Lyden af leg og latter fyldte hele den halvstore lade, hvori der løb 4 børn rundt og legede med hinanden. Den otteårige dreng, stod højt på nogle bunker og træ og legede kongen over hele deres kongerige. Han var tydeligt stolt af sin position som den ældste og den hjemmelavede rustning var snart heller ikke for stor til ham mere. På gulvet, for foden af træbunken løb en dreng og pige rundt og legede med sværd. Det var tydeligt at se hvorvidt de begge havde gjort det før og pigen ikke var meget dårligere end drengen. Dette skyldtes mest pigens yngre alder, at hun ikke havde helt samme styrke. Hun havde dog alligevel sine fordele. Ved siden af dem sad en lille pige og heppede med sin kludedukke i favnen. Alt imens børnene legede rundt, sad Gidion ved et bord og fokuserede på noget arbejde, dog altid med et øje der holdte skarpt øje med de små. Det var hans søstres børn. Alle undtagen den yngste, som stadig var for ung til at moren var helt glad for at slippe hende. Hvilket nok var meget forståeligt, da den 2 årige pige ligeledes krævede meget opmærksomhed og havde svært ved at lege med i de større børns lege.

"Onkel!" kaldte en af pigerne pludselig, som hoppede op og ned ved hans ben, nærmest helt hyperaktivt. "Ja Linda?" svarede Gidion som han lagde sit arbejde fra sig og kiggede ned på den mørkhårede pige, som var begyndt at hive i hans ærme. "vi har fundet noget!" Gidion rynkede svagt sine øjenbryn som han rejste sig og fulgte med den lille pige hen mod de andre, som koncentreret stod og kiggede på noget. Linda havde lydt alt for ivrig og alt for lidt munter til at han helt forstod hvad der foregik. "Hvad har i fundet?" spurgte han muntert indtil han blik rent faktisk fandt frem til det. Det var en gråstribet kat, som havde krøllet sig sammen i hjørnet. Den så forslået ud og meget træt. Gidion var faktisk ikke helt sikker på hvorvidt den var ved bevidstheden. "Jerry, kan du ikke tage Ann Marie i hånden og gå ind sammen med hende?" spurgte Gidion roligt som han satte sig ned på huk foran det stakkels dyr. Han tog det øverste lag af sin overkrop og ragte det forsigtigt frem mod den skadede kat og fik hende pakket ind. Der kom noget svagt modstand, men det føltes meget halvhjertet, som Gidion løftede kræet op i sin favn og gik ind i huset. "Onkel? Tror du hun klare den? jeg har altid gerne ville havde en kat!" Gidion kunne ikke undgå at smile lidt som Linda nærmest allerede havde adopteret dyret ind i familien. "Lad os nu se hvor slemt det er når vi kommer ind i lyset."

Caitlin mere slæbte end humpede ind gennem en sprække mellem brædderne til en lade og fortsatte frem til hun havde fundet den nærmeste krog i nærheden hvor hun kunne ligge nogenlunde uset og uforstyret hen. At hoppe var udelukket, så skønt hun allerhelst ville have krøbet op i halmen der lå der, så endte hun med at krølle sig sammen op af den i stedet. Lidt af den var under hende og beskyttede hende lidt mod kulden fra jorden, men heller mere end det. Hun slikkede let den ene pote, men opgav så at gøre andet end at ligge stille og vente på dagens komme.

Hun havde været på vagt siden den dag på markedspladsen hvor Henry og hans bande havde været på udkig efter hende. Den dag havde de forfulgt hende og Amy et godt stykke væk, men siden havde hun ikke set det store til dem. Kun enkelte glimt og det havde ikke helt været til at sige om de stadig havde været på udkig efter hende eller bare efter mål i det hele taget. Hun havde dog ændret ved alt hun kunne ændre på og holdt sin afstand. Det havde grebet hårdt ind i hendes evne til at skaffe mad og krystaller, men hun havde heldigvis haft lagt til lager.
Ikke at det betød noget nu.
Som mørket var faldet på og hun havde været på vej fra et sted til et andet, var en skikkelse begyndt at følge efter hende. At det havde været del af et baghold indså hun først, da endnu en var trådt frem fra den anden ende af den smalle gade og hun indså der ingen veje var op til tagene. Ikke som der var mulige for hende, før de andre tre der var kommet ud af en gyde ville have fået fat i hende.
Hun forsøgte dog, men med det ventede resultat at hun fandt sig revet ned fra muren og smidt på jorden foran Henry. Hans smil havde sagt det hele allerede før det første slag faldt og hun kæmpede kun for at komme væk, som flere fulgte sammen med spark og latter.
Først da hun holdt op med at bevæge sig og blot lå stille på jorden stilnede det af for til sidst at stoppe. Hun hørte dem fjernt joke og grine, som de gik derfra med tilfredshed over aftenens sjov, alt i mens hun blødende forvandlede sig til sit andet jeg. Ingen bevidst handling eller måske specielt fornuftig, men som kat var hun i stand til at krybe væk og skjule sig.

Laden havde været det første, det bedste sted hun havde set i kort afstand fra hvor hun var blevet banket. Det havde været en kold nat i den, men som solen var kommet op, var varmen kommet til sammen med stemmer, der havde givet hende behov for at skjule sig bedre. En trang hun ikke havde kunne følge, for intet kunne få hende på poterne igen, før de holdt op med at gøre så ondt. Den ene forpote havde på intet tidspunkt siden hun havde forvandlet sig villet bære det mindste af hendes vægt uden at hun havde været ved at miste bevidstheden.
Stemmerne holdt sig dog på afstand og som hun lyttede til dem, faldt hun hen igen. Nok til at hun vågnede ved fornemmelsen af nogen ganske nær og åbnede sine blå øjne til synet af tre børn stående om hende. Så løb den ene råbende derfra og fik hende til at trykke sig endnu mere. De to andre forsvandt som en dyb stemme talte. Hvem den tilhørte så hun som en mand knælede ned ved hende. Caitlin protesterede svagt mod at blive rørt ved, men det blev kun halvhjertet, som han var langt mere effektiv i sin indpakning af hende i et tæppe end hun var til at få sig på benene igen.
Lyset skiftede, kulden slog sammen om hende og så kort efter varmen igen. Caitlin stirrede på alt hvad hun blev taget forbi, men som hun kom ind i et hus og hørte døren blive lukket fæstnede hun blikket på manden der havde fat i hende. Varsomt og mistænksomt.

Det var ikke rart at fornemme at katten knap havde energi til at kæmpe lidt fra sig. Det var tydeligt at mærke og se at det ikke var en huskat og at den derfor nok ikke ligefrem var vant til at blive løftet rundt og frem og tilbage. Alt imens børnene gik roligt rundt omkring for at snige sig et blik af den grå kat, fik Gidion lidt mere styr over situationen, som han stadig havde bylten i favnen. "Linda, vil du varme noget vand?" den lyshårede pige var ikke meget for at gå fra kattens side, men gjorde alligevel hvad sin onkel sagde og begyndte at varme noget vand op ved pejsen. Jerry var hurtig til at hjælpe den yngre pige og sørge for at hun ikke brændte sig. Gidion lagde forsigtig bylten ned på bordet, satte sig selv ned på stolen og kiggede ind i dens øjne, som var meget varsomme og mistænkelige mod ham. Han smilede roligt til den og fjernede let noget af det dækkende stof, så han kunne få et bedre blik på skaderne. "bare rolig lille ven, jeg gør dig ikke noget." sagde han roligt og kunne tydeligt se at den ene pote sad helt forkert i forhold til resten. Der var også lidt blodpletter her og der, og generelt så den meget forslået ud. På den måde som en anden kat ikke kunne gøre det. Ved den konstatering rynkede han brynene lidt mere og begyndte at overveje hvem der kunne være så umenneskelig at de bankede en forsvarsløs kat. En skål med varmt vand blev placeret på bordet og børnene stod nu igen i en kreds rundt om dem. Linda havde endda kæmpet sig op på en stol og kiggede meget interesseret. "Ikke skræmme hende. hun er nok ikke vant til at blive overvåget så nøje." han kiggede på Linda, som tøvende satte sig tilbage i stolen, frem for nærmest at være lænet ind over katten. De andre gik i stedet overpå den anden side af bordet, mens den mindste, Ann Marie, holdte sin kludedukke meget tæt, mens hun betragtede alt med store øjne.

Gidion tog kluden fra det varme vand og vred den let. Han kendte godt til kattens mindre glæde ved vand, og han var også meget forsigtig med at rengøre kattens pjevsede og let blødende pels. "Bare du dog kunne fortælle hvor det gjorde ondt.." kom der lavmeldt fra ham, selvom han var godt klar over at der var en pote som højst sandsynligt var brækket.

Caitlin havde forventet at blive lagt ned så snart de var inde i huset og havde med den antagelse planlagt at forsøge at stikke af. Ikke videre gennemtænkt og heller ikke sådan at føre ud i livet, når manden beholdt hende i favnen. Det skærpede kun mistroen i hendes blik og hun brød sig heller ikke det mindste om at han fik varmet vand. Hvad skulle det nu gøre godt for? I det hele taget var det kamp og flugtberedt Caitlin der så tilbage på manden, da han langt om længe lagde hende fra sig på et bord og trak en pivende miaven fra hende. Hun havde fået stødt poten, da hun som hun kunne havde forsøgt at komme på benene. Det forhindrede hende så i at gøre et seriøst forsøg på at flygte.

Det hjalp ikke på hendes ro at se udtrykket i mandens øjne ændre sig, som han flyttede stoffet væk fra hende og så hendes skader. At børnene omringede bordet gjorde det heller ikke ligefrem bedre, men hun lå stille, skønt hun sendte skålen et meget mistænksomt blik. Manden fik dog børnene til at give hende lidt mere plads, før han tog en klud og havde hendes fulde opmærksomhed. Hun fulgte hans bevægelse helt stille - til kluden rørte hende. Han havde fundet et særdeles ømt og svigende punkt at dryppe vand og hun flyttede sig besværet væk fra ham og mod kanten af bordet, mens hun kom med en hvæsen. Kanten nåede hun usikkert og faldt ud over med et piv, der blev til et skrig, som hun skiftede skikkelse i faldet.

Ikke at det gjorde noget som helst bedre ved at ende på gulvet i menneskeform. Hun havde stadig en ubrugelig arm, der fik et stød på vejen der nær havde slået hende bevidstløs, og nok skrammer til at sammenstødet med gulvet kun trak tåre frem og fik hende til afbryde skriget med en banden. Hun forsøgte at sætte sig op, mens hun så op på manden med et forurettet blik. "Hvad var der lige i det vand?"

De pivende lyde og forsøg på let at slippe væk undrede ikke Gidion, som forsøgte at være så nænsom mod hende som overhovedet muligt. At han havde ramt et ømt punkt, opfangede han ligeledes ret hurtigt som hun flyttede sig mod bordkanten. Rent instinktivt greb han ud efter den lille skikkelse, men nåede ikke at gribe hende før hun faldte mod jorden og ændrede sig. Børnene kom med forskrækkede udbrød og forsvandt lidt væk fra dem, men Gidion mere eller mindre bare så fuldstændigt fortumlet ud som han kiggede meget overrasket på ehnde. "Øhm.. vand.. ikke andet." fik han svaret på hendes spørgsmål og kiggede stadig meget forvirret på hende. Der var en del forskel fra at være kat til menneske. Men det gjorde det trods alt nemmere at snakke med hende. Selvom hun ikek ligefrem lød glad.

Gidion rejste sig fra stolen og gik forsigtigt hen imod hende. Han var stadig et stykke fra hende, da han satte sig ned på hug og kiggede bekymret på hende. "Du er nødt til at få renset dine sår. Og din arm skal i en skinne." han var imponeret over hvor hurtigt han selv havde fået vendt sine tanker fra at fokusere på forvandlingen, til igen at sætte fokus på hendes ve og vel. Han vidste trods alt at nogle folk havde forvandlingsevner. "Og undskyld hvis vi skræmte dig." tilføjede han og så staadig bekymret på hende. "Jeg ønsker at hjælpe dig."

Caitlin virkede alt andet end overbevist om at der kun havde været vand i den skål. Det kunne ses i hendes blå øjne som den mødte mandens kopperbrune, men for nu lod hun tvivlen komme ham til gode. Med alle de børn han havde om benene, som virkede til at stole på ham og hente ham til at hjælpe selv noget så skravlet som hende, så kunne han ikke være helt slem. Tillid var dog ikke noget hun udviste let, så i stedet forsøgte hun at rykke sig hen mod en væg med ryggen. Et forsøg var nok til at hun bed hårdt sammen, som hun havde stødt armen og ikke nok med det men også fået et stød i siden fra noget der ikke mente hun skulle bevæge sig på den måde lige nu. Hun lugtede blod og frygt og var alvorligt bange for at det var fra hende selv det kom alt sammen.

Som han rejste sig fra stolen kneb hun øjnene en smule sammen, men at han satte sig ned lidt fra hende fik hende til at bløde op. Det var som en gentagelse af hendes møde med dværgen i skoven og noget ved manden her gav hende samme fornemmelse af jordbunden sikkerhed. Måske var det børnene eller hans åbenlyse bekymring eller måske endda måden han talte til hende på, men i hvert fald lyttede hun og endte med at nikke. Hun kunne ikke rigtig protestere mod hvad gav mening. Sår skulle renses og hendes arm havde det mærkbart være end hendes knæ og ankel i sin tid havde været. En skinne lod dog ikke rart og værre. Det lød hæmmende. "Hvorfor?" Hun så alvorligt og mistroisk på ham. "Hvorfor vil du hjælpe...?" Det var ikke noget hun var vant til at folk gjorde. Alle var sig selv nok.

At havde antaget at hun var en vild kat, var vist ikke så langt fra sandheden som hun kæmpede sig væk fra ham for at komme i sikkerhed. Ikke at det gik så godt på grund af hendes mange skader, men ikke destro mindre forsøgte hun, som et skræmt dyr. Det så alt andet end godt ud. Trods alt så hun ud til at mildnes ganske let ved at Gidion fik sat sig ned i en mere anstændig højde i forhold til hende. Han var i forvejen meget høj, og det hjalp nok ikke hende at der stod en høj fremmed og kiggede ned på hende. Gidion blinkede let og kiggede ret faktisk undrende på hende. Hvorfor han ville det? Jamen hun var jo kommet til skade. Det var hvad alle burde gøre. "Fordi du har brug for det." svarede han ganske roligt. Han kendte udemærket til manges holdninger omkring at række en hånd ud til dem som behøvede det. Mange mente at man skulle passe sig selv og sine egne, og ikke ofre noget for at hjælpe andre. Det var frygteligt at det var kommet til det. Specielt med tanke på at de befandt sig i den by hvor selveste lysets dronning havde bosted. Hendes som stod for alt det gode og hjælpsomme. Hvorfor var det så de færeste i hendes befolkning som var sådan? "Dertil, hvis jeg ikke hjælper dig, hvem gør så?" Børnene havde trængt sig lidt væk og kiggede fra den ene til den anden. De var helt mussestille og rørte sig nærmest ikke ud af flækken. Måske stadig lidt i chok over den pludselige ændring i omstændighederne.

Caitlin holdt blikket fast på ham, som hun afventede hans svar. Det var vigtigt for hende at vide hvad han ville svar, men endnu mere hvordan han gjorde det, hvordan han så ud når han gjorde det. Mange løj om deres motiver og hun havde stadig svært ved at tro nogen ville hjælpe en som hende uden at have bagtanker. Men det så han ikke ud til at have. Hans ord sagt så roligt og så endegyldigt fik hende til at lægge hovedet en smule på skrå. Det var dog hans næste ord, der slog hende helt ud af kurs og bare blinke af ham. Svaret var så lige til, for ingen ville hjælpe hende, hvis han ikke gjorde. Eller rettere, ingen ville være i nærheden til at gøre det af de få hun troede ville. Amy ville og havde hun været i Lindeskove så havde dværgen nok også gerne ville og hendes moster ville bestemt.. At liste dem op og tilføje præsterne og præstinderne også fik hende til at blinke endnu engang og spænde en smule ned. Måske ville han være værd at lade tvivlen komme til gode?

"Ingen her omkring..." Hun følte hun hellere måtte svare og som hun gjorde det slog hun også blikket ned. Ikke før end hun havde fanget børnene stående samlet i en tæt klynge et stykke derfra og se på hende som havde hun skudt et ekstra hoved. Ganske stille hviskede. "Det var ikke min mening at skræmme dem... det gjorde... bare ondt..." Hun reagerede ikke altid lige rationelt i sin anden skikkelse og det var heller ikke altid den menneskelige bevidsthed der tog de hurtige beslutninger. Slet ikke når hun var bange og havde ondt.

Gidion kiggede afventende på hende og lod orderne synke sig ind. Gidion kunne naturligvis ikke vide hvorvidt hun havde nogen tæt på sig, eller nogen der ville komme hende til undsætning, men hendes valg overfor ham fortalte mere end hun nok selv regnede med. Hun var mistroisk og ville nok helst lades alene i tilstande som disse, af frygt for at blive udnyttet eller gjort mere skade på. Om ikke andet, tænkte Gidion stille for sig selv, at hvis hun havde nogen i nærheden, var hun taget derhen. Gidion smilede roligt til hende, sag stille og lod hende tilvende sig det hele. Han skulle ikke til at skræmme hende igen. Hun havde tydeligt været igennem rigeligt.

Gidion drejde hovedet og kiggede på flokken af børn der stadig kiggede lidt tilbageholdende fra den ene til den anden. "De skal nok klare sig. Det er bare ikke hver dag de ser en kat blive til en pige." svarede han. I det at børnene så deres onkel smile til dem, løsnede de let op og så knap så anspændte ud over situationen. Linda var tydeligt stadig meget fascineret, men holdte også sin afstand stadig. "Vil du komme med hen til bordet, så vi kan få set på dine skader?" spurgte han så, mens den mindste, Ann Marie begyndte at trippe lidt med sin dukke i favnen og lignede en der havde lyst til at gå hen og gribe fat om sin onkels ben. Hun holdte sig alligevel tilbage.

Caitlin fulgte hans blik til børnene, som reagerede på hans smil noget tydeligere end hun, men med samme ubevidste tro på at han ville dem det godt og alt var vel. Det fik hende til at se tilbage på ham igen og denne gang rigtig se på ham. Han var en mand af folket, en der arbejde for at få sin mad på bordet, men stadig var klar til at tage sig af en fremmed. Det sidste var en egenskab hun kun sjældent så. Hun vidste nogen var sådan, men at opleve det overraskede hende hver gang. Mandens ord fik ent lille smil fra hende sammen med en 'oh'-lyd. For hende var det så naturligt at være både kat og menneske at hun glemte det ikke var det for alle. At se børnene betragte hende på den afdæmpede og nysgerrige måde fik hende dog til at nikke til mandens spørgsmål.

Hun forsøgte også at komme op at stå ved egen hjælp. Første forsøg fik hende til at bide sammen om et skrig, som armen endnu engang blev stødt, mens hun ved det næste fik sig op på hug, før hun stoppede for at få samle sig. Alt for mange bevægelser gjorde ondt eller var ikke mulige. Hun vidste den var helt galt med armen, men hun mistænkte også noget i kroppen for at være blevet sparket for meget. Noget af hendes ansigt føltes også som om det var begyndt at hæve, som hun vidste nogen havde ramt hendes kraveben. Hun kom dog op og fik sig placeret på bænken ved bordet. "Er de alle dine?"

Gidion havde lidt svært ved at håndtere hvor han skulle gøre af sig selv som hun forsøgte at rejse sig. Han ville gerne hjælpe hende, men han frygtede stadig de for hurtigere bevægesler, selvom hun havde medgivet i at sætte sig op til bordet. Han rejste sig fra at sidde på hug og kiggede bekymret på hende, til hun fik sat sig. Han satte sig ved siden af hende, med et ben på hver sin side af bænken og kiggede undersøgende på hende. Hun så ud til at fået en ordentlig omgang af nogen. Hvorfor forstod han stadig ikke helt. "Hvad er der sket med dig?" spurgte han så, som han genfandt vandet igen. Selvom det bare var vand, ville det stadig svig. Forhåbentlig var hun bare lidt bedre forberedt den her gang.

Gidion kiggede over på børnene som var begyndt og komme hen til bordet, på den modsatte side. Drengene havde allerede sat sig op og lænede sig op af bordpladen. Linda hentede helt automatisk noget bandage, og den yngste pige, havde sneget sig hen til Gidions ben og holdte fast i hans bukser. "Det er mine søstres børn." svarede han med et smil og kiggede ned på pigen som havde sin hånd knuget omkring hans bukseben, den anden hånds tommelfinger var i hendes mund og kludedukken blev klemt ind imellem armen og hendes krop. "Drengene, Jerry og George er de ældste og Mary Anns børn." fortalte han, som han forsigtigt løftede sin hånd op og drejede hende hovede, for at få et kig på hendes kindben. "Linda, som er min lille hjælper, er den ældste pige og Jessicas. Hun har en pige mere, på 2." fortalte han videre som hans opmærksomhed blev bragt ned på den mindste som nu hev i hans ben. "Og selvfølgelig Ann Marie, den yngste af Mary Anns børn. - Hvad er der, min skat." spurgte han ned til hende. Pigen tog tommelfingeren ud af sin mund og kiggede hen på Caitlin. "Hun må låne min dukke.." som alle de andre børn kunne selv lille Ann Marie godt se at det gjorde ondt på Caitlin, og ragte derfor sin dukke frem som trøst til hende. Den trøstede jo altid hende.

Caitlin lukkede øjnene som hun sank ned på bænken og åndede langsomt ud. Den var alt andet end behagelig at sidde på, men hun måtte nok indrømme at ingen steder ville være behagelige lige nu. Nok heller ikke det første stykke tid herefter. Hun havde fået bank før, men aldrig så slemt som nu og det satte tanker i gang hos hende. Livet på gaden havde forandret sig siden Lysets dronning åbnede den skole for forældreløse og en god del af børnene var blevet indfanget, tvunget eller lokket til at tage dertil. Det havde efterladt et tomrum i det gamle hiarki som nogen - der i blandt Henry - havde gjort alt for at udnytte til deres egen fordel.

Hun var dog hurtigt tilbage ved nuet, som manden talte ved siden af hende og fik hende til at spjætte, som han samtidig rensede en af hendes skrammer. Det var stadig ikke nogen behagelig oplevelse og hun var heller ikke helt overbevist om at det kun var vand han brugte. Værre var dog det blik han så på hende med for ikke at tale om det spørgsmål han stillede. Det fik hende til at se modvilligt på ham, skæve til børnene og så se ned. "Jeg sagde nej til en der ikke rigtig kunne lide at få nej..." Det var lidt en underdrivelse, men hun havde ikke den fjerneste lyst til at uddybe det. Det var ubehageliget nok at have sagt så meget som hun havde.

Hans svar på hendes spørgsmål afledte hende til gengæld rigeligt, skønt hendes blik blev ved med at finde tilbage til ham, hver gang han rørte ved hende. Børnene så ud til at have overvundet deres første rustelse over at se hende forvandle sig og var nu rykket nærmere. Ikke så nært at de blev påtrængende, men stadig en del nærmere. Mest øjenfangende var dog den mindste, der stod og holdt i mandens bukseben. Som Caitlin så ned på hende forsvandt hun fra syne, men kun for at titte frem igen øjeblikket efter. Caitlin forsøgte sig med et smil til hende, men det føltes ikke helt rigtigt. Som manden rørte ved hendes ansigt skar hun da også en grimasse, der kun gjorde det værre og fik hende til at krympe sig og lukke øjnene kort.

De gled dog op, som den lille pige kom helt frem og rakte sin dukke frem imod hende. Forsigtig tog Caitlin imod den, mens hun gjorde endnu et forsøg på et smil til pigen. "Tak. Hjælper hun når du har ondt?" Smilet stivnede i det samme, som hun strammede grebet om dukke og sendte manden et fortørnet blik, som han med kluden fandt en skramme der var tæt på at få hende til at bande på nu. I stedet bed hun hårdt sammen for at undertrykke en dæmpet hvæsen. "Er det virkelig nødvendigt?"

Gidions hånd stivnede ved hendes svar og han løftede blikket fra hendes skader for at kigge på hendes ansigt. Hendes stemme og ord var ikke til at tage fejl af. Han forstod hvad hun mente, selvom han ikke forstod hvad der egentlig var foregået. Der kunne ske mere eller mindre alt på gaden efterhånden, og Gidion ønskede ikke at nogen skulle møde den skæbne at de ikke engang kunne sige nej uden at nogen gik efter dem. Han rømmede sig let, nikkede kort forstående og fortsætte med hendes skader uden at spørge mere ind til det, til trods for de mange børns undrende og nysgerrige blikke. Han ønskede ikke at bryde deres uskyldge boble endnu, til trods for at de ældre godt vidste at verden ikke altid var en dans på roser.

Gidions blik vendte ned mod den lille pige, som meget gavmildt tilbød Caitlin din dukke til at trøste hende. Hun nikkede og smilede lidt mere til Caitlin, selvom hun havde svært ved ikke at gå tilbage i sit skjul "Ja. Mor siger at hun er en lille fe, som beskytter små piger der har brug for det.. Hun hjalp mig med det her!" svarede pigen og udviste lidt mere selvsikkerhed som hun løftede sin albue op, hvor der var en næsten ikke eksisterende hudafskrabning.
Gidion smilede og vendte tilbage sin at rense sår, selvom Caitlin langt fra så mundter ud. Gidion nikkede til hendes spørgsmål. "Hvis du ønsker at undgå betændelse, så er det ja." svarede han roligt som han fik renset det sidste af hendes sår. Han lagde derefter kluden tilbage i vandet og rettede derefter opmærksomheden mod den blålige arm, som ikke så ud til at være i den bedste stand. "Kan du bevæge din arm? Eller er den hel slap?" spurgte han ind til hendes arms tilstand, som han tog nogle af de forbindinger som Linda var kommet med, og fik bundet fast om et større svageligt område på pigens anden overarm.

Caitlin mærkede et lille stik som pigen nævnte sin mor og hun så et bevis på dennes omsorg for den lille pige. Det var dog en følelse hun hurtigt skubbede fra sig, som hun klemte om dukke og forsøgte ikke at hvæse af manden i mens. Hun brød sig virkelig ikke om at være såret omkring fremmede og slet ikke at få skader behandlet af dem. Hendes svar til den lille pige var dog stille og venligt. "Hun må være en stærk lille fe så..." Ikke at Caitlin følte nogen videre forskel andet end at det var rart at knuge sammen om noget, når det gjorde særligt ondt.

Det var da også hvad der fik hende til at hvæse af manden og beklage sig. Hans blik fik hende dog hurtigt til at sænke blikket igen og trække på den raske arms skulder. Hun havde haft betændelse i sår en gang og det var ikke en oplevelse hun havde lyst til at gentage. Så mærkede hun dog hans opmærksomhed samle sig om hendes arm og det fik hende til ikke bare at se mistroisk på ham, men også forsøge at rykke sig lidt sidelæns. Som hun gjorde det forsøgte hun også at flytte armen, hvilket kun fik hende til at komme med en pivende klynken, før hun stivnede på stedet og træk vejret dybt. "Den gør bare ondt..." Hun så væk som han tog fat om den anden arm og bed sammen. Det havde overrasket hende at opdage at hun smidt sweateren da hun havde forvandlet sig natten før og kun havde en forreven bluse, bukser og støvler på. Gennem revnerne i bluse kunne hun endda se flere blodudtrædelser, der desværre kun kunne være et blivende minde om spark. Hun kunne ikke rigtig huske hvorfor hun havde smidt det yderste lag eller hvordan hun var endt i laden som andet end brudstykker. At hun ikke havde tænkt klart var hende så til gengæld mere end tydeligt.

Som han slap hende igen, vovede hun at se tilbage på ham, så ned på armen og endelig tilbage til ham. I hendes blik sås det tydeligt at hvis det gjorde så ondt med skulderen, så skulle hun ikke nyde noget af at han rørte ved hendes arm. Hun havde jo også kunne bevæge sig med den tidligere, så det kunne hun nok igen. Sikkert nok til at hun kunne nå i skjul et eller andet sted. "Jeg må også virkelig..." Hun rejste sig fra bænken med blikket flakkende mod døren.

Gidion havde ikke helt fokus på samtalen der var mellem pigen og Ann Marie, andet end det omhandlede dukken. hendes lille beskyttende fe som så efter hende hver gang hun behøvede det, og måske endda også når hun ikke havde. Gidion var fokuseret på pigens skader og som hun rykkede sig sidelæns og så det mistroiske blik, ændrede hans ansigtsudtryk ikke til andet end mere venlighed og bekymring. Han forstod hende godt. Han var trods alt en helt fremmed for hende, og når hun havde været udsat for så store skader, var det ikke fremmede man gik til. Han nikkede forstående. "Den er nok desværre brækket." svarede han hende, men han fik lappet hendes anden arm sammen. Det var tydeligt at det ligeledes gjorde ondt, men han kunne ikke gøre det mere nænsomt end han virkelig allerede gjorde.

"Det ville ikke være klogt. Du kan ikke bruge din arm.." han vidste hvad hun mente uden overhovedet at se hendes flakkende blik. hun forsøgte at stikke af. "Og hvis du ikke får den lagt i skinne, kan den gro forkert sammen og du vil aldrig være i stand til at bruge den ordentlig igen." han kunne lige så godt fortælle hende sandheden. han havde haft med alt for mange brækkede knogler at gøre, men han havde altid haft hans søster til at hjælpe ham med at få det rettet sammen. Det var også hende han lige nu håbede på snart ville dukke op og hjælpe ham. Gidion kunne lappe hende sammen og lave søsterens forarbejde ved at rense sår og lave støtte til knoglerne. Men han var ikke i stand til at heale hende eller tjekke hendes indre. Han frygtede nemlig også for hendes indre organer. Han sukkede let og kiggede mod døren, inden hans kobberfarvede øjne fandt pigen igen, som havde rejst sig. "Min søster er healer, og når hun kommer, vil hun lindre meget af din smerte. Hvis du blot bliver."

Ordet brækket var mere end Caitlin helt kunne håndtere. Hun havde til da holdt fast ved at hun bare havde ondt, havde nogle mærker og måske forstrukket noget, men så heller ikke mere. Ondt og mærker gik over med tid og ro. Brækkede ting gik ikke over så let. Før hun dog fik sagt noget eller rigtig forholdt sig til det det sagte, så havde manden fat i hendes lidt bedre arms skulder. Hun havde ikke mærket den før han tog fat i den, fordi den brækkede overskyggede den så totalt. Det gjorde den ikke da. Det vækkede også flugt instinktet i hende, noget manden desværre så og med sin ro forhindrede. Hun kunne jo ikke noget til det han sagde.

I stedet sank hun lidt sammen til han fortsatte og fik hende til at se på sig med store, frygtsomme blå øjne. Hun havde brug for at have sin arms fulde brug for at overleve. "Men den kan gro rigtig sammen..? Hvis jeg bliver...?" Det krævede overvindelse for hende at spørge om det sidste og tilsidesætte noget af sin frihed til en fremmed. Det lignede hende ikke, men hun var mere bange for gaden lige nu end for manden. At han rejste sig fik hende kun til at følge ham intenst med blikket. Hans ord gav dog noget mening om hvorfor han havde holdt på hende. Han vidste hvordan healere havde det med løbske patienter. For at aflede sig selv spurgte hun så. "Og hun vil gerne hjælpe en som mig?"

Gidion nikkede roligt, som han havde lænet sig lidt op af sine knæ med sine albuer. "Ja. Jeg kan hjælpe dig med at få den lagt i skinne, så den ikke gror forkert sammen." svarede han hende, men hun havde i det mindste sat sig ned igen, og det betød hun i hvert fald overvejede at blive. Det var selvfølgelig ikke et rart billede som han gav hende. Hvis hun var et gadebarn, ville en ikke velfungerende arm kunne volde mange problemer.
Gidion bevægede sig let væk fra bænken, da det nye spørgsmål ramte ham. Han kiggede ned på hende, en smule forvirret, som han rynkede sine bryn. Han blødte dog hurtigt op igen. "Du vil ikke være anderledes for hende end alle andre tilskadekommende. Så naturligvis vil hun hjælpe dig." svarede han venligt.

"Jeg er nødt til at gå ud og hente nogle pinde til din arm. Børnene skal nok hjælpe dig hvis der er noget du gerne vil havde." han smilede forsikrende til hende en sidste gang, inden han bevægede sig ud af døren og ud i kulden igen. Alt imens han forsvandt ud af døren, hvilede alle de store børneøjne på Caitlin. Linda var allerede i gang med at hælde the op i kopper til de ældste børn. Det betød selvfølgelig også at den lyshårede pige, ragte Caitlin en kop med et smil. "Jeg kan godt lide katte.." fik hun sagt lidt akavet, uden helt at vide hvordan hun skulle starte samtalen op ellers. Hun var ellers ikke dårlig til den slags! "Altså, det må være fantastisk at havde sådan en evne."

Gidion roddede rundt ude i laden for at finde området med de lidt mindre pinde. Det skulle helst være sådan at der ikke var splinter der kunne sætte sig i hendes arm, og de måtte heller ikke være for lange. Det var faktisk ikke helt nemt at finde noget. Da han kom ind igen, havde han lidt forskellige med i forskellig større, men de havde ca alle sammen samme tykkelse. "Jerry.. Gider du hente et større stykke stof ovenpå? Til at lave en slynge" Drengen nikkede, selvom han egentlig gerne ville være nede hvor det hele skete, end at skulle ud og hente ting. Gidion lagde pindende for enden af bordet og satte sig tilbage på bænken ved Caitlin.

Caitlin så længe og ublinkende på manden, før hun nikkede let og så væk. Hun kunne se ærligheden i hans blik og hun troede på ham, som hun kun troede meget få på deres ord. Dorín havde hun troet efter overraskende kort tid, hendes moster havde hun på stedet, mens Amy havde taget tid og en større krise. Sjovt hun tænkte på dværgen sammen med de to andre. Det fik en lille eftertænksom rynke frem i hendes pande, der kun blev lidt dybere som hun indså hendes tanker vandrede og hun blev forvirret over det også. I det hele taget var hun så meget ved siden af sig selv som hun kunne være og havde mest lyst til at rulle sig sammen til en lille kugle. Hendes bekymring for en fremmed mere fik hun dog sat ord på og den rynke det gav ham i panden fik hende til at rykke sig nervøst lidt væk fra ham på bænken. "Vil jeg ikke?" Hun lød forhåbningsfuld, men alt andet end overbevist om at det.

Hun var slet ikke forberedt på at han rejste sig og endnu mindre på at han gik. Hun fik dog ikke sagt noget, før hun fandt sig siddende beklemt tilbage i køkkenet sammen alle børnene. De så på hende og hun så på dem alt for længe i stilhed. Den lille var begyndt at rykke ind på hende fra den anden ende af bænken med en finger i munden og en klud i hånden nu hun havde overladt dukken til Caitlin. Hun var ikke helt til at stå for, men svær at holde øje med som den anden pige rakte hende et krus med dampende væske. Caitlin forsøgte at tage med den brækkede arm først og gav sig, som bevægelsen sendte smertesjag mod hende. I stedet måtte hun slippe kludedukke for at tage kruset. Pigens ord fik så til gengæld et næstensmil frem på hendes læber. "Hvad er der ikke at kunne lide ved katte?" Der var mange ting og det vidste hun, men alligevel kunne hun ikke lade være med at svare på den drillende måde. Heller ikke som hun fulgte op med et skuldertræk. "Det er ganske rart ja... har du evner?" Hun spurgte interesseret tilbage, mens hun holdt kruset stille.

Så gik døren op og manden kom tilbage. Hendes blik var ved ham ved første knirken fra træet, men faldt til ro som hun så det var ham, skønt hvad han kom med ikke fik nogen form for begejstrede blikke. Heller ikke som han sendte den ældste af drengene af sted efter stof. Caitlin blev dog siddende stille og så bare på ham, som han satte sig ved hende.

Gidion havde en ide om at pigen nok ikke havde set megen til næstekærlighed i sit liv, og alligevel havde hun valgt at stole på ham. Nok havde han ikke givet hende så meget valg, men faktum var, at han ville ikke udøve nogen form for fysisk vold for at holde hende der. Hvis hun virkelig ønskede at gå, skulle hun havde lov. Men han ville forsøge at holde hende med ord så længe han kunne. Indtil videre så det også ud til at havde virket, så han kunne få lov at hjælpe. Han rystede på hovedet. "Nej. Vores familie har aldrig rigtig gået op i folks status. Du er kommet til skade, og har brug for hjælp. Det er hvad der betyder noget."

Linda smilede tilbage med lidt mere kraft. Ja, hvad var der ikke at elske ved katte. Hun trak lidt på skulderne over hendes spørgsmål omkring evner. "Den er ikke ret god endnu.. Far siger at jeg skal øve mig rigtig meget før den komer til at virke.. Jeg har telekinetiske evner. Men jeg kan ikke løfte ret meget.." hun lød en lille smule nedslået, som hun indrømmede det. "Men onkel siger at jeg ikke skal tage det så tungt. Jeg er kun seks år gammel og skal nok lærer det.. Han er god til den slags.. Ann marie har også haft sine problemer.." tilføjede hun og rykkede lidt tættere på pigen og hviskede lidt lavere. "Det er derfor hun er meget tæt knyttet til sin dukke.. Vi har ikke helt fundet ud af hvad det er.. men hun tror virkelig at den er levende." Linda anede selvfølgelig ikke hvorvidt det kunne lade sig gøre eller ej, men Ann marie, den lille pige var helt sikker på at det var sandt. Fantasien kunne vel også være en evne i sig selv.

Som Gidion satte sig aede han blidt den mindste af pigerne oven på hovedet, som virkelig stod og var meget betaget. Han ragte roligt sin hånd frem efter pigens håndled og sørgede for ikke at stramme sit greb. Med den anden hånd mærkede han ganske blidt efter hvorvidt nogle knogler var knækket ud af plads.

Det var meget tydeligt at se i Caitlins blik at hun ikke fuldt troede på manden. Hans ord var alle de rigtig og han havde intet gjort der skulle få hende til at tro andet end at han mente dem, men alligevel troede hun ikke på ham. Ikke helt. Der kommet en tvivl i hendes blik, der kunne vippe i begge retninger. Hun sagde da heller ikke mere til det, men lod tiden om at vise om han var god for sit ord. Som han forlod rummet fik hun også nok at tænke over som hendes lille interesserede spørgsmål startede en sand ordstrøm fra den yngre pige.

Først var det mest forvirring der var at se i Caitlins ansigt. Så brød en smule forståelse igennem, som pigen - Linda - satte lidt beskrivelse på evne, før hun plaprede videre og inddrog den yngste i den også. "Lidt er en start? Og gør ikke så ondt hvis du taber det på nogen?" Hun så opmuntrende på pigen. At kunne løfte små ting med sin vilje kunne hun se meget sjov ved. Mere end hendes anden evne der bare skæmte hende. Så lod hun blikket glide til den lille pige og løftede et øjenbryn. "Har hun fortalt dig sit navn?" Hun så ned på dukke, som hun havde lagt i skødet for at kunne holde kruset med the. Derefter så hun over på drengene og smilede skævt. De var meget mere stille end hun havde det muligt drenge kunne være.

Om ikke andet til manden kom tilbage og satte den ene af dem i sving med at hente ting. Den anden så ud til at holde sig skjult derefter. Klog fyr, tænkte Caitlin, før hun rykkede sig lidt nervøs på bænken og så fra manden til de pinde han havde lagt fra sig. Så lukkede han hånden om hendes håndled og hun stivnede. Det var helt ufrilligt, men holdt hende fra at gøre nogen pludselige bevægelse. Så begyndte han at undersøge hendes arm. Caitlin bed hårdt sammen om det første klynk og blegnede så, som han rørte et punkt på armen der gjorde mere end ondt. Faktisk så ondt at som han flyttede fingrene til det næste sted vendte hun det hvide ud af øjnene.