Som Moana fjernede sig kysten måtte hun indse at kulden var der for at blive der. Hun havde hørt om vinter og endda læst om det, men aldrig rigtig forstået hvad der var med det. Ikke før nu. Det hvide lag der faldt fra himlen og lagde sig om alting havde fascineret hende. Det var vand, men ikke vand og formbart på en helt anden måde. Det var også koldt. Kulden havde hun på ingen måder været forberedt på og det havde dem der sendte hende af sted tydeligvis heller ikke. Havet omkring Aquarin havde altid næsten samme temperatur. Det var ikke fordi den var specielt varm, men den var varmere end hvad luften var her. Og blæsten gjorde det alt andet end bedre! Af lige den grund var hendes første indkøb en ulden vams til at tage over skjorten samt en kappe til at dække hende ordentlig ind. Hun havde også fundet nogle sokker der hjalp en del på det hele.

Udstyret lidt bedre var vejen frem blevet mere overskuelig. Afstandene på det tegnede kort hun havde fået forevist havde dog snydt hende og efter en uge havde hun ingen ide om hvor tæt hun var kommet hovedstaden. Hun fulgte dog trygt vejen, for med jævne mellemrum var der skilte mod det sted hun ønskede at komme hen.
Det var på den vej hun mødte det første konkrete tegn på hvor galt det stod til på landjorden. En gruppe ryttere i mørkt tøj og kapper kom galopperende fra en sidevej, men bremsede op som de så hende på vejen. Moana lukkede hånden hårdere og staven på treforken, men fortsatte ellers fremad. Den forreste rytter vendte sig mod resten og sagde noget i en hånlig tone. Hun kunne ikke høre hvad, men latteren der fulgte var ikke til at tage fejl af. Det tændte vreden i hende og sendte mørke op i hendes turkise øjne. Det forhindrede dem ikke i at ride frem og omringe hende.

Tavs måtte hun stoppe op for ikke at gå ind i røven på hesten der nu spærrede hende vejen frem. En rytter steg af og hun hævede opfordrende et øjenbryn af ham. "Sådan en fin lille sag burde ikke gå rundt uden beskyttelse. De forkerte kunne jo få gode ideer." Han rakte frem for at lægge sin handskebeklædte hånd om hendes hage til lyden af hans mænds rå latter, men hun slog den brutalt væk. "Kun en tåbe tror en enlig-gående kvinde er svag!" Hun så hvordan hendes slag tændte gnister i hans blik og hvordan hendes blik kun gjorde det værre. Manden var tydeligvis ikke vant til at blive imodsagt eller hånet. Hvad han ville gøre ved det så hun da også snart som han trak sit sværd. "Så du mener du kan gå imod en af mørkets kriger med din lille pind, hore. Det er hvis på tide du lære respekt for de sande herskere!" Og med det gik han på hende, mens hans mænd så på.

Moana var god, men ikke så god. Benene var stadig nye og sneen gjorde det hele sværere end det burde have været. Hun parrede alle angreb, men fik ingen af sine egne ind. Hun kunne, men det ville koste hende åbninger hun ikke kunne tåle at give ham. Slet ikke omringet af hans støtter som de var.

Constantins dag havde indtil videre været ganske rolig og stille. Han var ude for at sondere terrænet, hvilket han normalt gjorde en gang i mellem. Godt nok var det lidt farligt herude, og han behøvede teknisk set heller ikke gøre det, men Constantin var en meget dedikeret mand af lyset, og havde valgt, at se bort fra rang og hieraki, når det gjaldt arbejde. Alle tog deres del, også ham selv. Han havde ikke taget sin drage med ud, men havde nøjedes med en hest denne gang. Han ville ikke gøre for megen opmærksomhed på sig selv. Ej heller havde han sin uniform på, da den også var for indlysende for mulige mørkekrigere derude. Han havde hørt om Hargin Ragnarsson og hans forfærdelige episode, der var sket for nogle dage siden og var derfor noget mere forsigtig denne gang, i forhold til sidste gang.

Han var iklædt nogle rober, der gik godt op om halsen, for at holde kulden ude, og inden under havde han noget let læderrustning, så selvom han måske ikke skreg langt væk af lysets ridder, så skreg han i hvert fald ret meget af kriger. Sværdet der hang i hans bælte og spyddet i hans hånd var også nogle meget gode beviser på, at han i hvert fald overhovedet ikke var en bonde.
Det var bedst, som han red ned ad landevejen, at han hørte lyden af klinger der mødtes. Med et hævet øjenbryn, steg han adræt af hesten, for at larme så lidt som muligt og begyndte at gå tættere på, med hånden fat i tøjlerne. Da han krydsede et hjørne, så han det. Et par mørkklædte skikkelser, der sad på deres heste i en lille ring. Og inde i midten stod en til af dem, sammen med en fremmed. De var i gang med en hidsig kamp, og det så ud til at den mørkklædte var dominerende. Constantin fik en vred trækning ved øjet, og sadlede op igen, hvorefter han satte i trav. Da han var nogle meter væk, valgte han at tage handling.
"Hey! Hvad tror I lige I har gang i? Skrub tilbage til jeres mørkets borg!" råbte han vredt ad dem. Det virkede ret hurtigt, og de to første vendte deres heste i overraskelse, og derefter vrede, da det pludselig blev mere lyst omkring Constantin. De to første tog handling uden videre og satte hæle i sporer, for at angribe, men kort efter blev et spyd af blod skudt ud af Constantins venstre hånd. Han greb om det og kastede det efter den første, der heldigvis ikke havde særlig meget rustning på. Spyddet gennemborede ham og forsvandt derefter, samtidig med, at han drattede af hesten. Derefter mødtes den anden kriger, og Constantin i kamp, med krydsede klinger. Det gik ganske udmærket for lysridderen, at parére mørkekrigerens klinge, men det var også fordi han havde længden som fordel. Folk undervurderede virkelig spyddets meritter.

Moana mærkede kampen vække træningen i hende på den måde hun havde været vant til den gjorde under vandet. Det var en sær lettelse for hende for det var en af det første gange siden hun var kommet på land at hun følte sig i samklang med sig selv. Presset fra den overlegne modstander bragte hende op til hvor hun før havde været og som hun fandt ind i kampen fulgte, øgede hun sin fornemmelse af hvad hun kunne og hvor hendes balance var. Det bragte et smil op på hendes læber der bestemt ikke passede hendes modstander.
Det fik hende dog ikke til at gå mere aggressivt til ham. I stedet for holdt hun sig tilbage og ventede på at han begik en fejl. Hun kunne vente, det kunne han ikke. Jo længere kampen trængte ud, jo værre så han ud i sine mænds øjne og at hun var begyndt at se ud til at more sig, gjorde det ikke bedre. Hun vidste det og brugte det, skønt hun aldrig glemte at hun var håbløst i undertal. Sluttede de andre sig dog til deres leder ville hun bruge sin stemme og ikke kun sin trefork.

Det var dog en anden stemme der skar igennem den lette latter og de hånlige tilråb. En stemme der krævede opmærksomhed og som fik det. Moana ignorerede den, men fornemmede hvordan kredsen om hende og hendes modstand blev mindre og så forsvandt. Endnu bedre var at hendes modstander blev distraheret. Hun så da hans opmærksomhed et kort sekund strøg fra hende til noget bag hende og i det øjeblik slog hun til.
Moana var ingen lille kvinde, men hun havde heller ikke en mands fulde styrke. At have treforken gav hende dog muligheden for at fange sværdet mellem tænderne, snore treforken rundt og vride våbnet fra den anden. Som hun gjorde det smilede hun til ham og skreg.
Det var ikke et skrig af fortvivlelse, af nød eller skræk, men en ren bølge af lyd, der ramte manden i brystet og slog ham bevidstløs. Moana træk vejret dybt, som hun drejede sig for at se hvad der var blevet af resten og gjorde sig klar til næste angreb. En mand lå på jorden et godt stykke væk og en anden var i kamp med en rytter. Det efterlod to mand. Den ene var på vej mod rytteren for at hjælpe sin fælle der, mens den anden var ved at vende sig mod hende. Til hun da havde hun ikke været set som en trussel, men nu gjorde hun. Mandens udtryk blev mørkt og han red mod hende, som hun gjorde sig klar til at forsvare sig mod ham. Det ville blive en ny udfordring for hende.

Constantins opmærksomhed blev stjålet et kort øjeblik, da en lydbølge fik ham til, at fare forvirret sammen. Hans modstander også ret forvirret over det, men for en gangs skyld, var krigeren hurtigere og nåede ind med et lidt uheldigt stød, der landede hen over siden af hovedet på Constantin. Heldigvis var det med siden af sværdet og ikke æggen. Havde det været æggen, ville det nok have været ude med ham, men det ændrede ikke stort på sagerne. Han væltede stadig ned fra hesten, der gik i en let panik og derfor ikke endte i nogen skudlinje. Den løb væk fra modstanderen, der nu havde sin hest som fordel. Constantin kom hurtigt på benene igen, men en lille kende usikkert, men han havde ikke tid til, at sunde sig oven på slaget, da manden på hesten igen angreb ham.
Han parérede, og sendte en chokbølge af lys i mandens ansigt, der fik denne til at falde af sin hest.
"Jeg kan bedst lide, at være på bølgelængde.. Du ved," jokede han med et barsk smil, før han sendte et salve af lynangreb mod manden, der nu blev dybt forvirret over spyddet og ikke havde den mindste chance for, at nå ind på Constantin længere.

Men krigeren var faktisk ret dygtig, og det tog tid, at finde huller i hans forsvar. Og det hjalp ikke særlig meget, da en ny rytter kom den anden til undsætning. Da Constantin endelig fandt hullet i mandens forsvar og stak sit spyd i mandens ben, hvilket fældede ham, var han nær blevet reddet ned af den anden kriger, havde det ikke været for hans hurtige skridt frem mod den forgængne kriger. Han åndede lettet op over at have undgået den frådende hests hove, men fik aldrig rigtig tiden til, at sunde sig.
Krigeren på hesten havde en stor økse, og da manden slog ud, og Constantin parérede, var styrken bag slaget så hårdt, at han nær fik overbalance. "Vi kan vel ikke snakke om at du står ned?" Prøvede han, igen med det kolde smil. Rytteren lo hånligt og hamrede igen sin økse ned mod ham. Denne gang var Constantin bedre forberedt, og han sendte en ildkugle tæt forbi hestens mule, der fik den til at stejle og sende sin rytter til jorden. Igen på bølgelængde.

Moana holdt opmærksomheden mod rytteren der var på vej imod hende. Alt andet ville være dumt og være en sikker måde at blive slået ihjel på. Havde hun haft nogen i sin varetægt ville hun have delt sin opmærksomhed for at være sikker på den eller de ikke var i anden fare end den hun var ved at håndtere, men i dag var der kun hende selv. Og manden der var kommet hende til hjælp. Sveg lidt, men ikke meget. Ikke mod fem modstandere til hest og med bedre udrustning end hende. Der var sket meget på land kunne hun se i udformningen af det, men mest af alt var det ikke udrustning der ville have haft godt af havets salte vand.

Rytteren holdt truende våbnet mod hende, som hun tog et halvt skridt baglæns og stoppede op. Atter sendte hun med et skrig en bølge af lyd mod ham og hesten, men denne gang ikke fokuseret til at slå ud, men til at skræmme og skubbe fra hende. Hesten brød sig ikke det mindste om at blive ramt af bølgen. Den stejlede og smed sin rytter af, før den satte af sted i samme retning de andre heste var forsvundet i. Moana sparede et blik efter den, før hun koncentrerede sig om den faldne rytter. Han havde ikke været forberedt på hendes angreb, men hvad være var - for hans synspunkt - var han faldet helt forkert af hesten. Hun kunne se det på måden han lå, men det havde bestemt heller ikke hjulpet at dyret havde trådt på ham flere gange i sin flugt.
Med en fod puffede hun til ham, før hun fortsatte hen af vejen mod den sidste del af kampen. Der havde hendes redningsmand netop sendt en kugle af ild mod hesten foran sig, så den smed sin rytter af også. Ikke et fald mange var forberedt på at håndtere. Roligt cirklede hun ud, så hun stod i en vinkel fra den spydbærende mand så den mørkklædte mand ikke kunne holde dem begge i sit synsfelt. Han var dog kommet på benene, men så fejlagtigt manden som den største trussel, hvilket forklarede hvem han angreb. Det gav en perfekt åbning for Moana, der med et kraftigt stød stødte treforken ind i hans armhule og ind i hans hjerte.

Det var en taktik hun havde lært i sin grundtræning. At flankere fjenden så denne åbnede sig for den ene eller den anden og var lettere at pille ned. Resolut satte hun en fod på den faldne og trak sit våben fri. "De kommer som kaldet. Fem var lige i overkanten af hvad jeg havde lyst til at skulle håndtere selv." Hun tørrede uceremonielt de blodige spidser af i den faldnes kampe og fandt hans blik. "Hvem skylder jeg takken for den beredvillige indblanding?"