Foråret var endelig på vej og Maerwen kunne ikke udholde at være inde og vente på det længere. Siden mørket havde lavet sine angreb på Lindeskoven året før og ikke mindst fordi Maerwen selv havde været udsat for et af disse angreb, så havde hun været under noget nøjere opsyn end hvad hun fandt tåleligt. Hun var den yngste i familien og stadig så langt fra voksen. Slet ikke fornuftig, hvis nogen spurgte hendes brødre. Overfaldet havde hjulpet lidt på det og træningen med Ithilwen endnu mere, men der var kun så meget kunne tynge en ungelver ned, før letheden vendte tilbage.

Derfor var hun smuttet ud i solen nu. Væk fra de årvågne blikke og de bekymrede miner. Væk fra de dæmpede stemmer. Det var ikke fordi hun var glad helt igennem. At miste Ithilwen havde ramt hende hårdt, for den anden var ikke kun hendes læremester i nærkamp, men også en nær veninde. En voksen hun havde kunne betro sig til og som altid havde haft latteren med i sine svar. Maerwen kunne bare ikke forblive i ro, når foråret nu endelig var ved at gøre sit indtog i verden og fornyede alt.

Så hun smilede til dem hun passerede, som hun bevægede sig væk fra familiens hjem og mod månesøerne. Hun var iført en enkel hvid kjole med vidt skørt og vidde, gennemsigtige ærmer. De lå som en del af Elverly og vel indenfor de bevogtede grænser, selvom de mest tiltrak sig opmærksomhed fra par der ønskede alene tid eller andre der ledte efter det samme. Et sted at søge tilflugt, at tænke og at nyde nuet. Især nu hvor kirsebærtræerne blomstrede. Maerwen stoppede under et af dem og vendte ansigtet mod sollyset faldende ned mellem blomsterne, så smilede hun som hun lod blikket falde til en velkendt og næsten jævnaldrende skikkelse ikke så langt derfra. "Silke!" Hun vinkede og smilede glad til den anden. "Du er hjemme?"