Tunge skyer havde samlet sig over Hovedstaden, men en lille mængde af Lysets krigere, tjenestefolk fra paladset og adelige havde samlet sig ved en åben plads i labyrinthaven for at overvære forfremmelsen af Jaron Thyred: en ung væbner af Lyset, der netop havde nået sit attende år og var klar til at blive forfremmet til kriger.
Han var iført fuld uniform samt en bølgende hvid kappe, der stod i klar kontrast til hans mørke hår og øjne. De omkringstående klappede, som en ældre kriger overrakte det nye medlem af Lysets Krigerordning et sværd, og med få, velvalgte ord gjorde forfremmelsen officiel.

En fjern rumlen af torden kunne høres i baggrunden og et svagt lynglimt sås over bjergene, der lå mod øst. Paladsets labyrinthave lå fjernt fra Hovedstadens gader, og nåede man til den ene ende af haven, kunne man via en stejl skråning krydse over nogle enge og et lille skovområde for til sidst at ende på Krystallandets landevej. Alle indgange til paladset fra haven, var naturligvis bevogtet.

Et råb genlød i luften, som endnu et lysglimt sås over paladshaven, men dette stammede ikke fra det kommende tordenvejr: en flammende pil sejlede gennem luften og gennemborede den nyudnævnte krigers kappe, der hurtigt brød i flammer. Den unge mand kæmpede for at få kappen fri fra skuldrene.
De omkringstående greb til våben, imens flere pile fulgte de første, og flere af paladshavens bevoksninger brød i brand. En gruppe af sortklædte skikkelser kunne ses i havens fjerne ende: tilhængere af Mørket, som var kommet for at sprede ødelæggelse og panik blandt Lysets Styrker.



Denne tråd er primært for Lysets tilhængere, men det er også helt tilladt for andre at bryde ind. Man er velkommen til at nøjes med at skrive en reaktion med sin karakter, der bringer sig selv og andre i sikkerhed eller slår nogle af fjenderne på flugt, men man er også meget velkommen til at fortsætte tråden og gøre en ende på truslen de indtrængende tilhængere af Mørket, udgør. (Eller tage tråden i en anden retning, hvis dette er ønsket)

Cyraneus stod roligt blandt mængden af lysets krigere som skulle overvære denne fine forfremmelse af den unge mand, som havde bevidst sit værd. Cyraneus havde haft ham blandt sig nogle år, hvor han havde udvist stor kampgejst og effektivitet. Selvom Cyrans arbejde hovedsageligt lå blandt de helt nye krigere, bemærkede han skam stadig dem omkring ham. Specielt dem som udviste deres værd, som Jaron havde gjort.

Himlens rumlen fik Cyran til af løfte sine øjne mod himlen og betraktede lysglimten. Det var nu noget helt andet end under havet. Vejret var ikke ligefrem så skiftelig dernede, for ikke at sige ikke eksisterende. Det var først da råbet kom at Cyrans blik ændrede sig til noget mere alvorligt. Flammerne kom fra himmelen og Cyran stivnede på stedet. Ild var noget af det som han havde det aller værst ved at være kommet til overfladen. han havde aldrig set det på havets bund, og han havde aldrig før oplevet noget mere ubehageligt end at mærke den brænde hans hud. Cyran rystede sit hovede, efter at være blevet puffet rimelig voldsomt til, og genvandt sin opfattelsesevne.

Han hjalp til med at få bragt folk i sikkerhed og beskytte ved at lave lysblokader. De sortklædte skikkelser var ikke til at tage fejl af. Hvordan kunne de tillade sig at angribe her og nu! Men deres plan så ud til at virke. Der var i hvert fald panik lige nu, mens styrkerne fik sig samlet og klargjort til at slå tilbage.

Det var med stolthed og glæde, men også en vis seriøsitet, i blikket at Etheldred overværede forfremmelsen af den unge kriger. Han havde været page, og under oplæring i mange år og nu var den store dag endelig kommet for ham. Dette ledte tankerne hen på hendes egen bittersøde træning, op fra at være page til en kriger. Fornemmelsen når man forenedes og fik sin krystal så man kunne anvende og træne Lysets kræfter, var ganske enestående. Man følte sig nærmest høj af magt, og af lykke, stolthed. Eller det havde hun selv gjort. Hun var næsten sikker på at Jaron også følte sig stolt.
Høfligt, stiltiende sejrende, klappede hun i hænderne sammen med de andre, med skyggen af et varmt smil spillende på hendes læber. Smilet stivnede dog idet der pludselig lød en rumlen. Hovedet blev løftet imod himmelen, det lignede ikke at det trak op til torden, det var skyerne alt for.. Hun stoppede sine tanker idet der gik ild i Jareds kappe og panikken begyndte at brede sig.
Olmt skulede hun op imod enden af haven imens hun fik gennet nogle tjenestefolk hen af en evakueringsvej, hen imod det sikreste sted der kunne findes. Hvad fanden bildte de Mørkets krigere sig egentligt ind?! Som tjenestefolkene flygtede, skarpt fulgt af en fedladen mand der allerede syntes at være ved at dø under sine stooore anstrengelser.
Ethel rystede på hovedet, inden hun vendte sig om imod Jaron der stadig kæmpede med sin kappe.
" Hægterne Jaron. " Det burde ikke være så svært, medmindre selvfølgelig at de havde sat sig fast midt i det hele, i et eller andet. Hun drog sit sværd og fik med et velanrettet slag, der for ganske kort øjeblik næsten virkede som om hun sigtede efter ham, hugget delen af kappen af der var ild i, kort tid efter fik han endelig hevet resten af kappen af, hvor den landede som en sær klump på jorden. Mentalt mindede hun sig selv om at fortælle ham om kappers sikkerhed når det kom til ild, men for nu gled hendes kølige blik istedet over imod de indtrængende, angribende.
Så fristet som hun var til at flyve over til dem, vidste hun godt selv at det ville være som at smide et enkelt stykke kød for nogle frådende sultne dyr. Ergo blev hun på jorden, og trak istedet af kræften, slyngende små kugler af den lyse, stærke magi imod de flyvende fjender. Det var direkte næsvist af dem at de var kommet her sådan her ud af det blå, som om de havde deres ret til det, hvilket hun bestemt ikke mente.

Blikket gled kort rundt til de andre, betragtede hvordan nogle ligesom hende valgte at besvare med modangreb, mens andre var i fuld gang med at evakuere tjenestefolk og de adelige der ikke mente de var i stand til at kæmpe, hvilket lod til at være størstedelen af dem. Pager forsøgte uroligt at hjælpe dem de tjente.
Igen gled blikket mod modstanderne, overvejende om det mon kunne lykkedes dem at få en af dem fanget i live til en høring og diverse ubehageligheder, der hørte sig med en sådan høring.

Uden videre tøven samlede hun sig over til dem af krigerne der valgte at yde modstand, mens de andre stadig evakuerede og beskyttede, det bedste de formåede.

Det startede ud som en ganske normal gåtur for Rafen. Han havde været i hovedstaden nogle dage og havde ikke rigtig haft tid til at udforske byen. Eller jo, dens kroer havde han tilbragt rigelig med tid på, men i dag havde et eller andet grebet ham i nakken og det havde fået ham til at gå ud andre stedet. Han anede ikke, hvor han var, ud over at han nok var i en have. Her rendte han egentlig rundt, indtil han så en større forsamling hvor mange af folkene stod med hvide kapper på. Lysets krigere. Han stoppede op og kiggede mod dem før den heftige rumlen trak hans opmærksomhed til sig. Næste gang han så op var der ild i en af mændenes kappe og folk flygtede til højre og venstre.

Rafen selv stod lidt som en urokkelig klippe i mængden, indtil folk var ude af hans vej. Da han fik øje på Ethel, gik han frem mod hende, og den meget unge kriger. Han nikkede blot til hilsen for en start, mens han så hvordan der gik ild i alting. Det kunne sagtens ordnes. Da han så en busk ikke så langt fra dem, bryde i flammer, lukkede han kort øjnene, før han pegede mod busken. En blanding af meget kraftig vind og en stråle af is. Han vedblev med, at slå ilden ud på denne måde, mange flere steder, mens han overvejede hvad fanden der foregik.

Snart fik han øje på de mørkklædte skikkelser længere nede i haven og hans øjne blev hårde og kolde, da vreden overtog hans sind i et kort øjeblik. Han havde blikket så meget på soldaterne derhenne, at han ikke lagde mærke til, at der var en enkelt person der havde flankeret dem, som der havde sat forsvarsværker op. Ikke før personen stod bag den nye kriger af lyset og virkede til, at ville dræbe ham. Det kunne der ikke være tale om!
Rafen trak blank og sprang i vejen for den unge kriger, for at parére knivstikket. Derefter udbrød en hidsig kamp mellem de to, hvor Rafen endte med at få nok. Han lavede en serie af angreb, modangreb og defensive handlinger og endte med, at dræbe mørkekrigeren, hvorefter hans fokus igen lagde sig på de andre krigere af lyset.
"Vi er meget udsatte her," forkalrede han roligt.