Væk havde været hovedmålet. Få barnet væk. At den anden pige var kommet med på slæb var en mindre betydning lige nu som aftenens duft ramte dæmonens næsebor og fik hende til at lade en del af anspændtheden falde. Hun åndede lettet op og så tilbage mod vinduerne og lyset der stadig kom derfra. Påstyret i balsalen som mest af alt var krigere som forsøgte at berolige gæster, samt leder efter sporg hvad angik det store monstrum af en mand der var kommet ind med noget af et ildshow.
Naamah var forundret over hvor let hun var blevet påvirket. Normalvis når det kom til menneskelige føleser var der ikke megen hjælp at hente hos den gamle dæmon, men åbenbart så moderinstinktet ud til at holde fast, men som faren var drevet over, begyndte den knugende følelse i Naamahs mave det samme. Hvilket ligeledes betød at hun ikke længere knugede pigebarnet ind til sig som et værdigfuld skat, men mere gik normalt med hende det sidste stykke, til hun nåede frem til en bænk. Omkring dem stod der stadig Krigere på vagt, men det var mere privat og med mindre risiko for galninge der gik amok i festlighederne.
Naamah satte på bænken, stadig med Maralinda på skødet, som var det en ren vane for hende at have et barn siddende der, til trods for at det efterhånden var næsten 400 år siden hun sidst havde holdt et barn i sine arme. "Er i okay? Begge to?" hun så fra den ene til den anden med de kraftige grønne øjne. Om det havde været nødvendigt at fjerne dem så meget fra selskabet var ikke helt sikkert, men faktum var, at det var en hel del nemmere at snakke herude, og måske endda få enkelte planer og meninger igennem. Til trods for at Naamah i realiteten havde svigtet datteren som sad en anelse intetanende på skødet af hende. Det var næsten som de perfekte familiefester. Mor, far, datter og ragnarok. Naamahs blik vandrede til Morgana og kiggede på denne med et roligt smil, måske endda en anelse nysgerrigt.

Stilhed. Susen af en aftenbrise. Kølige fliser under én fod…
Morgana så ned og opdagede, at i den hurtige flugt fra balsalen, havde hun mistet sin fodbeklædning. Hvordan det var sket, var hun ikke helt klar over, men køligheden var kærkommen efter flammernes kys, der havde svedent hendes kjole hist og her. Hun havde tydeligvis ikke været lige så adræt som dem, hun forsøgte at følge.
De var stoppet op foran hende, og i første instans havde hun haft en trang til at fortsætte videre frem, væk, men de stillestående vagter - der dannede stor kontrast til dem, de var rendt forbi i flugten - beroligede hende. Hun var i relativ sikkerhed her. Antoges det.
Hendes åndedræt faldt i frekvens, støt og roligt, som kroppen fik genopfyldt de iltdepoter, det hurtige løb havde tæret på. Blikket gled rundt i et forsøg på at vurdere potentielle farer, men stedet lå upåvirket hen. En af vagterne holdt tydeligvis øje med dem, opmærksom på om Morgana og de to andre udgjorde en trussel.
”Hvad..? Begyndte hun, men fuldførte ikke sætningen. Hun vidste ikke engang, hvad hun kunne spørge om. Hun vidste ikke, hvem kvinden foran hende var, men hun måtte næsten antage, at hun havde en relation til barnet, som hun holdt tæt ind til sig. Så ængstelig kunne kun en moder have været.
Morgana kiggede ned på sin venstre fod med rynket pande. Den manglede sko irriterede hende, fuldstændigt ulogisk taget situationen i betragtning.

Fornemmelsen af følelser omkring sig igen var nærmest berusende for Maralinda. Hun åbnede sig op og sugede dem til sig med en grådighed hun sikkert ville fortryde, når hun var for mæt til meget andet end lægge sig til at sove. For nu holdt hun sig dog helt i ro, som hun så balsalen forsvinde bag dem og mærkede aftenens kølighed stryge sig mod ansigtet. Kvinden havde taget dem udenfor i flugten væk fra kaosset og hun havde ikke været den eneste der søgte den vej. Andre gæster stod i udkanten af lyset fra salen og snakkede i små tætte grupper. Det var dog et stykke fra alle disse at kvinden stoppede op og satte sig ned med Maralinda på skødet.

Pigen vidste ikke helt om hun brød sig om at sidde sådan, men krøb alligevel ind mod kvinden som en forskræmt kanin. Det havde været lidt af en oplevelse. Mere at miste hvad der føltes som det halve af sig selv uden nogen synlig grund til det, end al det kaos der var brudt ud da idioten havde valgt at smide om sig med ild og slippe en gang tåber i udklædning løs på den festklædte mængde. Hvad det skulle udrette kunne hun ikke se udover at give ham opmærksomhed og det var jo ikke ligefrem fordi det var en specielt praktisk en af slagsen.

Kvindens spørgsmål fik Maralinda til at løfte hovedet fra hendes skulder og rent faktisk se på hende. En dame i udstråling og klædning, men ingen hun mente at have set før. Så talte Morgana dog og gjorde Maralinda opmærksom på at hun stadig var der. En smule forvirret og slet ikke i sin sædvanlige kontrol så pigen den anden an, før hun selv gav et svar fra sig passende til den pige hun stadig forsøgte at virke som. "Hvad var dog det? Så stort og brutalt og... og... og vildt?" Hun skar mentalt en grimasse af at skulle lyde så lille og forskræmt, men der var ikke noget at gøre ved det. Af samme grund beholdt hun også sine hænder knyttet fast ind i kvindens kjolestof.

Det var en anelse finurligt. Det var ikke så underligt at de havde fulgt efter, eller rettere.. Den ene havde fuldt efter, hvorimod Mara intet valg havde fået, eftersom hun blev båret i favnen. Men alligevel var der ingen indvendinger mod hende, som de nu var slået ned i labyrinthaven, hvor andre havde klogeligt valgt at flygte ud mens krigerne gjorde deres arbejde i salen. Det havde været underligt, og alligevel havde Naamah fundet det ekstrem underholdende. Lige indtil punktet af at høre Mara skrige.
Det havde slået klik.
Naamahs grønne øjne hvilede på pigen, som forsøgte at påbegynde en sætning men aldrig nåede videre. Naamah holdte blikket på hende i et stykke tid, måske endda for at vide sig sikker på om mere kom, mens Mara klemte sig ind.
Endnu en finurlighed. Hun kendte til pigebarnets alder, og alligevel var hun ikke voksen af udseende, ej heller opførsel. Aftenen kunne snart ikke bringe flere overraskelser.

Naamah tog en dyb indånding som spørgsmålene strømmede ud af Mara, på skødet. Skulle hun svare. Skulle hun være den som brød ud af de adelige rammer og rent faktisk fortalte børn, eller hvad samfundet stadig betegnede som børn, hvad det store monstrum havde været. "Det var Samson.. Rygtet er, at han for et år siden blev fundet død udenfor sin egen bande af lovløse forbrydere. En bande som ikke holdte til hverken lyset eller mørket, men kun deres egen lov og ret. Efter lederen, Samsons, død, er bandet blevet splittet op.. Tilsyneladende er manden knap så død som først antaget." Det lød måske rimelig meget som en skræmmende godnathistorien, men Naamah havde været omkring længe nok til at kende historien til punkt og prikke. I hvert fald rygterne som gik rundt. En smule fraværende var hun begyndt at ae Mara ned af håret, uden at tænke over hvorfor. Det kunne nemt bortforklaret med mange forskellige historier som ville holde tæt med hendes dækhistorie. "Mit navn er Julianna.. Julianna Garcia." godt nok hendes dæknavn, men det hun var blevet kaldt de sidste mange år af omverdenen. Hele hendes identitet var bygget op omkring det adelige navn, specielt som hun nu var gift med et højerestående rådsmedlem.

Morganas blik rykkede over på Maralinda, da denne agerede som det barn, Morgana antog hende for at være. Det var ikke moderinstinkter, der rørte sig i hende, men snarere en storesøsters ansvarsfølelse. Hun skød den dog fra sig med den tanke, at disse to vist hørte sammen.
Med hovedet på skrå lyttede Morgana til forklaringen om påstyret. Hun havde godt hørt noget om denne Samson, men havde aldrig lagt mere vægt på ham, banden eller deres tilknytning, da hun ikke direkte selv havde været i kontakt med dem. Hun var blot et almindeligt menneske uden de helt specielle kræfter. En rejse til og et liv i byen havde været tilstrækkeligt for hendes færd, og da hun havde brugt megen tid alene på diverse biblioteker eller i parker, fordybet i et maleri, havde hun aldrig tænkt mere over magtskredende.
Kun i de sidste måneder, hvor brevene fra familien var begyndt at være mere sparsomme - og nu helt udeblevet - havde krigen bekymret hende.
”Jeg er Morgana. Omrejsende maler.” Nævnte hun - nærmest reflektorisk - da den anden dame fortalte sit navn. ”Hvad vil han opnå ved dette?” Fortsatte hun, stadigvæk forundret og chokkeret over al ilden. Ubevist krummede hun tæerne mod den kolde flisegang og mærkede de rå sten, lidt mos i en rille mellem to sten, og den kildrende fornemmelse af et enkelt græsstrå.
”Åh ja, og tak for hjælpen.” Hun smilede blødt og bukkede hovedet let mod den fornemme dame og Maralinda, der stadigvæk trykkede sig ind mod damens kjole. Hun lagde hovedet let på skrå igen og løftede spørgende et øjenbryn, overvejende om barnet var ok.

Maralinda forblev siddende tæt ind til kvinden, som denne holdt beskyttende om hende på bænken. Det var en lidt underlig fornemmelse og hun var stadig ikke sikker på om hun nød den eller var imod den, som hun ikke rigtig kunne finde ud af om kvinden havde dybereliggende grunde til at gøre som hun gjorde end dem pigen fornemmede på overfladen. Så hun spillede sin selvvalgte rolle og så tiden an, mens hun lyttede til det svar hun fik.
Et svar der fortalte hende en del om hvor optaget af sine egne ting hun havde været det seneste årti. Ikke at det lød til hun var gået glip af noget videre vigtigt, men måske ville det være rart med lidt viden en gang i fremtiden. Så hun ikke blev overrasket sådan igen.

Til hendes lettelse valgte Morgana at byde ind med et spørgsmål og endda et hun selv havde haft i tankerne. For hende virkede det stadig tåbeligt, men Samson om det. Mere kaos gav forhåbentlig hende mere rum at bevæge sig ubemærket rundt i.
Morganas erhverv var en nyhed for hende og fik hende til at se på hende med svag interesse, før det virkede som om hun huskede at kvinden - Julianna - havde præsenteret sig. Det var nu ikke noget hun ligefrem havde overhørt, men mere ventet med at svare på til Morgana havde det. Normaliteten i det fik hende til at løsne grebet i kvindens tøj, som hun satte sig lidt pænere og så på hende med uskyldsrene øjne og svag føler mod den andens sind. "Jeg hedder Maralinda Gyldenstjerne. Tak fordi De reddede mig." Det morede hende at blive i karakter og samtidig vidste hun at det var farligt ikke at gøre det. Alle på paladset ville være på vagt og af en eller anden grund brød ingen sig om dæmoner.
Hun kunne måske godt forstå dem lidt når hun tænkte på de dæmoner hun selv havde mødt.

Det var stadig en anelse mystisk, og endda forvirrende for Naamah at Mara nærmest sad fast i den uskyldige barnefase. Noget sagde hende også at pigebarnet havde fået lidt flere af sine fars egenskaber end Naamahs egne. I hvert fald vidste hun som et faktum at hendes tre andre døtre alle var Succubusser som hun selv. Mara derimod. Naamah havde ingen ide, men hun betvivlede at den yngste datter ejede samme egenskab. Stof til eftertænke til et senere tidspunkt, hvor hun ikke stod med to personer, som så absolut ikke måtte vide hvem hun i virkeligheden var. Dertil var det altid rart at føre samtaler med personer, som man ikke mødte særlig ofte bag paladsets mure.

Overrasket og forundret skød hendes øjenbryn også i vejret ved lyden af at hun var maler. Det var et unaturligt erhverv, men ikke mindst spændende. Mara's svar kom ikke spor bag på hende. Efternavnet måske, men ikke noget hun tænkte over. Alle havde deres dæknavne. Naamahs oprindelige fornavn var blot for let genkendelig. "Hvis du har løst, vil jeg gerne høre mere om dine rejser på et tidspunkt?" svarede hun Morgana med et smil, inden emnet faldte tilbage til det alvor som var foregået for få minutter siden.
Naamah sukkede let og trak svagt på skulderen. Hun vidste det i realiteten ikke, og hun forstod det ikke. Det var irriterende som han kom væltende ind. Naamah var ikke skræmt over den store mand, eller nærede frygt for ham. Men irritation var ikke til at tage fejl af. Han havde ødelagt en potentiel festlig aften hvor Naamah havde haft mulighed for i det skjulte at få stillet en noget så tiltrængt sult. "Jeg ved det ikke.. Opmærksomhed er mit gæt. Vi ved jo alle hvordan mænd bliver hvis man ignorere dem for tit." Farlige som regel. Men det var nu ikke helt den undertone der lå i stemmen.. Endnu engang måtte hun huske sig selv på at hun talte med yngre individer.
"Oh ingen grund til at takke mig. Jeg er bare glad for at i ikke er kommet noget til!" Svarede hun med blik på dem begge, og måtte igen overraskes over den rene uskyld der nærmest lyste ud af Maralinda som Naamah så ned på hende. Det virkede helt forkert, og dog alligevel.

Morgana nikkede til fruen på hendes opfordring til at høre nærmere om rejser. Hun registrerede det ikke rigtigt. Alt for ofte havde folk vist blot høflig interesse, eller opfordret til at hun fortalt uden at de immervæk havde nogen interesse i at høre. Det eneste de gjorde var at følge de uskrevne regler; regler Morgana aldrig havde fået ind i barndommen.
Morgana nikkede genkendende til det med mændene og deres opmærksomshedsbehov. Ikke, at hun nødvendigvis genkendte det på samme må Naamah, idet hun mest havde set det som optrin rundt om i byen, hvor mændene var de højstråbende. På gaderne, på kroerne, ja og selv på slottet, hvor mænd gjorde sig an til damerne.

”Det gør jeg nu med glæde alligevel. Jeg er glad for, at de så hurtigt viste os en vej ud…” svarede hun tænksomt og krummede igen tæerne mod den kolde flisegang. Hvor var den sko? Hvornår pokker var den røget af? Hun begyndte så småt at mærke kulden, men adrenalinen, der var skudt ud i kroppen under flugten, holdt hende stadigvæk varm.
”Hvorledes er deres tilhørsforhold, lady?” Spurgte Morgana, da der igen var blevet stille. Hun vidste, at ikke alle i byen var tilhængere af lyset, men dog måtte vagterne kunne have sorteret i gæster… måske lige med enkelte svipsere med tanke på ballademageren Samson. Og hun ville sørme gerne vide, om hun var ved at rende ind i endnu en problemmager - selvom det ikke virkede sådan… og en potentiel problemmager ville næppe præsentere sit.
”Kommer de her fra slottet?”Uddybede hun spørgsmålet og beundrede kjolen, der ikke så ud til at have taget sønderlig skade af ild og løb. Hendes egen havde. Hun måtte nok ud og se sig om efter enten en dygtig skrædder, eller en ny kjole.

At glide en føler ind mod kvindens sind tog en del af Maralindas opmærksomhed for en tid. Hun ønskede ikke at blive afsløret for hvad hun virkelig var og noget ved kvinde holdt hende på vagt. Der var dog ingen modstand i sindet mod hendes føling, som der ikke havde været det hos Morgana. Pigen havde dog været langt lettere at fornemme og danne sig et en fornemmelse for end kvinde viste sig at være. Lag ud over lag lå personlighed, følelser og andet. Et spektakulært syn og smagsindtryk, der hurtigt afslørede alder kvindens udseende ikke gjorde. Derinde lå fornemmelsen også af at kvinden var mere end hun så ud til, men som hun havde registreret alderen havde Maralinda trukket sig fra kontakten. Ingen grund til at risikere noget trods alt.

I stedet vendte hun opmærksomheden helt tilbage mod samtalen og mødte Juliannes blik med total mangel på forståelse for hvad hun hentydede til, men uden at sætte spørgsmålstegn ved noget. Opmærksomhed for opmærksomhedens skyld gav dog glimrende mening. Det virkede dumt, men det kunne jo ikke undre når det var et menneske der havde handlet og til det ovenikøbet en mand.
Morganas spørgsmål fik hende til at smile mentalt. Så direkte. Det ville blive interessant hvad der kom af svar. Hun kunne heller ikke lade være med at tilslutte sig dem. "Er De gift?" Nu var de jo lige så godt i gang med spørgsmålene - og hellere til kvinden end til hende selv!
Så tilføjede hun lidt beklemt. "Er festerne altid sådan på slottet?" Hun så fra den ene til den anden af de tog, mens hun ugenert udnyttede Morganas nærhed til at omgive sig med en andens følelser. Hun var stadig ikke helt kommet sig over fornemmelsen af at være afskåret fra dem og bare tanken om det gav hende kuldegysninger.

Det var helt klart noget at beundre! Menneskes ligefremhed og ingen sky for et direkte og personligt spørgsmål. Selvfølgelig ville hun kunne lyve nemt som ingenting omkring det, men Naamah måtte indrømme at hun var fascineret som hun løftede øjnene i overraskelse. "Ærligt, forholder jeg mig neutralt til ting omkring mig. Jeg er ikke voldsomt politisk anlagt." Naamah løj ikke med dette udsagn og var også ganske rolig over at sige det. For dæmonen var skam ikke interesseret i politik, hun holdte på at fremme sig selv i en egoistisk vending. Det meste af tiden naturligvis. Mange ville ikke ligefrem kunne se det egoistiske ved at havde reddet to piger ud fra et virvar af en fest som var gået galt.
"Ikke direkte fra slottet, men bor i det man omtaler som krystalpaladsets områder." fortsatte hun ærligt med at besvare, og forholdte sig til at det var det mest effektive og nyttige for hende, at besvare hvad end spørgsmål der måtte komme. Specielt som Mara nu også begyndte at spørge ind. Gad vide hvor længe hun kunne undgå alt for intime detaljer om hendes person.

Naamah nikkede "Ja, jeg er gift." Ikke et meget sigende spørgsmål, andet end det slog fast at hun 'tilhørte' en anden. Hvor hun dog hadede det udtryk. "i 20 år efterhånden"
Naamah kunne ikke holde et smil tilbage, et lidt opgivende et af slagsen, men ikke destro mindre et smil. Hun kiggede fra den ene pige til den anden og sukkede derefter lavmælt. "Mere eller mindre. Det har taget tilløb de sidste år." i realiteten havde det været mere forsvarligt at bilde dem begge ind at sådan noget skete aldrig! der var ikke noget sikre sted end Hovedstaden. Løgn og latin.

Så Julianna havde lidt den samme tilgang til tingene, som Morgana. Det var svært at tro på kun én gud, eller på mange, med alle de ting, hun efterhånden havde oplevet og set.
Morgana spidsede tænksomt læberne og betragtede fruen. Hun var enten gift meget ung, holdt sig pokkers godt, eller også var der noget mere magisk over hende, end hun lige gav udtryk for.
Hun vendte opmærksomheden mod de sagte ord igen og mumlede - mest henvendt til sig selv - lavt.
”Jeg skal nok til at holde mig fra festerne på slottet så!” Hun fnøste lidt og tænkte på, de gange, hun havde frekventeret fester. De fleste havde været i de lavere liggende kvarterer, og dét havde været abefester, der ville en ting! … men alligevel havde der verseret rygter om festerne på slottet, men sådanne rygter var der ingen der troede på.
Og rygterne havde ikke forberedt Morgana på episoden denne aften!

Hun lod sig dumpe ned på fliserne, upåagtet af kjolen. Den var i forvejen klar til en vask pga. soden, så lidt mere snavs fra eller til gjorde ingenting.
Dernedefra betragtede hun de to, der sad som mor og barn. Det var en øm scene, og Morgana følte et stik af misundelse, af savn efter sin egen familie.
Morgana benyttede sig af den andens svarvillighed og tilsyneladende kendskab til tingenes tilstand, dels til at få lidt information, dels til at lede tankerne væk fra hendes egen familie.
”Hvad betyder dette angreb? Jeg mener, at en uvelkommen og farlig mand, sammen med hans håndlangere, kan infiltrere lysets fest og skabe så stor ravage, kan da på igen måde være et godt tegn.”
Med hovedet på skrå og de tænksomme øjne kiggede Morgana spørgende på Julianna. Maralindas lille figur på Juliannas skød tiltrak ikke synderlig meget opmærksomhed, så stille som hun sad.