Det var ved at være en god snes dage siden at Amy havde fået sit et af sit livs største forskrækkelser ude i baggården, hvor en snusser var kommet lidt for tæt på. Den blotte tanke fik hende til at tage sig beskyttende til halsen der stadig bar lidt få afmærkninger bestående af irriteret områder på huden som bar næsten utydelige blå og gule afmærkninger. Siden den episode var Amy blevet holdt tæt til kromutter og næsten fået opstilt regeler for hvornår hun måtte befinde sig udenfor kroen eller ej. Det var en forstyrrende og alligevel betryggende forandring for den ellers frie Amy der havde levet det meste af sit liv efter egne regler og rammer. Det var betryggende at mærke at hun trods alt havde haft en betydning for kroens ansatte til at de havde holdt en lille ekstra øje med hende, dagene derefter, selvom det overvågning bragte et koldt gys ned af den rødhåredes ryg hvis den fortsatte for intenst.

Den rødhårede servitrice holdte sig derfor lige nu hovedesageligt til sit arbejde, mens forskrækkelsen faldte. Hun var for det meste kun ude når hun besøgte sin veninde hos et af diskrekternes lokale tømre, eller når det var nødvendigt at få handlet noget ind på markedes pladsen. Ellers havde snusserens afskækning været nok til at Amy forblev bag de fire tygge mure som udgjorde kroens bygning og ikke mindst atmosfære. I dag var ikke anderledes end mange andre dage. Der var kommet folk til deres sædvanlige middagsmåltid i pausen fra arbejdet, og nogle af disse, samt nye hoveder var tilbagevendt ved aftenstid, for enten en øl eller aftensmad.
Kroen var ikke fyldt op, men holdte stadig sin lokale hygge og varme i top.
Folk sad ved borderne og holdte indbyrdes snak, mens en varm latter af sniksnag, smårygter og ikke mindst jokes bredte sig fra barområdet.
På arbejdt denne aften, var den kære krofatter, som altid holdte en varm og let fjoget stemning ved baren, mens Amy havde taget aftenvagten, hvor hun bragte mad og drikkelse rundt til folkene. Ikke at Amy havde travlt denne aften, og tit stod i døren til køkkenet og hørte med på krofatters finurligheder.

Det havde været en længere tur ned fra norden end Mitch havde planlagt. Et uvejr havde tvunget ham til at overnatte i en landsby før den første dag var nær fremskredet nok og det havde holdt ham der hele den næste også. Forsinkelserne havde derefter stødt føjet sig til og det var nu fire dage senere end tiltænkt at han ankom til Hovedstaden. Det var også godt hen på aftenen, men krigerne ved byporten lod ikke til at have flere spørgsmål til ham af den grund. Måske var det de store sorte vinger han pænt havde foldet sammen på vejen hen mod dem der gjorde det eller også huskede de ham stadig fra hans sidste besøg. Så mange som han var der alligevel ikke på færde.

Han nikkede let som han fortsatte ind i byen og satte så kursen mod en af de kroer han foretræk at overnatte på. Han havde nogle få af disse fordelt ud over byen af forskellig standard. Hvilken han opsøgte kom gerne an på hans ærinde, men også hans humør. I aften var det en af midterste i kvalitet. Et hjemligt sted med tilsvarende betjening og hvor han var kommet allerede før sin død. Nu han tænkte over det havde han vist ikke været der forbi siden.
Med den tanke passerende flygtigt forbi skubbede han døren til krostuen op. En skygge mod det lys der stadig var udenfor og omgivet af sit eget medbragte mørke i form af vingerne. Påklædninger var også mørk, men hans øjne klare blå, som de gled over de forsamlede derinde, før han roligt kom ind og lod døren falde i bag sig. Han nikkede let til et par der tydeligt så ham an, før han vendte blikket mod baren og krofatteren der stod der, som han fortsatte i den retning uden at virke til at ænse de blikke der fulgte ham.

"Aften George. Er det muligt at få et værelse og et solidt måltid mad?" Spurgte han roligt, som han nåede op til baren. Med ham der i så normalt et ærinde startede snakken mere op igen og stemningen løsnedes. Noget Mitch bemærkede, men ikke tog sig af.

Arbejdet skulle gøres under alle omstændigheder, selvom det var langt mere hyggeligt og favorabelt og stå i køkkendørens åbning og blot lytte til alle stemmerne omkring sig. Amy havde altid været glad for at høre folk. Selvfølgelig var stilhed også at foretrække en enkelt gang imellem, men efter at havde levet i mange år med en del børn løbende rundt om benene på hende, var glad og latterfyldt støj blevet betryggende for hende. Men arbejde var arbejde og det var tid til at rengøre efterladte border, så andre kunne overtage pladsen senere, hvis nødvendigt.

Amy stod ved et bord et stykke fra baren, som døren åbnede sig op. hun havde regnet med at der kom mere lys ind i den mere dunkle krostue ved åbningen af døren, og selvom lysståler slap ind, var det ikke nær hvad ventet. Denne lille ting, fik den rødhårede pige til at vende blikket mod døren og tage den nye person ind. Det mørke ramte hende først. Den mørke beklædning og de sorte vinger på ryggen, der i sig selv var et særsyn! Amy havde før set engle på afstand, men ingen så tæt på før. Manden var mystisk og tiltrak sig en del opmærksomhed fra kroens gæster og ligeledes ansatte, hvor Amy var iblandt. Amy sparkede sig selv i gang med at stable tallerkner og dermed tvinge sit blik væk fra den nyankommende, og fortsætte sit arbejde.

George derimod lagde slet ikke skjul på sin overraskelse over at se denne mand igen, specielt med det vingefang han havde sig "Godaften ven. Så gerne! Amy!" Amy havde ikke helt vænnet sig af med at der gik en mindre forskrækkelse igennem hende, hver gang nogle kaldte efter hende. Og denne gang var ikke anderledes. "Ja sir?" Amy havde stadig hold i de brugte tallerkner som hun mødte op til baren hvor hun var blevet hidkaldt. "Et solidt måltid mad til den gode herre." Amy nikkede og kiggede endelig helt rigtig op på manden. "Oh og et værelse" Endnu engang nikkede Amy blot, men fjernede ikke sit blik tilbage til Krofatteren. "Ønsker De at se værelset først? Måske anbringe dine egendele inden maden er klar?" rejsene havde normalvis ting med sig, som kun ville fylde at have til at stå blandt fødderne.

Mitch havde bemærket kroejerens overraskelse som denne havde fået øje på hans ankomst. Det var ikke mere end han havde ventet, for det var noget han var blevet mødt med hver eneste gang han vendte tilbage til et sted han havde kommet før hans død. Så han nikkede let til svar, men sagde ikke mere som George kaldte en pige til hjælp. Ikke med et navn Mitch mente at huske fra sidst, men der var også gået flere år. Desværre. Hans blik gled i samme retning som kroejerens og fandt let pigen, som hun gippede ved lyden af sit navn. En lille ting, måske, men en han valgte at lagre om hende. Især da hun kom hen og selv i det dæmpede lys i krostuen spottede mærker på halsen.

Hendes beredvillighed var dog ægte og hun virkede ikke det mindste nervøs for George. Ikke at Mitch ville have troet de kunne stamme fra den tålmodige mand, men andre ville sikkert have fået tanken. Det var dog typisk kroparret at tage en pige ind der havde brug for beskyttelse mod verden omkring hende.
Hans blik mødte pigens som hun hævede sit fra tallerkenerne og holdt det roligt. "Det ville være at foretrække ja, men sæt bare det brugte ud i køkkenet først." Han vidste at nogen gæster forventede øjeblikkelig betjening, hvor meget det så end besværliggjorde det hele.
Så vendte han blikket mod George igen og lod pigen om at komme af med sine ting. "Ikke meget har forandret sig her ser jeg." Det var en rar ting at opdage.

Amy smilede taknemmeligt og nikkede som svar til manden foran sig. Det var langt fra alle der så praktisk på sådanne situationer fra servitricens synspunkt i hvert fald. Ikke sagt at det var nogle ubehagelige typer der kom dette sted! Det var en hyggelig og godhjertet kro af hvad Amy havde fået at føle i det næsten år hun havde befundet sig her. Det sidste halve år havde i hvert fald været mere fast end noget andet. Med det samme som hun havde nikket, vendte hun sig mod køkkendøren og forsvandt ud bagved, og efterlod George og den nyankommende til at snakke videre, og hørte derfor ikke hans svar, andet end den varme lette klukken som kom som døren lukkede sig bag hende.
"Hvorfor forandre noget der fungere, min ven? Dertil, hun er effektiv og konen ser ud til at havde fået et noget så blødt punkt for hende!"

Amy satte tallerknerne fra sig ved siden af den større balge med sæbevand, inden hun hurtigt og utrolig effektivt fik fjernet det meste af resterne der stadig lå tilbage derpå. Det var efterhånden ved at være tydeligt at hun havde været der i mere en blot et par uger. Alt imens rettede hun sin opmærksomhed mod køkkenets madafdeling. Kromutter var allerede i fuld gang med at lave mad, som Amy fik sluppet den sidste tallerken og gik tilbage af mod døren. "Et måltid mad, tak. Jeg skal vise værelset frem først." det var mere som oplysning således at maden ikke blev lavet for hurtig, eller nåede at blive kold. Imens forsvandt Amy tilbage ud til krostuen. "Så.." hun ragte hånden ud efter at havde tørt dem af i forklædet kort, og modtog meget vandt en nøgle fra George som stadig smilede sit sædvanlige smil. "Hvis jeg forstyrre jeres samtale, kan jeg godt komme tilbage om lidt?"

Mitch nikkede let, mens en bestemt glimten af morskab steg op i hans blå øjne ved Georges ord. Kroen var en af hans foretrukne lige der for. Intet forandrede sig uden grund og det var tiltalende at have et sted i Hovedstaden som forblev det samme. Især nu hvor alt andet i Krystallandet virkede til ændre sig ukontrolleret og ikke meget til det bedre. "Kun konen?" Der var en let drillende tone i den vingede mands stemme. Det ville undre ham hvis George ikke også havde et udviklet et blødt punkt for deres nyeste pigebarn. Ingen ringe ting, da det tidligere havde ført piger frem i livet at de havde kroparrets støtte med sig og bag sig.

Pigen var da også effektiv og snart efter tilbage fra køkkenet. George havde i mellemtiden fundet en nøgle frem og opdateret Mitch om hvad der var sket på kroen de sidste år. En del og alligevel ikke så meget. Små ting der havde fået englen til at slappe af som det altid gjorde. Den lyse stemme trak dog hans opmærksomhed og fik ham til at ryste let afvisende på hovedet. "På ingen måde. Vis blot vej." Han kendte kroen, men det var hendes opgave at følge ham op, så han lod hende udføre den. Det gav ham - måtte han jo nok også erkende overfor sig selv - mulighed for at tage hende ind som hun gik.

At det kun var konen som havde udviklet et svagere punkt for den rødhårede pige, var ikke nemt at bilde nogen ind, og Mitch var ganske tydeligt også en af dem som ikke helt troede på at det kun var konen som så noget i Amy. Ikke at Amy havde været voldsomt observant på det punkt. Hun var glad for både George og Cara, og følte sig også ekstrem heldig med at de havde taget hende ind. Alligevel nåede hendes tanker aldrig længere, end at hun var en arbejder ligesom alle de andre der gik der. I hvert fald ikke endnu. Den tanke måtte komme på et tidspunkt.

Lige nu havde Amy dog andet at se til, nemlig at passe sit arbejde, som hun meget heldigt havde anskaffet sig, med en smule hjælp udefra. Amy smilede til manden og nikkede i accept og begyndte at bevæge sig over mod trappen, mens hun regnede med at han fulgte med. En rigtig antagelse, som hun kiggede sig let over skulderen.
Amy fortsatte et godt stykke ned af gangen, efter at havde taget et hurtigt kig på nøglen, og stoppede op foran den anden sidste dør på venstre hånd. Hun satte nøglen i og lukkede døren op til et hyggeligt, men ikke alverdens stort rum. Der var det nødvendige og var ikke meget anderledes end hvad Amy selv boede i i dette øjeblik. På nær det faktum, at værelse var blevet mere hjemmeligt efter et halvt år med hende som fast beboer. Der stod en seng, en mindre komode og et skrivebord i lille størrelse, til hvis nødvendigheden til at skrive breve eller andet blev aktuelt. "Jeg håber det går an, hr." Amy havde vendt blikket tilbage til manden og ragte nøglen frem til ham. "Hvis der er noget som De har brug for, skal De blot sige til. Forresten, mit navn er Amy. Hvis-øhm hvis De skulle få brug for det." Der var stadig en svag nervøsitet over at skulle tage disse samtaler, og selvom man godt kunne se at hun blev lidt pinligt berørt over sin egen sætning, var det vand i forhold til første gang hun havde kludret rundt i hvad der skulle siges først. I øjeblikket sparkede hun sig mentalt for at havde byttet rundt på retningen! hvornår lærte hun at navn kom først, og derefter de forskellige oplysninger.

Som pigen satte i bevægelse lod Mitch uvilkårligt blikket glide ned over hende, før det gled til George, som han gav et lille nik. Dernæst gled blikket let ud over krostuen, før han selv satte sig i bevægelse og fulgte pigen. Hans skridt var lette for en mand af hans størrelse og det mest afslørende ved ham var den diskrete lyd af fjer mod træværket på trappen. Selv forholdt han sig tavs, mens han tog sikkerheden i pigens adfærd ind og drog sine konklusioner ud fra det.

Ikke underligt for ham havde George givet ham et værelse et godt stykke nede af gangen og næsten så langt fra trappens åbning man kunne komme, men ikke helt bakket ind i et hjørne. Lige som han foretræk det og altid havde foretrukket det. Værelset var der heller intet at udsætte på eller pigens villighed til at han skulle føle sig velkommen. Hendes ord faldt dog en smule over hinanden i hendes iver og det vigtigste kom først til sidst. Noget han kunne se ikke helt havde været hendes tanke. Han tog dog blot roligt imod nøglen og nikkede let. "Det går an, Amy."

Han var blevet stået ved døren som hun var gået ind i værelse og det gav ham mulighed for at gøre noget nu, som han måske ikke burde. Stille trådte han helt ind og lod døren falde i bag sig. "Det er måske ikke helt på sin plads for mig at spørge, men de mærke på din hals tvinger mig til det." Han holdt sig roligt tilbage fra hende og nærmede sig på ingen måde. Hun havde det fulde rum og endda en vej til døren som han var trådt en smule til side fra, hvis hun skulle ønske at tage anstød af hans interesse eller bare blive skræmt. "Er den der står bag dem stadig et problem?"

Efter at havde afleveret nøglen tog Amy sig et sikkerhedstjek indenfor, for at se om alt var hvad det burde, efter at manden havde svaret hende. Et svar som hun tog imod med et smil og nikkede selv tilbage til ham. Alligevel gjorde hun sig alligevel sikker inde i rummet med at det hele var der og alt var i orden. En ting der gjorde at hun stod med ryggen til udgangen, men ingen ubehag følte derved. I hvert fald ikke før lyden af døren der lukkede sig ramte hende. En lyd der fik hende til at standse brat op og forvente det værste. Hun sank klumpen der havde formet sig i halsen, som hun langsomt vendte hovedet mod ham, uden at kroppen helt ville lystre, andet end af vende hende nok til at hun stod med siden til. Stadig stiv som et bræt. Herefter begyndte han at tale, i et roligt toneleje. Dette burde være nok til at få anspændtheden til at falde blot en smule. Men det gjorde den ikke.

Orderne fik hende til panikken at løfte hånden mod halsen som denne blev nævnt. Mærkerne. Hun havde ikke skænket dem en tanke, og heller ikke at folk skulle opdage dem. Både George og Cara kendte til dem, og derefter var emnet lukket. Eller det troede hun. Modvilligt bakkede hun enkelte skridt mens hun så vaksomt og ikke mindsk skræmt på ham. "Øhm.." hendes stemme knækkede over og hun fik ikke styr på sin stemme før spørgsmålet faldt. Allermest havde Amy lyst til at bortforklare med at hun ikke anede hvad han snakkede om. At det var ingenting. Men hun kunne ikke. Intet ville lystre efter ønske lige nu og alle tankerne gik mere andet sted hen. Tanken om natten. De gule øjne og hvordan han havde snusset til hendes hår. Hun fik det væmmeligt ved tanken og mærkede et svagt gys gå igennem hele kroppen. "Det.. Det ved jeg ikke.. Jeg har ikke set ham siden aftenen det skete.." hende stemme var lille og hun mærkede hvordan hun nærmest krøb sammen i skam over det. Hun følte sig sårbar når andre påpegede at de kunne se tingene. Og endnu mere sårbar når hun ikke på samme måde kunne flygte fra problemet. Amy så døren. Så at den var fri. Men også at manden ville uden problemer kunne stoppe hende. "Jeg be'r dig.. Du må ikke gøre mig noget.." Luften begyndte at kredse sig beskyttende om hende, selvom man ikke kunne se det. Det kunne svag mærkes at luften begyndte at skabe en let vind. Meget let og næsten ubemærkelig, men nok til at små totter af Amys hår begyndte at bevæge sig.

Mitch så hvordan pigen stivnede ved lyden af døren der faldt i og langsomt drejede sig om imod ham. Hendes skræk ved så lille en ting var kun med til at øge hans ønske om at vide hvem der havde været skyld i den. Det fik ham til at tøve svagt før han brød alle grænser for hvad han egentlig selv fandt han kunne tillade sig og spurgte ind til mærkerne på hendes hals.
Hendes reaktion på hans ord var på ingen måde bedre end på den lukkede dør og fik ham både til at fortryde dem og være glad for at have ytret dem.
Langsomt, mens han holdt blikket varsomt vurderende på hende, sank han ned på det ene knæ, så han var lavere end hende. Han ville have let ved at rejse sig igen med det ene ben blot bøjet, men han gav hende fordelen af højden. Han løsnede stille hængtet der holdt hans taske på plads og lod den synke til gulvet ved siden af sig. En fordel skulle det blive nødvendigt at bevæge sig i en fart, men også fordi det var en lettelse at kunne slippe for dens vægt efter en lang rejse.

Han mødte Amys blik som hun fandt hans og lod sit blive der. Ikke truende, ikke dømmende, bare alvorligt og undersøgende. Hendes frygt over hans spørgsmål virkede voldsommere end for en enkeltstående episode. Hvad han burde have tænkt som en mulighed, men han havde håbet George og Cara havde fundet en mindre trængende pige denne gang.
"Sagde han da at han ville finde dig igen?" Han fortsatte med at stille spørgsmål nu hun rent faktisk svarede ham og ikke var løbet skrigende væk. Det var dog kun et spørgsmål om tid, hvis han læste hende rigtigt og det fik ham til bevæge vingerne ubevidst, mens han ledte efter ord at beroligende hende med. Når alt kom til alt var han fremmede for hende, hvor hjemme han end var på kroen. Hendes bedende ord var nok sammen med den hvirvlende luft til at få ham til at gribe efter dem. "Du har intet at frygte fra mig."

Det var store ord fra en fremmed og han vidste det. De fik ham også til at skære en grimasse af sig selv, før han fortsatte med et sjældent skævt smil. "Hvilket ville betyde mere for dig at høre, hvis du rent faktisk havde en ide om hvem jeg er eller hvad jeg er." Han ledte efter hendes blik, for at se om hun rent faktisk lyttede til ham eller stadig var ved at panikke for ham. "Har George fortalt dig om en Mitch, der kom her for år tilbage?" Hans stemme var venlig og beroligende, som kunne han få hende til at falde ned ved at aflede hendes tanker med noget andet end den lukkede dør og de ubehagelige spørgsmål.

Amy forventede det værste fra det sekund døren blev lukket, og reagerede også derefter. Hans interesse i hende og hvad der var hende hændt, var unaturlig og pludselig, og fik alle alarmer i gang på en gang. Det føltes surrealistisk og som om han aflæste hende som en åben bog. Flere faktorer der medførte nervøsitet og hjertebanken.
Men så begyndte flere mærkelige hændelser. I stedet for at stå høj rank og faretruende, satte han sig ned på det ene knæ, og lod sig forminske. Et skræmte blik løsnede sig ganske lidt for at slå over i et øjebliks af undren og overraskelse. Blikket flyttede sig ikke fra ham et eneste sekundt mens hun stod som groet til stedet, som tasken lavede et let bump da den ramte gulvet. Intet blik blev den værdiet da hendes opmærksomhed var fuldt ud fanget et andet sted.

Med hjertet pumpende på højtryk i brystet, mærkede hun hvordan endnu mere skræk indtog hende. Han havde sagt at han kom tilbage hvis opgaven ikke var udført. Hvis ikke Caitlin havde afleveret sagerne ville han vende tilbage.. En blanding af et hovedryst og et nikken blev ført igennem. Med øjne som tekopper og halsen som blev mere og mere tør jo mere hun trak vejret, forsøgte hun at synke, men der var intet tilbage. Den forvirrende hovedflytning, gled over i et langsomt nik. Et nik som kunne forståes som et svar på hans spørgsmål, eller som forståelse for at hun vidste at han var kommet efter hende. Eller havde sendt en anden. At hun havde forstået konsekvensen, men ikke havde den vildeste lyst til at mærke denne konsekvens. Blikket flakkede det sekundt vingerne bag ansigtet rørte sig, men var tilbage splitsekunder efter, nervøs for hvad denne bevægelse havde af betydning for hendes sikkerhed.

De spændte skuldre, mærkede en let afslapning derefter. Ikke ved hans forsikring om at han intet ondt ønskede hende. Enhver kunne udtrykke disse ord og sælge dem som den bare sandhed. Amy vidste bedre. Men da mandens talen banede sig vej til hvem han var, uden at være faretruende. Hvilket hans stemme på intet tidspunkt havde været, men chokket havde været for stor til at opfange det. Skeptisk så hun på ham med rynkede bryn og forsøgte at være fuld opmærksom mens hun tænkte tilbage.
"Manden der forsvandt.." var det første som kom over hendes læber, efter en rum tid med intet andet end hende krøbet sammen om sig selv og et mistroisk blik. "Jeg har ikke hørt meget.. få historier.. Men intet.." Amy tog en dyb indånding før hun overhovedet kunne tage sig sammen til at færdiggøre sætningen. Denne indånding medførte mere afslappede skuldre, og en generel mere afslappet holdning end hvad der havde været præsenteret siden dørens lukning. "Men intet ondt.. Kun gode fortællinger.. nærmest eventyr.." første gang flyttede blikket sig kort for at kigge ned på gulvet foran hende, som armene lukkede sig lidt mere omkring hende igen. "Er du ham? Mitch?" selvsikkerheden, den ranke attitude og stærke holdning var som knækket i småstykker efter mødet i gyden, og hver gang den blev bragt op. Amy ville bedst kunne beskrive det, som at en del af hende var blevet bestjålet som afstraffelse for tidligere gerninger. Der var ikke noget mere skræmmende end at miste den stærkeste del af sig selv, og stå tilbage som en nervøs tom skald, som endnu engang måtte se sig slået af sin panik og frygt.

Mitch noterede sig at hans beslutning om at synke ned på et knæ havde virket efter hensigten. Den unge kvinde foran ham havde ikke været forberedt på noget sådan og glemte af samme grund for et øjeblik at være panisk bange for ham såvel som resten af verden.
Det holdt til han talte igen og trak hendes tanker tilbage på det hun ikke ønskede at tænke på. Han kunne se det på hende. Ikke kun på den rysten på hovedet der blev til en usikker nikken eller blikket der gerne ville flakke, men ikke ville forlade ham og derved holdt hende fanget. Det var selve udtrykket i blikket, der endnu engang var gået mod panisk. Mere svar end noget andet og ikke hvad han ønskede at høre. Selvfølgelig var hun blevet efterladt med en trussel om yderligere reprisalier.

Han gav hende dog plads til selv at sige noget også. At drage sine egne konklusioner var fint, men det bedste var nu engang at få oplysningerne direkte. Amy virkede dog ikke til at have den store lyst til at tale til ham længere og han kunne dårligt fortænke hende i det. Af samme grund lod han emnet falde for i stedet at forsøge at berolige pigen ned.
Hans ord havde da også vækket hendes interesse og det glædede ham at se hende slappe bare den lille smule af, som hun gjorde. Så nikkede han let, men lod hende tale uden at afbryde. Som hun gik i stå sneg et lille skævt smil sig frem på hans læber og han kunne ikke lade være med ganske dæmpet at foreslå. "Men intet om vinger?" Hun havde dog haft noget andet i tankerne at fortsætte med og det overraskede ham ikke. Havde hun hørt de historier fra George ville de have været gode. De grimme delte ingen af dem uden grund.

Så nikkede Mitch igen. "Det er jeg ja." Han gav hende tid til at lade det synke ind, før han lige så stille signalerede for hende om at sætte sig på stolen ved bordet. Som hun tog sin beslutning om at følge hans ønske eller lade være, hævede han sig op og stå kun for at gå de få skridt hen og sætte sig på sengen. Væk fra døren og væk fra hende. "Det giver mig dog ingen ret til at stille dig de spørgsmål jeg har og det beklager jeg, skønt jeg ikke vil benægte bekymringen er ægte." Han brød sig virkelig ikke om tanken om at nogen havde truet en pige på George's grund og så tæt på så mange mennesker uden at nogen havde blandet sig.
Han så længe på hende før han tilføjede. "Det har altid været en af mine ting at blande mig når en pige har været i problemer... og helst få de problemer til at gå væk." At det var den slags problemer hun havde oplevet var tydeligt at se i hans blik og at de intet havde med sult eller pengenød at gøre. "Men det har George måske nævnt?"

Vingerne var skam også en ny detalje og højsts sandsynligt også grunden til at han ikke havde været forbi for nylig. Det var i hvert fald den umildbare konklusion hun gjorde sig, uden at være sikker. Det var heller ikke hvad der var vigtigst i hendes tankegang lige nu, selvom svagt nikkede og fortsatte. Frygten for ham dalede i takt med at hun huskede mere og mere, og situationens forskrækkelsen syntes at aftage lidt efter lidt.

Amy kiggede længe på ham, for at få helt fast i at det nu også var ham. Han kunne nemt blot lyve for hende og bilde hende ind at han var Mitch i et forsøg på at vinde hendes tillid. Men hun betvivlede at det kunne være sandheden. Han var for oprigtig og rolig i sin stemme. Dertil, alle hans umildbare gerninger efter forskrækkelsen pegede i den rigtige retning, og fik hende til at være en anelse mere rolig, til trods for at øjnene ikke veg fra ham så snart en bevægelse blev påbegyndt. Som han satte sig kiggede hun mod de forskellige muligheder. Hun kunne løbe ud af døren nu og tage afstanden, men hans ord stoppede tanken. Ord som fik hende til at dreje hovedet tilbage og se både overrasket og skeptisk på ham. En nysgerrighed om hvad han mente voksede, og hun gik langsomt hen og satte sig på stolen, dog med fronten og fuld opmærksomhed på ham stadig. Hun skulle ikke have flere overraskelser, hvis hun kunne undgå det.

Amy nikkede og et smil kom frem. Et lille men dog oprigtigt et af slagsen. "George har nævnt ting.. Episoder mere. Jeg havde dog meget svært ved at tro dem. De virkede uvirkelige, og lidt som han forsøgte at bilde mig en at en personlighed som ridderen på den hvide hest som redder skønjomfruer, findes!" det lykkedes hende at falde ud af panikken, frygten og alvoren som hun lavede håndtegn for at demonstrere hvor overdådig George havde beskrevet det hele. Hun havde moret sig over historierne. "Men han pakkede også en lidt en.." det gik tilbage mod lidt mere alvor, som hun lagde armene i skødet. "Beskrev det hele meget eventyr agtigt og problemerne var til at føle på. Han sprang altid let over hvad der var hændt af forfærdeligheder. Som om han forsøgte at afskærme mig fra verden udenfor og hvad der kan hænde kvinder i den her verden" det var George gode hjerte som gjorde det. Han ville ikke pelsne med blodet og ødelæggelsen som havde hærget igennem årerne. Samt hvad der kunne hænde en pige der gik alene i mørket. Men Amy vidste bedre. "Desværre et par år forsent" Følelsen af at have sagt for meget voksede op i maven. en af hænderne der havde lagt i skødet lagde sig over den. Beskyttende og forsøgt så diskret som muligt. Specielt som hun huskede mærket.

Mitch holdt varsomt øje med pigens reaktion, som han flyttede sig fra døren. Hun var allerede faldet en del ned, før da og som hun kun stivnede som svar på at han bevægede sig, men ikke forskræmt krøb mod et hjørne, slappede han også en smule mere af. Det havde virket at give hende plads og højde. Det havde virket at tale til hende og vække hendes interesse. Aflede hende en smule.
Nok til at hun satte sig på den stol han havde nikket imod, men ikke til at forhindre hende i at skæve mod døren før det. Den var stadig lukket, men at den kun fik et enkelt blik var han glad for. Han ville helst ikke skulle have endnu en snak med George om hvad han kunne sige til Georges rednings-pigebørn. Det føltes altid som om han var langt yngre end han egentlig var.

Pigen begyndte dog selv at svare ham og trak endnu et lille smil fra Mitch. De historier havde han overhørt et par stykker af, men aldrig afsløret sig som hovedpersonen i. Det var Georges måde at berolige på og gøre verden lidt mindre dyster. De var også temmelig langt fra sandheden fra tid til andet. Så han lyttede, mens Amy talte og mærkede hvordan det uvante lille smil forblev på hans læber. Hun lød alt andet end overbevist om at det var andet end historier.
Det sidste hun sagde fik dog smilet til at forlade Mitchs ansigt igen og fik ham til at se vurderende på hende igen. Så nikkede han let, som forstod han hvad hun mente. Hvad præcis hun havde været udsat for vidste han måske ikke, men et barn på gaden - en pige på gaden - det gav en række muligheder som alle var lige ubehagelige.

"Han har det med at pynte en smule på sandheden og historierne bliver heller ikke dårligere med årene." Han fandt hendes blik og holdt det fast, som han forsikrende fortsatte. "Kernen er dog sand. Det vil jeg ikke benægte." Han lod stilheden råde et øjeblik, før han hævede et øjenbryn af hende. "Du ligner en der brænder efter at stille spørgsmål i stedet for at svare på dem." Han kunne ikke lade være med at have en svagt drillende tone i sin stemme som han sagde det. Hun var ikke den mest nysgerrige han havde talt med, men gnisten var der og forståeligt nok. Det var også noget han kunne tale til, som han kunne til de vilkår han gik ud fra hun var vokset op under. Noget for noget. Du gav for at få. "En byttehandel, måske? Et spørgsmål for et spørgsmål?" Han håbede også muligheden kunne aflede hendes tanker lidt fra de minder der havde fået hende til at lukke sammen om sig selv igen.

Amy havde stadig tilbagevendende mareridt omkring sin fortid på gaden, men nægtede simpelthen at være mærket af det. Det kunne hun naturligvis ikke overholde, og det var også tydeligt i hendes træk fra tid til anden, som i dette øjeblik. Der var røget en del af kækheden og den dumdristige væremåde. Det havde fået et knæk efter alt for mange ture for tæt på døden. Snatcherens angreb havde dog været knækket der gjorde hende mere nervøs end normalt.
Var mødt med Mitch og dette scenariet var sket før mødet i gyden, ville hun havde været mere fattet. Men nu var Mitch gået ind i opgaven om at berolige hende og få hendes tanker afledt. Og det virkede.

Amy betragtede ham undersøgende fra afstanden der var mellem dem og havde hovedet ganske lidt på skrå i en nysgerrig vending. Det var stadig svært at tro på at historierne var sande, og selvom det kun var kernen af dem.
Herefter gav han hende en mulighed hun ikke helt havde regnet med. Magten til selv at stille spørsmål og få svar. Såfremt han ønskede at besvare dem.
"Okay, den aftale kan jeg leve med" et kækt skævt smil var kommet frem. Hun var faldet mere til ro med situationen, selvom hun naturlivis stadig var en anelse anspændt. "Hvem er du helt præcist?" prinsen på den hvide hest (eller sorte) godtog hun ikke fra Georges historier. Hun havde virkelig lyst til at stille langt flere, som hvorfor han hjalp folk. Hvorfor han især hjalp kvinder og piger som havde været udsat for en skæbne værre end døden. Men et skridt af gangen.