderledes måde, hvorpå jeg er i forhold til elverne fra bjergene?” han grinte lidt over hans spørgsmål og stak bagefter hans hånd ud imod Saga; ”Hej Saga. Glædeligt at møde dig. Mit navn er Angrod Telemnar”

"Urg, selvskab. Er det ikke det der, hvor man skal tale med folk og sådan noget?" Spurgte Saga, der godt nok ikke kendte den anden, men alligevel ikke kunne lade være med at smide en jokende kommentar. Der var trods alt ingen grund til at alt skulle være så seriøst hele tiden, og hvem vidste: måske var hun heldig at den anden ville forstå hendes humor. Og var hun det ville de allerede være et godt skridt på vej til et dybere bekendtskab end bare "et møde i skoven", for det var langt fra alle, der forstod Saga og hendes humor. "Jeg har til gengæld noget brød jeg hellere end gerne deler." Sagde hun med et smil. "Selvom det nok lige skal en tur ind i nogle gløder først, for det er nok lidt tørt." Det var jo et par dage gammelt, men så længe der ikke var mug på kunne det sagtens spises.
Det overraskede hende ikke, at han kendte til Tusmørkedalen, for det gjorde de fleste jo. Faktisk kendte de fleste mest til Tusmørkekroen, som havde lidt af et ry ude i verden. Det var i hvert fald hvad folk altid havde sagt, selvom Saga havde haft svær ved at se hvorfor. For for hende var kroen jo hendes hjem, noget der altid var der, og som for hende ikke var noget specielt stort. "Det er første gang jeg er udefor Tusmørkedalen." Afslørede hun efterfølgende. Ved hans spørgsmål rynkede hun tænksomt næsen mens hun overvejede sit svar. "Det ved jeg ikke." Sagde hun ærligt. "Det er bare en anderledes måde. Bjergelvere er større og... ja - anderledes. Der er noget mere vildt over dem, som har livet i klippen gjort dem ligeså hårde som stenene de bebor." Forsøgte hun, men vidste ikke om det gav mening. Det gjorde det måske kun, hvis man selv havde mødt bjergelvere.
Hun besvarede hans håndtryk da han rakte hånden ud mod hende, og sendte ham endnu et smil. "Hej Angrod. Så nu hvor vi er blevet jagt-venner, er der så noget du foretrækker at jage?" Spurgte hun. Han havde jo sagt han var kommet i skoven i mange år, så han måtte næsten kende de gode jagtsteder.

Angrod smilte og grinte lidt over hendes joke, "Jo, det jeg altså ret sikker på at det er, tror du vi sammen kan finde ud af det der selvskab?" Angrod var med på lidt joken, det skulle, næsten altid være plads til, ellers ville det hele været noget kedeligt. Han var sikker på at de ville klikke rigtig godt de to, og få et godt venskab og at det ikke bare blev et enkelt møde i skoven, det ville være trist.

Åh, det var længe siden at Angrod havde fået et stykke brød til sin mad, han havde for det meste ikke spist andet end en masse forskellige urter og planter til hans kød, så tanken om brød var lækker, "Åh, brød ville være rigtig lækkert til vores mad, det er længe siden jeg har fået det. Jeg har en masse urter og planter som jeg plejer at spise til og det plejer også at være lækkert nok, men lidt adspredelse er skønt, og det med gløder kan vi sagtens finde ud af" han smilte til hende og til tanken om brødet.

"Så må dette da også være spændende, at være ung på opdagelse og se det store land, det kan jeg huske fra da jeg var yngre og startede med at gå på opdagelse i disse skove. Du har jo hele livet og landet for an dig" Han havde selv været spændt da han var ung og begyndte sin rejse, og nu var han blevet lidt ældre, men der var stadig store dele han endnu ikke havde set.
Han slap hendes hånd efter hun havde svaret hans håndtryk og tænkte sig lidt om, "Hm,
om det er et favorit bytte" han kiggede op på himlen, solen var allerede på vej ned, "Jo, jeg vil sige at hjorten nok er mit yndling dyr. Både at se på og spise. Men jeg tænker at vi hellere må tilbage af, vi har jo mad nok og inden det blivee helt mørkt skal vi have lavet mad og så må vi se på hjorte i morgen" han smilte og pege den retning de skulle gå og begyndte at gå, ved siden af Saga.

At Angrod både forstod hendes joke, og hoppede med på den, fik smilet om Sagas læber til at brede sig. Det var altid et godt udgangspunkt, når man skulle tilbringe tid sammen. Hans ord fik hende da også til at le en let hæs latter og trække på skuldrene. "Det ed jeg ikke, vi kan jo prøve?" Foreslog hun. "Og selv hvis vi gør det forkert, går det jo nok." Forsikrede hun, stadig med smilet om læberne.

Det var ikke ligefrem fordi brød var en luksus, ikke når man boede i et hus med sin familie, men hvis man rejste kunne det hurtigt blive noget man savnede. For det første var det besværligt at bage under åben himmel, og for det andet var det endnu mere besværligt at bære rundt på en masse korn, og så blev brød hurtigt noget man kom til at savne. Hvilket også var derfor Saga hellere end gerne havde byttet sine byttedyr for et brød, når hun havde muligheden for det. Selvom hun lidt fortrød hun havde spist så meget dagen før, for Angrods begejstring for brødet fik hende til at ønske, at hun havde et helt et hun kunne dele med ham. "Der er ikke så meget, bare inden du når at tro at jeg har et helt brød at dele med dig. Jeg spiste desværre det meste af det i går, da jeg ikke havde andet at spise." Det var det gode ved at være jager: man kunne for det meste altid få noget at spise, men i de få tilfælde hvor hun ikke havde kunne jage, havde hun været forudseende nok til at gemme resterne til næste dag. For Saga var ikke vant til at gå sulten i seng, og ønskede heller ikke at blive nødt til at vænne sig til det.

"Det er det." Nikkede hun. "Jeg vil gerne nå at se så meget som muligt, inden jeg søger optagelse hos Lysets Krigere." Saga havde næsten glemt, at han var ældre end hende, men måden han talte på fik hende atter til at huske på, at han var en elver og derved mange år ældre. "Hvor gammel er du?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var første gang hun fik rigtig mulighed for at føre en egentlig samtale med en elver, så det skulle selvfølgelig udnyttes til fulde. "Hjort?! Årh det er måneder siden jeg har fået det!" Hjemme i bjergene fik de mest ged, svin eller ko, for der var ikke mange hjorte der bevægede sig så langt væk, så det var kun når de kunne bytte det for andre vare at de kunne få det.
Men Angrod havde ret: det måtte vente til i morgen, for selvom Saga ikke troede mørket pludselig ville overraske dem var det bedre at være på den sikre side. Især fordi skoven var fremmed for hende. "Lad os det." Nikkede hun derfor. "Jeg skal bare lige hente mine ting på vejen. Jeg har gemt dem væk i et træ."

Han grinede over deres indbyrdes joke, det var nu meget hyggeligt at de var kommet så godt ud af det med hinanden. Angrod var sikker på at de nok skulle få det godt sammen, så længe deres veje nu fulgtes ad. ”Du virker, ellers skrap nok til det selvskab” sagde han venligt til hende og forsatte efter nikkede så sammensværgende efter at hun havde forsikret ham i at det nok skulle gå selvom vi gjorde det forkert. Det var nu meget sjovt endelig at have morskab, det var længe siden, så han kunne næsten ikke få smilet af læberne igen, men hvorfor skulle han også det? Han var i dejligt selvskab.

Angrod havde måske lydt lidt for ivrig og glad over at Saga havde et stykke brød med, han var dog godt klar over at det nok ikke var et helt brød at hun havde med, men det var bare så længe siden, så hvis det bare ville være et lille stykke brød. ”Det var heller ikke sådan ment, jeg lød nød lidt for glad over at du havde et stykke brød med. Men nu er det bare flere uger siden at jeg sidst har fået noget. Jeg vil altid være tilfreds med det jeg har til rådighed.
”Åh, så du vil gerne være kriger hos lysets, spændende. Er der en speciel grund til at du vil i hæren?” Angrod havde aldrig selv været draget af at skulle i krig, så han holdte sig egentligt væk fra de steder hvor han havde hørt rygter, eller han vidste der ville være optræk til noget. Selvfølgelig vidste han godt at det bedste for alle ville være hvis Lysets Dronning beholdte sin plads på tronen, men han ville ikke deltage i deres krige. Da spørgsmålet omkring hans alder grinede han små lydt og kiggede på hende et smil, ”Alt for gammel i forhold til dig” sagde han smilende og kiggede på hendes ansigt, ”Jeg fylder faktisk 125 år, om et par uger” sagde han stille og selvom han var en del ældre end Saga, lignede han faktisk en på hendes alder og han følte også at de lidt havde samme sind og modenhed.
Hans alder betød ikke så meget, for han vidste at alderen ingen betydning fik for elveres liv, kun med alderdom og på et tidspunkt ville kroppen sige stop, men hos mennesker var det hele meget vigtigt, fordi at de kun havde en begrænset tid her på jorden, desværre, kunne man være tilbøjelig at sige. ”Hvad med dig selv?” Han ville nok have svært ved at bedømme hendes alder fordi at han ikke havde så meget med mennesker at gøre, men ung så hun jo ud.

Han nikkede med på at hente hendes ting, de var jo vigtige for hende og hendes rejse, så selvfølgelig skulle de med. ”Ja, lad os få dine ting med. Der er heller ikke så langt ned til søen, så vi skal nok nå og få mad inden solen går ned” sagde han smilende til hende og lod hende fører an hen til træet og hendes ting. Han var begyndt at glæde sig til en aften med selvskab, han følte at han havde brug for at snakke om alt mellem himmel og jord.

Angrods kompliment fik Saga til at le endnu engang. "Bare vent, på et eller andet tidspunkt slipper det op, og så er jeg sikker på jeg nok skal være rigtig dårlig til det." Svarede hun, og grinte igen, glad for at have fundet en at tale med. Saga elskede at være alene og jage, men som de fleste andre væsner, havde hun også brug for selskab fra tid til anden. Selskab og et godt grin med en, man kom godt ud af det med, og selvom hun ikke ligefrem kunne påstå at kende Angrod kom de da godt ud af det med hinanden indtil videre. Og det var jo dejligt.

Saga delte gerne det brød hun havde med Angrod - nej, faktisk ville hun helst give ham det hele. For hvad andet kunne hun, ved den glæde han havde udtrykt over udsigten til et lille stykke brød? Hun ville sikkert kunne bytte sig til noget mere om et par dage, så for hendes skyld måtte han gerne få det hele. "Du kan bare få det, så spiser jeg en af agerhønerne." Svarede hun derfor med et lille smil.
Hans spørgsmål fik hende til at tænke sig om et langt øjeblik. Saga vidste, at der var mange der havde mistet familiemedlemmer til Mørket som, drævet af en hævn, søgte ind i Lysets hær, men sådan var det ikke for hende. Sandt og sige var hun ikke helt sikker på, hvad der havde givet hende ideen i hovedet. "Deeeet...." hun trak lidt på det. "De første personer jeg mødte efter jeg havde forladt Tusmørkekroen var en hær af Lysets Krigere, og... der var bare noget om dem. De var så selvsikre, og modige og... stolte. De rejser rundt og bekæmper ondskab og bringer fred og lys til andre, det er da beundringsværdigt. Det vil jeg gerne: bringe lys og fred til andre. Selvom jeg tror man skal være bedre til at slås end jeg er." Tilføjede hun med et lille skuldertræk.
125 år. Wow, det var alligevel lidt af en alder. I hvert fald i forhold til Saga, skønt hun syntes at huske, at elvere kunne blive meget ældre. "Det er meget i forhold til mig, men er det ikke ungt i forhold til en elver?" Spurgte hun interesseret. 125 år, så måtte han alligevel have set og oplevet lidt af hvert, og Saga tog sig selv i at misunde ham det han måtte have set, som hun måske aldrig ville opleve fordi hun ikke kunne blive så gammel. "Jeg fyldte nitten for ikke så længe siden," svarede hun, da han vendte spørgsmålet mod hende. "Mine forældre så gerne jeg snart slog mig ned med en mand og fik børn, men det gider jeg ikke. Måske vender jeg tilbage til Tusmørkedalen for at overtage kroen engang, men ikke nu." Hun sendte ham et smil velvidende at de fleste unge kvinder blev gift og fik børn, når de var på hendes alder. Men det havde aldrig været Sagas ønske, og blev det måske heller ikke.

Det tog dem ikke lang tid at nå hen til det træ Saga havde gemt sine ting i, og heldigvis lå tingene hvor hun havde lagt dem. En vadsæk og et tykt uldtæppe, der var bundet sammen med en strop, så man kunne slynge det over skulderen. Vadsækken larmede lidt da hun tog den på, hvilket skyldtes den blikkop og den lille gryde hun havde liggende i den. Derefter gik turen til søen, som ganske rigtigt ikke lå langt væk. "Jeg troede du sagde, det var et lille shelter du havde bygget?" Sagde hun, da de nåede ned til hans shelter, der var væsentligt større end hun havde forestillet sig. Og en del mere solidt end de forkølede grene og blade hun sommetider lagde over et par grene for at beskytte mod regn. "Har du været her længe?" Fortsatte hun, da det ville forklarer shelteret. Og stedet var jo ideelt med både vand og bytte, så det ville give god mening at slå lejer her på en mere permanent basis, hvis man kunne.

Han var ret glad for at de to unge kom så godt ud af det med hinanden. Han grinte af hendes kommentarer, det var sjovt at de blev ved, det kunne de jo ligeså godt, det var jo sjovt. ”Nu ikke så beskeden, vi lærer det. Vi har hele natten til at holde selvskab hele natten” Han grinte lidt igen. Det var dejligt at have nogen at snakke med og inden længe kunne de få tændt op i bålet og få lavet noget mad.

Angrod havde nu ikke lyst til at skulle spise hele brødet, sådan var det nu ikke ment, han ville med glæde dele brødet, så meget behøvede han nu heller ikke at få, men det måtte de skændes om når de ville ankomme til, men kød ville der være nok af med de dyr de rendte rundt med, men så ville de også have til de næste par dage, selvom de nok skulle ud og finde en kronhjort i den efterfølgende dag.

Det lød meget spændende alt det som hun fortalte omkring lysets hær og han var også sikker på at hun nok ville være en god kriger, især bueskytte, men det ville aldrig blive noget for ham selv. Han nød friheden i jagten. ”De er også nogle stole og dygtige krigere, det må jeg give dig. Men det ville aldrig være noget som jeg kunne finde mig selv i, det ville ikke passe til min stil. Men jeg er sikker på at du kunne gå hen og blive en af deres bedste og dygtigste bueskytter. Så når din tid er så skal du bare melde dig og få dig den oplevelse” Sagde han smilende og opmuntrende. ”Ja i forhold til dig så er skam en høj alder, men jo det er ungt for en elver og hvis jeg havde været menneske så havde jeg været omkring samme alder, så sådan set så er vi næsten lige gamle” han smilede lidt til den kønne Saga, ”Men selvom du er ung og måske ikke lever livet så længe som jeg, så har du stadig hele livet foran dig, og du skal bare ud og opleve det du vil og så må dine forældres ønsker om dig vente mange år endnu og så virker et kro job da også spændende, der skal man nok møde mange spændende personligheder. Det med familie kan altid komme” sagde han stille og kiggede igennem skovens træer.

Det er der med familien det havde han også hørt flere gange, men han var selv i samme mening som Saga var, lige nu var der ikke tid til at slå sig ned med en pige, altså han ville ikke stryge ideen omkring en kæreste eller elskerinde, det ville der næsten altid være plads til, men mere skulle det ikke være lige i øjeblikket, måske kom det, måske ikke.

Han grinede over hendes kommentar omkring hans shelter, som hun fandt større end regnet med, men han synes ikke selv at det var så stort, men der var alligevel godt med plads til dem begge. ”Tjo…” Sagde han stille og forsatte ”Det synes jeg skam også det er, men der skal jo alligevel være plads til ens ting, selvom jeg ikke har ret mange ting med mig, men det var lige det der passede med de grene jeg fandt” Sagde han små grinende. Han smed sin bue og koggeret med pile ind i shelteret og satte sig ned ved bålet og lagde hans bytte ved siden af og begyndte på at få startet op i bålet og kiggede så op på hende igen, ”Jamen jeg har været her, måske lidt mere end en uge, men tænker ikke jeg bliver alt for længe igen og du skal være velkommen til at følge med” sagde han smilende og fik gang i bålet.

"Det er sandt." Medgav Saga med en nikken. For selvom natten måske ofte blev rugt på at sove, vidste hun også, at hun hellere ville holde sig vågen og tale med Angrod. Sove kunne man altid gøre, men det var sjældent man havde mulighed for at lære en fremmed at kende. En fremmed elver, for at det ikke skulle være løgn.

Hans svar omkring Lysets hær overraskede hende egentlig ikke, for hendes indtryk af elverne var, at de for det meste holdt sig for sig selv. Sådan hadve bjergelverne i hvert fald gjort, og selvom der var forskel på bjergelvere og skovelevere havde hun en idé om, at de var temmelig ens på den neutrale front. Det var ikke fordi Saga havde forstand på politik, den slags lærde ting lod hun andre om, men hun havde da hørt folk på kroen tale om, at elverne måske nok støttede Lysets Dronning, men ellers foretrak at blande sig udenom krige og andre ting når det var muligt. Og Saga forstod det godt. Hun var måske nok ikke lærd, men hun var ikke dum. Hun vidste godt at krige var forfærdelige, men Mørket var endnu mere forfærdeligt. "Åh det ved jeg nu ikke, jeg kunne uden tvivl godt bruge noget træning. Jeg har mest trænet mig selv siden jeg lærte det." Svarede hun beskedent, da han roste hendes evne som bueskytte. "Men du har set mere end jeg nogensinde vil." Sukkede hun længselsfuldt, som han fortalte de ville have haft samme alder, hvis de havde tilhørt samme race. "Men hvis du stadig er ung, selvom du er 125, forstår jeg bedre hvorfor nogle elvere ser menneskers levetid som et kort sekund. Intet menneske kan jo blive så gamle." Fortsatte hun med et smil, inden hun nikkede. "Et krojob er spændende nok, men jeg ville have mere og opleve mere og ikke bruge mit liv på at servicere andre." Forklarede hun.

Hun nikkede forstående, som han forklarede at der jo også skulle være plads til ens ting. Det var god mening, for der var ikke noget ved det, hvis de blev stjålet af endten dyr eller gråde væsner. Så hellere bygge det lidt større og sikre sig sine ting nogenlunde.
Som han smed sine ting ind i shelteret gjorde hun det samme, inden hun tog agerhønsne og satte sig ved siden af bålet, hvor hun begyndte at plukke dem i øvede bevægelser. "Det vil jeg da meget gerne." Svarede hun med et smil. "Hvor skal du hen, når du rejser?" Ikke fordi det gjorde den store forskel for hende, for hun gik hvor hendes ben bar hende hen, men det kunne jo være han havde et mål for øje.

Angrod tog en agerhøne fri fra hendes bund tog begyndte at hive fjerne af den og begyndte derefter at tage involde ud, det var alligevel en lang proces at få gjort, men det skulle han nok gøre, ikke fordi at han ikke mente hun kunne for det var han sikker på hun kunne, ellers ville hun ikke være rejsende. Han kiggede op på hende en gang i mellem for at holde deres samtale kørende, ”Selvfølgelig, men af dig alder er du rigtig dygtig og den træning de kan give dig vil bare gøre dig meget bedre, så jeg er sikker på at du kan blive en af de bedste” sagde han opmuntrende. Han vidste nu ikke hvor meget mere han havde set i forhold til hende, ikke endnu, men det ville han måske, fordi at han levede noget længere, ”Jeg ved nu ikke hvor meget jeg har set mere end dig endnu, men jo selvfølgelig har jeg set en del, du er jo stadig meget ung, men du skal nok nå det hele, kære” sagde han smilende til hende.
”Jeg forstår godt det med krojobbet, selvfølgelig er det mere spændende at opleve og se en masse og det er jeg sikker på du nok skal nå. I forhold til elvere, så er mennesket levetid, nok et kort sekund, så det er også derfor du skal træffe de rigtige valg og følge din mavefornæmmelse, så skal du nok nå det du vil” Han prøvede at lyde opmuntrende, måske lidt klog, men hvor godt det virkede var han ikke sikker på.

Han havde nu fået en høne og en kanin klar til at kunne komme på bålet, han havde lavet nogle solide ”holdere” til kødet, så det kunne hænge med en pind igennem kroppen henover og så skulle man bare dreje kødet en gang i mellem og så ville der nok gå en halvanden time eller sådan noget og så kunne de spise.

Han var faktisk rigtig glad for hendes var omkring, at hun gerne ville følges med ham. Hun virkede som en dejlig og sød person, så hvis han kunne lære hende bedre at kende, så ville han blive meget glad. ”Hm.. Hvor skal jeg hen” svarede han stille og forsatte, ”Det ved jeg faktisk ikke, jeg har ikke som sådan en plan over steder, så hvis der er et sted hvor du gerne vil hen, så tager vi derhen” sagde han smilende og prøvede at virke sød overfor hende. ”Du er forresten velkommen til at gå ind og lægge dine ting i shelteret. Har du forresten nogen former for tæppe med? Det kan god blive ret koldt om natten herinde i skoven, eller kan du bare låne mit” forsatte han roligt.

Det tog ikke lang tid at fjerne alle fjerne, der hurtigt lå spredt udover alt ved den lille sø. Derhjemme havde Sagas mor sommetider gemt fjerne til fyld i nogle af de puder hun havde broderet til pynt ("nej Saga, lad være med at tørre fingre af i dem!"), men her var der ingen nytte i fjerne, som blev taget af vinden. Selvom en del af dem sikkert også var endt i Sagas filtrede fletning. "Måske," svarede hun med et lille smil, og fandt parteringskniven frem for at åbne agerhønen og hive indvoldende ud. Normalt plejede Saga at spise indvoldende på de større dyr - det var trods alt dumt at lade noget gå til spilde - men på dyr i den her størrelse kunne det ikke betale sig. "Man kan jo håbe, men der er nok mange om pladserne i hæren." hun stake kniven i jorden for at tørre blodet af inden hun tog en af grenen fra jorden, og hurtigt snittede den til at blive spidst nok til at spidde dyret på. "Men hvad vil du så, når du er færdig med at rejse?" Spurgte hun, og tænkte sig om. "Hvad laver elvere egentligt, ud over at jage i skoven?" Hun anede det ikke, men var meget interesseret i at vide om deres samfund var bygget op ligesom menneskers, eller om det var helt anderledes - og i såfald, hvordan.

At Angrod ikke havde nogle planer for sin rejse overraskede egentlig Saga lidt, for et eller andet sted havde hun vel troet hun var den eneste, der rejste lidt på må og få. Men det var en glædelig overraskelse der endnu engang fik smilet til at tegne sig på hendes læber. "Jeg har ingen planer." Svarede hun. "Jeg vil gerne se alt, men det når vi nok ikke indenfor de næste par uger." Hun nikkede da han sagde hun bare kunne ligge sine ting inden i shelteret . "Det vil jeg gøre, tak." Svarede hun med et smil. "Jeg har et tæppe med, men tak. Og ville du ikke fryse uden et tæppe?" Spurgte hun med et halvt drillende smil.

Angrod kiggede spændende på hvordan Saga fjernede fjer og indvolde på dyr, ikke fordi at det var meget anderledes end hans måde, men de havde I hvert fald meget kød de skulle have spist nu. ”Jo, jeg tror da også at der vil være mange om buddene, men alligevel så tror jeg også at hæren har brug for alle de frivillige de kan komme til at få og derfor vil de ikke lade dig gå, og slet ikke med det sigte du har i øjnene” sagde han smilende.
Han havde faktisk aldrig tænkt over hvad han ville når han var færdig med at rejse, han vidste heller ikke hvornår han ville være færdig med at rejse, det var faktisk et ret stort spørgsmål, men mon ikke at han ville slå sig ned et sted og måske få en familie. Han havde faktisk altid været glad for børn, men der var lang tid til at det ville komme på tale. ”Åh, jeg ved det faktisk ikke. Det er ikke noget jeg har tænkt sådan meget på, jeg plejer at tage det hele som det kommer. Men ideen om at slå sig ned et sted og så måske starte den familie, ville nok ikke være helt dumt, jeg vil gerne, videre fører familien, på et tidspunkt” svarede han roligt på spørgsmålet, ”Men der er længe til at det vil komme på tale”.

”Altså for det meste så er det faktisk de samme jobs som menneskerne har. Vi har bondemænd og kvinder, krigere i vores hær, slagtere, healere og så videre, så på den side er vi faktisk ikke så forskellige som mange går og tror. Vi er jo også ens i vores ”jobs”, vi er begge både rejsende og jægere”.

Det var måske mærkeligt at han ingen planer havde, men han kunne godt lige bare at spadsere og lade stierne fører ham hvor hen de nu førte og så tog han det bare derfra. ”Åh, heller ingen planer? Men så må vi jo spadsere og lade stierne fører os til vores næste destination” sagde han smilende og glad om tanken.
”Jeg har tit sovet i mit tøj og det er af og til godt nok, men ellers så ved jeg ikke hvordan du ville have det med at sove tæt og dele tæppet, men jeg ville hellere foreslå at lade dig bruge tæppet alene, hvis du nu ikke havde et med” Han ville ikke sige det andet først, det ville være mærkeligt når de lige havde mødt hinanden, men han kunne ikke slet ikke huske hvornår han sidst havde lagt med en kvinde, bare lagt.

Angrods kompliment fik en svag rød farve til at tegne sig på Sagas læber, inden hun forsøgte at slå det hen med et svagt skuldertræk, efterfulgt af et: "Nå ja, det hjælper at have magi i blodet. En smule snyd, måske." Hun hævede blikket for at sende ham et lille smil. Han havde sikkert ret: Lysets hær kunne sikkert godt bruge flere folk hele tiden, der var jo nok en stor udskiftning blandt folk, der blev sårede, trak sig tilbage eller døde. Den sidste tanke var ikke videre rar, men omvendt var Saga ikke så naiv, at hun ikke vidste hvad man gik ind til, når man sluttede sig til en krig.

Det så ikke ud til at Angrod havde noget egentlig svar til Sagas spørgsmål, og det forstod hun egentlig godt. Det der ,ed fremtiden, måtte jo være noget helt andet når man havde tusinder af år at leve i. For Saga, og mange andre mennesker, gjaldt det om at finde sit kald så hurtigt som muligt, så man ikke ville ende med at bruge en masse år på at lave ingenting. "Flere århundrede, måske?" Spurgte hun derfor, med et svagt drillende smil om læberne. Der var ingen tvivl om, at hun havde svært ved at forestille sig tanken om, at have så mange år at leve i.
Hans svar omkring elvernes samfund kom dog en del bag på hende, for et eller andet sted havde hun forventet at de ville være højere væsner end mennesker. "Det lyder helt almindeligt." Kommenterede hun. "Jeg troede I ville... ja det ved jeg ikke, måske at I ville være sådan ophøjede, med et samfund der byggede på helt andre ting. Men det giver vel god mening, for hvordan ville I ellers kunne leve."

"Det lyder godt." Svarede Saga med et smil. Det var sådan hun foretrak at rejse, havde hun opdaget. For inden hun var taget hjemmefra, havde hun haft alverdens planer om alt det hun skulle se, men da hun først var kommet af sted var hun hurtigt blevet grebet af alt muligt andet. Og uden en egentlig destination kunne man vandre hvor man ville, og se hvad man ville.
"Åh, jeg er nu ikke så fintfølende, at jeg ikke kan sove tæt med en anden person." Ikke at det var noget hun havde gjort meget i, men hun var ikke så fintfølende at hun ikke ville kunne gøre det for at holde på varmen. Hun kunne dog godt kunne forstå det ikke var lige det han havde lagt ud med, for så ville hun nok have betænkt sig lidt. "Plejer der at blive koldt i skoven?" Spurgte hun, og hev det grå uldsjal af, for nu hvor de sad ved et tændt bål var det ikke nødvendigt.

Han grinede over hendes drillende spørgsmål, han havde dog ikke tænkt at der lige skulle gå flere hundrede år, ”Arh, dog ikke flere hundrede år. Det har jeg ikke tænkt sådan videre over” Sagde han grinende, ”Men et par år kommer der nok til at gå før det sker, men du kan jo ikke vente lige så længe” sagde han drillende
igen.

”Tjo.. Nu er vi jo egentligt også meget normale i vores leve måde, vi ligner mennesker meget, vi lever bare længere, det måske den største forskel” han tænkte lidt, ”Vi har jo brug for de samme erhverv for at kunne producere mad og sådan, ligesom jer” sagde han smilende.

”Jeg lader altid vejene fører an og så tager jeg det fra der hvor jeg kommer til. Så er der altid en hvis spænding i det” sagde han kommenterende på hendes svar. Han havde jo været mange steder, og det var egentligt fordi at han leve efter den måde når han rejste og han var rigtig glad for at Saga havde samme forståelse og måde at rejse på som ham. Det der med at ligge planer og forud bestemme hvor han skulle hen, det fungerede ikke rigtig for ham, for det var ikke sådan det rejsende liv skulle være, det skulle være frit.
”Det havde jo været noget mærkeligt hvis jeg havde startet med at spørge om du ville ligge sammen med mig” Sagde han smilende, ”Men jeg er da glad for at du ikke er så fintfølende og for at besvare dit spørgsmål så bliver der ret koldt om natten og det var også derfor jeg tilbød mit tæppe, så du ikke skulle fryse al for meget, jeg skulle nok kunne klare mig. Så hvis der bliver al for koldt, kan vi jo dele vores varme.” Han ville dog gerne ligge tæt med hende, det ville bestemt ikke gøre noget