Endelig var dagen kommet hvor Caitlin skulle have den belastende skinne taget af sin arm. Det var en dag hun havde set frem til siden hun havde fået den på - eller i hvert fald siden få dage efter den var kommet på og hun havde indset hvor hæmmende den virkelig var for hende. Det ville dog først være om aftenen når Gidions søster kom forbi, så hun havde en dag af utålmodig venten at fordrive. At sidde stille var ingen holdbar løsning lige meget hvad hun havde at pille ved, så hun var snart efter middagsmaden smuttet væk fra Gidions værksted og ud i byen.

Hun havde ikke været meget ude og omkring de sidste fire uger og som hun var det nu huskede hun hvad der havde holdt hende tilbage. Så snart tømreværkstedet var bag hende, mærkede hun nervøsiteten sætte sig i hende og at hendes blik søge efter kendte ansigter i mængden og udenfor mængden. Det nåede et punkt hvor hun måtte stoppe op, lukke øjnene og trække vejret dybt.
Som hun gjorde det fangede hendes sanser den forførende duft af nybagt brød og alt andet blev glemt. Hun drejede sig og så på butikken hun var stoppet ved, før hun rakte ned til pungen hængende i hendes bælte skjult af den tykke kappe og tog en beslutning. Resolut skubbede hun døren op og trådte ind i himlen.

Hendes blik gled rundt, som hun slog kappe lidt til side mod varmen indenfor. Vinteren havde ikke rigtig sluppet sit tag i verden udenfor og hun var klædt derefter i støvler, bukser og en mørkegrøn sweater. Kappen havde også den fordel at den skjulte skinnebelagte arm på gaden, så hun ikke reklamerede med at være svag. Ligenu var det dog fascineret betagelse der var at læse i hendes træk, som hun så sig rundt og tog alt ind - mest af alt duftene.

Det havde været en meget sløv dag for bageriet i dag, så stort set alle Armand's lærlinge havde fået fri, hvilket de havde været vældig begejstret for, da det var sjældent at de næsten alle sammen fik fri samtidig. Armand havde normalt altid 3-4 lærlinge omkring sig i bageriet, og der var endnu flere hvis han ikke var der til at overse dem, da de ikke var ligeså effektive som ham selv. Der var kun to lærlinge der var blevet og de stod ude bagi og højst sandsynlig snakkede, hvis Armand kendte dem ret. Kunne være at de faktisk ryddede lidt op, hvis han var heldig, men nok ikke.

Armand stod ude i selve butikken og solgte til de kunder der kom forbi. Der var noget afslappende for ham af at føle at han var den eneste der passede butikken lige nu, selvom han ikke gjorde det. Han havde lige fået solgt et af sine brød og butikken var stort set tomt, bortset fra en kvinde der måtte have været kommet ind mens Armand betjenede kunden før hende.

"Kan jeg hjælpe dig med noget" spurgte han høfligt til den unge kvinde, siden det virkede lidt som om hun bare stod og kiggede rundt. Det var egentlig også en rimelige imponerende butik, når man tænkte på at det kun var et bageri. Det var forholdsvist stort og der var både forskellige brød der lå fremme og der var også enkelte bagte goder, som småkager og kager, men slet ikke i ligeså store mængder, da han ikke ville risikere at få underskud på de lidt dyrere vare.

Caitlin blev revet ud af sin betagelse, som hun blev tiltalt af en venlig mandsstemme. Hendes blik, der til da havde gledet altindtagende rundt over de mange hylder med lokkende bagværk, fandt skikkelsen bag skranken og tog ham ind med et blivende varmt lille smil. Manden var tydeligvis en blanding af en slags. Ørene for spidse til at han var menneske helt igennem og hornene der stak op gennem hans hår trak også en del væk fra menneske som første race. Ikke at det på nogen måde påvirkede Caitlin til andet end nysgerrigt at spekulere i hvad han kunne være sammensat af.

Det var dog uhøfligt at spørge, som det var uhøfligt bare at betragte ham uden at svare på hans ganske fornuftige forespørgsel. "Det håber jeg da!" Hun kunne ikke lade være med at smile skævt til ham som hun sagde det og lidt af hendes alder gled da også til side som hun talte. Hun var måske snart voksen, men hendes gener var ikke altid lige enige om hvorvidt hun skulle være det af sind også. "Er der nogle af de småkager du specielt kan anbefale for en med lidt bedre smagssans end de fleste?" Hun så interesseret fra ham til kagerne på bakkerne og håbede at han kunne. Hun kunne lide mange smage og også en del sære og for mange andre grænseoverskridende, men skulle hun købe sig til noget måtte det gerne være en oplevelse og noget uventet.

Armand ventede bare på at kvinden var færdig med at stirre på ham. Da der ikke var nogen andre i butikken, gad han ikke engang at skynde på hende, og det var heller ikke fordi han var fornærmet over at blive stirrede på, da det var sket et par gange før. Han vidste udmærket godt at han lignede en sjov blanding af forskellige racer, og det var altid sjovere at lade andre gætte hvad han var. Det var sjældent de gættede rigtig.

Han sendte et varmt smil tilbage til kvinden. "Det er lidt af en usædvanlig forespøgelse," sagde han, en smule overrasket. De fleste havde i hvert fald en nogenlunde idé om hvad de ville have, eller i hvert fald ikke ville have. Han overvejede lidt forespørgselen. "Jeg tror jeg har lige småkagen til dig," sagde han så og bevægede sig væk fra der hvor han stod og greb en bakke med småkager på og tog den op så hun kan se dem. "Med mindre du ikke kan lide eller tåle nødder," sagde han så, for han havde da mødt folk før der ikke kunne tåle eller lide nødder, og det sidste han ville gøre var ikke at kunne tilfredsstille sine kunder, da det var en ting han satte meget højt.

Det glimtede muntert i Caitlins blå øjne ved bagerens overraskelse over hendes ønske for kagerne. Det varme smil var dog rart og fik hende til at svare ham i en let og drillende tone. "Jeg er også lidt af en usædvanlig person." Store ord i et land som Krystallandet, hvor der var langt imellem folk nogen ville kalde ganske almindelige og uinteressant. Noget Caitlin faktisk satte pris på for det gjorde altid livet lidt mere spændende at se hvad folk skjulte.

Bageren her virkede dog kun til at skjule opskrifterne på det han lavede og med god grund hvis hendes næse ellers var noget at gå efter. Det var da også med udelt interesse at hun fulgte hans minespil, mens han tænkte over hendes ord. Hun blev da heller ikke skuffet for som han satte sig i bevægelse var det efter en bakke med småkager der indfangede hende med deres duft. Endnu mere som bageren holdt dem frem og hun rigtig kunne fange den med en lang indsnusning. Det fik hende til at lukke øjnen let, for så at se op på ham med tilfreds smil. "Jeg har ingen problemer med nødder.." Noget ved småkagerne fik hende til at snuse ind igen og rynke lidt på næsen. "Der er en undertone ved dem, som jeg ikke kan sætte navn på...?" Det var tydeligt at det irriterede hende og fascinerede hende på samme tid. Så lyste hun op i et forhåbningssmil. "Men vigtigst - er det muligt at smage før jeg køber?" At hun måtte købe noget herinde fra var for længst afgjort i hendes sind.

Armand grinte muntert af den sætning. Der var ikke nogen i Krystallandet der ikke var lidt usædvanlig. Faktisk var dem der var normale næsten de mest usædvanlige, fordi der var så mange racer og slags folk. Man kunne bare se på hans gruppe af lærlinge. Det var lidt af en besynderlig flok til at begynde med.

Armand studerede hende, da hun lugtede til dem. Han var altid interesseret i hvad folk tænkte om hans bagværk, da det var det var han allermest stolt af i sit liv. Ikke fordi han havde fået mange klager over årerne. De fleste klager havde været brok over at tingene forsvandt så hurtigt og de var sagt i spøg. "De ville jo ikke være så ekstraordinære, hvis jeg fortalte mine kunder de hemmelige ingredienser, vel?" sagde han med et glimt i hans blå øjne. Den eneste grund til at han holdt det hemmeligt, var fordi at han endnu alligevel ikke var stødt på nogen der var allergiske overfor det, og det var da lidt mere interessant at folk ikke kunne gætte hvad han brugte. Det gjorde selvfølgelig også at han ikke havde meget konkurrence. "Selvfølgelig. Det er ikke hver dag, jeg møder en så usædvanlig person her," hvilket var sandt, da Armand typisk havde en masse stamkunder. Folk der ikke var af overklassen, begav sig ikke så tit herind, fordi at bageriet nok så en smule fint ud, og normalt havde de også bedre ting at bruge deres penge på. Normalt hvis de kom herind, var det bare for ganske almindelig brød.